Så behagelig som den nylig givne tilladelse til at måtte passere Christianshavns volde er, især for Christianshavns indbyggere der ikke har noget andet spadserested så harmeligt er det for disse at se en mængde lurvet klædte drenge og piger så at sige have bemægtiget sig en del af volden og valgt den til deres tumleplads. På voldens indvendige dossering er mange og store huller hvorfra de har gjort sig egne opgange fra gaden. Forleden dag så anmelderen dem gribe fat i og rokke de der plantede træer og bestige de der stående avertissementstavler for at kunne komme op på skuldrene af hinanden. Ja, på en af disse tavler er endog allerede enkelte ord bortskårne med knive. Pøbelen driver her sit uvæsen uforstyrret da ingen spadserende vover at indlade sig med de uvorne, og der ingen skildvagt er i nærheden. For de to poster ved møllerne er fjernet så langt fra hinanden at de ikke kan observere hvad der foregår på den strækning der ligger mellem dem. Men selv om de var nærmere, ville de intet kunne udrette for at forebygge denne uorden da de kun tør fjerne sig en kort afstand fra deres poster. Det var derimod ønskeligt om der ansattes en mand til at have opsyn med volden, og når denne blot i nogen tid med en god svøbe holdt disse drenge i ave og fjernede dem fra volden, ville meget arbejde og megen bekostning ved voldens hyppigere reparation spares og vedbørlig orden tilvejebringes.
(Politivennen nr. 1011, Løverdagen den 16de Mai 1835, s. 318-319)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar