Bøn om en saare nødvendig Broforbedring.

Er der nogen gade eller noget gadestykke i København eller på Christianshavn hvis stenbro trænger til omlægning, så er det det stykke af Overgaden over Vandet der løber fra Børnehustorvet forbi Børnehusbygningen til Snorrebroen. Det er umuligt andet end at denne stenbros trang til omlægning jo for længe siden må have tiltrukket sig vedkommendes opmærksomhed. Årsagen til at den altså ikke allerede for adskillige år siden er blevet omlagt, må man efter al formodning søge deri at der nok har været ventet på at den afbrændte del af Børnehuset, tilligemed de tilstødende smårønner ville blive opbygget og at man derfor har udsat brolægningen. (Så vidt indsenderen mindes er der omtrent for 2 år siden allernådigst blevet nedsat en kommission for at tage under overvejelse hvorvidt der er resurser til at opbygge den del af straffeanstaltens bygninger der afbrændte i året 1817, men dens resultater er endnu ubekendt for publikum). Men da straffeanstalten må betale en betydelig årlig leje til Søkvæsthuset for en del af denne bygning der er overladt den til brug, og der intet synderligt skal blive oplagt fra fortjenesten ved tvangsarbejdernes arbejde, har det nok lang udsigt endnu inden det engang vil komme dertil. 

Man kunne vel sige at det er unødvendigt at dette stykke gade står åbent til almindelig passage siden denne strækning ved en lille omvej kan passeres enten på den venstre side af kanalen eller gennem Dronningensgade. Men nødvendigt er det dog at vejen passeres ikke alene af dem der bor i disse Børnehusets tilbygninger og dem der har forretninger enten på Børnehuskontoret eller hos de betjente der bor i disse, hvor i blandt inspektøren, men også af vagten, af de der udstillede skildvagter og af forbedringshusfanger som for tiden hver dag bruges til at trække trillebøre med spise og drikke samt materialer til og fra Kvæsthuset og fra og til Børnehuset såvel som af de arbejdsfolk og opsynsmænd der på vejen holder vagt over dem. 

Christianshavn Straffeanstalt o. 1840 (Both).

Når man ser hvorledes disse fanger nogen gange medtages som dragere for svære trillebøre på denne elendige stenbro, hvor de ved at gå på trætøfler udsættes for at forvride benene og måske at blive til krøblinge, hvorved deres ulykkelige tilstand i verden kan blive endnu mere ulykkelig, nødes ethvert følende menneske til at ønske denne stenbro omlagt. Indtil dette sker, var det vist godt om de fanger der bruges til dette, dem næppe i straffeanstalten ved deres idømte pålagte arbejde, blev forsynet med sko i stedet for tøfler, og at dette ikke allerede er sket, må man vel for en del tilskrive de overhåndtagende forretninger den for sin dristighed bekendte inspektør har uden hvilke nødvendigheden af en sådan forsorg for disse mennesker vel næppe ville blevet bemærket. Var det endda mennesker der var idømt straffeanstalt for livstid, kunne straffeanstalten om de kom til skade og blev krøblinge, nogenlunde formilde deres ulykke ved efter pligt at brødføde dem, men ufejlbarligt er de mennesker som bruges til denne transporteren, alle årsfanger som i fremtiden når deres straffetid er til ende, skal tjene deres brød som frie mennesker.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 791-794)

Redacteurens Anmærkning

Et indtryk af omfanget af antallet af fanger uden for Danmark fik man i Kjøbenhavnsposten den 19. september 1837:

Ved Slutningen af den forløbne Junimaaned befandt der sig i Glückstadt-Straffeanstalter 689 Fanger. Af disse vare 326 fra Hertugdømmet Holstein, 336 fra Hertugdømmet Slesvig, 20 fra Hertugdømmet Lauenburg og 7 fra Fyrstendømmet Lübeck. Fra 1ste Apil til 11ste Juli bleve modtagne 53 og løsladte 43; der døde 7. Antallet af Tugthuusfangerne er saaledes forøget med 3. 

Et Vink til den kongl. Direction for Tugt-, Rasp- og Forbedrings-Huset i Kjøbenhavn.

Moto: "Selv forbryderen bør vederfares ret".

Som bekendt har man siden det såkaldte Børnehus' brand indrettet et straffelokale for samtlige forbedringshusfanger på Søkvæsthuset, i hvilket lokale samtlige tugthusfanger af kvindekønnet ligeledes udstår deres straffetid.

Anmelderen der i længere tid har haft lejlighed til fra sin bopæl at iagttage den måde hvorpå maden tilbringes disse ufri mennesker, finder sig herved foranlediget til at henlede den kongelige direktions opmærksomhed på følgende to indretninger der forekommer ham mindre rigtige og som rimeligvis turde kræve en forandring.

"Disse bør ikke anses som for altid tabt for statssamfundet hvor vel en stor del af mangel på erhverv gerne bliver det." (Martinus Rørbye: Studier af fanger fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst. Der findes en håndfuld af disse studier.)

For det første synes det ikke rimeligt at maden til fangerne på Søkvæsthuset tilberedes i Børnehuset, da samme om vinteren og i særdeleshed i en vinter som den forgangne, nødvendigvis kun må være lunken om ikke kold før den skal nydes. Tager man nemlig  i betragtning at den mad der laves til disse fanger, først øses op i de kar der er bestemt til det, i selve Børnehuset og derefter transporteres på karrer et temmelig langt stykke vej ned til kvæsthuset, hvor den atter skal øses om og fordeles således at enhver får sin portion, så turde det vist nok være uden for al tvivl  at fangerne, især de i hvis lod det falder at gå sidst - og alle kan dog ikke få på en gang - får lunken, hvis ikke kold, i stedet for varm mad.
Dette synes så meget desto mindre rimeligt som det dog er vist at tugt- og rasphusfangerne i så henseende er langt bedre stillede end forbedringshusfangerne. Hvilket næppe kan være hensigten eller anses som rimeligt.

Det kan heller ikke anses som nødvendigt at maden tillaves i straffeanstalten da der netop på selve Kvæsthuset haves den mest bekvemme indretning til madlavning for et meget betydeligt antal personer. Og den omstændighed at det da udfordredes endnu en marketender, spisevært eller hvad han kaldes, burde vist nok ikke komme i betragtning imod det gode der bevirkedes for en slump ulykkelige mennesker der dog vel ikke burde have en mere ublid skæbne end deres kvasikolleger tugt- og rasphusfangerne.

En anden indretning der måske i en endnu højere grad turde fortjene den høje direktions opmærksomhed, er nemlig den at madtransporten fra straffeanstalten til Kvæsthuset altid besørges af forbedringshusfangerne, som formodentlig beordres til dette arbejde. Disse mennesker må således flere gange dagligt befærde en offentlig gade og fremstille sig til skue for enhver der passerer forbi, hvorved de lider en straf som det næppe har været lovgiverens hensigt at tilkende dem, da de i så henseende ikke er bedre stillet end slaverne der som dømt til offentligt arbejde i fæstningen ikke med grund kan klage over at de må foretage deres arbejde på stærkt befærdede steder hvor de endog ofte træffer sammen med fædre, mødre, brødre, søstre, sønner, døtre eller andre nært beslægtede. 

"At træffe sammen med pårørende og bekendt, må have en ufordelagtig indvirkning på den grad af ambition de endnu måske har tilbage." (Martinus Rørbye: To fanger fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst.)

Men langt anderledes har lovgiveren vist nok villet der skulle forholdes med de til forbedringshusstraf dømte fanger. For disse bør ikke anses som for altid tabt for statssamfundet hvor vel en stor del af mangel på erhverv gerne bliver det. Så meget mere er det vist hensigten at de efter udstået straffetid igen skal gengives samfundet som forbedrede, hvilket benævnelsen forbedringshus jo også tydeligt antyder. Og nu kan det dog vel ikke nægtes at den omstændighed at de flere gange dagligt skal befærde en offentlig gade og der ikke sjældent træffe sammen med pårørende og bekendt, må have en ufordelagtig indvirkning på den grad af ambition de endnu måske har tilbage. Mere rigtigt ville det dog vel være at dette arbejde besørgedes af de forbrydere der er dømt til livstid til tugthusarbejde. Hvilket heller ikke ville være forbundet med nogen grundet frygt for desertering, da de dog altid ledsages af en opsynsbetjent og der desuden er vagt i nærheden.

Anmelderen der ledet af retfærdigheds- og rimelighedsgrundsætninger har fremsat sin individuelle anskuelse angående de nu bestående indretninger, henstiller således samme til den kongelige direktions modnere bedømmelse og gunstige foranstaltning.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 429-433)

Atter et Ønske om Forbud mod Svømmen i Canalerne.

En familiefar der bor i Overgaden Overvandet på Christianshavn, tillader sig herved at gøre sædeligheds- og velanstændighedspolitiet opmærksom på en skammelig uskik der på trods af forbud mod samme dagligt foregår i kanalen fra Søkvæsthuset til Snorrebroen. En mængde såvel drenge som voksne personer har nemlig fundet for godt at benytte denne del af kanalen til badning, så at samme til visse tider vrimler med nøgne mennesker. For anmelderen har denne uskik hidtil haft den ubehagelighed til følge at han næsten aldrig har kunnet benytte den del af sin lejlighed der vender ud mod kanalen til andre end sig selv. Hvorimod han har været i den ubehagelige nødvendighed at holde sin kvindelige familie indespærret i de værelser der vender mod gården. Man finder dette at være sat sapienti og nærer det glade håb at sådan uskik i fremtiden fjernes og afskaffes.

(Politivennen nr. 497. Løverdagen den 9de Juli 1825, s. 9837-9838)

"En skammelig uskik foregår på trods af forbud mod samme dagligt i kanalen fra Søkvæsthuset til Snorrebroen". (Det omtalte område 50-60 år senere end artiklens tilblivelsestidspunkt. Kreditering: Københavns Museum. Området set Snorrebroen mod nordøst. Til højre Overgaden oven Vandet. Niels Ludvig Mariboes billedsamling, 1880-1919)

Redacteurens Anmærkning

Samme fænomen påtales i artiklen "Anmodning til Politiet." i Politivennen nr. 970, lørdag den 2. august August 1834, s. 551.  

Uordener

1) Ved Kvæsthuset på Christianshavn forsamler en mængde drenge sig for at svømme. De hænger dels nøgne i tovene på skibene og begår allehånde uordener hele dagen igennem, med at fylde kanalen op med store sten under en utålelig støjen og råben. Derfor ønsker beboerne af denne gade at være befriet for det, og ønsker at denne uorden måtte bemærkes.

2) I Brolæggerstræde nr. 71 bor en brændevinsbrænder som har sin kostald ud til gaden, hvortil er portåbning. Om morgenen åbnes porten, hvor indenfor er en stakitport og gaden opfyldes da med en så utålelig stank at det i allerhøjeste grad besværer hele omegnen.

3) Nogle svin som er indsat i Overgaden Neden Vandet nr. 52 mellem to pakhuse, forvolder en afskyelig stank i marinekaserne og omliggende steder. De gør også megen larm om aftenen, hvilket vel ikke kan have undgået vægteren, da de må ødelægge hans nattero.

(Politivennen nr. 533, 16. juli 1808, s. 8562)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge jævnførelsesregistret findes der ikke noget Brolæggerstræde 71. Derimod Kompagnistræde 71. Da sidstnævnte er en parallelgade, kan der måske være tale om denne adresse. Som i dag hedder Kompagnistræde 22, opført 1797-98 og fredet.

Overgaden Neden Vandet nr. 52 findes heller ikke i registret. Derimod Strandgade 52, i dag Strandgade 12 "Jennows Gård", opført 1720. Huset har en hejsekvist, så det kan udmærket have været et pakhus.

Anmodning til Havnekommissionen om Skilt på Skibene i Havnene

Nogle skippere, især fra Jylland, har den herlige skik at hænge et bræt med bestemmelsesstedets navn skrevet på, Men det er da for det meste kun er dem, og ikke når man skal finde en skipper i Nyhavn, ved Toldboden, Kvæsthuset og Børsen, kan man let blive træt af at spørge inden man finder sin mand. Foruden de grove svar, der ved sådan en lejlighed falder af fra uhøflige matroser, spilder man folks tid, der kunne være brugt bedre. Havnekommissionen gjorde vist mange af stadens borgere en væsentlig tjeneste om de foranstaltede den indretning, at det blev pligt for alle skibskaptajner og skippere at hænge et sådant skilt op, hvor man uden at spørge sig for kunne se hvor de sejlede hen.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27. marts 1802, s. 3275-3276)

Nyhavn. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.