Haandværksdrenge. (Efterskrift til Politivennen)

Haandværksdrengene i Kjøbenhavn ere det tydeligste Bevis paa, hvor meget Oplysningen i de senere Aar har virket til de lavere Menneskeclassers moralske Forbedring. For neppe tyve Aar siden saae man Læredrenge, især af Skomagerprofesssionen, ideligen drive deres Spil paa Gaderne, og forstyrre den offentlige Rolighed ved deres Kaadheder. Man frygtede ordentlig for at komme igjennem Klosterstrædet, Grønnegade og Antonistrldet. En Skomagerdreng var den Gang en Person, der ved Gadeopløb, der hørte til Dagens Orden, spillede en vigtig Rolle.  Han behøvede kun at fløite i Fingrene naar han saae en heel eller halvbeskjenket Kjerling, og strax samledes tusinde andre Cammerater ved det første Løsen. Ved Bryllipsilluminationer forherligede saadanne Drenge Festen med adskillige Løier, saasom: at sye Pigerne sammen og sværte dem Ansigtet med Kjønrøg. Om Vinteren kastede de Snebolder efter Folk, og i enhver Aarstid repræsenterede de i en vis Henseende den offentlige Retfærdighed, ved at forfølge en stakkel Tyv igjennem alle Gader, og naar denne just ikke opbyggelige Procession var endt, at bringe ham op paa Politiekameret. Simple Folk havde i de Tider den Skik, selv at straffe den Tyv, der havde stjaalet en Ubetydelighed hos dem, ved at sættee ham under Posten o. s. v., og siden at overlevere ham til Gadedrengene. Alle disse Misbrug ere nu næsten ganske forsvundne. Opløb på Gaden ere en stor Sjeldenhed, og de fleste Haandværksdrenge besidde en Æresfølelse, der afholder dem fra at begaae Kaadheder. Det er et reent Særsyn, at see en barfodet Skomagerdreng med en Stabel Tallerkener og Potter i Form af en Pyramide paa Hovedet, eller en sneehvid Parykmagedreng med en Æske Paryker paa Nakken gjøre Optøier paa Gaden. Saare sjeldent seer man Drenge flokke sig sammen og forvolde Opløb, og Adelgaden er næsten den eneste Gade, hvor man endnu af og til møder en Dreng, der minder os om hvad Haandværksstanden og Læredrengene i Kjøbenhavn engang havde været. Hvad er Aarsagen til denne paafaldende Forandring til det bedre? Intet uden vort forbedrede Skolevæsen. Vore Friskoler have betydeligen tiltaget i Tallet, og ere blevne hensigtsmæssigere indrettede. Ungdommen af de lavere Stænder sysselsættes førend den kommer i Lære hos Haandværksmestere paa en nyttig og passende Maade. De faae tidligen et Slags Dannelse, der stikker mærkeligen af mod den Raahed og Vankundighed, der tilforn vare saa almindelige Egenskaber hos menig Mand. Udenlandske Svende strømme ikke mere herind i saadan en Mængde som tilforn, og Haandværksclassen bestaaer mest af Indfødte, som have nydt en bedre Opdragelse og Skoleundervisning. Søndagsskolerne have især bidraget meget til dette værdige Øiemeds Fremme. Haandværkdrengen har nu Leilighed til at anvende de Fritimer, han tilforn tilbragte i Ørkesløshed: denne Moder til alt Ondt og al Ryggesløshed, til at erhverve sig de for hans Bestemmelse høist nødvendige Kundskkaber. Saa øiensynlige ere Frugterne af dette Gode, saa umiskjendelige Oplysningens Virkninger! Held derfor enhver, der ved sine Indsigter, sin Formue og sine gode Raad har bidraget og endnu fremdeles bidrager til vort Skolevæsens Fremtarv. Paa denne beroer det meste. Oplysningen er et Blomster, som sjelden trives i en udyrket Bund. Denne maa tidligen gjødes, renses og luges, naar den spæde Blomst skal kunne spise og ikke qvæles af Ukrud eller hentørres af Mangel paa nærende Safter.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 66
Løverdagen den 27 Maji 1809
Spalte 1049-1051

Tivoli.

Dagligt bekræftes den gamle sandhed at det københavnske publikum vedholdende har sans for alt hvad der kan henregnes til nydelse af forlystelser med hensyn til det store antal besøgende som daglig frekventerer Tivoli. Denne på grund af sin pragtfulde, os førhen aldeles ubekendte indretning, åbnes med alle sine utallige herligheder for alle klasser af folket på meget billige vilkår. Og vi kan på grund af det ikke nok så meget yde opfinderen og bestyreren af alt dette, hr. Carstensen, vores fulde erkendtlighed. Vi gentager vores formening at det københavnske publikum altid har været særdeles oplagt til nydelse af adspredelser og forlystelser hvor lejlighed dertil blev givet. Erfaring bekræfter sådant, når vi passerer Frederiksberg Alle og Slotshave, Kehlets Jernbane og sammes kaffehus her i byen. De forskellige teatre udenfor staden, ligesom de kongelige teatre: promenaderne på voldene og på Langelinje. Charlottenlund Skov. Hele Dyrehaven med dens mangfoldige beværtningssteder. Sorgenfri og dens omegn. Lyngby, Brede, Søllerød, Frederiksdal samt flere steder. Og allevegne vil man finde enhver plads optaget af utallige københavnere der søger de forskellige glæder. Men desværre vel som oftest uden forud modent at overveje hvorvidt enhvers kår er svarende til de dermed forbundne udgifter. 

I mangfoldige år er sådant hengået sin jævne gang uden at der nogensinde i så henseende har været gjort betragtninger. Hvorimod der nu fra forskellige sider erfares de mest stiklende ytringer om at regeringen selv på en vis måde ikke alene skulle tillade, ja at regeringen selv skulle understøtte sådanne indretningers fremme for dermed at opmuntre folket til at besøge Tivoli der forstyrrer den almene deltagelse i de ulykker som den fri presse er udsat for. Muligvis er det derfor at vores håndværkere har en særdeles passion for Tivoli, og at de ved jævnlig ophold der forsømmer deres dont i værkstedet, således som tilfældet skal være med vores såkaldte - store mest søgte skomagere som rigelig tager erstatning i forhøjet pris på deres varer. Disse gode folk der i øvrigt mangler de fornødne evner til rigtigt at kunne fatte de forskellige genstande som oppositionsbladene bearbejder, hænger sig kun i det som er vand på deres mølle: nemlig når der forekommer de mest uforskammede bagvaskelser mod højtagtede mænds, ja selv mod regeringens handlinger - for med den vigtigste mine at føre sådant sprog som om sådant kom fra deres egen hjerne. Imidlertid tilråber vi dem kun: Skomager bliv ved din læst!!!

(Politivennen nr. 1447. Fredagen, den 22 September 1843. Side 607-609). 

"På grund af sin pragtfulde, os førhen aldeles ubekendte indretning, åbnes med alle sine utallige herligheder for alle klasser af folket på meget billige vilkår."  (Tivoliana)

En besynderlig Methode.

(Indsendt fra Helsingør.)

En vis skomagermester der i nogle år har været plaget af apopleksi eller lammelse og som på grund af det ikke kan flytte sig fra et sted til et andet uden hjælp, har allerede længe troet at kunne standse sine smerter ved at tyrannisere sine lærlinge. Han lider nemlig kun i underkroppen af denne svaghed, og kan da temmelig godt bruge arme og hænder. Når nu smerten med forandring af vejrliget eller på grund af alt for mange strabadser tager heftigt på, kalder han på en eller anden af drengene og lader dem opsøge et eller andet på gulvet. Og når han da har dem i fælden, tyranniserer han dem på det skammeligste ved at slå dem i hovedet med læste eller hvad der er for hånden. Da denne metode langt fra kan være rigtig, og da det ikke mindsker hans smerter, var det uden tvivl mest hensigtsmæssig at han lod den være.

(Politivennen nr. 1420. Løverdagen, den 17de Marts 1843. Side 165-166). 

Sudergade i Helsingør. Suder er et plattysk ord for ”skomager.” Og skomagere var der mange af her dengang gaden lå i udkanten af byen. Stanken fra garvningen af læder gjorde dem uønskede i bymidten. På Politivennens tid lå Sudergade dog inde i byen.

Nogle alvorlige Ord om vore Garvere og Skomagere.

Der var en tid da klædevarer og fodtøj havde betydelig varighed, uden at stå i højere priser end nu. Klæde og andre kramvarer har i de sidste 20 til 30 år betydeligt forringet sig i henseende til bonitet og konsistens. Men den største forværring for ikke at sige bedrageri, finder sted med fodtøj, hvilket de især føler som har meget at gå om, og alt for knapppe indtægter til hvert halvår at kunne anskaffe sig nye støvler eller støvlefødder. Enten brister læderet eller begtråden løber op få dage efter at reparationen er sket, så at det er umuligt at beholde tørre fødder. Med hensyn til læderets dårlige hold og varighed undskylder skomagerne sig med at det næsten er umuligt at få godt og forsvarligt læder af dansk fabrikation, fordi garverne anvender en spiritus eller visse ætsende midler som vel kunne tjene til at give læderet tilsyneladende tykkelse og smukt udseende, men i sig selv forårsager stor skade da det derved taber sin fasthed og styrke, og brister længe før det kan opslides. Sandheden heraf bestyrkes ved skomagerarbejde som rejsende har købt i Altona til samme priser som det københavnske, og som har haft i det mindste dobbelt så lang varighed som det man får hos vore københavnske skomagere.

Man håber at nævnte laug, især garverne, vil lægge mærke til disse sandheder. Det vil både være til ære og gavn for dem selv, og bidraget til at afværge ufordelagtig omtale af vore håndværkeres virksomhed når fremmede som besøger Danmark, kommer tilbage til deres hjemstavn.

A. Poulsen.

(Politivennen nr. 982, Løverdagen den 25de October 1834, s. 751-752) 

Uordener.

Udenfor huset nr. 342 i Gothersgade ligger et rendestensbræt som hele sommeren har haft et leje der gør det farligt for de forbigående her at passere fra gaden over på fortovet. Da farlige fald kan forårsages ved denne uorden og man må prise sig lykkelig hvis man uden sønderrevet fodtøj har passeret de mod gaden fremragende skare sted, så tager man sig den frihed at anmode ejeren af det nævnte hus der efter sigende skal være den i stuen boende skomager, om at foranstalte brættet lagt i dets tilbørlige leje. Vel har man for længere tid siden hørt klager over at staden var så stærkt forsynet med skomagere at mange savnede arbejde, og nyligt har man også set den mening fremsat at stadens mange læger ikke kunne finde udkomme. Men man kan dog uagtet denne uorden måske kunne skaffe nogle sådanne mænd en øjeblikkelig fortjeneste, ikke undlade at ønske den afhjulpet.

(Politivennen nr. 774, Løverdagen den 30te October 1830, s. 709-710) 

Kaade Slagterdrenge.

Det er vist nok sørgeligt at bemærke at civilisationen i vores oplyste tider har gjort så lidt fremskridt blandt utallige af den ringere almueklasse at deres rå håndteringer kunne have så stærk indflydelse på deres intellektuelle og moralsk dannelse at de på en vis måde kun har hævet sig lidt eller intet fra deres første rå tilstand. Dette er fx tilfældet med flere af slagterne der endnu er så vilde og uslebne, at de ikke engang lader sig afholde fra at overfalde folk på gaden ved højlys dag. Og hvad skal man vel gøre når man er så uheldig at falde i kløerne på sådanne barbarer? Arrestere dem! Men hvor søge hjælp? Og inden den kommer, kan man vel være slået ihjel hundrede gange.

Et sådant tilfælde hændte mig da jeg fredag den 1. september passerede Amagertorv. To slagterkarle (efter udseendet 25 til 30 år) kom mig nemlig i møde på fortovet. Og skønt jeg som har al respekt for disse, meget hurtigt gik af vejen, kunne den ene dog ikke undlade at slå en bog ud af hånden på mig. Jeg som ikke i fjerneste måde havde givet anledning til denne tølperagtige adfærd, ville i min rimelige vrede på stedet tugte ham, da ord vel mindst havde båret frugt. Men han og hans ledsager satte trugene og rustede sig til forsvar. Hvad skulle jeg vel udrette mod to? Enden på denne ulige kamp var sandsynligvis blevet at jeg, lemlæstet om intet værre hændte mig, var blevet på valpladsen, hvis ikke et vakkert menneske (hvilken ubekendte jeg ikke kan undlade at yde min varmeste tak) var kommet mig til hjælp, hvorved han dog ikke alene udsatte sig for snudedrag (som de kaldte det), men endog fik sin stok brækket itu.

"Da jeg passerede Amagertorv, kom to slagterkarle mig i møde på fortovet. Og skønt jeg som har al respekt for disse, meget hurtigt gik af vejen, kunne den ene dog ikke undlade at slå en bog ud af hånden på mig." (Amagertorv, 2015. Springvandet er kommet til senere. Eget foto).

Det var at ønske der kunne findes et middel til at hæmme disse især i den seneste tid så meget tiltagende gadeoptøjer som mestendels foranlediges af skomager- og slagterlavets kåde og tølperagtige underordnede.

Dette tror jeg let kunne forebygges ved anskaffelse af en dagvagt (plakat af 31. juli 1789 er formodentlig ophævet), der så tillige kunne påse at plakat 3. april 1769 §3, 11. december 1790, 14. februar 1810 § 3, 22. sept 1815, påny måtte træde i kraft, eftersom de drøje kurvestød og bræddepuf man får nok så meget, lader formode at de er gået i glemmebogen.

(Politivennen nr. 559. Løverdagen den 16de September 1826, s. 626-628

Bekjendtgørelser.

1) I anledning af den i Politivennen nr. 239 indførte advarsel til den kåde skomager der red ind på en wienervogn og med sin ridepisk slog de deri siddende fruentimmer, tilkendegives herved: at nævnte skomager har været indkaldt for Københavns Politiret og er der med vidner overbevist om overfald og sandheden af den mod ham indgivne klage. Men da han for retten genkaldte de af ham i Politivennen nr. 240 under titel: spørgende svar fra den såkaldte kåde skomager, fremsatte grove og ubesindige udtryk, deklarerede derhos at han ikke engang kendte det selskab som var i vognen og i øvrigt fortrød sin ubetænksomme fremgangsmåde, så har man efter hans ønske, frafaldet sagen og forliget den mod at han betaler 5 Rbd. sølv mulkt til politikassen.

((Politivennen No. 244, Løverdagen den 2den September 1820, side 3948-3949)

Affæren startede i Politivennen nr. 236.