P. M.
På en tid da så mange af Københavns indvånere bliver hjemsøgte af listige og voldelige tyve især af nøgletyve, troede jeg mig i flere end en henseende forbundet til at bekendtgøre vedhæftede tildragelse. Da dens indhold synes at berettige den til en plads i Politivennen, beder jeg at De vil lade den indføre der.
København den 22. juni 1800.
Klokken var henved 9 da jeg første pinsedags aften gik ud på Christianshavn for at gøre en tur over volden. Det var en mørk og kold aften og regnede af og til. Jeg var just kommet til det yderste hjørne af den første redoute da jeg nær ved mig, på den anden side af volden, hørte en sige: Komme ind? Ih, for Djævelen kammerat, du ved jo dog nok jeg kan komme ind overalt hvor det lønner umagen. Jeg standsede et øjeblik og hørte af det følgende at to personer aftalte med hinanden hvorledes de samme nat ville bestjæle hattemagerenken mad. Jansen på Christianshavn. Da de gik frem og tilbage mens de tale, kunne jeg ikke tydelig høre alt, men følgende var omtrent indholdet: Tro du mig, den gamle har grunker, og dem skal vi nok få fat på, sagde den første, og på den andens indvendinger som lod til at være mere frygtsom, og som talte så sagte at jeg ikke kunne høre meget af hvad han sagde, svarede han at han vidste god besked at han immer kunne få folk til at tie hvor de ikke burde tale, dette var hans egne ord - at vejret just i nat var godt og at vægteren rimeligvis i aften ville være beskænket da det var helligaften, hvorhos han tillige bandede en anden vægter som i nogle foregående nætter havde hindret ham, da han havde været på jagt, som han kaldte det, efter en gammel slyngels mammon.
Da de havde talt en tidlang med hinanden, skiltes de ad, den ene gik ud ad mod Qvintus, den anden kom lands volden mod mig. Jeg kunne komme af vejen eller blive ubemærket, og holdt det derfor rådeligt at gå ham lige i møde. rimeligvis har han formodet at jeg havde hørt hvad der var blevet aftalt, eller også han ville plyndre mig, for uden at sige et ord, slog han efter mig med en knippel som han havde i hånden. Slaget havde uden tvivl knust min arm hvis jeg ikke ved et hastigt spring til side var undveget det, så at det blot strejfede min arm uden at gøre skade. Da han på ny hævede stokken, løb jeg ind på ham idet jeg afbødede slaget med hånden. Han trådte et skridt tilbage og gled med den ene fod. For han stod lige ved kanten af volden så han blev siddende. Jeg ville nu forsøge at kaste ham ved, men da han i det samme greb til lommen,, frygtede jeg han kunne have en kniv eller pistol hos sig, og råbte derfor et par gange på skildvagten. Han ønskede formodentlig ikke dennes mellemkomst, for han lod sig gesvindt glide ned ad volden og løb så hurtigt udad at han i mindre end et minut var mig af syne.
Jeg vendte nu tilbage, og da jeg af skildvagten som stod ved møllen, ingen oplysning kunne få, for han sagde at han ikke havde hørt mig råbe, og kunne heller ikke bestemt erindre om han havde set to sådanne personer som jeg beskrev for ham, gå der forbi, meldte jeg straks for officeren i Amagerports vagt det forefaldne og bad at der om muligt måtte føjes anstalt til at opsøge og anholde gerningsmændene. Denne lovede meget høflig at sende en patrulje ud, hvis jeg ville følge med for at vise den stedet, men sagde tillige at der løb så mange veje at det var højst usandsynligt at få dem fat. Og da det desuden var vaskeligt at genfinde noget i mørket, fandt jeg ikke at der kunne gøres noget videre ved sagen. Dog gik jeg på tilbagevejen ind til mad. Jansen, fortalte hende hvad jeg havde hørt og rådede hende til at bruge forsigtighed. Jeg sagde hende tillige mit navn og hvad jeg var, men erindrede ikke at underrette hende om hvor jeg boede, hvilket hun ligeledes glemte at spørge om, og dette foranledigede hende til at indrykke et avertissement i nr. 181 af Adresseavisen, hvori hun bad mig derhen, da hun for at få en mistanke bestyrket eller hævet, ønskede en nøjere beskrivelse over de nævnte personer. Hvad jeg i denne henseende kunne sige hende, gav ikke megen oplysning, for dels havde jeg ingen synderlig lejlighed til at betragte de talende personer, dels vilde mørket have hindret mig, om jeg endog havde haft lejlighed til at se dem nøjere. Den ene var klædt i en grå eller lys trøje og bukser som en arbejdskarl, og havde strømper og sko på. Han talte meget slæbende og utydeligt. Den anden havde en mørk frakke, rund hat og støvler. Denne sidste, hvilken var den der overfaldt mig, talte flydende, godt og med megen lethed, han brugte et par franske og tyske ord som han udtalte meget rigtig, hans stemme var mandig, dog meget bøjelig, hans sprog var dannet og hans figur høj, og så vidt jeg kunne se, smuk.
Erik Røring.
Kongelig fuldmægtig.
(Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1777-1782)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar