Om Vise-Udraabersker

Anmelderen havde troet at det var forbudt disse kvindelige trubadurer at udråbe visernes titler på gader og stræder. Men da hans ører adskillige gange har overbevist ham om at sådan udråben stadig finder sted (i den seneste tid 3 gange, 1 gang i juli og 2 gange i august), må han formode at dette forbud igen er hævet. Skal hensigten med denne vist nok højst gavnlige udråben af smagfulde, vel simple, men dog poetisk skønne almueviser opnås, vil det imidlertid være nødvendigt at der til udråbersker vælges kvinder som ikke på grund af tandløshed eller af andre årsager har et utydeligt foredrag (på ynde eller udtryksfuldhed i foredrag eller egentlig deklamation ville det naturligvis være urimeligt at gøre fordring i vores tidsalder).

Anmelderen har adskillige gange været vidne til de ubehagelige følger af sådant et utydeligt foredrag. Og lørdag den 18. juli om aftenen mellem kl. 6 og 7 gav en tandløs viseudråberskes ytringer i Pilestræde anledning til en heftig strid mellem to damer og en herre om det var et mord på en eremit eller en israelit trubaduren udråbte. Lykkeligt var det at denne strid ingen ubehagelige følger havde. og det uagtet ingen af parterne fik klarhed i sagen. Man ønsker at vedkommende snarest muligt vil råde bod på ovennævnte mangel.

(Politivennen nr. 822, Løverdagen den 1ste October 1831, s. 682-684)

Smuk Sang i Gothersgaden.

(Indsendt)

Skønt indsenderen alt for længe havde anset det for at være visekællinger og andre lignende personer forbudt syngende at drive deres handel på gaderne, så har han dog i denne tid adskillige gange i Gothersgade og tilstødende gader truffet på en sådan ngociantinde der gav prøver af sine ofte usædelige poesier. Da sådan sang hverken er behagelig for øret eller underholdende for forstanden og desuden ved lovene forbudt, så var det at ønske at vedkommende i forbigående ville lægge lidt mærke til sådanne sangersker.

(Politivennen nr. 100, Løverdagen den 29de november 1817, s. 1664)

Om Versemagere og Visekællinger

Blandt de mange ulyksalige plager, København dagligt bliver hjemsøgt af, regner jeg de personer, som skriver og dem som skriger gadeviser. Det er så langt fra at denne genstand er uværdig politiets opmærksomhed, at jeg tværtimod tror det nyttigt at betragte den fra flere synspunkter.

Dersom det er en vigtig betingelse for orden og rolighed i en stat at politiet har magt til at pågribe enhver der forstyrrer samme, og at fremfare med sådanne på lovlig måde, da tror jeg at de omtalte personer, som ophav til fysisk og moralsk uorden, både kunne blive en genstand for politilove og kriminelle love i almindelighed. Man må ikke alene undre sig over almuens lille kræsenhed, men endnu mere over politiets overbærenhed, når man hører den vedvarende skrigen af hæse, halte og kobberrøde visekællinger, som dagligt gør deres vandringer gennem de folkerigeste gader, og tillige ser disse skidne deklamatriser omgivne af en sværm af tilhørere og gabere,. 

Jeg vil først betragte de omtalte personer som årsagen til moralsk uorden. Læredrenge og piger, som sendes i byen af deres husbond eller madmoder, kan i hele og halve timer stå ved og gå efter disse kællinger. Ofte ser man at dette snavs købes både af små og store, og siden synges på kældertrapperne efter deres velklingende melodi. Mange husfædre og husmødre har jeg hørt klage: "Vi kan intet få bestilt af vore folk. De skal altid læse de forbandede viser, og når de skal læses, må arbejdet ligge". Man kan nemt indse hvor skadeligt det er for tjenestefolkene og husmødrenes arbejde. 

Men også fra en anden synspunkt giver dette visetøj anledning til moralsk uorden. Hvad indeholder disse viser? Enten beretning om en arm synder, der enten om føje tid skal føres eller allerede er ført til døden, eller også indeholder de umoralske elskovsviser. Begge har skadelig indflydelse på moralen. De første fremstiller gerne syndernes forbrydelse på en undskyldende måde, så at de derved opfordrer til forbrydelser. De sidstes skadelighed er overalt for synlig i vore dage.

Hvad angår den fysiske uorden som følger af disse personers tilstedeværelse, tror jeg, at den er ikke mindre. Visekællingernes skrigen er en sand vederstyggelighed for sunde og endnu mere for syge. Deres syn på gaderne er ikke mindre behagelig, og den ofte ukyske deklamation på gaderne, som gerne er forenet med anvendelse på forbigående fruentimmer og mandfolk, er en ligeså stor fysisk som moralsk uorden.

Spørgsmålet er nu alene: Hvilke midler bør anvendes for at hæve dette onde. Svaret er formodentlig: Det må hæves ved et lovbud. Hvorledes dette lovbud bør være, må de ansvarlige afgøre. I mine tanker burde politiet når al salg, trykken og forfattelse af sådanne produkter ved en lov var forbudt, have ret til at gribe visekællingerne og visemagerne, når de fandtes in flagranti delicto. De burde straffes som løsgængere og siden sættes til offentligt arbejde, når de ingen lovlig næringsvej kunne angive og ikke ville lade sig indskrive i lovovertrædernes rulle. Hvad versemagerne angår, da burde deres produkter konfiskeres og de sættes til offentligt arbejde, ligesom bogtrykkerne burde mulkteres.

N. Bruun

****
Udgiveren har ikke villet nægte at indrykke ovenstående skønt han er af en vel ikke modsat, så dog meget forskellige mening om gadeviser, og vil i den henseende henvise til hvad derom før er skrevet i Politivennen. De ovenstående hårde beskyldninger imod gadeviserne, er vist ikke grundede på sandhed. Mange af dem indeholder gode moralske advarsler, og kunne virke uendelig mere godt på den lavere klasse, end man forestiller sig. Jeg anser ikke en misdæders død for en uvigtig materie. Da henrettelsen sker offentlig, hvorfor da ikke ved en vise gøre en alvorlig tanke derom almindelig. Selv frygten for at blive råbt om som helt i en gadevise, kan være motiv, eller bimotiv hos mangt et menneske til at imodstå fristelsen til en ond handling.

Nu elskovsviser. Herregud, hvorfor må den lavere klasse ikke have sine lige såvel som den højere? Kærlighed er jo dog ikke noget man bør udrydde, men snarere opmuntre til. Jo modtageligere en nations masse er for kærlighed, jo bedre, jo mindre lastefuld er den. Vel nægter jeg ikke at det var yderst skadeligt, om ukyske eller umoralske viser udbredtes, men dette er jo forbudt og værget mod ved loven. Altså kan indsenderen ikke med grund ivre derimod fra materiens side.

Nu personerne som udråber dem! Ja disse er ikke gratier, det er sandt nok, men var det at ønske at de var det? Lidt intolerant er det nok også plat at ville betage folk deres næringsvej, fordi de ikke er skønhedsmodeller.

Hvad forfatteren har ret i at, at mange visekællingers tone og stemme, at synge og råbe med, er ubehagelig, og heri var det at ønske at nogen forbedring opnås.

Hvad det angår at en af sælgerinderne dyrker mimikken og morer gadens personale ved sine gebærder og lader, da finder jeg ikke at dette er noget at ivre over. Og når den påankede uanstændighed ikke går videre end til nogle små forblommede tvetydigheder, da er det jo latterligt at harmes over det, sålænge vores teater i nye franske småstykker giver os dem, ikke alene oftere, men meget drøjere.

Til forsvar for gadeviserne, vil jeg her atter gøre opmærksom på, at de er et middel til hos mange af almuen at vedligeholde den færdighed i at læse, som konfirmationen lagde grund til.

Udgiverens ønske er, at vi aldrig berøves vores gadeviser, eller nogen anden indskrænkning pålægges dem, end den at de ikke må indeholde noget, som strider imod moralen.

(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6065-6071)

Visekælling. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Redacteurens Anmærkninger

Visekællinger 

Er et jævnligt tilbagevendende tema i Politivennen, se fx Hefte 19. Nr. 236, 30. oktober 1802, s. 3772-3776: Om gadeviser. Og Hefte 20. Nr. 255, 12. marts 1803, s. 4065-4066:
Om råben med gadeviser under prædikerne om søndagen.

Debatten i Politivennen om gadeviser er en del af en større debat der havde stået på i flere årtier. Gadeviserne var en aflægger af de viser som var udbredt i den brede danske befolkning, kaldet almuen. Og som blev sunget i alle mulige sammenhænge: Vuggen, spindestuer, julestuer, kartegilder, værksteder, markarbejdet osv. 

Den kulturelle og intellektuelle elite (som Politivennen var en del af) interesserede sig som sådan ikke for almuens åndsliv. Med mindre de kunne gøre viserne til genstand for finkulturens ironi. Tænk Holberg, Ewald (før han selv skrev en skillingsvise). Især efter 1780 begyndte eliten at interessere sig for disse viser med henblik på at forbedre deres kvalitet. Man skal ikke forestille sig at de forsøgte at indleve sig i almuens forhold, endsige solidarisere sig med dem. Snarere opdrage dem. Bedre skillingsviser skulle med andre ord fungere på det kulturelle felt ligesom de forbedrede redskaber på landbrugsområdet.

Tidsskriftet Minerva advarede i sit første nummer i 1785 om at almindelig oplysning var en farlig sag. Om end ironien dog var til at tage og føle på. Politimesteren havde 29. marts 1785 bedt kancelliet gribe ind, hvilket det gjorde 9. april 1785 ved at give politimesteren ret til at indstævne bogtrykkere hvis de trykte noget som stred imod ”ærbarhed og gode sæder”. 

Efterslægtsselskabet af 1786 (måske dannet bl.a. på opfordring af J. C. Tode) mente ikke dette var vidtgående nok. Og forsøgte at udgive viser som levede op til deres standarder.

Debatten stoppede ikke her. Den fortsatte i flere indlæg (klik på tagget i højremenuen). Seidelin fik ikke lavet sit forsvar før 1805 og foranlediget af endnu et angreb på gadeviserne. Og så sent som 31. oktober 1818 er der artikler om gadeviser i Politivennen. 

Kampen mod gadeviser er håbløs. Over et årti senere, i 1818, tordnede Jens Møller i Theologisk Bibliothek, mod gadeviserne.

...uddeele Modgift imod den farlige Gift, som Folket idelig inddrikker af flaue usædelige Gadeviser, og som de høiere, halvraffinerede Stænder indsue endnu i fuldere Maal af Røverhistorier, liderlige Romaner o.s.v. Vel forbyder vor Lovgivning alle Skrifter, som stride imod Religionen og gode Sæder; men hvo veed ikke, at saadanne hos os ligesom andre Steder hver Dag falholdes og læses?

Helligdagsbrøde

To søndage i træk, den 6. og 13. januar i år mellem kl. 9 og 10 om formiddagen, har undertegnede hørt en kone, der ellers kun sjældent kommer i den gade, råbe med fisk i Pilestræde. Også søndag eftermiddag den 13. december forrige år var en af vores mange visekællinger i fuldt arbejde og istemte straks uden for kirken sine nye lystige viser, da jeg gik ud af Helligåndskirken, og der hverken var messet eller sunget afslutningssalme, aftensangen var altså ikke forbi. 

Ingen kan nægte at det er en åbenbar overtrædelse af kongens love om søndagens helligholdelse. Det er en dobbelt uforskammethed af disse mennesker, at de endog tillader sig denne lovstridige opførsel i vores årvågne og virksomme politimesters nabolag, på et tidspunkt hvor de med god grund forudsætter at hans ånd er beskæftiget med dagens værdigere sysler.

Jeg er overbevist at man kun behøver at gøre denne for sit embedes pligter så nidkære mand opmærksom på det, for i fremtiden fuldstændig at blive fri for sådan profan støj under gudstjenesten. Og uden betænkeligheder bekendtgør jeg derfor offentligt disse kendsgerninger.

Pavels
Præst ved Nikolaj menighed

(Politivennen nr. 352, 18. januar 1805, s. 5592-5593)

Fiske- og skillingsvisekællingernes råben og skrigen har ikke mange chancer i nutidens Pilestræde, selv i kirketiden, mod larmen fra trafikken og de mange modeforretninger. Mange af bygningerne eksisterede imidlertid på Politivennens tid, fordi gaden blev forskånet for det store brand i 1795. Talrige artikler beretter om et livligt handelsliv under gudstjenesten, også uden for København, se fx juni 1801 om udskænkning af øl og brændevin i Karlebo.

Redacteurens Anmærkninger

Respekt for kirken

Afhang af om kirken levede op til folks forventninger til at den lagde lokaler til især fødsel/dåb, ægteskab og død. Gudstjenesten blev ikke taget alvorligt.Som generelt gennem danmarkshistorien var kirkerne ikke særlig godt besøgt. Selvom det på Politivennens tid var lovpligtigt at gå i kirke, altså religionstvang. Et massivt fravær med mellem hver 10. og hver 20. mødte op i kirken, gjorde det imidlertid umuligt at håndhæve. I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 76, den 20. august 1804, side 1205-1208 fremgik at en hel menighed boycottede en præst (stærkt forkortet):

Svar paa et Brev fra en Ubenævnt.

Udgiveren har i disse Dage faaet et anonymt Brev, hvori der fortælles, at en Præst her i Landet har indgivet en Klage til Amtmanden, hvori han fører Anke over, at hans Sognefolk ikke ville komme i Kirken, naar han præker, og hvori han beder Amtmanden, at det maatte blive Menigheden paalagt at gaae i Kirken.

Lignende kender man fra Helsingør, og i Maribo og Nykøbing anså Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 4. juni 1810 det for en del af tidsånden:

Som et Træk af Tidsalderens Aand  kand mældes, at 2de paa hinanden følgende Søndage har i Nykjøbing Kirke paa Falster ikke været et Menneske i Kirke og altsaa heller ingen Tale bleven holdt. - Det samme har og været Tilfældet 2de Gange i Maribo siden Nytaar. - Aftensang har i nogle Aar afskaffet sig selv, endog paa Høitidsdagene.

Senere på året kunne man i Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 26. november 1810 læse følgende: 

At det dog virkelig maae være en Sandhed: at Mariboerne ikke ere meget for at gaae i Kirke, kan man ikke andet end troe, ved atter under 13de at læse i Stedets Avis: "Sidste Søndag var her af Mangel paa Tilhørere hverken Høimesse eller Aftensang. Mon Klubsuer, Kroehuse og Skervenzelbordene ere lige saa tomme?"

Mange der mødte op, gjorde det som visekællingen for at gøre en god handel og fordrive tiden. Ganske mange var berusede, i bedste fald for at få sig en lur. Antallet af vielser i kirken var på ca. 20 år faldet fra lidt over 1.000 til under 1.000 om året, selvom befolkningstallet samtidig steg med o. 25%. Adskillige artikler i Politivennen vidner om at gudstjenester blev betragtet som en folkeforlystelse, med kirkegængerne og præsterne som ufrivillige optrædende.

Claus Pavels (1769-1822) 

Var kapellan ved Nikolaj Menighed 1799-1805. Student i Norge 1785. Cand. theol 1789. Ophold i København. 1793-1796 prædikant i Eidanger. 1799 sognepræst i Hørsholm. Sognepræst til Aker og slotspræst på Akershus 1805-17. Derefter biskop i Bergen. Ifølge Salmonsen Leksikon, som desuden skriver:

Allerede i sin tidlige ungdom dyrkede Pavels æstetiske interesser og var på vej til at vinde et navn som digter, idet ikke få digte af ham tryktes i samtidens tidsskrifter. Større betydning i litteraturen fik han ved sine prædikener, der i stort antal er trykte dels i samlinger, dels enkeltvis.

En mere farverig beskrivelse af ham står i Dansk Biografisk Leksikon. Her står at han "spildte tiden" som ung studerende, og desuden at

P. havde et let Hoved, men var ikke anlagt paa lærde Studier og havde ved Rahbek faaet Smag paa Æsthetik, saa det væsentlig blev denne, der beskæftigede ham de 3 1/2 Aar, han havde Plads paa Elers’ Kollegium. Han skrev Digte – en Heroide i «Minerva» 1789 o. m. – og blev rost af Abrahamson og Rahbek. At Theologi og Lærdom ikke tiltrak ham, havde ogsaa sin Grund i den Smag, han fik paa de tyske eudæmonistiske Forfattere, blandt hvilke maa nævnes den berygtede C. F. Bahrdt. Endnu 1807 kunde han – i sin Avtobiografi - ikke se tilbage til disse Aar med Anger. Hans Aands og Hjærtes Kultur fremmedes – siger han – midt under Nydelsen af de uskyldigste og ædleste Glæder (dramatiske Selskaber og Klubliv). Han maatte undervise, men ansaa sig lidet skikket dertil. «Religionslærerens Kald» havde altid staaet lokkende for ham, og han har næppe tænkt sig anden Fremtid end Talerens, hvor meget han end gav sig af med at skrive Vers og Recensioner.

Nikolaj Menighed hvor Pavels var kapellan og skillingsviser havde det tilfælles i 1805 at de var på vej ud! I 1805 kom der en præcisering af Trykkefrihedsloven af 1799 om at det var forbudt at råbe med viser. Og samme år blev Nikolaj Kirkes sogn opløst og fordelt mellem Garnisons-, Helligånds-, Holmens-, Trinitatis- og Vor Frue Kirke. Snart blev området omkring kirken forvandlet til torvehandel. Restaurant Maven er opkaldt efter øgenavnet for slagterboderne på stedet. Siden har bygningen ikke fungeret som kirke. I dag er den kunsthal. Menigheden blev nedlagt. Visekællingerne fortsatte. 

Karl Friedrich Bahrdt (1741 – 1792). var en tysk teolog, forfatter og eventyrer. Han begyndte allerede som syttenårig at studere hos den ortodokse mystiker Christian August Crusius (1715–1775). Han skrev siden bøger, polemikker og en selvbiografi, som er beskrevet som "en blanding af løgne, hykleri og selv-prostitution".

Spørgsmål om kællingesang

Hvad synes De hr. Politiven, om den sang som så mange fattige mener med deres børn, om aftenen på offentlige stræder, især på hjørnerne, søger at fornøje forbigående med? Burde det ikke forbydes? Lider ikke især deres børn meget ved dette skrigeri på deres bryst, og ved ondt vejr ligeledes, foruden på deres hilsen? Er ikke det offentligt tiggeri, som burde forbydes?

Børnkær

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 31, S. 492-493. [Estimeret dato: 24. november 1798])