Dominico Capozzi til sine Medborgere.

I Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger nr. 262 for lørdag den 7. november er indrykket følgende avertissement:

Da hr. D. Capozzi har betaget mig friheden og min ulykkelige familie dens forsørger ved at opkøbe fordringer på mig, og derfor lade mig sætte i slutteriet, uden at jeg ved i mindste måde at have fornærmet denne mig næsten aldeles fremmede mand; men det danske publikum vist nok let kunne antage at jeg - ved groft at fornærme ham, havde foranlediget ham til at bruge dette fremgangsmåde for at hævne sig - så ønsker jeg at offentliggøre mit forhold til hr. Capozzi. Men da jeg ikke er det danske sprog mægtig, anmodes herved en ædeltænkende mand der forstår det danske og dertil enten det franske eller engelske sprog, om at være mig behjælpelig med at oversætte fra et af disse sprog til det danske, en kort fremstilling af mit forhold til hr. Dom. Capozzi.

Københavns gældsarrest den 7, november 1829.
J. L. Lewin.

I begyndelsen troede jeg det ufornødent at gendrive hr. Lewins usandfærdige bekendtgørelse. Men da jeg i Politivennen er offentligt opfordret dertil, mener jeg at jeg skylder mig selv, mine handelsvenner og publikum at give oplysning om det forhold der har fundet sted mellem Lewin og mig.

Det er øjensynligt at dette avertissement er forfattet i den hensigt at skade min borgerlige agtelse, og at sætte mig i et ufordelagtigt lys hos mine medborgere når deri siges at jeg er en Lewin næsten aldeles fremmed mand og har opkøbt fordringer på ham for at lade ham sætte i slutteriet. Men det forholder sig alddeles ikke således. For før Lewins kom her til stadem har jeg da en af hans bekendte og en ven af mig på hans vegne, anmodede mig derom, besørget hans logi møbleret og forsynet med brændsel osv. og efter hans ankomst besørget efter hans forlangende, indkøbt porcelæn, glas, køkkentøj og alt til hans husholdning nødvendigt. Desuden har jeg af mit eget indbo lånt ham lagen, dækketøj og sølvtøj, hvilket jeg uagtet mange gentagne anmodninger, først efter 6 måneders forløb og i beskadiget tilstand har fået tilbage. Hr. Lewin har også ofte besøgt mig og taget til takke med mit bord, hvilket jeg under andre omstændigheder ikke vill ehave nævnt, hvis ikke dette og at jeg for beløbet af mit udlæg for ovennævnt købte sager, først fik betaling efter indklagelse til forligelseskommissionen samt flere andre ubehageligheder, klart viste at Lewin og jeg ikke var fremmede for hinanden.

Når der i avertissmentet siges at Lewin er familiens forsørger, da må jeg bemærke at det forholder sig omvendt. Da familien forsørger ham, og han ikke den. For dette kan vel siges om en mand som selv intet tjener, men hvis børn indbringer ham en gage af 150 rigsbankdaler månedlig foruden indtægten af en nylig haft benefice.

Jeg har ikke heller opkøbt fordringer på Lewin, ikke en eneste. Men hvorledes han er blevet min debitor, vil ses af følgende:

Efter at de herrer Andrea Magni og Philippo Pettoletti havde antaget Lewin til associe og meddirektør ved teatret på Nørrebro, kom han hertil i slutningen af september 1828. De havde samtlige indgået kontrakt med aktieejerne i Göteborgs teater om i løbet af samme vinter at benytte dette teater til derpå at give 18 forestillinger, hvorfor de skulle betale 600 rigsdaler svensk banco, og rejsen dertil var bestemt at skulle gå for sig først i december måned. Men imidlertid fik Lewin andre tanker, han vægrede sig ikke alene for at rejse, men gjorde endog beslag på de herrer Magnis og Pettolettis rejsepas og anlagde en sag mod dem for 200 Louisd'or som han påstod de skulle betale ham fordi Nørrebros Teater ikke kunne åbnes den 1. september, og han imidlertid kunne have tjent så meget med at give forestillinger i Lübeck. Lewin tabte ikke alene denne sag, men blev endog ifølge kontrasøgsmål i sagen tilpligtet at betale de herrer Magni og Pettoletti 341 rigsbankdaler, 5 mark 1 skilling. Da nu således rejsen til Göteborg ikke blev foretaget, lod aktieejerne af teatret samme sted, i marts måned d. å. de herrer Magni, Pettoletti og Lewin indkalde for Københavns forligelseskommission for at få den i kontrakten bestemte leje af deres teater. Fordringen som var 600 rigsdaler svensk banco, nedsattes på grund af teateret ikke var benyttet, til 540 rigsdaler svensk banco som de herrer Magni, Pettoletti og Lewin indgik forlig om at betale med 100 rigsdaler svensk banco hver måned, og det første afdrag skulle betales i løbet af maj måned. De herrer Magni og Pettoletti der havde haft betydelige udgifter og manglede penge, bad mig at betale deres andel af beløbet, og jeg betalte da for de 3 måender maj, juni og juli 300 rigsdaler svensk banco, idet jeg formodede at Lewin ville klarere for sit vedkommende. Men da 3 måneder var forløbet, blev Magni og Pettoletti krævet for resten, og da de frygtede for at fordringen skulle af en eller anden blive opkøbt, måske i uædel hensigt, nødsagedes jeg til også at indfri resten med 240 rigsdaler svensk banco, eller 191 rigsbankdaler 1 mark 8 skilling, og at lade mig give transport på samme. Det synes rimeligheden fordrede at Lewin havde betalt hele den svenske fordring, da han ved at forbyde Magnis og Pettolettis rejse, hvorved deres entreprise gik overstyr. Men dog alligevel er ham kun foranførte beløb afkrævet.

Efter således hele fordringen af mig var indfriet, hvilket hr. Lewin ret vel vidste, anlagde han som værge for sine døtre sag mod hr. Magni og Pettoletti for disses formentlige tilgodehavende gage, og da disse herrer der var ubekendte med rettergangsmåden her til lands, ved en samtale med Lewin hvori han foregav at ville få sagen udsat, foranlediges til at undlade at møde for gældskomissionen, blev de dømt til at betale den krævede som med 205 rigsbankdaler, hvoraf jeg da atter måtte udrede de 2/3 for de herrer Magni og Pettoletti, da det fandtes rimeligt at Lewin som meddirektør betalte 1/3 af døtrenes gage.

Jeg havde nu ventet at Lewin der havde penge i hænde, ville betale sin skyldige del af den svenske fordring, men han ikke alene gjorde det ikke, men atter for Magni og Pettoletti som agtede at rejse, stoppede passene for at anlægge en ny sag mod dem s"vil vel enhver finde det rimeligt at jeg som havde så meget til gode, søgte at få en del deraf. At Lewin var eller burde være i stand til at rede for sig, skønnes heraf at hans familie er godt engageret ved Vesterbros Teater, og at han siden han blev meddirektør ved Nørrebros Teater, har i 11 måneder fået i egen og i døtres gage omtrent 2.500 rigsbankdaler. - Der vil derfor vist ikke findes nogen retsindet der vil fortænke mig i at jeg har anvendt de midler lovene hjemler mig for at få mit tilgodehavende hos en mand der har vist sig som modvillig betaler, og ved sin stridighed og uforligelighed med sine medkontrahenter i deres entreprise har forvoldt disse, deres familier og mig et uerstatteligt tab.

Dersom altså hr. Lewins økonomiske forfatning virkelig er så slet, som han vil bringe publikum til at tro, kan man ikke beklage ahm der selv er skyld deri, idet han har gjort alt for at ødelægge sine meddirektører og derved tillige sig selv, såsom at han under foregivende af sygdom har nægtet at deltage i forestilingerne, været årsag i at hans døtre ofte gjorde det samme, og tilsidst aldeles nægtede at spille, således som ved tingsvidne er oplyst, men derimod tog engagement ved teateret på Vesterbro, skønt deres kontrakt med teatret på Nørrebro lød på 4 år. Hvilket havde til følge at Nørrebro Teater måtte lukkes. Hvoraf efter hvad jeg i det foregående har oplyst, vil resultere betydeligt tab for mig, da Magni og Pettoletti er gjort brødløse og heller ikke kan søge erhvervi udlandet fordi der er gjort indsigelse imod deres pas.

Alt hvad jeg her har anført til oplysning om mit forhold til Lewin er i overensstemmelse med den strengeste sandhed, og kan bevises med restsdomme, forlig og kontrakter, hvilket Politivennens udgiver har tilladt at måtte henligge i 8 dage på hans kontor til gennemsyn for enhver der måtte bære mindste tvivl om rigtigheden af mit anførte.

Dominico Capozzi.

(Politivennen nr. 725, Løverdagen den 21de November 1829, s. 751-759)

Redacteurens Anmærkning.

Lewin er tidligere omtalt her på bloggen i Politivennen 705, 4. juli 1829. Lewins svar på dette indlæg er et helt nummer af Politivennen, nr. 726, 28. november 1829 s. 767-786. Det tilbageviser delvist Capozzis påstande, og betegner andre dele som fordrejninger eller direkte usandheder. Capozzi svarede igen i Politivennen nr. 727, 5. december 1829, s. 787-797. I samme nummer følger Lewins fortsættelse af artiklen i nr. 726, s. 797-800. Interesserede henvises til originaludgaverne, idet jeg ikke har medtaget disse på denne blog.

Om Nævefægtningen paa Nørrebros Theater

I nyeste Morgenpost, nr. 229 læses et stykke med overskriften: "Nørrebros Teater," i hvilket et slagsmål beskrives mellem "teatrets førstedirektør og en af de vigtigste af personalet." Det hedder deri at førstedirektørs meget upassende og fornærmende adfærd mod sin kollega skal have fremkaldt denne scene. Videre at den førstedirektør dog burde vide at besejre sin overordentlig hidsige og stridbare adfærd. og endelig at det ikke er første eller anden gang det er kommet til håndgribeligheder mellem ham (førstedirektør) og forskellige af de andre (teaterets personale.)

Da det er almindelig kendt at privilegium til at indrette teatret på Nørrebro allernådigst er forundt den hos os i en række år hæderligt bekendte Philippo Pettoletti. Denne mand er altså de facto teatrets første, ja vel egentlig eneste direktør, så mange og blandt disse anmelderen har troet at det var ham som der var peget på i nævnte blad. Og med forundring antog man den joviale mand der så ofte har moret københavnerne med sit udmærkede komiske talent, forvandlet til en gulsottig, kamplysten klopfægter. 

Men senere har man erfaret at ophavsmanden til dette spektakel uden for teatret var den bekendte Lewin (som for øvrigt under sit ophold her kun såre lidt har glædet publikum ved sin kunstfærdighed). Og anmelderen tror at burde gøre opmærksom på det for at forebygge en misforståelse der let kunne opstå, da den pågældendes navn i den artikel i Morgenposten ikke er nævnt og han hele tiden benævnes teaterets førstedirektør. Hvilket formodentlig har sin oprindelse i at man i de udenlandske skuespillerselskaber har direktører for de forskellige grene af forestillingerne, således som en direktør for dansen, en for skuespillet, en for musikken osv. For den første direktør er dog som sagt vel egentlig Pettoletti hvem man virkelig må beklage da han efter de mange uheld han har haft ved det med så megen smag indrettede teater, nu endog ser den huslige fred brudt. Efter rygtet skal han endog have haft en proces med hr. Lewin som nyligt skal have været til sinds at forlade landet.

I øvrigt tillader anmelderen sig at bede hr. Lewin om for sin egen skyld at erindre at han her til lands ikke mere end noget andet sted i Europa lever blandt uopdragne mennesker og bjørne: En tanke som desværre end ikke skal være udryddet hos uvidende udlændinge. Men at hans færd her sikkert vil blive lige så bekendt i udlandet som han var kendt her før sin hidkomst.

Gid det øvrige personale ved dette så vel indrettede, smagfulde teater hvis hr. Lewin skulle udføre sin rejseplan, må ved egen erfaring finde sandheden af det bekendte: "Concordia res parva crescunt"

Beeken

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 438-441)

Redacteurens Anmærkning

Det gik ifølge Kjøbenhavnsposten 20. marts 1829, side 186 ikke så godt på teatret:

Forestillingerne paa Nørrebroes-Theatret, der i de sidste Maaneder kun have været lidet besøgte, og endog have medført Tab for Entrepreneurerne, ville ved Slutningen af denne Maaned ophøre for nogen Tid, men igjen begynde efter den stille Uge. Mellemtiden vil man her anvende til Theatret og Maskneriets fuldkomnere Istandsættelse, og Personalet agter imidlertid at give et Antal af ti Forestillinger paa Helsingørs Theater. I Anledning af enkelte punkter i den mellem Entrepreneurerne paa 4 Aar oprettede Contract, og andre Misforhold, føre de for Tiden Proces ved Hof og Stadsretten, paa hvis Udfald en nærmere Bestemmelse af deres indbyrdes Forhold vil beroe. Jomfruerne Lewin skulle imidlertid have erholdt et fordeelagtigt Tilbud om Engagement i Berlin, den ældste, Rosa, der skalværei besiddelse af et fortrinligt Syngetalent, som Sangerinde, og Søstrene, Flora og Elisa, som Dandserinder.

Bedre forlød det ikke fra Kjøbenhavnsposten 14. juli 1829, side 454:

Paa Nørrebroes-Theatret vilde i Søndags keiserlig russisk Theater-Maskinmester Griffe, der paa Reisen tilPetersborg er ankommen hertil, forevise nogle Skyggespilforestillinger, der skulde sees i Mørke. Men Maskineriet kom noget i Uorden, og hans Fremstillinger lede saaledes en Standsning, som hos Endeel af Publikum fremkaldte Støien og Mishagsyttringer. I det Mørke, hvori Tilskuerne maatte sidde, forefaldt tillige Uordner, ved hvilke Endeel af Galleriets Publikum isærdeleshed viste sig Pøbelnavnet fuldkomment værdigt. Hr. Griffehar nu offnetlig anholdt om Overbærenhed med hans Uheld, som han tilskriver Mangel paa Lokal-Kundskab, og lover ved en følgende Forestilling, som han vil give paa Torsdag, at bortrydde enhver Hindring og gjøre sig værdig til Publikums Bifald.

Der er tale om den engelske mimiker Joseph L. Lewin. En engelsk mimiker og ortodoks jøde. Nævnt for forestillinger i London og Hamborg mellem 1802 og 1815. I 1828 kom han til København og Pettolettis teater. Lewin svarede igen i Kjøbenhavnsposten, 14. juli 1829:

Erklæring. Omendskjønt allerede Forfatterens Navns-Underskrift afgiver et tilstrækkeligt Forsvar mod det Angreb, som i No. 705 af "Politievennen" er indført imod mig, og jeg desuden, med hensyn til den deri berørte Begivenhed, paa høiere Sted er retfærdiggjort som Fader, saa anseer jeg det dog for min Pligt imod et æret Publikum, der uden at have den Kundskab om Sagen, som ei engang min Angriber har troet at burde skaffe sig, let kunde vidledes, herved offentligen at erklære: at ene og alene en Instigation ligger til Grund for det hele Angreb, hvis Characteer enhver upartisk og redeligt tænkende Mand saaledes ved første Øiekast vil vide at bedømme. Nørrebroe, den 9de Julii 1829. J. Lewin.

Han brød allerede året efter med Pettoletti og arbejdede i stedet for Pricerne på Vesterbro. Dem ragede han uklar med i 1830 da to af hans tre døtre giftede sig med hhv. Adolph Price (1805-1890) og James Price (1801-1865). Han forlod så Danmark og sidste spor af ham er i Weimar 1832. Hans kone Juliette Rosette er begravet på Assistenskirkegården 1863, hvilket betyder at hun var konverteret til kristendommen. Så man kan gætte på at han også er raget uklar med hende.

Annonce fra Kjøbenhavnsposten, 16. juli 1830, hvori det oplyses at jomfru Rosa Lewin optrådte som Columbine efter en længere pause:

Vesterbroe-Theatret.

Dette Theater vedbliver at afvexle med Opførelsen af endeel af dets yndede ældre Pantomimer. Saaledes gaves i Søndags tvende af disse, og iaftes den i langt Tid uopførte Pantomime: "De tre feige Fiskere ved det natlige Stævne." Jfr. Rosa Lewin, der i nogen Tid har været afholdt fra at spille Colombine, optraadte i Søndags atter i dette Partie, og hilstes ved denne Leilighed af Publikun med Bifaldsyttringer. De gymnastiske og eqvilibristiske Kunster, der, foruden Liniedandsen, blive givne, bidrage, ved den Sikkerhed og Færdighed, hvormed Brødrene Carl og James Price og Sødskendene Josephine og Carl Winther udføre dem, ikke lidet at forøge disse Forestillingers Interesse.

Det latinske "Concordia res parva crescunt" i slutningen af artiklen kan vel nærmest oversættes til "små ting blomstrer ved enighed."

Om Nørrebroes Theater.

Teateret på Nørrebro er vel nok indrettet for et sommerteater. Men dets parterre er for horisontalt eller ikke skråt nok. Personer som ikke er over middelhøjde, kan slet ikke se hvad der foregår på scenen. Ligesom endog meget høje personer hindres i udsigten når, hvad der ofte sker, de foran siddende damer med store solhatte rejser sig fra deres sæder og behager at blive stående. Man håber at direktionen ved at være blevet gjort opmærksom på det, vil foranstalte parterret forhøjet. Hvilket let og uden synderlig bekostning kan ske, samt anmode de foran siddende damer at forblive siddende på deres pladser under forestillingen.

(Politivennen nr. 703, Løverdagen den 20de Juni 1829, s. 403-404)

Ønsker paa Nørrebro.

1) Det fortov som for en del år siden blev lagt på Nørrebro fra hjørnet af Blegdamsvej forbi Blågård til vejen der fører til den mosaiske kirkegård, var og er til megen nytte for fodgængere, men ville blive det endnu mere når det blev helt igennem stampet. For stenene i det er så ujævne og spidse opstående at det volder en meget ubehageligt fornemmelse at betræde dem når man ikke kan holde sig til fliserækken. Det har nu været i en så ubekvem tilstand i mange år, men kunne vist med et ringe arbejde afhjælpes hvorved vedkommende vile gøre sig de der besøger Nørrebro, og det derboende publikum meget forbundet.

2) Anmelderen heraf og flere venter at når teatret på Nørrebro i henseende til det omgivelser bliver komplet færdigt og det interimistiske plankeværk mv. borttaget, at der da om ikke før, sørges for en ordentlig brolægning som kan føre ind i bygningen. For et skammeligt søle har man måttet vade i, fx i afvigte efterår og altid når vejrliget ikke er tørt. Og at altså også stykket af jordvejen fra Nørrebros stenbro til træbroen der fører over grøften, brolægges. Dette kunne dagligt fodgængere hvis vej falder forbi Blågård, allerede rimeligvis have fordret, på grund af det uføre man ved denne indkørsel som den nu er, undertiden må vade over. For hvis fordring har vel her største grund, sidstnævnte fodgængeres eller det publikum der besøger teatret.

Skønt man formodede at denne træbro kun var interimistisk, må det modsatte næsten nu antages, eftersom der for enderne af dens rækværk er oprejst 2 store piller hvorpå i et par dage var anbrabt lygter, men som senere kun har tjent til at opslå plakater på. Uden hensyn til i hvilket tilsigtet øjemed pillerne er anbragt der, kan der rimeligvis føres anke over dem. For der er så lidt taget hensyn til at jordvejen egentlig er for fodgængere at man har tilladt sig at oprejse dem således at de står henimod 5/4 alen ind på jordvejen. Da man altså anser dette som et indgreb i det offentliges ejendomsret, og da fodgængere som passerer denne vej, især på mørke aftner, risikerer at få ansigt og lemmer forstødt på disse piller, venter man dem snarest muligt borttaget og rækværket forkortet inden dets behørige grænser. Ligesom også såfremt der fremdeles skal blive indkørsel over træbroen, at i det mindste det omtalte stykke af jordvejen brolægges.

(Politivennen nr. 700, Løverdagen den 30te Mai 1829, s. 361-364)

Nogle Berigtigelser i Anledning af Annoncen i Politievennen Nr. 698 med Overskrivt: "Mere om Ilden paa Nørrebros Theater".

Skønt jeg i ingen henseende har gjort fordring hverken på ros eller belønning, men nøjedes med den overbevisning at have opfyldt min pligt, så ser jeg mig dog nødsaget til at berigtige den af de fire tømmersvende i Politivennen nr. 698 indrykkede annonce:

1. Fortæller de at det var dem der først opdagede ilden: Dette er en usandhed. For den blev først opdaget af en madame Christensen der bor på Blågård, som gjorde hr. papirhandler Steen opmærksom på den. Og så mødte de fire tømmersvende først efter tre gange at være kaldt til ildstedet af ham.
2. fortæller de at de først gik ind på teateret af den ene og sidste dør der var blevet åbnet og nedslog noget som brændte på gulvet. Det erklærer jeg ligeledes for usandhed. For de sagde mig at de ikke kunne komme ind på teateret, hvorpå jeg anmodede dem om at hugge dørene ind. Imens jeg med flere gik over efter sprøjten (som vi kun ved at sprænge porten kunne få ud, da samme blev forhindret i at åbne af is og sne) var tømmersvendene gået ind på teatret, og jeg traf dem ved min tilbagekomst med sprøjten, huggende løs på bræddebeklædningen mellem orkesteret og teatret. Men da  denne fremgangsmåde var til ingen nytte, forlangte jeg en økse, og gik med den ene op på teateret, huggede planken bort som lå oven på beklædningen og fik derved lejlighed til at hugge beklædningen løs. Den hjælp jeg herved havde af tømmersvendene, var at de skaffede de løse brædder bort.
3. siger de at de gik ned i kælderen hvor den største fare og anbragte der strålen så længe der var ild at se. Dette erklærer jeg ligeledes for usandhed. For strålen blev anbragt af mig selv, dog var de mig behjælpelige med at holde på den. Efter at ilden i kælderen var slukket, gik jeg op på teateret og opdagede at det endnu brændte mellem nogle høvlspåner som jeg også slukkede ved hjælp af sprøjten. Da jeg derpå (uden at kunne få nogen lygte som jeg flere gange råbte efter) undersøgte om der flere steder skulle være ild, faldt jeg ned gennem en åben luge og var ved mit uheld så heldig at opdage et sted hvor det brændte og som jeg ved at råbe efter vand der blev langet mig i brandspande, fik lykkeligt slukket.
4. siger de at ilden varede fra kl.1 til klokken halv tre slet. Dette må jeg også berigtige. For havde den varet så længe, ville vist ikke meget have været til overs af teatret at redde. Fra det øjeblik sprøjten kom til ilden var slukket var ikke forløbet 10 minutter.

I øvrigt må jeg anmærke til bevis på at jeg har påskønnet disse 44 tømmersvendes assistance ved ildens slukning at de ifølge min indgivne rapport er blevet tilstillet en gratifikation af Brandkommissionen.

Jeg skriver ikke dette for at hæve min fortjeneste ved denne ilds slukning og erklærer herved at jeg blot har gjort min pligt. Men anfører kun tingen således som den er foregået, og som jeg med flere af broens beboere kan bevise, for at ingen skal tro at jeg endogså havde været efterladende i mine pligters opfyldelse som efter disse tømmersvendes annonce let kunne formodes.
 

C.F. Weiss
Overbrandmester.

(Politivennen nr. 699, Løverdagen den 23de Maj 1829, s. 344-348)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: nr. 694, 18. april 1829, 698, 16. april 1829 og nr. 699, 23. maj 1829.

Mere om Ilden paa Nørrebroes Theater.

I Kjøbenhavns Morgenpost fra 9. april læser man om denne ild. Men da der ikke er nævnt nogen anden end hr. Weiss af dem som bidrog til dens slukning, så tager vi tilstedeværende tømmersvende som havde rejsegilde lige overfor på hr. boghandler Steens bygning, os den frihed at bekendtgøre at det var os som opdagede ilden, og at vi var de første der gik ind på teatret og nedslog noget som brændte på gulvet. Men da kun den ene og sidste dør på teatret var blevet åbnet og vi ikke så os i stand til at redde os selv, gik vi den samme vej tilbage igen hvor vi da mødte hr. Weiss som vi spurgte om vi eftersom der ingen nøgle var, måtte brække de døre der var nærmest ilden op. Hvilket blev tilladt os. 

Imidlertid gik hr. Weiss, en af os, snedkermester og en trykkersvend, lige overfor efter sprøjten, og da vi endnu på grund af den tykke røg ikke kunne se nogen betydelig ild, nedslog vi skillerummet mellem teateret og orkestret, gik ned i kælderen hvor den største fare var og anbragte strålen så længe der var ild at se. Da vi trængte os tilbage igen, stod hr. Weiss oven på gulvet hvor der endnu var ild, og forlangte strålen som vi overleverede ham. Vi undersøgte nu overalt om der noget steds skulle være ild, men da vi var overbevist om at al ild var slukket, forlod vi stedet efter at hr. brandmajor og ridder West havde tilladt os at gå. Visselig havde der ingen redning været for huset, når vi og de mennesker som hjalp os, ikke havde været til stede.

I Politivennen er angivet at ilden varede 5 minutter. Men dette må berigtiges, for den varede fra kl. 1 til kl. halv tre.

C. G. Taabe, P. Mathiesen, C. F. Taube, P. S. Tranberg.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 312-314)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: nr. 694, 18. april 1829, 698, 16. april 1829 og nr. 699, 23. maj 1829.

Noget om Branden paa Nørrebroes Theater, Natten mellem den 3die og 4de April 1829.

Da enhver ædel og modig handling bør påskønnes, gør indsenderen heraf sig den glæde at kunne gøre det offentlige opmærksom på hr. overbrandmester Weiss' fortjeneste af slutningen af den opkomne ild på Nørrebros Teater natten mellem 3. og 44. aprril 1829.

Nogle tømmersvende der var til stede ved et rejsegilde hos hr. Steen på en af Blågårds parceller, opdagede først ilden og hidkaldte hr. Weiss. Øjeblikkelig ilede han hen til brandstedet, og da man ingen nøgler kunne få til de vel tillåste døre, lod han dem sprænges af de tilstedeværende tømrersvende. Imens dette foregik, besørgede han selv sprøjten hentet, og da endnu ingen slusser var ankommet, anmodede han de tilstedeværende borgere og børn om at hente vand til at fylde sprøjten med. Med livsfare vovede han sig derpå ind på teateret der var helt fyldt med røg. Fulgt af nogle tømmersvende trængte han frem til orkestret hvor han snart opdagede at ilden måtte være kommet fra kælderen, i hvilken maskineriet var anbragt. Ved hjælp af en økse borthuggede han nu bræddebeklædningen fra orkestret og fik derved plads til anbringe sprøjten. Ilden havde da grebet vidt om sig og havde antændt den del af gulvet hvor kulisserne stod. Af disse var omtrent 40 stykker opstablede ved siden af hinanden på det sted hvor ilden brød frem, og teatret ville sikkert have været uden redning, hvis disse kulisser var blevet angrebet. Men ved hr. Weiss' åndsnærværelse og konduite lev sprøjten så godt anbragt at ilden inden 5 minutter var slukket. 

Han begav sig derpå ene op på teatret og i mulm og mørke undersøgte han om der endnu ikke andre steder fandtes ild. Men var så uheldig at styrte ned gennem en af de åbne luger på teateret og fik derved sit ene ben forslået. Dog afholdt det ikke den nidkære mand fra at fortsætte sin undersøgelse, og hans iver blev også belønnet da han tæt ved det sted hvor han var faldet ned, fandt et brændende bål. På hans råb blev landet ham brandspande med vand ned gennem lugen, og han var dermed så heldig at få ilden slukket.

Heraf vil vist enhver indse at denne mand med sit mod og sin åndsnærværelse først og fremmest er den der har frelst teatret og måske en stor del af de øvrige bygninger på Nørrebro fra tilintetgørelse. Og ydes derfor ham, såvel som de øvrige borgere, der understøttede ham, indsenderen og vist også Nørrebros, såvel som hr. bager Schierns og brandassurances tak.

I denne anledning kan indsenderen ikke undlade at fremkomme med det ønske at Nørrebro for fremtiden måtte blive forsynet ed lygter, da måske derved mange ulykker for fremtiden kunne forebygges.

(Politivennen nr. 694, Løverdagen den 18te April 1829, s. 253-255)

"Denne mand har med sit mod og sin åndsnærværelse først og fremmest frelst teatret og måske en stor del af de øvrige bygninger på Nørrebro fra tilintetgørelse." (Nørrebros Teater 1828-1833).

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: nr. 694, 18. april 1829, 698, 16. april 1829 og nr. 699, 23. maj 1829.

I 1828 havde Pelloleti med penge fra bagermester Georg Scheer (det er muligvis ham som skribenten anfører som hr. bager Schiern) opført "Nørrebro Teater" med plads til omkring 1.500 mennesker. Det lå i en af fløjene på Blågården. Ildebranden var en del af startvanskeligheder, men det etablerede sig i 1830. Det var dog kun en stakket frist, idet teatret nedbrændte i 1833. Se i øvrigt artiklen fra 4. juli 1829 hvor gemytterne gik højt på teateret og udartede til håndgemæng.

I Kjøbenhavnsposten nr 83, 14. oktober 1828, s. 333-334 og nr. 84, 17. oktober 1828, side 337-338 og nr. 87 28. oktober 1828, side 352 findes en længere beskrivelse af teater hvori bl.a. Pettoletti og Lewin beskrives udførligt.

Om branden berettede Kjøbenhavnsposten, 6. maj 1829, side 292:

Efterat Nørrebroes-Theatret i det Hele er blevet istandsat, og den ved Ildebrand tilføiede Skade paa Maskinerie etc. repareret, ville Forestillingerne, som man erfarer, i næste uge igjen blive aabnede. Hr. Pettoletti og Familien Longuemare ere allerede i forrige Uge komne tilbage fra Helsingøer, hvor dres Forestillinger i det Hele taget ikke have været saa talrigt besøgte som man havde ventet sig.

Svar til den anonyme Danske i Politievennen Nr. 672 *)

Min herre!

Den agtelse jeg skylder et for mig fremmed højstæret publikum bevæger mig til at fravige den almindelige sædvane hvorefter en mand af ære lader et anonymt angreb på sin karakter ubesvaret.

Det har behaget Dem offentligt at fremsætte den påstand at jeg ikke er forfatter af den på Nørrebros Teater opførte pantomime "Guldnøglen" og at denne ikke er andet end en komposition af en mængde andre pantomimer som folk her i landet med en god hukommelse allerede for 30 år siden mindes at have set givne af Casorti.

Deet smerter mig imidlertid med hensyn til den sufficence hvormed De har fremsat denne deres mening, offentligt at måtte modsige Dem. Casorti har sandelig aldrig nogensinde eller noget sted fremstillet hverken en eller flere pantomimer der har kunnet indeholde "størstedelen" af ingredienserne og forvandlingerne i min "Guldnøgle" og hvis den på det kuhnske selskabs teater under dette navn opførte pantomime skulle forekomme Dem at modsige denne min ytring, så må jeg bemærke at dette selskab for fire år siden befandt sig i Hamborg på samme tid som jeg der lod den opføre og at det netop fra mine forestillinger har benyttet enkelte scener til den under samme navn på Vesterbros Teater givne pantomime.

For imidlertid at hæve enhver tvivl i denne henseende, er jeg så fri at indbyde Dem, min herre! og enhver anden denne sag måtte interessere til at beære mig med et besøg i min her undertegnede bopæl næstkommende søndag formiddag mellem klokken 9 og 12, og jeg skal da af trykte skifter og afficher i det engelske sprog overbevise Dem om at jeg virkelig har opfundet og komponeret den nævnte pantomime som første gang under mit navn blev bragt på scenen i England i året 1815. hvilket jeg tillader mig at bemærke og som nærmere skal bevise for publikum hvis De, min hr. anonym! ikke måtte opfylde denne min anmodning. I hvilket fald jeg naturligvis ikke kan tage mindste videre notits af Deres, eller nogen anden anonyms offentlige udfald imod mig. Jeg underskriver mig med al øhjagtelse for det danske publikum hvis bifald jeg altid skal sætte en ære i at fortjene.

J. L. Lewin

Nørrebro nr. 36 litra c.

*) Redaktionen må bemærke at dette svar var affattet i det engelske sprog, og er dderfra blevet oversat heri bladet.

(Politivennen nr. 673, Løverdagen den 22de November 1828, s. 777-780)

Redacteurens Anmærkning.

Guldnøglen (The Golden Key) tilskrives englænderen Joseph Lewin som stadig opføres på Tivolis pantomimeteater. I "Kjøbenhavns flyvende post", nr. 69 onsdag den 9. juni 1830 findes en lang artikel om Lewin som mimiker. 

Spørgsmaal til Herr' Directeur Lewin.

Hvorledes kan med rette hr. direktør Lewin kalde sig forfatter af den pantomime som mandag den 3. dennes opførtes på Nørrebro Morskabsteater da allerede folk der langt fra at være berøvede deres hukommelse, endnu tydeligt kan mindes at have set Casorti for tredive år siden give størstedelen af alle de pantomimer hvoraf dette hr. direktørens af ham og konsorter såkaldte originalprodukt er en god eller dårlig komposition. At man i udlandet uden prostitution kan tillade sig sådant, kan vel næppe gælde som en regel for danske der som erfaringen har vist, ikke lader sig binde blår i øjnene, og som selv før hr. direktørens ankomst til vore enemærker - har haft begreb om og været opmærksomme tilskuere af, den mindst kunst.

En anonym dansk.

(Politivennen nr. 672, Løverdagen den 15de November 1828, s. 776-777)

Redacteurens Anmærkning

Heri havde skribenten uret, hvilket også blev tilbagevist af Lewin i Politivennen nr. 673, 22. november 1828, s. 777-780. Artiklen indeholder efter min opfattelse en skjult nationalisme, hvorfor den er medtaget her.