At uordner mm. lige såvel eksisterer på landet som i hovedstaden, tvivler vel ingen på. Det er overalt bekendt hvor velgørende den allernådigst anordnede Forligelseskommission er for enhver som nødsages til at betjene sig deraf. Men den ville være endnu mere velgørende, dersom den blev holdt om formiddagen i stedet for om eftermiddagen kl. 4 til 5 slet. Især for dem som må rejse 2 til 3 mil dertil.
Jeg har haft et sådant tilfælde med en mislig betaler. Skønt vi var indstævnet til kl. 3 slet om eftermiddagen, blev vi dog ikke fordrede frem før kl. 5 slet. Men inden vi blev afskediget, var det aften. To miles afstand til min bolig kunne ikke så hastig tilbagelægges. Imidlertid blev min retur ledsaget af regn, storm og mørke, og var meget ubehagelig. NB. det var om efteråret. Over sådanne ubehageligheder har jeg hørt mange klager. Men kunne det efter min ringe skønsomhed ikke være mere passende at Forligelseskommissærerne indstævnede parterne at møde om formiddagen kl. 9 til 10 slet? Så kunne jo alting være afgjort til middag, hvorefter enhver kunne søge sit hjem om dagen.
Endnu mere: efter skete anklage bliver den pågældende af Forligelseskommissionerne indstævnet ved et stævnemål. Dette stævnemål sendes til en sognefoged, og denne overleverer eller sender det til stævningsmændene som vanligvis hverken kan læse eller skrive, men forretter deres ærinde efter hukommelsen. Det er nu ikke nok med at de har stævnet den eller de pågældende. Men de skal endog møde den bestemte dag ved Forligelseskommissionen og afhjemle at stævnemålet er lovlig forkyndt. Og for al den besværlighed nyder enhver 6 skilling, skønt en gårdmand den dag fx i pløje- eller højtid måske kan tage skade for mere end 6 mark. Ville det ikke blive mindre byrdefuldt og dog ligeså kraftigt når fx klageren blev meddelt et stævnemål som han kunne levere sognefogden, hvilket denne måtte levere de to stævningsmænd som da efter forrettet lovlig stævning kunne attestere dets rigtighed der af sognefogden ydermere kunne bevidnes samt stævnemålet således af klageren den bestemte da, leveres retten? Herved ville den omtalte byrde for stævningsmændene falde bort og efter mine tanker, retten ligefuldt kunne gøre sin virkning.
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27 Juni 1801, s. 2641-2643)
Jeg har haft et sådant tilfælde med en mislig betaler. Skønt vi var indstævnet til kl. 3 slet om eftermiddagen, blev vi dog ikke fordrede frem før kl. 5 slet. Men inden vi blev afskediget, var det aften. To miles afstand til min bolig kunne ikke så hastig tilbagelægges. Imidlertid blev min retur ledsaget af regn, storm og mørke, og var meget ubehagelig. NB. det var om efteråret. Over sådanne ubehageligheder har jeg hørt mange klager. Men kunne det efter min ringe skønsomhed ikke være mere passende at Forligelseskommissærerne indstævnede parterne at møde om formiddagen kl. 9 til 10 slet? Så kunne jo alting være afgjort til middag, hvorefter enhver kunne søge sit hjem om dagen.
Endnu mere: efter skete anklage bliver den pågældende af Forligelseskommissionerne indstævnet ved et stævnemål. Dette stævnemål sendes til en sognefoged, og denne overleverer eller sender det til stævningsmændene som vanligvis hverken kan læse eller skrive, men forretter deres ærinde efter hukommelsen. Det er nu ikke nok med at de har stævnet den eller de pågældende. Men de skal endog møde den bestemte dag ved Forligelseskommissionen og afhjemle at stævnemålet er lovlig forkyndt. Og for al den besværlighed nyder enhver 6 skilling, skønt en gårdmand den dag fx i pløje- eller højtid måske kan tage skade for mere end 6 mark. Ville det ikke blive mindre byrdefuldt og dog ligeså kraftigt når fx klageren blev meddelt et stævnemål som han kunne levere sognefogden, hvilket denne måtte levere de to stævningsmænd som da efter forrettet lovlig stævning kunne attestere dets rigtighed der af sognefogden ydermere kunne bevidnes samt stævnemålet således af klageren den bestemte da, leveres retten? Herved ville den omtalte byrde for stævningsmændene falde bort og efter mine tanker, retten ligefuldt kunne gøre sin virkning.
(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27 Juni 1801, s. 2641-2643)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar