In memorian Marcus Rubin
Landstingsmand Schovelin giver en Karakteristik af afdøde Nationalbankdirektør Marcus Rubin.
Marcus Rubin var en ærgerrig Natur. Allerede som purung var det ham som Don Carlos en Hjertepine endnu ikke at have gjort noget for Udødeligheden. Han vilde huskes. Saa højt begavet han allerede var som Dreng og Yngling, var han Barndomshjemmets Lys og Haab, og han følte det hele sit Liv igennem, som der i hans store Evner laa et ham betroet Hverv til at kaste Glans over Familienavnet, ridse det ind paa Sagas Tavle. Skal man udtrække et Facit af hans Liv, maa det ogsaa siges, at han naaede dette: han blev inden sin Død en navnkundig Mand og efterlader sig Værker, som vil blive staaende ned gennem Tiderne.
Men han vilde mere end at mindes efter sin Bortgang, bevare sit Navn fra Forglemmelse og Udslettelse. Han vilde ikke alene leve i Eftermælet, men skabe sig Ry og Magt i levende Live. Han var fyldt af en hed Stræben efter at komme frem i første Række, samle Udmærkelser, udøve Indflydelse. Han var en brændende Tornebusk, han vilde lyse som en Bavn for sin Tid og sit Samfund. Denne sidste Ærgerrighed kom ofte den første og største i Vejen. Det ser for menneskelige Øjne ud, som han kunde have udrettet endnu langt mere, om han havde begrænset sig, om ikke der i ham havde kriblet en ustyrlig Lyst til at spille med i Døgnets store Brikspil, og helst gøre de store Træk. Derfor vovede han sig frem til at prøve en Udsoning mellem Tyskland og Danmark paa Bekostning af vort sønderjydske Odelskrav, derfor helmede han ikke, før han fik erobret sig høje Samfundsstillinger, som gav ham Ret til praktisk Indblanding i nogle af Nationens vigtigste Anliggender, derfor lod han sig gøre først til Generaldirektør for Skattevæsenet, siden til Nationalbankdirektør uden fuldelig at kunne magte nogen af de Opgaver, som han der paatog sig. Hans i sin Tid meget omdebatterede Artikel i "Preussische Jahrbücher" var et aabenbart Misgreb, selv en Større vilde her have hentet sig et Nederlag, og liv ad der senere er sket, viser med skærende Tydelighed, hvilket utroligt Fejlsyn han gjorde sig skyldig i. Som Generaltolddirektør viste han en iøjnefaldende Mangel paa Administrationstalent og en bureaukratisk Stivhed, som man paa Forhaand vilde have troet laa den kloge, kritiske og oprindelig frisindede Mand ganske fjern. Og som Nationalbankdirektør bar han et tyngende Medansvar for den skæbnesvangre Inflation, som har forringet den danske Krones Værdi og stillet Danmark i Rækken af Europas valutasvage Stater.
Dette sidste er det mærkeligste, fordi det psykologisk er saa vanskeligt at forklare. Ingen har med større Lærdom og Fynd end Rubin paavist, hvad Skade en Svækkelse af et Lands Pengevæsen kan volde, paavist det slaaende og uigendriveligt for vort eget Fædrelands Vedkommende, saavel i sin Bog "1807-14" som i "Frederik den Sjettes Tid". Ingen har skarpere belyst, hvorledes et Lands Seddelbank selv under de for Land og Folk farligste Omstændigheder bør holde sig uafhængig af Regeringens Krav, og hvilken Bedrift det derfor var, da man herhjemme i sin Tid skabte Nationalbanken som et privat Pengeinstitut, der først og sidst skulde have den ene Opgave for Øje at holde Landets Mønt paa Højde med Verdenspariteten. Og saa skulde det netop falde i hans lod, da han omsider fik Lejlighed til i Praksis at demonstrere sin studievundne Opfattelses Gyldighed, at ligge under for den samme Svaghed, som, da han syslede med Fortiden, forekom ham saa fordømmelig - det skulde helt blegne i hans Erindring, at Nationalhankens fornemste og uafviselige Opgave var at holde vort Pengevæsen paa et højt og hæderligt Standpunkt, og derfor med Fasthed afvise enhver Fristelse til at lade sig lokke bort fra denne Nationalbank-Dydens lige Kongevej.
