(Efter indsendt).
På en spadseretur mellem Fredensborg og Frederiksborg den 10. juli fandt vi en gammel udtæret mand ligge i en grøft og drages mod døden. Han var omringet af en del bønderkarle og drenge. Vi bad disse så snart muligt at hente en vogn fra næste bondeby for at få ham bragt derhen da det måske endnu kunne være redning for hans liv. De sagde os at den næste by var Sørup, og at der var en mand som var fattigforstander ved navn Haagen Petersen. Vi fulgte med derhen for at haste på vognen, og konen afslog at sende vognen derhen med tillæg at de kunne ikke modtage alle som styrtede på vejen. Vi gik videre uden nytte. Til sidst kom vi forbi et hus hvori var musik og hvorfra udstrømmede en hoben mennesker. Disse bad vi om hjælp for den stakkels syge, men i stedet for den, fortalte de os at de vidste det for længe siden, at han havde ligget der fra middagen, og at han ikke kunne leve. Imidlertid råbte en ung karl til mængden, lad ham ligge og dø, så kan vi sætte et fold om ham så at svinene ikke skal æde ham, siden melder vi det til præsten som kan gøre med ham hvad han vil, og denne karl var forstander Haagen Pedersens søn. Om faderen besidder mere menneskekærlighed end moder og søn, eller om andre årsager har drevet ham, ved vi ikke, men et par timers tid derefter har han dog da manden allerede var død, hjemført ham og lagt ham i sin lo.
(Politivennen. Hefte 21. Nr. 273, 16. juli 1803, s. 4349-4350)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar