Viser opslag med etiketten Lille Brøndstræde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lille Brøndstræde. Vis alle opslag

16 juni 2017

Man kan ikke have Fred længer end Naboen vil.

Hr. redaktør!

I Lille Brøndstræde nr. 122 bor en brændevinsbrænder hvis gård og brænderi vender ud til bagsiden af et hus i Gothersgade hvori jeg og 11 andre partier bor. Da manden brænder hver dag, lidet vi alle meget af røgen fra brænderiet, og uagtet vi ikke åbner et vindue, trænger dog røgen ind så at kulstøvet dækker karmene, møbler, ja selv spoisevarer. Ingen af beboerne forbliver boende der længere end et halvt år, og når rygtet om denne ulempe for beboerne bliver mere udbredt, vil ejeren have vanskelighed ved at få sine værelser udlejede. Han har vel beklaget sig herover for brændevinsbrænderen, men denne har ikke gjort noget for at bøde på denne ulempe, skønt den vist med ikke betydelig udgift kunne afhjælpes, fx ved et jernrør over skorstenen. Man tillader sig derfor, hr. redaktør, at fremsætte i Deres blad det spørgsmål at når en borger ved sin næringsdrift forulemper sine medborgere, og grunden til denne ulempe kan forebygges, kan han da ikke ad rettens vej tvinges til at forebygge den? Det spørgsmål ønsker man besvaret.

Ved denne lejlighed tillader jeg mig at gøre opmærksom på at huset nr. 110 i samme gade, nemlig Lille Brøndstræde, har en skorsten som hælder meget til siden, og synes at true med at falde ned. Hvis dette ulykkeligvis skulle indtræffe, ville det være til stort tab for naboens hus og til uberegnelig skade for dettes beboere, hvorfor man ikke kan undlade at bede den ansvarlige sørge for at sådanne ulykker forebygges i tide.

(Politivennen nr. 1331, Løverdagen, den 3die Juli 1841. Side 423-424). 

23 november 2016

Uorden i lille Brønstræde.

Så vidt indsenderen heraf erindrer er det ved politianordning forbudt at lade høns eller ænder gå på gaden da de ødelægger stenbroen. Alligevel ses sådanne daglig i nævnte gade.

Brætter mangler over udløbsrenderne fra nr. 105-108. Anmelderen heraf havde for nogle dage siden nærved forvredet sin fod udenfor sidst nævnte nummer. Det var derfor at ønske at opsigtsbetjenten ville erindre vedkommende ejere om deres pligt som han dog ellers plejer at gøre.

(Politivennen nr. 973. Løverdagen den 23de August 1834, s. 599-600).