En Vægters høist pafaldende og upassende Adfærd mod tvende Udlændinge.

Mandag den 10. juni om aftenen klokken omtrent 10.30 blev to udlændinge som logerer hos værtshusholderen der bor i stedet nr. 75 Bag Børsen just som de stod på fortovet udenfor nedgangen til kælderen og samtalede ganske sagte såvel indbyrdes som med deres værts datter, på den mest ubehøvlede måde tiltalt af den posthavende vægter ved navn Berg idet han udlod sig således: "I lange, opløbne knægte står kun her på fortovet for at gøre kommers" og han betydede dem dertil i en højst upassende tone at de skulle gå ned i kælderen. Værtens datter der naturligvis blev ganske forundret over denne vægterens opførsel, forføjede sig ind i stuen til sin far der gik ud for at erfare hvad der var på færde. Efter at han af de fremmede og sin datter var blevet sat i kundskab om hvad der var passeret, bebrejdede han og det vist nok med rette, vægterens adfærd, men fik i stedet for en høflig undskyldning en mængde skældsord der ledsagedes med den trussel at han (nemlig vægteren) skulle melde ham (værten) fordi han holdt nattekommers.

Da man nu aldeles ikke ønsker at indlade sig med nævnte vægter ad rettens vej, men dog attrår at dette hans forhold med fredelige udlændinge måtte komme til hans foresattes kendskab, så har man valgt denne vej for at henlede disses opmærksomhed på ham, hvilket da vist nok vil have til følge at han vil få en alvorlig irettesættelse for denne hans højst upassende adfærd.

Til slut bemærkes at de fremmedes vært er ganske rolig med hensyn til den trussel hvormed vægteren har udladt sig da han er sig bevidst aldrig at have befattet sig med nattekommers.

(Politivennen nr. 1225, Løverdagen, den 22de Juni 1839. Side 387-388) 

Et Par Ord om Udlændinge der vinde Borgerskabet her i Landet.

Herr Udgiver!

Deres blad har til hensigt at hæmme en del uordener der på grund af mangel på påtale ellers måske let opdagedes af den der efter at være kommet til kundskab om dem, med fornøjelse bidrog til deres afskaffelse. Derfor tillader indsender sig at indsende disse linjer for at gøre Dem ulejlighed med at indrykke følgende:

Det skal ofte være tilfældet at der her i landet kommer udlændinge der er indkaldt af familie eller venner som allerede opholder sig her. Disse mennesker der aldeles ikke kender til handel, men blot har drevet om for hver mands dør og på markeder med en kasse pilleri på nakken og ikke har stået visse år i lære (hvilket jo er pålagt enhver indlænding der vil sætte sig ned enten hvor der er laug eller ikke), går siden i kompagniskab med andre der allerede har borgerskab. Og når disse sidste, hvilket oftest er tilfældet, efter at have fyldt deres pung på næstens bekostning, rejser hjem for nu ret anstændigt at sætte sig i virksomhed i hjemmet, tager kompagnonen borgerskabet og afløser sin bortrejste landsmand for til sin tid atter at kunne følge i hans fodspor. 

Dette skal også finde sted i købstæder på landet hvor det italienske eller fremmede navn snart viser hvorfra købmanden (om man bør kalde en sådan ukyndig i faget således) har sin oprindelse. At dette sker til fornærmelse for indlændingen der ikke uden møje kommer så vidt at han bliver kvalificeret til at tage borgerskab NB om han har evne til at blive sin egen mand, er jo meget naturligt. Og at købere heller ikke altid finder sig tilfredse med at handle med personer der ikke står i den forbindelse med landet og dets beboere som indlændingen der er født, opdraget, oplært i samme, er jo lige så antageligt. Man måtte derfor ønske at det i fremtiden også på landet blev gjort mere vanskeligt for udlændingen at vinde borgerskab, allerhelst på en tid da der gives så mange munde om enhver bid brød.

(Politivennen nr. 580. Løverdagen den 10de Februar 1827, s. 86-87).

Bemærkning over Sveitzer-Conditorerne.

I nr. 229 af Politivennen læstes en bemærkning om en del schweitzeres ankomst hertil. Man ønsker dem til  lykke, og at det må gå dem som deres forgængere, nemlig at de må få gode konditioner, siden heldig næring for egen regning, for at de til slut kan drage hen i fred med deres sammensparede rigdo.

Virkelig er de schweitzer konditorer i almindelighed særdeles heldige i handelen. De har valgt sig de bedste beliggenheder som fx tre på Kongens Nytorv, en på Østergade, en på Amagertorv og en på Nytorv osv. i stedet for at de danske sukkerbagere behjælper sig med ringere lejligheder. Men derfor får disse også kun 1 mark for en kop chokolade, mens de andre tager 20 skilling.

Deres husstand består for størstedelen af mandligt personale af deres egne landsmænd, og man finder intet eksempel på at nogen dansk dreng af dem er oplært i deres håndtering.

Forordningen af 23. december 1681 dens 11 § bydere blandt andet: "Og må enhver mester tage og forskrive så mange svende som han vil og kan forskaffe arbejde, men i hvert håndværk skal enhver mester have en dreng i det mindste i lære som i kongens riger og lande er født, og må han ikke forskyde nogen som er dygtig. Hvem herimod handler, bøder til laugets fattige 40 lod sølv."

Endvidere siger sammen forordning: "enhver oldermand skal for magistraten gøre sin ed, at han vil efterleve ikke alene denne forordning, men endog de særordninger som herefter forfattes."

Anmelderen ved ikke om denne forordning ikke skulle være anvendelig på konditorerne, eller om nogen af samme nogensinde har måttet betale den nys nævnte mulkt, men da konditorerne nu udgør et laug og har en oldermand, så tør man vist vente at hvis forordningen angår dette laug, vil denne sikkert se den håndhævet, og altså flittig undersøge om nogen af de fremmede konditorer har i det mindste en dansk dreng i lære.

(Politivennen nr. 232. Løverdagen den 10de Juni 1820, s. 3758-3760)

En Bemærkning ved Dampskibets Tilbagekomst.

Ved dampskibets tilbagekomst fredag den 5. maj så man et antal schweitzer-drenge gå i land på Toldboden for at træde i lære hos de herværende konditorer. Disse vil vist når der er her, efter selv at have fået borgerskab have tjent en anselig sum penge, ligesom deres forgængere vende tilbage til deres fædreland. Det kunne måske være gavnligt for det hele om det blev konditorerne forbudt at tage drenge andet steds fra. For da blev de betydelige prengesummer i landet som enhver tilbagevendende konditor fører ud med sig. Og for det enkelte: For da kunne en del af landets egne børn derved finde en næringsvej.

(Politivennen nr. 229. Løverdagen den 20de Maj 1820, s. 3709-3710)