07 oktober 2023

Hans Olaf Bjørløw (1871-1935). (Efterskrift til Politivennen)

H. O. Bjørløw var oprindelig fra Sande i Norge, og kom 1892 til Danmark. Han arbejdede i garverfirmaet Trautner & Søn i Sorø, senere nogle år værkfører hos garverme­ster Chr. Lasson i Vejle. Herefter startede han sin egen virksomhed. Han var den 16. marts 1898 sammen med andre erhvervsfolk indenfor læder- og skindbranchen med til at grundlægge Chromlæderfabrik A/S i Sankt Jørgens Gade 1 (nu Valby Tingsted) i Valby. Fabrikant Otto Klenow (1855-1923) ledede selskabet. Bjørløw købte ejendom i Trekronergade i 1914. Den 1. januar 1926 blev søn­nen Gunnar Bjørløw optaget i fir­maet, der i 1933 omdannedes til et aktiesel­skab. H. O. Bjørløw var bestyrelsesformand, Gunnar Bjørløw administrerende direktør. Da H. O. Bjørløw døde, indtrådte sønnen S. E. Bjørløw i direk­tionen.


H. O. Bjørlow - på gravstenen står dog Bjørløw.

Fabrikant Bjørløw boede i 1920 på skovbogårds Alle 6, Valby.


Fabrikant Bjørløw.

H. O. Bjørløws Chromlæderfabrik I Valby fejrer i disse Dage sit 25 Aar Jubilæum. Indehaveren er født i Norge, men kom efter at være uddannet i Garverivirksomhed her til Landet, hvor han bl. a. en Tid var knyttet til det kendte Garverifirma Trautner & Søn i Sorø. I 1898 etablerede han sig som selvstændig Garvermester her.

Han begyndte med et beskedent Fedeskindsgarveri, som han efterhaanden drev i Vejret. I 1905 tog han som en af de første fat paa Eksperimenterne med Minerallæder ved at garve Skindene med Chromiltesalte i Stedet for med Bark. Efter nogle Aars Eksperimenteren naaede Bjørløw saa vidt frem, at hans Virksomhed staar som en af de første herhjemme paa dette Område.

I 1914 byggede Bjørløw, som i de mellemliggende Aar havde erhvervet sig Indfødsret, sin store, moderne indrettede Fabrik i Valby. Allerede i 1917 blev det nødvendigt at udvide Virksomheden her. I de senere Aar har Fabrikant Bjørløws to Sønner Gunnar og Sven taget Del i Arbejdet.

(København 17. marts 1923)


Sønnen Gunnar Bjørløw (1900-1985) blev udlært i faderen H. O. Bjørløws kromlæderfabrik, og i USA hvor han opdagede ny viden om læderbehandling. 1926 fik han borgerskab som garvermester og blev samme år medindehaver af firmaet. Broderen Sven Bjørløw (1905-1995) sluttede sig til i 1929. 1933 blev H. O. Bjørløw Chromlæderfabrik omdannet til et familieaktieselskab hvor Gunnar blev merkantil, broderen Sven teknisk direktør. Gunnar trådte tilbage som direktør for virksomheden 1969.

Efter Otto Klenows død over­toges ledelsen af virksomheden af hans ældste søn, Paul Klenow (1885-1949). I 1932 om­dannedes virksomheden til et aktieselskab, og i 1937 blev der foretaget en sammenslutning med Ørholm Læderfabrik, hvis fabrikation overflyttedes til Dansk Chromlæderfabrik A/S. Efter Paul Klenows død i 1949 tiltrådte bro­deren, civilingeniør Lennart Klenow (f. 1897) som direktør. 

Se endvidere:

John M. Eriksen: Valbys Garverier i miljøhistorisk sammenhæng. Om "de fra garveriets usunde stoffer, der frembringer ilde lugt.". I Historiske meddelelser om København, 2001, 5, s. 129-140.

Bjørløws gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar