Det hedder sig at byens højeste familie flytter ind til byen, længere fra reden, og intet kan mere stemme overens med nationens kærligste og inderste ønsker for dens bedste velgående og sikkerhed.
Men så ønskelig denne flytning, så urigtigt tror anmelderen det ville være, som bosiddende i den østlige del af byen, ville i hobetal at flytte mere vestlig på, alarmere den del af indbyggerne som kan alarmeres af noget sådant.
Både de betragtninger, der forårsager en sådan utidig flytning af medindbyggere, og de tanker, som foregår hos de derved alarmerede, rejser sig lige meget af ukyndighed om krig, om en angribende fjendtlig flådes og om vort forsvars natur. Ingen som ved at man endnu ikke har turdet anbringe indretninger på skibe til at gøre kugler gloende. Som ved at de mørsere der bruges til søs ikke er af det største eller længstrækkende slags. Ingen som ved hvad det betyder for en flåde, at ligge udsat for vores de af vores mange duelige artillerister og kække landtropper bestyrede faste batteriers betydeligt antal ovne glødede kugler. For vores blokskibes, flydende batteriers og skytprammes svære kanoner, for de på voldene plantede mærkere, som kender redens og rendens beskaffenhed, dens fordelagtighed for os og ufordelagtighed for vores fjender. Som indser at alle fordele af vind og strøm umulig kommer dem til gode i den smalle rende. Som ved at vort forsvar er noget langt mere end den ting, som lagdes til pris for Nelson ved Abukir. At det flag som vajer på dette forsvar er hædret ved langt større sejre end dem britter nogensinde vandt. Sejre, som man kun i Ruyters og Tromps dage så mage til. At vores fjendes sædvanlige (og kun ved de hidtil mødte modstanderes uerfarenhed lykkelige) manøvre, at bryde linjen, her er den ugørligste ting i verden. Som af historien mindes, at en langt svagere forsvar, i Frederik den 4.s dage, holdt den forenede hollandske svenske og engelske flåde i respekt. Ingen som ved dette, vil tro, at fjenden, om han endog ville vove sin flådes totale ødelæggelse, fik tid til, eller var så dårlig, i stedet for at beskyde de faste og flydende batterier, at kanonere eller bombardere byen, hvoraf ikke ringeste frugt kunne høstes.
Vor nye brandforordning forbyder viselig at vige for ildebrand før på den bestemte tid. Skulle det ikke være lige så passende at forbyde flytning for at undvige nogle få forfløjne kugler før dette efter højere anordning tillades dem, hvis boliger derfor kunne være udsatte.
En total flytning eller folkeløshed er i hvert tilfælde farligere i henseende til ildebrand end kugler eller bomber.
(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2432-2436)
Men så ønskelig denne flytning, så urigtigt tror anmelderen det ville være, som bosiddende i den østlige del af byen, ville i hobetal at flytte mere vestlig på, alarmere den del af indbyggerne som kan alarmeres af noget sådant.
Både de betragtninger, der forårsager en sådan utidig flytning af medindbyggere, og de tanker, som foregår hos de derved alarmerede, rejser sig lige meget af ukyndighed om krig, om en angribende fjendtlig flådes og om vort forsvars natur. Ingen som ved at man endnu ikke har turdet anbringe indretninger på skibe til at gøre kugler gloende. Som ved at de mørsere der bruges til søs ikke er af det største eller længstrækkende slags. Ingen som ved hvad det betyder for en flåde, at ligge udsat for vores de af vores mange duelige artillerister og kække landtropper bestyrede faste batteriers betydeligt antal ovne glødede kugler. For vores blokskibes, flydende batteriers og skytprammes svære kanoner, for de på voldene plantede mærkere, som kender redens og rendens beskaffenhed, dens fordelagtighed for os og ufordelagtighed for vores fjender. Som indser at alle fordele af vind og strøm umulig kommer dem til gode i den smalle rende. Som ved at vort forsvar er noget langt mere end den ting, som lagdes til pris for Nelson ved Abukir. At det flag som vajer på dette forsvar er hædret ved langt større sejre end dem britter nogensinde vandt. Sejre, som man kun i Ruyters og Tromps dage så mage til. At vores fjendes sædvanlige (og kun ved de hidtil mødte modstanderes uerfarenhed lykkelige) manøvre, at bryde linjen, her er den ugørligste ting i verden. Som af historien mindes, at en langt svagere forsvar, i Frederik den 4.s dage, holdt den forenede hollandske svenske og engelske flåde i respekt. Ingen som ved dette, vil tro, at fjenden, om han endog ville vove sin flådes totale ødelæggelse, fik tid til, eller var så dårlig, i stedet for at beskyde de faste og flydende batterier, at kanonere eller bombardere byen, hvoraf ikke ringeste frugt kunne høstes.
Vor nye brandforordning forbyder viselig at vige for ildebrand før på den bestemte tid. Skulle det ikke være lige så passende at forbyde flytning for at undvige nogle få forfløjne kugler før dette efter højere anordning tillades dem, hvis boliger derfor kunne være udsatte.
En total flytning eller folkeløshed er i hvert tilfælde farligere i henseende til ildebrand end kugler eller bomber.
(Politivennen. Hefte 12. Nr. 153, 28. marts 1801, s. 2432-2436)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar