Uorden og Svinerie i Slangerup.

Da det kun er kort siden at den uskik som længe fandt sted i Slangerup med at gøre torvet til oplagsplads for tømmer, brænde og alskens ting og underminere vejen ved at grave sand, hurtig ved den høje øvrigheds foranstaltning blev hævet, til stor glæde for indbyggerne, og det blot efter en eneste anmeldelse i dette blad, så tager en ven af god orden og renlighed sig igen den frihed at gøre de ansvarlige på samme vej opmærksom på en anden uorden som hersker i denne by til stor forargelse for alle og megen ulejlighed for mange. 

I det såkaldte Præstestræde nemlig findes et grueligt svineri som forårsages derved at en vis købmand og brændevinsbrænder har sine udhuse der ud til, altså også sin mødding. Derfra flyver nu bestandig en mængde skarn ud på gaden som ikke bortføres og da vandet heller intet afløb har fordi rendestenen ikke holdes åben, så står det der bestandigt som en vælling og udbreder en utålelig stank til stor misnøje for naboerne og alle dem som skulle passere strædet. Og da dette stræde nødvendigt må passeres af skolebørnene og mange kirkegængere, så kan dette svineri så meget mindre undskyldes eller længere tåles. Heller ikke kan der i skolen som desværre er beliggende i dette sande Skidenstræde lukkes et vindue op, hvor fornødent end dette er for lærernes og børnenes helbred. 

Præstestræde er det nuværende Kannikestræde nord for Slangerup Kirke. Billedet viser Færgestræde i Helsingør som nok kommer tættere på datidens Præstestræde i Slangerup end nutidens hyggelige Kannikestræde. 

At ejeren er blevet erindret om sin pligt i denne henseende, skønt det ikke behøvedes, er vist, men det lader ikke til at denne mand har synderlig agtelse for sig selv, mindre for sine medborgere. Man skulle næsten tro at han måtte være berøvet i det mindste 2 af sine sanser, eftersom han kan være så ligegyldig med at luften omkring ham forpestes, eller også må han være blevet så indviet i dette griseri at det kendte ordsprog kan anvendes på ham: Vanen er den anden natur

(Politivennen nr. 305. Løverdagen den 3die November 1821, s. 4903-4905).

Redacteurens Anmærkning

H. C. Andersen beskrev Slangerup i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 1826 et "Fragment af en Reise fra Roeskilde til Helsingøer" på denne måde:

Hvor længtes jeg ikke efter at se Slangerup, den store Kingos fødeby. "Spute nicht, Schwager Kronion!" råbte jeg til vores kusk, og endelig viste Slangerup Kirketårn sig bag de grønne bakker; rask gik det, og endelig, jeg kom, jeg så, jeg fandt - et ravnekrog. Jeg ventede mig en pæn lille by, og så en ussel landsby; vi kunne ikke engang på Postgården få en trappestige til at stige ned, men damerne måtte balancere på en stoleryg, beskuede af byens ungdom, der lå i maleriske grupper rundt om i de forfaldne grøfter og stirrede ud i den vide verden. På en hæslig kiste af vogn, der ved sin støden bragte hjertet til at danse solo, rullede vi bort fra det drøvelige Slangerup ....

Berigtigelse

I anledning af det som er indrykket i Politivennen nr. 266 fra 1821 om Slangerups torv mm. må undertegnede gøre anmelderen opmærksom på at det er hr. kancelliråd og birkedommer Aarøe der er politimester i Slangerup. I øvrigt kan undertegnede ikke andet end ønske at de ham tillagte ærefulde tillægsord var fortjente og ikke først skulle fortjenes.

Hadeln

(Politivennen nr. 272. Løverdagen den 17de Marts 1821, s. 4389).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvarer Politivennen nr. 266. 3. februar 1821, s. 4263-4264.

Torvet og Kirken i Slangerup

Fra tid til anden vil der i dette blad blive indført bekendtgørelser, anmærkninger osv såvel over uordener der er nye, som over sådanne der synes at have vundet hævd ved alderen. Men da det muligvis kan hænde at nævnte sager bliver så mange og forskellige at man ikke troede det muligt at en eneste person havde hørt og set alt hvad som således måtte blive anført, så tilkendegives læserne at flere pålidelige patruljer er engageret, ligesom også at den nøgne sandhed er antaget til ordentlig korresponderende medlem.

"Hvis hulens minører ikke standses i tide, vil intet kunne redde den smukke kirke fra at begraves med de døde, undtagen et under lig sagnet om en lignende Guds bygning på Stevns klint der hver nytårsaften flytter sig en hanefjed, frelser den fra undergang". (Slangerup, Illustreret Tidende, 1860)

Min ene patrulje har tilskrevet mig, nej det er sandt, det har jeg selv set: At torvet i Slangerup nu bruges til sandgrav for byen og til materialgård for en derværende købmand. Dette er vel en nemhed for hele byen hvad det første angår. Men da sandgraven med stærke skridt nærmer sig kirkens mur, så vil intet kunne redde den smukke kirke fra at begraves med de døde hvis hulens minører ikke standses i tide, undtagen et under, lig sagnet om en lignende Guds bygning på Stevns klint, der hver nytårsaften flytter sig en hanefjed, frelser den fra undergang. 

Det lader sig ikke med bestemthed forudsige om denne købmand af frygt for sin gård der ligger på torvet, skal blive undermineret af omtalte kulegravere, af den grund bruger resten af torvet som et brystværn som endnu ikke er udhulet til oplagssted for vel et hundrede favne brænde, tømmer og brædder, gamle rådne materialvarer etc. Men så meget synes dog rimeligt at oplagets ejer uden længere end den skete henstand uopholdelig for sit vedkommende rydder torvet. Så meget mere som sådant oplag af brandbare ting så nær kirken sætter denne i fare i tilfælde af ildebrand og strider mod brandanordningerne. Hvortil endog kommer at der på nævnte torv skal holdes et årligt marked, så dette torv er almenhedens, foruden alle byens indbyggere. Men ingenlunde nogen enkelts, om en sådan endog ved sin større formue tiltror sig ret at kommandere sine medmennesker. For lignende slutningsmåder er aldeles falske, ulovlige og i højeste grad utålelige i et lovmæssigt borgersamfund.

Den brave embedsmand og nidlære borgerven byfoged Hadeln i Frederikssund som Slangerups byes øvrighed, håber man heraf vil tage notits til bemeldte bys kirkes redning, byens bekvemmelighed og hver mands ret.

(Politivennen nr. 266. Løverdagen den 3die Februarii 1821, s. 4281-4283).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen berigtiges i Politivennen nr. 272. 17. marts 1821, s. 4389.

Uforgribelige Tanker om Slangerups Købstadsrettigheders Nedlæggelse

Det har unægteligt været til stor skade for Danmark at dette lille rige har næsten 100 stæder og deraf kun 2 betydelige (nu kan man regne 3 da Holsten er indlemmet i Danmark). I stedet for at det ville være vundet meget ved at have kun 20 stæder fx. Men alle større og mere kraftfulde end de usle ting vi nu beærer med navnet købstad og nogle 5 til 6 hvad man med rette kan kalde store handelsstæder.

Hvis dette godtages, som den der skriver dette tør håbe, for et bevis for den uimodsigelige sandhed, da synes følgen at måtte være det ønske at antallet efterhånden nedsættes ved at nedlægge de usleste og overflødige indtil kun det passende tal var tilbage.

Af vore usle købstæder synes Slangerup at være en af de mest usle. Den egner sig også på alle måder til at nedlægges eller fratages sine købstadsrettigheder.

1) Den er ingen nødvendighed for omegnen som købstad. Kun en mil derfra ligger købstaden Frederikssund, og kun to mil derfra på den anden kant Frederiksborg, der vel begge er små, især den første, men dog bedre handelsstæder end Slangerup. Hvad der blev tabt for bonden i form af længere vej, blev vundet hjem igen i prisen, da Slangerup selv må have sine varer til dels fra Frederikssund, og dels fra København på akseltorv. Desuden ved man ganske udmærket at Sjællands bonde kun lidt ser på en eller to mil i vejen.

Kun en mil fra Slangerup ligger købstaden Frederikssund. Bønderne har ikke noget imod at rejse dertil (Eget foto).

2) Indbyggerne selv ønsker ikke at beholde købstadsrettighederne. Der er kun 2 købmænd i byen, kun et værtshus, og slet ingen håndværkslaug. Altså er deres tal at anse som intet, der egentlig har godt af privilegierne, mens den store hob lider ved dem, da de må betale konsumsion, og ingen ejendom og udskiftning kan få på deres jorder.

3) Byens jorder er i alt ved 2.000 tønder land. Et sådant areal nærer et større antal landsbyfamilier og det bedre end dette gør i Slangerup.

4) Den næring som nu egentlig adskiller Slangerup fra en landsby, er brændevinsbrænderiet. Man vil sige at kongen altså tabte betydelig ved at det blev nedlagt. Men heller ikke dette blev tilfældet. For der går kun 5 kedler, og hver af dem kan efter middeloverslag kun holde 4 tønder. Kongens rene indtægt er da omtrent 1.600 rigsdaler af disse brænderier. Men denne bliver ikke tabt når de der nu driver brænderierne, som rimeligt er beholdt denne rettighed, uagtet de forblev boende i den til landsby forvandlede stad, så længe de levede, og da betalte til kongen ligesom de til brænderi berettigede kroejere hist og her i Sjælland. 

5) Det er naturligt at den lille handel Slangerup nu driver, med tiden om ikke straks faldt til Frederikssund eller Frederiksborg. Derhen gik også til sidst brænderierne. Derhen gik håndværkerne. Der blev konsumtionen. Med færre betjente blev udrettet mere, og altså vandtes for kongen og landet også deri.

6) Når Slangerup blev til en landsby, kunne de jorde der nu ligger fælles, udskiftes. Hvor langt bedre bedre disse jorde da ville drives end nu, kan man uden videre let indse. Og overdrevet ville egentlig først da begynde at drives, for nu er afbenyttelsen den ringeste der kan tænkes. For hvad der ikke tilhører nogen, ænser ingen.

For at imødegå den mulige indvending som indbyggerne kunne gøre, at de som købstadsindbyggere er fri for soldaterpligt, behøves vel ikke nogen bevisførelse. Købstadsindbyggerne er pligtige til borgerbevæbning, og forskellen er ikke mere så stor som førhen. Imidlertid ville heller ingen kunne have et ord at indvende i denne henseende, når de nulevende indbyggere, der valgte at forblive boende på stedet, fritoges fra videre våbenpligt, end den de hidtil var under.

Fra alle sider betragtet vil det altså findes, at Slangerups købstadsprivilegier med føje og til nytte kunne fratages den. Derved var da en begyndelse gjort til at få færre, men bedre købstæder. Næst Slangerup kunne Frederiksborg eller Hillerød nedlægges. For købstæderne inde i landet fordyrer kun varerne for bonden. Når da senere Frederikssund fulgte de to ovennævnte stæder, da ville Roskilde og Helsingør kendeligt tiltage i kræfter. København ville vel sluge den største del af vindingen, men der ville det ikke mærkes så meget.

(Politivennen nr. 535, 30. juli 1808, s. 8587-8591)

Redacteurens Anmærkning

Slangerup med sine i 1801 336 indbyggere mistede vitterligt sine købstadsrettigheder kort tid efter, nemlig i 1809. Og rettighederne overgik til Frederikssund med 262 indbyggere i 1801. Indtil 1857 havde købstæderne eneret på at drive handel, håndværk og anden "borgerlig næring". Selv om man også på landet havde ret til at udøve bestemte former for købstadsnæring. Først flere årtier senere da der for alvor kom gang i industrialiseringen, voksede byernes indbyggertal, se tabel over byer med mere end 1.500 indbyggere under Samtiden.