Om Uordener ved Kongens Fødselsdag.

Når Danmark engang bebos af oplyste mennesker der ser tingene fra deres rette side, der finder at fødselsdage mest rigtigt højtideligholdes i et lille vennelag, at letsindige menneskers skrål og tankeløs overbegloen af kostbart klædte skuespillere hverken kan hædre eller more, vil man næppe tro, at der var en tid, da fyrstens fødselsdag hvert år kostede mange mennesker hilsen, og nogle selv livet. Næppe vil det findes troligt at et skuespil der opførtes på denne dags aften enten det passede eller ej, alene i dragter skulle koste flere tusinde rigsdaler, at indgangssedler blev uddelt på en måde der måtte føde uorden og at det var tilladt at nogle hundrede lejede eller vindesyge stakler i næsten 24 timer spillede på byens største torv den mest usædelige, latterlige og tillige ynkeligste rolle, til ære for den fødte!

I sandhed den der for netop på denne aften at få en indgangsseddel til et stykke som han dog ved spilles oftere, vil leje eller lokke en karl til at vove sundhed og lemmer er måske ikke ond men vist nok skyldig i en højst lastværdig letsindighed.

Men når der skal være sådan usædvanlig pragt ved stykker, når der desto værre gives sådanne letsindige, er det på skuespillets foresattes side utilgivelig skødesløshed ikke at gribe alle de midler til orden som tilbyder sig. Sådanne midler kunne være:

• At forhøje priserne på indgangssedler.
• At uddele sedlerne på flere steder.
• At bekendtgøre at det samme stykke vil blive opført de nærmeste 6 eller 8 spilleaftener.
• At forbyde og ved politi overholde at ingen samledes ved uddelingsstederne tidligere end en halv time før åbningen. Endelig
• At forbyde soldater og Holmens matroser at vise sig mellem de købende før åbningen. 

Men vil den oplyst efterslægt finde denne uorden utrolig, hvad vil den da dømme om dem, som balpare endnu mindre undskyldeligt næsten altid giver anledning til. Selv tingen balpare vil hvis den beskrives dem, at det er et dansegilde, som landets øverste embedsmand giver (ikke som embedsmand) sine medborgere, hvori han dog giver de mere fornemme udmærket fortrin, hvor værten pålægger sine gæster at vise sig i en besynderlig dragt som de ved ingen anden lejlighedkan bruge, og som de derfor må leje alene for denne aften for en yderlig overdreven pris, hvor flere hundrede mennesker stimler sammen, uden indbyrdes kendskab, eller omgang enten med værten eller hinanden, hvor det alene denne aften tillades gæsterne at spille et stykke som ellers er strengt forbudt, hvor der af mange gæster der ikke for den fremmede medindbudnes skyld vil gøre tvang på sig selv, må begås mange uordener, hvor kedsomhed hersker da dansen som højtidens hovedsag kun går meget ufuldkomment for sig, dels fordi ikke alle kan tage del i det, dels fordi de alle af vedtægt hører op når værten eller hans familie har endt deres dans - sikkert denne ting vil sætte dem i en temmelig forundring og de vil i denne hoffest der af vort borgerlige hof til lykke kun sjældent gives, og altså næppe nydes, tydelig spore den tids ånd da den blev opfundet. Den stolte og forkælede Ludvig 14.s tid der med umættelig hunger efterjog glæden og aldrig fandt den, fordi han ikke et øjeblik kunne give slip på sin indbildte grandeur.

(Politivennen nr. 1, 1798, s. 4-7. [Estimeret dato: 27. april 1798])

Redacteurens Anmærkning

Christian 7. havde fødselsdag 29. januar. 

Politivennens numre indtil december 1798 er ikke dateret, men kun angivet numre. Det giver en del overvejelser om hvornår de blev udgivet. Ved at tilbagedatere med en uge ad gangen, kommer man frem til at det første nummer skulle være udkommet 27. april 1798. Det passer med begivenheder som er dateret i artiklerne, se fx nr. 3, estimeret til at udkomme 12. maj, hvor der er refereret en begivenhed der fandt sted 27. april.

Det passer måske ikke så godt med at det første nummer først skulle være udgivet 3 måneder efter kongens fødselsdag. Jeg har dog valgt at angive det mekanisk estimerede skøn over hvornår artiklerne er udgivet, idet dette generelt passer med begivenhederne, i hvert fald fra nr. 3.