Oversættelse af tysk artikel, original se under oversættelsen:
Kommissærens første handling er at afskedige overpræsident von Scheele og politichefen Willemoes-Suhm. To personer går til sidstnævnte; Den ene havde han altid chikaneret, fordi han var en god tysker. De siger til ham: "Du skal gå, din tid er forbi." "Hvor lang tid har jeg?" spørger han. "Fem minutter," lyder svaret. "Og kone og børn?" "De er blevet instrueret og er allerede på stationen." Den gode mand spørger, hvis han nu hylder hertugen? Han blev bestemt vist døren, så siger manden, at politimesteren for nylig betalte ham 8 thaler i bøde, han vil have dem tilbage først, og - Willemoes-Suhm må villigt tage de 8 thalere op af lommen og betale. Derefter føres han stille og roligt til banegården. Kan du, min læser, ikke også lide lynchjustitsen?
Die erste Handlung der Commissaire ist die Entlassung des Oberpräsident von Scheele und des Polizeimeisters Willemoes-Suhm. Zu dem letzteren gehen zwei Leute; den Einen hat er stets chicanirt, weil er gut deusch was. Sie sagen ihm: "Fort muss du, deine Uhr ist abgelaufen." "Wie lange Zeit habe ich?" fragt er. "Fünf Minuten," ist die Antwort. "Und Frau und Kinder?" "Sie sind instruirt und schon auf dem Bahnhof." Der gute Mann bittet, er meint, wenn er nun jetzt dem Herzog huldige? Berächtlich weist man die Thür. Da sagt der Einge, der Herr Polizeimeister habe ihn neulich wider Recht in 8 Thlr. Brüche genommen, die wolle er erst wieder haben, und - Willemoes-Suhm muss wohl oder übel aus seiner Tasche die 8 Thlr. bezahlen. Dann wird er ruhig zum Eisenbahnhofe geführt. Nicht wahr, mein Leser, die Lynchjustitz gefällt dir auch wohl?
(Die Gartenlaube : illustrirtes Familienblatt nr. 1, 1864)
Geheimeråd Ludvig Nicolaus von Scheele (1796-1874) havde en lang karriere bag sig som højtstående person i Slesvig-Holsten. Under Treårskrigen 1848-1851 var han flygtet til København, og blev 1852 landdrost i Pløn. Han var fra 1854 holstensk minister og leder af udenrigsministeriet og som sådan blev han 1854 sat under anklage af den holstenske stænderforsamling. Han søgte sig afsked i 1857 og blev igen landdrost i Pløn. Han konstitueredes som overpræsident i Altona 1861, indtil civilkommissærerne afsatte ham december 1863. Så sent som i december 1863 berettede "Börsenhalle" at von Scheele gik langt videre end den danske regering i spørgsmålet om hyldingseden: Han afskedigede øjeblikkeligt de der nægtede, indkaldte bondefogederne for at afskrække dem mod samme og desuden at stille heste til den danske hær. Danske aviser (fx Flyveposten) var uforstående overfor at Scheele skulle være upopulær, og mente det var glædeligt at se en energisk og pålidelig mand i Holsten, hvis "Exempel fortjener at efterlignes af selve den holsteenske Regjering." Civilkommissærerne opmærksomhed var rettet på ham som en af de første, og han blev afskediget og erstattet af borgmester Thaden. Han levede herefter resten af sit liv som privatperson i København.
Peter Friedrich (von) Willemoes-Suhm (1816-1891) havde før krigen bl. a. embede ved retterne i Itzehoe og Glückstadt og var 1847-48 volontør i Udenrigsministeriet i København. I 1849 bypræsident i Glückstadt og borgmester samme sted 1850-1852. Herefter politimester i Wandsbek, fra 1862 politimester i Altona. I 1866 blev Willemoes-Suhm preussisk amtmand over Rendsborg Amt, og ved indlemmelsen i Preussen blev han 1867 landråd over kredsen Rendsborg. I 1877 blev han i stedet landråd i kredsen Segeberg og døde i dette embede 1891.
