Advarsel til forsømmelige huuseiere.

Den 22. februar om morgenen kl. 4 faldt gipsloftet ned i den kælder jeg i flere år har beboet i huset nr. 214 ved Vestervold. I faldet slog den min seng i stykker og begravede mig i en dynge af grus og sand så jeg ikke kunne røre mig, men var utvivlsomt omkommet hvis ikke man ved at bryde gennem vinduerne var kommet mig til hjælp og havde bragt mig redning. Jeg slap altså med skrækken, en del kontusioner på arme og ben og med at få min seng spoleret, hvilket alt i alt dog bør regnes for lidt eller intet, da livet var i fare, og kun på underfuld måde blev reddet. For foruden det nedfaldende lofts gipsstumper hvilede et stort vognmandslæs gulvsand som fra tid til anden havde samlet sig mellem brædderne og gipsbeklædningen på mig og gjorde mig ude af stand til bare at give en lyd fra mig. 

Denne for mig så ubehagelige hændelse tror jeg at burde bekendtgøre til advarsel for de husejere der lader deres ejendomme forfalde, da der derved kan afstedkomme megen skade for beboerne. Man træffer således ikke sjældent værelser hvori gulvene er meget åbne, og dette har da til følge at både kulden trænger ind i samme, og at gulvsandet efterhånden samles under gulvet og tynger på det gipsloft der er nedenunder, indtil dette til slut styrter ned. Overalt lader den måde at opføre svære bygninger af småbrokker og opflinke ældgamle bindingsværksbygninger befrygte at vores efterkommere vil udsættes for farer man hidtil endnu kun har kendt lidt til. 

(Politivennen nr. 379. Løverdagen den 5te April 1823, s. 6137-6138).