Vejen til Vesterfælled.

I vore tider hvor et årvågent politi lader det sig være magtpåliggende at forebygge eller hæmme hver uorden mens den høje magistrat anvender alt for at residentens indbyggere bekvemmeligheder og uskyldige fornøjelser ved snart at sætte ufarbare veje i stand, snart at anlægge nye spadsereveje og plante træer mod solheden, eller sætte bænke på offentlige lystgange til hvile for den trætte, gamle eller syge vandrer, vil vist nok et beskedent ønske til begge disse høje autoriteter ikke forfejle sit mål.

Det er vejen til Vester fælled indsenderen der ikke elsker stimmel eller vrimmel og derfor undertiden vælger den til sin lystvandring, herved vil meddele et par bemærkninger om.

Så snar man er kommet gennem porten hvorpå der står: "Indkørsel til Vester Fælled" træffer man til venstre hånd på et næsten mageløst plankeværk. På dette forrådnede plankeværk hviler en betydelig stabel mursten fra gården af som truer med hvert øjeblik at styrte ud på vejen. Dagligt passerer både gående og kørende her forbi og er udsat for de uberegneligt onde følger et sådant fald ville føre med sig.

Uden tvivl er kun den afsondrede beliggenhed årsag til at politiet ikke har budt en mand der så længe har sat sine medborgeres liv i fare, at rydde faren af vejen, især da både hans plankeværk og hans pøl har gjort voldsomme indgreb i det offentliges rettigheder.

Så overbevist man derfor er at denne uorden snarest vil blive afhjulpen, så stort hån nærer man tillige til at se et andet onde standset, som er forbundet, om ikke med stor fare, så dog med stor ulempe.

Vejen til fælleden og videre til Kongens Enghave har nemlig i mange år, især i de fugtige årstider, næsten være ufremkommelig. Så længe den høje magistrat på kommunes vegne lejede disse tørre jorder bort til græsning, fik kæmnerkassen vel intet til overs til at forbedre vejen for. Men da jorderne nu er bortforpagtede til agerdyrkning og forpagtninger efter sigende skal være indbringende, så tør man såvel på forpagternes som på kommunekassens vegne håbe at den sidste vil gribe de første under armene og lette dem deres arbejde ved at anlægge en forsvarlig markvej. Rigtig nok vil kassen i de første år være nødt til at undvære den nyligt opnåede fordel. Men den kaster ved at anvende sine midler til vejforbedring dog kun en pølse efter skinken. Jo mageligere, jo bekvemmere nemlig forpagteren når sine agre med harve, plov og især møgvognen, jo lettere han kan få sin høst hjem desto mere umage og flid vil han gøre sig for at bringe sine temporære ejendomme til den mulig højeste grad af frugtbarhed, det er til den højeste fordel for sig selv. Men ligger der ham eller bliver der lagt ham, hindringer i vejen, så vil han blot sørge for at dække sine udgifter uden at tænke på forbedringer, og efter at forpagtningsårene er omme, vil jorden bære tidsler som før, ifald den ikke er så udmarvet at den næppe kan bære dem mere.

Det kan vel næppe være nogen tvivl underkastet at de mænd som nu har en del af jorderne i forpagtning på de tider de ikke nødvendigvis selv bruger deres heste og vogne, med fornøjelse ville gøre kørsler til dette tilsigtede mål, da det jo var til deres egen fordel. På denne måde kunne hovedstadens indbyggere håbe inden få år at se den nøgne Vester Fælled forvandlet til en frugtbar kornmark hvorved kommunekassen nok ikke ville tabe.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9699-9703)