Scheele og Willemoes rejste til Flensborg. Samme sted og tid som også general de Meza, divisionsgeneral Gerlach og brigadekommandør Lasson var på gennemrejse til Slesvig.
Oversættelse af tysk artikel, original se under oversættelsen:
Neumünster, 28. december. På trods af at der for få dage siden blev arbejdet på det nye voldsted nær vores by, og danskerne for ganske nylig opførte sig, som om de ville gøre modstand her, forlod de i dag vores by til tonerne af den "tapre landsoldat", i samme øjeblik som sakserne rykkede ind fra den anden side med "Slesvig-Holsten". Som alle andre steder strålede vores lille by snart i tyske og slesvig-holstenske farver, og de retirerende danskere hørte stadig "Hurra" bag sig, hvormed de tyske tropper blev mødt. Lokaludvalget her var allerede mødt før danskerne rejste for at drøfte hyldningen af hertug Frederik. Da de var ved at gå ud for at gøre dette, dukkede den saksiske generals adjudant pludselig op til at påpege, at proklamationen ikke ville blive tolereret, men at forsamlingen ville blive spredt af sakserne.
Borgerne påberåbte sig deres rettigheder og indgav en resolut protest. Adjudanten henviste til forbundskommissærernes seneste proklamation; det samme gjorde komitéens medlemmer, idet de understregede, at møder til fordel hertugen heller ikke efter dette var forbudte. Til sidst erklærede adjudanten, at dersom man vilde indskrænke sig til blot at udtrykke sympati for Frederik VIII, vilde han ikke gribe ind; men det ville ske, så snart spørgsmålet om anerkendelse blev stillet til de forsamlede. Udvalget forbeholdt sig ret til at protestere og erklærede, at det ønskede at begrænse sig til en redegørelse for de faktiske forhold og en simpel forklaring til hertugen. Hyldesthandlingen foregik også på denne måde; de fleste af de tilstedeværende bemærkede næppe forskellen mellem sympatierklæringen og en formel proklamation.
Neumünster, 28. Dez. Trotzdem noch vor einigen Tagen an der bei unserer Stadt neuerrichteten Schanze gearbeitet ward, und die Dänen noch vor Kurzem thaten, als ob sie hier Widerstand leisten würden, verliessen sie heute unter den Klängen des "tapferen Landsoldaten" unsere Stadt, im selben Augenblick, als die Sachsen von der anderen Seite mit "Schleswig-Holstein" einzogen, und, wie überall, prangte auch unser Städtchen alsbald in deutschen und schleswig-holsteinischen Farben, und den abziehenden Dänen tönte noch das "Hurrah", mit dem die deutschen Truppen begrüsst wurden, ins Ohr. Das hiesige Lokalkomite war bereits vor dem Abzug der Dänen zusammengetreten, um die Proklamation Herzog Friedrichs zu berathen. Als es sich, um dies ins Werk zu setzen, hinaus zu begeben im Begriffe stand, erschien plötzlich der Adjutant des sächsischen Generals, um anzuseigen, dass die Proklamation nicht geduldet, sondern die Versammlung durch die Sachsen auseinander gejagt werden würde.
Die Bürger beriefen sich auf ihr Recht und legten entschieden Protest ein. Der Adjutant berief sich am die neueste Proklamation der Bundeskommisse; dasselbe thaten die Komiemitglieder, indem sie hervorhoben, dass Kundgebungen für den Herzog selbst nach dieser nicht verboten seien. Schliesslich erklärte der Adjutant, wenn man sich auf einen blossen Sympathieausdruck für Friedrich VIII. beschränken wolle, werde er nicht dagegen einschreiten lassen; doch würde diess geschehen, sobald die Frage der Aneerkunnung an die Versammelten gerichtet werden würde. Sich einen Protest vorbehaltend, erklärte das Komite, sich auf eine Darstellung der Sachlage und einfache Erklärung für den Herzog beschränken zu wollen. In dieser Weise fann denn auch der Huldigungsakt statt; die meisten der Anwesenden merkten kaum den Unterschied zwischen einer blossen Sympathieerklärung und förmlichen Proklamirung.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar