Den kongelige forordning om vejvæsnet befaler i § 84 at "intet led eller rækværk må findes på de, efter den anlagte landeveje, med undtagelse af byled for bønderbyer, der har småkreaturer i gadekærene." - Dette lovbud er som enhver let kan se, lige så rigtigt som vigtigt. Med forundring ser man alligevel ved at befare vejene at den gamle uskik med led endnu ikke er fjernet overalt efter et tidsforløb på næsten 40 år. Man vil således ved at befare visse jurisdiktioner fx på Sjælland, Store Heddinge-egnen næppe finde noget led på de offentlige landeveje. Men derimod generes vejfarende mellem Næstved og Præstø af led ved Rønnebæksholm, af to ditto ved Mønstrings Skov, af et ved Bårse, af et på Faxinge Mark og af to ved Nysø Mark. Det er kun kort tid siden at endog postvognen skal have taget skade ved et af disse sidste. Ligeledes findes to led på vejen til Kallehave ved Høfdingesgården osv.
Nævnte led giver anledning til forbudt tiggeri. De hindrer de rejsende og forvolder dem ofte mange besværligheder såvel om dagen som om natten. For en lukket vogn der ikke fører tjener med sig, må herren eller damen undertiden selv stige op på bukken mens kusken åbner og lukker. Tænker vi os jordmødre der som bekendt ofte hentes i fuldt firspring, kan man da antage at konen når hesten engang er i fart altid vil være i stand til selv at kunne køre dem gennem leddet, især hvor der skal drejes eller ned ad bakke? Og hvad forpligter en postfører til mens karlen står af, at agere kusk, eller den rejsende til at betro sit liv i hans hænder? Og hvordan tør man sætte led på postvejen?
Anmelderen af dette ønsker og håber at alle sådanne led må forsvinde anordningsmæssigt, da det offentlige i så mange henseender synes berettiget til at nyde gavn af den vise kongelige foranstaltning. Men skulle dette ikke ske, da vil det sikkert ikke vare mange år inden den rejsende på sine steder vil plages med en halv snes led og tiggere pr. mil. Og anordningen om hegn og markfred vil på sådanne steder ikke blive fulgt, hvorved der kan forvoldes stor skade for den mand (herremand) der har mange kreaturer ved siden af den nabo som kun har få.
Hvad er årsagen til nævnte led, uden den at man vil spare sig hegn langs ved vejene? Men derved overtrædes jo atter rejseanordningen, især i ævredtiden når kvæget strejfer i flok tværs over vejene til fare for fodgængere, især for børn og kvinder og overhovedet for enhver som har sin hund med. Gid da disse få bemærkninger ikke må være en røst i ørkenen!
(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 719-722)
Nævnte led giver anledning til forbudt tiggeri. De hindrer de rejsende og forvolder dem ofte mange besværligheder såvel om dagen som om natten. For en lukket vogn der ikke fører tjener med sig, må herren eller damen undertiden selv stige op på bukken mens kusken åbner og lukker. Tænker vi os jordmødre der som bekendt ofte hentes i fuldt firspring, kan man da antage at konen når hesten engang er i fart altid vil være i stand til selv at kunne køre dem gennem leddet, især hvor der skal drejes eller ned ad bakke? Og hvad forpligter en postfører til mens karlen står af, at agere kusk, eller den rejsende til at betro sit liv i hans hænder? Og hvordan tør man sætte led på postvejen?
Anmelderen af dette ønsker og håber at alle sådanne led må forsvinde anordningsmæssigt, da det offentlige i så mange henseender synes berettiget til at nyde gavn af den vise kongelige foranstaltning. Men skulle dette ikke ske, da vil det sikkert ikke vare mange år inden den rejsende på sine steder vil plages med en halv snes led og tiggere pr. mil. Og anordningen om hegn og markfred vil på sådanne steder ikke blive fulgt, hvorved der kan forvoldes stor skade for den mand (herremand) der har mange kreaturer ved siden af den nabo som kun har få.
Hvad er årsagen til nævnte led, uden den at man vil spare sig hegn langs ved vejene? Men derved overtrædes jo atter rejseanordningen, især i ævredtiden når kvæget strejfer i flok tværs over vejene til fare for fodgængere, især for børn og kvinder og overhovedet for enhver som har sin hund med. Gid da disse få bemærkninger ikke må være en røst i ørkenen!
(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 719-722)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar