Uorden paa Amagertorv.

Sidste lørdag kom en bonde og kone ind på Amagertorv med en balje i sin vogn med blåbær og ville sælge dem til 8 skilling potten. Da kom der en del sælgerkoner sammen med deres frugtdragere, et sidestykke til flæskedragere. De skældte den stakkels bonde ud fordi han ikke ville tage 10 skilling for potten, og de ville tvinge ham til at sælge det hele til dem for selv at få hele handelen. Det er netop disse koner og deres drabanter som river alt af vognen, såvel i gæstgivergårdene som på torvene, og derfor er det de stakket grønt- og frugthandlere må gå i armod. Når sælgerkonerne har revet alt af vognen, så sætter de sig på bøtten uden at nogen kan få noget af det. Det er mærkeligt at politiet og borgerrepræsentanterne tillader at over 200 amager- og valbykoner sidder og sælger fra solens op- til dens nedgang, hænger deres kurve på ærtevognene og løber gade op og gade ned, hus til hus, sal til sal. 

Lad amager- og valbykonerne stikke fingeren i jorden og lugte hvor de er født. Det er rigtig nok mere mageligt at sidde fra morgen til aften med hænderne i skødet og vakle hen i en kaffestue og leve af fint brød end at arbejde, spinde og gøre gavn på landet. Det var ønskeligt at denne uorden måtte blive afskaffet og det kan bedst ske ved at pålægge hver af dem på torvet og i porte og døre fra 10 til 20 portioner næringsskat. Jeg som landboer ville skamme mig ved at høkre mine frugter ud i en stad hvor så mange skal leve af det med kone og børn og betale husleje. Det samme er tilfælde med tørv, brænde, koste og kartofler som bonden høkrer ud for de handlendes døre i skillingevis. Det er derfor intet under at så mange stue og kælder står ledige og ejere og lejere ødelægges i bund og grund.

(Politivennen nr. 1438. Fredagen, den 21de Juli 1843. Side 449-450). 

En Fabrikation, som fortjente en følelig Belønning

(Efter indsendt)

Blandt alle den store stads onder er dette vist nok ikke den mindste at en del varer kunne fordærves eller forfalskes, uden at samme altid og allevegne kan pågribes af den magt som er betroet opsynet med det. Ikke fordi det var umuligt, men fordi indbyggerne er alt for magelige eller skødesløse med straks at angive enhver sådan fejl!

En amagerinde på hjørnet af Dybensgade og Admiralgade mistænkes for at sælge fortyndet mælk. Hun sælger tre slags mælk med tre forskellige priser potten. 

En af de varer som det er størst ynk og harme at se forfalsket er mælken. Hvis prisen steg, ville det ikke være så slemt, som hvis prisen er lav, men varen fordærvet.

Man anmelder derfor til højere opmærksomhed, at en amagerinde, der har stade på fortovet på det hjørne af Admiralgade og Dybensgade hvor blikkenslagerenke madam Petersen er husejerinde, sælger tre slags mælk. En til 2 skilling, en til 3 skilling og en til 4 skilling potten. Foruden denne forargelige sortering ligner alle sorterne, selv den bedste så lidt sand eller ægte mælk i smag og syn at fabrikantinden efter anmelderen mening har vel fortjent at anbefales til politiets drøftelse og kendelse.

(Politivennen nr. 539, 27. august 1808, s. 8657-8659)

En Uorden af Frugtsælgerinderne

Gennem lang tid har man set at frugtsælgerinder har eller tager faste stader på gaderne. Skønt dette øger antallet af forhindringer for færdslen på fortovene, der desuden blokeres nok med amagerindernes, grønkonernes og auktionsmændenes sager, kan der ikke være mere at sige om det end om de sidstnævnte. Det skulle da lige være at deres handel er ubetydeligere og dermed berettiget til at bære over med.

En amagerinde på torvet. Det kunne være Amagertorv og sælgende frugt og grønt. Et er at de omvandrede frugtsælgersker vræler løs, men at de siddende nu også gør det - det er for meget! (Eget foto, Nationalmuseet).

Men i den senere tid er en uorden begyndt af en stor del af disse første frugthandlersker, der gør at man så meget mindre kan fordrage dem. Den nemlig at de med væmmelige skrål falbyder deres pærer og æbler lige så skingrende som deres endnu omvandrende søstre.

Dette er til stort gene for beboerne i nærheden, der uophørligt må døje med denne vrælen. De omvandrende frugthandlerinders skrål er dog kun et forbigående onde. Dette derimod varer ved. Hvor ubehageligt, ja endog muligt skadeligt dette er og kan være for syge personer, er overflødigt at nævne. Det tør derfor ønskes, at det måtte befales dem at enten tie hvis de ville sidde, eller gå dersom de endelig vil skråle.

(Politivennen nr. 492, 3. oktober 1807, s. 7921-7922)

Til Bedste for amagerkanske Madmødre og for københavnske Sælgerinder

(Efter indsendt)

Mange koner og amagerpiger dovner nu til dags på gader og sælger alskens frugter. Med kurven trygler eller tilskynder de for at tjene nogle skillinger som de så bruger til lediggang. Man kunne forledes til at tro at frugterne voksede på Amagerland, og at der var anlagt frugthaver med alskens finere og ringere frugter, ligesom kål og grønt. Og at de amagerklædte dagdriversker gik rundt med  i huse og gader og solgte frugterne af deres eget arbejde. Når man ser de går omkring med appelsiner, citroner, fordærvede figner osv., står det klart at det ikke er produkter fra Amager. Men det er også velkendt at de stikkelsbær, æbler, pærer og kirsebær osv. ja endog det grønne som de går rundt med, ikke er fra Amager. Tværtimod stammer de fra haverne uden for byens porte, bøndervognene på torvene og ofte inden de er nået inden for portene, samt skibene med frugt fra provinsen. Her køber de sig en kurvfuld og driver omkring med den.

Indsenderen mener ikke at have set denne sag interesserer nogen offentlig skribent. Men synes at den fortjener ikke alene at disses, men især politiets og fattigvæsenets bestyrelse, selv den høje og velvise magistrats opmærksomhed, som beskytter Københavns bosatte borgere af de lavere klasser i deres lovlige næringsveje.

Det drejer sig ikke om de ærværdige torve-amagermatroner som sælger det som de har høstet ved deres flid og arbejde. Intet er mere agtværdigt end at de selv tager til byen for at afsætte deres egne produkter. Intet er bedre for byen selv. De tager også kun den fortjeneste, som de som førstehåndssælgere må tage. Men når man ser voksne, stærke og arbejdsføre unge fruentimmer drive rundt som nævnt ovenfor, så er det indlysende at dette håndværk (undskyld, man burde ikke kalde det således, udtrykket håndværk er for ædelt dertil), kun medfører lediggang, dovenskab og udsvævelser.

Et løst og ledigt kvindemenneske, som tager fra Amager til byen for på den og de dermed forbundne måder at tjene penge, går hverken hjem til familien eller en madmoder på Amager med deres fortjeneste. Nej, om aftenen eller når de har fortjent noget, opsøger de knejper, kroer og andre opholdssteder, og bruger det uden at tænke på dagen i morgen.

Dette dagdriveri afholder dem fra at føre en ordentlig levevis, og udsvævelser og liderlighed er en meget naturlig følge. Og hele flokkens elendighed er ikke alene en byrde for staden. De fordærver også de øvrige unge kvindfolk på Amagerland og bidrager til at vi madmødre på Amager ikke kan få tjenestetyende. For når et antal går fra landet, mindsker det antallet af tjenende, som kræver højere løn og gør dem vanskelige at få. Desuden påvirker og fordærver de de andre som ellers ville tjene på en ordentlig og skikkelig måde. De forfører dem og ved eksemplets magt giver dem smag for en udsvævende og i deres forestilling fri og let måde at leve på, som ellers i den fremskreden alder vil få slette følger for dem. Vi amagermadmødre henstiller derfor til den høje og velvise øvrighed om gode midler at hæmme arbejdsføre amager-kvindfolks dagdriveri.

Som københavnske sælgerkoner beder vi vores Magistrat samt fattigvæsens bestyrere at beskytte os mod det overgreb på vores lovlige næringsvej. Mange af os har ingen anden mulighed end at gå med kurven. Vi skal endog have tilladelse og tegn fra vores gode politimester, som sørger for at ingen anden københavnerinde får lov at bære kurven. Så vi mener at kunne bede om at han forbyder uvedkommende det, uagtet de ikke bærer samme dragt som vi. Ja selv denne dragt er af og til bedrageri. Ikke alle som bærer den, er født på amager.

En fattig håndlangere, en matros eller soldaterkone, en enke. Hvad skal de gribe til, måske endog med børn? Et lille barn kan man dog tage med sig sammen med kurven eller sidde med på hjørnet af en gade eller i en port og drive tiden bort, imens man sælger så meget at man får nogle skillinger at mætte det med. Gamle og skrøbelige mennesker kunne ernære sig med kurven. Og så længe de har den, er københavnske sælgerkoner ikke til byrde for fattigvæsenet, som har flere at sørge for end det kan overkomme. Det vi på denne måde tjener, tager vi med hjem til vore boliger og vederkvæger os selv, vores mænd og små med en liden læskende tår kaffe eller af det klare og [Skotste] til. Delvis underholder vi vores mænd som kommer fra vagt og i 2 gange 24 timer ikke kan tjene noget, eller vi samler lidt til husleje og brænde osv som de løse fruentimmer fra Amager ikke behøver.

Vi beder derfor de, som våger over at Københavns almue ikke bliver fattigere end den er og føde andre dagdrivere på deres regning, vil finde på midler til at forebygge dette overgreb mod vores lovlige næringsveje. Da vi ikke har laug, og derfor må tåle mange fuskere, har vi ingen anden mulighed for at påtale det.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 284, 1. oktober 1803, s. 4515-4521)

Redacteurens Anmærkning

Billeder af sælgersker fra Amager findes i: Elna Mygdal: Amagerdragter, s. 137-162.

Uordener

Det er, om rigtigt mindes, tidligere i Deres blad klaget over at marskandiserne på hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestræde fuldstændig opfylder det allerede elendige fortov ud i Badstuestræde med kister og skrammel, så at ingen kan betræde det. Og denne betrædelse er så meget mere nødvendig som lige over for er et hus under bygning hvor aldrig som sædvanlig ved sådanne bygninger, bliver fejet eller bortkørt. Man må da på grund af denne marskandisers uforskammethed, ganske overgive sig i skarnet, og når amagerkonen på samme hjørne udbreder sig, nødes man at gøre en cirkel langt ud i Vimmelskaftet for at komme frem. Dersom Politivennen endnu engang, som ønskes, gør erindringer herom, og marskandiseren endda fremturer i sine fornærmelser mod de mange fodgængere, som endelig må daglig denne vej til deres forretninger, så tror man det ikke kan anses for vold om man selv rydder disse kister til side.

(Politivennen, Hæfte 8, nr. 102, den 5. april 1800, s. 1630-1631)

Uordener

Ejeren af nr. 10 på hjørnet af Amagertorv og Valkendorfsgade har ikke alene tilladt en amagerkone at sidde på hjørnet (hvor hun sikkert mod tilladelse optager hele fortovet lige ud til rendestenen), men også en anden kone som sælger huer og deslignende at have en butik der. Også denne sidste optager hele bredden af fortovet. Husejeren vil sikkert indse at dette er imod god orden og de gåendes ret.

På det lige overfor liggende huses fortov er ligeledes et helt fjælehus opbygget som ejeren sikkert ikke kan hjemle sig ret til at have stående på det offentliges grund. Hvad ville der ske hvis hver husejer fik i sinde at bygge butikker og potteboder uden for sit hus? Og skal en have større frihed end de andre?

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 97, den 1 Marts 1800, s 1551-1552) 

Om Amagervogne ved Sandkisten

Det er ved plakater bestemt torve og pladser hvor amager- og andre bøndervogne skal holde. Men ikke desto mindre har anmelderen lagt mærke til at 4 amagervogne hver onsdag og lørdag i 3 ugers tid har valgt sig en ny torveplads ved Gammelstand skråt for sandkisten. På et sted, hvor der er så megen færdsel og tæt ved det betydelige traktørsted Palais Royal, hvor fremmede jævnlig kommer til og fra. Dette burde så meget desto mindre tillades som passagen derved spærres og pladsen allerede er knap nok ved de mange arbejdsvogne, som nok har tilladelse at holde her. På en tid da man næsten tror at kunne vinde hævd på uordener, er det nødvendigt at gøre vedkommende opmærksomme herpå. Ved undersøgelse vil der findes, at tingen forholdet sig sådan, og man kan da vente, at disse vogne henvises til de for dem bestemte pladser.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 71, den 31. august 1799, s 1132)

Redacteurens Anmærkning

Med traktørstedet Palais Royal hentydes måske til det fine Hotel Royal på den nuværende adresse Ved Stranden 18. Det var der hvor H. C. Andersen spiste frokost med den svenske sangerinde Jenny Lind og hvor Riborg Voigt som H. C. Andersen var forelsket i, boede.

Amagerinde-Bidrag

I denne tid da alle med glæde køber det grønne, sælger amagerinderne os nu både gode og onde planter. Mængden som køber kender desværre ikke væksterne. Fx skarntyde i stedet for kommen o. lign. Var det ikke rimeligt at det undertiden blev efterset af urtekender. Vores unge botanikere kunne både lære og gøre sig fortjente af publikum.

(Politivennen, Hæfte 5, nr. 58, den 1. juni 1799, s 922-923)