For nogle dage siden var der her i byen et såkaldt opløb eller rettere sagt sammenløb af mennesker. Foran et berygtet hus i en berygtet gade stimlede i et kortere tidsrum end 2 timer mere end to tusinde personer sammen. Og den afgang som enten forretninger eller kedsomhed eller begge dele af og til medførte blandt disse, blev rigelig igen erstattet ved ny tilvækst fra andre som rygtet eller hændelsen havde givet underretning om.
Jeg skal ikke her udbrede mig om at undersøge årsagerne til dette opløb. Om en en grov krænkelse af den ydre velanstændighed (som vores almue her, frem for andre store stæders synes at yde megen sand agtelse) eller en begået umoralsk handling af en blandt denne gades beboere, som andre fortæller, eller blot et tilfældigt klammeri mellem den berygtede vært og nogle af hans gæster, har givet første anledning til samme - det vedkommer ikke denne afhandlings emne. Lige så lidt som nøje regnskab for hvor mange og hvilke vinduer den angrebne person fik slået itu, eller hvor mange sten der først bevægede ham til som man siger at trække sig bort fra samme.
Jeg erindrer kun at politibetjentene efter at dette angreb var til ende, indfandt sig på valpladsen *), forsynede med deres befalede våben. (Spanskrørsstokke). Naturligvis var det ikke et øjebliks sag at bringe en talrig hob mennesker, hvoraf enhver fragående straks blev erstattet med en nytilkommen, fra hinanden. Og fra hinanden skulle de. Til ekspedient i denne forlegenhed brugte da nogle mellem dem stokken. Og det er dette brug i denne anledning jeg her vil søge at underkaste nøjere prøvelse.
Endnu i forvejen anmærker jeg af gode grunde at jeg ikke er juridisk forsynet med beviser for hvilke politibetjente og hvilke borgere der slog og blev sået. Skønt jeg selv befandt mig på åstedet hvor jeg gerne i sådanne tilfælde ønsker at være, for at høre de omkringløbendes ræsonnement, folkestemningen, de fremsagte indfald, og de forholdsregler man fra politiets side sætter imod dem - så holdt jeg mig dog af en ikke unyttig forsigtighed langt nok borte derfra til ikke selv at blive angrebet, og man kan altså på den ene side med ingen ret bebrejde mig partiskhed, at jeg nemlig som selv pryglet skulle have skrevet i min egen sag. Ligesom jeg på den anden side ingen ret har til at udgive min bemærkning for andet end en bemærkning (Wahrunchmung) der altså måske kan mangle erfarings (materiel, objektive) sandhed.
Kort sagt - jeg vil meget hellere fremsætte den sætning om uddelte stokkeprygl som et postulat, en hypotese for derfra at grunde min undersøgelse af sammes juridiske retfærdighed, end som en gerningssag (corpus delicti) hvorfra som qvæstio facti jeg skulle skride over til qvæstio joris. Det er så en egen sag at få en politiretsssag **) d. e. at sige en sag med politiet på halsen, og om jeg end vandt min sag, blev de slagne af den grund mindre uslagne?
Endnu en anmærkning før jeg begynder. Der er ingen der mere end jeg kan agte og påskønne politiets indretning i enhver stor stad. Det var nødvendigt så snart mennesker rykkede sammen i talrige hobe og blev så at sige hinandens kontubernaler, at der tillige snart måtte fremkomme spørgsmål hvorledes dette bedst og mest bekvemt kunne lade sig gøre. Endnu måske snarere småtrætter der øjeblikkelig måtte afgøres for ikke at udbryde til store, smudsige logerende der måtte holdes til renlighed, for ikke at opfylde hele huset med mislugt. Natsværmere der måtte vænnes til ordentlig sengetid for ikke at forstyrre de allerede sovendes søvn osv. og således opstod da først begrebet politi, ligesom deres navn af dette græske ord (en stad) nok så meget bekræfter dets opkomst i denne henseende. Det er altså slet ikke noget mishag med dette legeme i almindelighed der styrer min pen, og politiet ville gøre mig højligt uret om det faldt på at beskylde mig for det.
Alene af lyst til at gaven, af lyst til også at bidrage mit, til dette tidsrums høje bestræbelse, at forvandle alt hvad der sker til et som bør ske, af lyst også at hjælpe for min del til en fordoms udryddelse eller retslovens anvendelse på nok et tilfælde, har jeg lagt mit papir på bordet. Og enten man bifalder min tanker eller af mere gældende grunde omstøder dem, så er der dog altid noget vundet derved, man har fået endnu en genstand beset fra sin anden side.
Jeg kunne også gerne føre et andet sprog, begyndende fra den øverste pligtsætning, kunne jeg gennem rigtige syllogismer skride frem til den formelle maxima for dette tilfælde. Gennem strenge definitioner og deduktioner bevise den almene gyldighed af samme, og af og til i noter tale et ord med dem (deres ufilosofiskhed og betisser) som ikke tænker som jeg, eller have gået ud fra andre grundsætninger - men det vil jeg ikke. Og holder for man aldrig skulle ville det nogensinde, hverken (med næven) eller i teori (med pennen)
Tingen kommer dog alligevel overvejet nøje ud på det selv samme. Subjektiv sandhed lader sig ikke så let overføre til objektiv (hvad jeg mener er sandt, til grundpiller for det alle mennesker skulle anse derfor) og skulle man engang overbevise mig om min slutningsfejl, så har jeg dog ved denne skrivemåde det forud at man ikke vil regne mig samme nær så meget til onde.
For resten er dette forskellige udtryk i og for sig selv en blot form, en iklædning, en anden ramme om det samme skilderi, og aldeles ingen væsentlig forskel i tingen. For enten jeg siger: for mine øjne forekommer denne ting således, eller: enhver som den forekommer anderledes har fejl på sit syn - så mener jeg dog det sidste alligevel. Det er endog min pligt ikke at tale et ord før jeg har bragt det derhen at jeg kan sige dette af overbevisning. De fejl der da opkommer er blot af menneskelig natur. Det er blot regningsfejl (måske engang imellem hele beregningen selv) som gode regnemestere altid tilgiver hinanden. Og fra denne fortale lige til sagen.
(Fortættes).
*) Der var engang en i Flintes tid der ved sådan en lejlighed hvor de også kom for sent sagde: "Man ser politibetjentene allevegne undtagen hvor man behøver dem"
**) Det hed før om dette korps: "Og ræsonere med politi er kun sin tid og ræson at spilde" - gudskelov! tiderne er forandrede, nu tager politiet gerne mod ræson, og selve giver den imellemstunder.
(Politivennen No. 1, 1798. S. 7-13. [Estimeret dato: 27. april 1798])
Men hermed vil vi slet ikke indlade os i undersøgelse over hvad der i dette eller hint land kan være befalet i denne anledning. Erfaring viser at meget af det som er befalet allevegne omkring, ikke er befalet ret, og derfor enten bliver ikke efterlevet eller må befales om igen. Desuden måtte jeg bevise, at man i Frankrig, Holland osv. ikke brugte mere at slå på nogen borger, hvad havde jeg så andet udrettet end anført et eksempel på min menings antagelse der. Jeg havde ingen grundregel lagt, hvorefter man kunne bedømme om det i almindelighed er ret at slå en borger i opløb eller ikke. Men dermed vil jeg heller ikke sige at når det fx er befalet af en lovgiver at man skal lade sig slå under sådanne omstændigheder om man gør ret når man slår igen. Jeg mener blot når politilovene i en vis stat var indrettet efter den almene retslæres principper, hvad der da vilde blive foreskrevet, og adskiller i så henseende fornuftens ret fra den kongelige. Den første kan man ikke ophæve uden at ophæve fornuften selv, den sidste lader sig altid ophæve ved en senere ret, og bliver just derved undertiden fornuft.
Hvad er et opløb?
Adskilt fra oprør, tumult, opstand og rebellion betyder et opløb blot en mængde af mennesker forsamlet på et vist sted, i en anledning af en eller anden usædvanlig tildragelse.
Oprør er en forening af flere mennesker for med fælles kræfter at modsætte sig den eksekutive magt selv.
Tumult når det blot angår en enkelte person, eller et enkelt legeme af denne. Når en hel masse af en stats borgere gør oprør, så får dette navn af opstand, engang imellem betyder det også når modsætningen går imod alle tre dele af statsvælden, den lovgivende, dømmende og udøvende vælde. Engang imellem også når oprøret blot består i negative handlinger, hvor det da hedder rebellion, når det udbryder i positive. Disse udtryk er overhovedet meget ubestemte og bruges i flere bemærkninger af forskellige forfattere. En del af dem indbefattes i det nyere ord revolution hvis ret (rettigheden til hvilken) man endnu fører krig om *).
Vi har prøvet at bestemme begrebet af et opløb, dette vil føre os nærmere at betragte de personer der udgør samme. Det er overhovedet ikke alene i henseende til opløb, men alle disse arter af menneskers usædvanlige tilsammentrædelse i en stat at denne omstændighed er vigtig.
De som foranlediger et opløb, og de som overværet samme, er de to eneste konstituerede parter i dette hele. Det forstår sig selv at af disse kan nogle siden træde over til de andre, nogle af de andre siden slå sig over til disses parti.
Af de som foranlediger et opløb, kan vi her blot tage i overvejelse dem som ved uretfærdige, det vil sige, ved sådanne handlinger bevirker dette der strider imod en retspligt, dvs. en fuldkommen pligt til hvis opfyldelse en udvortes tvang er mulig. For ofte kan en overkørt hun, en særegen klædedragt, en drukken kælling forårsage et sammenløb af mennesker uden at derfor efter almene retslove politiet virksom kan blande sig med i spillet. Vi har her i byen set flere eksempler på at hele gader er blevet fuldt proppet med mennesker ved synet af et menneskeben, en kone i slag, et grædende vildfarent barn, ligesom vi også på den anden side har set alle mennesker kolde passere forbi en druknets opbringelse eller en ubarmhjertig afstraffelse af en uformuende skyldner.
De som ved en fuldkommen udvortes pligts overtrædelse fx ved voldsom overfald på en borgers liv, legeme eller ejendomme gør sig skyldig i et opløbs afstedkomme, henhører kun for så vidt under genstanden for vor betragtning som de tillige findes på samme sted som de tilhobeløbende. Det er let at afgøre hvorledes disse juridisk er at anse, for da deres gerning i for sig selv går mod den offentlige sikkerhed, så står de efter samme under lovens tiltale derfor, og bør enten på stedet stille vedbørlig sikkerhed for deres personers tilstedeværelse, eller i mange på det selv cavere for disse, dvs. sættes i arrest indtil sagen bliver pådømt.
Det samme er ligeledes tilfældet med dem der af de passive personer siden efter gør over til de aktives tal, eller personlig tager del i den forefaldende handel. Politiets pligt er altid at have øjnene med sig, at opdage og fastholde enhver der hvilken som helst fornærmer en andens lovfaste fred.
Men ifald hvilket også kan indtræffe, de angribendes antal vokser til at for højt et forhold imod de forsvarendes? Fredsforstyrrernes mod politiet? I dette tilfælde er intet andet middel tilbage end at fordrive magt med magt, da er stok et meget tilladeligt våben fordi endog pistolen ville være et. Enhver som falder, ligger på sine gerninger uden engang at kunne beklage sit uheld, og politiet forestiller i sådanne omstændigheder ikke andet end den sig selv forsvarende angrebne selv, hvis forsvarsret er uendelig, det vil sige der har voldeligt overfalden, lov til at forsvare sig med hvad våben han er mægtig, uden hensyn til hvorvidt disse kunne være mere eller mindre farlige for angriberen. Dog er politiet tillige pligtig til ikke at anvende disse midler uden for så vidt som omstændighederne forbyder en total arrestation af alle angriberne; (når disse er dem for overlegne i styrke og antal) for ellers kunne de ikke anses fornødne, og politiet som enhver offentlig udøvelses ret (i dette tilfælde en straf) altid forudsætter en dom. Dels dog alligevel at arrestere så mange som muligt for stadens erstatnings skyld af de øvrige medskyldige osv.
Vi sagde enhver straf forudsætter en dom. Men denne dom forudsætter tillige visse formelle højtideligheder som ikke kan forbigås uden tillige at gøre dommen ugyldig. Disse er foreskrevet i ethvert lands egen lovbog fx stokkemænd, protokol osv. Deraf følger at straf endogså tilsagt af dommeren selv har politimesteren som straf betragtet altid er uretfærdig, for han kan ikke dømme undtagen på politikammeret for ikke at tale om at politiet her blev dommer, anklager og vidner i sin egen sag.
Men vil man indvende, kunne der ikke forekomme tilfælde hvor sagens omstændigheder ikke tillod denne lovformelige behandling hvor en standret blev gjort fornøden, et hastigt virkende drastisk middel, da ellers sygdommen ville forårsage døden? Jeg tilstår dette - men kun hverken som straf - for denne skal efter foregående, altid følge efter en dom - ikke heller som forekommen af en forbrydelse. For regeringen er ikke til for at forebygge en forbrydelse (det er opdragelsens pligt), men for at straffe den **). Altså alene som dens tilbagedrivelse. Dens bekæmpelse og overvindelse, det vil sige som jeg før udtrykte min mening, som et lovligt nødværge mod de overfaldende hvor ingen anden udvej er for hånden.
Vi kommer nu til de passive personer i et opløb. Dem der uden at tage nogen del i den forehavende gerning befinder sig der på stedet. For at undersøge deres forbrydelses brøde, lad os undersøge i forvejen deres sted (reatus) hvorpå disse som virkning alene kan grunde sig.
Denne klasse udgør alene de såkaldte tilskuere, en benævnelse der tilstrækkelig karakteriserer hensigten af deres tilstedeværelse og adskiller dem fra de handlende (aktørerne) hvis skuespil de blot ser opført i det højeste kun bedømmer. Denne anmærkning er vigtig især i henseende til oprør og tumult. For disse kan også frembringe opløb dvs lokke en mængde mennesker til hobe der for resten intet andet ondt gør sig skyldig i end brugen af deres øjne og ører. Derimod når et opløb frembringer et oprør, så er det ikke nogensinde umiddelbart, men tilfældigt ved indtræfningen af en eller anden udvortes omstændighed, fx mishandling af de vagthavende personer der i dette øjeblik ikke erindre at retten sidder i spydstage, og at folket altid føler sin magt når det ser sig forenet.
Imidlertid kræver ikke alene rimelighed, men endog den strenge retfærdighed at disse to forskellige slags personer aldrig sammenblandes med hinanden, når det kommer an på at dømme dem til straf. En blot medvider straffes i de fleste kriminelle sager efter vores love, og jeg tror med rette aldeles ikke (for forpligtelsen at angive misgerningen er bare en etisk eller dydspligt hvor meget mindre da den der ikke engang er medvider i samme der blot kommer for at opspore, hvem ved, måske for at forhindre den?
*) Kant siger nej, Fichte siger jo, og det er ikke meget sandsynligt (efter deres grunde at slutte) den bedste dom herover ville være den von Bremerfelts i den polit. Kandestøber: - I har ret begge to.
**) Regeringen er ikke indsat for at forebygge misgerninger, men for at opdage og straffe dem. Gid disse ord var indskrevet i enhver lovgivers hjerte, og stod med uudslettelige bogstaver på hver en magistratspersons arbejdsbord. Da fik vi ikke mere sådanne love der indskrænker den naturlige frihed for at holde samme i hævd. Der forbød, ligesom Vilhelm Erobrerens England, at have ild efter et vist klokkeslæt i huset, for at forekomme ildebrand (curefew hedder den ringen man endnu fra den tid af om aftenen vedbliver der i landet, om jeg erindrer ret kl. 10) der forbyder borgernes rolige sammenkomst i klubber og selskaber, for at forebygge oprør, der forbyder pantalon og franske veste, runde hatte og sådant for at forhindre franske grundsætningers indførelse i riget, hvorpå nylig den russiske regering har givet et ikke følgeværdigt eksempel - der forbyder fremmede varers indførsel, for at forhindre de indenlandske fald - der - dog jeg skulle aldrig høre op.
(Fortsættes)
(Politivennen No. 2, 1798. s. 17-27. [Estimeret dato: 4. maj 1798])
Virkeligt når vi undersøger alle mulige årsager af hvilke et sammenløb af mennesker kan finde sted, så finder vi ikke uden bevislig at ville tillægge disse ædle hensigter, dvs uden at være urimelig, en eneste der jo lader sig retfærdiggøre eller i det mindste undskylde. Det kan være hjælpelyst, nysgerrighed, tilfælde, grundsætninger, frygt, filosofiske iagttagelseslyst, hvem kan afgøre hvilket, og hvem tør, spørger jeg, forudsætte at det var plyndringslyst, uroligheds, oprørsånd som visse falske skribenter så gerne ville indbilde vores regering vi alle var anstukne af? Og sæt endog det var oprørslyst, der førte den misfornøjede borger i hoben! Hvad straf har da vel loven for en ikke engang attenderet, men blot påtænkt misgerning (den blotte vilje at skade)? Tanker siger man er toldfrie.
Tænk hvis enhver enkelt mand skulle blive straffet for sin vilje, indfaldende ond tanke, så ønskede jeg at se, hvem er ville kaste den første sten på hans hoved. End ydermere var endda tilovers at afgøre om alle revolutioner i almindelighed er uretfærdige, og i modsatte tilfælde, under hvilke omstændigheder da ikke? En opgave der ligger uden for vores emne her at beskæftige os med. Plyndrelysten er ligeledes meget mere ualmindeligt hos den gemene mand pøbelen (skal hedde almuen) end man vel iblandt forestiller sig. Tidernes nyere tildragelser har lært os, at de største statsomvæltninger, de voldsomste statsforandringer er blevet udført af almuen med den nøjeste iagttagelse af al privat ejendomsret, uden det allermindste indgreb i nogen borgers ukrænkelige rettighed. Blot for at plyndre overhovedet har man aldrig set nogen almue at plyndre, men en gang imellem har den rigtig betjent sig af dette middel som selvhævn fx her i byen den 29. januar 1772. I forrige tider forudsatte man vel denne rovsyge hos almuen, denne tørst efter fremmed gods. Men i de tider forudsatte man også at oplysning kunne skade, dvs. at et menneske kunne blive alt for meget et menneske, at tronen stod alene ved sin pragt, at kongens skønneste rettighed var den at kunne benåde misgerningsmænd osv. Skulle en almue virkelig engang få i sinde at foretage sig et ejendoms ligeskifte, så ville hverken politi eller garnison 10:100.000 kunne forhindre dette. Det er folkets pligtbegreb (naturens lov der er indskrevet i alles hjerter) hvorfra man alene kan gå ud, når man vil deducere varigheden og sikkerheden af en stat, ingenlunde den eksekutive magts kanoner, eller husarernes heste eller politiets spanskrør *). Mange sikre erfaringer har godtgjort i nuværende dage at det er ikke blandt almuen, men overfor samme man skal søge efter pøbel.
Men lad os forlade disse menneskefjendske formodninger som man aldrig kan antage uden selv at begå en uret, for at komme til de moralske og tillige mere rimelige bevæggrunde der kan tilhobesamle mennesker på et vist sted til usædvanlighed. Vi har sagt at de alle om ikke lod sig retfærdiggøre, så dog undskylde. Men det er blot det sidste jeg ønsker man ville tage først i betragtning når det som jeg ikke håber skulle mislykkes mig at bevise deres juridiske retfærdighed. Om jeg angiver dem alle, er i og for sig ligegyldigt. For når jeg godtgør at blot nogle kunne være lovlige, så formoder jeg man vil tage meget i betænkning at vælge hvilke man helst skal forudsætte hos den sigtede. Man kan næppe endogså bedre fysionomisk end Lavater selv, læse på et menneskes ansigt, enten han kommer i et lovligt eller ulovligt ærinde. Og fordægtighed er alt for ofte befundet uskyldigheds fornærmelse, til at man ikke skulle studse ved på blot udvortes anseelse uden at der kommer det til, man kalder juridisk stor formodning, at tillægge en person denne eller hin forbrydelse (man erindrer sig fx Calas' henrettelse, tyveribeskyldningen i Spies's Vahnsinnigen. Demanten stjålet af Hønen i Journal for POlitik og Menneskekundskab Janu. 1798 osv.)
1) Hjælpelyst. Jeg er et menneske og tager som menneske del i alt hvad der angår et menneske, sagde fordum Chremes hos Terenz. Dette er ikke en akt af medfølelse, sympati jeg her mener som ellers takket være naturen er nedlagt i det menneskelige hjerte i almindelighed, men som man ikke kan give sig selv når man engang mangler den. Dette er kun en stemning af følelse lige så ulige i sin virkning som i sine årsager, og de omstændigheder der opbringer samme til yttring. Mennesket er af naturen tilbøjelig til at hjælpe, det ser i sin medskabnings kval sin egen, det lider med den lidende, lige så vel som det glædes med den glædende. Men når engang udvortes tilfælde, når krænkelse oven på krænkelse, tilsidesættelser, ufortjent ringeagt, vanheld og deslige har bragt den uskyldige lidende til om ikke at hade, så dog ikke længer at elske sine medbrødre. Kan da hans fornuft rive sig løs fra en pligt, hans hjerte ikke banker for? Ingenlunde! Også da opbyder moralloven ubetinget hans formue, hans fysiske og intellektuelle evner til bistand for kummeren. Den spørger aldrig lokkende om du vil, den siger streng og alvorlig: "Du skal". "Denne hjælpelyst, eller som vi rettere ville kalde samme hjælpepligt, befaler den forbigående vandrer at standse ved mindste klage, at lytte efter mindste suk, at forhøre sig om beskaffenheden af mindste lidelses syn, han møder på sin vej. Hvem ved om ikke her nogen ulykkelig smertelig venter dit komme? - om her ikke nogen farligt såret trænger til din pleje? nogen forurettet påkalder din genkomst? nogen omspændte af livsfarer ene står til at redde ved din understøttelse? hvem ved endog om disse ikke er dine fædre, sønner, dine slægtning eller venner? -- det er således ethvert menneske må tilspørge sig selv, når han ser den flygtige mængde forsamlet på et sted, men før han kan underrette sig om sagen, oftest sker dette først meget langsomt, er det nødvendigt han forøger deres tal.
Flere af statens love (skønt falskelig forvekslende en etisk med en juridisk pligt) har også pålagt denne hjælpeånd som lov hvis overtrædelse mere eller mindre efter tilfældets beskaffenhed pådrog den ulydige straf: 6-6-13 befaler at hvor tvist og uenighed opstår, der skal enhver som er tils tede, forpligtet være ulykke og manddrab at forekomme, men sker manddrab, da hindre han ikke bortkommer. Selv om han undkommer, da skal de alle være pligtige til at forfølge ham - - eller også enhver som formuende er giver fuld mandebod, de uformuende straffes på kroppen.
Forordning af 6. feb. 1694 fastsætter angående købstæder at når samme steds noget klammeri yppes eller overlast begås, da skal indbyggerne i den gade hvor sådant sker, samt i næstpåstødende enten selv eller med deres tjenestefolk, eller deres tjenestekarle alene, forsamle sig med deres kortgevær og afværge ulykke, samt bemægtige sig den skyldige såvel som den uskyldige, og bringe dem i sikker forvaring under straf af 100 Rd. til St. Hans Kirke for de nærmest boende. Den romerske ret anpriser det som rosværdigt og rimeligt at søge at forhindre de misgerninger andre har foresat sig at begå, skønt den mere overensstemmende med fornuftretten end vores, ikke krævede efterladerne for domstolen **).
Efter den preussiske lovgivning bliver ligeledes den der bevislig kunne have hjulpet sin medborger, og efterlader dette, udsat for en ikke ubetydelig grad af offentlig vanære. Solons love erklærede den for æresløs der i tilfælde af faktioner forblev neutral (efter Plutark).
Men havde lovene pålagt det som en pligt at hjælpe, hvor man kan, så må de også tillade man opholder sig på stedet, hvor hjælpen behøves. (Midlerne til hensigten) Det er altid et sikkert tegn på slaveånd, på undertrykkelse, på borgerlig død, på immoralitet når man ser mennesker ligegyldige og kolde at vanke forbi et menneskegældende optrin.
II. Lovligt ærinde. Det vil dog vel næppe falde nogen dommer ind at forbyde man må besørge sine forretninger enten man så slet ikke i forvejen (hvilket ofte er tilfældet) ved af der er forefalden sådant på vejen, eller man ved dette. Og derfor hør jeg heller ikke videre end blot nævner denne årsag, hvilken alligevel ofte er en af de vigtigste. Og det samme erindrer jeg tillige om hændelsen.
III. Nysgerrighed. et nysgerrigt menneske er næsten altid tillige efter ordsproget: et insigtrigt menneske. Ved altid at anvende sin opmærksomhed på de forekommende genstand, ved at efterforske deres natur, iagttage deres virkninger, udspejde deres årsager, udgranske deres frembringelsers nytte, relative forhold og bestemmelse, skaffer man sig efterhånden en erfaring der ofte kommer den flegmatiske, ligegyldige og uopmærksomme dyrt at stå. Denne mærkelyst er meget mere en naturdrift nedlagt hos os alle (en form for sysseldrift), den er kun da først lastværdig, når den går på utilladelige objekter, eller spilder på mindre vigtige, den til mere vigtig skyldende ansiraction. "Det skader slet ikke", siger Müller, "at lære at gøre skopinde, når det kun ikke sker på matematikkens bekostning." og stundom i det praktisk liv har det været en eller anden uendelig mere nyttigt, måske frelse, at have kunnet springe tre alen langt end at have kunnet oplæse Virgil udenad.
*) Der findes love endogså mod fjenden som man er etisk forbundet til ikke at krænke, da man i intet tilfælde er berettiget til at anvende flere tvangsmidler mod sin angriber end der er nødvendig for at bringe ham fra sit angreb. Således bruger man hverken forgiftede våben eller skyder med hagl på sin fjende i krigen fordi man desuden så skyder ham ihjel. Således bør også politiet ingen tjørnestokke, ingen sværtbeslagen kæp føre, fordi knuder og hævelse ikke nødvendig er forbundet med begrebet af et slag, eller fordi man desuden kan give et tilstrækkelig menneskebevis. Jeg har antaget politiet bruger spanskrør, a) fordi det er det fornemste slags stokke, og b) fordi man ved deres elasticitet ikke så ofte behøver at slå arme og ben itu på folk.
**) L. 3 D de J: et J: Dog gaves der tilfælde hvor hjælpens efterladelse også blev straffet, hos disse fx når børn og trælle ikke kom deres forældre eller herrer til hjælp i nødsfald, for her syntes det lovgiveren at en ufuldkommen pligt ved denne egen personlige forbindelse blev ophøjet til en fuldkommen. (Tot. Tot. I) også i Athen og Sparta var hjælpens ydelse en lovpligt, hvilket ikke var at undre over hos en nation der under Seraf befalede at tænde fremmed lys og vise den vildfarende vej.
(Sluttes i næste nummer)
(Politivennen No. 4, 1798. S. 49-59. [Estimeret dato: 18.maj 1798])
Jeg forbigår alle de øvrige årsager fx den forurettedes venskab, frygt for fare af uroligheden, mens man endnu ikke ved dens hensigt *) eller vending, bekendtskab med de handlende personer osv. Jeg spørger blot om en eneste af dem alle i og for sig selv indeholder nogen grund til strafbarhed eller omvendt udtrykt, om det ikke stemmer fuldkommen overens med den medfødte ret, menneskets frihed, at komme og opholde sig der, at sige som rolige og stille tilskuere?
Men opløb kan give anledning til oprør og tumult og bør derfor standses og adspredes. Ingenlunde - det er netop politiets pligt at sørge for det ikke udarter til oprør, og ikke at anvende magt mod ret for at forebygge uret. Eller kommer vi igen til forrige grundsætning, at forbyde ildens brug for at forekomme ildebrand. Det viser over alt meget mere en regerings dårlige politik og frygtagtighed når den ingen tjenligere midler ved til at slukke en ildsvåde end - at rive huset ned. At indskrænke den borgerlige frihed er, som sagt alletider uret. For en stats formål er netop at sikre den. Og enhver statsherskers kunst består egentlig blot deri at sørge for denne almene frihed kan bestå urørt og uden at kollidere med sig selv.
Men der kan være en lov i en vis stat der forbyder denne samling af mennesker og giver politiet rettighed med stokken i hånden at jage dem fra hinanden. Jeg har ovenfor anmærket at jeg slet ikke vil gå ind i nogen særskilt stats anordninger og mandater. Men i dette tilfælde anmærker jeg dog at man handler uret i det ringeste uklogt (mod sig selv) når man går derhen, ligesom også politiet opfylder en pligt der bør være dem kær når de anvender de forholdsregler er foreskrevet for dem. Når et lands lov og ret kommer i strid med den almindelige fornufts, så sejrer den første altid i praksis, den sidste i teorien. Og når borgeren altså følger denne mod den anden, så kan han med en god samvittighed trøste sig selv over straffen han pådrager sig ved det. Ligesom den filosof da han lå i hæslige gigtsmerter, og trøstede sig ved at smerten var intet onde (her at ulovligt ikke er uret.
Man kunne også følge til at en regering der forbød under alle betingelser opløb dermed kunne have til hensigt des friere og mere bekvemt at despotisere landets børn. For når en handling ikke må blive beskuet af mange vidner (forbud mod klubber og opløb) ikke heller bekendtgjort for mange (pressetrang) så gad jeg vidst hvorledes byen ville få at vide om regeringen engang lod en mand hænge uden for sit eget hus? Ligesom det heller ikke viser nogen god samvittighed at tro hvor to mennesker står og hvisker sammen, de nødvendigvis hvisker ondt om mig.
En anden ting er det når disse samlede personer går over fra passive ti aktive. Når de overfalder den offentlige ordens håndhævere eller blot endog træder disse i vejen (justien må have sin gang) i alle disse tilfælde er de tilligemed forbrydelsen underkastede lovens straf. Og at en politibetjent i et forefald af en nægtet eller forhindret gennemgang derhen hvor hans pligt og embede kalder ham, baner sig vej med sin stok, det kan lige så lidt komme ham til ansvar som brandfolket der for at klatre op på taget for at slukke ilden, slår vinduerne ind.
Resultatet af alt det ovenanførte bliver altså dette: Intet opløb er, i og for sig, ulovligt, det er at sige har fornuftretten imod sig, eller, kan bestå med enhvers frihed efter en almindelig lov. De som forårsager opløbet og de som siden efter blander sig i spillet med disse, må nøje adskilles fra opløbet selv. For disse har lovene indtil den endelig dom fastsat kaution eller arrest. Når politiet nogensinde lovlig benytter sig af værge, så er det kun som et middel til at opnå en anden hensigt, som nødværn, og ingenlunde som straf, hvilken ingen politibetjent kan pålægge. Ingen person overhovedet i staden uden en foregående dom. Om denne strafløshed kan udstrække sig også til de (efter loven) umyndinge personer, det har jeg ikke her haft til hensigt at undersøge. Hvorvidt politiet vil påtage sig at agere gadedrengenes skolemestre eller hvorvidt de på embeds vegne er berettigede til at blande sig i deres opdragelse, hvorvidt endelig en dreng just derved alene, at han vover sig mellem en trængsel, da han mangler fysiske reaktions kræfter nok til at kunne imødese aktionen, fortjener revselse endogså af hvilken som helst ubekendt, det kunne give stof til en anden ikke uvigtig eller uinteressant afhandling. Her er den ikke iværksat, spørgsmålet var i disse lande om de lovgilde personer (som kunne svare for sig selv.)
Jeg har med udførlighed og flid stræbt at udvikle dette emne, fordi jeg troede det var ikke en undersøgelse uværdig. Det er alle tider et bevis på en velordnet og moralsk sund stat når alle mulige retstilfælde er bestemt i dens love, ligesom også på den mere eller mindre herskende politiske frihed når enhver borger kender og holder over sine rettigheder. Kun i slavestater (despotier) har man ingen, og bekymrer sig følgelig ikke om hvad man ikke har. Skribenternes ligt er at gøre folket opmærksom på sine rettigheder lige såvel som på sine pligter, at indskyde det mod til at hævde de første, lige såvel som lyst til at følge de sidste. At opvække dets søvn og neddysse dets brusen og bringe dyd og moral og frihed og roden i omløb. Jeg ønsker i denne henseende at blive læst og bedømt endogså modsagt. Og anset det ikke for nogen vanære at give tabt i kampen mod sandhed, ligeså lidt som noget uheld at have stødt denne eller hin person for hovedet i det jeg skrev.
H. K. S.
*) Således fortæller man at de fleste puncheværter ved sidste opløb frygtede for en ca capo af 1772. Ifald disse altså var med blandt tilskuerne for at iagttage tingens vending, skulle da disse også være pryglede hjem? eller havde de lovligt kald til deres plads!
(Politivennen No. 5, 1798. S. 65-72. [Estimeret dato: 25. maj 1798])
Artiklen kan vel anses for en slags "programerklæring" fra Seidelins side, og selv om det aldrig blev anført at denne artikel var grunden til den senere forfølgelse af ham, så har holdningerne i denne artikel afspejlet hvorfor man gjorde det.
Anledningen til sammenstimlen kender vi ikke, den nævnes ikke i artiklen.
Jeg skal ikke her udbrede mig om at undersøge årsagerne til dette opløb. Om en en grov krænkelse af den ydre velanstændighed (som vores almue her, frem for andre store stæders synes at yde megen sand agtelse) eller en begået umoralsk handling af en blandt denne gades beboere, som andre fortæller, eller blot et tilfældigt klammeri mellem den berygtede vært og nogle af hans gæster, har givet første anledning til samme - det vedkommer ikke denne afhandlings emne. Lige så lidt som nøje regnskab for hvor mange og hvilke vinduer den angrebne person fik slået itu, eller hvor mange sten der først bevægede ham til som man siger at trække sig bort fra samme.
Jeg erindrer kun at politibetjentene efter at dette angreb var til ende, indfandt sig på valpladsen *), forsynede med deres befalede våben. (Spanskrørsstokke). Naturligvis var det ikke et øjebliks sag at bringe en talrig hob mennesker, hvoraf enhver fragående straks blev erstattet med en nytilkommen, fra hinanden. Og fra hinanden skulle de. Til ekspedient i denne forlegenhed brugte da nogle mellem dem stokken. Og det er dette brug i denne anledning jeg her vil søge at underkaste nøjere prøvelse.
Endnu i forvejen anmærker jeg af gode grunde at jeg ikke er juridisk forsynet med beviser for hvilke politibetjente og hvilke borgere der slog og blev sået. Skønt jeg selv befandt mig på åstedet hvor jeg gerne i sådanne tilfælde ønsker at være, for at høre de omkringløbendes ræsonnement, folkestemningen, de fremsagte indfald, og de forholdsregler man fra politiets side sætter imod dem - så holdt jeg mig dog af en ikke unyttig forsigtighed langt nok borte derfra til ikke selv at blive angrebet, og man kan altså på den ene side med ingen ret bebrejde mig partiskhed, at jeg nemlig som selv pryglet skulle have skrevet i min egen sag. Ligesom jeg på den anden side ingen ret har til at udgive min bemærkning for andet end en bemærkning (Wahrunchmung) der altså måske kan mangle erfarings (materiel, objektive) sandhed.
Kort sagt - jeg vil meget hellere fremsætte den sætning om uddelte stokkeprygl som et postulat, en hypotese for derfra at grunde min undersøgelse af sammes juridiske retfærdighed, end som en gerningssag (corpus delicti) hvorfra som qvæstio facti jeg skulle skride over til qvæstio joris. Det er så en egen sag at få en politiretsssag **) d. e. at sige en sag med politiet på halsen, og om jeg end vandt min sag, blev de slagne af den grund mindre uslagne?
Endnu en anmærkning før jeg begynder. Der er ingen der mere end jeg kan agte og påskønne politiets indretning i enhver stor stad. Det var nødvendigt så snart mennesker rykkede sammen i talrige hobe og blev så at sige hinandens kontubernaler, at der tillige snart måtte fremkomme spørgsmål hvorledes dette bedst og mest bekvemt kunne lade sig gøre. Endnu måske snarere småtrætter der øjeblikkelig måtte afgøres for ikke at udbryde til store, smudsige logerende der måtte holdes til renlighed, for ikke at opfylde hele huset med mislugt. Natsværmere der måtte vænnes til ordentlig sengetid for ikke at forstyrre de allerede sovendes søvn osv. og således opstod da først begrebet politi, ligesom deres navn af dette græske ord (en stad) nok så meget bekræfter dets opkomst i denne henseende. Det er altså slet ikke noget mishag med dette legeme i almindelighed der styrer min pen, og politiet ville gøre mig højligt uret om det faldt på at beskylde mig for det.
Alene af lyst til at gaven, af lyst til også at bidrage mit, til dette tidsrums høje bestræbelse, at forvandle alt hvad der sker til et som bør ske, af lyst også at hjælpe for min del til en fordoms udryddelse eller retslovens anvendelse på nok et tilfælde, har jeg lagt mit papir på bordet. Og enten man bifalder min tanker eller af mere gældende grunde omstøder dem, så er der dog altid noget vundet derved, man har fået endnu en genstand beset fra sin anden side.
Jeg kunne også gerne føre et andet sprog, begyndende fra den øverste pligtsætning, kunne jeg gennem rigtige syllogismer skride frem til den formelle maxima for dette tilfælde. Gennem strenge definitioner og deduktioner bevise den almene gyldighed af samme, og af og til i noter tale et ord med dem (deres ufilosofiskhed og betisser) som ikke tænker som jeg, eller have gået ud fra andre grundsætninger - men det vil jeg ikke. Og holder for man aldrig skulle ville det nogensinde, hverken (med næven) eller i teori (med pennen)
Tingen kommer dog alligevel overvejet nøje ud på det selv samme. Subjektiv sandhed lader sig ikke så let overføre til objektiv (hvad jeg mener er sandt, til grundpiller for det alle mennesker skulle anse derfor) og skulle man engang overbevise mig om min slutningsfejl, så har jeg dog ved denne skrivemåde det forud at man ikke vil regne mig samme nær så meget til onde.
For resten er dette forskellige udtryk i og for sig selv en blot form, en iklædning, en anden ramme om det samme skilderi, og aldeles ingen væsentlig forskel i tingen. For enten jeg siger: for mine øjne forekommer denne ting således, eller: enhver som den forekommer anderledes har fejl på sit syn - så mener jeg dog det sidste alligevel. Det er endog min pligt ikke at tale et ord før jeg har bragt det derhen at jeg kan sige dette af overbevisning. De fejl der da opkommer er blot af menneskelig natur. Det er blot regningsfejl (måske engang imellem hele beregningen selv) som gode regnemestere altid tilgiver hinanden. Og fra denne fortale lige til sagen.
(Fortættes).
*) Der var engang en i Flintes tid der ved sådan en lejlighed hvor de også kom for sent sagde: "Man ser politibetjentene allevegne undtagen hvor man behøver dem"
**) Det hed før om dette korps: "Og ræsonere med politi er kun sin tid og ræson at spilde" - gudskelov! tiderne er forandrede, nu tager politiet gerne mod ræson, og selve giver den imellemstunder.
(Politivennen No. 1, 1798. S. 7-13. [Estimeret dato: 27. april 1798])
Fortsættelse af: Om Politiets rettighed til Uddeling af Stokkeprygl, i Tilfælde af Opløb.
Vi vil forsøge på en udvikling af opløbsretten, det vil sige en udvikling af den akt der finder sted i og under opløb fra regeringen og de regeredes side.
Men hermed vil vi slet ikke indlade os i undersøgelse over hvad der i dette eller hint land kan være befalet i denne anledning. Erfaring viser at meget af det som er befalet allevegne omkring, ikke er befalet ret, og derfor enten bliver ikke efterlevet eller må befales om igen. Desuden måtte jeg bevise, at man i Frankrig, Holland osv. ikke brugte mere at slå på nogen borger, hvad havde jeg så andet udrettet end anført et eksempel på min menings antagelse der. Jeg havde ingen grundregel lagt, hvorefter man kunne bedømme om det i almindelighed er ret at slå en borger i opløb eller ikke. Men dermed vil jeg heller ikke sige at når det fx er befalet af en lovgiver at man skal lade sig slå under sådanne omstændigheder om man gør ret når man slår igen. Jeg mener blot når politilovene i en vis stat var indrettet efter den almene retslæres principper, hvad der da vilde blive foreskrevet, og adskiller i så henseende fornuftens ret fra den kongelige. Den første kan man ikke ophæve uden at ophæve fornuften selv, den sidste lader sig altid ophæve ved en senere ret, og bliver just derved undertiden fornuft.
Hvad er et opløb?
Adskilt fra oprør, tumult, opstand og rebellion betyder et opløb blot en mængde af mennesker forsamlet på et vist sted, i en anledning af en eller anden usædvanlig tildragelse.
Oprør er en forening af flere mennesker for med fælles kræfter at modsætte sig den eksekutive magt selv.
Tumult når det blot angår en enkelte person, eller et enkelt legeme af denne. Når en hel masse af en stats borgere gør oprør, så får dette navn af opstand, engang imellem betyder det også når modsætningen går imod alle tre dele af statsvælden, den lovgivende, dømmende og udøvende vælde. Engang imellem også når oprøret blot består i negative handlinger, hvor det da hedder rebellion, når det udbryder i positive. Disse udtryk er overhovedet meget ubestemte og bruges i flere bemærkninger af forskellige forfattere. En del af dem indbefattes i det nyere ord revolution hvis ret (rettigheden til hvilken) man endnu fører krig om *).
Vi har prøvet at bestemme begrebet af et opløb, dette vil føre os nærmere at betragte de personer der udgør samme. Det er overhovedet ikke alene i henseende til opløb, men alle disse arter af menneskers usædvanlige tilsammentrædelse i en stat at denne omstændighed er vigtig.
De som foranlediger et opløb, og de som overværet samme, er de to eneste konstituerede parter i dette hele. Det forstår sig selv at af disse kan nogle siden træde over til de andre, nogle af de andre siden slå sig over til disses parti.
Af de som foranlediger et opløb, kan vi her blot tage i overvejelse dem som ved uretfærdige, det vil sige, ved sådanne handlinger bevirker dette der strider imod en retspligt, dvs. en fuldkommen pligt til hvis opfyldelse en udvortes tvang er mulig. For ofte kan en overkørt hun, en særegen klædedragt, en drukken kælling forårsage et sammenløb af mennesker uden at derfor efter almene retslove politiet virksom kan blande sig med i spillet. Vi har her i byen set flere eksempler på at hele gader er blevet fuldt proppet med mennesker ved synet af et menneskeben, en kone i slag, et grædende vildfarent barn, ligesom vi også på den anden side har set alle mennesker kolde passere forbi en druknets opbringelse eller en ubarmhjertig afstraffelse af en uformuende skyldner.
De som ved en fuldkommen udvortes pligts overtrædelse fx ved voldsom overfald på en borgers liv, legeme eller ejendomme gør sig skyldig i et opløbs afstedkomme, henhører kun for så vidt under genstanden for vor betragtning som de tillige findes på samme sted som de tilhobeløbende. Det er let at afgøre hvorledes disse juridisk er at anse, for da deres gerning i for sig selv går mod den offentlige sikkerhed, så står de efter samme under lovens tiltale derfor, og bør enten på stedet stille vedbørlig sikkerhed for deres personers tilstedeværelse, eller i mange på det selv cavere for disse, dvs. sættes i arrest indtil sagen bliver pådømt.
Det samme er ligeledes tilfældet med dem der af de passive personer siden efter gør over til de aktives tal, eller personlig tager del i den forefaldende handel. Politiets pligt er altid at have øjnene med sig, at opdage og fastholde enhver der hvilken som helst fornærmer en andens lovfaste fred.
Men ifald hvilket også kan indtræffe, de angribendes antal vokser til at for højt et forhold imod de forsvarendes? Fredsforstyrrernes mod politiet? I dette tilfælde er intet andet middel tilbage end at fordrive magt med magt, da er stok et meget tilladeligt våben fordi endog pistolen ville være et. Enhver som falder, ligger på sine gerninger uden engang at kunne beklage sit uheld, og politiet forestiller i sådanne omstændigheder ikke andet end den sig selv forsvarende angrebne selv, hvis forsvarsret er uendelig, det vil sige der har voldeligt overfalden, lov til at forsvare sig med hvad våben han er mægtig, uden hensyn til hvorvidt disse kunne være mere eller mindre farlige for angriberen. Dog er politiet tillige pligtig til ikke at anvende disse midler uden for så vidt som omstændighederne forbyder en total arrestation af alle angriberne; (når disse er dem for overlegne i styrke og antal) for ellers kunne de ikke anses fornødne, og politiet som enhver offentlig udøvelses ret (i dette tilfælde en straf) altid forudsætter en dom. Dels dog alligevel at arrestere så mange som muligt for stadens erstatnings skyld af de øvrige medskyldige osv.
Vi sagde enhver straf forudsætter en dom. Men denne dom forudsætter tillige visse formelle højtideligheder som ikke kan forbigås uden tillige at gøre dommen ugyldig. Disse er foreskrevet i ethvert lands egen lovbog fx stokkemænd, protokol osv. Deraf følger at straf endogså tilsagt af dommeren selv har politimesteren som straf betragtet altid er uretfærdig, for han kan ikke dømme undtagen på politikammeret for ikke at tale om at politiet her blev dommer, anklager og vidner i sin egen sag.
Men vil man indvende, kunne der ikke forekomme tilfælde hvor sagens omstændigheder ikke tillod denne lovformelige behandling hvor en standret blev gjort fornøden, et hastigt virkende drastisk middel, da ellers sygdommen ville forårsage døden? Jeg tilstår dette - men kun hverken som straf - for denne skal efter foregående, altid følge efter en dom - ikke heller som forekommen af en forbrydelse. For regeringen er ikke til for at forebygge en forbrydelse (det er opdragelsens pligt), men for at straffe den **). Altså alene som dens tilbagedrivelse. Dens bekæmpelse og overvindelse, det vil sige som jeg før udtrykte min mening, som et lovligt nødværge mod de overfaldende hvor ingen anden udvej er for hånden.
Vi kommer nu til de passive personer i et opløb. Dem der uden at tage nogen del i den forehavende gerning befinder sig der på stedet. For at undersøge deres forbrydelses brøde, lad os undersøge i forvejen deres sted (reatus) hvorpå disse som virkning alene kan grunde sig.
Denne klasse udgør alene de såkaldte tilskuere, en benævnelse der tilstrækkelig karakteriserer hensigten af deres tilstedeværelse og adskiller dem fra de handlende (aktørerne) hvis skuespil de blot ser opført i det højeste kun bedømmer. Denne anmærkning er vigtig især i henseende til oprør og tumult. For disse kan også frembringe opløb dvs lokke en mængde mennesker til hobe der for resten intet andet ondt gør sig skyldig i end brugen af deres øjne og ører. Derimod når et opløb frembringer et oprør, så er det ikke nogensinde umiddelbart, men tilfældigt ved indtræfningen af en eller anden udvortes omstændighed, fx mishandling af de vagthavende personer der i dette øjeblik ikke erindre at retten sidder i spydstage, og at folket altid føler sin magt når det ser sig forenet.
Imidlertid kræver ikke alene rimelighed, men endog den strenge retfærdighed at disse to forskellige slags personer aldrig sammenblandes med hinanden, når det kommer an på at dømme dem til straf. En blot medvider straffes i de fleste kriminelle sager efter vores love, og jeg tror med rette aldeles ikke (for forpligtelsen at angive misgerningen er bare en etisk eller dydspligt hvor meget mindre da den der ikke engang er medvider i samme der blot kommer for at opspore, hvem ved, måske for at forhindre den?
*) Kant siger nej, Fichte siger jo, og det er ikke meget sandsynligt (efter deres grunde at slutte) den bedste dom herover ville være den von Bremerfelts i den polit. Kandestøber: - I har ret begge to.
**) Regeringen er ikke indsat for at forebygge misgerninger, men for at opdage og straffe dem. Gid disse ord var indskrevet i enhver lovgivers hjerte, og stod med uudslettelige bogstaver på hver en magistratspersons arbejdsbord. Da fik vi ikke mere sådanne love der indskrænker den naturlige frihed for at holde samme i hævd. Der forbød, ligesom Vilhelm Erobrerens England, at have ild efter et vist klokkeslæt i huset, for at forekomme ildebrand (curefew hedder den ringen man endnu fra den tid af om aftenen vedbliver der i landet, om jeg erindrer ret kl. 10) der forbyder borgernes rolige sammenkomst i klubber og selskaber, for at forebygge oprør, der forbyder pantalon og franske veste, runde hatte og sådant for at forhindre franske grundsætningers indførelse i riget, hvorpå nylig den russiske regering har givet et ikke følgeværdigt eksempel - der forbyder fremmede varers indførsel, for at forhindre de indenlandske fald - der - dog jeg skulle aldrig høre op.
(Fortsættes)
(Politivennen No. 2, 1798. s. 17-27. [Estimeret dato: 4. maj 1798])
Fortsættelse af: Om Politiets rettighed til Uddeling af Stokkeprygl, i Tilfælde af Opløb.
Virkeligt når vi undersøger alle mulige årsager af hvilke et sammenløb af mennesker kan finde sted, så finder vi ikke uden bevislig at ville tillægge disse ædle hensigter, dvs uden at være urimelig, en eneste der jo lader sig retfærdiggøre eller i det mindste undskylde. Det kan være hjælpelyst, nysgerrighed, tilfælde, grundsætninger, frygt, filosofiske iagttagelseslyst, hvem kan afgøre hvilket, og hvem tør, spørger jeg, forudsætte at det var plyndringslyst, uroligheds, oprørsånd som visse falske skribenter så gerne ville indbilde vores regering vi alle var anstukne af? Og sæt endog det var oprørslyst, der førte den misfornøjede borger i hoben! Hvad straf har da vel loven for en ikke engang attenderet, men blot påtænkt misgerning (den blotte vilje at skade)? Tanker siger man er toldfrie.
Tænk hvis enhver enkelt mand skulle blive straffet for sin vilje, indfaldende ond tanke, så ønskede jeg at se, hvem er ville kaste den første sten på hans hoved. End ydermere var endda tilovers at afgøre om alle revolutioner i almindelighed er uretfærdige, og i modsatte tilfælde, under hvilke omstændigheder da ikke? En opgave der ligger uden for vores emne her at beskæftige os med. Plyndrelysten er ligeledes meget mere ualmindeligt hos den gemene mand pøbelen (skal hedde almuen) end man vel iblandt forestiller sig. Tidernes nyere tildragelser har lært os, at de største statsomvæltninger, de voldsomste statsforandringer er blevet udført af almuen med den nøjeste iagttagelse af al privat ejendomsret, uden det allermindste indgreb i nogen borgers ukrænkelige rettighed. Blot for at plyndre overhovedet har man aldrig set nogen almue at plyndre, men en gang imellem har den rigtig betjent sig af dette middel som selvhævn fx her i byen den 29. januar 1772. I forrige tider forudsatte man vel denne rovsyge hos almuen, denne tørst efter fremmed gods. Men i de tider forudsatte man også at oplysning kunne skade, dvs. at et menneske kunne blive alt for meget et menneske, at tronen stod alene ved sin pragt, at kongens skønneste rettighed var den at kunne benåde misgerningsmænd osv. Skulle en almue virkelig engang få i sinde at foretage sig et ejendoms ligeskifte, så ville hverken politi eller garnison 10:100.000 kunne forhindre dette. Det er folkets pligtbegreb (naturens lov der er indskrevet i alles hjerter) hvorfra man alene kan gå ud, når man vil deducere varigheden og sikkerheden af en stat, ingenlunde den eksekutive magts kanoner, eller husarernes heste eller politiets spanskrør *). Mange sikre erfaringer har godtgjort i nuværende dage at det er ikke blandt almuen, men overfor samme man skal søge efter pøbel.
Men lad os forlade disse menneskefjendske formodninger som man aldrig kan antage uden selv at begå en uret, for at komme til de moralske og tillige mere rimelige bevæggrunde der kan tilhobesamle mennesker på et vist sted til usædvanlighed. Vi har sagt at de alle om ikke lod sig retfærdiggøre, så dog undskylde. Men det er blot det sidste jeg ønsker man ville tage først i betragtning når det som jeg ikke håber skulle mislykkes mig at bevise deres juridiske retfærdighed. Om jeg angiver dem alle, er i og for sig ligegyldigt. For når jeg godtgør at blot nogle kunne være lovlige, så formoder jeg man vil tage meget i betænkning at vælge hvilke man helst skal forudsætte hos den sigtede. Man kan næppe endogså bedre fysionomisk end Lavater selv, læse på et menneskes ansigt, enten han kommer i et lovligt eller ulovligt ærinde. Og fordægtighed er alt for ofte befundet uskyldigheds fornærmelse, til at man ikke skulle studse ved på blot udvortes anseelse uden at der kommer det til, man kalder juridisk stor formodning, at tillægge en person denne eller hin forbrydelse (man erindrer sig fx Calas' henrettelse, tyveribeskyldningen i Spies's Vahnsinnigen. Demanten stjålet af Hønen i Journal for POlitik og Menneskekundskab Janu. 1798 osv.)
1) Hjælpelyst. Jeg er et menneske og tager som menneske del i alt hvad der angår et menneske, sagde fordum Chremes hos Terenz. Dette er ikke en akt af medfølelse, sympati jeg her mener som ellers takket være naturen er nedlagt i det menneskelige hjerte i almindelighed, men som man ikke kan give sig selv når man engang mangler den. Dette er kun en stemning af følelse lige så ulige i sin virkning som i sine årsager, og de omstændigheder der opbringer samme til yttring. Mennesket er af naturen tilbøjelig til at hjælpe, det ser i sin medskabnings kval sin egen, det lider med den lidende, lige så vel som det glædes med den glædende. Men når engang udvortes tilfælde, når krænkelse oven på krænkelse, tilsidesættelser, ufortjent ringeagt, vanheld og deslige har bragt den uskyldige lidende til om ikke at hade, så dog ikke længer at elske sine medbrødre. Kan da hans fornuft rive sig løs fra en pligt, hans hjerte ikke banker for? Ingenlunde! Også da opbyder moralloven ubetinget hans formue, hans fysiske og intellektuelle evner til bistand for kummeren. Den spørger aldrig lokkende om du vil, den siger streng og alvorlig: "Du skal". "Denne hjælpelyst, eller som vi rettere ville kalde samme hjælpepligt, befaler den forbigående vandrer at standse ved mindste klage, at lytte efter mindste suk, at forhøre sig om beskaffenheden af mindste lidelses syn, han møder på sin vej. Hvem ved om ikke her nogen ulykkelig smertelig venter dit komme? - om her ikke nogen farligt såret trænger til din pleje? nogen forurettet påkalder din genkomst? nogen omspændte af livsfarer ene står til at redde ved din understøttelse? hvem ved endog om disse ikke er dine fædre, sønner, dine slægtning eller venner? -- det er således ethvert menneske må tilspørge sig selv, når han ser den flygtige mængde forsamlet på et sted, men før han kan underrette sig om sagen, oftest sker dette først meget langsomt, er det nødvendigt han forøger deres tal.
Flere af statens love (skønt falskelig forvekslende en etisk med en juridisk pligt) har også pålagt denne hjælpeånd som lov hvis overtrædelse mere eller mindre efter tilfældets beskaffenhed pådrog den ulydige straf: 6-6-13 befaler at hvor tvist og uenighed opstår, der skal enhver som er tils tede, forpligtet være ulykke og manddrab at forekomme, men sker manddrab, da hindre han ikke bortkommer. Selv om han undkommer, da skal de alle være pligtige til at forfølge ham - - eller også enhver som formuende er giver fuld mandebod, de uformuende straffes på kroppen.
Forordning af 6. feb. 1694 fastsætter angående købstæder at når samme steds noget klammeri yppes eller overlast begås, da skal indbyggerne i den gade hvor sådant sker, samt i næstpåstødende enten selv eller med deres tjenestefolk, eller deres tjenestekarle alene, forsamle sig med deres kortgevær og afværge ulykke, samt bemægtige sig den skyldige såvel som den uskyldige, og bringe dem i sikker forvaring under straf af 100 Rd. til St. Hans Kirke for de nærmest boende. Den romerske ret anpriser det som rosværdigt og rimeligt at søge at forhindre de misgerninger andre har foresat sig at begå, skønt den mere overensstemmende med fornuftretten end vores, ikke krævede efterladerne for domstolen **).
Efter den preussiske lovgivning bliver ligeledes den der bevislig kunne have hjulpet sin medborger, og efterlader dette, udsat for en ikke ubetydelig grad af offentlig vanære. Solons love erklærede den for æresløs der i tilfælde af faktioner forblev neutral (efter Plutark).
Men havde lovene pålagt det som en pligt at hjælpe, hvor man kan, så må de også tillade man opholder sig på stedet, hvor hjælpen behøves. (Midlerne til hensigten) Det er altid et sikkert tegn på slaveånd, på undertrykkelse, på borgerlig død, på immoralitet når man ser mennesker ligegyldige og kolde at vanke forbi et menneskegældende optrin.
II. Lovligt ærinde. Det vil dog vel næppe falde nogen dommer ind at forbyde man må besørge sine forretninger enten man så slet ikke i forvejen (hvilket ofte er tilfældet) ved af der er forefalden sådant på vejen, eller man ved dette. Og derfor hør jeg heller ikke videre end blot nævner denne årsag, hvilken alligevel ofte er en af de vigtigste. Og det samme erindrer jeg tillige om hændelsen.
III. Nysgerrighed. et nysgerrigt menneske er næsten altid tillige efter ordsproget: et insigtrigt menneske. Ved altid at anvende sin opmærksomhed på de forekommende genstand, ved at efterforske deres natur, iagttage deres virkninger, udspejde deres årsager, udgranske deres frembringelsers nytte, relative forhold og bestemmelse, skaffer man sig efterhånden en erfaring der ofte kommer den flegmatiske, ligegyldige og uopmærksomme dyrt at stå. Denne mærkelyst er meget mere en naturdrift nedlagt hos os alle (en form for sysseldrift), den er kun da først lastværdig, når den går på utilladelige objekter, eller spilder på mindre vigtige, den til mere vigtig skyldende ansiraction. "Det skader slet ikke", siger Müller, "at lære at gøre skopinde, når det kun ikke sker på matematikkens bekostning." og stundom i det praktisk liv har det været en eller anden uendelig mere nyttigt, måske frelse, at have kunnet springe tre alen langt end at have kunnet oplæse Virgil udenad.
*) Der findes love endogså mod fjenden som man er etisk forbundet til ikke at krænke, da man i intet tilfælde er berettiget til at anvende flere tvangsmidler mod sin angriber end der er nødvendig for at bringe ham fra sit angreb. Således bruger man hverken forgiftede våben eller skyder med hagl på sin fjende i krigen fordi man desuden så skyder ham ihjel. Således bør også politiet ingen tjørnestokke, ingen sværtbeslagen kæp føre, fordi knuder og hævelse ikke nødvendig er forbundet med begrebet af et slag, eller fordi man desuden kan give et tilstrækkelig menneskebevis. Jeg har antaget politiet bruger spanskrør, a) fordi det er det fornemste slags stokke, og b) fordi man ved deres elasticitet ikke så ofte behøver at slå arme og ben itu på folk.
**) L. 3 D de J: et J: Dog gaves der tilfælde hvor hjælpens efterladelse også blev straffet, hos disse fx når børn og trælle ikke kom deres forældre eller herrer til hjælp i nødsfald, for her syntes det lovgiveren at en ufuldkommen pligt ved denne egen personlige forbindelse blev ophøjet til en fuldkommen. (Tot. Tot. I) også i Athen og Sparta var hjælpens ydelse en lovpligt, hvilket ikke var at undre over hos en nation der under Seraf befalede at tænde fremmed lys og vise den vildfarende vej.
(Sluttes i næste nummer)
(Politivennen No. 4, 1798. S. 49-59. [Estimeret dato: 18.maj 1798])
Fortsættelse af: Om Politiets rettighed til Uddeling af Stokkeprygl, i Tilfælde af Opløb.
Men skulle det vel kunne anses for nogen utilladelig nysgerrighed at være forlegen for at vide hvorledes det går andre mennesker, om det så blot var for at vide det? er det intet at lære de brugelige forholdsregler, forsigtighedsanstalter, angrebsvåbnene, forsvarets istandbringelse, dets lovlighed, de forskellige domme derover imellem folket osv. til brug ved en lige eller tilsvarende lejlighed? Er dette ikke frugt nok for at have brugt sine øjne og øren hvor man ingen årsag havde til ikke ar bruge dem. Sandelig, når man overhovedet ikke lærer noget af enhver ting i verden, så ligger skylden derfor i sandhed ikke hos læreren (tingen),men hos disciplen (den betragtende). Det jeg for resten her har sagt om nysgerrighed, er let at overfør på den filosofiske videlyst i samme henseende. Denne indskrænker sig ikke som hin til blot bemærkning af de sig tildragende genstande, den trænger dybere ind, undersøger folkets almene stemning i sådanne tilfælde, forener pluraliteten af deres domme domme, for derfra at kunne slutte sig til dets sædelighed, dets oplysning eller råhed, dets sande eller falske begreb om ære, osv.Jeg forbigår alle de øvrige årsager fx den forurettedes venskab, frygt for fare af uroligheden, mens man endnu ikke ved dens hensigt *) eller vending, bekendtskab med de handlende personer osv. Jeg spørger blot om en eneste af dem alle i og for sig selv indeholder nogen grund til strafbarhed eller omvendt udtrykt, om det ikke stemmer fuldkommen overens med den medfødte ret, menneskets frihed, at komme og opholde sig der, at sige som rolige og stille tilskuere?
Men opløb kan give anledning til oprør og tumult og bør derfor standses og adspredes. Ingenlunde - det er netop politiets pligt at sørge for det ikke udarter til oprør, og ikke at anvende magt mod ret for at forebygge uret. Eller kommer vi igen til forrige grundsætning, at forbyde ildens brug for at forekomme ildebrand. Det viser over alt meget mere en regerings dårlige politik og frygtagtighed når den ingen tjenligere midler ved til at slukke en ildsvåde end - at rive huset ned. At indskrænke den borgerlige frihed er, som sagt alletider uret. For en stats formål er netop at sikre den. Og enhver statsherskers kunst består egentlig blot deri at sørge for denne almene frihed kan bestå urørt og uden at kollidere med sig selv.
Men der kan være en lov i en vis stat der forbyder denne samling af mennesker og giver politiet rettighed med stokken i hånden at jage dem fra hinanden. Jeg har ovenfor anmærket at jeg slet ikke vil gå ind i nogen særskilt stats anordninger og mandater. Men i dette tilfælde anmærker jeg dog at man handler uret i det ringeste uklogt (mod sig selv) når man går derhen, ligesom også politiet opfylder en pligt der bør være dem kær når de anvender de forholdsregler er foreskrevet for dem. Når et lands lov og ret kommer i strid med den almindelige fornufts, så sejrer den første altid i praksis, den sidste i teorien. Og når borgeren altså følger denne mod den anden, så kan han med en god samvittighed trøste sig selv over straffen han pådrager sig ved det. Ligesom den filosof da han lå i hæslige gigtsmerter, og trøstede sig ved at smerten var intet onde (her at ulovligt ikke er uret.
Man kunne også følge til at en regering der forbød under alle betingelser opløb dermed kunne have til hensigt des friere og mere bekvemt at despotisere landets børn. For når en handling ikke må blive beskuet af mange vidner (forbud mod klubber og opløb) ikke heller bekendtgjort for mange (pressetrang) så gad jeg vidst hvorledes byen ville få at vide om regeringen engang lod en mand hænge uden for sit eget hus? Ligesom det heller ikke viser nogen god samvittighed at tro hvor to mennesker står og hvisker sammen, de nødvendigvis hvisker ondt om mig.
En anden ting er det når disse samlede personer går over fra passive ti aktive. Når de overfalder den offentlige ordens håndhævere eller blot endog træder disse i vejen (justien må have sin gang) i alle disse tilfælde er de tilligemed forbrydelsen underkastede lovens straf. Og at en politibetjent i et forefald af en nægtet eller forhindret gennemgang derhen hvor hans pligt og embede kalder ham, baner sig vej med sin stok, det kan lige så lidt komme ham til ansvar som brandfolket der for at klatre op på taget for at slukke ilden, slår vinduerne ind.
Resultatet af alt det ovenanførte bliver altså dette: Intet opløb er, i og for sig, ulovligt, det er at sige har fornuftretten imod sig, eller, kan bestå med enhvers frihed efter en almindelig lov. De som forårsager opløbet og de som siden efter blander sig i spillet med disse, må nøje adskilles fra opløbet selv. For disse har lovene indtil den endelig dom fastsat kaution eller arrest. Når politiet nogensinde lovlig benytter sig af værge, så er det kun som et middel til at opnå en anden hensigt, som nødværn, og ingenlunde som straf, hvilken ingen politibetjent kan pålægge. Ingen person overhovedet i staden uden en foregående dom. Om denne strafløshed kan udstrække sig også til de (efter loven) umyndinge personer, det har jeg ikke her haft til hensigt at undersøge. Hvorvidt politiet vil påtage sig at agere gadedrengenes skolemestre eller hvorvidt de på embeds vegne er berettigede til at blande sig i deres opdragelse, hvorvidt endelig en dreng just derved alene, at han vover sig mellem en trængsel, da han mangler fysiske reaktions kræfter nok til at kunne imødese aktionen, fortjener revselse endogså af hvilken som helst ubekendt, det kunne give stof til en anden ikke uvigtig eller uinteressant afhandling. Her er den ikke iværksat, spørgsmålet var i disse lande om de lovgilde personer (som kunne svare for sig selv.)
Jeg har med udførlighed og flid stræbt at udvikle dette emne, fordi jeg troede det var ikke en undersøgelse uværdig. Det er alle tider et bevis på en velordnet og moralsk sund stat når alle mulige retstilfælde er bestemt i dens love, ligesom også på den mere eller mindre herskende politiske frihed når enhver borger kender og holder over sine rettigheder. Kun i slavestater (despotier) har man ingen, og bekymrer sig følgelig ikke om hvad man ikke har. Skribenternes ligt er at gøre folket opmærksom på sine rettigheder lige såvel som på sine pligter, at indskyde det mod til at hævde de første, lige såvel som lyst til at følge de sidste. At opvække dets søvn og neddysse dets brusen og bringe dyd og moral og frihed og roden i omløb. Jeg ønsker i denne henseende at blive læst og bedømt endogså modsagt. Og anset det ikke for nogen vanære at give tabt i kampen mod sandhed, ligeså lidt som noget uheld at have stødt denne eller hin person for hovedet i det jeg skrev.
H. K. S.
*) Således fortæller man at de fleste puncheværter ved sidste opløb frygtede for en ca capo af 1772. Ifald disse altså var med blandt tilskuerne for at iagttage tingens vending, skulle da disse også være pryglede hjem? eller havde de lovligt kald til deres plads!
(Politivennen No. 5, 1798. S. 65-72. [Estimeret dato: 25. maj 1798])
Redacteurens Anmærkning
Denne lange artikel er medtaget af flere grunde. Det er en af de første i Politivennen, og den er udgivet i den periode hvor trykkefriheden var forholdsvis reel. Kort tid efter indførtes den censur som først blev lempet halvtreds år efter, og efter at Politivennen var ophørt med at udkomme. Aldrig siden så man derfor i Politivennen så politiserende artikler som denne.Artiklen kan vel anses for en slags "programerklæring" fra Seidelins side, og selv om det aldrig blev anført at denne artikel var grunden til den senere forfølgelse af ham, så har holdningerne i denne artikel afspejlet hvorfor man gjorde det.
Anledningen til sammenstimlen kender vi ikke, den nævnes ikke i artiklen.
En artikelserie om stokkeprygl findes i Politivennen nr. 1274, 30. maj 1840, s. 342-350, nr. 1276, 13. juni 1840, s. 377-382 og nr. 1278, 27. juni 1840, s. 408-411. Disse artikler er ikke på denne blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar