Uordner ved Maneuvrerne paa Fælleden.

Det er bekendt nok at ved manøvrerne altid en hærskare af drenge følger de militære og opsamler patroner for at more sig med. Dette kunne man ønske alvorligt forhindret af de ansvarlige for at afværge sådanne ulykker som den der passerede i disse dage da to drenge ved at lade en gammel nøglebøsse for stærkt med krudt så at den sprang, blev hårdt såret i hovedet, og den ene endog blev ulykkelig for livstid, idet stumperne af nøglen slog ham begge øjnene ud af hovedet så at han måtte ledes hjem til sine stakkels forældre.

En anden uregelmæssighed er dem at stundom de befalende antager en alt for myndig tome og truer fredelige mennesker med prygl når de står i nærheden af de exerceredne, uden dog på mindste måde at være disse til hinder eller ulejlighed. Man håber at de højere ansvarshavende vil i denne henseende meddele deres underordnede de fornødne, skærpede instruktioner.

A. Petersen.

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 711-712) 

Albert Küchler (1803-1886): Scene på Fælleden. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Alvors-Ord om Veien til Kongens Enghave.

Der er næppe nogen offentlig og tillige ubetinget nødvendig foranstaltning som påligger Københavns stads- eller amtsøvrighed der er ført flere og alvorligere besværinger over end mangel af denne vejs vedligeholdelse.

Gennem flere år er der næppe noget forløbet uden at dette blad har talt vejens sag. Men alt har været uden følger, indtil forrige år da noget håb syntes at smile.

I dette blads nr. 772 blev det nemlig vist at vejen er aldeles ufremkommelig for vogne og avlsredskaber. - Skønt den er den eneste vej til Vester Fælled - at retfærdigheden kræver at når forpagterne af stadens jorder skal svare afgift af samme, må der også skaffes dem vej til jorderne. At stadens kasse muligvis taber ikke ubetydeligt i forpagtningsafgift - fordi vejen er ufremkommelig.

Dette og mere som der blev gjort opmærksom på, syntes også omsider at have bidraget til at man tog sig af sagen. For kort efter blev der averteret at vejens istandsættelse var takseret, og at licitation over arbejdets udførelse skulle afholdes på endog navngivne mænds regning. Man så i det mindste en af disse mænd protestere mod arbejdets udførelse for hans regning, og så vidt indsenderen bekendt, blev heller ikke nogen licitation afholdt, lige så lidt som man siden hørte noget om denne sag.

Den er imidlertid af megen vigtighed. Stadens magistrat har hidtil vedligeholdt den tillid at den ufortrødent arbejder på at fremme stadens og dens borgeres tarv. Den har vundet borgernes og indbyggernes taknemmelighed for de mange forskønnelser, den har skænket staden og dens omegn.

Men sammenligner man stadens ydre forskønnelse med vejen over Vester Fælled til Enghaven, da må enhver falde i forundring over at man tåler en sådan kontrast ved siden af de mange fortræffelige veje og spadseregange, og den som ved at der i en flere år er skrevet så meget og ført så mange besværinger over denne vej, vil ikke kunne finde nogen grund til at man lader vejen blive i dens halsbrækkende tilstand. For vitterligt er det at man har måttet lade køretøj blive stående på vejen på grund af dens ufremkommelighed. At meget vogntøj er sønderbrudt på samme. Ja! at man hverken til fods eller til hest har kunnet befare den.

Mindes man at det om sommeren er en af de skønneste promenader om staden, ved man at Vester Fælled er bortforpagtet og at kun stadens beboere har adgang til at leje disse jorder, da bliver man i forlegenhed for hvad man skal tro om hele sagen. For om nogen endog ville være så utaknemmelig at antage at det, strikt mod den allerede berørte opmærksomhed for stadens indbyggere, skulle være magistraten ligegyldigt om disse kunne profitere af denne smukke vej, så mener indsenderen at det dog påligger magistraten som på stadens vegne, reræsenterende ejer, at skaffe forpagterne af vester Fælled passabel vej til de lejede jorder. At stadens værdighed ikke kan tillade at denne sag tåler endog det allerringeste ophold *), om endog amtet (under hvis ressort vejens vedligeholdelse ifølge de førnævnte bekendtgørelser, forudsættes at høre), eller de vejpligtige måtte finde regning ved at lade den gå i langdrag. At det ikke er aldeles pasende at de øvrige borgere gennem stadens kasse, hæver afgift af jorder som forpagterne, deres medborgere, ikke kan benytte i overensstemmelse med forpagtningsbetingelserne. Derimod henstiller man til højere bedømmelse om det i mangel af en kortere fremgangsmåde ikke måtte stemme med stadens værdighed og borgernes tarv at magistraten behandlede amtet, eller hvem forsømmelsen påhviler, som privatmænd under lige omstændigheder ville behandle hinanden, det er: lod af lands-, over- samt hof- og stadsretten (for magistraten er selv part) på lovlig måde udnævnes mænd til at syne og taksere vejen, og forsatte overslag over bekostningerne ved istandsættelsen, lod derefter notarius publicus præsentere amtmanden, eller andre ansvarlige, denne forretning og opfordre til vejens uopholdelige istandsættelse, med tilkendegivende at det i mangel heraf, skete for amtets eller vedkommendes regning, og derefter lade arbejdet bortliciteres og siden søge vedkommende til betaling.

Skulle imod forhåbning hverken stadens eller amtets øvrighed kunne tage sig af sagen, udbeder man at det kongelige rentekammer under hvilket vejvæsnet i almindelighed hører, gunstigt ville betvivle denne vejs istandsættelse mod regres tl vedkommende, og derved befri de borgere hvis stilling gør det nødvendigt at have jorder for den bekymring de i så mange år har haft, for at få det første og fremmeste lovene hjemler hver mand: ret og skel.

C. Møller.

*) Uagtet det gode vejr var vejen den 18. maj næsten ufremkommelig hinsides vejen til gamle pesthus.

Indsenderen.

(Politivennen nr. 803, Løverdagen den 21de Mai 1831, s. 357-362)

Redacteurens Anmærkning.

Næsten et helt nummer af Politivennen, nr. 829, 19. november 1831, s. 791-804 var helligt området og istandsættelsen af vejen, skrevet af premierløjtnant i vejkorpset, L. Jacobsen og andre. Han var en af ejerne på Vester Fælled og var blevet indkaldt til et åstedsmøde. Han havde påpeget at der var alt for meget vand til at anlægge en vej.

Veien over Vesterfælled og Enghaven.

Der er i flere år ført klager over denne vejs dårlige tilstand. Men det har intet frugtet. Den er især på den anden side af pesthuset aldeles ufremkommelig for vogne og avlsredskaber, og bliver den ikke uopholdeligt istandsat, ville de fleste forpagtere af fælleden hverken kunne udføre deres gødningsmidler, pløje eller få vintersæd, hvorledes det end vil gå med vårsæden.

Grunden til den stedbarnlige behandling af den vej er ikke let at indse. For vel siger rygtet at valbyerne skulle vedligeholde samme. At stadens og amtets øvrigheder er uenige om hvem vedligeholdelsen påligge osv. Men - hvad vedkommer det forpagterne? Må de ikke enten i penge eller med arbejde bidrage til vejenes vedligeholdelse i almindelighed? Og vil staden tage det for god betaling når afgiften skal betales, at vejen har været ufremkommelig? Når privatmænd har strid med hinanden, da kan de i alt fald gennem domstole få afgjort hvem der har ret. Men - er det retfærdigt at fordi forpagterne ikke kan udpege nogen privatmand de kan holde sig til, at deres ret derfor skal være mere indskrænket? Er det retfærdigt mod samtlige stadens indbyggere at måske netop den ufremkommelige vej er skyld i at forpagtningsafgiften af Vester Fælled er så ringe mod de andre stadens jorder? Hvem skal give borgerne erstatning for det mere som de på grund af det må betale i forhøjet nærings- eller andre skatter til stadens fornødenheder? -

Det er en ufravigelig regel at enhver skal have forsvarlig vej til sine jorder, og hvorfor skulle da københavnerne som både i konsumtionsafgifter og på andre måder er langt højere beskattede end provinsboerne ikke nyde samme gode?

At der kan opstå strid om vedligeholdelsespligten af en vej så godt som om så meget andet, er naturligt, men unaturligt er det at dersom strid virkelig finder sted, de samme midler da ikke anvendes som private kan anvende mod hinanden. De nemlig at syn optages over vejen og denne derefter istandsættes og vedkommende (staden eller amtet) siden sagsøges til at betale omkostningerne.

Man gentager derfor den bøn at høje ansvarlige ville uden ophold tage sig af vejen i det mindste med en tålelig reparation om bekostningen end forskudsvis skulle udredes af vejkommissionen. For en ende bør dette flerårige uvæsen dog vel have.

(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 661-663)

Redacteurens Anmærkning.

Klagen førte ikke til noget, hvilket fremgik af en artikel i Politivennen nr. 803, 21. maj 1831, s. 357-362.

Forslag om ridende Nattevagt paa Fællederne.

Den frodige vækst græsset står i på vore fælleder giver formodning om at mange efter bekendtgørelsen om det vil benytte disse for at få deres kreaturer på græs der. Men da en stor del heste forrige år natten efter indbrændingen blev berøvet deres haler, så er måske mange i frygt for at dette atter skulle ske, da der så vidt vides kun blev opdaget en tyv, og der dog formodentlig må have været flere om arbejdet. 

Det ville derfor vist være meget betryggende om der på hver fælled var en ridende nattevagt, der skulle patruljere. Bekostningen som ville gå til det, mener man kunne dækkes hvis der til den bestemt rimelige pris for 1 hests græsning, af 3 rigsdaler 12 skilling endnu fordredes 3 mark. Dette ville vist enhver udrede når han kunne være sikker på ikke at få et kostbart dyr spoleret.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9705-9706)

"En stor del heste blev forrige år natten efter indbrændingen berøvet deres haler." (Nørre Fælled 1835. H. G. F. Holm)

Vejen til Vesterfælled.

I vore tider hvor et årvågent politi lader det sig være magtpåliggende at forebygge eller hæmme hver uorden mens den høje magistrat anvender alt for at residentens indbyggere bekvemmeligheder og uskyldige fornøjelser ved snart at sætte ufarbare veje i stand, snart at anlægge nye spadsereveje og plante træer mod solheden, eller sætte bænke på offentlige lystgange til hvile for den trætte, gamle eller syge vandrer, vil vist nok et beskedent ønske til begge disse høje autoriteter ikke forfejle sit mål.

Det er vejen til Vester fælled indsenderen der ikke elsker stimmel eller vrimmel og derfor undertiden vælger den til sin lystvandring, herved vil meddele et par bemærkninger om.

Så snar man er kommet gennem porten hvorpå der står: "Indkørsel til Vester Fælled" træffer man til venstre hånd på et næsten mageløst plankeværk. På dette forrådnede plankeværk hviler en betydelig stabel mursten fra gården af som truer med hvert øjeblik at styrte ud på vejen. Dagligt passerer både gående og kørende her forbi og er udsat for de uberegneligt onde følger et sådant fald ville føre med sig.

Uden tvivl er kun den afsondrede beliggenhed årsag til at politiet ikke har budt en mand der så længe har sat sine medborgeres liv i fare, at rydde faren af vejen, især da både hans plankeværk og hans pøl har gjort voldsomme indgreb i det offentliges rettigheder.

Så overbevist man derfor er at denne uorden snarest vil blive afhjulpen, så stort hån nærer man tillige til at se et andet onde standset, som er forbundet, om ikke med stor fare, så dog med stor ulempe.

Vejen til fælleden og videre til Kongens Enghave har nemlig i mange år, især i de fugtige årstider, næsten være ufremkommelig. Så længe den høje magistrat på kommunes vegne lejede disse tørre jorder bort til græsning, fik kæmnerkassen vel intet til overs til at forbedre vejen for. Men da jorderne nu er bortforpagtede til agerdyrkning og forpagtninger efter sigende skal være indbringende, så tør man såvel på forpagternes som på kommunekassens vegne håbe at den sidste vil gribe de første under armene og lette dem deres arbejde ved at anlægge en forsvarlig markvej. Rigtig nok vil kassen i de første år være nødt til at undvære den nyligt opnåede fordel. Men den kaster ved at anvende sine midler til vejforbedring dog kun en pølse efter skinken. Jo mageligere, jo bekvemmere nemlig forpagteren når sine agre med harve, plov og især møgvognen, jo lettere han kan få sin høst hjem desto mere umage og flid vil han gøre sig for at bringe sine temporære ejendomme til den mulig højeste grad af frugtbarhed, det er til den højeste fordel for sig selv. Men ligger der ham eller bliver der lagt ham, hindringer i vejen, så vil han blot sørge for at dække sine udgifter uden at tænke på forbedringer, og efter at forpagtningsårene er omme, vil jorden bære tidsler som før, ifald den ikke er så udmarvet at den næppe kan bære dem mere.

Det kan vel næppe være nogen tvivl underkastet at de mænd som nu har en del af jorderne i forpagtning på de tider de ikke nødvendigvis selv bruger deres heste og vogne, med fornøjelse ville gøre kørsler til dette tilsigtede mål, da det jo var til deres egen fordel. På denne måde kunne hovedstadens indbyggere håbe inden få år at se den nøgne Vester Fælled forvandlet til en frugtbar kornmark hvorved kommunekassen nok ikke ville tabe.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9699-9703)

Farligt Ukrud paa Vesterfælled.

Når man i år på Vester Fælled betragter ukrudtet af tidsler og kragetorn, og har lagt mærke til hvor meget det i de to sidste år er tiltaget, så kan man med sandhed sige: hvad vil der i fremtiden blive af denne fælled når dette onde således tager overhånd? Da græsningspengene vist ikke kan siges at være ubetydelige, så tror man at der bør gøres noget for at vedligeholde en god græsgang, og man tør vel gøre sig håb om at dette onde afhjælpes, hvorved kreaturerne ville kunne fødes langt bedre end nu. Da intet skridt til ukrudtets udrydning er bekendt, så vover man at gøre de ansvarlige opmærksomme på at nu var det nok den bedste tid at lade tidslerne afhugge og bortføre. For frøet er nu så modent at det ved mindste vindpust føres på de tilgrænsende parceller, hvilket vist ingen kan nægte er til stor skade for parcellisterne. Hvad kragetornen (ononis spinosa) angår, da er det vel sandt at det er af den slags ukrudt der ikke let lader sig udrydde, men at det kan udryddes, derom tvivler man ikke, når man kun begynder derpå. Betræffende ukrudtet som står på begge sider af vejen i grøfterne var det også godt om man lod det afhugge ved samme lejlighed.

(Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te August 1823, s. 6504-6506)

Medynk over kreaturernes Græsning paa Fællederne.

Indsenderen ser med græmmelse hvorledes tusinder mennesker i alle retninger strejfer omkring på fællederne, og nedtræder græsset for de sultende kreaturer som dertil ikke gives fred til at æde for de mange kåde drenge der jager efter dem. Der findes jo promenader nok endda, så at fællederne vel burde spares for modvillig ødelæggelse.

Man undres over at dette misbrug ikke alt for længe er påtalt af dem der betaler græsningen som let kunne og burde forebygges ved offentligt at forbyde denne promenade, og med mulkt at straffe overtræderne. Hvorfor der måtte holdes nogle ridende opsynsmænd hvem mulkten kunne tilfalde. Anmelderen har ingen videre interesse end den at gave det almindelige bedste.

(Politivennen nr. 388. Løverdagen den 7de Junii 1823, s. 6294-6295).

Et Ønske til Gavn for Stadskvæget.

Det var højst gavnligt for stadens fælleder og tilstødende marker at de på fællederne og grøfterne om samme nu i mængde opvoksende tidsler blev hugget om før de modnes og frøet af samme da flyver på de dele af fællederne som dette tiltagende ukrudt endnu har forskånet. Kreaturerne på fællederne er så mange, og betaling for disse så stor at dette kan håbes, da græsningen er ringe nok.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 226, 21. august 1802, s. 3606-3607)