Der er næppe nogen offentlig og tillige ubetinget nødvendig foranstaltning som påligger Københavns stads- eller amtsøvrighed der er ført flere og alvorligere besværinger over end mangel af denne vejs vedligeholdelse.
Gennem flere år er der næppe noget forløbet uden at dette blad har talt vejens sag. Men alt har været uden følger, indtil forrige år da noget håb syntes at smile.
I dette blads nr. 772 blev det nemlig vist at vejen er aldeles ufremkommelig for vogne og avlsredskaber. - Skønt den er den eneste vej til Vester Fælled - at retfærdigheden kræver at når forpagterne af stadens jorder skal svare afgift af samme, må der også skaffes dem vej til jorderne. At stadens kasse muligvis taber ikke ubetydeligt i forpagtningsafgift - fordi vejen er ufremkommelig.
Dette og mere som der blev gjort opmærksom på, syntes også omsider at have bidraget til at man tog sig af sagen. For kort efter blev der averteret at vejens istandsættelse var takseret, og at licitation over arbejdets udførelse skulle afholdes på endog navngivne mænds regning. Man så i det mindste en af disse mænd protestere mod arbejdets udførelse for hans regning, og så vidt indsenderen bekendt, blev heller ikke nogen licitation afholdt, lige så lidt som man siden hørte noget om denne sag.
Den er imidlertid af megen vigtighed. Stadens magistrat har hidtil vedligeholdt den tillid at den ufortrødent arbejder på at fremme stadens og dens borgeres tarv. Den har vundet borgernes og indbyggernes taknemmelighed for de mange forskønnelser, den har skænket staden og dens omegn.
Men sammenligner man stadens ydre forskønnelse med vejen over Vester Fælled til Enghaven, da må enhver falde i forundring over at man tåler en sådan kontrast ved siden af de mange fortræffelige veje og spadseregange, og den som ved at der i en flere år er skrevet så meget og ført så mange besværinger over denne vej, vil ikke kunne finde nogen grund til at man lader vejen blive i dens halsbrækkende tilstand. For vitterligt er det at man har måttet lade køretøj blive stående på vejen på grund af dens ufremkommelighed. At meget vogntøj er sønderbrudt på samme. Ja! at man hverken til fods eller til hest har kunnet befare den.
Mindes man at det om sommeren er en af de skønneste promenader om staden, ved man at Vester Fælled er bortforpagtet og at kun stadens beboere har adgang til at leje disse jorder, da bliver man i forlegenhed for hvad man skal tro om hele sagen. For om nogen endog ville være så utaknemmelig at antage at det, strikt mod den allerede berørte opmærksomhed for stadens indbyggere, skulle være magistraten ligegyldigt om disse kunne profitere af denne smukke vej, så mener indsenderen at det dog påligger magistraten som på stadens vegne, reræsenterende ejer, at skaffe forpagterne af vester Fælled passabel vej til de lejede jorder. At stadens værdighed ikke kan tillade at denne sag tåler endog det allerringeste ophold *), om endog amtet (under hvis ressort vejens vedligeholdelse ifølge de førnævnte bekendtgørelser, forudsættes at høre), eller de vejpligtige måtte finde regning ved at lade den gå i langdrag. At det ikke er aldeles pasende at de øvrige borgere gennem stadens kasse, hæver afgift af jorder som forpagterne, deres medborgere, ikke kan benytte i overensstemmelse med forpagtningsbetingelserne. Derimod henstiller man til højere bedømmelse om det i mangel af en kortere fremgangsmåde ikke måtte stemme med stadens værdighed og borgernes tarv at magistraten behandlede amtet, eller hvem forsømmelsen påhviler, som privatmænd under lige omstændigheder ville behandle hinanden, det er: lod af lands-, over- samt hof- og stadsretten (for magistraten er selv part) på lovlig måde udnævnes mænd til at syne og taksere vejen, og forsatte overslag over bekostningerne ved istandsættelsen, lod derefter notarius publicus præsentere amtmanden, eller andre ansvarlige, denne forretning og opfordre til vejens uopholdelige istandsættelse, med tilkendegivende at det i mangel heraf, skete for amtets eller vedkommendes regning, og derefter lade arbejdet bortliciteres og siden søge vedkommende til betaling.
Skulle imod forhåbning hverken stadens eller amtets øvrighed kunne tage sig af sagen, udbeder man at det kongelige rentekammer under hvilket vejvæsnet i almindelighed hører, gunstigt ville betvivle denne vejs istandsættelse mod regres tl vedkommende, og derved befri de borgere hvis stilling gør det nødvendigt at have jorder for den bekymring de i så mange år har haft, for at få det første og fremmeste lovene hjemler hver mand: ret og skel.
C. Møller.
*) Uagtet det gode vejr var vejen den 18. maj næsten ufremkommelig hinsides vejen til gamle pesthus.
(Politivennen nr. 803, Løverdagen den 21de Mai 1831, s. 357-362)
Redacteurens Anmærkning.
Næsten et helt nummer af Politivennen, nr. 829, 19. november 1831, s. 791-804 var helligt området og istandsættelsen af vejen, skrevet af premierløjtnant i vejkorpset, L. Jacobsen og andre. Han var en af ejerne på Vester Fælled og var blevet indkaldt til et åstedsmøde. Han havde påpeget at der var alt for meget vand til at anlægge en vej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar