05 september 2016

Skærpet Instrux for Censorerne af trykte Skrivter og Blade.

Det Kongelige Danske Kancelli har den 25. april udstedt og i Kollegialtidende for 27. i samme måned kundgjort følgende instruks for vedkommende embedsmænd til hvem censuren og tilsynet med trykte skrifter og blade er betroet:

"Da foruden anden misbrug af pressen, i den senere tid personlige angreb imod enkelt mand har taget mere og mere overhånd i de offentlige blade, i særdeleshed sådanne, hvis forfattere allerede er dømt for overtrædelsen af Trykkefriheds-Anordningerne, hvilket så meget mere bliver krænkende for de vedkommende, som den disse blade ifølge deraf afgivne påtegning "må trykkes" af menigmand kan anses som hjemmel for de i samme brugte udtryk, så har hans majestæt, for at sætte grænse for dette uvæsen, allernådigst befalet kancelliet at tilkendegive alle de embedsmænd, til hvem censuren og tilsynet med trykte skrifter og blade er betroet, at de, under den dem ved forordningen af 27. september 1799 § 28 pålagte ansvarlighed, på det nøjagtigste har at efterkomme, hvad nævnte forordning og øvrige anordninger har foreskrevet, med hensyn til den dem således betroede forretning. Hvad i særdeleshed angår den i ovennævnte forordnings § 20 påbudne censur over de skrifter og blade hvis forfattere er kendt skyldige i trykkefrihedens misbrug, da ligesom censor ingenlunde er indskrænket til at udslette det som er af den natur at det med vished kan forudses at måtte af domstolene erkendes for strafværdigt, men derimod er berettiget og pligtig til at udslette alt, hvad han selv finder at være utilbørligt, således bør han herved ikke blot tage hensyn til, hvad der kan være fornærmende eller skadeligt for det offentligt, men også tl hvad der kan krænkende eller fornærmende for private med borgere, så at intet tåles der bærer tydeligt præg af æresskænderi eller som kan skønnes, under allegori, ironi eller anden sådan indklædning at gå ud på  at udbrede krænkende beskyldninger mod nogen.


(Politivennen nr. 905, Løverdagen den 4de Maii 1833, s.324-326) 

Redacteurens Anmærkning

Anordningen var en af enevældens reaktioner mod de demokratiske vinde som blæste i det øvrige Europa. I Holsten blev Uwe Jens Lornsen arresteret for at gøre opmærksom på det løfte Frederik 6. havde givet holstenerne i 1815 om en stænderforsamling. Desuden var der startet en halv snes nye blade. (Se fx Kjøbenhavnspostens omtale af Lornsen, 15. juni 1833, s. 464). Et eksempel fra Kjøbenhavnsposten 21. maj 1831 kan måske tjene som eksempel på hvad det var enevoldskongen var irriteret på:
Censur i Odense.I Hempels Avis No. 75, af 17ds., læses følgende:"De bemærkninger om den seneste Toldforordning af 14 April, som have været indførte i Kjøbemhavnsposten, Argus og Apenrader Wochenblatt, og som Censuren ikke tillod blot at omtale i sidste Torsdags-Avis, læses nu udtogsviis i de fleste jydske Aviser. - Saa aldeles forskjellige og hinanden modsigende ere Begreberne om Aanden i den danske Trykkefrihed, uagtet Lovgiveren med saa rene og tydelige Ord har udtrykt samme i følgende gyldne og for den oprigtige Sandhedsven uudslettelige Ord: "Da Vi aldeles ikke ville, at fredelige og oplyste Mænd skulle hindres fra, med Frimodighed og Anstændighed offentligen at tilkjendegive deres Tanker, om hvad der, efter deres Indsigt, kunde bidrage til at fremme det almindelige Bedste; saa skal det ei heller være Nogen forbudt, at yttre sin Mening, angaaende hvad han troer, der kunde være at forbedre eller rette i Landets Love, Anordninger og Offentlige Indretninger." - En Sandhed, som Statens Overhoved saa lydelig har hyldet, vove dens Tjenere ikke at fordømme"
Man begyndte også offentligt at påpege "ulejligheder" ved censuren, fx her i Kjøbenhavnsposten 15. juni 1831:
Censur-Hul i Veile Avis.I det med sidste Post ankomne No. 45 af Veie Avis findes et Censur-Hul, med følgende hosføiede Note af Avisens Udgiver, Hr. Sylvester-Hertz: "Uagtet jeg stedse forhen, skjøndt med megen Uleilighed, har søgt at udfylde de af Censor strøgne Meddelelser, da jeg havde den fulde Overbeviisning, at de saakaldte Censurhuller ikkun gave Læserens Phantasie frit Spillerum til at udfylde den tomme Plads efter Godtbeefindende, saa nødes jeg dog til herefter at følge den temmelig gængse Skik, at lade Pladsen staae aaben, da hverken min egen Tid eller mine Medhjelperes, hvis Antal naturligviis ikkun kan være saare indskrænket, er tilstrækkelig til at bøde paa de hyppige Forandringer. - Det idag udstrøgne Stykke kan iøvrigt behageligt læses i det kjøbenhavnske upolitiske Blad: Handels- og Industrie-Tidenden No. 66."
Dette blev gentaget i Kjøbenhavnsposten 17. marts 1832:
Censur (Meddeelt.). - At Censuren i Danmark ikke foretages efter de samme Grundsætninger overalt, erfarer man nu ogsaa af Veile Amts-Tidende. Meget ofte har dette Blad et eller flere Censurhuller og ligesaa ofte have de strøgnee Stykker forhen passeret Censuren i Kjøbenhavn i andre med det lige privilegerede Blade. I det igaar hidkomne Nr. 21 læses følgende Bemærkning af Udgiveren: "Atter idag er her strøget et Stykke, som Censor i Kjøbenhavn, og vistnok med fuld Føie, tillod at tryktes i et med mit ligeprivilegeret Blad. Jeg nødes til at tie; men appellerer til Loven, Retfærdigheden og den sunde Menneskeforstand." - Det er vistnok tungt, at en Mand, paa hvis Stræbsomhed flere Menneskers Underholdning beroer, saaledes skal see sig indskrænket i sin gavnlige Virksomhed.
Et eksempel på censurhuller kan man fx se i Kjøbenhavnsposten, 12. juni 1832. Vist nok de første af sin slags i denne publikation. Et andet eksempel er 14. marts 1834, under Nyhedspost.

Frederik 6. var irriteret over "skrivefrækheden", og med stramningen af den i forvejen næsten totale censur blev forsøgt at lukke ned for al opposition. Med drelandet (fra 1834) udviklede der sig noget der antydede en opposition til enevælden. Frederik 6. indkaldte til stænderforsamlinger i 1834. 

Den officielle trykkefrihed var i praksis en skrap censur, hvilket også fremgår indirekte af en artikel i Kjøbenhavnsposten, 24. september 1831:

Censur i Danmark

I samme skrift ((nemlig: Präservative wider Revolutionen", min anmærkning) meddeles følgende bemærkning: "I Danmark, den mest suveræne stat i Europa, har allerede længe hersket trykkefrihed, hvorover som bekendt Voltaire allerede til sin tid jublede, og denne åndsfrihed, der i taler og skrifter udtaler sig i hele Danmark, forstyrrer ikke i det ringeste måde den offentlige rolighed. Stolt synger der for den danske:
"Her tankens ytring er som selve tanken fri".
Man har nylig i flere fremmede skrifter og blade læst lignende ytringer om "trykkefrihed i Danmark", og hamborgerbladet "Børsenhalle" har endog forundret sig over et "censurhul" i en af vores provinsaviser, hvilket det fandt så meget mere påfaldende som der "ikke gives nogen censur i Danmark". Vel ved vi selv bedre at her virkelig gives censur. Men det turde dog ikke være overflødigt ved denne lejlighed at gøre opmærksom på den danske trykkelovgivning det vil sige Trykkeforordningen af 27 september 1799 og de i forbindelse med samme stående senere udkomne lovbud, hvilke næppe er meget bekendte udenfor fædrelandet. Vi har derefter som bekendt censur for alle skrifter hvis størrelse ikke overtræder 24 ark, og navnlig for alle blade og tidsskrifter af hvilke intet nummer må udgå uden i forvejen at være passeret censur. I København har man en særskilt censor for de politiske blade, (for tiden hr. konferensråd og teaterdirektør Manthey, kommandør af dannebrog og D. M) og en for de ikke-politiske, såvel som for alle de øvrige her udkommende skrifter som ikke overskrider det nævnte ark-tal (for eksempel hr. politiassessor Holm). Speciel censur er de forfattere og udgivere underkastet der er blevet dømt for overtrædelse af trykkeforordningen, og denne specielle censur består i at hvert skrift eller blad der udkommer fra deres hånd, offentligt stemples med censors tilladelse dertil, som ytres ved formlen "må trykkes". En sådan stempling søger naturligvis enhver gerne at unddrage sig, og man har eksempler på at forfattere der er blevet underkastet den specielle censur, for at undgå dette fatale "må trykkes", så længe de stod under samme, aldeles ikke har villet skrive eller udgive noget under deres navn.
I Kjøbenhavnsposten året efter blev censuren omtalt 22. marts 1833:
Kjøbenhavn den 22de Marts 1833. - I disse Dage er det ikke ubetydelige, og i den sidste Tid stedse tiltagende Antal af dem, der ere dømte for Overtrædelse af Lovgivningen om Trykkefriheden, blevet forøget, idet "Skjærsildens" Udgiver, Typograph (Bogtrykkersvend) Chrisstian Frederik Møller, ved den kongelige Lands- Over- Samt Hof-og Statsrets Dom af 19de Marts 1833, i den med ham, efter det kongl. danske Cancellies Ordre, anlagte Sag er idømt enMulkt af 100 Rbd Sølv til Kbhavns Fattigvæsens Hovedkasse, paa Grund af de i No.1 af Bladet "Skjærsilden" forekommende, for forskjellige Autoriteter fornærmelige Beskyldninger, hvilke ved ovennævnte Dom ere bleven mortificerede. -Blandt flere i det ovennævnte No. af "Skjærsilden" fremsatte Sigtelser er Nyboders Commandant beskyldt for et despotisk og uforsvarligt Forhold, ved fornemmelig uden Grund at have afskediget Vægter Peder Pedersen Ordrup, ligesom det kongl. Admiralitets- og Commissariats-Collegium er beskyldt for, ved denne Leilighed at have viise en uforsvarlig efterladenhed i Embedspligter. Bestyrelsen for Kunstakademiet er i sammeNo. beskyldt for at have viist et despotisk og uretfærdigt Forhold med Historiemaler Høyer.
Kjøbenhavnsposten 1. juli 1833, s. 508 protesterede over at censor var gået alt for vidt. Den 19. juli 1834 redegjorde Kjøbenhavnsposten i Artiklen "Til Kjøbenhavnspostens Abonnenter" for det sagsanlæg som kancelliet anlagde. Den 8. juli 1834 forbød en kancelliplakat indførelse af det norske blad "Morgenblad". Det affødte en kommentar i Kjøbenhavnsposten, 17. januar 1835 (i uddrag):
...da bemeldte blad er det eneste i Norge udkommende Dagblad, i hvilket Gjenstande af politisk eller literair Interesse for et med os saa nær beslægtet Folk komme under offentlig Discussion .. Det vil, som vi tidligere have viist, jo dog ingenlunde kunne forhindre Indsmuglingen og udbredelsen heri Landet netop af saadanne Artikler som dem, hvis Publication her man har villet forebygge, og Erfaring har jo ogsaa i dette Tilfælde noksom viist, at de forbudne Frugter søges med størst Begjærlighed
Artiklen nævner udgivelsen af Joh. welhavens digt "Norges Dæmring, et polemisk Digt" (der udløste den såkaldte "Dæmringsfejde"), og citerer en artikel:
"Behøvede man ... et nyt practisk Beviis for den af alle oplyste Frihedsvenner forlængst anerkjendte Sandhed, at politisk Frihed er nødvendig for sand Almeenaands Udbredelse blandt Statens Borgere, da kan man blot gjøre en flygtig Sammenligning imellem den danske Avislitteratur før og efter den danske Konges endelige Beslutning om Stændernes Sammenkaldelse. Med hensyn til den indre Politik kan man ikke tænke sig en større Tomhed end den, der forhen herskede i de danske Aviser, hvis indenlandske Meddelelser for det Meste indskrænkede sig til ubetydelige Artikler af Hverdagslivet og om Theatret; men neppe er den Smule politisk Frihed forkyndt, som Kongen har indrømmet, førend pludselig en anden Aand er udbredt over Folket og gjengives i Bladene ... I Særdeleshed finder man, at den bornerte Frygt for at røre ved Personerne, som endnu for en stor Deel hersker hos os, allerede er forjaget, idetmindste i Kjøbenhavn. Allerede længe har man i denne Hovedstads Dagblade ..."
Den 20. februar 1835 indbragtes et andragende underskrevet af 572 embedsmænd og borgere om at pressen kun skulle være underkastet lovene og domstolene. Den 26de februar svarede Frederik 6. med en reskript til Kancelliet der senere skulle blive berømt som "Vi alene vide" (Kjøbenhavnsposten 28. februar 1835, uddrag):
"Det har været Os uventet at see, at flere af Vore kjære og troe Undersaatter have kunnet ansøge om, at ingen Forandring  Trykkefriheds-Anordningen maa foretages; thi ligesom Vor landsfaderlige Opmærksomhed stedse har været henvendt paa at bidrage Alt hvad der stod i Vor Kongelige Magt til at virke for Statens og Folkets Vel, saaledes kan heller Ingen uden Vi alene være istand til at bedømme hvad der er begges sande Gavn og Bedste, hvilket Vi ogsaa fremdeles med samme Iver og usvækket Kjærlighed til Vort Folk ville være betænkt paa at fremme"Befalende Eder Gud!
Andragender fra København og Roskilde blev i deres fulde omfang publiceret i Kjøbenhavnsposten 1. marts 1835. Også andre lignende i følgende numre. Reskriptet blev fulgt op af konkrete skridt, fx udnævnelse af den berygtede censor, Reiersen, Kjøbenhavnsposten 7. marts 1835:
I Dags-Collegialtidenden læses følgende: "Da det med Hensyn til det Arbeide, der er forbundet med det Kjøbenhavns Politiret underlagte Tilsyn med de her i Staden udkommende periodiske Blade og Skrifter under 24 Ark, hvilket Tilsyn nu er overdraget Politierets-Assessor Reisersen, er fundet nødvendigt at give Retten forøget Hjelp til Behandlingen af sammes Sager, saa har det behaget Hs. Majestæt under 26de f. M. at befale, at der skal ansættes en surnummerair Assessor i Poliitieretten med 500 Rbd. Sølv i aarlig Gage."