Den nye opdragelses hundredfold frugtbringende udsæd - som først frodigt har været i stand til at kunne vokse og kaste sine modne frugter efter at man er kommet til den fast overbevisning: at kæp og vons og færle skabte slaver og trælle, og gjorde voldsomt brud på den ædle menneskefrihed - findes nu hyppigt på veje og stier. Omhyggelig næredes og trivedes den til forbavselse for fornuften inden fædres fire vægge, og opmuntredes ikke sjældent ved den kildrende sjælefryd som uværdige forældre fandt i at en håbefuld pode med bestemthed kunne byde en far eller mor med et kraftudtryk der stemplede geniet: "at holde mund." Menneskets natur stræber fremad, både i godt og ondt, og ve! den i hvis hånd forsynet betroede at styre begge dele på den rette bane ifald han med ligegyldighed forsømmer nogen af delene.
Der står det nu, træet på godt og ondt; stolt løfter det sin top i højen sky, spredende sine tusinde og tusinde grene til verdens fire hjørner, alle bugnende af frugter. Men ak! hvilke frugter? Mængden er fuld af råd, orme af alle arter gnave dybt i kødet til kernehuset, mens skallens bedrageriske rødme skjuler fordærvelsen; og give Gud! at kun ikke dette træ bliver et eneste vildnis, hvori mange gartnere med fortvivlelse for sent vil vride sine hænder over at han til rette tid har sparet kniv og sav, for nu under dets tilspærrede giftbringende luft selv at kvæles af det!
Det flyver til hvad side det vil, det falder i hvad jordmod det end måtte være, ordet, der søger at hegne mod brud på sædelighedens og anstændighedens enemærker, og sætter en dæmning for det gemene og uværdige i menneskesamfundet. Men høres skal det, og troligt er det at et frøkorn hist og her også vil falde i den gode ord. Og her min fortælling til advarsel.
For kort tid siden kom en holstensk vogn kørende, fuld læsset med fruentimmer og mandfolk der alle var godt klædte. Den holdt ved et sted hvor penge skulle betales, og efter at dette var sket, spurgte en ung herre (vulgo laps) manden der havde modtaget pengene: om han lystede et glas punch som var levnet? Da manden takkede og sagde ja, rakte han ham en flaske der var lunken. Uden mistanke åbnede manden flasken der raktes ham af kavaleren, men hvis indvortes han hastig erfarede svarede aldeles til giveren, da det hverken var mere eller mindre end lunket vand som skrives med tre bogstaver. Let vil man kunne begribe at sådant måtte irritere manden, og følgen blev at uagtet man påskyndede kusken at ile fra sine skarnsstreger, så løb manden dog vognen op og vedblev at overøse de derpå siddende med dens indhold. Fruentimmerne som man må formode - ifald selskabet ikke var fra et bordel i Ulkegade, fordi klæderne er i vore tider et aldeles falsk mærke på mennesker *) og alt i det hele betragtet som oftest kun er skaller - var aldeles uvidende om dette pludselige regnvejr, skreg godt, men fik en del af deres stads skamferet, fordi man ved at kønnets smykker ikke fordrager den slags beplettende vand. Især skal en del hatte som nu er kvindekønnets egentlige sjæl, ja som man i mængde ser stige op fra kælderhalse, og endog forvolder en nødvendighedsartikel i husmøbler, **) derved har lidt et ubodeligt nederlag. Men det gik her som det desværre så ofte går, det gik mest ud over den uskyldige. Havde den fornærmede givet sig tid, så ville der have været et bedre middel som ene havde ramt den skyldige, og tillige mindet ham om følgerne af sådanne lapsestreger når de atter vågnede hos ham.
*) Det er endda ikke så sjældent at man ser den der for meget få år siden stod bag på vognen, nu at sidde inden i den, og morsomst er det blandt disse at se en vis mand, med en særdeles nådig patronmine at komplimentere gamle bekendte.
**) Anmelderen var nemlig nærværende for nogen tid siden, da et meget simpelt fruentimmer kom ind på samme sted og efterspurgte en dragkiste eller chatol. Det sidste blev forevist, men da køberen ikke fandt at deri var nogen dyb skuffe, så kunne købet ikke komme i stand, fordi den var aldeles nødvendig, da man ellers intet sted havde at lægge en hat. Forlystelsesraseri, arbejdslede, selvgjorte fornødenheder og higen efter at hæve sig over sin virkelige stand, er de eneste sande årsager til næringsløsheden.
(Politivennen No. 236, Løverdagen den 8de Juli 1820, s. 3807-3812).
Om udfaldet af denne sag, se Politivennen 244.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar