Krigs-Korrespondent

Det er ikke i denne tid hvor hver mand føler, tænker, ønsker, håber for fædrelandet, at undres over om da også ethvert blad der udkommer, det være ad hvad indhold som helst, ser sig ligesom inspireret af fædrelandets genius, og hendraget i dette store, al deltagelse opslugende emne. Også disse blades samler finder sig fra alle kanter overvældet med breve og bidrag angående vores krig, hvoraf nogle hidtil har været og herefter bliver mere udførligt udviklet. En meget stor del, dem han ikke tror at burde indrykke, henligger til afhentelse. De øvrige følger her under et. er de end ikke af stort værd, vil deres anførelse her dog have den nytte at man ser hvorledes den opvågnende entusiasme begynder at omfatte alt hvad der står eller synes stå i forbindelse med vores forsvar.

Nr. 1

Min herre!
I en tid hvor staten bruger så mange raske hænder og dog nødig vil skille borgeren ved de arbejdere som er nødvendige til familiens ophold, vil De nok gøre vel i at avise i Deres blade en 10 til 12 personer som på andres pung, uden derved at gavne dem eller sig selv, hensidder ørkesløse, jeg mener gældsarrestanterne, hvoraf de fleste sidder for meget ubetydelige summer. Hav den godhed at udvikle sagen noget højere.

Deres osv.

Nr. 2

Hr. Udgiver!
Var det ikke godt, om de i Deres blad gjorde opmærksom på at man i krigstider i andre lande har lovet de ikke alt for slemme forbrydere deres frihed, mod at foretage sig et eller andet halsbrækkende arbejde mod fjenden. Vær så god at foreslå noget sådant i deres blad, for jeg har ikke tid selv at sætte noget sammen om det.

Deres osv.

Nr. 3

Hr. Udgiver!
Det er faldet mig ind at fjenden kan ved en eller anden underkøbt forræder let lade stadens vandrender save over ude ved de ferske søer hvor ingen vagter er, om ikke for andet end blot at opvække indbyrdes mistillid. Brug den tanke hvis De kan
Deres osv.

Nr. 4

Hr. Udgiver!

Aviserne fortæller os om hele flåder med korn som går fra Lybeck og Rostock her forbi til England. Er det ret at lade sin fjende uhindret få sådan tilførsel?

Nr. 5

Min Herre!
Jeg hører mange af mine medborgere forundre sig over at lybeckerne og rostokkerne går uhindret med mad til britterne. Jeg er vis på at det er Deres tanke lige såvel som min, at vores regering ikke kan handle stormodigere og mere konsekvent, og at Danmark bør lade lybeckere og rostokkere nyde den neutralitetsret det selv vil vove det yderste for. Jeg ønsker De ville skrive noget derom til oplysning for de gode medborgere der af misforstand ivrer derimod.

Deres osv.

Nr. 6

Hr. Udgiver!
Jeg hørte idag disputere for og imod lybeckernes og rostockernes fri sejlads til dem der tager vores skibe (jeg gider ikke nævne dem) og faldt derved på noget som jeg tror var en middelvej, nemlig at tilbyde at give disse godt folk det samme for kornet som de kan få der. Hvis Dem synes jeg har ret, så indryk dette i bladet.

Deres osv.

Nr. 7

Min Herre!
Ingen kan have mere tillid til vore landsforsvarere end jeg. Imidlertid er forsigtighed sogoså en god ting, og godt at følge dens bud, endog før noden er der.

Dersom vores sejlads i lang tid standsede, ville vi da ikke til sidst komme til at købe salpeteret dyrt fra svenskerne om han ellers kan producere nok. I Frankrig blev alle og enhver opfordrede til at avle det rå salpeter, og forskrifter desangående gratis uddelt. Kunne man ikke gøre det samme her, og det rå produkt leveres mod en fastsat pris til enhver amtmand som igen besørgede det til regeringens salpeterværk eller krudtfabrikkerne for at renses og videre forarbejdes som krudt til vores fjenders ødelæggelse. Landet vandt tillige en ny flidsgren.

Deres osv.

Nr. 8.

Hr. Udgiver!
Dersom englænderne mener det virkelig fjendtligt, er det da ikke troligt at alle fartøjer i vores åbne havne, vil blive bortslæbte elleer stukne i brand af hans kuttere eller både? Jeg tænker, siden fartøjerne dog ikke kan bruges, at det var bedst at pumpe dem fulde af vand og sænke dem i havnene, så kan de ikke så let bortføres eller brændes, men når faren er ovre, straks pumpes læns og gøres brugbare igen. Indryk dette om De vil med hvad forandring Dem synes godt.

Deres osv. 

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2438-2443)

Redacteurens Anmærkning

Det er interessant at man anker over korneksporten til England. Under revolutionskrigen krævede den dansk-norske regering at købmændene respekterede en effektiv blokade og ikke fragtede krigskontrabande til Frankrig. Det gjorde man så alligevel, ikke bare våben og krudt, men også massive mængder korn og fødevarer. 

Ønske fra Helsingør

Af frygt for det tilfælde at Kronborg fæstning skulle blive bombarderet af den engelske flåde, og man tillige kunne frygte at Helsingør kunne blive sat i brand flere steder og indbyggernes huse og ejendomme blive et rov for luerne, har allerede mange familier søgt at bringe deres betydeligste effekter i sikkerhed. Men vognlejen, endog ved bønder, er for de, som ikke selv ejer heste og vogn, overmåde dyr. Som ikke kan være andet når mange på engang iler med at flytte. Kunne man derfor ikke håbe, at de nærmeste herredsbønder blev pålagt at møde visse dage i Helsingør og hjælpe at flytte indbyggernes gods mod en bestemt betaling, dog ikke over vognmandstakst.

Helsingør den 21. marts.
Hans Jeger
Skolelærer og klokker.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2436-2437)

Helsingør blev ikke bombarderet, og den gamle by er stadig i vid udstrækning bevaret, som her Sortebrødrestræde. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Tanker om Flytningen, fra den ene Del af Byen til den anden

Det hedder sig at byens højeste familie flytter ind til byen, længere fra reden, og intet kan mere stemme overens med nationens kærligste og inderste ønsker for dens bedste velgående og sikkerhed.

Men så ønskelig denne flytning, så urigtigt tror anmelderen det ville være, som bosiddende i den østlige del af byen, ville i hobetal at flytte mere vestlig på, alarmere den del af indbyggerne som kan alarmeres af noget sådant.

Både de betragtninger, der forårsager en sådan utidig flytning af medindbyggere, og de tanker, som foregår hos de derved alarmerede, rejser sig lige meget af ukyndighed om krig, om en angribende fjendtlig flådes og om vort forsvars natur. Ingen som ved at man endnu ikke har turdet anbringe indretninger på skibe til at gøre kugler gloende. Som ved at de mørsere der bruges til søs ikke er af det største eller længstrækkende slags. Ingen som ved hvad det betyder for en flåde, at ligge udsat for vores de af vores mange duelige artillerister og kække landtropper bestyrede faste batteriers betydeligt antal ovne glødede kugler. For vores blokskibes, flydende batteriers og skytprammes svære kanoner, for de på voldene plantede mærkere, som kender redens og rendens beskaffenhed, dens fordelagtighed for os og ufordelagtighed for vores fjender. Som indser at alle fordele af vind og strøm umulig kommer dem til gode i den smalle rende. Som ved at vort forsvar er noget langt mere end den ting, som lagdes til pris for Nelson ved Abukir. At det flag som vajer på dette forsvar er hædret ved langt større sejre end dem britter nogensinde vandt. Sejre, som man kun i Ruyters og Tromps dage så mage til. At vores fjendes sædvanlige (og kun ved de hidtil mødte modstanderes uerfarenhed lykkelige) manøvre, at bryde linjen, her er den ugørligste ting i verden. Som af historien mindes, at en langt svagere forsvar, i Frederik den 4.s dage, holdt den forenede hollandske svenske og engelske flåde i respekt. Ingen som ved dette, vil tro, at fjenden, om han endog ville vove sin flådes totale ødelæggelse, fik tid til, eller var så dårlig, i stedet for at beskyde de faste og flydende batterier, at kanonere eller bombardere byen, hvoraf ikke ringeste frugt kunne høstes.

Vor nye brandforordning forbyder viselig at vige for ildebrand før på den bestemte tid. Skulle det ikke være lige så passende at forbyde flytning for at undvige nogle få forfløjne kugler før dette efter højere anordning tillades dem, hvis boliger derfor kunne være udsatte.

En total flytning eller folkeløshed er i hvert tilfælde farligere i henseende til ildebrand end kugler eller bomber.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2432-2436)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fortsættes i Politivennen nr. 154, 4. april 1801, s. 2449-2450. 

Gloende Kugler.

Jeg erindrer at have læst i en journal at den hollandsk-franske befæstnings kommandant i jeg tror det var Vlissingen, var underrettet om at en engelsk flåde blot ventede på isens optøning for at bombardere havnen. Kommandanten belavede sig til deres modtagelse på det bedste. Der manglede ovne til at gøre kanonkugler gloende, og han besluttede i den frist som frosten undte, at gøre dem færdige. Nogle af hans officerer troede at dette var umuligt. Kalken fryser jo, sagde de. Jorden er jo så frossen sagde de, at det er umuligt at arbejde sig dybt nok ned for at lægge grundvolden til ovnen. 

Men kommandanten lod sig ikke gøre rådløs. Han lod gøre underlag af tømmer der blev lagt oven på den frosne jord efter at denne først var jævnet noget. På disse underlag lod han ovnene opføre med kalk som med varmet vand var tillavet og som ved et over hver ovns byggested opført og hedet træskur hindredes fra at fryse. Skulle jeg vente, sagde han, med mine ovne til efter den tø som bringer fjenden herhen? En eneste dag forsømt kan måske være alt forsømt.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 147, [14 Februar 1801], s.2344-2345)

Redacteurens Anmærkning

Vlissingen lå strategisk ved udmundingen af Schelde som er den vigtigste passage til Antwerpen og var ydermere et centrum for den hollandske slavehandel. Den blev besat af franskmændene 1795-1814,og fik derfor en hård medfart under napoleonskrigene gennem angreb fra England. Byens efterfølgende deroute kan ikke være skribenten bekendt. 

Rygter om krig måtte være naturligt i betragtning af krigene i Europa. I Helsingøers Kongelig alene privilegerede inden- og udenlandske Nyheder, 16. august 1799 kunne man læse om et rygte fra København:

Kjøbenhavn, d. 15de Aug. - Her taler man meget om, at vi skulle have Krig; men med hvem, vides ikke. Tvende Skibe, en Brig og en Skonnert, som tiltakkles her paa Holmen, sætter den almindelige Mands Hoved i fuld Gjæring, og giver ham Stof til mange politiske Betragtninger og Samtaler, der ere lige saa modsigende som urimelige. - Det Rygte gaaer her, at Lillienskjøld, men en Skonert paa 18 Kanoner, skal have skudt en engelsk Kaper isænk.

Betragtninger over den nærværende store og endnu større truende Dyrtid.

Næsten overalt i Europa *) høres høje klager over den overhåndtagende dyrtid. I det England hvis stigende lyksalighed prises i hver ministerens tale, er dyrheden steget så højt at den fattigere almue i de fleste stæder, men allermest og i stærkest grad i hovedstaden London selv, har grebet til det yderste, men fordærveligste middel at forstyrre handlens gang ved at plyndre torvene og egenmægtig at tømme slagteres, melhandleres, kornhandleres og bageres forråd. Og kun med den største anstrengelse af militær magt er disse yderligheder for det første standsede.Imidlertid er lovene mod landprangere og opkøbere sat i fuld virksomhed. På mange stæder har øvrigheden nedsat priserne. Og det er dyrhedens afhjælp der beskæftiger den londonske magistrats hele opmærksomhed.

I Holland har man ligeledes måttet gribe til et uvant middel mod durheden ved at forbyde udfrslen af ost og smør.

I Preussen og Rusland er kornudførslen forbudt. Øvrigheden i Berlin har vi selig og tidlig arbejdet imod mangel og dyrhed.

 Norge og Sverige er dyrheden på kornvarer overmåde høj. Men dette er naturligt for lande der ikke selv kan brødføde sig, og i tider dakornlandene lukker deres udførsel.

I Danmark er dyrheden uhyre stor og har nu været sådan i et års tid uden betydelig forandring. Mange familier forarmes. Vinskibelige borgere går til grunde. De fattiges antal forøges. Og de klasser på hvis skuldre armodens understøttelse falder tilbage, ser deres kræfter til at bære denne byrde dagligt mere svækket. De fastlønnede embedsmand **) ser sig på en gang ved de første fornødenheders ddyrhed, ligesom nedsat på halv eller vel endog tredjedels lønning. Håndværkeren og kunstneren er næsten lige så meget at beklage. Agerdyrkeren og handelsmanden råber mod udførslesforbudet som andre velsigner. Det nys så lykkelige Danmark sulter.

Og al denne elendighed i så mange lande finder sted efter en i det ringeste god høst!

Deet danske folk der altid har udmærket sig ved sindig adfærd, afskyr de optrin som andet steds vanærer nationen, mens de svækker de lovlige autoriteter og bryder på ejendomsretten. Det danske folk lider, men det nøjes med tavs at vende øjet på dets styrere.

Men et sådant tårefyldt, stirrende, mindende øje er mere gennemtrængende end klager, end støj, end oprørsdåd. Danmarks opmærksomme regering ilede at bøde på en landeulykke som den ikke kunne forudse, for ellers havde den forebygget den. Skønt mod hidtil yndede grundsætninger fulgte den blot almentarvets vink. Først forbødes kornudførsel. Da dette ikke hjalp, blev rugen forbrug til brændevinsbrænden standset. Endelig udgik forbud mod fødevarernes (smør undtaget) udførsel. Kun alt forgæves.

Den 24. september holdtes licitation over de til kongens magasiner fornødne mængder af rug, havre og byg. Denne fremgangsmåde varbrugt i en del år siden kornleveringen i naturblev afskaffet. Stedse havde priserne ved disse licitationer været høje, men denne gang var de det mere end nogensinde, ja på en del gaves ikke engangbud. Det ringeste bud (jeg gentager, hvad i offentlig blad er sagt) var for rug 7 rigsdaler 3 mark og for byg 3 rigsdaler 5 mark.

Denne lærereige licitation skønt den knuste alt håb om bedre priser for vinteren, havde dog den vigtige følge at regeringen atter gik tilbage til naturalleveringen ***) Der, skønt den giver lejlighed til exactioner og svig, dog er langt at foretrække for lcitationsleveringer der foruden at føde kornspekulanten på landets bekostning, har samme jo endog større fare for uredelighed og svig. ****) Efter al anseende står en vinter for hånden hvis dyrhed på de første fornødenheder vil overgå hvad vi hidtil har oplevet. Bedrøvelig er udsigten for utallige af stædernes beboere! Men når et onde er størst er hjælpen nærmest, er det gamle sagn. Vi bør tiltro vores regering at denne krise vil gå over til det bedre. Nødens storhed skal blive en lutrende ild hvori de svigtende principper vil bortdampe som røgen og kun de sande fremstå skønnere og mere uomtvistelige. Disse principper som man desværre hører i mange agtværdige mænds munde skal bortryge enten ganske eller til dels:

• Jo højere pris landets rå produkter står i, endog i landeet selv, jo bedre.
• Dyrtid er et kimære, for må borgeren købe dyrt af bonden, må denne igen købe dyrt af den anden.
• Handelen må have sig fuldkomne frihed.

To midler tilbyder sig den vise regering til for fremtiden at forebygge sådan en landeplage som dyrtid virkelig er: Det ene eat have magasiner af korn til indbyggernes fornødenhed fra høst til høst. Det andet at indskrænke, om ikke afskaffe de 4.0000 *****) landprangere der findes i Sjælland, Fyn og Jylland. En klasse af mennesker der intet frembringer eller forædler til landets vel, der driver en omsætning for ikke behøves, men som skader uendelig, hvis børn opdrages til forældrenes vandbie-metier og hvis hele id går ud på at pine og udsulte deres medborgere i staten.

K. H. Seidelin.

*) At Frankrig nu i en fem år har haft lettere priser på fødevarer end det øvrige Europa, uagtet krigen og dens følger; at det især i år da armoden allevegne i dets fjenders og venners lande må sulte, har lette priser på levnedsmidler, er et særsyn hvis årsager fortjener at efterforskes og overvejes af alle statshusholdere.

**) Man betænker blot en lille embedsmands kår der med kone og 4 til 5 børn behøver til 7 tønder rug a 8 rigsdaler, 2 fjerdnger smør a 16 rigsdaler, og 6 favne brænde a 8½ rigsdaler, det vil sige til blot tre af de føste nødvendigheder 139 rigsdaler. Hvorledes skal den forholdsmæssig dyre føde, klæde, husly og børneundervisning blive udredt af resten af den ringe, endda med pålæg besværede lønning?

***) De priser der ved denne naturalle (ca 4 tegn ulæselige)ces påbud af 26. september er satte, vil vil man ikke finde for høje når man betænker at mange bønderallerede forinden havde solgt hvad de kunne sælge, og nu må købe det som de skal levere. Dette vil ikke være tilfældet hvis regeringen for fremtiden bestandig tager kornskatten i natur (det enhver redelig patriot vil takke den for), for da sælger bonden ikke det leverende korn. Da turde måske rugens pris rimeligvis sættes til 20 mark.
Den glæde man så ofte har følt ved at have set retfærdigheden lægge skatterne lige, om ikke mere, tungt på det frie hartkorn, er årsag til at man i denne forordning savner de vigtige grunde regeringen har haft til her at handle anderledes. 

****) Ved skarp retfærdighed kan man forebygge exactioner, underslæb og svig ved naturalleveringer. Ved samme middel kan leveranten hindres fra at levere dårlige varer. Men ved hvilket middel oprejses den skade staten muligvis kan tage når en leverant ikke kan opfylde sit bud? Fuld oprejsning kan kautionisten ikke altid give. Eksempler behøves vel ikke til at oplyse dette, men altså har naturalleveringen også fra denne side betragtet en fordel frem for licitationsleveringen.

*****) I enhver by i Sjælland er en og i mange to, tre og flere gårdmænd, oftere købmænd som driver landprang. Liderlighed, drik og dovenskab er særkender ved de allerfleste af disse skadelige mennesker. I Fyn er landpranget næppe mindre, og i Jylland har det også taget overhånd.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 130. 18 October 1800, s 2065-2073)