Det København, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Skærmet af Nørrevold, værnet af Fæstningens Nørreport laa i det attende Aarhundredes Midtpunkt og Slutning en gammel rød og statelig Gaard, som knejste over alle de andre, der var af Bindingsværk og kun Smaabygninger; det var Konferensraad Bornemanns, og han havde købt den af nogle gamle Købmænd; saa langt som til 1701 rækker Skøderne tilbage.

Og saa skete det i 1794, at en Bondedreng, som kom fra Rødding og var kommet I Hørkræmmerlære her i Byen, havde arbejdet sig op fra at gaa med Trækvognen i Byen til aelv at blive Hørkræmmer, fik Raad og Evne til at købe den Del af Gaarden, hvor det morsomme gamle Pakhus ligger, til sin Forretning. Og den kaldte han med sit Fødenavn: Thøger From.

Siden købte han i 1810 Resten, hele Hjørnet med, og den gamle, kønne Købmandsgaard husede i over et Aarhundrede Slægten; thi da gamle Thøger From døde, tog hans Søn Bertram Jacob From i 1831 Gaarden i Arv, og da han i 1857 gik til sine Fædre, blev det Dattersønnen Johannes M. Holm, der saa at sige genrejste Forretningen, overtog gamle Thøger Froms Traditioner, og om han end ikke blev deputeret Borger, som man den Gang kaldte Byens 32 Mænd, blev han dog af dem, der ved deres Virke gavnede vort Land ved sit Borgersind.

Og medens Tiderne skred, vekslede Slægtens Sorger og Glæder Indenfor de gamle Mure; og vi andre, som gik forbi, saa den store Gaard, der beherskede Kvarteret, blive lille, vi saa Voldene falde og Nørreport blive sløjfet; men vi kom til at holde af Gaarden; den gav Hjørnet af Frederiksborggade og Rosenborggade Karakter. Det vil blive svært at undvære den.

Men Tiden har sine ubarmhjertige Krav; den 11. August døde Johs. Holm, ingen af hans Arvinger vil bevare Gaarden; og nu skal den sælges; i Løbet af 1913 hører den sagtens til det København, som kun vi, der holdt af den, mindes, og et stort nyt Forretningshus vil rejse sig paa dens Tomt.

Vor Tid ejer jo desværre ingen Stil!

Qvidam.

(København 12. december 1912).

Rosenborggade 1, hjørnet af Frederiksborggade set fra Kultorvet. Ingen kendte rettigheder. Kbhbilleder.

Fotoet forestiller Rosenborggade nederst mod højre, mens Frederiksborggade snitter nederste venstre hjørne. Bygningen blev schalburgteret den 22. juni 1944. 

Anker Vilhelm Frederik Bornemann (1763–1854) var blevet geheimekonferensråd i 1828. Han var søn af Vilhelm Bornemann (1731-1801). 

Købmand Thøger Dyssel From, (1744-1831). Begravet Assistenskirkegården. 1794 etablerede From sig i en købmandsgård i Rosenborggade. Formand for hørkræmmerlavet og sad i flere år i de 32 mænds forsamling.

Hovedstadens Volde og dens Ødelæggere. (Efterskrift til Politivennen).

Et par artikler beskriver Københavns volde flere årtier før det blev endeligt besluttet at de skulle sløjfes. Heraf fremgår at forfaldet allerede var i gang. Voldene havde ellers været forbeholdt folk med voldtegn, og vagter mm sørgede for at kun disse blev lukket ind. Politivennen beskrev at forbuddet ikke strengt blev overholdt, men dog ikke i en så massiv grad som Kjøbenhavnsposten i tre artikler berettede. 

En appareille beskrives i Ordbog over det danske sprog som en opkørsel til en fæstningsvold


Indsenderen heraf var i aftes vidne til at en kone som gik et par skridt foran mig, stødte med panden så voldsomt mod den for enden af Filosofgangen værende bom, at hun styrtede baglæns omkuld. Lykkeligvis var hendes pandeskal så hård, at den kunne tåle slaget, og hun ikke kom til videre skade. Havde jeg gået foran hende, da ville jeg måske have fået enten min næse knust eller nogle tænder slået ind i munden, såsom jeg sandsynligvis ikke i tide havde fået øje på bommen, da jeg just i det øjeblik gik og filosoferede (det var jo i Filosofgangen) over brændevin og tobak, der nu ikke blot behager manden og ynglingen, men også drengen. Ved omtalte scene fik min filosoferen en anden retning - jeg studerede bommen. Det forekom mig ubesindigt og uforsvarligt af de høje eller mindre høje vedkommende, at have gjort denne sådan som den er; skal den stå der, så burde den enten være så høj eller så lav, at et voksent menneske ikke skal være udsat for at støde hovedet eller brystet mod den, eller være dobbelt i stedet for enkelt, så at der var 2 bomtræer (eller hvad de kaldes), et højere og et lavere i en afstand af omtrent 1 alen fra hinanden. Vedkommende bedes at tage samme i overvejelse.
R-i.

(Kjøbenhavnsposten 26. august 1847).

Christianshavns Vold er nok det nærmeste man kommer til noget der ligner voldene i 1840'erne, selv om rester også findes i Tivoli, Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg. Dette skal gøre sig ud for at ligne Kirsebærgangen, der lå på ydersiden af volden, mens Filosofgangen lå på indersiden. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Siden skildvagterne for fire år siden blev inddraget fra stadens volde, har vist enhver der agter ret og orden, med indignation betragtet den ødelæggelse som i særdeleshed voldenes indre dosseringer dagligt lider af alskens pøbel, småt og stort, men især af stadens gadedrenge, hvis kvalitet er nok så bekendt, ikke alene her til lands, men efter rejsendes forsikring, endog i udlandet, hvor de vanskelig skal finde deres mage i dumdristighed og skadefrohed *). Man betragter i denne henseende offentlige bygninger og mindesmærker, de på offentlige promenader og veje plantede træer etc. 

Den, der vil se noget af hvad der foretages og hvad der må tåles af dette i uforskammethed tiltagende mob, gør en vandring på volden, blot fra Stormgade til Østerport og samme strækning tilbage indenfor volden, og han vil derved blive overtydet om, at volden, hvis indre dosseringer før afgav om sommeren et smukt grønt og for de ligeoverfor, til dels i kort afstand, boende behageligt skue, nu på mange steder så temmeligt ligner rudera af dette slags befæstningsværker. Dette er især tilfaldet med appareilen og en del af volden ved Grønlandsgade ved Nyboder, hvilken appareil ikke længer ligner en ordentlig opkørsel til en vold; den indre dossering m. m. på den højre Side af Vesterport; ved appareilen for Helmers Bastion ved St. Pederstræde, ved volden på strækningen med Teglgårdstræde og Larslejsstræde og mange andre steder, som det ville blive alt for vidtløftigt her at opregne. 

Af græs ses kun spor på større og mindre stykker af den indre dossering, jorden rives dagligt læssevis ned på gaden og forårsager i den tørre eg varme årstid en, for de tilgrænsende beboere og for de på volden Spadserende, utålelig støv; for vel føres meget af den fra dosseringerne nedrevne jord dagligt bort med gaderenovalionen, men der bliver altid mere end nok af forråd fra de oprevne dosseringer, og når stærk regn indtræffer nedskyller den løsnede jord i en sådan mængde, at den danner banker tværs over gaden og dæmninger i rendestenene, hvorved vandets afløb forsinkes og fortovene bliver oversvømmede. 

Den ommeldte ødelæggelse er naturligvis mindst om vinteren så længe volddosseringerne er belagt med sne.  Men når foråret er kommet, så begynder jordnedrivningen på ny, og når martsviolerne blomstrer, ser man drenge i dusinvis fare op og ned ad volddosseringerne for at hente disse blomster, som derefter falbydes såvel på volden til de spadserende som for dørene. Denne for volden fordærvelige industri medfører dog ingen fornærmelse eller fare for dem, der spadserer i Kirsebærgangen, så længe de er forsigtige nok til at lade drengene gøre sig så lystige som de vil, såvel der som på voldens ydre dosseringer. I modsat fald kunne de vente at blive udskældte eller endog hilst med stenkast. 

De som har adgangstegn til at angle i stadsgraven, vil gøre vel i på den tid da der plukkes martsvioler, at vælge yderkanten af graven til derfra at angle, da de ellers udsætter sig for at blive bombarderede med sten fra brystværnet nedenfor hovedvolden. Men når pærerne og valnødderne på de træer som står i Kirsebærgangen, er fuldvoksede - om modenhed kan der ikke være tale - så går dosseringernes ødelæggelse og bombarderingen med store og mindre sten, såsom hele og halve mursten, først ret alvorligt for sig. Især mellem og efter skoletiden. Da ser man klynger af drenge fare op og ned ad brystværnet, hvorfra nogle bombarderer frugttræerne med sten, jo større jo bedre, mens andre nede i Kirsebærgangen opsamler pærerne eller valnødderne, og en enkelt imidlertid står på udkig efter de patruljerende militære, for ved piben eller andet signal at advare de virksomme kammerater. Og da den røde mundering kan kendes på mere end fornøden afstand, så iværksættes flugten altid betimeligt nok, idet flokken og med denne et større eller mindre kvantum jord styrter fra volden ned på i gaden, ud over grænsen for patruljens myndighed. 

De som i denne tid går i Kirsebærgangen voksne eller børn og disses vogtere, er bogstavelig udsat for at blive slået ihjel af sten fra hovedvoldens brystværn. Vejen nedenfor i Kirsebærgangen bliver på flere steder, hvor frugttræer står, besværlig at passere, så stor er mængden af de nedfaldne sten, der af og til må bortføres fra Kirsebærgangen i vognlæs. For et par år siden så man ved volden i nærheden af Skt. Pedersstræde, at den fra dosseringen efterhånden nedrevne og nedskyllede jord på gaden blev ophugget med jernhakker og bortført på vogne. Det er naturligt, at der hos mange retsindede opstået det ønske, at der måtte kunne foretages virksomme foranstaltninger til at hæmme den her ommeldte uorden og overhåndtagende ødelæggelse, og til at forebygge den ulempe og endog fare, som hermed er forbundet; for ikke at tale om det for øjet anstødelige såvel for den indfødte, der desværre er vant til dagligt at se, hvorledes besudling og beskadigelse på offentlige pladser, gader og veje foregår ustraffede, men også for fremmede, hvad enten nu disse er militære eller civile fra sådanne steder i Europa, hvor øvrigheden overlader bevaringen af offentlige mindesmærker, træ- og blomsterplantninger etc. til borgernes forsorg. Men det indses også, at det ikke vil være en let sag at udfinde virksomme, til tidsånden svarende midler til at standse et sådant onde. 

De patruljerende hilses nu undertiden nede fra gaden med piben, hujen og skældsord; Patruljeringen på en så lang strækning nytter næsten slet ikke, ja den foranlediger endog ofte forøget nedrivning af jord fra de oprevne dosseringer, ved de ned over samme flygtende ødelæggere. - Når ingen frugttræer stod i Kirsebærgangen, så var der en anledning mindre til optøjer der og på volden; men om man end ville bortskaffe disse, til dels meget smukke træer og i deres sted plante vilde kastanjetræer, der måske rimeligst overstår skadefrohedens angreb, så kunne man dog ikke udrydde martsviolerne. De på volden opslagne forbud agtes kun af et forholdsvis ringe antal; at de skulle kunne virke på gadedrenge og disses lige er udenfor al sandsynlighed. Skolebestyreres, læremesteres, husbonders og andre pågældendes befalinger og advarsler til sådanne hel- eller halvvoksne personer, kunne næppe håbes at gøre bedre virkning, om endog en opfordring skete i så henseende. - Reparationer på volddosseringerne foretages jævnligt; det repareredes ødelæggelse begynder allerede før arbejdet er blevet fuldført, og man kunde foranlediges til at spørge, hvorfra der skal kunne tilvejebringes en så stor mængde græstørv, som den uophørlige reparation udfordrer og som, rigtignok ad en betydelig omvej, uophørligt føres ud på renovationspladsen. . . 

Det er ikke ved skildvagter og politistokke at man må ønske den københavnske ungdom holdt i ave, såvel i dette som i andre forhold; men derimod ved en bedre opdragelse og et bedre skolevæsen. Og vores skoler, såvel de finere, som de fattige, forsømmer vistnok en væsentlig pligt, idet de ikke som en særlig disciplin gøre ungdommen fortrolig med pligterne mod det offentlige, ikke bibringer den republikanske agtelse for det fælles i staten for hvad der tilhører alle og som alle derfor bør holde hævd over. Det er også derved at man danner borgere, der tænker på mere end deres egen personlige fordel. 
- h -

*) Anmelderen vil ikke hermed sige, at udlandets gadedrenge er bedre end Københavns, men han tror, at man i udlandet både vil og kan regne det slags småfolk

(Kjøbenhavnsposten, den 27. august 1847)

Hvad vi ikke i dag kan forestille os, er de enorme møller som lå i alle bastionerne på voldene. Lille Mølle var en af de mindste, og kun "understellet" er bevaret, men giver et indtryk af at selv Lille Mølle var ganske stor. (Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020).

At så mange vagtposter som muligt inddrages i denne for borgerne besværlige tid, er vist nok i sin orden. Derimod forekommer det indsenderen at man er gået for vidt i denne henseende, og skal påpege et eksempel: Jeg gik i går gennem den såkaldte Kirsebærgang fra Nørreport til Vesterport, hvis indgange hidtil har været besat med skildvagter der nu er inddragne. Men følgen heraf har allerede femkaldt "ødelæggelse og vederstyggelighed" i høj grad. På adgangsdørene gyngede drenge i hobetal, brystværnene er halvt demolerede, lange lømler af gadedrenge har indrettet glidebaner ned ad volden på utallige steder, ned ad hvilke de hujende gled med hele skove i hænderne af afbrækkede blomstrende grene, og selve gangen var ufremkommelig på grund af en masse af kampesten og murbrokker, vormed der fra morgen til aften kastes efter kastanjeblomster. Efter indsenderen mening burde der straks igen posteres en skildvagt og denne påse at kun velklædte personer og piger med små børn fik lov at passere, disse sidste dog med tilhold ikke at plyndre træerne som de gør nu.

