Ægteskabsskilsmisser. (Efterskrift til Politivennen)

Saadanne Skilsmisser ere nu noget ganske sædvanligt i Kjøbenhavn. Man knytter og sønderhugger Hymens Baand med lige megen Ubetænksomhed. Det, der i Dag forekommer den unge Ægtemand som Rosenkjeder, anseer han efter et Aars Forløb for Jernlænker. Man har seet grusomme Mødre, som have givet Afkald paa det Barn, de bære under deres Hjerte, og været saa døde for Naturens Stemme, at de hellere have villet støde de Børn fra sig, som de have næret ved deres Bryst, ja sætte dem paa foder hos Leieqvinder, end ved nogenlunde at lempe sig efter deres Mænds Svagheder, eller rette deres egne Feil, at forsone sig med den, de have sluttet den helligste Pagt med. Den ubetydeligste Ubetydelighed er ofte Aarsag til saadanne Uenigheder. En liden Misforstaaelse,- en Nøgle, som ikke har været hængt paa sit rette Sted, - ja, et eneste tvetydigt Ord - er ofte, især hos simple Folk, Aarsag til deres Skilsmisse. Øretudere og egennyttige Lommeprocuratorer oppuste i Almindelighed Ilden, og inden man veed et Ord deraf, er Ægteparret for Magistraten. Manden skilles nu fra Konen, forpligter sig til at betale hende et Underhold, som han, sær naar han siden givter sig paa ny, ofte ligesaa lidet kan udrede, som hun leve af. Børnenes Opdragelse forsømmes, - en stundom haardhjertet Stedmoder behandler dem tyransk, og tusinde sørgelige Optrin ere en Følge af dette første Skrridt. Mon det ikke var godt, at der blev oprettet en egen Forligelsescommission for uenige Ægtefolk, og at man ikke alt for villigen tilstedede Skilsmisser? Hvor mangen en Mand, - hvor mangen en Kone fortryder ikke bagefter sin Skilsmisse? Derr gives kun faa uenige Ægtepar, som jo ved fornuftige Folks Mægling og med Tiden igen kunde blive enige. Ligesaa urigtigt som det er at lade Folk leve i Ægteskab, som bestandigen ligge i Strid, ligesaa skadeligt er det ogsaa, strax a sønderhugge et Baand, fordi der er kommet en liden Knude derpaa.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 27. april 1804)

Ønske til Kjøbenhavns Magistrat.

Anmelderen har ikke sjældent været øjenvidne til hvorledes at flere ulykkelige ægtefolk som søgte separation for Magistraten, var genstand for andre uvedkommendes spot i det udenfor værende værelse som fører ind til magistratssalen. Den medfølende mand er rørt over disse ulykkeliges tårer. Men han erfarer også snart at en håndværkersvend, en tjener og flere lignende personer ikke deler hans følelser, men snarere bryder ud i spottende latter og fortællinger over de bortgående. Hvilket vist må krænke de tilbageblivende, hvem en lignende skæbne forestår.

Dersom den høje magistrat derfor bestemte en særlig dag for disse ulykkelige og hvor da på den tid ikke andre blev indladt i forsalen, ville den gøre sig disse taknemmelige og formindske det bitre i denne tunge handling.

(Politivennen nr. 406. Løverdagen den 11te October 1823, s. 6573-6574)

Et spørgsmaal herpaa udbedes Svar af en erkyndig Jurist.

Af et par ægtefolk får konen for flere år siden gentagne gange det indfald at ville skilles fra manden. Og indgav af den grund for flere år tilbage ansøgning om det. Manden som fandt hendes grunde uantagelige, modsatte sig naturligvis. Men ved kneb får denne kone hans samtykke til at hæve hele hans månedlige faste gage under foregivende af at ville anvende disse penge såvel til hans som hendes og børnenes underholdning og fremtids gavn. 

Kort derefter behager hun helt at ophøre med at opfylde forannævnte løfte, skønt manden selv betaler huslejen som ikke er ubetydelig. Ved denne hendes dårlige opførsel forenet med bevislig voldsom adfærd mod manden, hvorved børnene er givet et dårligt og umoralsk eksempel, ansøger han nu selv skilsmisse. Nu erklærer hun at hun intet har imod manden. Men senere ansøger hun atter selv om skilsmisse og kun på helt uantagelige grunde. 

Denne kone har nu den tro at det vel kunne udvirkes ved et magtsprog. Man spørger derfor: Findes der vel i den danske stat nogen anden vej til at få dette ægteskab ophævet end efter at have været hos præsten og siden for Magistraten og da igennem det kongelige danske kancelli at få sammes tilladelse til det?

(Politivennen nr. 343. Løverdagen den 27de Julii 1822, s. 5556-5557).

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid var man begyndt at stille spørgsmålstegn ved kirkens syn på ægteskabet. I stedet for at se ægteskabet som en forpligtelse og ordning indstiftet af Gud, begyndte man at hævde folks ret til et lykkeligt liv og reguleret af verdslige love. Skilsmissesager begyndte at dukke op, dog ikke i så massivt omfang som i dag, men af størrelsesordenen cirka 100 om året. 

En lignende artikel, "Spørgsmaale." handler om rettigheder og pligter ved separation mht børn ud fra et eksempel, Politivennen nr. 769, lørdag den 25. september 1830, s. 614-617.