Ballotti-Rovmordsagen og den polsk-russiske Ghetto i Kjøbenhavn (7): Bulotti i Horsens Tugthus. (Efterskrift til Politivennen)

Ballotti i tugthuset.

Efter den foreløbige bestemmelse vil Ballotti blive holdt i enecelle i de første tre måneder, hvorefter man ifølge "Horsens Avis" vil forsøge at få ham til at arbejde i fællesstue sammen med nogle af de mest skikkelige forbrydere. Først efter dette kvartårs forberedelsestid vil man kunne danne sig et skøn over hvorledes Ballottis fremtidsskæbne vil forme sig.

(Thisted Amtsavis, 12. november 1909).

Bullotti i Tugthuset.

-0-

I "Horsens Folkeblad' skriver inspektøren for Horsens Strafanstalt. Adolf Goos:

I anledning af en notits i Deres ærede blad, hentet fra "Aarhus Stiftidende", hvori gives forskellige meddelelser om den i strafanstalten hensiddende fange Wasili Michael Karazoff, kaldet Bulotti, må det være mig tilladt at fremkomme med nogle bemærkninger, som jeg beder Dem optage i bladet, da det forekommer mig bedre, at strafanstalten selv giver offentligheden meddelelse om vedkommende fanges forhold, end at der gang på gang andet steds fra skal tilflyde bladene mere eller mindre ukorrekte fremstillinger heraf. 

Det hedder i den nævnte notits, at Bulotti stadig viser sig meget "uregerlig og voldsom".

Disse udtryk er efter mit skøn ikke ganske betegnende for fangens optræden. Han har nemlig kun en gang i de 3 måneder, han nu har hensiddet i strafanstalten, gjort forsøg på at udøve vold mod sine betjente, og da med et ganske utjenligt og uskadeligt våben, en japansk træskål af meget tyndt træ, som han slyngede mod den ene af betjentene, men som selv om den havde ramt denne, ikke ville have kunnet tilføje ham nogen nævneværdig skade. Ligeledes retter fangen sig gennemgående efter de ham i henhold til reglementet givne pålæg og lader sig altså styre. Men på den anden side udviser han i ord og væsen en sådan trods og protest, at man intet øjeblik er i tvivl om, at han kun afholder sig fra voldsomheder, fordi han er tvunget dertil.

I en retning har det dog ikke trods gentagne pålæg været muligt at få fangen til at rette sig efter reglementet. Han nægter hårdnakket at arbejde og lader enten som om han ikke forstår, hvad man siger til ham, eller fremkommer med ytringer som: "Nej Bulotti Bandit, ikke arbejde", o, lign. Men den behandlingsmåde fangen bør underkastes, så længe han optræder på denne måde, ligger da ogsaa lige for. I henhold til den kgl. anordning af 13. februar 1873 afsoner fællesfanger som bekendt deres straf i 3 forskellige stadier, forberedelsesstadiet. tvangsstadiet, der er inddelt i 5 klasser, og overgangsstadiet. Det første stadium, på hvilket Bulotti hidtil var befundet sig, varer i 3 måneder og afsones ofte i enkeltcelle, Har fangen opført sig godt, oprykker han fra dette stadium umiddelbart i tvangsstadiets 2, klasse, idet 1. klasse benyttes som straffeklasse, på hvilken fanger fra højere klasser nedsættes, når de forser sig mod reglementet, ligesom de fanger, der ikke har opført sig godt på forberedelsesstadiet, efter de 3 måneders forløb overgår til denne klasse i stedet for at rykke op på 2. klasse. Da straffen også på 1. klasse afsones i enkeltcelle, bliver følgen heraf for Bulottis vedkommende, at han, der selvfølgelig ikke kan rykke op på 2. klasse, vedbliver at hensidde i cellen, og da der ingen sandsynlighed er for at han vil forandre taktik eller opførsel, vil han sikkert i lange tider forblive i denne, 

Når en fange så bestemt, som tilfældet er med Bulotti, afviser ethvert forsøg på påvirkning,

træder selvfølgelig sikkerhedshensynet frem i første række. Samfundet bør sikres mod ham ved, at der gøres alt for at forhindre hans undvigelse, og de betjente, der tilser ham, bør selvfølgelig også så vidt muligt sikres mod overlast fra hans side. 

Jeg tror at kunne udtale, at der er gjort, hvad der kan gøres, for at forhindre fangen i at undvige eller gøre skade. I hans celle findes der ingen andre løse genstande end hans drikkeskål og madskål, der begge, som oven nævnt, er af tyndt japansk træ. Cellen undersøges nøje hver dag af betjentene, der er pålidelige og pligtopfyldende mænd, som stedse anvender den største årvågenhed og forsigtighed, og begge er vante til at omgås genstridige og farlige fanger. Jeg har givet ordre til, at de altid skal være to i følge, når de går ind til fangen, og da betjentene overholder dette strengt, er der sikkert ingen fare for overfald fra fangens side.

Den i ovennævnte notits omtalte begivenhed, at Bulotti en dag i raseri over, at der nægtedes ham mælk til maden, skal have grebet de tallerkener, maden var blevet bragt på og slynget dem mod betjentene, så at tallerkenerne knustes mod gulvet, og maden stod ned ad celledøren, mens betjentene flygtede ud af denne, indskrænker sig til at fangen ved den ommeldte lejlighed greb sin tomme madskål, der som sagt er af ganske tyndt japansk træ og derfor ufarlig som våben, og kastede den efter den ene af betjentene uden dog at ramme ham, og betjenten fandt det ikke nødvendigt at gå ud af cellen.

Når fangen skal ud at spadsere i fangegården, ligesom når han i øvrigt af en eller anden grund forlader cellen, gives der ham altid håndjern på for at forhindre ham i at gøre ulykker, og fangen rækker selv hver dag godvillig hænderne frem, når håndjernene skal lægges på ham. Under de forhåndenværende omstændigheder tror jeg derfor, at der ingen fare er for at han skal kunne overfalde betjentene, og der er ikke kommet mig noget for øre om, at disse skulle være ængstelige herfor.

Skulle det usandsynlige tilfælde indtræde, at fangen hører op med sin trods og begynder at arbejde flittigt, vil der altid, selv om han rykker op på højere klasser kunne træffes de fornødne forholdsregler mod ham, og jeg tør derfor som min bestemte mening udtale, at der er meget ringe grund til at nære frygt for, at han oftere skal komme til at forulempe samfundet.

(Fredericia Dagblad 21. januar 1910)

Ballotti tilfreds.

Skønt der nu er gået adskilligt mere end de 3 måneder en straffefange i Horsens Tugthus plejer at hensidde i ensomhed, opholder rovmorderen Ballotti sig endnu stadig i sin enecelle. Han nægter nemlig bestandig at ville arbejde, og så længe han gør det, må han blive hvor han er. Efter hvad overfængselsinspektøren meddeler lader Ballotti til at være ganske tilfreds med sin tilværelse, og man hører ikke som i den første tid, nogen art grovkornet udtryk af hans mund. Naturligvis regner man med den eventualitet at han blot sidder i ro for a spekulere over et overfald på sine to vogtere, men hidtil har hans opførsel ikke givet grund til klage, hverken i den ene eller den anden retning.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 12. april 1910).

Sabroe på besøg i tugthuset.

Folketingsmand P. Sabroe besøgte i lørdags Horsens Tugthus sammen med fængselsdirektør Fussing der inspicerede det. Sabroe talte med flere af fangerne, bl.a. med rovmorderen Bullotti der til stadighed befinder sig i enecelle, og med den fange der for et års tid siden udgav sig for at være Hjortshøjmorderen og i den anledning blev indlagt til observation på Viborg Sindssygehospital.

(Lemvig Folkeblad, 12. november 1910).

En høvding.

Peter Sabroe har været i Horsens Tugthus og set Bulotti. Folketingsmanden er åbenbart blevet stærkt imponeret af dette umenneske der for et par år siden udførte et røverisk overfald så råt og så dyrisk at det vakte opsigt langt ud over landets grænser.

Peter Sabroe skriver:

"Hvilken forskel på ham (altså Bullotti) og på de andre danske mordere, jeg så. Disse ydmygede sig og krøb sammen over for de fremmende, men han bevarede en mandighed i tale og væsen som aftvang respekt. Det var en høvding man havde for sig."

Mandighed i tale og væsen. En høvding. Respekt for Bulotti. Ja, hvorfor ikke.

Hvad siger man - skriver "Vejle A. Flkbl." - fx om et lille protestmøde til fordel for den mandige høvding. Det ville uden tvivl gøre sig.

(Kolding Folkeblad, 15. november 1910).

Rasmus Peter Sabroe. Fotograf P. M. Marius Christensen (1874-1907). Den kendte socialdemokratiske politikers besøg i Horsens Tugthus november 1910 og møde med, og karakteristik af Bullotti gav anledning til kritik. Som han besvarede. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Sabroe sad på daværende tidspunkt i Tyendekommisionen (som han havde fået nedsat 1905). Den afgav betænkning 1910 og førte til Tyendelovens afskaffelse.

Vore egne russere.

"Lolland-Falster Stiftstid." har i et par artikler givet sin harme luft over nogle artikler, folketingsmand Sabroe har skrevet efter et besøg i Horsens Tugthus. "Stiftst." fandt straks nåde for "Vort Land"s øjne, og i denne anledning skriver Sabroe følgende:

"Min artikel om Bulotti i Horsens Tugthus har bevirket en hel række modsigelser i en del af den arrige presse. Se, Sabroe omtaler Bullotti sympatisk og rosende, hedder det. Ja, det er let at forstå hvor man har d'hrr. socialdemokrater. De er på mordernes parti.

Det var selvfølgelig det hjemligrussiske "Dannebrog" som indledte i en dybt forarget tone over den journalistisk jeg præsenterede, og derefter fulgte en række provinsaviser og nu sidst "Vort Land" som har gjort en artikel i "Lolland-Falsters Stiftstidende" til sin.

I denne artikel er det ikke alene mig, men Horsens Tugthus og inspektør Albert Goos som får læst og påskrevet, og mange andre. Jo! Fordi inspektøren udtalte til mig:

" Det kunne ikke falde mig ind at give ordre til at prygle Bulotti for at få ham til at arbejde. Vi ville miste den overlegenhed som vi i kraft af en højere dannelse besidder overfor ham."

Det kalder "Vort Land" en rigtig skefuld dansk vås og senere fortsætter bladet:

"Den danske justits øverste repræsentanter skildres som en skare sølle kællinger overfor et dyrisk individ der for længst burde have været tilintetgjort".

"Vort Land" burde vide at fængselsautoriteterne ikke på egen hånd kan gå hen og tilintetgøre et menneskeliv, og selv om dette menneskeliv nu ikke er meget værd, er det såmænd ikke værre end adskillige af de menneskeliv som "Vort Land" tog under armene i disses velmagtsdage. Og har bladet mon glemt sine egne sentimentale artikler om morderen Philipsen der blev benådet uden indsigelse fra vore egne russere?

Det fattige kontorbud som Philipsen myrdede, havde ikke i mindste måde noget udestående med morderen.

Bulotti der er en bandit, har det forud for Philipsen at han var forurettet! 

Jeg har ikke i mindste måde sympati med den dannede eller den udannede bandit, men unægtelig finder jeg at fængselsautoriteterne bærer sig både humant og fornuftigt ad ved at fare med lempe.

Skulle det vel nytte at prygle Bulotti?

Er det ikke sandsynligt at han ved lejlighed vil hævne de prygl blodigt?

Bulotti har jeg søgt at karakterisere som et produkt af det russiske knutregimente, og hvis man herhjemme gav de danske arbejdere en fortjeneste så de kunne leve af den, ville man have været fri for Bulotti. Han hører det russiske bøddelregimente til!

Vil man forstå hvor hadet kan vokse sig dybt og stærkt i den fattige russers sind, henviser jeg bl.a. til "Dannebrogs" korrespondancer om den hær af banditter som udbytter det store russiske folk.

Jeg henviser til en artikel i "Dannebrog" for i søndags, hvor bladets korrespondent fra Tolstojs gods benytter ordensvogtere som på det grusomste mishandler bønderne. For nylig var der en fattig enke som af den gamle Tolstoj havde fået lov til at samle affaldne kviste i skoven. Hun blev på den gyseligste måde mishandlet af en bereden tscherkesser.

Bulotti stammer ned fra denne fra slægt til slægt udbyttede og mishandlede russiske almue.

Han og hans er aristokratiets værk og vil forsvinde med aristokratiets herredømme!

(Lolland-Falster Social-Demokrat, 25. november 1910).

Bullotti i tugthuset.

Han bliver aldrig klippet da ingen tør gå ind til ham med en saks.

Under "Pol."s besøg i Horsens Tugthus spurgte medarbejderen til Bullotti. Han har hidtil nægtet at arbejde og i det hele været så genstridig at han endnu sidder i nederste klasse, skønt han for længe siden kunne være nået betydeligt højere på tugthusfangernes beskedne rangstige. Inspektør Goos har imidlertid været så betænksom at lade tugthusets reglement som jo ikke er til at spøge med, oversætte på russisk for ham, og efter at han i disse dage har haft det til gennemlæsning, har han skiftet taktik.

Han erklærer sig nu rede ti at arbejde, og han har bedt om at måtte snedkerere. Dette ønske får han selvfølgelig ikke opfyldt, det kunne aldrig falde fængselsledelsen ind at give så farlig en rovmorder våben som stemmejern, hammer og sav i hænde.

Foreløbig må han nøjes med at vinde garn, som skal bruges i vævene, og det arbejde må han udføre i sin celle.

Hans hår og skæg bliver ikke klippet da ingen af fængselsbetjentene har nod til at gå ind i cellen til ham med en saks. De andre mere skikkelige fanger klipper og barberer hverandre.

Efter hvad fængselsinspektør Goos udtalte, er der ikke i nogen overskuelig fremtid udsigt til at Bulotti kommer på fri fod. Hans helbred er godt.

(Bornholms Tidende, 31. december 1910).

Rantzausgades Teater opførte i foråret 1911 folketragedien "Balotti". Skuespillerne optrådte på polsk-dansk ved at sløjfe h'erne mm. Karaktererne var bl.a hr. Bræck, birkedommer Charmeur og fængselspræst Gottschmaul. 

Fra Horsens Tugthus

Hvorfor d'hrr. Goos og From "bytter gårde"
De socialdemokratiske "undersøgere og det fussingske system.
Bør der tages med fløjshandsker på Balotti og konsorter?

I anledning af  den i disse dage udsendte officielle meddelelse om d'hrr. fængselsinspektører Goos' og Froms "bytten gårde" mellem fængslerne i Horsens og på Christianshavn har vi haft en samtale med en horsensiansk meddeler, der har særlig godt kendskab til forholdene ved straffeanstalten derned.

Og da der af bladene - først og fremmest naturligvis "Demokraten" her i byen - fremsættes ganske urigtige gisninger og påstande, har vi ment det formålstjenligt ved undersøgelser på stedet at skaffe forholdet oplyst, som det forholder sig, trods de vanskeligheder, der hermed er fordum den, fordi funktionærerne ved fængslet selvfølgelig ikke er at formå til at udtale sig.

Imidlertid har mange horsensborgere deres daglige gang i straffeanstalten, og begivenhederne derude følges af dem med årvågen interesse, fordi en meget stor del af dem ved arbejde og leverance er knyttet til anstalten.

Det er derfor ganske naturligt, når man som vor meddeler beretter, i hele Horsens i disse dage ikke taler om andet end forholdene på straffeanstalten. Der er, siger vor meddeler, ikke spor af tvivl om, at inspektørens forflyttelse direkte må føres tilbage til de socialdemokratiske folketingsmænd Hans Nielsen og den allesteds nærværende rodemester, Peter Sabroes "undersøgelser" af straffeanstaltens indre forhold. Og det skal siges straks. Folk i Horsens, der kender forholdene derude fra nært hold, stempler disse herrers "undersøgelser" som ganske hen i vejr og vind og bygget på ganske usolidt grundlag, (beretninger fra løsladte tugthusfanger etc.) og man er meget ængstelig dernede for de følger, som en sådan utidig og meningsløs indblanding i straffeanstaltens indre styrelse kan have for disciplinen mellem fangerne.

Hvad nu først hr. inspektør Goos selv angår, da er alle der kender lidt til forholdene under hans regime i tugthuset, enige om at udtale deres uforbeholdne anerkendelse af hans dygtighed og evner som fængselsmand. Det må jo også erindres, at hr. Goos er uddannet som sådan og netop derfor har de bedste betingelser for at lede en anstalt som tugthuset. Hvem der kender hr. Goos personlig, er dernæst enige om at en mand med en mere human tankegang med hensyn til fangernes behandling næppe vil kunne findes; at anstalten mulig ikke under ham er blevet ledet i slet så streng militærisk ånd som under hans forgængcr, skulle jo i alt fald i d'hrr. socialdemokratiske folketingsmænds øjne ikke være til hans forklejnelse; desuagtet hævder alle, der kender forholdene, at hr. Goos både mellem fangerne og fængselsbetjentene har hævdet den disciplin, som er nødvendig indenfor anstalten. Hr. Goos er da også vellidt både mellem funktionærer og fanger, og de første beklager uforbeholdent inspektørens forflyttelse. At denne ikke kan betragtes som tvungen, endsige som nogen degradation af hr. Goos indenfor fængselsvæsenet, bør efter vor meddelers udsagn udtrykkelig siges. Højst er det et udslag af det i fængselskredse stærkt omdebatterede, under den ny ledelsesregime påbegyndte reformarbejde overfor det såkaldte "Goos'ske System", hvis berettigelse vi ikke skal udtale os om her.

Når hr. Goos er indgået på at lade sig forflytte, skyldes det efter indviedes mening formentlig hans eget ønske om ikke at ville bære ansvaret for de disciplinære forhold i tugthuset efter det nedbrydningsarbejde over overfor disciplinen, som de ovenomtalte folketingsmænd har begyndt ved deres hovedsagelig på løsladte tugthusfangers vidnesbyrd begrundede "afsløringer". Disses vidnesbyrd er nemlig helt igennem fantasi, og d'hrr. folketingsmænds benyttelse deraf står i forbindelse med en ganske naiv opfattelse af hvorledes forholdene bør være indenfor en straffeanstalts mure.

At der mellem betjentene, der daglig skal omgås fangerne, kan findes "brådne kar", er jo selv sagt, men sådanne får også deres afsked. Fornylig blev således en betjent afskediget 

fordi han havde givet en syg fange en lussing. Det lyder jo nok så slemt, men når man nu hører, hvad der gik forud for denne lussing, bliver betjentens forseelse, om end den selvfølgelig ikke kan tåles af ledelsen, straks at se i et andet lys. Vedkommende fange der var indlagt på anstaltens hospital som lidende af tuberkulose, havde fra sin seng sendt betjenten en stor, formentlig tuberkelfyldt spytklat midt i ansigtet som svar på betjentens tjenstlige ordre til fangen i en eller anden anledning.

I anledning af d'hrr. socialdemokratiske folketingsmænds "afsløringer" om gyselige mishandlinger af fangerne, brækkede arme etc., er der nu rejst undersøgelse mod nogle, i øvrigt for deres dygtighed vel ansete betjente. De brækkede arme og de andre forfærdeligheder vil imidlertid ved undersøgelsen indskrænke sig til, at der ved et par lejligheder er taget noget hårdt fat på et par vanskelige fanger. Den ene af dem er for resten den kendte hr. Balotti, som stadig volder anstalten stort besvær. Da han for nogen tid siden en dag fik en ordre fra en af betjentene, nægtede han ikke alene at udføre den, men truede betjenten på livet og kastede ham først sin madspand, derpå sin natpotte med indhold i hovedet. Betjenten tilkaldte nu assistance, og under arbejdet med at overmande den farlige og ganske rasende forbryder kan der selvfølgelig være falder nogle knubs af.

Ved en anden, ganske lignende lejlighed, hvor en lignende farlig forbryder skulle overmandes, var en betjent kommet til at tage så hårdt om hans arm, at en sene i denne blev beskadiget. Heraf historien om den brækkede arm!

Men nu spørger vi:

Skal det da virkelig komme så vidt, at betjente i Horsens Tugthus skal være nødsaget til at lade sig slå halvt ihjel af en hr. Balotti, forinden de tør gribe til selvforsvar?

Er det således, da skal vi horsensborgere, siger vor meddeler, meget have os frabedt at have vore familieforsørgere gående som funktionærer derude på anstalten. Man må jo erindre, at farlige fanger som Balotti ikke har langt fra trussel om vold til udførelsen deraf, og almindelige mennesker kan ikke se noget som helst oprørende i, at der bliver taget hårdt på en fange, der ikke følger reglementet, og muligvis langet en lussing ud når han gør mine til at ville udøve vold mod sine vogtere. Ude i livet har man dog lov til at værge sig på den måde, når man bliver angrebet eller truet med angreb; men skal d'hrr. fanger inde i strafanstalterne have lov at skælde ud og "slå først", kan det med tiden, når det system får lov at udvikle sig, blive hyggeligt for fængselsfunktionærerne.

Endvidere klager de herrer folketribuner over hele behandlingen og særlig kosten i tugthuset. Hertil kan først anføres, hvad vor meddeler har erfaret fra pålidelig kilde, at en gourmand som Alberti har erklæret kosten for ganske udmærket, rigelig og velsmagende, og skulle en fange virkelig ikke kunne tåle en eller anden ret, så behøver han blot at henvende sig til anstaltens overfor fangerne særdeles velvillige læge. Kan fangen blot overfor ham påvise fx mavepine, bliver han uden vanskelighed lagt over på sygehuset og får der  rigmandskost som spejlæg og kakao samt selskabelighed oven i købet.

Et par gange om året gives der koncerter for fangerne, og nu skal der også indføres gymnastik. 

Ja, slutter vor meddeler, kan det bare gennemføres med held, alle de humane foranstaltninger, som den ny fængselsdirektør med lydhøre øren for d'hrr. socialdemokraters humanitetskrav er begyndt på, så blev det jo paradisiske tilstande i vore straffeanstalter, men Balotti og "det bløde løg" er nu en gang ikke engle, og der er derfor dem, der mener, at de og deres vogtere var bedre tjent med at leve under systemet Goos end under systemet Fussing.

(Aarhuus Stiftstidende, 17. februar 1912).

Bulotti dødssyg.

Bulotti har siden han blev indsat i Horsens Tugthus, ført en evindelig strid med fængselspersonalet. Han har ifl. "Fyns Venstrebl." været idømt en lang række disciplinærstraffe og det meste af fængselstiden har han tilbragt i tugthusets mørke kælderceller. Men nu er han holdt op med at stride og ligger dødssyg af tuberkulose på tugthusets hospital. Folk der har haft lejlighed til at se ham, mener ikke at han vil leve ret længe.

Horsens Social-Demokrat, 26. juli 1917).

Bullotti sindssyg.

Der har gået rygter om at rovmorderen Bullotti der i en årrække har hensiddet i Horsens Tugthus, skulle være afgået ved døden. Rygtet har efter hvad "Hors. Folkebl." erfarer, intet på sig. Bullotti der har været en vanskelig fange, hensidder stadig i tugthuset. Efter en række frygtelige raserianfald gennem årene er han nu blevet uhelbredeligt sindssyg og må holdes indespærret i enecelle i tugthusets underjordiske afdeling.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 20. november 1919)

Ballotti fortsatte med at nægte at udføre arbejde og var anbragt i enecellen i 15 år. Han sad mere og mere sløvt hen, ville ikke tale med nogen og svarede som oftest ikke på spørgsmål. Til tider kom hans raserianfald til­bage. Et par gange overfaldt han vagterne, og fik discipli­nærstraffe. Efter de 15 år blev han vurderet sindssyg, og overflyttet til sikringsanstalten i Nykøbing S. hvor han døde 1943. 

De nærmere detaljer om hans ophold i Nykøbing Sjælland er beskrevet i Jesper Vaczy Kragh: Sikringen. Sydjysk Universitetsforlag, 2018. Heri fremgår det også at i 1930'erne henvendte en bror sig, hvorved det blev opklaret at hans navn var Aleksei Ivanovitsch Denisov. Han opførte sig generelt roligt, blev i hans sidste år måske lidt dement.

Ballotti-Rovmordsagen og den polsk-russiske Ghetto i Kjøbenhavn (6): Dommene. (Efterskrift til Politivennen).

Den 16. februar 1909 var sagen om Bulotti-banden blevet optaget til dom i Tinghuset på Blegdamsvej i birkeretten: 

Dommen over Bullottibanden.

(R. B.)

Ved Københavns Amts nordre birks ekstraret er der i dag afsagt dom i sagen mod Bullotti og hans kammerater.

Bullotti dømtes til at have sit liv forbrudt og til at betale i brandskabeerstatning til den alm. brandforsikring og til Roskilde Amts brandforsikring, henholdsvis 15.743 kr. og 18.259 kr.

Szadkowski og Lobetski dømtes til henholdsvis 12 og 8 års tugthusarbejde, og Wolkaw, Cheminsky og kvinden Stanislov-Muzal til henholdsvis 5 år, 1 år og 8 mdrs. tugthusarbejde. Efter udstået straf skal de alle udvises af riget.

Arrestanterne Neumann og Pazdarow idømtes fængsel på sædvanlig fangekost i 80 dage. 

Domme er forkyndt for dem alle. De fire hovedmænd har forlangt dommen appelleret, de andre har erklæret sig tilfreds med den.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 26. februar 1909).

Ballotti-affæren.

Hvor sølvtøjet var blevet af.

Der er i disse dage udspillet et lille efterspil efter den blodige Ballotti-affære på Højbjerggård. Som vore læsere vil huske, lykkedes det aldrig birkedommer Valeur at få opsporet hvor en del af det sølvtøj der blev stjålet på Højbjerggård, var blevet af. Der var 6 kaffeskeer afsølv og et koralhalsbånd. Ballotti selv påstod at han havde gemt dem i et lille hotel i nærheden af havnen, men trods eftersøgelserne lykkedes det ikke at finde dem.

Forleden fik så politiet i København opsporet at en russisk kvinde i Vognmagergade skulle have et koralhalsbånd der ganske lignede det forsvundne, og at en russisk skomager, Chewinksky skulle have fået sølvskeerne. De to personer blev arresteret, og under forhørene måtte de tilstå at Ballotti havde overleveret dem de stjålne genstande. De nægtede dog at have noget som helst med selve mordet at gøre, men måtte indrømme at de vidste tingene var stjålet fra Højbjerggård.

Tiltalen mod dem vil komme til at lyde på hæleri.

(Kolding Folkeblad, 29. marts 1909).

Bullotti

Den russiske rovmorder i fængslet.

Der har nu i flere måneder været ganske stille om den russiske rovmorder Bulotti der i efteråret satte hele landet i febrilsk bevægelse. Siden har han så godt som været glemt af det store publikum, og en af vore korrespondenter fandt derfor at det kunne være passende at få lidt at vide om den berygtede russer.

"Bulotti er siden domfældelsen", udtalte nordre birks arrestforvarer, "Meget rolig. Han sidder stille og tegner lidt en gang imellem. Ellers bestiller han ingenting. Han er ho varetægtsarrestant og arbejdet er derfor frivilligt. Han bærer ikke mere lænker, undtagen når han foretager sin gårdtur. De andre russere er alle arbejdsivrige."

"Er det sandt at nattevagterne ved fængslerne her i byen er blev et bevæbnet med revolvere?"

"Det er en gammel historie", smilede arrestforvareren, "som et blad kogte op i går. Ved Vestre Fængsel og herude har de båret revolvere i de sidste 4-5 måneder, og på Nytorv tror jeg det samme er tilfældet - mere kan jeg ikke sige Dem om den historie."

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 25. maj 1909).

Ballotti bliver tyk og fed.

Man tør ikke lade ham spise med kniv og gaffel.
Stadig Lys i cellen.

- Om Ballottis Fængselsophold skriver en hovedstadskorrespondent til "Aalb Amtstid.":

Det passer ikke, at birkedommer Valeur skal have givet ordre til, at fodlænkerne skulle tages af forbryderen. Tværtimod har man stedse de tydeligste beviser for hvor nødvendigt det er at have ham lænket, når han er i sin celle, og at iføre ham håndjern under hans daglige halvtimes promenade i den snævre fængselsgård.

Han gider intet bestille, får alene tiden til at gå med at tegne mærkelige figurer og rids, og med at rive de bøger i stykker, man giver ham ind i cellen. Man kan selvfølgelig ikke tvinge ham til som varetægtsarrestant at pille værk eller binde børster, således som hans kolleger gør det. Men det ville på den anden side være ønskeligt, om han snart ville falde lidt til ro. Som han er nu, kræver han særdeles megen pasning. Bestandig befinder to opsynsmænd sig uden for cellen, således at man bogstavelig talt holder øje med ham døgnet igennem. For det siger sig selv at der brænder lys hos ham hele natten, ganske på samme vis som hos Alberti.

Når Ballotti får et raserianfald, og det sker ret hyppigt, gebærder han sig som et vildt dyr, udstøder frygtelige trusler mod fængselsbetjentene.

Enhver ude på Blegdamsvejens Arresthus er klar over, at lykkedes det Ballotti at komme fri, ville det koste menneskeliv.

"De skal sandelig passe på, når han kommer til Horsens", siger den vagthavende fængselsbetjent. "Vi herude sætter alt ind på at bevogte ham så skarpt, at en flugt ville være umulig men på tugthuset får de nok at bestille med ham".

Ballotti er bleven tyk og fed under fængselsopholdet, når han i sin magre skikkelse havde kræfter for to, er det ikke mere end rimeligt, at man nu regner ham i besiddelse af tre mands styrke. Det mindste redskab ville derfor være farligt i hans hånd. Man har truffet den fornuftige foranstaltning under måltiderne ikke at give ham kniv eller gaffel, men kun en ske, hvilket han raser over næsten hver dag.

Foruden Ballotti, som fængselsbetjentene er enige i at betegne som den farligste forbryder, København har huset, befinder tre andre medlemmer af morderkomplottet sig i arresthuset, nemlig Szadkowski, Wolkoff og Lobetsky. De opfører sig upåklageligt og har så vidt man kan skønne, ingen skumle planer.

(Kolding Folkeblad, 28. maj 1909)

4. juni 1909 stadfæstede Overretten birkeretsdommen.

Balotti i Arresten.

Hvorledes har behandlingen været?

Nu stunder det på slutningen med Ballottis ophold i arresten ude i nordre birks gamle fængsel på Blegdamsvejen. Hans sag kommer for på mandag i Højesteret, og derfra går så rimeligvis turen til Horsens.

Den der er mest glad ved forandringen, er sikkert arrestforvareren. I den lange tid, Balotti har siddet under hans varetægt, har han efter eget sigende ike haft mange rolige timer. Balotti har været en af de allervanskeligste arrestanter arresten til dato har huset. Det har til tiden knebet hårdt for opsynet at holde ham i tømme, så rå og vild har han været, og det er jo ikke så lang tid siden at han forsøgte at slå en opsynsmand fordærvet. Ved den lejlighed måtte opsynsmanden slå fra sig, og det var ikke med sløjlshandsker. Det er da ikke underligt at det har heddet sig at opsynet engang imellem lod naturen gå over optugtelsen og gav Balotti en dragt prygl.

For at få at vide hvad der lå bag disse rygter, spurgte vi i dag arrestforvareren om det havde noget på sig. 

Men arrestforvareren hævdede at udover det enkelte forannævnte tilfælde hvor opsynsmanden kun slog i selvforsvar, er der intet forefaldet af den art. Han har heller ikke arbitrært været idømt pryglestraf, selv om han gentagne gange skulle have været ifaldet stokken ifølge reglementet.

Balotti er efter arrestforvarerens udtalelser blevet sådan behandlet at birkedommer Valeur tværtimod har udtalt sin særlige tilfredshed overfor opsynet.

Muligvis vil højesteretsforhandlingen dog konstatere at der har vanket noget rigelig med prygl til Balotti.

Han er jo som allerede omtalt, en vild krabat der har begået en grusom forbrydelse, så her har der ikke været meget at risikere fordi man gav ham prygl.

For Ballottiaffærens fortid tager man jo ikke hensyn til. At han her i et fremmed land arbejdede for en ussel løn som hans arbejdsgivere snød ham for, det er selvfølgelig et moment som hverken den ene eller den anden autoritet tager hensyn til.

(Kolding Social-Demokrat, 8. oktober 1909).

Bulotti for Højesteret.

Morddramaet på Højbjerggård. - Hele polak-banden for Højesteret. - Aktor taler om "Øvrighedens sværd".

Der er det gode ved Højesteret, at dens behandling af en opsigtsvækkende sag altid kommer så længe efter begivenheden, at der imens er faldet ro over sindene. Når man nu hører Bulotti-sagen trevlet op i Højesteret, skammer man sig nærmest over den ophidselse, der herskede umiddelbart efter dramaet på Højbjerggård.

Højesteretsproceduren der begyndte i går, havde også kun samlet en forholdsvis ringe skare tithørere. De fleste kom kun i det håb at få Bulotti at se, og de blev slemt skuffede; han var ikke til stede og havde heller ikke udtalt ønsket derom.

Som aktor i sagen mod ham og hans fæller: Szadkowski, Lobetski og Wolkou, mødte højesteretssagfører Lunn. Som defensor højesteretssagfører Bagger. Først oplæstes Nordre Birks dom, som overetten har stadfæstet: Bulotti dømt til døden, Szadkowski og Lobetski til henholdsvis 12 og 8 års tugthusarbejde, Wolkou til 5 års forbedringshus.

Derpå fik hr. Lunn ordet; han gennemgik kort begivenhederne, der jo også endnu er i frisk minde. Den 9. november i fjor opsøgte Bulotti og hans bande proprietær Bech på Højbjerggård i Øverød, krævede ham for penge, som Bulotti mente at have til gode i løn, og da han satte sig til modværge mod dem, slog de ham ihjel, sårede fru Bech og plyndrede hjemmet, alt efter ægte russisk mønster. Nogle dage forinden havde Bulotti søgt at brænde "Tornbjerggård" ved Køge og indebrænde ejeren, proprletær Nielsen, med hvem han også havde et lignende udestående.

Bulotti blev efter en hidsig jagt grebet 5 dage efter, lørdag aften den 15. november hos en russisk skomager i Lille Brøndstræde 6. Hans fæller blev kort efter indfanget.

I forhørene har han tilstået alt med en forbløffende åbenhed og omkvædet på alle hans forklaringer er: Lad os bare blive færdig i en fart, så de kan få kappet hovedet af mig!

Aktor gjorde opmærksom på, at publikum dømte straks og dømte hårdt. Flere fordrede ikke alene Bulotti men hele banden slået ned med det samme, og da det selvfølgelig ikke kunne ske, rejstes der endog en heftig agitation for en hurtigere og krassere proces. Er det øvrighedens sværd, der ikke dur, eller er det armen, som skal føre det der savner kraft? spurgte de blodtørstige.

Aktor fremhævede nu, hvorledes dette drama også var indtruffet netop på et tidspunkt, da sindene i forvejen var i stærkt oprør. Bankkriserne og Alberti katastrofen havde skabt denne ophidselse. Folk syntes, at det styrtede sammen under og om dem. Da så denne blodige fremmedartede begivenhed indtraf, kogte ophidselsen over. Nu var det ikke blot indre fjender, der truede samfundet; nu kom "den russiske fare" frem, og de ophidsede vidste da intet andet råd end dette: Slå ned og jag ud! 

Øvrigheden følte det da i særlig grad som sin pligt at skaffe denne vanskelige sag belyst fra alle sider, så der ikke i ophidselsens øjeblik skulle ske nogen uret, som man ikke senere kunne bøde på. Derfor var der gået 11 måneder, før man nåede frem til Højesteret.

Hvem er Bulotti? spurgte hr. Lunn. Ja, så vidt er man ikke nået, at man har fuld klarhed herpå. Han kalder sig Johan Andrew Ballotti eller Ballod; blandt kammeraterne går han under navnet "Bageren", og de papirer, man har skaffet på ham, lyder på Basili Michael Karazoff eller Vladimir Konstantinovitsch Davidoff. Det russiske politi fortæller, at han i Sydrusland har været medlem af en røverbande, der under anførsel af en mand ved navn Mirzhi udførte en række plyndringer og rovmord. Oplysningerne er dog noget vage, og nu kunne man ikke vente længere på at der skulle kom ny.

Bulotti blev i begyndelse betragtet som et lavtstående individ. Da han mærkede dette, blev han rasende, og for at modvirke dette har han i fængslet skrevet adskilligt, dels af den russiske historie, dels selvstændige betragtninger, og efter russiske forhold må han siges at have en god højskoledannelse. Da ham hertil, søgte han arbejde i sit fag, bagerprofessionen, men det lykkedes kun dårligt, og så tog han ud på høstarbejde, der slet ikke tiltalte. ham.

Alle Bulottis senere bedrifter stammer fra sammenstødet med proprietær Nielsen, "Tornbjerggård". Nielsen jog ham væk fordi han en dag sagde nej til en ordre, og så forlangte Bulotti løn til fardag. Det ville Nielsen ikke høre tale om, og såvel politiet i Køge som sognefogden nægtede at hjælpe ham, og Studentersamfundets Retshælp opgav ham efter at have fået at vide at det var en fyr der løb rundt og treude både med dolk og med revolver. Nu forsøgte han at tage sig selv  til rette. Han stak den 30. oktober ild på "Tornbjerggård" for at få Nielsen ud og derpå skyde ham. Han sendte et par skud gennem ruderne, men ramte ikke og flygtede så efter at have såret tjenestekarlen alvorligt med et knivstik. Hele gården og størsteparten af besætningen nedbrændte; skaden er ansat til ca. 34.000 kr.

Bulotti blev hurtigt fanget, men han havde taget skægget af, og sognefogden erklærede da: "Nej, det er skam ikke Bulotti; ham kender jeg godt!"

Han flygtede nu til København hvor han indlogerede sig hos skomager Cheminsky, men der skulle skaffes penge, og han samlede da kammeraterne til togtet mod Højbjerggård. Det var hensigten allerede da banden forlod København at binde Bech og hans familie samt plyndre gården. Kun i tilfælde af alvorlig modstand, skulle der gøres brug af knivene og revolverne. Men da man måtte regne med modstand, var Højbjerggårdfolkenes dødsdom i virkeligheden afsagt da banden drog ud. Bulotti har desuden erklæret at det var hans fast beslutning at dræbe de to betjente der trængte ind i Brøndstræde 6 og overmandede ham. Han gjorde jo også i den retning hvad han kunne. - 

Her afbrødes forhandlinger der fortsattes i formiddags kl. 9, og aktor fortsatte da med en lang udvikling af forbrydernes forsæt, overlæg osv. Defensor får vist ikke ordet før i morgen. 

(Folkets Avis København 12. oktober 1909)

Døden eller den store mildhed!

Aktor kræver Bulottis hoved.

Spørgsmålet om dødsstraf eller benådning til livsvarigt fængsel har aldrig fået en mere indgående eller dygtig behandling end i går i Højesteret da aktor i Bulottis sag, hr. Lunn afsluttede sin tale.

Man mærkede at det her drejede sig om spørgsmålet liv eller død, og selve Højesterets omvendelse fra det som aktor kaldte "den store mildhed".

Gang på gang har retten jo nu dømt en morder til døden og bagefter indstillet ham til benådning - der aldrig er blevet afslået. Man kan derfor sige at praktisk har dødsstraffen været afskaffet her i landet. Skal den nu indføres igen, og skal Bulotti være det nye systems første offer?

Aktor indledte foredraget med nogle bemærkninger om politibetjent Frandsen hvem Bulotti under kampen i Brøndstræde 6 skød en kugle i benet. Kuglen sidder der endnu, sagde han, og det smerter til tider Frandsen stærkt! - en bemærkning der altid gør indtryk på de gamle højesteretsassessorer hvis princip er: ikke røre ved politiet!

Så tog hr. Lunn fat på sine dødsstrafbetragtninger. Bulotti, sagde han, kunne sikkert godt dømmes for overlagt mord. Han havde jo planlagt branden på Tornbjerggård netop for at få ejeren, proprietær Nielsen ud for at skyde ham ned. Og da Bulotti med sin bande drog ud til Højbjerggård, bevæbnet med revolvere, dolke og reb, da var det for at dræbe, hvis der mødte den modstand, og den måtte de sikkert regne med. Prop. Becks dødsdom afsagdes herinde; det er overlagt mord.

Men både under- og overret har dømt efter en anden paragraf, overfald, der kunne have døden til følge. Grunden hertil er at retterne begge har villet slå fast: Den paragraf gav os valget mellem livsvarigt tugthusarbejde og døden; når vi har valgt det sidste, er det for at understrege at straffen også skal fuldbyrdes.

Liv eller død.

Hvorfor skal der også tages mere hensyn til forbrydere end til lovlydige borgere? Vi er kommet ind på denne hensynstagen, vi har givet afkald på vor yderste nødværgeret. Men vi har samtidig forsømt at benytte det opdragelsesmiddel der ligger i dødsstraffen. Vi har gjort som blødhjertede mødre overfor uartige børn, givet dem sukker, og det ødelægger kun. Naturligvis må man vel vogte sig for at gå for hårdt frem. Men er ikke den store mildhed farligere? Befolkningens begrebet er statisk blevet rystede ved de mange benådninger. Danmark er blevet et land hvor det ikke er så farligt at slå et menneske ihjel. Vore forbrydere går ikke om med den tanke: Myrder du, da er du selv dødsens!

Det er ikke mildhed, siger man, for det ville være en hårdere straf at spærre en mand inde hele hans liv. Men således tænker forbryderen ikke. Når det for ham drejer sig om liv eller død, vælger han tugthuset for skafottet. For han regner ligefrem med hvornår han nu kan komme ud! Alvoren synes at være gået af dødsstraffen. For selv om retten drømmer, så benåder administrationen.

Det ser man jo af de foregående mordsager: Philipsen, Arthur Jørgensen, Leander. Den sidste har endog i forvejen forhørt sig om hvad risiko han løb, og da han hørte at man her i Danmark ikke eksekverede dødsdomme, men nøjedes med at sætte morderen i tugthuset, så gik han ud på Frederiksberg og myrdede det offer han havde udset sig.

Derfor: ingen mildhed! Vi må ikke undergrave retsbevidstheden og nedbryde respekten for lovene eller respekten for menneskeliv.

Således talte assessor Lunn.

Også de andres hoved!

Men hvad der gælder Bulotti, gælder også hans hjælpe, måske ene Wolkou undtaget. Han har jo kun stået vagt. De samme betragtninger gælder da overfor dem, også de bør dømmes til døden og dø!

Szadkowski jog sin kniv i Beck og sårede ham så alvorligt, at det ville have dræbt ham, om ikke Bulottis kugler allerede havde medført døden. Og han slæbte fru Beck ind til mandens lig, kastede hende omkuld på det og bandt hende.

Lobetski huggede sin kniv i hende, efter han havde trukket den ud af mandens lig for øjnene af hende. Han har optrådt endnu mere råt og brutalt end de andre. Derfor kræver jeg dødsstraf for dem alle og straffen fuldbyrdet i hele sin strenghed.

- - -

Foredraget gjorde øjensynligt et stærkt indtryk på retten. Nu svækkes det måske noget under den lange dokumentation som følger på aktors tale. Men alligevel vil defensor hr. Bagger der sent i eftermiddag eller måske først i morgen formiddag får ordet, få et drøjt stykke arbejde med at redde Bulottis hoved.

(Folkets Avis København 13. oktober 1909)

Bulottis hoved.

En opsigtsvækkende forsvarstale

Defensor protesterer mod benådningssystemet "den store mildhed".

Forsvaret for Bulotti og hans hjælpere blev ikke det man med rette kunne have ventet ved en sådan lejlighed. De tiltaltes defensor, hr. Bagger, overraskede i en stik modsat retning, ja han lavede endog med sin forsvarstale ligefrem sensation.

Til at begynde med kom han ind på de samme betragtninger som aktor om tidspunktet for forbrydelsen, og den ophidselse, der herskede i befolkningen netop den gang, da Bulotti begik sin forbrydelse. Men medens aktor sigtede efter Alberti og bankerne, tog defensor J. C. Christensen på kornet - som om han havde noget som helst med Bulotti-affæren at gøre!

Efter den meningsløse indledning fremsatte hr. Bagger en række træffende bemærkninger om Bulotti, og hvad der havde ført ham ind på disse forbrydelser. Bulotti er, sagde han, et menneske, som kom på kant med samfundet. Det kan hænde den bedste; Bismarck sagde således i 1870-71 om hertugen af Cumberland, at han var forstødt af samfundet. Det var ikke Bulottis egen skyld, at han blev forstødt; Samfundet havde sin store part deri.

Proprietæren ville snyde ham for hans løn?

Han kom hertil for at få arbejde, fik det efter megen besvær og og kunne så ikke få de penge, han skulle have derfor - for hverken propr. Nielsen på Tornbjerggård eller Bech på Højbjerggård havde penge, det var grunden til, at de ikke betalte ham, selv om de søgte at skyde sig ind under, at han ved ikke at udfylde sin plads og ved at være umedgørlig i tjenesten havde forbrudt sin løn!

Nu søgte han bistand forskellige steder: i det russiske konsulat, hos politiet, sognefoged, hos Studentersamfundets Retshjælp - overalt afviste man ham på hans husbonds blotte ord: Bulotti er en farlig fyr, der ikke vil bestille noget, og som truer en med revolver!

Så besluttede han at hjælpe sig selv. Det var slet ikke hans mening at dræbe hverken propr. Nielsen eller propr. Beck Han ville blot have sin ret og så jage de to en skræk i livet. Det var en udtrykkelig aftalt at Beck skulle bindes og så ridses i kinden. som man ved lignende lejligbeder gør i Italien.

Hans kammerater ville kun hjælpe ham til sin ret; det var ikke en bande mordere, der drog ud for at dræbe.

Ingen benådningl

Men, fortsatte defensor. Bulotti er på den anden side en forbryder, hvem straf ikke vil forbedre. Det er et ubehageligt (!!) hverv for mig at stå her for at skulle forsvare en sådan person og jeg vil da som statsborger også have lov til at sige følgende: En tidligere formand her i retten har en gang sagt at domsmagten stod lige med ja undertiden endog over kongemagt, og det var endda dengang, da kongemagten endnu betød noget herhjemme, senere har den jo tabt meget i betydning - om ved egen skyld eller ikke, skal jeg ikke udtale mig om!

Domsmagten må derfor respekteres og når der afsiges en dødsdom, skal den ikke kunne forandres af administrationen. Derfor må retten sørge for at underlægge sine domme så de ikke omstødes ved benådning og derfor må man også være forsigtig med at dømme Bulotti og hans hjælpere til døden. 

Dommen

Ved 10-tiden i dag blev dommen afsagt, Højesteret udtalte, at Bulotti rettelig var dømt efter Paragraf 186 (altså ikke for overlagt Mord. men for drab). Straffen forandredes fra dødsstraf til livsvarig tugthus.

For Szadkowskys vedkommende blev straffen sat op fra 12 års til 14 års tugthus. De andre fik deres dom stadfæstet, Lubetsky 8 års og Wolkou 5 års tugthus.

(Folkets Avis København 14. oktober 1909)

Ballotti idømt tugthusarbejde på livstid.

Højesteret har i dag afsagt dom i Ballotti-sagen. Dommen lyder således: I den indankede dom er tiltalte Ballotti for de af ham begåede forbrydelser rettelig dømt efter de overfor ham anvendte lovbestemmelser, men straffen anses efter omstændighederne at burde fastsættes til tugthusarbejde på livstid. Iøvrigt vil dommen i henhold til de anførte grund være at stadfæste, dog således at straffen for den tiltalte Szadkowsky findes at burde forhøjes til 16 års tugthus.

I salær tildeles hver af de beskikkede sagførere 300 kr.

Ved birkeretsdommen og overrettens dom var Ballotti idømt dødsstraf, Szadkowsky 12 års tugthus, Lubetsky 88 års tugthus og Wolkow 5 års forbedringshusarbejde. 

(Fredericia Social-Demokrat, 14. oktober 1909)

Salomos Dom

Det er sjældent at Højesteret laver sensation men i går skete det. Den dom retten afsagde over Bulotti, har vakl ikke blot opsigt, men næsten opstand rundt om i landet. Vi er overbeviste om at mange har følt sig oprørt over rettens mildhed. For den gamle jødiske sætning "øje for øje og tand for tand. Liv for liv" sidder os endnu dybt i blodet.

Højesteret har dømt lidenskabsløst, som det sømmer sig den øverste domstol i landet. Den har siddet højt over den blodtørstigheds-storm, som gik hen over andet under Bulotti-Affærens første afsnit, og har derved kunnet fælde en salomonisk dom.

De som fulgte proceduren var ikke så overraskede over dommen, og der er navnlig under denne procedure et moment, der for dem står som det afgørende. Det kunne man nemlig se gjorde indtryk på retten.

Vi tænker her på defensors ord om grunden til Bulottis fortvivlede selvtægt, han kunne ingen steder få den ringeste håndsrækning, skønt han gik til politiets retsbetjente og retshjælp og når han hos de to proprietærer ikke fik sin løn, han mente at have til gode, var det fordi de ingen penge havde og derfor søgte at slippe for at betale ved at påstå, at han havde forbrudt sin ret!

Disse to menneskelige betragtninger der har skåret tværs igennem aktor, ellers så dygtige foredrag og reddet Butottis hoved har vi fremsat allerede da flertallet af borgerne herhjemme forenede sig i kravet om at få ham slået ned som en gal hund til skræk og advarsel. Nu har Højesteret sat en streg under de betragtninger og slået de blodtørstige brushoveder koldt vand i blodet.

En dødsdom over Bulotti ville have været uretfærdlg. Bulottis blod ville være kommet over deres hoved, der krævede hans liv, hans hoved!

Når der nu er gået nogle år, og folk glemmer deres ophidselse over den blodige dåd, vil de også tage det med ro. Om han bliver benådet efter at have siddet en halv snes år bag tugthusets mure, og indse, at "den store mildhed" alligevel er at foretrække for opbrusningen« 

.k

(Folkets Avis København 15. oktober 1909)

Fru Beck om Ballottis dom.

"Vort Land" har i anledning af Balottibandens domfældelse interviewet prop. Becks enke, der jo nu er damefrisørinde i København.

Vort første spørgsmål var, skriver bladet, hvad fruen havde følt, da hun erfarede dommens udfald.

"Ligesom de mennesker jeg har talt med om dommen," siger fru Beck, "blev jeg måske lidt forbavset over, at Ballottis straf var mildnet. Men lad mig dog tilføje straks, at det selvfølgelig ikke ville være nogen tilfredsstillelse for mig, om hans dødsdom var bleven stadfæstet. Om jeg har tilgivet Balotti ? Nej tror De, jeg nogensinde bliver i stand til at tilgive et menneske, der har tilføjet mig så meget ondt? Kun ved tanken om, at han ikke tilføjede børnene nogen fortræd, bliver mine følelser for ham lidt blidere.

Kan manden holdes bag lås og lukke, så er retfærdigheden og kravet til samfundets sikkerhed vel sket fyldest. Måske han også derved vil kunne forbedres og komme til erkendelse af sin synd. Dog tror jeg, og heri giver de politimænd mig ret, som har haft med Balotti at gøre, at han bliver grumme vanskelig at passe på. "Han bryder ud en dag!" har flere betjente i nordre birk sagt til mig - og hvad der i så fald vil ske, er ikke godt at vide.

Om afgørelsen ved Højesteret vil jeg gerne have lov til at sige, at defensors tale forbavsede mig og gjorde mig ondt. Vi kom jo til at stå i alle menneskers øjne som folk, der ikke var gode at tjene hos. Min mand skildredes som påholdende, som opbrusende. Han var det fremsommeligste menneske af verden! Aldrig, aldrig har vi haft vrøvl med vore folk, før vi fik Ballotti, den første udenlandske arbejder vi nogenside har haft. Han skildres som skikkelig - folkene var ikke bange for ham, sagde defensor. Jo, de var bange for ham. Tal med min pige om Ballotti. Jeg har endnu den pige hos mig som tjente hos os på "Højbjerggård". Hun fik en dag en balje vand i hovedet af Balotti. Og sådan var han mod alle".

(Kolding Folkeblad, 18. oktober 1909).

I anledning af genforeningen blev 29 fanger benådet i 1920, herunder Szadkowksy. Bulotti blev aldrig benådet, hans skæbne bliver behandlet i et senere indslag.

Tyendeloven af 10. maj 1854 fortsatte med at eksistere efter Grundloven 1849. Tyende var ikke omfattet af en række demokratiske frihedsrettigheder, fx stemmeret. Loven afskaffede husbondens ret til fysisk afstraffelse af kvinder over 16 og mænd over 18, men tyendet var stadig underlagt bonden eller herremanden: De blev straffet hårdere for kontraktbrud end arbejdsgiverne, som principielt havde ret til frit at disponere over tjenestefolkenes arbejdskraft. Bl.a. som mange gange omtalt i Bulotti-sagen, en lang række lovlige grunde til at fyre de ansatte med øjeblikkelig varsel. Loven blev gradvist afskaffet med grundlovsændringen i 1915, hvor tyende fik stemmeret, og Medhjælperloven i 1921 hvor revselsesretten blev afskaffet.

Ballotti-Rovmordsagen og den polsk-russiske Ghetto i Kjøbenhavn (5): Arrestationer November 1908. (Efterskrift til Politivennen)

Senere i november 1908 udviklede situationen sig yderligere. Natten mellem den 25. og 26. november foretog politiet nogle razziaer, der førte til anholdelse af ti russere, heraf otte jødiske. I ugen efter arrestationerne blev der ført en heftig debat mellem Social-Demokraten på den ene side som mente det var uskyldige flygtning, og stort set resten af pressen som mente at de anholdte mindst opholdt sig illegalt i landet.

Politiet fandt i den lejlighed hvor en af razziaerne var foregået, skitser til noget der mindede meget om et grundrids af det fængsel, som Balotti var indsat i. Russerne nægtede kendskab til planen om at sprænge Balotti fri af fængslet. Skitserne kunne politiet ikke få en forklaring på, og kriminalretten fandt ingen anledning til en sag.  

Masseanholdelser af russere og polakker

Politiet tager fat på de indvandrede forbrydere.
Et anarkistmøde i Helgesensgade i går nat.

Bullotis og hans kammeraters ugerninger har på en ganske alvorlig måde henledt politiets opmærksomhed på den koloni af russere og polakker, der i stilhed er vokset op midt i København.

Hidtil har man antaget, at det udelukkende var fattige, men fredelige folk, som var flygtede fra deres hjem, og som var glade over her at finde ly under rolige forhold. Def var jo desuden ofte ret vanskeligt at få nærmere rede på deres forhold. Ofte havde de slet ikke papirer og talte kun deres polske eller russiske dialektsprog - eller lod i hvert fald således - og autoritetterne måtte derfor se lidt mindre skarpt på dem. 

For fremtiden vil dette blive anderledes. At der var farlige personer imellem disse indvandrere, har vi fået en uhyggelig vished for; at der endnu, selv efter at Bulloti-banden sidder vel forvaret bag lås og slå er adskillige, som man kan vente sig alt af, er mere end sandsynligt.

En del københavnske opdagere med den bekendte overbetjent Marckmann i spidsen har i dagene efter mordet på Højbjerggård været travlt beskæftigede med at undersøge forholdene i de gamle rønner i byens indre, hvor russerne slår sig ned, og resultatet af disse undersøgelser var, at der mellem koloniernes beboere fandtes adskillige, som sikkert var flygtede fra deres fædreland på grund af deltagelse i forskellige forbrydelser, i anarkistisk propaganda osv.

Opdagerne fik nemlig opspurgt, at disse mennesker slog sig sammen i hemmelige foreninger, og ved møderne i disse blev der ofte fremsat udtalelser og opfordringer, som førte ud i handling, ville blive lige så mange uhyggelige overraskelser for København og dens borgere, Man stod med andre ord foran en bevægelse, som man var nødt til at holde det skarpeste udkig med. Og i al stilhed lykkedes det ogsaa at komme den ganske tæt på livet.

Man fik at vide, at hovedmanden for disse agitatorer var en yngre polak som kaldte sig "Publicist", og som nok i virkeligheden var anarkist af det reneste vand.

Natten til i går holdt denne mand og en halv snes af hans tilhængere et hemmeligt møde i Helgesensgade. Politiet havde fået dette at vide, og en større styrke var rykket ud for at sikre sig dem. Anholdelsen fandt sted på Nørrebro i nærheden af Dronning Louises Bro. I alt blev der anholdt 10 unge mænd.

De fleste af dem forholdt sig rolige, men nogle satte sig ganske alvorlig til modværge. De måtte følge med til arresten på Nytorv, hvor de straks blev visiterede; der fandtes dog ikke våben hos dem. Efter visitationen blev de overførte til arresten, og sagen bliver nu overgivet til Kriminalretten. Politiet vil have deres forhold nøje undersøgt, og viser det sig, således som man antager at det er for farlige gæster at have til huse her, vil de blive udviste.

(Dannebrog (København), 27. november 1908).

Stræde fra Ryesgade mod Blegdamsvej og Fælleden. Langs med grunden på hjørnet af Ryesgade og Helgesensgade - som bliver nævnt i ovenstående artikel. 1902? Fotograf Fritz Benzen. Københavns Museum. Public Domain. 

Et nyt politiovergreb.

10 russere anholdt.

Det københavnsk opdagelsespolitis chef, hr. Henrik Madsen, er efter Ballotti-mordet blevet grebet af en sand russer panik og søger nu at udnytte den stemning, som er skabt efter mordet, til at slå ned på den herboende russiske koloni. På fredelige folk som passer deres dont, på folk som aldrig før her i landet har været i konflikt med love eller politi: på folk, som er kommet herop, fordi de er flygtede for det russiske despoti og de russiske tilstande, under de løseste og mest intetsigende påfund falder hr. Madsen nu over disse ulykkelige mennesker, der lige fra deres hjemstavn har været jagede som dyr, afhører dem, slæber dem på stationen, arresterer dem, blot fordi nogle af dem nærer frisindede anskuelser, og for at hr. Madsen kan glimre for de herværende russiske autoriteteter.

Allerede i flere dage har disse afhøringer og anholdelser fundet sted. Hovedslaget har hr. Madsen dog slået natten til i går.

15 arresteret i Ryesgade.

Ved 10 tiden i forgårs aftes vrimlede hele Ryesgade kvarteret af civile og uniformerede betjente. Der bor berude en del russiske familier, og nogle af disse havde politiet - efter angivelse fra herværende russiske spioner om at de var frihedsvenner - straks sat på det sorte bræt. Disse var det nu der skulle anholdes. Uden at de hidtil havde gjort nogetsomhelst. Og uden at der forelå anmeldelse om nogen forseelse.

Først trængte politiet op i ejendommen nr. 66. hvor der bor en russer Eliaskiewitz. Der var ca. 12 til 15 politibetjente i alt. Med den største voldsomhed gik de til værks. Først trængte de ind på konen og fordrede af hende at hun skulle sige hvor det russiske bureau var.  Dette bureau er et kontor som er oprettet af de herboende flygtede russere, og hvis opgave det er at undersøge de nyankomnes papirer for at se om de bør hjælpes eller om de blot er flygtede forbrydere.

Konen svarede, som rigtigt er at det kendte hun ikke; kontoret bliver flyttet hvert øjeblik, for at ikke de spioner, som stadig lønnes her i landet af den russiske regering skal kunne opdage hvilke folk der søger det.

Mens dette foregik i forværelset, sad Eliaskiewitz inde i det andet værelse og arbejdede. Han rejste sig nu op for at lukke døren, men fik i det samme et slag af en politinæve i ansigtet. Hele værelset var i et nu fuldt af personer der larmede og afsøgte alt. I sengen lå der en ung pige og sov. "Hvorfor sover hun?" brølede de op. "Det er vel fordi hun er søvnig," svarede konen. "Er hun fuld? Er det fordi hun har drukket sig fuld?" fortsatte de og ruskede i hende, så hun forvildet for op.

Da politiet imidlertid intet forfandt der kunne bruges som grundlag for en anholdelse, marcherede de videre.

4 russere arresteres.

Fra Ryesgade forlagde man skuepladsen over til Lille Blegdamsvej. Her trængte politiet op i ejendommen nr. 15 på 5. sal hvor 4 unge russere for nogle dage siden havde lejet sig ind.

De fire var en forhenværende russisk student der var flygtet fra Rusland fordi han havde deltaget i nogle studenterdemonstrationer, en sømand, en maler og en klejnsmed. De to af dem, maleren og klejsmeden, var for tiden uden arbejde. Sømanden havde just fået løfte om hyre, men alle fire levede de af nogle penge som den unge student hver måned fik sendt fra sin velhavende familie i Rusland.

Her trængte nu politiet op, anholdt dem alle og førte dem til Fælledvejens station. Ingen af dem havde gjort sig skykldig i noget som helst, ikke en gang i betleri.

"Hænderne op!"

Politiet sætter en mand en revolver for brystet.

Efter anholdelsen blev to civile betjente tilbage i lejligheden for at anholde enhver der kom der.

Kort efter at de anholdte var ført bort, kom en fredelig russisk skomager og hans kone der bor i nabolaget derop for at aflægge befog og for at se. hvorledes Studenten og hans Kammerater havde saaet det i deres nye Lejlighed.

Idet de vil til at åbne døren, stormer pludselig en betjent frem imod dem og råber halvvild, så

det drøner:

- "Hænderne op!"

På fuldstændig russisk vis sætter han i det samme en revolver frem for brystet af de to skrækslagne mennesker og gentager påny:

- Hænderne op!

De to intetanende folk bliver grebet i armene og øjeblikkelig visiterede for at se om de bar våben hos sig. Men selvfølgelig findes der ingen.

De beder om at få en forklaring, men politiet svarer ikke. Konen anmoder om at måtte få lov

til at gå hjem til sit barn, men det nægtes hende.

Langt om længe kommer der en tredje betjent, og ledsaget af ham føres konen over til sin lejlighed, mens manden af de to andre føres til stationen på Fælledvej.

Her sidder han anholdt en halv times tid, og politiet tager hans fagforeningsbog fra ham. Efter

denne halve times anholdelse får han atter lov til at gå.

Anholdelser i kvarteret.

Samtidig med at dette er foregået, har politiet afsøgt andre ejendomme i kvarteret hvor adskillige af de russiske arbejdere bor.

I alt har politiet foretaget 10 arrestationer - alle overfor folk der ikke har forbrudt sig.

De anholdtes lejligheder er blevet nøje undersøgte, og alt hvad der findes af rørligt gods, af papirer og bøger, er beslaglagt.

Endvidere har politiet i går anholdt forskellige russere som det dog atter har måttet lade gå. Således bl.a. en ung mand der først i lørdags var kommet hertil fra Kurland og som anholdtes i går formiddags i et pensionat i Pilestræde.

Fuldstændig efter russisk politimønster er det københavnske politi her gået til værks. På den heftigste vis og uden nogen som helst anledning, og man forstår disse menneskers forfærdelse og den harme der løb til os i går fra en af de russere vi talte med:

"I Rusland flygtede vi fordi politiet opførte sig som bødler" Her i Danmark trænger de ind i fredelige folks lejligheder, arresteret dem og råber: "Hænderne op!"

Skal de arresterede til Sibirien?

For at besmykke sine handlinger og for at have et skærmbræt at dække sig bagved har man opfundet som påskud den naiveste historie om at der skulle være dannet et komplot med den hensigt at sprænge tinghuset på Blegdamsvej i luften for at befri Ballotti. Denne historie er endog så blevet udsendt gennem Ritzaus Bureau.

Imidlertid er der ikke et ord derom!

Ikke en eneste af de anholdte har kendt Ballotti eller hans hjælpere udover at Ballotti straks da han var kommet til landet, havde fået en uges understøttelse af sine herboende landsmænd. Det ovenomtalte bureau har fået oplyst at Ballotti ikke var nogen kendt russisk politisk flygtning, og da han næste uge kom igen og ville hæve understøttelsen påny, blev han afvist og overfaldt da understøttelseskomiteen med de groveste skældsord.

Efter dette kan man sige sig selv at der fra disse folks side ikke er nogen anledning til at foretage befrielsesforsøg af Ballotti. 

Nej. Politiets optræden gælder heller ikke dette. Det er ene og alene et slag mod de herboende russiske flygtninge der så godt som alle er arbejdere, beskæftigede ved forskellige håndværk. Disse mennesker som de russiske autoriteter gang på gang har søgt at komme til livs, skal nu rammes af det danske politi.

I henhold til de gældende love vil politiet jo sikkert nok kunne finde en eller anden paragraf, efter hvilken de arresterede russere kan sendes hjem. Og enten disse har gjort sig skyldig i politiske forseelser eller ikke, vil de alene på grund af den mistanke der hviler på dem efter hjemsendelsen, øjeblikkelig blive sendt til Sibirien af det russiske politi.

Dertil er det altså, at det danske politi rækker hånd.

Man siger herhjemme i disse dage at Ballotti har handlet på russisk vis. Det lader til at politiet også - efter dets optræden at dømme - har lært af de russiske mønstre.

Lauritz Larsen.

(Social-Demokraten 27. november 1908)

De arresterede russere.

Socialdemokratisk gruppemøde i Rigsdagen.
En henvendelse til politidirektøren.

Som meddelt i går har Københavns Politi i forgårs aftes arresteret 10 af de herboende russere, og disse massearrestationer skete efter fuldt ud russisk mønster ved at politiet trængte sig ind i lejlighederne, foretog husundersøgelser, satte revolvere for brystet af intetanende mennesker og tiltordnede dem et "hænderne op!"

Disse arrestationer og de udvisninger der rimeligvis vil følge deraf, kan af politiet foretages i henhold til fremmedlovens § 13, der stiller udlændinge fuldstændig retsløse i de første to år de opholder sig her i landet.

I denne paragraf hedder det således:

"Den der ikke er i besiddelse af indfødsret og ikke har erhvervet forsørgelsesret her i landet, kan for så vidt han ikke har haft stadigt ophold her i landet i 2 år, efter justitsministerens befaling udsendes eller udvises når hans forhold dertil måtte give anledning."

Som det vil ses, er det ganske overladt til justitsministerens for godt befindende om udlændinge i de første to år får lov til at opholde sig her eller ikke.

Den socialdemokratiske rigsdagsgruppe samledes i går formiddags for at drøfte hvilke forholdsregler der kunne tages i anledning af russer-arrestationerne.

Gruppen var enige om at politiske flygtninge der holder sig vort lands love efterrettelige, bør kunne opholde sig frit her i landet. Dette strider ikke mod vor kritik af polak- og russerimporten.

Man drøftede spørgsmålet om en interpellation til regeringen. Men det afhænger desværre af den pågældende minister når en sådan interpellation kommer til forhandling, og der går i reglen måneder. Imidlertid foreligger der et af Socialdemokratiet indbragt lovforslag om ændringer i polakloven, og herunder ville hele spørgsmålet om importerede, indvandrede og tilflyttede udlændinge kunne tages op til drøftelse.

Vort partis ordfører i denne sag, Th. Stauning henvendte sig derfor til Folketingets formand med anmodning om at forslaget snarest muligt må komme på dagsordenen. 

Her vil Socialdemokratiet kræve at de udenlandske arbejdere skal lønnes tarifmæssigt og have adgang til opsigelse af deres kontrakt. Herved vil den egentlige import af polakker og russere blive stærkt begrænset, og muligheden for en udåd som Balottis vil stærkt formindskes. Samtidig bør Danmark - ligesom England - hævde sit ry som et frisindet land hvor politiske flygtninge der holder sig vore love efterrettelige, kan nyde fuld frihed.

Efter rigsdagsgruppens møde henvendte partiets forretningsføfrer og viceforretningsfører P. Knudsen og Sigv. Olsen sig til politidirektør Eugen Petersen.

Politidirektøren iagttog den strengeste hemmelighedsfuldhed med hensyn til motiverne til arrestationerne, men meddelte dog at der ikke ville blive foretaget nogen videre klapjagt på de herboende russere.

Da vore partifæller derefter henstillede til politidirektøren at der blev  udvist den største skånsomhed, hvis det viste sig at de arresterede kun var politiske flygtning, og at man navnlig undlod at udlevere dem til Rusland, lovede direktøren at politiet i så henseende skulle stille sig så imødekommende som det var muligt. 

I går eftermiddags havde folketingsmand P. Knudsen endvidere en konference med justitsminister Høgsbro angående sagen.

En mystisk bombe.

Både "Berlingske Tidende" og "Nationaltidende" indeholder i aftes artikler om massearrestationerne, og begge steder former de sig som et rent forsvar for politiet - et forsvar der åbenbart er inspireret af politiet selv.

Alligevel har dog "Nationaltidende" øjensynlig haft en fornemmelse af at politiet ikke godt kan begrunde sin optræden alene derved at disse russere måske nærer frisindede anskuelser, og at man derfor ganske uden videre kan udlevere dem til de russiske myndigheder og til deportation til Sibirien. Og bladet stikker derfor en højst mystisk historie ud om en bombe der skal være eksploderet på Blegdamsvej. Det hedder således:

"Der eksploderede forleden dag en bombe på Blegdamsvej, en bombe af den sædvanlige art: Sardindåsen fyldt med jernstumper og dynamit. Den store almenhed lodes fuldstændig uberørt af det skete; for bombens eksplosion var næppe at betragte som andet end et forsøg, en generalprøve, der dog var forløber for noget - og værre."

Med forbavselse vil sikker enhver spørge sig, hvorledes en sådan bombeeksplosion kan være foregået midt i et af byens folkerige kvarterer ved højlys dag og således at "den store almenhed dog lodes uberørt deraf". Hvis der virkelig var sket en bombeeksplosion her i byen - men det da ikke, som rimeligt er, ville vække den allerstørste opsigt ikke blot indenfor politiet, men også blandt hele befolkningen, selv om det som bladet siger, blot skulle være en prøve? Og hvad mener man med en prøve? Skulle begivenheden og knaldet derved blive mindre? Og mon det virkelig er politiets og "Nationaltidendes" mening at folk der vil foranstalte "prøver" med bomber, går ned og laver deres eksperimenter på Blegdamsvej, i stedet for de tusind steder hvor sådanne forsøg kunne anstilles uden at blive opdaget?

Nej, denne historie om bombeeksplosionen karakteriserer sig allerede i sig selv som det den er: det bare snak. Men til yderligere oplysning om denne sag, skal vi dog meddele hvordan denne myg ser ud, som "Nationaltidende" her for at forsvare politiet har pustet op til en elefant.

For en 3-4 dage siden fandtes på Blegdamsvej en lille bolsjeæske hvori der lå noget krudt, nogle kinesere o. lign. - en fyrværkerigenstand der ganske tydelig stammede fra nogle børn. Politiet tod den da heller ikke for mere - ja politiet har endogså meddelt at det straks efter at den blev indleveret, har kastet den i skraldebøtten som ganske uden værdi!

Dette er alt hvad der bliver tilbage af denne "bombeeksplosion", når man får pillet de fjer af som "Nationaltidende" har stadset den op med. 

En forklaring fra politiet.

Både "Berlingske Tidende" og "Nationaltidende" bekræfter i deres artikler i aftes at anholdelserne fra politiets side er sket i henhold til fremmedloven, og netop på dette grundlag er det jo at vi har angrebet politiets færd. Var anholdelserne sket, fordi man havde de arresterede mistænkt for en kriminel forbrydelse, var der jo ingen der ville have taget dem i forsvar, lige så lidt som nogen gør når der anholdes tyske eller svenske forbrydere herhjemme. Men dette at politiet selv angiver at anholdelserne er sket fordi disse mennesker er udlændinge, synes at vise at det er en politisk forfølgelse, politiet her har iværksat overfor folk for deres anskuelsers skyld. Og overfor dette er det at enhver der ønsker samvittighedsfriheden og tænkefriheden respekteret - enten det så er indlændinge eller udlændinge det drejer sig om - må rejse en protest. Skal vort land have karakteren af at være et frit land, da er det en uforsvarlig handlemåde at falde over fredelige folk, at trænge ind i deres lejligheder og arrestere dem, blot fordi de nærer andre anskuelser end dem der er patenterede af de øvrigheder der sidder ved magten.

Både for vort lands anseelses skyld og for politiets skyld synes offentligheden derfor at have krav på at få en udtalelse fra politiet om hvilke motiver der ligger til grund for en så opsigtsvækkende optræden som der der er vist.

(Social-Demokraten, lørdag den 28. november 1908).

De arresterede 10 russere

Nogle løsladelser
Befrielsesforsøg.

Fremdeles iagttager Københavns Politi ret stor hemmelighedsfuldhed med hensyn til de 10 russeres anholdelse. Der har været afholdt grundlovsforhør, og arrestdekret var afsagt over alle de anholdte, hvorefter sagen henvistes til 1. kriminalkammer, assessor Meyer.

Som følge af politiets højst besynderlige holdning har en mængde rygter dannet sig i forbindelse med sagen, og navnlig har de kapitalistiske blade haft travlt med at opfinde de mest fantastiske motiver til støtte for politiets fremgangsmåde. Man er end ikke veget tilbage for at tale om planlæggelsen af et bombeattentat.

Politiet har bemægtiget sig alle papirer og breve, som fandtes i de arresteredes lejligheder. I en af disse, i Ryesgade 56, var indrettet et understøttelsesbureau, hvis forretninger besørgedes af nogle af de pågældende russere; også alle papirer fra dette bureau er beslaglagt af politiet til stor ulempe for en del herboende russere som havde deponeret deres legitimationspapirer her. Bureauet virkede på den måde, at dets ledere undersøgte enhver nyankommen russers forhold og skaffede oplysninger om ham fra russiske arbejderorganisationer. Viste det sig at vedkommende havde været medlem af sådanne russiske organisationer, indstilledes han til midlertidig hjælp, indtil han skaffede sig arbejde eller rejste videre. Understøttelsen udbetaltes ofte efter anvisning fra bureauet gennem Socialdemokratisk Forbund i Rømersgade. Dette var bureauets eneste formål, og det er derfor ganske urimeligt af politiet at ødelægge denne særdeles heldige institution. Formålet synes ikke at kunne være andet end at gå det russiske politi til hånde. Men det må forventes, at justitsminister Høgsbro vil skride ind herimod.

Som meddelt i går har politidirektøren til vore partifæller P. Knudsen og Stauning erklæret at der ikke forestod nogen yderligere jagt på de herboende russere. Forhåbentlig betyder det da ikke noget, når opdagelsespolitiets chef på samme tid har udtalt fig i ganske modsat retning til herværende kapitalistiske blade.

Er det russiske politi på spil?

En begivenhed som den her forefaldne leder tanken hen på det russiske hemmelige politis mest lyssky virksomhed. Det er jævnlig i de senere år forekommet, at det russiske politiske politi ved hjælp af udsendte hemmelige spioner og agenter har arrangeret revolutionær propaganda indenfor snævrere kredse af russiske flygtninge for bagefter at angive de russere, som har ladet sig lokke til uforsigtige handlinger. Sådanne tilfælde er bl. a. forefaldne blandt russiske kolonier i Svejts.

Det russiske politi har foranlediget en anmeldelse med beskyldninger mod folk som aldrig har begået det mindste hverken hjemme på russisk grund eller i udlandet. En russisk politiagent har sneget sig ind som medlem af deres foreninger i det fremmede og har under påskud af at være revolutionær eller anarkist søgt at ægge russerne til at tale om revolutionære planer eller lignende; han har tilvejebragt falske breve med farlige udtalelser, har derefter gjort sig usynlig og sørget for en politioverrumpling. Han kan da berette hjem om et "resultat", og han belønnes og forfremmes af den russiske regering for sin udmærkede tjeneste. Om de forulempede russere er ganske uskyldige og fredelige socialdemokrater eller folk, som endog aldrig har givet sig af med politisk agitation, er agenten ganske ligegyldigt. Kan han foranledige nogle udvisninger, er han godt fornøjet.

4. løsladte i aften.

Straffelovens § 108

Befrielsesforsøg.

I aftes kl. 9 blev 4 af de arresterede russere løsladte. De 3 af disse bor i Ryesgade. 1 i Baggesensgade. De har alle fast arbejde her i byen og ønsker af hensyn til deres beskæftigelse ikke at få deres navn nævnte.

Fængslede er altså endnu 6, deriblandt studenten Orloff fra LIlle Blegdamsvej og hans kammerat klejnsmed Tisslermann, maler Kwjat og styrmand Karl Schenin.

Ifølge oplysninger fra assessor Meyer er 1. kriminalkammer beordret til at foretage undersøgelse mod disse tilbageholdte russere for overtrædelse af straffelovens § 108, der bl.a. handler om befrielsesforsøg. Det hedder i paragraffen:

"Den som befrier en fange ud af øvrighedens eller rettens magt eller skaffer ham midler og lejlighed til hans undvigelse, straffes med fængslet eller med forbedringshusarbejde som forså vidt der er anvendt vold eller trussel om vold mod bevogterne, eller befrieren har forsynet fangen med redskaber til på sådan voldelig måde at værksætte undvigelsen, kan stige til 4 år."

Det viser sig altså, at politiet virkelig tror på et befrielsesforsøg, formentlig et forsøg til gunst for Ballotti og hans hjælpere. De oplysninger vi sent i aftes fik ved 

samtale med de løsladte

peger meget stærkt i retning af hvad vi foran har fremdraget om russiske politispioners hemmelige virksomhed. De løsladte erklærer at politiet efter arrestationen foreviste dem et stykke papir med rids over ejendomme på  Blegdamsvejen og spurgte dem. om de kendte noget dertil. Ingen af dem kendte det mindste til planen, og de blev end ikke ganske klare over, hvilke beskyldninger, politiet rettede imod dem i forbindelse med den. Ballotti blev ikke nævnt, og nogle af de løsladte mener at have forstået politiet således at der skulle være tale om planer til indbrudstyverier.

Dette synes dog i følge de oplysninger der nu foreligger fra assessor Meyer at måtte bero på en misforståelse. En af de løsladte forklarer, at hverken han eller hans kammerater kender noget tit den plan der var fremlagt i retten. Politiet påstod, at den var fundet i Orloffs lejlighed på Lille Blegdamsvej, men ingen af dem har set den der, og de mener at den hvis den virkelig har været i denne lejlighed, må være bragt derind af ganske fremmede personer eller i hvert fald folk som de ikke kender noget nærmere til. De oplyser samtidig, at der undertiden i Orloffs lejlighed kom russere og andre udlændinge, som kun opholdt sig her i byen i kort tid, og hvem studenten gav husly og hjalp til rette.

Klager over politiet.

Den tidligere omtalte russer Eliaskiewitz fra Ryesgade 66 var i går sammen med sin hustru til forhør på politikammeret på Nytorv. De måtte møde kl. 3 om eftermiddagen og slap først fri kl. 8 aften. De blev spurgt om deres kendskab til de arresterede, og man ville vide, om de kendte Ballotti.

Både denne familie, der lever af lidt skomageri, og de løsladte, der alle er fredelige arbejdere, klager i høje toner over politiets optræden. Hos Eliaskiewitz er civile opdagere optrådt på en den brøsigste måde, har brugt grove ord overfor Hnstnien og slået manden i ansigtet uden mindste anledning. De russiske arbejdere er i det hele meget nedtrykte over den behandling, de i denne tid har været udsat for.

(Social-Demokraten 29. november 1908. 2. udgave)

Ballotti-Banden

De 10 anholdte anarkister.

Som meddelt anholdt det københavnske politi natten til i torsdags 10 polakker, der havde indlogeret sig omkring Blegdamsvejens arresthus. Sagen mod de anholdte er henvist til 1. kriminalkammer, assessor Meyer, der nu er så godt som færdig med proprietær Møller-Affæren.

Forskellige morgenblade rettede i fredags angreb på politiet, fordi det er skredet til denne masseanholdelse. Det kunne være tilstrækkelig her at minde om, at loven hjemler politiet ret til at anholde og hjemsende fremmede, som enten ikke er i besiddelse af legitimationspapirer eller er erhvervsløse eller hvis forhold i øvrigt giver anledning dertil. Men politiet har - skriver en korrespondent - i dette tilfælde en bedre hjemmel at henvise til.

Forleden dag exploderede der nemlig en bombe på Blegdamsvej, uden at nogen dog kom til skade. Bomben bestod af en sardindåse, der var fyldt med jernstumper og krudt, og en undersøgelse har givet det resultat, at den stammer fra den russiske koloni.

Selv om det nu ikke kan bevises, at bomben skulle have været bruge til Ballottis befrielse eller overhovedet herhjemme, så viser dog det forefaldne, at de herboende russere eksperimenterer med bombelavning, og det, sammenholdt med den kendsgjerning, at de fleste af dem er anarkister og Ballottis venner, skulle nok synes at kunne berettige politiet til nogle anholdelser.

De samme blade, som nu skriger op, fordi politiet har handlet i tide, ville have skreget endnu højere, hvis anarkisterne havde handlet og politiet var kommet bagefter.

Selvfølgelig må vore socialister ikke forsømme en sådan lejlighed til at vise sig som de forkuedes og forfulgtes "varmhjertede" talsmænd, og den socialistiske rigsdagsgruppe har

derfor i fredags holdt møde for at drøfte anholdelsen af de 10 russere. Efter mødet henvendte den sig til politidirektør Eugen Petersen, som ifølge "Social-Demokraten" lovede at tage så lempeligt som muligt på de russiske flygtninge. Socialisterne pointerede overfor politidirektøren, at de politiske flygtninge, der ikke havde gjort sig skyldig i noget kriminelt, ikke burde sendes hjem til Rusland igen, og dette lovede politidirektøren at tage under overvejelse. Fra politidirektøren gik man til justitsminister Høgsbro, der udtalte, at det ikke var på hans opfordring, at opdagerne har foretaget anholdelserne; han havde slet ikke med sagen at gøre.

Itølge "Politiken" har politiet beslaglagt alt, hvad der findes af papirer og dokumenter på den russiske kolonis understøttelseskontor i Ryesgade for russiske og polske flygtninge. Vel er det på grundlag af fremmedlovens bestemmelser at politiinspektør Henrik Madsen lod dem anholde, men arrestdekretet er begrundet med en sigtelse for overtrædelse af straffelovens §§ 54 og 229. § 54 hander om forbrydere der danner komplot for i fællesskab at planlægge og udføre en forbrydelse og § 229 handler om indbrud, tyveri, ran og vold samt om tyve der bevæbnede med farlige våben er beredte på at forsvare sig, alts meget alvorlige forbrydelser.

(Thisted Amtsavis, 30. november 1908) 

Politiet og de 10 russere.

I vore beretninger om de 10 anholdte russere har vi meddelt, at assessor Meyer, der fik sagen til behandling, løslod 4 af de 10 arrestanter i lørdags aftes. Det viser sig nu at Københavns Politi, efter at denne løsladelse er sket fra undersøgelsesdommerens side, har bemægtiget sig to af de løsladte, nemlig Wiliz Murneerz og Samuel Wuoll. Det eneste grundlag, hvorpå disse er tilbageholdt, er fremmedlovens bestemmelser om, at enhver udlænding, som tager fast ophold her i landet, skal godtgøre, at han enten har arbejde eller fornødne subsistensmidler. Finnen Johan Zairo og russeren Joseph Biale, hvem vi besøgte i Ryesgade i lørdags aftes umiddelbart efter løsladelsen, har begge fast arbejde. De fik derfor lov at gå. De to andre har derimod for tiden intet arbejde, og dette alene benyttede politiet sig af!

Tilbage blandt de arresterede er også den 52-årige Charles Apschekrum. For hans vedkommende gør sig et stik modsat, men ikke mindre ejendommeligt forhold gældende. Mens politiet har beholdt de foran nævnte russere, fordi de ingen penge har - og til trods for, at det måtte kunnes betragtes som givet, at de straks ville blive forsynet med penge af deres venner, når disse fik besked - så holder politiet Apschekrum arresteret, fordi han har penge! Apschekrum har på sig et bælte, hvori han havde indsyet en del russiske rubelstykker, og straks sagde det fiffige danske politi: Aha, han har naturligvis været med til et rovmord i Rusland! Han er russer (ligesom Ballotti) altså må han efter al sandsynlighed være en forbryder! Det lyder utroligt, men det er ikke desto mindre således. Man tager ikke hans forklaring om disse penge for gode varer, men forlanger den bekræftet.

Efter hvad der oplyses fra flere sider, hvor man kender Apschekrums forhold, er disse således: han er en mand, der har ejet en ret betydelig landejendom i Rusland, men måtte flygte på grund af politisk forfølgelse og lade sine venner sælge ejendommen over hals og hoved. Af de penge, der er kommet ind ved salget, sender hans familie, bl. a. en datter, ham en gang imellem en del, og det er nogle af disse penge, han nu har. Han plejede altid at have dem på sig, indsyede i et bælte, og han undlod af rent praktiske grunde, bl.a. for bedre at være værnet mod tyveri, at veksle flere end højst nødvendigt ad gangen. 

Disse anholdelsestilfælde er overmåde betegnende. Så ulykkeligt er de flygtede russere stillede indenfor det danske politis rækkevidde, at de pådrager sig graverende mistanke for mord, befrielsesplaner og indbrudstyveri - både når de er blottede for penge og når de har penge! Det er unægtelig højst ejendommelige tilstande.

Fra kriminalrettens side synes der dog at blive anlagt en noget anden målestok end hos det københavnske opdagelsespoliti, og det må håbes, at også politidirektøren såvel som justitsmisteren vil finde anledning til at afgøre hele denne affære på en sådan måde, at ingen af de arresterede bliver tvunget hjem til Rusland, hvor hårde, umenneskelige straffe og måske døden kan blive deres lod. Et sådant udfald af det danske politis indskriden ville sikkert næsten hele den danske befolkning rejse en voldsom protest imod.

(Social-Demokraten, 1. december 1908).

Folketingsmand for Socialdemokratiet Stauning henvendte sig juleaftensdag til justitsminister Høgsbro som erklærede at politidirektør Henrik Madsen skulle få ordre til at løslade de 6. De ville helst til London. Tirsdag den 29. december afrejste de til London og ankom næste dag til London: Studenten orloff, fhv. russisk gårdejer Apschekrom, smeden Tischlermann, Kvjat, Scheinen og Skiergairro. Alle var tidligere politiske fanger fra Rusland.

Polakfrygten

Arbejdsmanden fik sine 18 kr.

Arbejdsmand Peter Jensen i Grænge på Lolland fik for et års tid siden 13 kr. til gode hos proprietær Høj, Skaarupgaard, der nægtede at betale ham disse surt fortjente penge.

Arbejdsmanden har så senere henvendt sig til borgmesteren i Nysted og bedt ham hjælpe sig med at få de 13 kr. Men den Nysted-borgmester følte sig øjensynlig ikke kaldet til at varetage arbejdsmandens interesser: han blev afvist.

Nu prøvede han på en anden måde, han skrev jævnlig til Høj og krævede ham for beløbet, men heller ikke dette hjalp.

Så kom Balotti-affæren og arbejdsmanden skrev på et åbent brevkort, at han (proprietær Høj)

ikke havde fortjent bedre end ham på Højbjerggaard. Det hjalp, nu blev den arme proprietær bange for skindet og løb til øvrigheden og bad om beskyttelse imod denne frygtelige arbejdsmand. Politiet i Sakskøbing hentede arbejdsmanden i hans hjem i Grænge og indsatte ham i Sakskøbing Arrest, hvor han måtte sidde natten over. Man har dog øjensynlig ikke følt sig ganske sikker på, at arrestforvarer Petersen kunne passe på den "farlige person", for samme nat, som han sad velforvaret i arresten i Sakskøbing, gik det Nysted Politi vagt om Skaarupgaard for det tilfælde, at arbejdsmanden i nattens mulm og mørke skulle bryde ud af arresten og løbe de ca. 2 mil til gården og "sprænge" stuehuset med samt dets beboere "i luften"

Heldigvis slap dog de godtfolk med skrækken. Arrestforvalteren passede på som en smed, og arbejdsmanden blev i arresten til næsten dag. 

Så mødte den forskræmte proprietær hos borgmester Møller og her betalte han arbejdsmanden de 18 kr., hvorefter denne fik lov til at gå efter at han havde betalt for sit nattelogi. Disse penge har han dog senere fået tilbagebetalt.

Men med hvilken ret arresterede borgmesteren i Nysted denne arbejdsmand?

(Social-Demokraten, 1. december 1908)