(Kjøbenhavnsposten, 5. juni 1848).

Om Passagen paa Volden. (Efterskrift til Politivennen)

Om Passagen paa Volden. Kjøbenhavns Gouvernement har for nogle Aar siden udvidet Tilladelsen til Spadseren paa Fæstningens Hovedvold saaledes, at Passagen er fri til Kl. 11 i Maanederne Juni og Juli og til Kl. 10 i August. Med Hensyn til det Publikum, som efter denne Tid kunde ønske at passere Volden ved at gaae hjem fra Tivoli og Frederiksberg og paa Grund af at Aftenerne i August og September Maaneder er den behageligste Spadseretid paa hele Aaret, kunde man ønske en yderligere Udvidelse af den omtalte Tilladelse. Herimod kan neppe gjøres grundede Indvendinger, da Vagternes Styrke ingen Forøgelse behøvede i denne Anledning ligesaalidt som Toldvæsenets Tilsyn behøvede at vedblive naar Bommene bleve lukkede til sadvanlig Tid. Nu seer man Publikum blive nedviist fra Volden til de anførte Tider, men kort efter kan man let overtyde sig om at Bestemmelserne dog ikke overholdes; idet ikke Faa overtræde den upaatalt, naar Posterne ere indtrukne og Patrouillerne ere vendte tilbage. Ved forskjellige Leiligheder har man seet at Mængden ikke ved de sædvanlige Poster kan holdes borte fra Volden og det synes ubilligt uden Nødvendighed at berøve det dannede Publikum den omtalte Behagelighed. Man betvivler ikke at den humane Commandant, General von Hagen, med Glæde vilde gjøre en Forandring i denne Henseende, men muligen kunde dette have sine Vanskeligheder i H. D. Gouverneurens Fraværelse, derimod antager man, at det ved directe at henvende sig tit H. M. Kongen vilde være let for Commandanten at udvirke en staaende Befaling, hvor ved det tillades Publikum at passere Volden til Kl. 12 i Maanederne Mai, Juni, Juli, August og September, hvorved alle Vanskeligheder for Fremtiden vilde bortfalde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. august 1846, 2 udgave).

Frue Arbejdshus. (Efterskift til Politivennen)

De Spadserende og Gaaende ved Nørrevold uden for No. 227, standses ofte paa en behagelig Maade i deres Gang, ved en af Smaapigerne i Frue Arbeidshuus af og det der, mellem dem selv indbyrdes anstillet, saare skiøn Vocalmusik. De have vakre Stemmer, og maaskee kunde deres Foresatte ved at lade dem høre et Par Timer af og til i disse Sommeraftener fra 8 en halv til 10 en halv, skaffe disse med saa megen Anlæg til Sang og Musik begavende unge Piger en ikke liden Indtægt, naar Indgang for ubestemt Priis tillodes, da Kiøbenhavnerne, som man veed, rundeligen giver, naar det gielder om at opmuntre Talent, Konst og Flid.

Dagen 25. juni 1813.

Varsko

Da anmelderen i selskab med flere søndag aften kl. 11 passerede hjørnet af Norrevold og Skidentorvet, blev fra den øverste etage i hjørnehuset hvor hørbod er i kælderen, udkastet en stor slump væske af en mindre vellugtende slags. Selskabet var dog så heldigt at slippe med at få enkelte stænk på klæderne der sikkert var blevet aldeles ødelagt hvis man havde fået hele salven. Man kan derfor ikke undlade at anmode husets ejer at underrette vedkommende tjenestetyende om at sådan udskaffen på gaden er ulovlig, og at pålægge dem at afholde sig fra sådant for fremtiden. Dersom man havde fået sine klæder ødelagt af den udkastede væske, havde måske den pågældende næppe kunnet erstatte skaden, hvad man dog havde været berettiget til at kræve. Og det er i øvrigt meget ubehageligt uventet at få et sådant styrtebad af en ukendt og efter omstændighederne meget mistænkelig væske.

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 443-444)

Bemærkning paa en Spadseretour.

Da jeg en af disse dage passerede volden, bemærkede jeg en stor mængde af forskellige slags, såsom halve mursten og brokker, grus, forkullet ved og tøndestaver, udbrændt stenkul og sammenbrændt malt osv. formodentlig fra sidste ildebrand. Det lå i bastionen lige for Gothersgade og i den lige for enden af Nørregade, hvor nogle slaver var beskæftiget med at harpe og sortere samme. På forespørgsel blev jeg underrettet om at den finere del af disse sager skulle tjene til voldgangens belægning og den grovere del bortkøres til opfyldning på glaciserne eller andetsteds, hvor sådant var fornødent. 

Jeg vil ikke indlade mig på at bedømme om volden efter den reparation den fik forrige år nu er i en sådan tilstand at den trænger til udbedring. Men jeg mener at man vel ikke kunne have valgt dårligere materiale til det. For når kullene og maltet trædes i stykker, vil det i regnvejr afgive et sort pludder og i sommerens dage forårsage et støv der må være til stor ulempe, ikke alene for de familier der har bolig på volden, men for enhver der passerer samme især til hest eller til vogns. Da der bygges på flere steder her i byen, er der vist næppe mangel på murgrus. Og så vidt jeg erindrer, tilbydes noget i denne uge i Adresseavisen, ja endog frit tilkørt. 

Jeg mener også at man ikke har tænkt på økonomien ved først at køre denne store masse op på volden, og siden transportere den største del af samme til andre steder. Det er besynderligt at man ikke til voldens udbedring har betjent sig af strandgrus, da erfaring har lært at dette materiale holder både en vej tør og giver den varighed. Nyborgs og Fredericias befæstningers volde såvel som adskillige veje og stier udenfor staden er belagt med strandgrus, og de er også straks tørre endog efter et par dages vedholdende regn. Strandgrus må heller ikke være vanskeligt at få i en stad der på flere sider er omgivet af strand. Og vil man spare udgifter for kørsel, kunne det jo besørges optaget og transporteret af slaver, hvoraf vi allerede har alt for mange, og desværre kan vente flere. Deres underhold koster staten betydeligt, og hvad er da mere rimeligt end at de beskæftiges på enhver måde, hvorved staten kan spare andre udgifter.

De, hr. Udgiver, og flere ville vel synes at denne ide er noget barok. Men det er den aldeles ikke. Har De set vores slaver trække blokvogne med jernankre, sten eller andre svære masser, så vil De vel ikke studse ved at se dem trække en vogn med strandgrus. Meget kan udrettes ved menneskekraft. Egypternes pyramider og romernes beundrede akvædukter er frugter af slavers arbejde, og disse slaver var ikke livstidsforbrydere, kun krigsfanger.
Dog, jeg bliver Dem vel for vidtløftig, må derfor afbryde, men sender en prøve af det sammenbrændte malt som De vil finde lader sig trykke til støv ved en ringe berøring og altså er meget skikket til at forårsage den ulempe som er omtalt ovenfor.


Deres D. C.

(Politivennen nr. 1086, Løverdagen, den 22de October 1836. Side 687-689) 

Den omtalte Adresseavisen (populært navn for Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger) udkom hver dag med alskens nyheder. En gennemlæsning af nogle tilfældige numre giver et godt indtryk af dagligdagen i datidens København. Pga omfanget af bladet er det ikke lykkedes at lokalisere den omtalte annonce for salg af murgrus.

Bøn til Trankogeriet og det polytechniske Institut.

Når vinden blæser fra sydøst og trankogningen (terminus technicus kender anmelderen ikke) finder sted, udbredes en utålelig ækel stank hen over hele staden. Man har i denne tid endog tydeligt kunnet spore den inde i værelserne ved Hauser Plads og Nørrevold. Da den fede, tykke trandamp for forvolder denne pestilentialske dunst ved et formodentligt lidt bekosteligt apparat kunne forbrændes, ja vel endog anvendes fordelagtigt fx til gas, og folks næser og lunger da befris fra denne pine at lugte og indånde en så infernalsk os, så anmodes de ovenfor nævnte hæderlige institutter om i skøn forening (det sidste måtte råde, det første lade sig råde) at bestræbe sig for at befri stadens indbyggere for dette ikke ubetydelige onde.

(Politivennen nr. 731, Løverdagen den 2den Januar 1830, s. 5-6)

"Man har i denne tid endog tydeligt kunnet spore den inde i værelserne ved Hauser Plads". (Hauser Plads, 1849. Langberg: Fra torv til torv, 1943)

Redacteurens Anmærkning

Om trankogeriet berettede Kjøbenhavnsposten, 25. marts 1828, side 100:

Iaftes Klokken henved 6 blev Hovedstaden allarmeret ved Brandklokkens Lyd, og en i Retningen fra Christianshavn fremvæltende svær og tyk Røgsky gav den bebude Ildsvaade et frygteligt Udseende. Til al Lykke var Faren imidlertid ei saa stor: Ilden var nemlig udbrudt ved Trankogning paa det grønlandske Compagnies Plads, hvorved en af Kogepanderne var antændt, og ikkun Tagværket og nogle Luger paa en tætved Brænderiet liggende Pakhuusbygning bleve beskadigede. Hans Majestæt Kongen begav sig ved den første Larm til Brandstedet.

En underlig Forskjel.

Sidste lørdag morgen den 7. maj mellem kl. 8 og 9 blev en aldrende mand anholdt og tiltalt på en fornærmende måde af skildvagten som havde sin post på Hahnsens Bastion (Nørrevold) fordi han havde gået på terrassen mens samme skildvagt, just på samme tid, lod nogle halvvoksne drenge uforstyrret glide op og ned ad brystværnet så meget de ville.

Dette anmeldes til underretning for nævnte skildvagts foresatte..

Han bar sorte rabatter.

(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9681)

Spørgmaal.

Indsenderen gik med 2 andre personer på volden sidste søndag den 20. dennes mellem 5.30 og 6 om eftermiddagen fra Nørre- til Østerport. Da man kom ned mod den næstsidste skildvagt ved Østerport, var vejen og fodstien så snavset at man nødsagedes at gå lidt op på den indre skråning, men i det samme hørtes en brølende stemme ledsaget af famøse skældsord og eder. Ved at sig sig om, erfaredes at det var den der posterede skildvagt (som var af 2. livregiment) der formodentlig troede sig berettiget til at udøve sin magt på hvilken som helst måde, skønt han ved hans første ord fik øjeblikkelig ned på vejen. Man tager sig derfor den frihed at forespørge vedkommende om det ikke lige såvel er pligt for skildvagten at være høflig eller i det mindste ikke fornærme forbigående med skældsord eller sådant som det er disses ikke at fornærme ham, og hvorfor de i modsat tilfælde jo også er strafskyldige.

(Politivennen No. 478, Løverdagen den 26de Februar 1825. Side 9517-9518)

Noget om Ilden i Vandrenderne.

I Politivennen nr. 449 fra lørdag den 7. i denne måde, s. 9062 er anført "Ønske i Anledning af IIden i Vandrendernes Underlag udenfor Nørreport". Ved at læse dette interessante lille stykke er der hos nogen af bladets læsere opvakt den største forundring over muligheden at nævnte underlag kunne være udsat for at antændes så at samme brændte med en temmelig stærk lue, hvilket har været set fra midten af broen ved Nørreport.

Læseren synes at gøre sig det begreb at det må have været underlaget af de trævandrender som fører vandet til byen og som man ser ligge tværs over fæstningsgravene. Men kan ingenlunde fatte noget begreb om hvorledes ild, tilfældigt eller af vanvare, kunne antændes der. Skulle der være muligt at sådant kunne finde sted uden ved ondskabsfuld antændelse? Man ønsker sig herover en oplysende forklaring.

I sandhed, dersom det var muligt at disse render kunne være blevet brændte således at de med et derved havde fået et uventet afløb, som en tid blev ubemærket, måtte sådant haft højst betydelige følger, var det endog kun på et sted eller ved nogle af renderne. Sagen fortjener derfor uden tvivl opmærksomhed.

(Politivennen nr. 452. Løverdagen den 28de August 1824, s. 9104-9105)

Et Ønske i Anledning af Ilden i Vandrendernes Underlag.

Tirsdag eftermiddag mellem 5 og 6 gik indsenderen ud af Nørreport, og da han passerede broen, blev han midt på samme hvor ferskvandsrenderne ligger, opmærksom på at underlaget hvorpå springvandsrenderne hviler, brændte med en temmelig stærkt lueild. Han ilede straks hen og meldte det til ravelinsvagten og bad folkene der at sørge for at få en vandspand og dernæst at tage både, som lå i graven tæt ved broen og vagten, for at få ilden slukket, da det ellers var umuligt for stakaten at komme over til stedet hvor det brændte. Han formodede da at nøglen til nævnte båd som er under vagtens opsyn, måtte ligge i vagten for i tilfælde at enten et fortvivlet menneske sprang i statsgraven eller et andet ulykkeligt tilfælde indtraf, der da straks kunne fås redning. Men erfarede nu at denne båd var fastgjort til en pæl, som stod nedgravet i jorden med en tyk kæde gennem krampen, så det var ikke at tænke på her at få båden til afbenyttelse. Han løb altså ind til Nørreportsvagten og fortalte den der vagthavende officer hvad der var på færde, og hvor nødvendigt det var at få båden brækket løs. Officeren der var af samme mening som indsenderen, svarede at man på hans ansvar gerne kunne lade båden brække løs. 

"Han løb altså ind til Nørreportsvagten og fortalte den der vagthavende officer hvad der var på færde, og hvor nødvendigt det var at få båden brækket løs." (Nørreport til venstre, og ravelinen til højre.)

Mens alt dette foregik var en spækhøkers som hvis forældre bor i Kristen Bernikows Gade, en munter og rask gut, krøbet igennem mellem renderne under stakaterne, og forsøgte med en spand som blev nedfiret til ham med et tov, på denne måde at slukke ilden, hvilket også lykkedes ham. Ved at anmelde dette undlader man ikke at fremsætte det ønske at nøglen til båden måtte henligge i vagten for i påkommende tilfælde derfra at kunne fås.

(Politivennen nr. 449. Løverdagen den 7deAugust 1824, s. 9062-9064)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 452. 28. august 1824.

Advarsel.

Mange forældre har den tro at deres børn er i sikkerhed når de ved dem spadserer på volden, især når de er ledsaget af et voksent menneske. Men at denne tro er meget fejlagtig, var indsenderen og andre øjenvidne til.

Det er bekendt at voldskytten er beordret til at skyde de løse hunde som han måtte finde på volden. Han passerer derfor dagligt denne vej, ofte med en løs hund hos sig, som indsenderen ikke tror er mere berettiget til at komme på volden end enhver anden hund, da den nok ikke kan være synderlig nødvendig på denne jagt. Ved således at passere volden for omtrent 14 dage siden forefandt han en lille mops som han vist ikke har kendt ejeren til, ved Hjelmer Mølle og besluttede altså dens død. Men skyder så uforsigtigt at en mængde store hagl, hvoraf et var fuldkommen nok til at dræbe et barn når det traf i hovedet, slog en del ruder i stykker på møllerens hus. Ved sådan uforsigtighed er toldbetjentene som skal opholde dem i eller i nærheden af møllekontorerne, ligeledes udsat for at blive lemlæstet af dette menneske som man sikkert formoder vil blive beordret at omgås mere forsigtigt med sin bøsse.

(Politivennen nr. 438. Løverdagen den 22de Mai 1824, s. 7086-7087)

"Han skyder så uforsigtigt at en mængde store hagl, hvoraf et var fuldkommen nok til at dræbe et barn, når det traf i hovedet, slog en del ruder i stykker på møllerens hus." (Skt. Peders Mølle på Helmers Bastion lå hvor der i dag er et trafikknudepunkt, men den nærliggende H. C. Ørstedspark har bevaret noget af voldmiljøet. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Der er formentlig tale om møllen på Helmers Bastion som stod ved Jarmers Tårn o. 1651/69-1885. Den hed Skt. Peders Mølle. Denne stubmølle findes ikke længere, da den 1853 blev erstattet af en hollandsk mølle, som er en af de få overlevende voldmøller, dog nu flyttet til Nørre Jernløse ved Holbæk. Den er fredet og drives af et møllelaug som Nr. Jernløse Mølle.

Der klages over voldskytten igen i Politivennen nr. 721, lørdag den 24. oktober 1829, s. 687-690: "Bøn for Hunde, som skamskydes paa Volden"  og i artiklen "Umenneskelighed" om et anskudt dyr i Politivennen nr. 746, lørdag den 17. april 1830, s. 250-251.

Svar paa Anmodningen til Castellets Commandant i Politievennen No. 398.

Da passertegnene for Kastellet er lige så gældende for sammes hovedvold, og den i bladet Politivennen nr. 398 side 6456 ytrede anmodning ikke kan opfyldes, kunne vedkommende holde sig skadesløs for savnet af den sidstnævnte promenade ved at betjene sig af den førstnævnte hvor udsigten er langt skønnere og hvor man uhindret kan promenere så længe man endnu kan godt se om aftenen.

Fra en vedkommende.

(Politivennen nr. 399. Løverdagen den 23de August 1823, s. 6473)

Tag Fødderne iagt.

På mange steder finder man rendestensbrætterne så dårlig lagt at beslagene står adskillige tommer ovenfor stenene. Fodgængeren udsættes herved for om ikke at beskadige selve fødderne, so dog at ødelægge sit fodtøj. Indsenderen har således et par gange haft det uheld at jage foden ind under de omtalte jern og måttet være glad ved at den største skade ramte støvlerne. Ved Nørrevold mellem Teglgårdsstræde og Sankt Peders Stræde findes flere brætter i den påankede stilling. Bedre at brætterne var helt borte end således til mere skade end nytte henkastede over rendestenen.

(Politivennen nr. 269. Løverdagen den 24de Februarii 1821, s. 4343)

Vedvarende Tiggerie af Slaver

Skønt der i Politivennen så vidt erindres flere gange er klaget over at folk der enten for at spadsere eller forrette deres ærinde går ind og ud af stadens porte, bliver belemret med tiggeri af de slaver som arbejder ved portene og på broerne, så ser det ud som om der alligevel uhindret finder sådant tiggeri sted. Og det på en måde som må opvække rimelig misfornøjelse, da den gående ikke alene ofte bliver nødsaget til at standse idet han tiltales både fra siden og forfra af to til tre sådanne karle på en gang, men at tiggeriet endog undertiden sker på en ironisk og insolvent måde når slaven forventeligt tvivler på at få noget. Ja man har endog eksempler på at sådanne tiggende slaver har gjort nar af den forbigående, når de enten syntes at have fået for lidt eller han ikke har givet dem noget.

(Politivennen nr. 196, Løverdagen den 2den Oktober 1819, s. 3139-3140)

Bøn til Commandantskabet.

For få dage siden traf voldskytten en hund på volden. Hans pligt bød ham at skyde den, men vist ikke med to usikre skud at pine dyret, hvilket uden tvivl var tilfældet, da hunden efter det sidste skud, endnu havde kræfter nok til at løbe ned af volden og tage sin kurs op ad Nørregade. Det besynderligste er at skytten gav ham det sidste skud på 2 til 3 skridts afstand og var dog ikke heldig nok til at ende dyrets pinsler. Måske hvis kugler blev brugt i stedet for hagl (som man tror her blev brugt) ville hensigten sikkert også hurtigere opnås, og vores medskabninger som vi tager os den frihed at aflive, ville derved undgå at udstønne deres sidste suk under usigelige kvaler.

(Politivennen nr. 182, Løverdagen den 26de Juni 1819, s. 2933-2934)

Anmodning til Politie-Direkteuren.

Den årvågenhed som vores virksomme og nidkære politidirektør altid ved enhver lejlighed lægger for dagen, lader anmelderen håbe på at det må blive indskærpet den ansvarshavende gadekommissær eller politibetjente at jage eller pågribe de drenge, som dagligt har valgt grundene mellem Larslejstræde og Nørrevold som deres legeplads. Her forrykker de og borttager de sten som er sat om de derværende brønde, opstiller disse i en højde indtil 2 alen og spiller på dem det såkaldt kag, så at stenene farer tværs over gaden og forbigående ofte er udsat for at få sten både i hovedet og på benene fordi drengene har mere eller mindre kraft til at fremdrive dem. 

Det ville i det hele taget være ønskeligt at pålægge ejerne af disse grunde både her og andet steds hvor tomter findes at omgive disse med et plankeværk i lige flugt med fortovet da det er et væmmeligt syn og uanstændigt for en kongelig residensstad at se disse tomter tjene til møddingepladser og kloakker. For ikke at tale om at de om dagen tjener som kåde drenges tumleplads og om natten muligvis en eller anden for den offentlige sikkerhed farlig person som opholdssted og til hjemsted for tyvekoster.

(Politivennen nr. 84, Løverdagen den 9de August 1817, s. 1405-1406)

Redacteurens Anmærkning

Ordbog over Det Danske Sprog har forklaringen på hvad legen kag går ud på: Børneleg, hvor det gælder om (ved stenkast) at slå den øverste sten i en pyramideformet stenbunke ell. lign. opstilling ned eller slå en tveget stok, en kegle o. lign. omkuld.

En fæl Mødding ved Nørrevold.

(Indsendt)

Ved Nørrevold på den ene side af Frue Arbejdshus er en stor ubebygget plads. Der behager det nogle mennesker at henkaste fejeskarn og alle hånde urenligheder tæt op til ovennævnte arbejdshus hvorved der samles på en mødding som er til megen vederstyggelighed. Man kunne ønske at opsigtsbetjenten ved Nørrevold ville formå renovationskarlen på samme sted at borttage denne mødding, og tillige være opmærksom på hvem det er som utilladeligt henkaster skarn på ovennævnte sted. Når man passerer Nørrevold for at nyde fri og frisk luft, har man den ubehagelighed at øje og næse finder sig fornærmede ved at blive henvendt til berørte plads.

(Politivennen nr. 62, Løverdagen den 8de Marts 1817, s. 966)

Bekjendtgørelse

Københavns Kommandantskab har påpeget over for politiet at fæstningsværkerne tilføjes megen beskadigelse ved drenges løben på voldenes skråninger og uvedkommende passage på steder i fæstningsværkerne, hvor det i almindelighed ikke er tilladt at komme. I den anledning bekendtgøres fra politiets side, på kommandantskabets anmodning, at de militære patruljer er pålagt at anholde enhver som begår uorden på volden eller uden at være forsynet med tegn fra kommandantskabet antræffes andre steder i fæstningsværkerne end på den almindelige promenade.

Københavns politikammer den 20. april 1816

(Politivennen nr. 17, Løverdagen den 27. april 1816, s. 261)

Ærbødig Begæring til Københavns Kommandantskab

(Efter indsendt)

For ridende på Københavns volde, som er berettiget til det gennem voldtegn fra kommandantskabet, er det en højst ubehagelig indskrænkning i den således indhentede tilladelse, at hver skildvagt standser ham og forlanger at se tegnet. Denne hensigt kunne til fulde opnås, når det alene blev pålagt skildvagterne ved det opridningssted som den ridende betjente sig af, at forvisse sig om ens berettigelse hertil. Hvorimod de øvrige skildvagter under denne forudsætning måtte kunne lade ham uhindret passere forbi. Derfor vover man ærbødigst at gøre kommandantskabet opmærksom på det, forvisset om at denne ulejlighed, hvis det er muligt, vil ved dets omhu for et skønsomt publikums bekvemmelighed, på den oven anførte eller anden måde blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 519, 9. april 1808, s. 8345-8346)

Ikke et voldtegn, men en passerseddel. I mangel af bedre.