I Helsingørsavisen af 16. september bekendtgør en danselærer at han til 1. december åbner sin danseskole, og at øvelserne "foretages i den forhenværende engelske kirke". Man ved at efter øvelserne følger et lille bal, og når begyndelsen først er sket med et bal, så kommer der almindeligvis flere.
Man behøver hverken at anse dans for noget ugudeligt eller letfærdigt, eller betragte et forhenværende bedehus som et sted hvor aldeles intet verdsligt bør foretages, for at erkende at der ligger noget højst anstødeligt i at et lokale som har været indviet til et så helligt brug som en kirke og der som sådan for ikke ret mange måneder siden endnu er blevet benyttet, skal overgives så ganske til lystighed, og det måske ikke altid den mest uskyldige. Har nu endog ejeren af det nævnte lokale ikke selv så megen takt for det sømmelige, så må man dog meget undres over at de ikke få engelske familier i Helsingør om hvis agtelse for det hellige der sikkert lige så lidt kan være spørgsmål som om deres kendelige gudsfrygt, ikke har været betænkelige på i det mindste for den første tid, at forebygge en sådan vanhelligelse der ligger noget vel nær skandalen.
(Politivennen nr. 1238, Løverdagen, den 21de September 1839. Side 601-602)
Huset i Søstræde 2-4 som blev bygget til den engelske kirke. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.
Lukningen af kirken var enden på en stribe forgæves forsøg på at etablere en engelsk menighed i Helsingør. Den britiske menighed var siden 1761 henlagt til Olai sogn. Første gang var 1781-84 hvor der var en engelsk præst til byen og der blev indrettet et kapel med prædikestol i en sal i en lejet ejendom i Stengade.
Anden gang var med den anden præst 1791-98. En præstebolig blev indrettet i Søstræde 1792-93. Det var her man indrettede kirken for "den engelske nation". Den havde 25 lukkede stole, orgel og opvarmning. Kirken var blevet solgt 1796. I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, no. 44, 30. april 1804, side 700 kunne man læse følgende:
Efter flere forgæves forsøg lykkedes det i 1833 for en præst at få kongelig anerkendelse, men han virkede kun til 1838. Efter endnu et forgæves genoplivningsforsøg i 1854 ophørte forsøgene. (Kilde: Danmarks Kirker og Helsingør Leksikon.)
Man behøver hverken at anse dans for noget ugudeligt eller letfærdigt, eller betragte et forhenværende bedehus som et sted hvor aldeles intet verdsligt bør foretages, for at erkende at der ligger noget højst anstødeligt i at et lokale som har været indviet til et så helligt brug som en kirke og der som sådan for ikke ret mange måneder siden endnu er blevet benyttet, skal overgives så ganske til lystighed, og det måske ikke altid den mest uskyldige. Har nu endog ejeren af det nævnte lokale ikke selv så megen takt for det sømmelige, så må man dog meget undres over at de ikke få engelske familier i Helsingør om hvis agtelse for det hellige der sikkert lige så lidt kan være spørgsmål som om deres kendelige gudsfrygt, ikke har været betænkelige på i det mindste for den første tid, at forebygge en sådan vanhelligelse der ligger noget vel nær skandalen.
(Politivennen nr. 1238, Løverdagen, den 21de September 1839. Side 601-602)
Redacteurens Anmærkning
Der er tale om en ejendommen i Søstræde 2 og 4 som blev indrettet til danseboden med det bibelsk klingende navn "Babylon" i 1839 efter at være blevet solgt 1837. Babylon bliver i Bibelen brugt som symbol på synd og forfald, skøge mm. 1889/1904 blev ejendommen til "Arbejdernes forsamlingsbygning" (fra 1951 Folkets Hus), som blandt andet brugte kirkerummet til sommerteater.Lukningen af kirken var enden på en stribe forgæves forsøg på at etablere en engelsk menighed i Helsingør. Den britiske menighed var siden 1761 henlagt til Olai sogn. Første gang var 1781-84 hvor der var en engelsk præst til byen og der blev indrettet et kapel med prædikestol i en sal i en lejet ejendom i Stengade.
Anden gang var med den anden præst 1791-98. En præstebolig blev indrettet i Søstræde 1792-93. Det var her man indrettede kirken for "den engelske nation". Den havde 25 lukkede stole, orgel og opvarmning. Kirken var blevet solgt 1796. I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, no. 44, 30. april 1804, side 700 kunne man læse følgende:
"Hr. Jackson, Engelsk Præst i Helsingøer, erklærer nu i sine trykte Breve til Hr. Mourier, dennes Efterretning om den Britiske Kirkes Tilstand i Helsingøer for virkelig ufuldkommen og i mange Dele urigtig. Han siger, at han i Dannemark er bleven behandlet uretfærdig (unjust) og at man allerede i Aaret 1794 gjorde Forsøg paa at skille ham ved hans Kald eller Levebrød. Udeblivelsen af hans løn var den egentlige Aarsag til den Tvistighed, han har havt, og hans Vægring for at give Slip paa sit Levebrød Aarsag til Tvistigheden i Forveien. Dette sidste findes anført i den i samme Anledning nedsatte Commissions Protocol."Den tredje præst fra 1805 fik ingen varig ordning. I 1807 kom så Københavns Bombardement, og kirkens ejer John Good udlejede fra 1809 kirken til indkvartering af kanonbådenes søfolk. Det må have været en underlig situation da kanonbådene blev brugt til at angribe engelske flådefartøjer. Kirken forfaldt og blev herefter tilsyneladende opgivet.
Efter flere forgæves forsøg lykkedes det i 1833 for en præst at få kongelig anerkendelse, men han virkede kun til 1838. Efter endnu et forgæves genoplivningsforsøg i 1854 ophørte forsøgene. (Kilde: Danmarks Kirker og Helsingør Leksikon.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar