Ligesom orden er sjælen hos det enkelte menneske og i familielivet, således er et godt politis ordenshåndhæver også sjælen i enhver stat. Ved at tænke på dette blev indsenderens opmærksomhed henledt på følgende:
Man finder endnu ofte på landet, ja selv i tinghuse ved hovedstaden, et slags værtshushold eller krohold drevet af arrestforvarerne, hvilket fremfor alt synes at fortjene opmærksomhed. Da vidneføringen er af højeste vigtighed for processen, så indses let hvor vigtigt en sanddru vidneføring er for retfærdigheden. Og kan man vente sig sanddru vidnesbyrd aflagt af den rå hob på steder hvor den opholder sig i en slags værtshus før og mellem vidnesagerne? Den dag da almuefolk kaldes for en ret for at aflægge vidnesbyrd, anses altid for en helligdag. Og en helligdag er hos dem synonym med en drikke- og dovnedag. Nogle af de som er tilsagt i retten, drikker fordi de føler sig uskyldige, og tillige af frygt for retten. Og de øvrige fordi de er skyldige og for at drukne den simple rest af samvittigheden ved brændevinen som hos menneskearten dog aldrig ganske vil bukke under uden vold.
Er dette nu sådan - og det tvivler vel ingen på som kender lidt til den praktiske rettergang - hvilken lejlighed frembyder da ikke til fristelse i tinghuse hvor det tillades arrestforvareren at sælge spiritus. Indsenderen har selv haft en sag for retten og i en sådan drikkebule måttet tåle at modparten trakterede hans vidner med brændevin. En ærlig mand som kender lovgivningen, holder sig fra sådant. Men den som ikke kender samme, eller har en uretfærdig sag, gør alt muligt for at vinde. Og hvor udsættes den redelige og retfærdige ikke når vidnerne som skulle oplyse hans sag, enten er bedøvede, overtalte eller vundne ved brændevin.
Det må vel formodes at hvor sådan uskik endnu finder sted, sådant sker for at forøge en knap lønning for fangevogteren. Men det var langt mere værdigt at forøge denne på anden måde, så retfærdighedens forgård ikke skal blive uretfærdighedens.
Gid disse linjer må falde i hænderne på landets brave øvrigheder, og man er forvisset om at de ikke vil være en røst i ørkenen, men at de derimod vil lede til afskaffelsen af uskik som selvom den er forbudt i danske lov, er hævdet ved gammel sædvane og afføder så uberegneligt skadelige følger med sig.
(Politivennen nr. 595. Løverdagen den 26de Mai 1827, s. 323-325).
Man finder endnu ofte på landet, ja selv i tinghuse ved hovedstaden, et slags værtshushold eller krohold drevet af arrestforvarerne, hvilket fremfor alt synes at fortjene opmærksomhed. Da vidneføringen er af højeste vigtighed for processen, så indses let hvor vigtigt en sanddru vidneføring er for retfærdigheden. Og kan man vente sig sanddru vidnesbyrd aflagt af den rå hob på steder hvor den opholder sig i en slags værtshus før og mellem vidnesagerne? Den dag da almuefolk kaldes for en ret for at aflægge vidnesbyrd, anses altid for en helligdag. Og en helligdag er hos dem synonym med en drikke- og dovnedag. Nogle af de som er tilsagt i retten, drikker fordi de føler sig uskyldige, og tillige af frygt for retten. Og de øvrige fordi de er skyldige og for at drukne den simple rest af samvittigheden ved brændevinen som hos menneskearten dog aldrig ganske vil bukke under uden vold.
Er dette nu sådan - og det tvivler vel ingen på som kender lidt til den praktiske rettergang - hvilken lejlighed frembyder da ikke til fristelse i tinghuse hvor det tillades arrestforvareren at sælge spiritus. Indsenderen har selv haft en sag for retten og i en sådan drikkebule måttet tåle at modparten trakterede hans vidner med brændevin. En ærlig mand som kender lovgivningen, holder sig fra sådant. Men den som ikke kender samme, eller har en uretfærdig sag, gør alt muligt for at vinde. Og hvor udsættes den redelige og retfærdige ikke når vidnerne som skulle oplyse hans sag, enten er bedøvede, overtalte eller vundne ved brændevin.
Det må vel formodes at hvor sådan uskik endnu finder sted, sådant sker for at forøge en knap lønning for fangevogteren. Men det var langt mere værdigt at forøge denne på anden måde, så retfærdighedens forgård ikke skal blive uretfærdighedens.
Gid disse linjer må falde i hænderne på landets brave øvrigheder, og man er forvisset om at de ikke vil være en røst i ørkenen, men at de derimod vil lede til afskaffelsen af uskik som selvom den er forbudt i danske lov, er hævdet ved gammel sædvane og afføder så uberegneligt skadelige følger med sig.
(Politivennen nr. 595. Løverdagen den 26de Mai 1827, s. 323-325).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar