Det har unægteligt været til stor skade for Danmark at dette lille rige har næsten 100 stæder og deraf kun 2 betydelige (nu kan man regne 3 da Holsten er indlemmet i Danmark). I stedet for at det ville være vundet meget ved at have kun 20 stæder fx. Men alle større og mere kraftfulde end de usle ting vi nu beærer med navnet købstad og nogle 5 til 6 hvad man med rette kan kalde store handelsstæder.
Hvis dette godtages, som den der skriver dette tør håbe, for et bevis for den uimodsigelige sandhed, da synes følgen at måtte være det ønske at antallet efterhånden nedsættes ved at nedlægge de usleste og overflødige indtil kun det passende tal var tilbage.
Af vore usle købstæder synes Slangerup at være en af de mest usle. Den egner sig også på alle måder til at nedlægges eller fratages sine købstadsrettigheder.
1) Den er ingen nødvendighed for omegnen som købstad. Kun en mil derfra ligger købstaden Frederikssund, og kun to mil derfra på den anden kant Frederiksborg, der vel begge er små, især den første, men dog bedre handelsstæder end Slangerup. Hvad der blev tabt for bonden i form af længere vej, blev vundet hjem igen i prisen, da Slangerup selv må have sine varer til dels fra Frederikssund, og dels fra København på akseltorv. Desuden ved man ganske udmærket at Sjællands bonde kun lidt ser på en eller to mil i vejen.
Kun en mil fra Slangerup ligger købstaden Frederikssund. Bønderne har ikke noget imod at rejse dertil (Eget foto).
2) Indbyggerne selv ønsker ikke at beholde købstadsrettighederne. Der er kun 2 købmænd i byen, kun et værtshus, og slet ingen håndværkslaug. Altså er deres tal at anse som intet, der egentlig har godt af privilegierne, mens den store hob lider ved dem, da de må betale konsumsion, og ingen ejendom og udskiftning kan få på deres jorder.
3) Byens jorder er i alt ved 2.000 tønder land. Et sådant areal nærer et større antal landsbyfamilier og det bedre end dette gør i Slangerup.
4) Den næring som nu egentlig adskiller Slangerup fra en landsby, er brændevinsbrænderiet. Man vil sige at kongen altså tabte betydelig ved at det blev nedlagt. Men heller ikke dette blev tilfældet. For der går kun 5 kedler, og hver af dem kan efter middeloverslag kun holde 4 tønder. Kongens rene indtægt er da omtrent 1.600 rigsdaler af disse brænderier. Men denne bliver ikke tabt når de der nu driver brænderierne, som rimeligt er beholdt denne rettighed, uagtet de forblev boende i den til landsby forvandlede stad, så længe de levede, og da betalte til kongen ligesom de til brænderi berettigede kroejere hist og her i Sjælland.
5) Det er naturligt at den lille handel Slangerup nu driver, med tiden om ikke straks faldt til Frederikssund eller Frederiksborg. Derhen gik også til sidst brænderierne. Derhen gik håndværkerne. Der blev konsumtionen. Med færre betjente blev udrettet mere, og altså vandtes for kongen og landet også deri.
6) Når Slangerup blev til en landsby, kunne de jorde der nu ligger fælles, udskiftes. Hvor langt bedre bedre disse jorde da ville drives end nu, kan man uden videre let indse. Og overdrevet ville egentlig først da begynde at drives, for nu er afbenyttelsen den ringeste der kan tænkes. For hvad der ikke tilhører nogen, ænser ingen.
For at imødegå den mulige indvending som indbyggerne kunne gøre, at de som købstadsindbyggere er fri for soldaterpligt, behøves vel ikke nogen bevisførelse. Købstadsindbyggerne er pligtige til borgerbevæbning, og forskellen er ikke mere så stor som førhen. Imidlertid ville heller ingen kunne have et ord at indvende i denne henseende, når de nulevende indbyggere, der valgte at forblive boende på stedet, fritoges fra videre våbenpligt, end den de hidtil var under.
Fra alle sider betragtet vil det altså findes, at Slangerups købstadsprivilegier med føje og til nytte kunne fratages den. Derved var da en begyndelse gjort til at få færre, men bedre købstæder. Næst Slangerup kunne Frederiksborg eller Hillerød nedlægges. For købstæderne inde i landet fordyrer kun varerne for bonden. Når da senere Frederikssund fulgte de to ovennævnte stæder, da ville Roskilde og Helsingør kendeligt tiltage i kræfter. København ville vel sluge den største del af vindingen, men der ville det ikke mærkes så meget.
(Politivennen nr. 535, 30. juli 1808, s. 8587-8591)
Hvis dette godtages, som den der skriver dette tør håbe, for et bevis for den uimodsigelige sandhed, da synes følgen at måtte være det ønske at antallet efterhånden nedsættes ved at nedlægge de usleste og overflødige indtil kun det passende tal var tilbage.
Af vore usle købstæder synes Slangerup at være en af de mest usle. Den egner sig også på alle måder til at nedlægges eller fratages sine købstadsrettigheder.
1) Den er ingen nødvendighed for omegnen som købstad. Kun en mil derfra ligger købstaden Frederikssund, og kun to mil derfra på den anden kant Frederiksborg, der vel begge er små, især den første, men dog bedre handelsstæder end Slangerup. Hvad der blev tabt for bonden i form af længere vej, blev vundet hjem igen i prisen, da Slangerup selv må have sine varer til dels fra Frederikssund, og dels fra København på akseltorv. Desuden ved man ganske udmærket at Sjællands bonde kun lidt ser på en eller to mil i vejen.
2) Indbyggerne selv ønsker ikke at beholde købstadsrettighederne. Der er kun 2 købmænd i byen, kun et værtshus, og slet ingen håndværkslaug. Altså er deres tal at anse som intet, der egentlig har godt af privilegierne, mens den store hob lider ved dem, da de må betale konsumsion, og ingen ejendom og udskiftning kan få på deres jorder.
3) Byens jorder er i alt ved 2.000 tønder land. Et sådant areal nærer et større antal landsbyfamilier og det bedre end dette gør i Slangerup.
4) Den næring som nu egentlig adskiller Slangerup fra en landsby, er brændevinsbrænderiet. Man vil sige at kongen altså tabte betydelig ved at det blev nedlagt. Men heller ikke dette blev tilfældet. For der går kun 5 kedler, og hver af dem kan efter middeloverslag kun holde 4 tønder. Kongens rene indtægt er da omtrent 1.600 rigsdaler af disse brænderier. Men denne bliver ikke tabt når de der nu driver brænderierne, som rimeligt er beholdt denne rettighed, uagtet de forblev boende i den til landsby forvandlede stad, så længe de levede, og da betalte til kongen ligesom de til brænderi berettigede kroejere hist og her i Sjælland.
5) Det er naturligt at den lille handel Slangerup nu driver, med tiden om ikke straks faldt til Frederikssund eller Frederiksborg. Derhen gik også til sidst brænderierne. Derhen gik håndværkerne. Der blev konsumtionen. Med færre betjente blev udrettet mere, og altså vandtes for kongen og landet også deri.
6) Når Slangerup blev til en landsby, kunne de jorde der nu ligger fælles, udskiftes. Hvor langt bedre bedre disse jorde da ville drives end nu, kan man uden videre let indse. Og overdrevet ville egentlig først da begynde at drives, for nu er afbenyttelsen den ringeste der kan tænkes. For hvad der ikke tilhører nogen, ænser ingen.
For at imødegå den mulige indvending som indbyggerne kunne gøre, at de som købstadsindbyggere er fri for soldaterpligt, behøves vel ikke nogen bevisførelse. Købstadsindbyggerne er pligtige til borgerbevæbning, og forskellen er ikke mere så stor som førhen. Imidlertid ville heller ingen kunne have et ord at indvende i denne henseende, når de nulevende indbyggere, der valgte at forblive boende på stedet, fritoges fra videre våbenpligt, end den de hidtil var under.
Fra alle sider betragtet vil det altså findes, at Slangerups købstadsprivilegier med føje og til nytte kunne fratages den. Derved var da en begyndelse gjort til at få færre, men bedre købstæder. Næst Slangerup kunne Frederiksborg eller Hillerød nedlægges. For købstæderne inde i landet fordyrer kun varerne for bonden. Når da senere Frederikssund fulgte de to ovennævnte stæder, da ville Roskilde og Helsingør kendeligt tiltage i kræfter. København ville vel sluge den største del af vindingen, men der ville det ikke mærkes så meget.
(Politivennen nr. 535, 30. juli 1808, s. 8587-8591)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar