Theodor August Jes Regenburg (1815-1895). (Efterskrift til Politivennen)

Theodor August Jes Regenburg (1815-1895) har lagt navn til nogle sprogreskripter for Slesvig efter treårskrigen. I februar 1851 skrev Regenburg: "Vil man give mig frie hænder, magt og penge, vil jeg nok forpligte mig til at danisere hele Angel til Slien og landet til Treia måske Haddeby med". De var baseret på Frederik 6s reskript af 15. december 1810 om indførelsen af dansk kirke-, skole- og retssprog overalt, "hvor det danske Sprog er Almeenmands Sprog". Dansk og tysk var i slutningen af 1850 blevet ligestillet i de nordslesvigske købstadskirker, og dansk var blevet indført som undervisningssprog i alle nordslesvigske skoler. Se i øvrigt også indslaget om C. F. Wegener.

For Mellemslesvig havde den kongelige kommissær med enevældige beføjelser i Slesvig F. F. Tillisch i februar-marts 1851 udstedt disse omstridte sprogreskripter. De vakte harme og modstand især i den angelske bondebefolkning. De blev kritiseret i udlandet, og også i danske kredse. Reskripterne indførte dansk undervisningssprog (med fire ugentlige timers undervisning i tysk) og dansk og tysk som vekslende kirkesprog i Tønder by, de dansktalende landsogne af sammes provsti, i Flensborg provsti, i de otte nordligste sogne af Gottorp provsti og i fire sogne af Husum-Bredsted provstier. I alt omfattede dette "blandede Bælte" et halvthundrede sogne og en befolkning på ca. 80.000 indbyggere. I Flensborg by bibeholdtes dog det tyske sprog. Der dannedes en dansk frimenighed med tilhørende skole omkring Helligåndskirken.

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Regenburgske sprogforanstaltninger fik ikke den ønskede virkning. Præsten og skolelæreren stod i de angelske sogne temmelig alene som repræsentanter for danskheden. I midtlandet styrkede de muligvis det danske sprog. Udenrigspolitisk skadede det Danmarks anseelse. Regenburgs autoritære linje i Slesvig varede hele Frederik 7s regeringstid. Men i 1861 skete der indrømmelserne om konfirmation og huslærere. I maj-juni 1864 var Regenburg i London som rådgiver for de danske forhandlere ved London-konferencen. Her frarådede han at følge Bismarcks forslag om en afstemning i Slesvig til fastsættelse af en delingslinje. Det skete som bekendt først i 1920. 

Forfatteren til de nedenstående artikler er Georg Himmelstrup (1850-1932). Uddannet på Gedved Seminarium. Ansat ved forskellige højskoler (Vallekilde, Stenum og Hjørlunde). Forstander for Galtrup Højskole 1881-1901. Himmelstrup fik økonomisk støtte fra folk i Skamling til opførelse af en højskole i 1903 (i landsbyen Grønninghoved). Højskolen blev 1918 et pigehjem og 1955 efterskole. Himmelstrup var desuden højskolelærer i Testrup og Vejlby. 

Hans artikelserie i Hejmdal er skrevet efter afstemningen i 1920. Om virkningerne af sprogreskripterne, findes enkelte artikler på denne blog.

Theodor August Jes Regenburg.
Ved Georg Himmelstrup.

Der har staaet Strid om denne Mands Gerning i Sønderjylland. Man har endog rejst den Anklage mod ham, at han havde en betydelig Del af Skylden for 1864. Men hvad der i Aarhundreder i denne Sag er forbrudt, kan næppe heles i en halv Snes Aar, selv ved den heldigste Styrelse. Meget tyder dog paa, at hvis Regenburg havde faaet Lov til at styre Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsforhold i adskillige flere Aar end de 12 fra Forsommeren 1851 til Slutningen af 1863, saa vilde han faaet Ret i den Udtalelse, han sendte hjem fra London under Fredsforhandlingerne dér i Maj 1864, at Danmark vilde være i Stand til nationalt set "at fordøje" de blandede Distrikter indtil Slien.

Regenburgs fædrene- og mødrene Slægt er gammel i Sønderjylland. Selv er han født i Aabenraa den 20. April 1815. Der havde fædrene Slægten levet i mange Led. Faderen var Byens danske Præst. Han døde 1821. Moderen var Præstedatter fra Starup, Nord for Haderslev. Efter sin Mands Død sad hun nu med 6 Børn, langtfra i gode Kaar. Aabenraa havde næppe paa den Tid faaet Betegnelsen: Perlen i Slesvig-Holsten, men det varede ikke længe, før man fandt, at Byen gjorde sig værdig til denne Udmærkelse.

August gik i Byens Skole i flere Aar. Han fortsatte i Bjolderup Præstegaard, til han 14 Aar gammel blev optaget som Elev paa Sorø Akademi. Der blev han til 1837; den 23. Marts blev han indskrevet ved Universitetet som akademisk Borger. Da Hjemmet ikke havde kunnet yde tilstrækkeligt, havde han i Sorø Friplads. Ved Universitetet fik han saa gode Stipendier, saa han uden Næringssorg kunde passe sine Studier. Han valgte Juraen. Allerede i 1841 tog han sin juridiske Embedseksamen. Han fik derpaa Plads hos en Sagfører, hvor han fik Øvelse i at behandle adskillige praktiske Spørgsmaal. Men kun et Aarstid var han der, saa kom han ind i det danske kancelli - der var dengang ogsaa et tysk Kancelli. Her kunde han gøre sig bekendt med Forretningerne, Løn fik han ikke, men han fik Udsigt til snarlig Forfremmelse.

Han kom særlig til at arbejde hos Gehejme-Stats- og Justitsminister Stemann som dennes private Sekretær. Denne dygtige Embedsmand paavirkede ham meget stærkt. Regenburg var en grundig, selvstændig tænkende Natur. Da hans Forstaaelse af Samfundets Udvikling gik i samme Retning som Stemanns, udviklede der sig snart imellem den ældre og den yngre en gensidig Forstaaelse, der ganske naturligt førte til, at Statsministeren snart kunde anvende den unge Jurist i meget betroede Stillinger.

Han fik Ansættelse ved Fængselskommissionen, fik derved meget at udrette ved Opførelsen af den store Straffeanstalt ved Horsens. Han blev Fuldmægtig i et af Regeringskontorerne den 24de Januar 1848. Ved en Landbokommission, som blev nedsat den 9. Febr. 1849, blev han Sekretær. Alle disse Stillinger afbrødes, da han 1849 blev anmodet af Kammerherre Tillisch om at ledsage ham til Slesvig, hvor Tillisch skulde være Medlem af den tre Mands Bestyrelseskommission, der var udnævnt som foreløbig Regering for Hertugdømmet Slesvig. Tillisch havde betinget sig, at Regenburg skulde følge med ham til Flensborg som hans Privatsekretær. Den 9. August fik han Udnævnelsen, og samme Dag fulgte han med Tillisch til den Gerning, der blev saa betydningsfuld, ikke alene for ham, men for os alle.

Det blev dog først efter Istedslaget den 25. Juli 1850, at Regenburg kom til at gøre sin Indflydelse gældende. I den Mellemtid - et Aars Tid - satte han sig godt ind i Forholdene, som de havde udviklet sig. Han var klar over ikke alene, hvorledes Sprogforholdene oprindelig havde været, men lige saa godt, hvorledes det paa den Tid forholdt sig med baade Sproget og Sindelaget hos Befolkningen hele Slesvig over. Og dette Kendskab fik han god Brug for, da han den 1. September 1850 blev stillet i Spidsen for særlig en sproglig Omordning af Hertugdømmet Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsvæsen.

Denne Udnævnelse vakte megen Modstand. Fra anden Side vilde man, at Prof. Flor skulde haft denne Gerning. Han havde været Danskhedens bedste Forkæmper i 30erne og 40erne. Han havde ledet og styret denne haarde Kamp med en sjælden Dygtighed og med den største Udholdenhed. Der var næppe nogen, der havde saa betydelig Kendskab og Kærlighed til en retfærdig Ordning af disse særdeles vigtige Forhold som netop Flor. Han var rede til at overtage denne Herning, men de politiske Forholds Udvikling baade her hjemme og ude gik i en Retning, der var det nationale Parti stærkt imod, og til dette Parti hørte Flor. Valget faldt derfor paa Regenburg. Hans Dygtighed, hans Kendskab til netop denne Sag, hans Lyst til at faa den bedst mulige Ordning frem var der næppe nogen, der tvivlede paa. Gerningen lykkedes ikke for ham. Maaske dog mere, end det saa ud til, da Krigen forstyrrede det hele.

Slesvigs Kirke og Skole var før Treaarskrigen langt fra heldig styret. Og at disse tre Aar forvirrede Forholdene, kunde ikke undgaas. En stor Del af de Præster, var ansatte af vor Regering, var tysksindede. Mange af dem var af fødsel Tyskere. Deres Uddannelse havde de faaet paa tyske Universiteter. Det danske Sprog kunde adskillige af dem slet ikke benytte uden store Sprogforsyndelser, der ofte bragte Latter frem hos Tilhørerne. Men saaledes var det vedblevet lige til 1848. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at Præsterne havde sluttet sig til Oprørerne og gjort det saa grundigt, saa de efter Istedslaget ikke turde blive tilbage i Embederne. 80 Præstekald stod ledige. Lærerne ved Købstadskolerne havde baaret sig ad paa samme Vis som Pristerne, ti de havde samme Sindelag, derfor var ogsaa de draget med den slesvigholstenske Hær mod Syd, saa der var ledige Embeder i Mængde.

Der var mange Sogne, hvor Dansk var Omgangssproget, men hvor man dog havde tysk Skole og Kirkesprog. Efter Istedslaget forlangte disse Sogne at faa Dansk i Skole og Kirke. Dette Forlangende skulde der selvfølgelig tages fuldt Hensyn til. Derfor blev der allerede først i Februar og først i Marts 1851 udstedt en Forordning, hvor der henvises til, at Frederik den Sjettes Reskript af 15. Decbr. 1810 havde bestemt, at hvor der var dansk Folkesprog, skulde der ogsaa være dansk Kirke- og Skolesprog. Men dette Forlangende var aldrig bleven ført ud i LIvet.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 12. november 1922).

II

Nu skulde Sprogforholdene omordnes. Sønderjylland blev tredelt.

Den nordlige Del til omtrent, hvor den nuværende Statsgrænse gaar, fik dansk Kirke-, Skole- og Retssprog. Dog ikke Købstæderne. Den sydlige Del, regnet fra Sliens Munding i en bugtet Linie ud mod Vest ogsaa nordpaa, saa Frisernes Egn hørte med dertil, beholdt det tyske Sprog i alle offentlige Forhold. Landstrækningen derimellem blev et sproglig blandet Distrikt, det strakte sig over 47 Landsogne. I adskillige af disse, navnlig i det nordlige Angel, var det danske Sprog Befolkningens daglige Tale, men Befolkningen vilde være tysk, man vilde ikke taale, at det danske Sprog blev Skolesprog og hveranden Søndag Kirkesprog. Kirkelige Handlinger kunde Beboerne faa efter Forlangende paa Tysk eller Dansk. I Skolen blev der givet 4 Timers ugentlig Undervisning i Tysk. Retssproget skulde ogsaa retter sig efter vedkommendes Ønske. Konfirmationen skulde foregaa paa Dansk; blev senere ændret - dog først 1861 - til baade  Tysk og Dansk efter Forlangende. Regenburg vilde have indført dansk Skolesprog helt ned til Danevirke og Slien, det var til den gamle Sproggrænse; men Tillisch turde ikke tage denne Strækning med.

At denne Sprogordning var beregnet paa at trænge Tysken tilbage, saa Dansken kunde naa frem til sin gamle Grænse, var klart for alle; men netop denne Ordning vakte en fanatisk Modstand. Og selv i Sogne, hvor den meget vel kunde forsvares, blev den af Beboerne modtaget med Forbitrelse. 

Det vilde maaske ogsaa været klogere, om man havde ladet Beboerne i Sognene haft en Stemme med ved Afgørelsen om Sprogforholdene. Det tyske Sprog var nu engang i mange egentlige danske Sogne trængt ind i Kirke og Skole og hos de mange Storbønder. Det var fint at tale Tysk, og særlig ved højtidelige Lejligheder bestræbte man sig af yderste Evne, ofte med et ynkeligt Resultat, paa at tale det. Det var i sig selv historisk rigtigt at bringe Folkets danske Modersmaal frem igen Skolen og i Kirken; i Hjemmene var det saa langt fra glemt, det taltes i næsten alle de Hjem, hvor ikke nylig indvandrede Tyskere boede. Men det var vel nok politisk uklogt straks at gennemføre denne Sprogordning. Styrken af den politiske Fanatisme hos de mange Hjemmetyskere i Mellemslesvig blev ikke af den danske Styrelse antaget saa kraftig og udholdende, som den i Virkeligheden var. Fra Holsten og fra selve Tyskland lod der stadig Tilraab til den tysksindede Befolkning der om Udholdenhed, og dette styrkede denne. Sikkert er det, at netop denne Sag vakte en uhyre Forbitrelse straks efter Krigen, og denne forbitrede Stemning blev langtfra formindsket i Aarenes Løb.

Sprogordningen var Regenburgs Værk. Allerede i Efteraaret 1851 i lød der advarende Røster imod den; selv Tillisch stillede sig vaklende. Men til Regenburg havde man alligevel saa stor Tillid baade dengang og senere, saa der var ingen, der turde vove Forandringer af nogen Betydning, i Aarene fra Foraaret 1851 til Slutningen af 1863 havde vi skiftet Ministerier ti Gange. De første 4 Aar indtil 12. Decbr. 1854 er det Mænd, der politisk hører hjemme før 1848, der staar for Styret. De næste 9 Aar er det de national liberales fire Ministerier og saa Rottwitts tre Maaneders Ministerium, der staar for Styret. Men skønt der rejstes Indsigelse mod Sprogordningen, ikke alene af national politiske Modstandere i den slesvigske Stænderforsamling, f. Eks. 1853 og 1857, men af Mænd som Biskop Martensen og Grundtvig, saa var der dog ingen af de ti Ministeriers Ministre for Slesvig, der vilde ændre noget af Betydning deri. Regenburg vedblev uafbrudt at være den styrende. Naar man blev kendt med den gennemførte Dygtighed og nøje Kendskab til de stedlige Forhold, som Regenburg var i Besiddelse af, saa vovede Ministrene ikke at søge ham fjernet. Hans Gerning fandt desuden stærk Støtte hos mange indflydelsesrige Mænd baade der og her.

En Del Mænd i Nordslesvig, som er bleven kaldt for "Klosterpolitikerne", fordi de havde holdt en Del Møder i Lygumkloster, udtalte, at det var bedst at give fuldstændig Sprogfrihed i hele Sønderjylland. Ved et Møde om denne Sag hævdede Cornelius Appel m. fl. dette Standpunkt, men blev stærkt angrebet af Laurids Skau og Krüger og af Prof. Flor. Da der stod saa dygtige Kræfter baade for og imod, skete ikke anden Forandring end foran nævnt: Konfirmationen kunde foretages paa Tysk eller Dansk efter Forlangende.

Det slesvigske Ministeriums ældre Embedsmænd, der havde gammelt Kendskab til slesvigske Forhold, havde Vanskelighed ved at Anerkende Regenburgs Styrelse. Det var jo ikke saadan, man var gaaet frem i Tiden før Krigen. Da var man saa ængstelig for at træde Tysken for nær, saa man ofte traadte Dansken for nær. Den nydanske Retning, der begyndte med det nationale Røre i 1848, er det, Regenburg omsætter i Handling, der hvor man særlig trængte til, at dette skulde ske. For de ældre Embedsmænd syntes dette alt for voveligt. Alle nærede Tillid til Regenburg. Forespørgsler eller videre Oplysninger gik man altid til Departementschefen med. At han ofte gennemførte sin Vilje, selv om Ministeren ikke alene var ængstelig derved, med ogsaa i Modstrid dermed, det vidste man. Rimeligt er det, om Ministeren næppe altid syntes om, at man gik hans Dør forbi; men hævde sig som den overordnede over Regenburgs Dygtighed og nøje Kendskab til Sagen, det skete næppe nogensinde i de 12 Aar.

Den sidste Afstemning i Sønderjylland til Stændersamlingen 1861 viste betydelig Fremgang for Danskerne i den nordlige Del af de blandede Distrikter. Baade danske og tyske tog Afstemningen som Bevis paa, i hvad Retning Udviklingen gik. At Regenburgs Styrelse særlig fortjente Tak, var vist alle enige om. Men saa kom 1864.

Regenburgs Stilling voksede i Styrke i Løbet af Aarene. Han fik Ordener, blev Etatsraad 1852, Kommandør af Danebrog 1860, fik en særlig anerkendende Skrivelse af Kongen 1860, 1862 Medlem af det kongelig danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, og Aaret efter Medlem af Bestyrelsen.

Da Krieger deltog i Underhandlingerne i London efter Dybbøls Fald, forlangte han, at Regenburg skulde komme derover. Det var navnlig for at faa klar og sikker Besked paa, hvor Delingslinien rettest burde drages. I Statsraadet i København forhandlede man d. 23. og 24. Maj om denne Sag, og da var man enig om, at selve Grænselinien kunde kun Regenburg give bestemt Besked om. 

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 19. november 1922).

T. A. J. Regenburg.

III.

Den 24. Oktober 1864 fratraadte Regenburg sin Stilling i det slesvigske Ministerium. I Marts 65 blev det overdraget ham at forestaa Udleveringen af de Arkivsager angaaende Slesvig-Holsten, som ifølge Fredstraktaten skulde afleveres til Preussen. Dette optog ham de følgende 3 Aar, naar ikke Sygdom afbrød Arbejdet. Han havde nemlig været saa uheldig en Vinterdag i det glatte Føre at falde paa Gaden, hvor ved han fik et Hoftebrud. Hans Gang blev efter den Tid noget haltende.

Regenburg levede med Moder og Søster i et mindre Hus paa Nørregade i København. Her mødtes Hall, Andre, Krieger, Oberst Vaupell o. fl. af Tidens bekendte Mænd. Hans store Bogsamling optog ham meget. Han var ikke alene en dygtig Embedsmand, han var ogsaa bekendt for sin grundige historiske Viden, særlig i Sønderjyllands Historie. Hans udmærkede Bogsamling, 22,000 Bind, skænkede han senere til Aarhus Kathedralskole, hvorfra den saa er overgaaet til Statsbiblioteket i Aarhus, hvor nu 6000 Bind vedrørende Hertugdømmerne danner "Den Regenburgske Samling", de øvrige Tusinder er indordnet mellem Bibliotekets andre Bøger.

Han vedligeholdt en livlig Forbindelse med mange fremragende Sønderjyder. Man mente, han ventede paa Opfyldelsen af § 5 for saa atter at fortsætte, hvad der var bleven afbrudt. Det blev derfor en stor Skuffelse for mange, da man midt i Marts 1870 modtog Meddelelse om, at han nu skulde være Stiftamtmand i Skanderborg. Man mente deri at se, at han nu havde opgivet Haabet om Opfyldelsen af § 5. Regenburg havde ikke søgt Stiftamtmandsembedet. Indenrigsminister Haffner henvendte sig personlig til ham og formaaede ham til at overtage det. Alle var enige om, at Amtet havde faaet en af vore dygtigste Embedsmænd. Alle var ogsaa enige om, at man havde faaet en Mand, som man  fra Karakterens Side ikke kunde andet end se op til med fuld Tillid.

I de politisk stærk bevægede Tider, der prægede de første Snes Aar af Regenburgs Amtmandstid, skulde der særlige Evner til for at hindre altfor skarpe Sammenstød imellem Amtsraadsmedlemmerne. I nogle Optegnelser af Provst Sørensen, Skanderborg, fortælles følgende:

Det var i Provisorieaarene. Bølgerne gik voldsomme. Kultusministeriet havde forlangt en Indberetning fra Sogneraadene, men flere af disse havde nægtet at indsende noget, og nu forlangte Ministeriet, at Amtsraadet ved Dagmulkter skulde tvinge de genstridige. Pastor Konradsen udtalte, at Ministeriet jo havde Loven paa sin Side, og vi Venstremænd skal holde Loven i Hævd. Jens Busk modsagde ham. "Det er sandt, at det staar i Kommunal loven, men A vil alligevel ikke stemme for, at Sogneraadene skal forlanges til at sende Indberetningerne, før A sjel bliver mulkteret til det. Vi vil ogsaa her, ligesom vi gør det ved at nægte at betale vise, at vi i tykt og tyndt er Modstandere af Provisorieministeriet". Saa rejste Regenburg sig og sagde: "Denne sidste Ytring viser en hos det ærede Medlem endogsaa ualmindelig Begrebsforvirring. Jeg kan forstaa - om jeg end ikke kan billige det - at man nægter at betale Skat, fordi man mener, at provisoriske Finanslove er ulovlige, men her, hvor ogsaa Hr. Busk er paa det rene med, at Ministeriet har Loven paa sin Side, er Sagen klar. For frie Mænd er Loven den højeste Tvang, den bøjer de sig for. (Med hævet Stemme) Det er kun Trælle og Slaver, der la'er sig piske til at gere, hvad de skal!"

Der blev ikke sagt et ondt Ord mere; - uden Afstemning blev Forslaget vedtaget.

Regenburgs Liv og Færd var præget af en gennemført Redelighed. Amtsraadets Medlemmer var trygge overfor den Maade, hvorpaa han ledede Forhandlingerne. Naar disse var overstaaede, blev Medlemmerne indbudt til Middag hos Formanden. Da førte Regenburg ofte et historisk Emne frem til Belysning af Tidens Udvikling.

Skanderborgegnens Historie og Naturskønhed var ret et Sted for Regenburg. Daglig gik han sine Ture ud i Omegnen. Han fandt om Foraaret de Steder, hvor de første Anemoner prydede Skovbunden, og han nænnede knapt at tage et Par med sig hjem.

Naar han saadan vandrede ud i den frie Natur, saa vilde en fremmed næppe i denne Mand tænkt sig, at det var Stiftets øverste Embedsmand. Den graa Bulehat forskønnede ikke Manden, og den øvrige Klædedragt gjorde det heller ikke. Slængkappen havde mistet sin oprindelige Farve, og Stokken var en tyk Egetræsgren. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at den ny Karl ovre i Vestermølle fandt det mistænkeligt, at han ikke alene en Morgen, men flere Morgener mødte en Person, som han syntes, man kunde tiltro baade det ene og det andet. Han meldte derfor sin Husbond, at han havde set en fordægtig Person luske omkring i Skoven og det oftest paa afsides Steder. Naar han saa Personen igen, sagde Husbonden, saa skulde han straks kalde paa ham, saa de i Fællesskab kunde anholde Fyren. Næste Morgen kom Karlen løbende hjem og meldte, at nu var Fyren der igen. Straks havde de hver en god Stok i Haanden og saa afsted. "Der er han", sagde Karlen temmelig højt. "Ti stille!" svarede Husbonden. "Det er jo Stiftamtmanden".

Regenburgs historiske Viden var meget omfattende. Hans Kendskab til Verdensliteraturen ikke mindre. Men vor Bibel kendte han maaske allerbedst. Det nye Testamente var hans daglige Læsning. Han havde gennemlæst denne Bog 8 Gange paa Græsk. Efter hvad hans Søsterdatter meddelte Provst Sørensen, bad han hver Dag Fadervor paa Græsk, og Trosbekendelsen fremsagde han paa Latin. Han mente, at i disse Sprog havde vi Trosbekendelsen og Fadervor i dens oprindeligste Skikkelse. Kristendommen var bleven hans Livs Alvor.

I 1894 søgte og fik han sin Afsked som Amtmand. Han led af en fremadskridende Hjertelidelse, som ofte svækkede hans Arbejdskraft. Det er forstaaeligt, at Amtsraads- og Byraadsmedlemmer og mange flere gennem Takadresser for de 24 Aars Samarbejde bragte ham deres Farvel. Han flyttede til København. Bøgerne og de faa Venner fra de yngre Dage, der endnu var tilbage, optog hans Tid.

Det har sikkert ofte glædet ham, at han fra saa mange modtog Tak for Stiftamtmandstiden. Men den Takadresse, som han vistnok var gladest for, fik han paa sin 80aarige Fødselsdag den 20. April Aaret efter. Da modtog han en Adresse, som bragte ham en varm Tak for hans Manddomsgerning, den, der var saa omstridt, og er det den Dag i Dag. Regenburg har aldrig offentlig ført Spor af Forsvar for sin Styrelse af Sønderjylland. Med 32 sønderjyske Mænds Navne under en særdeles smukt udført Adresse bragtes der ham en hjertelig Tak, fordi han for en Menneskealder siden havde lovfæstet "Modersmaalets Ret i det endnu dansktalende Sønderjylland". De udtalte, at de 14 Aar, han havde styret Skole- og Kirkeforholdene der, vilde blive henregnet til de lykkeligste Aar. I de tunge Aar, som senere kom, "er det bleven anerkendt, at hele vort Aandsliv og alle vore bedste Evner kun da kan udfoldes, naar det sker paa den Grund, som blev lagt i hin Tid". "Naar derfor vort mægtige Nabofolk i disse Dage har hyldet den 80aarige Statsmand, som mer end nogen anden har Ansvaret for den Uret, som er tilføjet og daglig tilføjes os, saa ønsker vi med en stille Tak at mindes Dem, der i Kærlighed til Fædrelandet og Modersmaalet har bidtaget saa mægtigt til at ruste os i Kampen for vort bedste Eje."

Af Underskriverne nævnes: Cornelius Appel, A. Asmussen, H. F. Fejlberg, A. D. Jørgensen, Gustav Johansen. Hanssen-Nørremølle, J. Jessen, L. B. Poulsen. Reimers, Rossen, Skrumsager, Marie Skau.

Halvanden Maaned efter, d. 7. Juni 1895, døde Regenburg. Paa Skanderborg Kirkegaard hvilede Søsteren Conradine, der vilde ogsaa han hvile. Tre Aar efter blev den anden Søster, Theodora, begravet paa den anden Side af Broderen.

Paa Regenburgs Gravsten staar: Marc. Ev. 5,25-35, efter hans eget Forlangende. Den blodsottige Kvinde sagde: "Dersom jeg rører ved hans Klædebon. bliver jeg frelst!" "Det er mit Ord", sagde han. Derfor vilde han gerne have denne Henvisning paa Gravstenen.

Paa Skamlingsbanken blev der i 1898 rejst en Mindesten for Regenburg. Den staar ved Foden af en Skraaning. Ofte er jeg bleven spurgt om, hvad Støtten derude havde at fortælle. Den burde staa paa et mere fremtrædende Sted, thi at den staar der med Rette vidner Historien om.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 26. november 1922).

Ifølge Vejviseren boede etatsråd T. A. Regenburg i Nørregade 15, stuen. Det nuværende hus  er opført 1934-35, så huset hvor Regenburg boede, er nedrevet. Det kan ses på dette ophavsretligt beskyttede foto på Kbhbilleder, helt til højre i fotoet.

Vedr. dansk og tysk i Slesvig findes der en del, ofte partisk litteratur. Diskussionen er ikke bare om sproget, men også om kulturen, fællesskaber, sociale forhold osv. hvor sproget kun indgår som et element blandt mange. Sproget er nok kommet til at spille en stor rolle fordi det er en af de målbare størrelser. Men sprog var ikke nødvendigvis afgørende for om man følte sig som dansk eller tysk. 

Af de mere grundige gennemgange på internettet om dette spørgsmål findes en del tabeller og diskussioner af disse i "Zeitschrift des Preussischen statistischen Landesamt", Bind 66, cirka side 176-181. Publikationen stammer altså fra efter afstemningen i 1920, men trækker tråde tilbage i tiden.

Altona. Neumünster 28. december 1863. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, original se under oversættelsen:

Kommissærens første handling er at afskedige overpræsident von Scheele og politichefen Willemoes-Suhm. To personer går til sidstnævnte; Den ene havde han altid chikaneret, fordi han var en god tysker. De siger til ham: "Du skal gå, din tid er forbi." "Hvor lang tid har jeg?" spørger han. "Fem minutter," lyder svaret. "Og kone og børn?" "De er blevet instrueret og er allerede på stationen." Den gode mand spørger, hvis han nu hylder hertugen? Han blev bestemt vist døren, så siger manden, at politimesteren for nylig betalte ham 8 thaler i bøde, han vil have dem tilbage først, og - Willemoes-Suhm må villigt tage de 8 thalere op af lommen og betale. Derefter føres han stille og roligt til banegården. Kan du, min læser, ikke også lide lynchjustitsen?

Die erste Handlung der Commissaire ist die Entlassung des Oberpräsident von Scheele und des Polizeimeisters Willemoes-Suhm. Zu dem letzteren gehen zwei Leute; den Einen hat er stets chicanirt, weil er gut deusch was. Sie sagen ihm: "Fort muss du, deine Uhr ist abgelaufen." "Wie lange Zeit habe ich?" fragt er. "Fünf Minuten," ist die Antwort. "Und Frau und Kinder?" "Sie sind instruirt und schon auf dem Bahnhof." Der gute Mann bittet, er meint, wenn er nun jetzt dem Herzog huldige? Berächtlich weist man die Thür. Da sagt der Einge, der Herr Polizeimeister habe ihn neulich wider Recht in 8 Thlr. Brüche genommen, die wolle er erst wieder haben, und - Willemoes-Suhm muss wohl oder übel aus seiner Tasche die 8 Thlr. bezahlen. Dann wird er ruhig zum Eisenbahnhofe geführt. Nicht wahr, mein Leser, die Lynchjustitz gefällt dir auch wohl?

(Die Gartenlaube : illustrirtes Familienblatt nr. 1, 1864)

Fotograf E. Lange: L. N. Scheele (1796-1874). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Geheimeråd Ludvig Nicolaus von Scheele (1796-1874) havde en lang karriere bag sig som højtstående person i Slesvig-Holsten. Under Treårskrigen 1848-1851 var han flygtet til København, og blev 1852 landdrost i Pløn. Han var fra 1854 holstensk minister og leder af udenrigsministeriet og som sådan blev han 1854 sat under anklage af den holstenske stænderforsamling. Han søgte sig afsked i 1857 og blev igen landdrost i Pløn. Han konstitueredes som overpræsident i Altona 1861, indtil civilkommissærerne afsatte ham december 1863. Så sent som i december 1863 berettede "Börsenhalle" at von Scheele gik langt videre end den danske regering i spørgsmålet om hyldingseden: Han afskedigede øjeblikkeligt de der nægtede, indkaldte bondefogederne for at afskrække dem mod samme og desuden at stille heste til den danske hær. Danske aviser (fx Flyveposten) var uforstående overfor at Scheele skulle være upopulær, og mente det var glædeligt at se en energisk og pålidelig mand i Holsten, hvis "Exempel fortjener at efterlignes af selve den holsteenske Regjering." Civilkommissærerne opmærksomhed var rettet på ham som en af de første, og han blev afskediget og erstattet af borgmester Thaden. Han levede herefter resten af sit liv som privatperson i København.

Peter Friedrich (von) Willemoes-Suhm (1816-1891) havde før krigen bl. a. embede ved retterne i Itzehoe og Glückstadt og var 1847-48 volontør i Udenrigsministeriet i København. I 1849 bypræsident i Glückstadt og borgmester samme sted 1850-1852. Herefter politimester i Wandsbek, fra 1862 politimester i Altona. I 1866 blev Willemoes-Suhm preussisk amtmand over Rendsborg Amt, og ved indlemmelsen i Preussen blev han 1867 landråd over kredsen Rendsborg. I 1877 blev han i stedet landråd i kredsen Segeberg og døde i dette embede 1891.

Scheele og Willemoes rejste til Flensborg. Samme sted og tid som også general de Meza, divisionsgeneral Gerlach og brigadekommandør Lasson var på gennemrejse til Slesvig. 

Oversættelse af tysk artikel, original se under oversættelsen:

Neumünster, 28. december. På trods af at der for få dage siden blev arbejdet på det nye voldsted nær vores by, og danskerne for ganske nylig opførte sig, som om de ville gøre modstand her, forlod de i dag vores by til tonerne af ​​den "tapre landsoldat", i samme øjeblik som sakserne rykkede ind fra den anden side med "Slesvig-Holsten". Som alle andre steder strålede vores lille by snart i tyske og slesvig-holstenske farver, og de retirerende danskere hørte stadig "Hurra" bag sig, hvormed de tyske tropper blev mødt. Lokaludvalget her var allerede mødt før danskerne rejste for at drøfte hyldningen af hertug Frederik. Da de var ved at gå ud for at gøre dette, dukkede den saksiske generals adjudant pludselig op til at påpege, at proklamationen ikke ville blive tolereret, men at forsamlingen ville blive spredt af sakserne.

Borgerne påberåbte sig deres rettigheder og indgav en resolut protest. Adjudanten henviste til forbundskommissærernes seneste proklamation; det samme gjorde komitéens medlemmer, idet de understregede, at møder til fordel hertugen heller ikke efter dette var forbudte. Til sidst erklærede adjudanten, at dersom man vilde indskrænke sig til blot at udtrykke sympati for Frederik VIII, vilde han ikke gribe ind; men det ville ske, så snart spørgsmålet om anerkendelse blev stillet til de forsamlede. Udvalget forbeholdt sig ret til at protestere og erklærede, at det ønskede at begrænse sig til en redegørelse for de faktiske forhold og en simpel forklaring til hertugen. Hyldesthandlingen foregik også på denne måde; de fleste af de tilstedeværende bemærkede næppe forskellen mellem sympatierklæringen og en formel proklamation.

August Beck (1823-1872): Die deutschen Executionstruppen: Sachsen. Illustrierte Zeitung Bd. 42, 2. januar 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Neumünster, 28. Dez. Trotzdem noch vor einigen Tagen an der bei unserer Stadt neuerrichteten Schanze gearbeitet ward, und die Dänen noch vor Kurzem thaten, als ob sie hier Widerstand leisten würden, verliessen sie heute unter den Klängen des "tapferen Landsoldaten" unsere Stadt, im selben Augenblick, als die Sachsen von der anderen Seite mit "Schleswig-Holstein" einzogen, und, wie überall, prangte auch unser Städtchen alsbald in deutschen und schleswig-holsteinischen Farben, und den abziehenden Dänen tönte noch das "Hurrah", mit dem die deutschen Truppen begrüsst wurden, ins Ohr. Das hiesige Lokalkomite war bereits vor dem Abzug der Dänen zusammengetreten, um die Proklamation Herzog Friedrichs zu berathen. Als es sich, um dies ins Werk zu setzen, hinaus zu begeben im Begriffe stand, erschien plötzlich der Adjutant des sächsischen Generals, um anzuseigen, dass die Proklamation nicht geduldet, sondern die Versammlung durch die Sachsen auseinander gejagt werden würde. 

Die Bürger beriefen sich auf ihr Recht und legten entschieden Protest ein. Der Adjutant berief sich am die neueste Proklamation der Bundeskommisse; dasselbe thaten die Komiemitglieder, indem sie hervorhoben, dass Kundgebungen für den Herzog selbst nach dieser nicht verboten seien. Schliesslich erklärte der Adjutant, wenn man sich auf einen blossen Sympathieausdruck für Friedrich VIII. beschränken wolle, werde er nicht dagegen einschreiten lassen; doch würde diess geschehen, sobald die Frage der Aneerkunnung an die Versammelten gerichtet werden würde. Sich einen Protest vorbehaltend, erklärte das Komite, sich auf eine Darstellung der Sachlage und einfache Erklärung für den Herzog beschränken zu wollen. In dieser Weise fann denn auch der Huldigungsakt statt; die meisten der Anwesenden merkten kaum den Unterschied zwischen einer blossen Sympathieerklärung und förmlichen Proklamirung.

(Miltenberger Tagblatt  1. januar 1864).

Kiel. Elmshorn. 27. december 1863. (Efterskrift til Politivennen)

Den store Folkeforsamling i Elmshorn har i Søndags proklameret Hertugen af Slesvigholsteen. Efter hamborgske Blade havde der fra alle Dele af Holsten og selv fra Sydslesvig samlet sig en stor Folkemængde, der anslaaes til 20- 30,000 Mennesker. Saavel fra Altona som fra Kiel ankom to Extratog. Kl. 2½ aabnedes Forsamlingen paa Kvægmarkedspladsen, der tilligemed de tilstødende Gader naturligviis var festlig smykket med slesvigholsteenske Faner osv. Et ved Talerstolen placeret Musikkorps spillede Choralen "Nu takker Alle Gud," hvilken Forsamlingen istemte med "blottet Hoved". Advokat Rave fra Itzehoe betraadte Tribunen og hilsede Forsamlingen i Udvalgets Navn. "Enhver maatte - sagde han - i dette høitidelige Øieblik rette det alvorlige Spørgsmaal til sin Samvittighed, om han fremdeles vilde underkaste sig den hidtil bestaaende Voldsregering, eller med Liv og Blod værne om sin retsmæssige Landsherre og de af ham besvorne Landsrettigheder, Han henviste til den fra Fædrene nedarvede Skik, at udraabe dens Fyrste under aaben Himmel, og opfordrede Forsamlingen til ved Haandsoprækning at bekræfte, at den anerkjender og hylder Hertug Frederik VIII som sin retmæssige Landsherre. Alle Hænder fløi i Veiret og under tordnende Raab fra Mængden udraabtes Frederik VIII til Hertug af Slesvigholsteen. Derpaa oplæste Advokat Wiggers, under uendelige Hurraraab, følgende Adresse til den nye Landsherre. "Durchlauchtigste Hertug, naadigste Fyrste og Herre! Af de her forsamlede slesvigholsteenske Statsborgere er Deres Høihed under umaadelig Jubel høitidelig udraabt til vor retsmæssige Landsherre, til Hertug af SIesvigholsteen, Dette er allerede skeet paa mange Steder, og vore Medborgere længere mod Nord ønske længselsfuldt snart at kunne gjøre det samme, Statsgrundloven af 15de Septbr. 1848, som Deres Høihed ved fri Beslutning har gjenoprettet og som vi med glad Tak anerkjende, vil for alle Tider med Endrægtighedens Segl knytte Fyrste og Folk sammen. Med Længsel vente vi, at Deres Høihed selv vil vise sig i vor Midte og modtage vor Hyldest! Vor Ungdom venter utålmodig paa at blive kaldt til Fanerne, for under Deres høihjertede Anførsel at drage ud og befrie de slesvigske Brødre fra det fremmede Herredømmes nedværdigende Aag. Hvilke Offre det end maatte koste, at naae dette ærefulde Maal, saa kan og vil Landet bringe dem. Friheden og den nationale Selvstændighed kan aldrig kjøbes for dyrt. Vor Sag er retfærdig. Fyrstens Ret og Folkets Ret gaae Haand i Haand. Gud give os sin Velsignelse til, at Deres Høihed maa blive Slesvigholsteens Frelser! Gud være med vort dyrebare Fædreland! Elmshorn, den 27de Decbr. 1863." Efterat denne Adresse var bleven billiget af Forsamlingen, meddeelte Wiggers, at den vilde blive overrakt Hertugen af 5 Medlemmer af Udvalget med det Ønske, at han snarest mulig personlig vilde begive sig til sit Land. Efterat en Choral paany var afsungen, betraadte Hr. Metz fra Darmstadt, som speciel Afsending fra de tydske Deputeredes 36te Udvalg Tribunen og blev naturligviis modtagen med uhyre Jubel. Han bragte de "brave Slesvigholstenere Hilsen og Haandslag" fra Millioner af Tydskere og skildrede "begeistret" Tydsklands Sympathi for den slesvigholsteenske Sag Saa sandt som Himlen idag var bleven klar efter Storm og Regn, saa sandt - yttrede han - vil et enigt og efter Frihed stræbende Folk vinde Seir i deres gode Ret. Taleren udtalte Tydsklands Tak for de Offre, Slesvigholstenerne allerede havde bragt, og velsignede Fremtidens Bedrifter; han sluttede med den Forsikkring, at Tydskland vilde staae Hertugdømmerne bi og opfordrede til et Leve for det frie Slesvigholsteen. Efterat Forsamlingen paa Opfordring af Wiggers havde udbragt el Leve for "Et enigt, frit og mægtigt Tydskland" og efterat den slesvigholsteenske Nationalhymne var afsungen, sluttedc Advokat Rave Forsamlingen Kl. 3½ med et Leve for Hertug Frederik VIII.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. december 1863).

Elmshorner Volksversammlung fandt sted 27. december 1863 og ca. 20.000 mennesker deltog. Yderligere 4.000 nåede ikke frem. Byen lå bekvemt på jernbanelinjen så folk kunne komme fra mange verdenshjørner. Blandt talerne var advokat Wilhelm Eduard Wiggers og landsretsdommer Christian Rave, Itzehoe. Den danske hær trak sig ud af Holsten den 24. december, og den 25. blev Elmshorn besat af tyske forbundstropper. 

Elmshornforsamlingen kan ses som en slags "pagt" mellem en repræsentant for monarkifyrstemagt (Friedrich VIII) og en bevægelse for folkesuverænitet. Mødet fik langt større tilslutning end forventet. Det lykkedes Bismarck at få den preussiske kejser Wilhelm I til at anse mødet for at være revolutionært og demokratisk og dermed skadelig. Han havde endnu ikke taget beslutning om hertugdømmerne, men mødet overbeviste ham om farligheden ved augustenborgeren. Det lykkedes ikke senere denne at frigøre sig fra omdømmet om at han var gerådet i demokratiets lejr.

Heller ikke Østrig bakkede op om Friedrich VIII. På langt sigt var det Bismarcks hensigt at at indlemme hertugdømmerne i Preussen. En plan som der på daværende tidspunkt formentlig var et stort flertal imod i Slesvig-Holsten - man så nødig at danskerne blot blev udskiftet med preusserne.

Oversættelse af tysk artikel. Original, se nedenfor:

 

Siden underskrivelsen og bekendtgørelsen af ​​den nye grundlov for Danmark-Slesvig har stemningen i Nordslesvig været så anti-dansk, så resolut slesvig-holstensk, at de længes efter øjeblikket lige så meget som vi alle gør, når de "får noget luft" for at tale til fordel for hertug Friedrich. Samme stemning hersker blandt alle de slesvigske tropper, som ikke lægger skjul på deres utilfredshed og deres sande følelser, og som straf beordres på tur af danske officerer i Mören, eller til at udføre skansearbejde på helligdage. Generelt er danskerne selv vores bedste agitatorer. Kravet om levering af heste havde den bedste effekt overalt, både hos dem, der afleverede, og hos dem, der stillede hestene til rådighed eller skulle levere dem, såsom i det slesvigske. Her har vi stadig gaderne fyldt med danske soldater. Det er håbet, at vi vil se tyske tropper på mandag.

Die Stimmung auch im nördlichen Schleswig ist seit der Unterschrift und Bekanntmachung der neuen Verfassung für Danemark-Schleswig so antidänisch, so entschieden schleswigholsteinisch, dass sie ebenso sehnlich wie wir alle den Augenblick herbeiwünschen wo sie "Luft kriegen" um sich für den Herzog Friedrich auszusprechen. Die gleiche Stimmung herrscht unter sämmtlichen schleswigischen Truppen, die ihren Unmuth und ihre wahre Gesinnung nicht verstecken, und dafür zur Strafe von dänischen Officieren in Mören spazieren geführt werden, oder auch an Festtagen Schanzarbeiten machen müssen. Ueberhaupt sind die Dänen selbst unsere besten Agitatoren. Die Ausschreibung der Pferdelieferung hat überall die beste Wirkung hervorgebracht, sowohl bei denen die sich gefügt als bei denen welche de Pferde gestellt haben, oder stellen mussten, wie im Schleswischen. Hier haben wir die Strassen noch immer voll von dänischen Soldaten. Man hofft dass wir am Montag deutsche Truppen sehen werden.

(Allgemeine Zeitung 30. december 1863).

Oversættelse af uddrag af bog om danskernes udtog af Kiel, se original nedenfor:

Dødsstilhed herskede i byen om morgenen den 29. december, eftersom man stadig kunne forvente brutalitet og uforskammethed af danskerne selv i de sidste timer af deres tilstedeværelse; Fra klokken 8 om morgenen stod danskerne ved deres samlingssteder. Klokken 12 kom endelig ordren om at marchere ud, og undertrykkerne trak sig tilbage i tavshed. Knap var alle danskere kommet udenbys, før gaderne, der hidtil var så stille, pludselig klædte sig i festtøj; Alle flokkedes sammen i usædvanlig begejstring, flag, kranse og guirlander prydede hvert hus og Kiel havde ikke set en dag som denne i lang tid. De kære hjemmefarver flagrede fra byens højeste tårne ​​sammen med hele fædrelandets tricolore. 12.30 ankom de føderale kommissærer, respektfuldt mødt af byens myndigheder. Samtidig dukkede 300 mand hannoveranske Cambridge dragoner og saksisk infanteri som entusiastisk blev modtaget som befriere! Kranse og blomster regnede ned over tropperne, som prydede deres hjelme og geværer med dem; Ved markedspladsen holdt advokat Ritzsche den første tale, entusiastisk, kort, kraftfuld; med et tordnende jubel for Tyskland skiltes masserne. I mellemtiden var kommissærerne steget af i rådhuset; v. Könneritz holdt en hjertelig tale til beboerne og takkede dem for den venlige modtagelse, idet han især understregede, at de alle var inspireret af den samme ånd. Om aftenen var Kiel strålende oplyst, og dermed var denne dag, der var så vigtig og uforglemmelig for Kiel, for Holstens indbyggere, forbi.

Todtenstille herrschte am Morgen des 29. Dezembers in der Stadt, da man von der Brutalität und Rohheit der Dänen auch noch in den letzten Stunden ihrer Unwesenheit das Aeußerste erwarten konnte; von Morgens 8 Uhr an standen die Dänen auf ihren Sammelplätzen. Um 12 Uhr endlich kam der Befehl zum Ausmarſch und in lautloser Stille zogen die Unterdrücker ab. Noch waren nicht alle Dänen aus der Stadt, als die bis jetzt so stillen Straßen sich plötzlich festlich kleideten; in ungewöhnlicher Aufregung strömte Alles zusammen, Fahnen, Kränze und Laubgewinde schmückten jedes Haus und einen solchen Tag hatte Kiel schon lange nicht mehr gesehen. Von den höchsten Thürmen der Stadt flatterten die theuren Heimathsfarben vereint mit der Tricolore des Gesammtvaterlandes. Um 12½ Uhr trafen die Bundescommissäre ein, ehrfurchtsvoll begrüßt von den städtiſchen Behörden. Zugleich erschienen 300 Mann hannövr. Cambridge-Dragoner, und sächsische Infanterie, als Befreier mit Begeisterung empfangen! Kränze und Blumen regneten förmlich auf die Truppen, die ihre Helme und Gewehre damit schmückten; auf dem Marktplatz hielt Advokat Ritzsche die erste Rede, begeistert, kurz, kräftig; mit donnerndem Hoch auf Deutschland trennte sich die Volksmasse. Mittlerweile waren die Commissäre im Rathhaus abgestiegen; v. Könneritz hielt eine herzliche Ansprache an die Bewohner und dankte für die freundliche Aufnahme, indem er hauptsächlich betonte, daß ja Alle von demselben Geiste befeelt seien. Abends war Kiel glänzend illüminirt und so war auch dieser Tag, so wichtig und unvergeßlich für Kiel's, für Holſteins Bewohner, vorüber.

("Der Schleswig-Holsteinische Krieg 1864", (1867) s. 33)

Die Proklamirung des Herzogs von Schleswig-Holstein vom Balkon des Bahnhofs in Altona. Nach einer Originalzeicnung von Walter. Über Land und Meer : deutsche illustrierte Zeitung. 11. 1863/64. No. 017, 01.1864. Banegården blev bygget 1844 på Altona-Kiel-banen. I 1898 blev banen flyttet nogle hundrede meter nordligere (Altonaer Hauptbahnhof). Den gamle banegård blev herefter ombygget og udvidet. Siden slutningen af 2. verdenskrig er bygningen blevet brugt som rådhus. Det daværende gamle rådhus fra 1716 blev ødelagt i 1943.

Oversættelse af tysk artikel. Originalen er nedenunder: 

Kiel, 26. december Hvis jeg skrev til Dem i går, at vort folks holdning til dansk arrogance fortjener at blive kaldt beundringsværdigt, må jeg bekræfte denne dom endnu mere i dag, hvor deres tålmodighed er blevet sat på en hård prøve. Denne aften, da mørket faldt på, marcherede huse af danske soldater gennem byens hovedgader og begyndte at begå alle mulige udskejelser, smadre store spejlbogstaver i diverse butiksvinduer, fornærme civile, jage dem ind i husene med trukket bajonet osv. Det siges, at danske betjente skal have fremkaldt skandale ved at vise sig i en metalvare-butik, hvor billeder af hertug Friedrich VIII har været til salg i nogle dage og revet dem itu. Da udenforstående, der så dette gennem det store butiksvindue fra gaden, udtrykte deres utilfredshed, gik danske soldater først i gang med at smadre ruder i den butik. At der var hekseri med i spillet, fremgår af, at soldaterne indtil da havde optrådt meget roligt og fredeligt. Da den opståede tumult truede med at blive farlig, samledes en række borgere på én gang og bestræbte sig med held på at sikre roen ved at bede så mange civile som muligt om at forlade gaderne og lukke butikkerne. På politiets anmodning greb militærkommandoen så endelig ind med patruljer og appeller. Det er forståeligt, at vi under sådanne forhold ser frem til ankomsten af ​​de føderale tropper med smertefuld utålmodighed. Først tirsdag den 29. ankom sådanne (hannoveranske dragoner) hertil gennem de føderale kommissærer.

Kiel, 26. Dec. Wenn ich Ihnen gestern schrieb dass die Haltung unserer Bevölkerung der dänischen Anmassung gegenüber eine bewundernswerthe genannt zu werden verdient, so muss ich dieses Urtheil heute noch mehr bestätigen, wo ihre Geduld auf eine schwere Probe gestelt wurde. Min einbrechender Dunkelheit zogen heut Abends Hausen dänischer Soldaten durch die Hauptstrassen der Stadt, und begannen allerlei Excesse zu verüben, die grossen Spiegelschreiben in verschiedenen Schaufestern der Läden einzuwerfen, Civilisten zu insultieren, mit gezogenem Seitengewehre in die Häuser zu verfolgen u. s. w. Man erzählt dass dänische Officiere den Skandal provocirt hätten, indem sie in einem Quincaillerie-Laden, wo seit einigen Tagen Bilder des Herzogs Friedrich VIII zu verkaufen sind, sich solche zeigen liessen und zerrissen. Als dann Aussenstehende, welche dieses durch die grossen Schaufenster von der Strasse aus mit angesehen, darüber ihren Unwillen zu erkennen gegeben, hätten dänischen Soldaten in jenem Laden zuerst Scheiben zertrümmert. Dass Hexerei mit im Spiel gewesen, erhellt aus daraus dass bis dahin die Soldaten sich hier sehr ruhig und friedfertig betrugen. Als der entstandene Tumult gefährlich zu werden drohte, trat sofort eine Anzahl Bürger zusammen, und bemühte sich mit Erfolg die Ruhe dadurch zu sichern, dass sie so viel als möglich alle Civilisten baten die Strassen zu verlassen, sowie die Läden zu schliessen. Auf Acquisition der Polizei schritt dann endlich auch das Militärcommando durch Patrouillen und Appell-Blasen ein. Dass unter solchen Verhältnisse wir mit schmerzlicher Ungeduld dem Einrücken der Bundestruppen entgegensehen, ist begreiflich. Erst auf Dienstag den 29 d. sind solche (hannoverische Dragonen) durch die Bundescommissäre hier angelangt. 

(Allgemeine Zeitung 30. december 1863).

Einzug der Bundescommissaire in Kiel am 29 december 1863. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De opsætsige holsteenske soldater. Om den igaar omtalte Hjemforlovelse af en Afdeling holsteenske Soldater skrives fra Pløen til "Alt M.": To af Holstenere bestaaende Kompagnier af 14de Regiment (i Ratzeborg), der i de sidste 8 Dage have ligget der i en Styrke af 400 Mand og givet flere Tegn paa Misstemning, erholdt i Søndags Befaling til at afmarschere til Slesvig, efter at stærke danske Afdelinger havde spærret den gamle Kieler Landevei og et andet dansk Korps, der bestod af Infanteri og kavalleri, besat Segeberg Landevei. I det Øieblik, da der kommanderedes "Marsch", svarede hele Mandskabet med et tordnende "Holdt!' Alle Forsøg paa Overtalelser og Trusler vare forgjæves. Soldaterne erklærede, at de ikke vilde tjene mod Tydskland. Den Kommanderende, Oberstlieutenant Hein, lod Soldaterne gaae hjem i deres Kvarterer og beordrede dem til at stille paany Kl. 10. I et derpaa afholdt Krigsraad ansaae man det, trods de danske Soldaters Overmagt, for betænkeligt at anvende Magt. og Kl. 10 kom der Befaling til at permittere Mandskabet, under den Betingelse, at det øieblikkelig afleverede sine Vaaben. Men Soldaterne afslog det, og begyndte at synge "Schleswig-Holsteen", idet de Iadede deres Geværer. Samtidigt rykkede det mod Syd posterede danske Korps ind, og en Katastrofe syntes uundgaaelig. (I en anden Beretning hedder det at "Hanerne knækkede, og der faldt ogsaa nogle Skud"). Imidlertid forhandledes der videre og Soldaterne kapitulerede omsider paa den Maade at hver afleverede sin Armatur mod samtidig at modtage et Permissionspas. Kl. 12 forlode de holsteenske Soldater Pløen; de skulle meest være fra Amterne Trittau og Tremsbuttel. 11 Officerer og nogle lauenborgske Underofficerer gik Nordpaa.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 31. december 1863).

Hertug Friedrich VIII havde i den tyske Forbunddag støtte fra især Bayern, Baden, Sachsen, Württemberg og Hessen-Darmstadt - og generelt alle som gerne så en modvægt mod Østrig og Preussen. De to sidste var for Christian 9., mens Danmarks stemmeret var blevet suspenderet hvad angik Holsten. Af speciel betydning var det at Bismarck ikke ønskede "augustenborgeren". Friedrich kom til Glückstadt den 30. december 1863 og rejste derfra videre til Kiel. Civilkommissærerne blev overrasket over hans tilstedeværelse, men beroligedes ved at Friedrich forsikrede at han respekterede den nyindsatte administration. De gav ham efterfølgende lov til at forblive i Slesvig-Holsten mod at han ikke krævede at blive hertug og at hans regering holdt sig tilbage.

Fra dansk side insisterede man på Novemberforfatningen som skulle træde i kraft 1. januar 1864. Preussen og Østrig anmodede derfor den 28. december Forbundsdagen om at tage Slesvig som pant for at tvinge Danmark til at opgive Novemberforfatningen. Det nægtede Forbundsdagen at gå med til og i stedet gik de to lande enegang - den 21. januar. Mere om dette senere.

P. Blanchard m.fl.: Manifestation en faveur du duc Frédéric d'Augustenbourg à Altona. Demonstration til fordel for hertug Frederik af Augustenborg i Altona. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Indtoget i Altona, 23. december 1863. (Efterskrift til Politivennen)

Den 23. december 1863 overskred tropper fra Sachsen og Hannover grænsen til Holstein og Lauenburg og besatte herefter indtil den 31. december 1863 hele Holstein, undtagen fæstningen Rendsborg. Danskerne trak sig tilbage uden modstand. De rettigheder som Christian 9. havde som landets regent, blev midlertidigt suspenderet, og der blev i stedet udnævnt to civilkommissærer: Eduard von Könneritz (1802-1875) fra Sachsen og Ferdinand Nieper (1812-1879) fra Hannover. Militærkommandoen havde den sachsiske general Heinrich Gustav Friedrich von Hake (1797-1877). Udrensningen af holstenske embedsmænd som danskerne havde foretaget siden 1851 ophørte øjeblikkeligt.

Eksekutionsstyrkerne bestod af 13.176 Saksisk-hannoveranske tropper med 4.129 heste, 45.136 preussiske tropper med 13.656 heste og 27.050 østrigske tropper med 4.838 heste.

Den første Oprørsbevægelse i Holsteen har viist sig i Wandsbeck i Onsdags. Aldrig saasnart vare de danske Tropper afmarscherede, førend Flækken smykkede sig med slesvigholsteenske og tydske Faner. Kl. 1 om Middagen samledes Flækkens Borgere og Omegnens Befolkning i et derværende Lokale, En Advokat Ohrt aabnede Forsamlingen med en slesvigholsteensk Tale og opfordrede dem, der ikke vare fast besluttede paa at vove Alt for deres Lands Ret, til at forlade Lokalet. Alle blev! Derpaa opfordredes Forsamlingen til ved Haandsoprækning at proklamere Frederik som "Herzog von Schleswig-Holstein " -- og alle Hænder bleve oprakte. I et "høitideligt Tog marscherede man til Torvet og udraabte der under aaben Himmel den nye Fyrste til Landshersker, hvorpaa de Tilstedeværende, hvis Antal angives til mere end 1000, istemmede Choralen "Nu takker Alle Gud!" Efterat Formanden for Turnforeningen havde opfordret Beboerne til at modtoge de ventede tydske Tropper som "Befriere", marscherede Forsamlingen under Afsyngning af Oprørssangen "Schleswig Holstein meerumschlungen" tilbage til Lokalet. Paa Politikontoiret, Postkontoiret, Toldbygningen og andre Steder blev det danske Vaaben strax revet ned og paa Vagten opplantedes en schleswigholsteensk Standart med Neldebladet og den slesvigske Løve, medens samtidig Prinds Frederiks Proklamation opsloges paa Gadehjørnerne!! - Det er et komplet Oprør!

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 26. december 1863).

Lignende manifestationer berettedes om i Altona, Pinneberg, Uetersen, Glückstadt, Heide, Marne, Elmshorn og andre steder.

Den 26. december 1863 blev leveringen af heste til den danske hær annulleret.

Walter: Die sachischen Truppen in Altona. Über Land und Meer januar 1864.

Oprøret i Holsteen. Fra Altona skrives den 26de Decbr. til "Dagbl": Om den bratte Maade, hvorpaa det danske Militair her ved Raadhuusvagten afløstes af Sachserne, fortælles der, at de danske Officerer havde udstillet et Par Soldater ved Nobisthor, som strax, naar de faae Sachserne komme, skulde melde det til Hovedvagten, saa at de derværende Tropper kunde rømme Pladsen, inden Sachserne kom. Men de udstillede Soldater havde ikke forstaaet Ordren rigtig og blev staaende. Man fandt altsaa endnu de Danske paa Raadhuusvagten og tog det ilde op. Jeg troer imidlertid ikke, at denne Fortælling er rigtig; thi paa Raadhuusvagten kunde man tidsnok høre Troppernes Ankomst af Melodien "Schleswig Holstein" og Folkeopløbet; snarere have de Danske villet undgaae ethvert Skin af Frygt og Flugt og have villet see de tydske Soldater, for hvilke de maatte vige med dybt krænket Æresfølelse, i Øinene. Siden iforgaars Eftermiddags har her været megen Uro. De sachsiske Tropper foretage sig yderst lidet; Politiet har ikke den nødvendige Understøttelse, og Situationen har hurtig taget en saadan Vending, at de, som have puster til Bevægelsen, nu maae søge at holde Pøbelen i Tømme og altsaa fungere som Rolighedens og Ordenens Vaabendragere. Efterat Turnere, der, som vor "Nachrichten" meddeler, tilligemed Primanerne paa Gymnasiet om Morgenen ved Forbundstroppernes Indmarsch opslog Prindsen af Augustenborgs Proklamation og Opraabet til Folkeforsamlingen, sammen med Vaabenbrødrene og andre Foreninger havde tilfredsstillet deres Trang til at udraabe den nævnte Prinds til Hertug, vare de nødte til at beskytte Provst Nievert i hans Huus. Provsten havde, ligesom flere Andre, der vilde gjøre en Koncession, udhængt en sort rød gylden Fane! men man forlangte en slesvigholsteensk, og da han betragtede den som et Symbol for Hertugen, kunde han ikke stikke den ud. En Borger herfra vilde medtage ham som en Slags Pant; Flertallet af Pøbelen forlangte derimod rasende, at han skulde pakke sig bort. Turnerne indlagde sig stor Fortjeneste af ham; de holdt Vagt i og udenfor Huset og beskyttede ogsaa siden hans Familie. Der indfandt sig ogsaa et Par Politibetjente; af Militair saae jeg for Folkeforsamlingen een Soldat staae der, og han er, som det synes, senere bleven afløst af Turnerne. Istedetfor at lade en større Afdeling Soldater rømme Pladsen foran Huset, hvilket vilde have været let og i sin Orden, og beskytte Provsten, en graahaaret Mand, som paa ingen Maade er ilde lidt her og kun er saa uheldig bestandig at have slaaet paa Danmarks Side, i hans eget Huus, sendte Forbundskommissairen v. Könneritz, som var kommen ind i Landet "under Forbehold af de landsherrelige Rettigheder", Bud til Biskop Koopmann med Anmodning til denne om at bede Provsten at vige for Magten. Biskoppen begav sig til Provsten med den nye Politimester Vogler, og de fulgte tilligemed forskjellige Venner Manden til en Vogn, som bragte ham i Sikkerhed i Hamborg. Det var et nyt Exempel paa Forbundskommissairens Energi. Snart efter forkyndte Plakater med Ordene: "Provst Nievert har i Eftermiddag Kl. 3 forladt Byen", at der var vundet en Seir af Pøbelen, som maaskee for en stor Deel ikke engang bestod af Altonaere. Ved Pøbel mener jeg dog ikke blot fattige Folk. Pøbelen saae nu, at den kunde sætte Alt igjennem. Vi fik en "Helligaften" fuld af afskyelig Gadelarm. Soldaterne blev trukne med ind deri; man faae mange af dem træffe om paa Gaderne Arm i Arm med Borgerne og tumle om i Værtshusene, hvor der hele Natten igjennem blev skraaIet "Schleswig-Holstein". Store og smaa Folkehobe, som sang første Vers af denne Sang eller hyppig kun Refrainet. sværmede gjennem Gaderne; snart slog man Ruderne ind hos flere Folk, som formedelst deres danske Sindelag vare slet anskrevne, saaledes hos Bagermester Ockershausen, en smuk Mand, som, paa den afdøde Konges Fødselsdag havde taget Deel i Festmaaltidet i Rainvilles Hotel og tidligere ved saadanne Lejligheder ogsaa havde udhængt et dansk Flag, Overpolitiofficiant Brumm, som har faaet en Orden paa Grund af sin Duelighed og Nidkjærhed, og som de Dage iforveien havde forbudt Mødet af holsteenske Stændermedlemmer i Borgerforeningens Lokale, Vexellerer Warburg, som var gaaet i Selskab og ikke havde illumineret, Kjøbmand Sauerland, som havde overrakt Prindsessen af Wales en Foræring ved hendes Formæling, og Bankier Ree-Lichtenstein; Hos Brumm ødelagde Pøbelen endog Meublerne, og han og Ockershausen maatte flygter. Kun ved en af disse Excesser er, saa vidt jeg har kunnet erfare, Militairet skredet ind, nemlig foran Ockershausens Boutik, og i den Trængsel. som opstod derved, vankede der nogle blodige Næser. Iøvrigt trak Patrouiller af Turnere gjennem Gaderne, og de Borgere, som et Par Dage i Forveien havde forpligtet sig til at holde Urolighederne i Tømme, greb ogsaa ind, hvor de kunde; men de kunde i det Hele ikke udrette Stort imod den sammenløbne Pøbel fra Altona og Hamborg, Flere Mennesker, som havde yttret sig misbilligende om det Forefaldne eller havde udtalt en gunstig Dom om de bortdragne danske Tropper, ere blevne gjennempryglede i de to sidste Nætter, Illuminationen var kun svag; i et Par af de mest befærdede Kvarterer, navnlig i Reichenstrahe, var den temmelig almindelig; derimod vare andre Gader og ligeledes Raadhuset ganske mørte, og i de fleste Gader vare kun enkelte Huse eller Etager oplyste, Skjøndt Illuminationen var beordret flere Dage i Forveien, bestod den kun i, at der var stillet Lys i Vinduerne; der manglede ganske Transparenter, og der var intetsteds Spor af sand Frihedsbegeistring hos de dannede Klasser; og hvorledes skulde der ogsaa kunne være det? Der havde jo ikke hersket noget Tryk, og den bedste Deel af "Slesvigholsteen" fattes endnu. Mange have vel kun ladet sig bevæge af Frygt til at deeltage i Demonstrationerne; thi det er den store Ulykke, at de, som ere Modstandere af det hele Væsen, ikke vove at tilstaa det offenlig og ikke ere sig ret bevidste, hvad de ville, idet Interessen for Staten ikke hos dem er klart sondret fra det, som de kalde tydsk Sindelag, og Kjærligheden til Forbindelsen med Danmark holdes tilbage af det, de have hørt om Slesvigs Undertrykkelse. Gaarsdagen gik, saa længe det var lyst, rolig hen; men om Natten forefaldt der atter Excesser af samme Art som i den foregaaende Nat, kun ikke i saa stort Antal. Pøbelen, som vil dokumentere sin Frihed ved Spectakel, er yderst grov imod Vægtere og Andre, som formane den til Rolighed, Til idag Middag er der sammen kaldt et Møde af "den slesvigholsteenske Forening" i Walhalla paa Uhlenhorst, til hvilket der "ønskes" Introduktion af Fremmede, og hvis ikke, hvad der er meget usandsynligt, et Forbund beskytter de landsherrelige Rettigheder, skal imorgen det store Møde afholdes i Elmshorn, hvortil ved offenligt Opslag en Komitee af "Landeudvalget' indbyder. De sachsiske Tropper, som ligge her, afgaae, efter hvad der siges, imorgen til Neumünster; det hedder sig, at Hannoveranerne ville komme hertil i deres Sted; man seer allerede i Eftermiddag flere Hannoveranere gaae paa Gaderne.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. december 1863).

Entrée du regiment prince-royal du contingent saxon, a Altona, le 24 decembre. L' illustration : journal universel. 23. januar 1864

Turnerbevægelsen var startet 1810 af Johann Friedrich Ludwig Christoph Jahn (1778-1852), "Turnvater Jahn", oprindelig som en ungdomsbevægelse imod den napoleonske besættelse, under dække af gymnastikforeninger og ud fra ideen om et samlet Tyskland (Deutschen Bund). Bevægelsen var tysk-nationalistisk og bl.a. anti-jødisk. Den nationale befrielse blev opnået med Napoleons nederlag 1813, og bevægelsen ændrede indhold i retning af at fremme "Volkstum". Det bragte Jahn på kant med myndighederne, og bevægelsen blev forbudt 1819-1840. I 1848 blev Jahn indvalgt i nationalforsamlingen i Frankfurt, og plæderede nu for ro og orden og ideen om et preussisk ærkekejserdømme. Han tog afstand fra Turnerbevægelsen der i mellemtiden var blevet liberalt demokratisk orienteret og som sådan bidrog til revolutionen i 1848. Efter denne mislykkede, blev mange fængslet eller valgte at flygte til USA. I 1864 var bevægelsen stort set afpolitiseret og tilbage ved udgangspunktet som gymnastikforeninger. De dannede mønster for lignende organisationer internationalt. Ifølge artiklen synes de dog at have taget stilling for hertugen af Augustenborg, samtidig med at de aktivt forsøgte at opretholde ro og orden.

Provst Nievert forlod ikke Altona ved denne lejlighed. Det skete først over en måned senere, og vil blive behandlet i et særskilt indslag på Politivennen Live Blogging.

Danskernes afmarch fra hovedvagten i Altona 24. december 1863. Ifølge denne fremstilling synes de tilstedeværende fjendtlige mod danskerne, bl.a. er en dreng ved at samle en brosten op, og en dansk soldat truer andre med sit gevær. Fra Illustrirte Kriegs-Berichte aus Schleswig-Holstein (1864).