Man kunde have undt Rubin, om en naadig Skæbne havde bevaret ham herfor, desto mere helstøbt vilde hans Personlighed have staaet for Eftertiden. Det er da som Forfatter, hans Navn vil leve. Som Generaldirektør for Skattevæsenet har han vel indlagt sig stor Fortjeneste paa Lovgivningsarbejdets Omraade, og hans Andel f. Eks. i Toldloven af 1908 tjener ham til Ære. Men hans Livs største Indsats var som historisk og nationaløkonomisk forfatter. Han var begge Dele: hans nationaløkonomiske Viden befrugtede hans historiske Opfattelsesevne - hans historiske Sans gav Baggrund for hans nationaløkonomiske Studier. Han vidste at vurdere tidligere Tiders finansielle og erhvervsmæssige Tankegang og Teknik, han forstod at trænge til Bunds i fjerne Foreteelsers indre økonomiske Mekanisme, han kunde som ingen anden sætte sig ind i, hvad det egentlig var, der foregik herhjemme for Menneskealdre siden paa de Felter, i hvis Nutidsvæsen han havde vundet Indsigt. Derfor er hans ovennævnte Bøger ogsaa blevet Standardværker, byggede op som de er paa omhyggelige og dybt pløjende Arkivstudier. Hans Livsgerning var at grunde den nationaløkonomiske Historieskrivning for Danmarks Vedkommende - man sammenligne blot hans Værker med Nathansons tunge og tumultuariske Ekscerptsamlinger, og man vil forstaa, hvilket uhyre Fremskridt Rubins Skrifter betyder.
Langt mindre sikker var han, naar han skulde skildre Personligheder, Det vilde være uretfærdigt at nægte, at han helt savnede artistisk Sans: der kunde godt af og til komme baade Flugt og Fynd over hans Stil, og hans Sprog blev efterhaanden mere og mere frigjort for Almindeligheder og Konveniens. Men han var og blev nu en Gang ingen Portrætmaler, det skortede baade paa Tegning, Omridsets Sikkerhed og paa Farvegivningen. Udseendets Livagtighed - ja, undertiden kunde han ganske forse sig paa Modellen, som om han havde en Splint af Troldespejlet i Øjet. Saaledes gik det ham især overfor A. S. Ørsted, paa hvis Storhed han ejendommeligt nok aldeles ikke havde faaet Kig.
Dette udelukkede ikke, at der Gang paa Gang i hans Bøger kan findes rammende og beske Udtryk ogsaa i Personskildringerne, men hans Styrke var og blev at gøre Rede for Begivenheder og Udviklingsrækker, ikke for de ledende Personligheder Andel deri.
Han havde to store Held i sit Liv. Det første var, at da han var blevet en ung "lovende" statsvidenskabelig Kandidat, satte daværende Professor N. C. Frederiksen ham paa "Rendebanen" (som Rubin selv har udtrykt det) ved ret tilfældigt at anbefale ham til Borgmester Fenger, som ønskede en ung Statistiker ansat i sin Tjeneste - og da han kom op til denne gamle nationalliberale Stormogul, paa hvem han næppe ved første Øjekast har gjort noget bedaarende Indtryk (af Joseph Michaelsens Erindringer véd man, at Fenger nærede stor Aversion mod Jøder), kunde han besvare dennes Spørgsmaal om, hvorvidt han stod i Vejviseren, bekræftende. Derved var hans Ansættelse given. Men nu kom det afgørende - han forstod med sin Iver og Duelighed at udnytte denne Chance, saa at der faa Aar efter af denne spæde Begyndelse var vokset op et helt nyt kommunalt Kontor for Statistikoptagelse, og for dette blev han den selvskrevne Leder.
Han var kommet paa sin rette Hylde: deri bestod hans Livs store Held. Thi han var en fremragende Statistiker, forstod at samle Tal, læse tal, atter og atter omgruppere dem, saa at de til sidst udleverede ham deres Hemmelighed. Da han derfor senere blev Chef for Statens statistiske Bureau, i en Alder af blot 41 Aar, og saaledes fik den videst mulige Tumleplads for sit Talent, taler særdeles meget for, at han her burde have slaaet sig til Ro, thi denne Egenskab ydede han ganske ubetinget sit Ypperste, og hvor naturligt kunde det ikke have været forenet med Dyrkelsen af historiske Studier.
Det var hans andet store Held, at han blev bragt ind paa disse. Paa det Tidspunkt, hvor det skete, var han egentlig gennem sit Medarbejderskab med Professor Westergaard i Færd med at blive drejet ind i en blind Gyde. Han imponeredes af denne Forskers, med hans særlige Begavelses Art saa nøje stemmende Tilbøjelighed og Trang til at gøre Statistiken og helst ogsaa Nationaløkonomien til en Slags eksakt Videnskab og spildte mangen en møjsommelig Morgentime paa at sætte sig ind i den højere Matematik. Saa fik han heldigvis Kaldet til at blive Historieskriver - han blev opfordret til at løse den af Hvidt stillede Opgave; at skrive Københavns Historie, og blev derved bragt ind paa den Arbejdsmark, hvor han skulde høste sine største Triumfer. De udmærkede Historikere Erslev og Fridericia var hans Ungdomsvenner, og han havde gennem Omgangen med dem baade faaet Kærlighed til Historieforskning og vundet Indsigt i dennes Metode, lært Betydningen af stadig at gaa direkte til Kilderne og i hvert enkelt Tilfælde prøve disse nøje. Og endnu en Gang viste det sig, at han var kommet paa den rette Hylde.
Hans Samfundsinteresser var imidlertid saa vidtomspændende, hans Aand saa urolig, hans Arbejdstrang saa voldsom, hans Virkeevne saa frodig, at han ikke kunde nøjes hermed, men vilde og maatte tage levende Del i Døgnets Gerning - didhen hvor som sagt ogsaa hans Ærgerrighed vinkede ham. Naturligvis gjorde han ogsaa her i mange Maader bedre Fyldest end de fleste, da han ej alene havde en hastig Opfattelsesevne, men var tjenstivrig, grundig og Mand. Der var Lidenskab hvad han gjorde - og er dette, som vor største Tænker har sagt, den egentlige Kraftmaaler, kan man for saa vidt ogsaa vurdere hans Embedsgerning højt. Men man maa da ogsaa tage Reversen med: naar Lidenskaben griber fejl, griber den netop mere afgørende fejl, end Lunkenhed og Forsigtigpeteri nogensinde kan præstere.
Rubin havde ikke Sympatiens Gave, var ingenlunde umiddelbart vindende. Til Tider, ja, forøvrigt, i ikke helt sjældent, kunde han endog irritere anderledes tænkende Mennesker artigt. Stødte man sammen med ham i Tvekamp, fægtede han, saa der stod Gnister af Klingen og skaanede ikke sin Modstander. Bagefter, i Samvær med ham, kunde han derfor godt være smilende og fornøjelig og imødekommende godmodig. I Grunden var han et brillant Menneske: kærlig som Søn, kærlig som Broder, kærlig som Ægtefælle, kærlig som Fader, fin og trofast som Ven. Kommet fra et gammeldags patriarkalsk Hjem bevarede han sit Liv igennem paa Faamands-Haand en vis Hygge og Humor i sit Væsen. I sin fejre Manddom var han desuden sprudlende rig paa pudsige og originale Indfald - sikkert har ingen, som har kendt ham nøjere, kunnet undgaa at lære meget af ham. Dette sidste vil da ogsaa jeg med Tak erkende ved hans Grav.
Jul. Schovelin.
(Nationaltidende 7. marts 1923, 2. udgave).
Marcus Rubins Jordefærd.
En smuk Højtidelighed paa Mosaisk Vestre Kirkegaard.
Vod en stilfærdig, men smuk Højtidelighed blev Nationalbankdirektør Marcus Rubin i Gaar ført til sin Grav paa den Mosaiske Vestre Kirkegaard.
Den hvide Kiste var nænsomt smykket med lila Primula, hvide Syrener og mørkerøde Roser, og foran den var henlagt en pragtfuld Blomsterdekoration med signerede røde og hvide Baand fra Hs. Maj Kongen. løvrigt var der sendt en overvældende Mængde Blomster og Kranse til Baaren, og mange af dem bar signerede Silkebaand, hvide, blaa, røde og lila . .
Signerede Kranse.
Foruden fra Kongen var der til Marcus Rubins Kiste sendt signende Kranse fra: Nationalbankens Direktion og Repræsentantskab, Bankens Personale, Departementet for Told- og Forbrugsafgifter, Skattedepartementet, Københavns Diskonto- og Revisionsbank, Dansk historisk Forening, Feriehjemmet "Nebs Mølle", Landmandsbankens Direktion, The national City Bank of New York, Staden Københavns statistiske Kontor, Nationalbankens Filial i Aalborg, i Nykøbing og i Kolding, Nationaløkonomisk Forening. Det kgl. danske Videnskabernes Selskab, Kvindelig Idrætsforening, Koloniallotteriet, Direktionen for det danske Koloniallotteri, Gyldendalske Boghandel, Magistratens 1. Afdeling, Carlsberg Bryggerierne, Statsprøveanstalten. Norges statistiske Central Bureau, København Handelshank, "Politiken"s Redaktion, Carlsbergfondet, Haandværkerbanken, Det statistiske Departement, Filialbanken i Flensborg, Den kgl. Mønt, Norge Bank. Bankkontoret i Aarhus, Embedsmænd ved Nationalbanken Filial i Odense o. m. a.
Navne af Følget.
Naturligvis var hele Nationalbankens Direktion mødt sammen med de fleste af Repræsentantskahets Medlemmer med Baron Rosenkrants i Spidsen.
løvrigt nævner vi af de Tilstedeværende: Statsminister Neergaard, Kabinetssekretær, Kammerherre Krieger, Overpræsident, Kammerherre de Jonquéres, fhv. Handelsminister Tyge Rothe. Folketingsmand Zahle. Bankdirektør Hassing Jørgensen, Folketingsmand, Dr. Munch, Borgmester H. C. V. Muller, Borgmester Jensen, Raadsformand Gustav Philipsen, Generaldlrektor Michael Koefoed, Departemenschef Vedel, Professorerne Niels og Harald Bohr, Direktør Mik-Meyer, Overretssagfører Lachmann. Overretssagfører Axel Bang, Grosserer Jacob Melchior, cand. phil. Herman Grün. Dr. phil. C. Holhr. Departementchef Schlichtkrull, Redaktør Cavling, Rigsarkivar, Dr. Kr, Erslev, fhv. Overrabbiner, Professor Simonsen, Direktør Weimann, Store Nordiske, Direktør P. Lofinga, Professor, Dr. jur. Bentzon, Overretssagfører Heilbuth, Højesteretssagfører Henriques. Direktør Axel Abrahamsen, Vekselerer Lamm, Raadhuaarkivar Axel Lindvald, Arkitekt Lorenten og Professor Aage Friis.
Fra Kapellet til Graven.
Højtideligheden indlededes med at Hr. Albert Høeberg sang "Lyksalig lyksalig - " og derefter reciterede gamle Kantor Grossmann "Hazur Tornin"
Frk. Philip spillede en Violinsolo, og til sidst sang Hr. Høeberg igen - nogle Vers, skrevet af en Slægtning af den Afdøde:
Som Lov, der hvælves mod Himlens blaa,
vil dale for Høstens Vinde,
det funklende Øje, som langt ud saa,
sig lukker i Dødens Blinde;
den virksomme Hjerne gaar tungt i Slaa,
og Manden er kun et Minde ....
Koret sang de sidste Strofer af "Fred med dit Støv - ", medens de sorte Ligbærere fjernede Blomstervældet fra Kisten, saa det hvide Klæde, hvorpaa den stod, kom helt til Syne.
Langsomt bar Medlemmer af Nationalbankens Repræsentantskab Kisten ud af Kapellet,og forrest gik den gamle, graa Overbedemand i sin lange, sorte Kappe, visende Vej til Graven. Efter Kisten, i Spidsen for det støre Følge, kom Kantoren, syngende hebraiske Bønner.
Graven, hvor Fru Kaja Rubin for fjorten Aar siden blev stedt til Hvile, laa lige op ad den vedbendklædte Kirkegaardsmur. Her stod den Afdødes Søstersøn, Kontorchef Cohn fra Statistisk Departement, frem for at give Udtryk for Familiens Tak og for at sige nogle Mindeord over Marcus Rubin:
- Nu sover han her ved sin elskede Hustrus Side. Han fik udført et nyttigt Arbejde for sit Land. For ham var Arbejdet det daglig Brød, som mætter ved Arbejdets Velsignelse. Sent vil vi glemme hans muntre Sind. Han hadede Fusk og forlangte Redelighed i alt Arbejde og al menneskelig Færd - først og fremmest af sig selv. Han lod sig ikke narre. Faa havde en saa usvigelig Evne som han til at skelne mellem ægte og falske Værdier. Slægten og Samfundet vil savne ham og altid mindes hans Pligt troskab og ærlige sind.
Kisten sænkedes, og mange var de, der bragte den Døde en sidste Hilsen ved at kaste Jord paa Graven.
Saa spredtes den store Sørgeskare, og snart var der øde og stille på den lille Kirkegaard.
Clerk.
(Nationaltidende 12. marts 1923)
Marcus Rubin.
Erik Arup
Marcus Rubin døde 6. marts 1923, dagen efter hans fyldte 69. aar. I ham mistede dansk aandsliv en fin, livlig, glimrende intelligens, en omfattende viden og en stor arbejdskraft. Videnskabeligt og praktisk arbejde fyldte hans hele liv, og dette formede sig saaledes, at han paa usædvanligt mange omraader kunde stille sit arbejde i sit lands tjeneste. Rubin var som saa mange danske mænd af jødiske slægter fast samlevet med det danske folk. Meget faa i hans levetid kendte vort folk, dets egenskaber, dets arbejdsvilkaar, dets sammensætning, dets fortrin og fejl saa nøje som han. Hans egenartede personlighed bevirkede vel, at han ikke fik tag i videre kredse; den kreds, han sympatiserede med og som sympatiserede med ham, bestod væsentligt af nogle faa danske historikere: Erslev og Fridericia, Aage Friis og I. P. Jacobsen. Trofast mod disse venner og altid villig til at arbejde for dem var Rubin ligesaa trofast mod og villig til at arbejde for Danmark, villig dertil i en grad, der tilsidst endog udsatte ham for nationalistiske kredses lave beskydning om ikke at være dansksindet, skønt den artikel i Preussische Jahrbücher, der gav anledning dertil, var skrevet efter opfordring af og godkendt af det danske udenrigsministerium.
Marcus Rubin var i alt, hvad hans intelligens og arbejdskraft drev ham til at foretage sig, en nybegynder. Hans særlige anlæg førte ham til at søge uddannelse i de økonomiske og sociale videnskaber, han blev en nyskaber, først af Københavns kommunes, senere af den danske stats statistik; han blev derefter den danske skatte- og toldetats øverste leder. Den indsigtsfuldhed, han derved erhvervede sig, gjorde, at han fik betroet vigtige statshverv; han var hovedmanden for udarbejdelsen af skattelovene af 1903, og han var i 1908 Danmarks første repræsentant i forhandlingerne om en handelstraktat med Tyskland; han endte ligesom C. N. David og Moritz Levy sit liv som direktør for den danske nationalbank.
For dansk historisk forskning er hans betydning den, at han ogsaa her var en nybegynder; han skrev det første værk om dansk økonomisk historie. Oprindelig var det kun tænkt som et værk om København. Til minde om L. N. Hvidt, den gode københavnske borger, var der i sin tid udsat en pris for en skildring af Københavnshistorie i tiden mellem 1807 og 1857; 1889 fik Rubin opfordring til at skrive dette arbejde; deraf blev først hans 1807— 1814 (1892), derefter hans Frederik 6.s tid (1895). Disse arbejder fik deres særpræg derved, at deres kerne var en skildring af tidens økonomiske forhold og historie; fra dette faste grundlag betragtede Rubin udviklingen i hovedstaden og i hele landet. Det var i virkeligheden et helt nyt og moderne synspunkt, der derved indførtes i dansk historieskrivning, og Rubins fortrinlige uddannelsesom statistiker og nationaløkonom gjorde ham særlig skikket til at føre dette nye synspunkt frem. Men den interesse for forskning i dansk historie i det hele taget, der, som Erslev har fremhævet det i sin smukke mindetale over Rubin i Videnskabernes Selskab, havde besjælet Rubin helt fra de unge aar, tilskyndede ham til noget hastigt at føre sin fremstilling ud herover til en bred skildring ogsaa af Danmarks hele politiske historie i tidsrummet, ja endog af dets aandsliv og almindelige kulturhistorie. Da nu Rubin var en glimrende fremstiller og vurderer ogsaa af disse sider, blev ikke blot det værk, de to arbejder tilsammen udgør, grundlæggende, æggende og tankevækkende, men ved saaledes i gerning at paavise den økonomiske histories nøje sammenhæng med den almindelige, vandt Rubin lettere hos de daværende danske faghistorikere anerkendelse baade af de økonomiske synspunkters berettigelse i dansk historieskrivning og af sig selv som virkelig historiker. Imidlertid, netop i de samme aar, da Rubin skrev disse arbejder, var det, at rundt om i de store kulturlande behandlingen af den økonomiske og kommercielle historie ved fremragende forskeres arbejder skiltes ud fra den almindelige politiske historie som en særlig disciplin, der stiller sig sine egne opgaver og derfor, indtil den nogenledes har løst dem, helst bør "undgaa enhver unødvendig sammenblanding med politisk historie, omend dens forsknings resultater vil faa en endog betydelig indflydelse paa opfattelsen deraf. Det kan ikke bebrejdes Rubin, at han ikke helt var klar over, hvorledes denne nye forsknings retning laa; fra dette synspunkt set vilde hans arbejder have vundet og faaet større indflydelse ved, at deres hovedlinje var blevet strengere holdt og hellere videre udviklet, end saa hastigt, paa hans eget historikersinds anfordring, omvekslet i den almindelige histories guld.
Marcus Rubin var i ti aar, 1897—1907, medlem af Dansk Historisk Forenings bestyrelse og har i dette tidsskrift skrevet betydningsfulde afhandlinger om Københavns folketal 1660—1730 (5. R. 111, 487—549), om Fødselshyppighed (7. R. 11, 1—54) og om Sundtoldens afløsning (7. R. VI, 172—311). Desuden udsendte Rubin i 1912 en oversigt over Tysklands Historie siden 18o08 (jfr. li. T. S. R. IV, 245—248) og 1915 Nogle Erindringer. Paa 70-aars dagen for hans fødsel har hans datter, Dr. Lis Jacobsen udsendt en fortegnelse over hans skrifter, afhandlinger og artikler, der mere tydeligt end nogen nekrolog kan gøre det, viser, over hvor vide felter Marcus Rubins aand og arbejde strakte sig, og hvor meget arbejde han har ydet.
(Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 3 (1925)
Marcus Rubins Brevveksling 1870-1922. Udgivet ved Lorenz Rerup. 1963.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar