Ønske med Hensyn til de nye Spadseregang paa Vestervold.. (Efterskrift til Politivennen)

Anlæget af de nye Spadseregange paa Brystværnet af Volden fra Langebro til den første Bastion paa den anden Side af Vesterport har vistnok ikke mindre imødekommet et længe næret Ønske hos mange af Kjøbenhavns Beboere, end allerede vundet velfortjent almindelig Paaskiønnelse. I Erkjendelsen af at Alt ved denne Foranstaltning kun synes beregnet paa at skaffe Publikum en Behagelighed, der forhaabes at ville vinde i Omfang ord at de paabegyndte Anlæg, saasnart Forholdene tillade det, fortsættes ud over de nærmest paafølgende Bastioner, muligen indtil Nørreport, tør man saameget sikkrere gjøre Regning paa vedkommende Autoritets velvillige Opmærksomhed for det Ønske, at de Trapper, der føre op til de anlagte Fodstier, maatte blive forsynede med Rækværk. Trapperne selv ere nemlig meget steile og naar Frosten tilmed gjør dem glatte, er deres Benyttelss, navnligen for Ældre, forbunden med en ikke ringe Fare. Allerede er det Tilfælde truffet, at en Spadserende styrtede ned af en af Trapperne og kun ved et Lykketræf undgik de Følger, som Faldet saa letteligen kunde have medført. For ar see deslige Tilfælde saavidt muligt forebyggede for Fremtiden tillader man sig at udtale hint Ønske, som gaaer ud paa en Foranstaltning, der dog kun vil fordre en forholdsviis ringe Udgift i Sammenligning med de Omkostninger, som den færdige Deel af de skjønne, for Hovedstadens Beboere saa kjærkomne og behagelige Anlæg allerede have krævet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. januar 1850, 2. udgave).

Hovedstadens Volde og dens Ødelæggere. (Efterskrift til Politivennen).

Et par artikler beskriver Københavns volde flere årtier før det blev endeligt besluttet at de skulle sløjfes. Heraf fremgår at forfaldet allerede var i gang. Voldene havde ellers været forbeholdt folk med voldtegn, og vagter mm sørgede for at kun disse blev lukket ind. Politivennen beskrev at forbuddet ikke strengt blev overholdt, men dog ikke i en så massiv grad som Kjøbenhavnsposten i tre artikler berettede. 

En appareille beskrives i Ordbog over det danske sprog som en opkørsel til en fæstningsvold


Indsenderen heraf var i aftes vidne til at en kone som gik et par skridt foran mig, stødte med panden så voldsomt mod den for enden af Filosofgangen værende bom, at hun styrtede baglæns omkuld. Lykkeligvis var hendes pandeskal så hård, at den kunne tåle slaget, og hun ikke kom til videre skade. Havde jeg gået foran hende, da ville jeg måske have fået enten min næse knust eller nogle tænder slået ind i munden, såsom jeg sandsynligvis ikke i tide havde fået øje på bommen, da jeg just i det øjeblik gik og filosoferede (det var jo i Filosofgangen) over brændevin og tobak, der nu ikke blot behager manden og ynglingen, men også drengen. Ved omtalte scene fik min filosoferen en anden retning - jeg studerede bommen. Det forekom mig ubesindigt og uforsvarligt af de høje eller mindre høje vedkommende, at have gjort denne sådan som den er; skal den stå der, så burde den enten være så høj eller så lav, at et voksent menneske ikke skal være udsat for at støde hovedet eller brystet mod den, eller være dobbelt i stedet for enkelt, så at der var 2 bomtræer (eller hvad de kaldes), et højere og et lavere i en afstand af omtrent 1 alen fra hinanden. Vedkommende bedes at tage samme i overvejelse.
R-i.

(Kjøbenhavnsposten 26. august 1847).

Christianshavns Vold er nok det nærmeste man kommer til noget der ligner voldene i 1840'erne, selv om rester også findes i Tivoli, Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg. Dette skal gøre sig ud for at ligne Kirsebærgangen, der lå på ydersiden af volden, mens Filosofgangen lå på indersiden. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Siden skildvagterne for fire år siden blev inddraget fra stadens volde, har vist enhver der agter ret og orden, med indignation betragtet den ødelæggelse som i særdeleshed voldenes indre dosseringer dagligt lider af alskens pøbel, småt og stort, men især af stadens gadedrenge, hvis kvalitet er nok så bekendt, ikke alene her til lands, men efter rejsendes forsikring, endog i udlandet, hvor de vanskelig skal finde deres mage i dumdristighed og skadefrohed *). Man betragter i denne henseende offentlige bygninger og mindesmærker, de på offentlige promenader og veje plantede træer etc. 

Den, der vil se noget af hvad der foretages og hvad der må tåles af dette i uforskammethed tiltagende mob, gør en vandring på volden, blot fra Stormgade til Østerport og samme strækning tilbage indenfor volden, og han vil derved blive overtydet om, at volden, hvis indre dosseringer før afgav om sommeren et smukt grønt og for de ligeoverfor, til dels i kort afstand, boende behageligt skue, nu på mange steder så temmeligt ligner rudera af dette slags befæstningsværker. Dette er især tilfaldet med appareilen og en del af volden ved Grønlandsgade ved Nyboder, hvilken appareil ikke længer ligner en ordentlig opkørsel til en vold; den indre dossering m. m. på den højre Side af Vesterport; ved appareilen for Helmers Bastion ved St. Pederstræde, ved volden på strækningen med Teglgårdstræde og Larslejsstræde og mange andre steder, som det ville blive alt for vidtløftigt her at opregne. 

Af græs ses kun spor på større og mindre stykker af den indre dossering, jorden rives dagligt læssevis ned på gaden og forårsager i den tørre eg varme årstid en, for de tilgrænsende beboere og for de på volden Spadserende, utålelig støv; for vel føres meget af den fra dosseringerne nedrevne jord dagligt bort med gaderenovalionen, men der bliver altid mere end nok af forråd fra de oprevne dosseringer, og når stærk regn indtræffer nedskyller den løsnede jord i en sådan mængde, at den danner banker tværs over gaden og dæmninger i rendestenene, hvorved vandets afløb forsinkes og fortovene bliver oversvømmede. 

Den ommeldte ødelæggelse er naturligvis mindst om vinteren så længe volddosseringerne er belagt med sne.  Men når foråret er kommet, så begynder jordnedrivningen på ny, og når martsviolerne blomstrer, ser man drenge i dusinvis fare op og ned ad volddosseringerne for at hente disse blomster, som derefter falbydes såvel på volden til de spadserende som for dørene. Denne for volden fordærvelige industri medfører dog ingen fornærmelse eller fare for dem, der spadserer i Kirsebærgangen, så længe de er forsigtige nok til at lade drengene gøre sig så lystige som de vil, såvel der som på voldens ydre dosseringer. I modsat fald kunne de vente at blive udskældte eller endog hilst med stenkast. 

De som har adgangstegn til at angle i stadsgraven, vil gøre vel i på den tid da der plukkes martsvioler, at vælge yderkanten af graven til derfra at angle, da de ellers udsætter sig for at blive bombarderede med sten fra brystværnet nedenfor hovedvolden. Men når pærerne og valnødderne på de træer som står i Kirsebærgangen, er fuldvoksede - om modenhed kan der ikke være tale - så går dosseringernes ødelæggelse og bombarderingen med store og mindre sten, såsom hele og halve mursten, først ret alvorligt for sig. Især mellem og efter skoletiden. Da ser man klynger af drenge fare op og ned ad brystværnet, hvorfra nogle bombarderer frugttræerne med sten, jo større jo bedre, mens andre nede i Kirsebærgangen opsamler pærerne eller valnødderne, og en enkelt imidlertid står på udkig efter de patruljerende militære, for ved piben eller andet signal at advare de virksomme kammerater. Og da den røde mundering kan kendes på mere end fornøden afstand, så iværksættes flugten altid betimeligt nok, idet flokken og med denne et større eller mindre kvantum jord styrter fra volden ned på i gaden, ud over grænsen for patruljens myndighed. 

De som i denne tid går i Kirsebærgangen voksne eller børn og disses vogtere, er bogstavelig udsat for at blive slået ihjel af sten fra hovedvoldens brystværn. Vejen nedenfor i Kirsebærgangen bliver på flere steder, hvor frugttræer står, besværlig at passere, så stor er mængden af de nedfaldne sten, der af og til må bortføres fra Kirsebærgangen i vognlæs. For et par år siden så man ved volden i nærheden af Skt. Pedersstræde, at den fra dosseringen efterhånden nedrevne og nedskyllede jord på gaden blev ophugget med jernhakker og bortført på vogne. Det er naturligt, at der hos mange retsindede opstået det ønske, at der måtte kunne foretages virksomme foranstaltninger til at hæmme den her ommeldte uorden og overhåndtagende ødelæggelse, og til at forebygge den ulempe og endog fare, som hermed er forbundet; for ikke at tale om det for øjet anstødelige såvel for den indfødte, der desværre er vant til dagligt at se, hvorledes besudling og beskadigelse på offentlige pladser, gader og veje foregår ustraffede, men også for fremmede, hvad enten nu disse er militære eller civile fra sådanne steder i Europa, hvor øvrigheden overlader bevaringen af offentlige mindesmærker, træ- og blomsterplantninger etc. til borgernes forsorg. Men det indses også, at det ikke vil være en let sag at udfinde virksomme, til tidsånden svarende midler til at standse et sådant onde. 

De patruljerende hilses nu undertiden nede fra gaden med piben, hujen og skældsord; Patruljeringen på en så lang strækning nytter næsten slet ikke, ja den foranlediger endog ofte forøget nedrivning af jord fra de oprevne dosseringer, ved de ned over samme flygtende ødelæggere. - Når ingen frugttræer stod i Kirsebærgangen, så var der en anledning mindre til optøjer der og på volden; men om man end ville bortskaffe disse, til dels meget smukke træer og i deres sted plante vilde kastanjetræer, der måske rimeligst overstår skadefrohedens angreb, så kunne man dog ikke udrydde martsviolerne. De på volden opslagne forbud agtes kun af et forholdsvis ringe antal; at de skulle kunne virke på gadedrenge og disses lige er udenfor al sandsynlighed. Skolebestyreres, læremesteres, husbonders og andre pågældendes befalinger og advarsler til sådanne hel- eller halvvoksne personer, kunne næppe håbes at gøre bedre virkning, om endog en opfordring skete i så henseende. - Reparationer på volddosseringerne foretages jævnligt; det repareredes ødelæggelse begynder allerede før arbejdet er blevet fuldført, og man kunde foranlediges til at spørge, hvorfra der skal kunne tilvejebringes en så stor mængde græstørv, som den uophørlige reparation udfordrer og som, rigtignok ad en betydelig omvej, uophørligt føres ud på renovationspladsen. . . 

Det er ikke ved skildvagter og politistokke at man må ønske den københavnske ungdom holdt i ave, såvel i dette som i andre forhold; men derimod ved en bedre opdragelse og et bedre skolevæsen. Og vores skoler, såvel de finere, som de fattige, forsømmer vistnok en væsentlig pligt, idet de ikke som en særlig disciplin gøre ungdommen fortrolig med pligterne mod det offentlige, ikke bibringer den republikanske agtelse for det fælles i staten for hvad der tilhører alle og som alle derfor bør holde hævd over. Det er også derved at man danner borgere, der tænker på mere end deres egen personlige fordel. 
- h -

*) Anmelderen vil ikke hermed sige, at udlandets gadedrenge er bedre end Københavns, men han tror, at man i udlandet både vil og kan regne det slags småfolk

(Kjøbenhavnsposten, den 27. august 1847)

Hvad vi ikke i dag kan forestille os, er de enorme møller som lå i alle bastionerne på voldene. Lille Mølle var en af de mindste, og kun "understellet" er bevaret, men giver et indtryk af at selv Lille Mølle var ganske stor. (Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020).

At så mange vagtposter som muligt inddrages i denne for borgerne besværlige tid, er vist nok i sin orden. Derimod forekommer det indsenderen at man er gået for vidt i denne henseende, og skal påpege et eksempel: Jeg gik i går gennem den såkaldte Kirsebærgang fra Nørreport til Vesterport, hvis indgange hidtil har været besat med skildvagter der nu er inddragne. Men følgen heraf har allerede femkaldt "ødelæggelse og vederstyggelighed" i høj grad. På adgangsdørene gyngede drenge i hobetal, brystværnene er halvt demolerede, lange lømler af gadedrenge har indrettet glidebaner ned ad volden på utallige steder, ned ad hvilke de hujende gled med hele skove i hænderne af afbrækkede blomstrende grene, og selve gangen var ufremkommelig på grund af en masse af kampesten og murbrokker, vormed der fra morgen til aften kastes efter kastanjeblomster. Efter indsenderen mening burde der straks igen posteres en skildvagt og denne påse at kun velklædte personer og piger med små børn fik lov at passere, disse sidste dog med tilhold ikke at plyndre træerne som de gør nu.

(Kjøbenhavnsposten, 5. juni 1848).

Om Passagen paa Volden. (Efterskrift til Politivennen)

Om Passagen paa Volden. Kjøbenhavns Gouvernement har for nogle Aar siden udvidet Tilladelsen til Spadseren paa Fæstningens Hovedvold saaledes, at Passagen er fri til Kl. 11 i Maanederne Juni og Juli og til Kl. 10 i August. Med Hensyn til det Publikum, som efter denne Tid kunde ønske at passere Volden ved at gaae hjem fra Tivoli og Frederiksberg og paa Grund af at Aftenerne i August og September Maaneder er den behageligste Spadseretid paa hele Aaret, kunde man ønske en yderligere Udvidelse af den omtalte Tilladelse. Herimod kan neppe gjøres grundede Indvendinger, da Vagternes Styrke ingen Forøgelse behøvede i denne Anledning ligesaalidt som Toldvæsenets Tilsyn behøvede at vedblive naar Bommene bleve lukkede til sadvanlig Tid. Nu seer man Publikum blive nedviist fra Volden til de anførte Tider, men kort efter kan man let overtyde sig om at Bestemmelserne dog ikke overholdes; idet ikke Faa overtræde den upaatalt, naar Posterne ere indtrukne og Patrouillerne ere vendte tilbage. Ved forskjellige Leiligheder har man seet at Mængden ikke ved de sædvanlige Poster kan holdes borte fra Volden og det synes ubilligt uden Nødvendighed at berøve det dannede Publikum den omtalte Behagelighed. Man betvivler ikke at den humane Commandant, General von Hagen, med Glæde vilde gjøre en Forandring i denne Henseende, men muligen kunde dette have sine Vanskeligheder i H. D. Gouverneurens Fraværelse, derimod antager man, at det ved directe at henvende sig tit H. M. Kongen vilde være let for Commandanten at udvirke en staaende Befaling, hvor ved det tillades Publikum at passere Volden til Kl. 12 i Maanederne Mai, Juni, Juli, August og September, hvorved alle Vanskeligheder for Fremtiden vilde bortfalde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. august 1846, 2 udgave).

Bøn til Kjøbenhavns Gouvernement.

Med sand taknemmelighed påskønnes de senere års foranstaltninger til forskønnelse af hovedstadens omegn. Hvori blandt den smukke gang neden om volden fra Rysensteens til Holcks Bastion, til bekvemmelighed for de som besøger badene, indtager en fortrinlig plads. Men den mere sædelige del af publikum må med lige så stor harme se hvorledes denne skønne promenadeplads bliver behandlet af alskens pøbel, som den ofte vrimler af. 

Governementet har ved at forunde enkelte familier adgang og meddeler disse tegn til promenade i nævnte gang og Kirsebærgangen tilkendegivet at denne gang kun er for dem som har fået adgangskort og på hvis sædelige opførsel man stoler. Ligesom der ikke alene også er oprejst tavler med indskrift der forbyder at gå udenfor de almindelige veje, bestige brystværnet eller afbryde grene, men også ved Vester- og Nørreport er placeret skildvagter for at afkræve enhver indpasserende tegn. Ved en låge der er anbragt på volden ved Holcks Bastion, findes derimod en gammel udlevet olding, og ved den låge som vender ud til tømmerpladsvejen, en sælgerkone, som begge har nøgler til lågerne. Og ved disse to indgangssteder indlades formodentlig uvedkommende. Disse to personer kan vel ikke bemyndiges til at afkræve nogen tegn, heller ikke kan de bedømme om man går til eller fra badehusene. Men man ser daglig hele klynger af børn i smudsige, forrevne og lasede klæder, håndværksdrenge og lazaroner bestige volden og i flokke nedstyrte sig i gangene hvor de ikke alene besværer den sædeligere del af publikum som det er tilladt at besøge stedet, men endog fornærmer de gående og - dette bør ikke finde sted.

Anmelderen blev således for nogle dage siden formelig bortjaget fra den bænk som er under volden ved Gyldenløves Bastion idet man fra det øverste af volden fordrev ham med nedkastede græstorv og sten. Denne sidstnævnte bastion, Holcks og Rysensteens bastioner, er i særdeleshed de steder hvor dette uvæsen drives, og man kan ved højlys dag se flere skarer af sådanne personer og børn forsamlede oven på brystværnet. Nede i gangen bliver ikke alene svære grene brækket af, men endog træer afsavede og træer som står nede ved graven, rokket fra den ene til den anden side så længe, indtil de brydes enten ind i gangen eller styrtes i graven da rødderne kun er svage. Møllerne eller de som har forpagtet græsningen, og som med besværlighed afmejer græsset og opsætter høet i stakke, får dette splittet ad over volden og gangen. Og de kan umuligt få den fred som deres forpagtning dog synes at burde hjemle dem. For omtrent 14 dage siden sad ikke mindre end 5 lasede drenge i et stort træ formodentlig et kirsebærtræ - som står bagved Holcks Bastion, og afrev og nedkastede alle de grønne bær de kunne nå . En sådan skadefryd fortjente dog i sandhed en alvorlig revselse.

Anmelderen som kan erindre at skildvagterne før var anderledes placeret på voldene end de er nu, så dengang aldrig sådanne overtrædelser. Og han tillader sig derfor at bede om at skildvagterne om sommeren må posteres således at de kan sørge for ordens overholdelse i Kirsebærgangen. Ligesom det også ville være ønskeligt om flere patruljer til ubestemte tider af dagen blev udsendt af vagterne for at holde orden, afkræve enhver tegn, og uden persons anseelse arrestere enhver som fandtes ad ulovlige vejen at have skaffet sig adgang til disse steder, der foretog sig nogen krænkende handling for den offentlige ro eller velanstændighed, eller endog modvillige gjorde skade. Det kan måske også pålægges skildvagterne ved de almindelige indgange at nægte adgang for de skarnsbørn der nu almindeligvis slutter sig en queue til en indpasserede barnepige for siden at sprede sig over gangene og drive et stygt uvæsen der. Endelig tillader man sig at foreslå at der på hvert adgangskort blev anført det højeste antal af personer som derved fik adgang til promenade.

(Politivennen nr. 1179, Løverdagen, den 4de August 1838. Side 496-499)

Redacteurens Anmærkning

Rysensteens Bastion var den sydligste på Københavnssiden af volden. Lidt nord for lå Holcks Bastion mellem Vester Voldgade og H.C. Andersens Boulevard omtrent mellem Ny Vestergade og Ny Kongensgade. Altså der hvor Rådhuset og Rådhuspladsen ligger i dag.

Skattegravere i stor Stiil.

I denne tid drives et uvæsen der må tildrage sig almindelig opmærksomhed og i sine følger være højst foruroligende: Det består nemlig deri at en masse lazaroner af begge køn - såkaldte benhandlere - lige uden for fæstningens volde og på dens glaciser daglig fra den tidligste morgenstund (i sidste måneskin endog om natten) opgraver jorden og roder omkring i det for at søge efter ben og glasstumper etc.

Indsenderen gør det til pligt at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på denne genstand ikke alene på grund af den omstændighed at disse fatale gæster derved beskadiger træerne, græsningen og gør jorden hullet og ujævn, men hvad der måske er værre, at de ved denne lejlighed samles i store hobe og under udøvelse af deres lovstridige beskæftigelse vist nok aftaler og lægger planer til mange brud på den fredelige borgers ejendomsret for hvilken disse personer ikke har nogen agtelse eller respekt. Flertallet af disse skattegravere er ganske unge mennesker hvor i blandt endog en mængde drenge af den klasse der ellers sædvanligvis gæster torvene og går på fangst hvor der findes lejlighed til at bestjæle bønder og andre. Ligesom fruentimmerne er af det lasede løsagtige slags der om sommeren er så bekendt på vores Farimagsveje.

Indsenderen der længe med rimelig harme har set den mageløse frækhed hvormed disse personer vedbliver deres håndteringer, endog efter at der flere gange er gjort jagt på dem, og der er opsat brædder som erindrer om ikke at udøve deres lovstridige handlinger på fæstningens glaciser og dikterer straf for det, måtte især i højeste grad blive indigneret fredag den 24. og lørdag den 25. november ved at bemærke at ligesom slaverne der var udsendt for igen at udjævne jorden overalt hvor den var oprodet, var beskæftiget uden for Vesterport på den ene side af alleerne, ligeså hurtigt var igen deres plads indtaget af store hobe lazaroner på den anden eller modsatte side som med en dristighed næppe nogen skulle tro fortsatte deres skattegravning uforstyrret. 

Senere har man set dem i fuld virksomhed så godt som jævnsides slaverne der rimeligvis er deres venner. Det uvæsen der uagtet hvad der hidtil er gjort i mod det, synes at skulle vedblive, må være enhver borger, men især enhver grundejer foruroligende. Da ingen kan borge for at når dette utøj intet mere udbytte finder på fæstningens enemærker, de da måske lig en bisværm i masse anfalder private folks ejendomme, der lige så lidt som det offentliges i deres øjne har noget helligt, og der med ødelæggelsens sværd fortsætter deres håndtering.

Ser autoriteterne sig ikke i stand til at holde dem borte fra fæstningens territorium, må den enkelte private mand til hvis rådighed der ikke står sådanne midler, endnu mindre kunne det. Og at gå dette pak i møde for enkeltmand, ville være foruden en masse af grovheder, at risikere liv og lemmer, for de spader og hakker hvormed de alle er forsynet, er våben de sikkert ville vide at bruge i påkommende tilfælde. Og spørger man endelig hvortil anvendes de således fortjente penge, bliver svaret at de svires bort i værtshusene og anvendes kun på at fylde halsen med brændevin og andre spirituøse drikke under jublen og triumferen over at have kunnet unddrage sig de anstillede forfølgelser og den velfortjente straf. 

Kom virkelig disse penge til nogen sand nytte, blev den yderste nødtørftigheds trang derved afhjulpet, så var der dog noget hvormed sagen for en del kunne undskyldes. Men hvem der mod aften passerer Vesterbro og ser hvorledes hele flokke af disse væmmelige skabninger hvis moralske forbedring sikkert kun er en tom lyd - kvinder og unge drenge, mange endnu næppe konfirmerede - straks efter at have fået penge for deres varer, ligesom glubende dyr styrter ned i værtshuskældrene hvor de sædvanligvis fordriver hele aftenen så længe der er noget af fortjenesten tilbage - han kan sikkert ikke uden harme betragte anvendelsen. Under nydelsen af disse drikkevarer og i beruselsen ligger sikkert ofte planer til indbrud og tyveri. Hvad den ene ikke kan udfinde vil nok en anden hitte på af de mange, der fra den spæde barndom er indprentet had imod enhver hvis stilling og skæbne synes bedre end deres. og blandt det store selskab vil der vel altid findes flere der allerede har deltaget i, vel muligt også er straffet for forbrydelser af denne art.

Med tavshed vil indsenderen aldeles forbigå hvad der i moralsk henseende på disse steder og i disse selskaber går i svang. Men konversationsgenstanden er vel i almindelighed kun måder på hvilken man bedst kan trodse og forhåne lovene, og dem, deres håndhævelse er betroet samt undgå retfærdighedens arm.

Da mængden som allerede bemærket er halvvoksne drenge og piger til hvem efter de bestående politianordninger ingen værtshusholder tør skænke brændevin eller andre spirituosa, tror indsenderen det ikke at være af vejen om politiet ville se ned i disse værtshuskældre hvoraf en straks foran på venstre side af Vesterbro især skal udmærke sig og hvor disse væsner holder til.

Det er indlysende hvor dårligt de ældres eksempel må virke på de måske endnu ikke aldeles fordærvede unge der befinder sig i deres selskab. Og betragtet fra denne side fortjener den her fremstillede sag det offentliges opmærksomhed. Ligesom forstædernes indbyggere ville være politiet tak skyldig om der snarest muligt skete en renselse ved hvilken det tilhold som disse personer nu uforstyrret nyder i disse kipper, blev forstørret og vedkommende værter draget til ansvar hvorved sikkert mane tyverier ville forebygges. Hvorvidt for øvrigt de tiltagende benoplag der om sommeren udbreder en pestilentialsk stank trindt omkring, og tit kan forårsage sygdomme, bør tåles af Sundhedspolitiet må indsenderen henstille til høje ansvarliges bedømmelse.

Efterskrift. Efter at denne opsats for ca. 14 dage siden var færdig, indtraf forhindringer hvorved sammes indsendelse blev forhalet. Og da senere nogle yderligere foranstaltninger blev truffet fra det offentliges side ved bekendtgørelse i aviserne og opslag udenfor portene for at hæmme dette uvæsen så besluttede indsenderen at holde den tilbage. Men da han bemærkede hvor frugtesløse disse foranstaltninger var, og da disse lovovertræder dagligt, især søndag den 10. og mandag den 11. i store flokke drev deres håndtering, bestemte han sig til indsendelsen.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 779-784)

Til Vedkommende.

Man har hidtil været af den opfattelse at hunde ikke måtte komme på volden, og er endnu mere bestyrket deri da det ikke er mange år siden at voldskytten gik på jagt efter og skød løsgående hunde som indfandt sig der. Man undres derfor over nu dagligt især om morgenen at se en stor flok hunde af alle arter, store og små, ave deres tumleplads i Schacks Bastion ved Vesterport, og hvoraf nogle forfølger folk der passerer volden. De fleste af disse hunde har intet polititegn, og da frygt for at angribes af disse dyr er vakt ved den for kort tid siden indtrufne gruelige begivenhed, håber man at disse hunde optages og ejerne indskærpes at forsyne dem med polititegn.

(Politivennen nr. 1103, Løverdagen, den 18de Februar 1837. Side 111) 

Bøn for de Hunde, som skamskydes paa Volden.

Lørdag den 26. september om morgenen passerede voldskytten - som sædvanligt medhavende en slave med spade og sæk - volden ved Vesterport forbi Gyldenløves Bastion og nedad Filosofgangen.

Omtrent klokken 7.30 hørtes et skud, og krudtrøg steg op fra bastionen. Kort efter sås en stor sort puddelhund haltende på bastionen, og efter at have løbet, dels krøbet nogle alen kastede den sig ned og efter kort ophold krøb atter, hvilken manøvre den gentog 4 til 5 gange, indtil den endelig nåede Filosofgangen hvor den gispende lå i lang tid, avancerede side, valtrende, hen på Halmtorvet og nåede til sidst efter at have hvilet flere gange, fortovet ud for nr. 72 og 72 på torvet, hvor den endnu efter kl. 9, lå i krampagtige bevægelser.

Man havde ventet at voldskytten som øvet jæger, enten straks havde ladet sit gevær og skudt anden gang på hunden, mens den endnu var på bastionen, hvortil han havde god tid da der gik 5 minutter fra det øjeblik af at hunden blev truffet, og indtil den ynkelig nåede Filosofgangen, eller at skytten havde befalet slaven at slå hunden for panden med sin spade for at gøre ende på dens lidelser. Men ingen af delene skete. Begge stod som rolige tilskuere blandt den tilstimlede mængde der ynkedes over det lidende dyr. Omsider ladede voldskytten sit gevær, ved den ud for nævnte bastion stående bænk, og gik koldsindig ned ad Filosofgangen. Klokken 8.45 kom skytten og slaven tilbage, de kastede vel et nådigt blik hen til det lidende dyr, men det var alt og de fortsatte deres vej uden videre.

Det vil ikke være overflødigt at anmærke at de hunde som i nærheden af Vesterport, dræbes ved voldskyttens skud bliver nedgravede på Gyldenløves Bastion. Hundens lugtesans er som bekendt meget skarp, og de som har undgået voldskyttens hagl, søger nu skarevis deres faldne brødres grav og hyler derved, hvorfor skytten næsten dagligt kan være sikker på at løsne sit gevær på bastionen. Ligesom han herved kun opfylder sin pligt, således tør man håbe at høje vedkommende ville tilholde skytten når hunden ikke dør straks af hans skud, da øjeblikkelig at slade slaven slå den ihjel med sin spade, for man har eksempel på at voldskytten har skudt en hund som vel ikke kunne gå langt, men dog haft så meget liv at slaven har været bange for dens bid, og i stedet for at slå den for panden, har han behændigt fået den i sin sæk, i hvilken den sprællende på hans ryg, er bragt til sit hvilested. - En sådan lørdagsscene afgiver et væmmeligt skue, røber lille følelse for dyret og kan have farlige følger for ømtfølende fruentimmer, for ikke at tale om frugtsommelige koner.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 687-690)

Ulykkelig Hændelse.

Mandag den 1. oktober blev anmelderen i Vestervoldgade mellem Studiestræde og Vestergade pludselig omringet af en del drengebørn der med lynets fart løb ham i møde og udstødte de rædsomste angstskrig. Han erfarede desværre umiddelbart derefter årsagen til børnenes forfærdelse, idet han hørte en spæd stemme råbe om hjælp og blev da opmærksom på at et lille drengebarn lå halvt tildækket af en af de store møllesten som står ved volden. Med største hast tilkaldte anmelderen en del folk som stod lige overfor til hjælp og det lykkedes dem da endelig ved forenede kræfter at hæve den kolossale stenmasse så højt i vejret at drenge kunne trækkes frem. Hvad man ventede befandt også at være tilfældet: drengens ene ben var knækket midt over og dertil således knust at lægerne på hospitalet hvortil han i største skynding blev bragt, anså det nødvendigt at amputere benet.

Denne sørgelige hændelse der vel kun har sin grund i de omhandlede drenges uforsigtighed *), har hos anmelderen vakt det ønske at de ansvarlige ejere af de sten der er sat ved volden, strengt må påbydes at anbringe et forsvarligt rækværk omkring disse, så at sådanne ulykkestilfælde kan gøres umuligt for fremtiden. Og han finder dette så meget mere i overenstemmelse med rimelighed som dette dog synes at være en ringe erkendtlighed og opmærksomhed for den tilladelse som kommandantskabet formodentlig gratis meddelelser de vedkommende stensælgere. Det bemærkes nemlig at anmelderen har den overbevisning at kun denne autoritet kan meddele tilladelse til eller forbyde sådanne sten hensættes ved volden.

Til slut bør anmelderen ikke lade almenheden være uvidende om at den ulykkelige fader der nu har en krøbling til søn i stedet for en rask, velskabt dreng, er værtshusholder Peder Christensen Katberg, Nørregade nr. 35.

*) Sed pueri sunt pueri, et pueri puerilia tractant.

(Politivennen nr. 614 Løverdagen den 6te October 1827, s. 628-630).

"I Vestervoldgade mellem Studiestræde og Vestergade blev anmelderen pludselig omringet af en del drengebørn." Det var i dette område. Dog med nyere bygninger: Vester Voldgade 21 (1870)og 23 (1900). Eget foto, 2020).

Redacteurens Anmærkning

Den latinske sentens i slutning betyder noget i retning af børn er børn, og børn gør dumme ting. Møllehjulene må stamme fra en af de møller som lå på bastionerne. Formentlig Store Kongens Mølle på Schacks Bastion.

Uorden.

På hjørnet af Vestervold og Frederiksberggade ud til volden lige over for hr. urtekræmmer Schmidt, er et farligt hul på fortovet i stenbroen ved rendestenen så at når der glides med foden må folk absolut styrte ned i den dybe slamkiste og blive forslåede. Da her endnu ikke er afstedkommet nogen ulykke, som man har at takke hr. Schmidt for, da han har sat sin trillevogn lige over rendestenen, så anmoder man og at stedet måtte blive efterset.

(Politivennen nr. 450. Løverdagen den 14de August 1824, s. 9082)

Advarsel.

Mange forældre har den tro at deres børn er i sikkerhed når de ved dem spadserer på volden, især når de er ledsaget af et voksent menneske. Men at denne tro er meget fejlagtig, var indsenderen og andre øjenvidne til.

Det er bekendt at voldskytten er beordret til at skyde de løse hunde som han måtte finde på volden. Han passerer derfor dagligt denne vej, ofte med en løs hund hos sig, som indsenderen ikke tror er mere berettiget til at komme på volden end enhver anden hund, da den nok ikke kan være synderlig nødvendig på denne jagt. Ved således at passere volden for omtrent 14 dage siden forefandt han en lille mops som han vist ikke har kendt ejeren til, ved Hjelmer Mølle og besluttede altså dens død. Men skyder så uforsigtigt at en mængde store hagl, hvoraf et var fuldkommen nok til at dræbe et barn når det traf i hovedet, slog en del ruder i stykker på møllerens hus. Ved sådan uforsigtighed er toldbetjentene som skal opholde dem i eller i nærheden af møllekontorerne, ligeledes udsat for at blive lemlæstet af dette menneske som man sikkert formoder vil blive beordret at omgås mere forsigtigt med sin bøsse.

(Politivennen nr. 438. Løverdagen den 22de Mai 1824, s. 7086-7087)

"Han skyder så uforsigtigt at en mængde store hagl, hvoraf et var fuldkommen nok til at dræbe et barn, når det traf i hovedet, slog en del ruder i stykker på møllerens hus." (Skt. Peders Mølle på Helmers Bastion lå hvor der i dag er et trafikknudepunkt, men den nærliggende H. C. Ørstedspark har bevaret noget af voldmiljøet. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Der er formentlig tale om møllen på Helmers Bastion som stod ved Jarmers Tårn o. 1651/69-1885. Den hed Skt. Peders Mølle. Denne stubmølle findes ikke længere, da den 1853 blev erstattet af en hollandsk mølle, som er en af de få overlevende voldmøller, dog nu flyttet til Nørre Jernløse ved Holbæk. Den er fredet og drives af et møllelaug som Nr. Jernløse Mølle.

Der klages over voldskytten igen i Politivennen nr. 721, lørdag den 24. oktober 1829, s. 687-690: "Bøn for Hunde, som skamskydes paa Volden"  og i artiklen "Umenneskelighed" om et anskudt dyr i Politivennen nr. 746, lørdag den 17. april 1830, s. 250-251.

Svar paa Anmodningen til Castellets Commandant i Politievennen No. 398.

Da passertegnene for Kastellet er lige så gældende for sammes hovedvold, og den i bladet Politivennen nr. 398 side 6456 ytrede anmodning ikke kan opfyldes, kunne vedkommende holde sig skadesløs for savnet af den sidstnævnte promenade ved at betjene sig af den førstnævnte hvor udsigten er langt skønnere og hvor man uhindret kan promenere så længe man endnu kan godt se om aftenen.

Fra en vedkommende.

(Politivennen nr. 399. Løverdagen den 23de August 1823, s. 6473)

Kirsebærgangen

Blandt de mange beviser på vores gode regerings humanitet og opmærksomhed for Københavns indbyggeres bekvemmelighed og fornøjelser er det nok også et at den har åbnet adgangen til faussebraien, eller som den almindeligvis kaldes, Kirsebærgangen. Mod en såre ubetydelig kendelse til guvernementets skriver kan anstændige og honette familier få afgangskort ifølge hvilke de kan spadsere i disse behagelige gange der om sommeren yder skygge og frisk luft. Og hvor man formedelst den høje vold endog er dækket for vindens påvirkning fra flere sider. 

"Anstændige og honette familier kan få afgangskort ifølge hvilke de kan spadsere i disse behagelige gange der om sommeren yder skygge og frisk luft. Og hvor man formedelst den høje vold endog er dækket for vindens påvirkning fra flere sider" (Vesterport Ravelin. Kirsebærgangen forløb på ydersiden af volden til venstre ud af billedet, men nogenlunde i samme terræn som det man kan se til højre).

Men ethvert gode kan misbruges og gøres mindre behageligt for andre. Sådan går det også her. Anmelderen har på sine spadsereture ofte set at såvel drenge som voksne personer har besteget kronen af volden og ladet sig glide ned derfra ned i gangen og siden igen listet sig op på samme. Skildvagterne som er posteret på volden, står langt fra hinanden og kan ofte ikke blive opmærksom på dette. Og selv om de observerede det, ville de dog ikke være i stand til at forhindre det. Dog når det blev ved en uskyldig spadseren eller et roligt ophold her, kunne man vel ikke have så meget imod at sådanne uberettigede personer søgte at tilliste sig adgangen. Men ofte støder man på en flok drenge der foretager optøjer som ikke er behagelige for anstændige personer at være vidne til. Og ofte ser man på en vis årstid den til faussebraien vendende dossering af volden belagt med børn, hvoraf endog en del er meget velklædte, som plyndrer violer der sammesteds vist ikke vokser eller er fredet for sådanne høstfolk.

Så gerne anmelderen så sådanne uordener fjernet, så lidt ønsker han vagt, politi eller patruljer på stræder, der besøges af folk for motion eller fornøjelses skyld. For sådant har for den anstændige og tænkende mand dog altid noget ubehageligt ved sig. Men da det falder ham ind om det ikke kan være muligt, at mange af de personer som man træffer der, for at skaffe sig adgang ikke benytter sig af tegn, der er forfaldne og af ejeren bortkastede, så tror han at burde gøre de ansvarlige opmærksom på om det ikke kunne være gavnligt at guvernementsskriveren som dog på vedkommende vegne udsteder tegn, blev beordret til en eller flere gange dagligt at gennemvandre gangene her. Og hvis han stødte på mistænkelige personer, da at afkræve disse deres tegn til eftersyn. Herved ville man efter kort tidsforløb være sikker på at der ingen kom ind gennem de ordentlige veje som ikke havde det rigtige tegn. Og enhver anden som blev fundet uden sådant, burde bortvises eller indbringes i vagten.

(Politivennen nr. 381. Løverdagen den 19de April 1823, s. 6174-6176).

Redacteurens Anmærkning

Mens Filosofgangen lå inden for volden, forløb Kirsebærgangen på den anden side, ydersiden af volden som en snoet promenade udenfor Vestervold fra Langebro til Vesterport. Nogenlunde der hvor i dag H. A. Andersens Boulevard og Tivoli ligger. Skribentens formaninger var forgæves. Fra Georg Brandes' erindringer har vi følgende beskrivelse formentlig fra 1850'erne (forkortet):

Kirsebærgangen og Voldskrænterne (var) Skuepladsen for voldsomme Lege med Kammeraterne. En Dag er uforglemmelig for mig. Jeg havde sammen med mange andre Drenge været indbudt til at møde hos en Klassekamerat i hans Forældres Hjem. Efter at have faaet lidt Smørrebrød var den hele, omtrent tiaarige Flok bleven dirigeret hen i Kirsebærgangen for at lege Røvere og Soldater. Dér blev det en Aftale, at idag betragtedes Intet som forbudt; Legen skulde gaa op og ned ad Voldskrænten, omfatte alle Skjulesteder paa Volden som i Kirsebærgangen, uden Hensyn til nogen Opsynsmand ...  Udrustede med disse vidunderlige Vaaben (dolke) foer vi som Dæmoner med vilde Skrig op og ned ad Volden, rullede i sammenflettede Menneskeknuder, myrdende hinanden skaanselløst, ned ad Grønsværet, ind under Buske, ud paa Gangstien, tidt stærkt udsatte for at falde i Stadsgraven. Det var herligere end herligt; vi var udenfor Virkeligheden, helt inde i Drømmeland.

Fiskere var forment adgang til Kirsebærgangen ifølge Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 22. juni 1808:

Til Efterretning ffor Vedkommende bekiendtgiøres herved, at enhver, som har bekommet Tegn til at fiske i Fæstningsgravene, kun kan tilstædes Adgang til samme fra Glaciet, men ingenlunde fra Bastionerne, og at disse Tegn ligesaa lidet berettige Ihændehaveren til at passere igiennem Faussebrayen eller den saa kaldte Kirsebærgang til Stadsgraven, som til at medtage Fruentimmer, Børn eller andre Uvekommende; enhver, som handler herimod, maae tilskrive sig selv de Uleiligheder, som kunne flyde af denne Bekiendtgiørelses Overtrædelse; da Patroller fra Vagterne ere beordrede til at tage Tegnet fra enhver, som forseer sig derimod.

Kiøbenhavns Commandantskab den 22 Juni 1808. 

Advarsel til forsømmelige huuseiere.

Den 22. februar om morgenen kl. 4 faldt gipsloftet ned i den kælder jeg i flere år har beboet i huset nr. 214 ved Vestervold. I faldet slog den min seng i stykker og begravede mig i en dynge af grus og sand så jeg ikke kunne røre mig, men var utvivlsomt omkommet hvis ikke man ved at bryde gennem vinduerne var kommet mig til hjælp og havde bragt mig redning. Jeg slap altså med skrækken, en del kontusioner på arme og ben og med at få min seng spoleret, hvilket alt i alt dog bør regnes for lidt eller intet, da livet var i fare, og kun på underfuld måde blev reddet. For foruden det nedfaldende lofts gipsstumper hvilede et stort vognmandslæs gulvsand som fra tid til anden havde samlet sig mellem brædderne og gipsbeklædningen på mig og gjorde mig ude af stand til bare at give en lyd fra mig. 

Denne for mig så ubehagelige hændelse tror jeg at burde bekendtgøre til advarsel for de husejere der lader deres ejendomme forfalde, da der derved kan afstedkomme megen skade for beboerne. Man træffer således ikke sjældent værelser hvori gulvene er meget åbne, og dette har da til følge at både kulden trænger ind i samme, og at gulvsandet efterhånden samles under gulvet og tynger på det gipsloft der er nedenunder, indtil dette til slut styrter ned. Overalt lader den måde at opføre svære bygninger af småbrokker og opflinke ældgamle bindingsværksbygninger befrygte at vores efterkommere vil udsættes for farer man hidtil endnu kun har kendt lidt til. 

(Politivennen nr. 379. Løverdagen den 5te April 1823, s. 6137-6138).

Vandmangel ved Vestervold.

Vandposten som findes i huset nr. 218 ved Vestervold er i den jammerlige tilstand at beboerne når de skal bruge en spand vand, må næsten i et halvt kvarter anstrenge sig for at kunne få samme. Dette har nu været tilfældet i flere måneder. Da denne uorden er højst besværlig og ubehagelig for beboerne, ja i ildebrandstilfælde endog farlig, håber man at husets ejer snarest muligt vil råde bod på samme.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5919).

Anke angaaende et Kalkudsalg.

I kælderen under huset på hjørnet af Vestergade og volden nr. 57 er for kort tid siden etableret et kalkudsalg som er såvel de næromkringboende som også de forbipasserende til ulejlighed, ja vel til skade, når denne vareartikel handles i fri luft, da den forårsager meget støv i det mest stille vejr, men uendelig mere i blæst, og som trænger ind i værelser, især hvor vinduer står åbne, og i folks øjne som tilfældigvis befinder sig i nærheden deraf, hvilket sidstes skadelighed vel ikke behøver noget bevis som en almindelig kendt sag. Man vil ikke omtale den uskik at udsætte skilt på fortovet med fjerdinger fyldte med kalk - som dog under visse omstændigheder kan tjene til at vedligeholde en uafladelig kalkstøv - da kun få kælderbeboere holder sig forbudet mod opfyldning af adskillige sager på fortovet efterrettelige. Gavnligt var det derfor fra flere sider betragtet om kalkudsalg i almindelighed - for der findes et i en port ved siden af det før omtalte, som før skal have været etableret ind til gården, såvel som på flere steder i nærheden af Vesterport, og som alle er til lige stor ulempe - under straf blev forbudt at holdes til gaden, i det mindste ikke for åbne døre eller på selve gaden, men etableredes til gården hvor anden anden end de som havde dermed at bestille, forulejligedes deraf.

(Politivennen nr. 291. Løverdagen den 28de Julii 1821, s. 4675-4677).

Vedvarende Tiggerie af Slaver

Skønt der i Politivennen så vidt erindres flere gange er klaget over at folk der enten for at spadsere eller forrette deres ærinde går ind og ud af stadens porte, bliver belemret med tiggeri af de slaver som arbejder ved portene og på broerne, så ser det ud som om der alligevel uhindret finder sådant tiggeri sted. Og det på en måde som må opvække rimelig misfornøjelse, da den gående ikke alene ofte bliver nødsaget til at standse idet han tiltales både fra siden og forfra af to til tre sådanne karle på en gang, men at tiggeriet endog undertiden sker på en ironisk og insolvent måde når slaven forventeligt tvivler på at få noget. Ja man har endog eksempler på at sådanne tiggende slaver har gjort nar af den forbigående, når de enten syntes at have fået for lidt eller han ikke har givet dem noget.

(Politivennen nr. 196, Løverdagen den 2den Oktober 1819, s. 3139-3140)

Bekjendtgørelse

Københavns Kommandantskab har påpeget over for politiet at fæstningsværkerne tilføjes megen beskadigelse ved drenges løben på voldenes skråninger og uvedkommende passage på steder i fæstningsværkerne, hvor det i almindelighed ikke er tilladt at komme. I den anledning bekendtgøres fra politiets side, på kommandantskabets anmodning, at de militære patruljer er pålagt at anholde enhver som begår uorden på volden eller uden at være forsynet med tegn fra kommandantskabet antræffes andre steder i fæstningsværkerne end på den almindelige promenade.

Københavns politikammer den 20. april 1816

(Politivennen nr. 17, Løverdagen den 27. april 1816, s. 261)

Ærbødig Begæring til Københavns Kommandantskab

(Efter indsendt)

For ridende på Københavns volde, som er berettiget til det gennem voldtegn fra kommandantskabet, er det en højst ubehagelig indskrænkning i den således indhentede tilladelse, at hver skildvagt standser ham og forlanger at se tegnet. Denne hensigt kunne til fulde opnås, når det alene blev pålagt skildvagterne ved det opridningssted som den ridende betjente sig af, at forvisse sig om ens berettigelse hertil. Hvorimod de øvrige skildvagter under denne forudsætning måtte kunne lade ham uhindret passere forbi. Derfor vover man ærbødigst at gøre kommandantskabet opmærksom på det, forvisset om at denne ulejlighed, hvis det er muligt, vil ved dets omhu for et skønsomt publikums bekvemmelighed, på den oven anførte eller anden måde blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 519, 9. april 1808, s. 8345-8346)

Ikke et voldtegn, men en passerseddel. I mangel af bedre.

Ønske om Sikkerhed ved Møllerne

(Efter indsendt)

For at afværge en ulykke som muligvis kunne ske ved stubmøllerne på volden, har anmelderen heraf anset det for nyttigt at gøre publikum opmærksom på, at der ved disse møller ikke er anbragt bolværk til alle sider. I disse urolige tider, da så mange af byens indbyggere opholder sig der, ville det være så meget mere nødvendigt at et sådant bolværk blev opsat, da man her har set folk nærme sig møllevingerne på mindre end 1 alen. Og kun efter at være blevet advaret har undveget denne øjensynlige fare.

(Politivennen nr. 488, 29. august 1807, s. 7853-7854)

Betragtninger Voldskytteriet vedrørende.

I forrige uge så man voldskytten skyde efter en hund som var kommet op på volden, og der legede med 2 andre ligeledes løse hunde. Da disse 2 hunde ikke blev angrebet af skytten, tror man rimeligvis at de tilhørte enten skytten selv eller en ven af ham. Den anskudte hund tumlede bort skrigende på en jammerlig måde og blev liggende i nogen tid neden for volden, uophørligt forstyrrende hele nabolaget med sit hyl. Endelig krøb den ud af Vesterport, og ned under den første barriereport. Til sidst befandt voldskytten sig nu for at give ham det sidste banesår. Men uagtet han skød 2 gange og var blot få skridt fra hunden, kunne denne ikke sådan blive sit pinefulde liv kvit. Og således måtte skytten da give ham det tredje eller egentlig det fjerde skud.

Da det nu er et overmåde fælt syn for omboende og for alle tilskuere at en hund hvis den endelig skal skydes, da ikke straks  strækkes død hen på stedet, og da der også for dyr bør være retfærdighed, så synes følgende sætninger rigtige og værd at blive taget i betragtning af de højere vedkommende.

1) Voldskytten bør være en veløvet skytte der forstår at sigte og træffe.

2) Er voldskytten syg og lader en karl eller sætteskytte forrette sin dont, hvilket efter sigende her var tilfældet, da bør denne ligeledes forstå sit gevær.

3) Et dyr bør derfor skydes død på stedet ved første skud, og altså ikke lægges an på før man er vis på at dette kan blive følgen. Eller også voldskytten bør være forsynet med en ladt pistol, hvormed han straks når den ligger og hyler, kan give den sin rest.

4) Kan det bevises at voldskytten handler anderledes og lader et dyr sejpines, sammenløben af pøbel derved forårsages og naboers ro derved forstyrres eller dem forårsages et væmmeligt syn, da bør han bøde en tilstrækkelig mulkt.

5) Dersom ingen hunde bør være på volden, så bør denne lov aldeles ingen undtagelse lide. For dersom nogle priviligerede hunde tåles, så er dette lokkemad for de upriviligerede til ifølge dette dyrs bekendte selskabelighed, at søge op på volden som de måske ellers ville holde sig fra, og altså en uretfærdighed som kunne kaldes grumhed.

(Politivennen nr. 387, 21. september 1805, side 6164-6166)