Hans Olaf Bjørløw (1871-1935). (Efterskrift til Politivennen)

H. O. Bjørløw var oprindelig fra Sande i Norge, og kom 1892 til Danmark. Han arbejdede i garverfirmaet Trautner & Søn i Sorø, senere nogle år værkfører hos garverme­ster Chr. Lasson i Vejle. Herefter startede han sin egen virksomhed. Han var den 16. marts 1898 sammen med andre erhvervsfolk indenfor læder- og skindbranchen med til at grundlægge Chromlæderfabrik A/S i Sankt Jørgens Gade 1 (nu Valby Tingsted) i Valby. Fabrikant Otto Klenow (1855-1923) ledede selskabet. Bjørløw købte ejendom i Trekronergade i 1914. Den 1. januar 1926 blev søn­nen Gunnar Bjørløw optaget i fir­maet, der i 1933 omdannedes til et aktiesel­skab. H. O. Bjørløw var bestyrelsesformand, Gunnar Bjørløw administrerende direktør. Da H. O. Bjørløw døde, indtrådte sønnen S. E. Bjørløw i direk­tionen.

H. O. Bjørlow - på gravstenen står dog Bjørløw.

Fabrikant Bjørløw boede i 1920 på skovbogårds Alle 6, Valby.

Fabrikant Bjørløw.

H. O. Bjørløws Chromlæderfabrik I Valby fejrer i disse Dage sit 25 Aar Jubilæum. Indehaveren er født i Norge, men kom efter at være uddannet i Garverivirksomhed her til Landet, hvor han bl. a. en Tid var knyttet til det kendte Garverifirma Trautner & Søn i Sorø. I 1898 etablerede han sig som selvstændig Garvermester her.

Han begyndte med et beskedent Fedeskindsgarveri, som han efterhaanden drev i Vejret. I 1905 tog han som en af de første fat paa Eksperimenterne med Minerallæder ved at garve Skindene med Chromiltesalte i Stedet for med Bark. Efter nogle Aars Eksperimenteren naaede Bjørløw saa vidt frem, at hans Virksomhed staar som en af de første herhjemme paa dette Område.

I 1914 byggede Bjørløw, som i de mellemliggende Aar havde erhvervet sig Indfødsret, sin store, moderne indrettede Fabrik i Valby. Allerede i 1917 blev det nødvendigt at udvide Virksomheden her. I de senere Aar har Fabrikant Bjørløws to Sønner Gunnar og Sven taget Del i Arbejdet.

(København 17. marts 1923)

Sønnen Gunnar Bjørløw (1900-1985) blev udlært i faderen H. O. Bjørløws kromlæderfabrik, og i USA hvor han opdagede ny viden om læderbehandling. 1926 fik han borgerskab som garvermester og blev samme år medindehaver af firmaet. Broderen Sven Bjørløw (1905-1995) sluttede sig til i 1929. 1933 blev H. O. Bjørløw Chromlæderfabrik omdannet til et familieaktieselskab hvor Gunnar blev merkantil, broderen Sven teknisk direktør. Gunnar trådte tilbage som direktør for virksomheden 1969.

Efter Otto Klenows død over­toges ledelsen af virksomheden af hans ældste søn, Paul Klenow (1885-1949). I 1932 om­dannedes virksomheden til et aktieselskab, og i 1937 blev der foretaget en sammenslutning med Ørholm Læderfabrik, hvis fabrikation overflyttedes til Dansk Chromlæderfabrik A/S. Efter Paul Klenows død i 1949 tiltrådte bro­deren, civilingeniør Lennart Klenow (f. 1897) som direktør. 

Se endvidere:

John M. Eriksen: Valbys Garverier i miljøhistorisk sammenhæng. Om "de fra garveriets usunde stoffer, der frembringer ilde lugt.". I Historiske meddelelser om København, 2001, 5, s. 129-140.

Bjørløws gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Garveri. (Efterskrift til Politivennen)

Vore Garverier have i de sidste Aar ved forøget Dristighed vistnok Krav paa det Almenes Opmærksomhed, tildeels for det Held, hvormed vore Fabrikantere have fortrængt de udenlandske Fabrikater, og den Grad af Godhed, de til Trods for de ugunstige Forhold, især i Hovedstaden, have vidst at forskaffe deres Vare. Men hvad der netop i Hovedstaden modsætter sig Fabrikernes Udvidelse er det indstrænkede Rum, hvori vore Garverier ere anlagte (et af vore sidste Garverier drives endogsaa paa fire forskiellige Steder her i Byen), og saa længe Cancelliplacat af 21de April 1809 og 13de Juni 1810 bestaae, ville ingen nye kunne anlægges, og ville ikke alene holde de Eiendomme, hvor, et saadant Anlæg findes, i uforholdsmæssig Priis, men ogsaa være til Hinder for gavnlige Forbedringer; saaledes vil f. Ex. Dampmaskiner med Held kunne anvendes til Barkmaling, valtse Læderet, poste Vand, og ved Stampning udtrække Kalken af Læderet, istedetfor den for andre Huusbeboere utaalelige Stank af Beitzen.

Det turde synes, at saadanne Anlæg bedst anlagdes i Forstæderne, men Erfaring har lært det Modsatte: Barken, der for det Meste kommer fra Udlandet, bliver fordyret ved den lange Transport, Producenterne af de raae Varer søge helst Torvene; dertil kommer, at saalænge Læderhandlerne ikke staae i et passende Forhold til Fabrikanterne, de selv maae besørge deres Detail-Forretninger. Consumptionen af garvet Læder udgjør ved at føres ind i Staden 12 sk. pr. Lpd., og den for Fabrikanten saa nødvendige Berørelse med Handelsstanden ved Børsgang etc. vilde for en Deel kalde bort.

Hvad der i sin Tid foranledigede foromtalte Cancell, Plac. turde vel være Frygt for skadelig Indflydelse paa Sundheden, men Erfaringen har ikke stadfæstet, hverken i andre europæiske Stæder (hvoraf Inds. fjender blandt andre tvende Grændsestæder, Stavelot i Belgien og Malmeby i Preussen, ½ Miil fra hinanden, beboede for det Meste af Garvere) eller hersteds, ovennævnte Frygt. Det synes endogsaa, at Lægerne i den senere Tid have forandret Anskuelse, og anbefalede endogsaa Garverierne i Choleratiden, som Præservativ mod denne farlige Sygdom.

Den Indflydelse, den vilde have paa Eiendommen her i Staden, turde vel ikke være saa ubetydelig. Saaledes blev Gaarden Nr. 272 i Adelgaden, hvor indtil Aaret 1804 var drevet Garveri, solgt for 7430 Rbd., ikke stort mere end i Deel af Assurancen; havde Privilegiet klisteret vilde den udentvivl være gaaet over 10,000 Rbd., da adskillige Garvere vare Liebhavere, men de dristede sig ei til at byde høiere formedelst den nævnte Canc.-Plac. Den samme Pl. bød, at de ældre her i Staden værende Garverier skulde nedlægges, saafremt de gik over i fremmede Eieres Hænder. De fleste Garverier have siden den Tid havt forskiellige Eiere, uden dog at bemeldte Pl. er kommen til Anvendelse, men er derimod bleven en Indtægt for Communen, idet den første Eier aarligen erlægger 10 Rbd., og forhøies med 5 Rbd. aarligen for de senere Eiere. At ingen Indstilling er gjort fra Laugets Side, vil let indsees af dem, der kiende den endnu hos os herskende Laugsaand, da derved Lejligheden til at etablere sig i samme Fag betages de Lysthavende. Inds. har derfor besluttet at lade samme igjennem dette Blad offentliggjort, paa det at alle Interesser kunne udtale sig, og at det af det vundne Resultat kunde fremgaae, om titnævnte Plac. burde vedligeholdes eller ophæves.

6. 13.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. maj 1841).

Garverier var en af de ildelugtende industrier. Processen var at blødgøre skind med salte, urin eller lignende for at fjerne hår, fedt og andre uønskede elementer. Herefter Derefter garvedes skindene med bark, tran, dyregødning (typiske fra hunde eller duer) eller knust dyrehjerne. Herefter smidiggjordes skindene med "smøring" med dyrefedt eller tran. Til sidst en eventuel farvning og udspiling. På artiklens tilblivelsestidspunkt var der ca. 300 garverier i Danmark. Herefter begyndte man at bruge en usund, men tidsbesparende garvemetode med krom. 

Bøn om Afløb for stinkende Vand.

Hele sommeren har beboerne af stederne i Borgergade fra nr. 89 til 93 lidt meget ved en utålelig stank af det vand som udløber fra garveriet i den såkaldte Landgreve - nr. 94 - og som i stedet for at løbe den modsatte vej, ved rendestenens dårlige forfatning samler sig udenfor de nævnte steder hvor det intet afløb har, men står stille og forrådner endnu mere. Hidtil har man tålmodigt måttet finde sig i dette onde da man anså plankeværket uden for det under bygning værende hus nr. 88 som en hindring for dette stykke rendestens højst nødvendige forbedring. Men efter at dette er borttaget og de derved fremkomne huller i stenbroen er dækket, er man så fri at henvende de ansvarliges opmærksomhed på denne ulempe, overbevist om at den med sædvanlig velvillighed vil blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 872, lørdag den 15de september 1832, s. 609-610)  

Garver-Tyrannie i Borgergaden.

Allerede for et par år siden blev i dette blad fremsat en venlig bøn til ejeren af garveriet i Borgergade 193 om at lade sit vand udløbe efter kl. 10 om aftenen. I lang tid var det også temmelig godt. Men i den senere tid har denne udladen af råddent, stinkende vand på en rædsom måde tiltaget, stundom flere gange dagligt og sædvanligt på den varmeste tid af dagen da beboerne har deres vinduer åbne for at få lidt frisk luft. Den utålelige stank der næsten er i stand til at kvæle folk, især nervesvage, opfylder værelserne og forsvinder først ganske efter  temmelig lang tids forløb. Betænker man at alle nyere garverier med hensyn til sundheden, anlægges udenfor portene, betænker man at vi lever i en tid da sundhedskollegiet anbefaler ren, frisk luft som præservativ for den frygtelige cholera morbus, så synes det virkelig ikke af vejen at påpege for en borger det urigtige i hans handlemåde der muligvis kan have skadelige følger.

Man håber derfor at ejeren af nævnte garveri vil som før er sket, atter lade vandet udløbe efter kl. 10 om aftenen, når vinduerne er lukket og der er mindre færdsel i gaden.

(Politivennen nr. 810, Løverdagen den 9de Juli 1831, s. 487-488)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 815, 13. august 1831, s. 580 bekendtgjordes at vandudløbet nu ikke længere besværede beboerne.

Bøn fra Borgergaden.

Da stenbroen i det stykke af denne gade som er mellem Gothers- og Helsingørsgade nu er under reparation, beder flere af beboerne om at rendestenen med det samme måtte blive efterset da den på nogle steder er dybere end på andre, hvilket har til følge at vandet bliver stående og i sommerens tid forårsager en utålelig stank der endnu mere forøges ved et i gaden værende garveris afløbsvand som ofte tager sit løb ned imod Gothersgade. At denne rendesten er højt trængende til reparation, kan ved selvsyn let erfares da den på sine steder er så bred at endog voksne børn må gå omveje for at komme til et rendestensbræt for at slippe over.

(Politivennen nr. 699, Løverdagen den 23de Maj 1829, s. 348)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 810, 9. august 1831, s. 487-488 fremgik at garveriet igen udledte vand før kl. 10 om aftenen.

Desmerdaasen i Boldhusgaden.

Ejeren af en gård ved Ved Stranden hvis baggård støder op til hjørnehuset af Boldhus- og Admiralgade, har den slemme vane fra det i nævnte gård værende garveri, eller Gud ved hvad, at lade det rådne, stinkende vand udløbe i rendestenen midt på dagen, sådan på en pas, når jævne folk sidder ved middagsbordet. Alle næser i nærheden har i lang tid råbt Ak! og Ve! over denne anti-eau de cologne fabrik. - Men da man ser at ingen forandring bliver foretaget, og man ved at vedkommende endog er gjort opmærksom på denne uskik uden at det har frugtet - så er man så fri i hele nabolagets navn at bede vedkommende om at lade sit fæle vand løbe ud enten om aftenen eller tidligt om morgenen, så at nabolaget ikke skal indånde disse forpestede dunster hele dagen.

Man håber at denne bøn bliver hørt og at der bliver sat et låg på desmerdåsen.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 314-315)

Forestillinger tilegnde Oekonomie- og Kommers-Kollegium, General-Toldkammeret og Magistraten

Ege- og birkebark er et uundværligt materiale til garverierne. Men det begynder at skorte på det efterhånden som skovene mindskes. Denne mangel er ikke kun her, men allevegne i Europa, garveriernes største forhindring. Derfor er det forbudt at udføre bark både i England, Preussen og Sverige. Hos os er der derimod ikke et forbud, og som følge af det udføres en mængde af vores bark. Især fra Norge til England og andre steder.

Den yndest som hans majestæt gennem forskud og andre måder har vist garverierne, lader håbe at det ikke vil være forgæves at landets garvere ønsker barkens udførsel til fremmede steder provisorisk enten forbudt eller besværet gennem forhøjet told når det kollegium under hvis pleje og forsorg fabriksfliden er henlagt, bedre end det er undertegnede muligt, måtte ville udvikle hvor meget mere fordelagtigt det er for landet at gøre indførsel af fremmed læder unødvendig eller vel endog for den forædlede vare, tilberedt læder, at indløse penge fra de fremmede selv, end - at give udlændingen en daler for læder for at kunne indlæse en skilling for rå huder og en ditto for det rå materiale, bark.

Det kongelige Generaltoldkammer vil bedst af alle kunne understøtte dette andragende ved at meddele kollegiet beløbet af barkens og de rå huders udførsel, og af forarbejdet læders indførsel for nærværende tid.

Man kan frygt at adskillige garverier til vinter må holde op med at arbejde af mangel på bark. 

Efter her kort men som jeg håber tilstrækkeligt har berørt en for alle danske staters garveriers fælles interesse, må det være mig tilladt at omtale et særegent anliggende for de københavnske garverier.

Den usundhed som garveriernes uddunstninger truer med, når de er anlagt midt i en tæt bebygget og folkerig stad, har foranlediget det ønske hos regeringen, at disse garverier efterhånden måtte forlægges uden for staden, enten i forstæderne eller længere borte.

Hvor en regering udmærker sig ved kærlighed og omsorg for borgerne, der går disse med glad opofrelse ethvert ønske fra regeringen i møde. Adskillige garverier er forlagt og anlagt udenfor voldene og det indses let at sådant ikke sker uden stort tab. Men sikkert vil vores hovedstads magistrat være enig med mig i at sådanne gavnlige foretagender på inden måde bør møde større eller flere forhindringer end sagens natur selv uomgængelig medfører.

Transportens tidsspilde, rettere fordobling, og dens store omkostning forenet med folkelønnens større dyrhed og den nødvendighed stadig at have et udsalg i staden, er vanskeligheder som ingen kan borttage fra ethvert fabriksanlæg i forstæderne.
Men de hindringer som Generaltoldkammeret og Magistraten kan afhjælpe, og som de sikkert vil afhjælpe på min anstændige forestilling er følgende.

1) Portpengene hvorfra nu ikke engang de fabriksejere er fritaget der før h har haft fri passage. Denne udgift tynger fabriksejerne uden at være nogen stor genstand for stadens indtægter. Ligesom den synes mig hård, når man betænker at en sådan på stadens broer bosat fabrikant dog svarer alle stadens ordinære byrder.

2) Konsumtionen. en rå hud giver 4 skilling i konsumtion. Disse 4 skilling godtgøres vel fabrikanten på den rå til forarbejdelse udførende hud. Men når den forarbejdet igen indføres, må han betale 18, 20 til 22 skilling igen (10 2/3 skilling af lispundet) herved sættes forstadens fabrikant tilbage, da han taber 10 til 12 procent og må dog holde pris med den indenbys garver.

Dersom det på denne min forestilling måtte besluttes at fritage forstadens garvere fra denne byrde, tror jeg at sådant meget godt uden tab eller svig kunne ske på følgende måde: I konsumtionskontoret kunne være et stempel af skarpe spidser fx med de ord: Ind og Udførselsstempel til forarbejdelse. Hermed stempledes hver rå udført hud i skilten, og nød da ingen godtgørelse. Når den forarbejdet igen indførtes, og bar sit stempel, var den igen fri for afgift. Til sikkerhed for svig kunne i samme kontor være en bog hvori hver fabrikant havde en folio som vist antallet af det ind- og udførte.

Dersom det fra højere steder måtte lægges mærke til det her ytrede, vil sådant i tiden sikkert bevæge flere til at flytte ud, og således opfylde fornufts-, sundheds og regerings ønske.

Kildevæld på Østerbro d. 10. dec. 1800.
M. Bresselau
Kongelig privilegeret læderfabrikant.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 138. 13de december 1800, s. 2194-2197)

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1800 står opført Læderfabrikør Breslau, Lille Strandstræde 100.