Min kone Dorthe Barchow gik den 10. november ind i tømrersvend eller frimester Quists gårdsrum nr. 177 og 178 i Store Fiolstræde for at hente en spand vand der. På turen derhen passerede Quist forbi hende, og gik op i samme stræde forbi gården kaldet Linden i hvilken jeg bor.
Mens min kone postede en spand vand i hans gård af den vandpost der var der, havde Quist begivet sig hjem og stillet sig i et hjørne inden for døren til husets gårdsrum i hvilken stilling han på grund af det på den tid sædvanlige mørke på et sådant sted ikke kunne ses. Just som min kone gennem denne dør ville gå bort med den fyldte spand, fratog han hende voldsomt spanden for deraf at udtømme vandet, hvorefter han leverede den tilbage til hende og tilføjede hende et slag i ansigtet, som han tildelte hende med en sådan styrke at kinden adskillige dage derefter var blå og opsvulmede. Ligesom den også endnu af og til lider meget af smerter.
Uden at angive nogen årsag til denne opførsel der synes at være stimandsmæssig, sagde han alene: Nu kan hun gå med den.
Selv om jeg antager at han med den brugte metode ville nægte hende adgang til at hente vand fra sin vandpost, en nægtelse som den strenge ejendomsret om just ikke humanitet eller velvillighed vel kan understøtte, så berettigede hans håndhævelse af ejendomsretten ham dog ikke til at udøve voldsomhed mod min kones person, hvilken grove behandling endogså som det synes er sket med den snilde hvormed stimændene udfører deres overfald. For lig disse stillede han han som nævnt ovenfor i et skjult baghold i hjørnet eller krogen ved sin husdør for således at kunne uset udføre sit voldsomme overfald på min kone, på hvis anskrig folk fra huset og naboskabet kom til stede, hvis mulige ydende bistand han ved en hurtig flugt ind i gårdsrummet klogt undgik.
Ikke tilfredsstillet ved dette hans formentlig lidet hædrende foretagende tillod han sig endvidere et lignende mod mig selv, idet han - da jeg straks efter at min kone havde fortalt mig om det omhandlede lovstridige forhold imod hende, begav mig til ham for med muligste høflighed at spørge om anledningen til det, samt for at kræve fyldestgørelse for det, i sit eget hus gadedør så voldsomt greb mig i mit bryst med begge sine hænder at jeg dersom jeg havde været mindre kraftfuld end jeg lykkeligvis er, uundgåeligt måtte være faldet i rendestenen tæt ved, hvilket nok også var hans hensigt med det.
Til advarsel for andre som kunne have fornødent at afhjælpe deres trang til fersk vand fra hans vandpost bekendtgøres herved denne hans opførsel mod min kone og mig, hvilken Quist som oven forklaret, i anledning af det vand som min kone havde hentet fra hans vandpost, har tilladt sig mod os. Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost.
København den 24. november 1830
M. D. Barchow, snedkermester.
(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 776-778)
"Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge
for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost." (Fiolstræde 42 med Rosengården ind til venstre. Eget foto, 2016.)
Mens min kone postede en spand vand i hans gård af den vandpost der var der, havde Quist begivet sig hjem og stillet sig i et hjørne inden for døren til husets gårdsrum i hvilken stilling han på grund af det på den tid sædvanlige mørke på et sådant sted ikke kunne ses. Just som min kone gennem denne dør ville gå bort med den fyldte spand, fratog han hende voldsomt spanden for deraf at udtømme vandet, hvorefter han leverede den tilbage til hende og tilføjede hende et slag i ansigtet, som han tildelte hende med en sådan styrke at kinden adskillige dage derefter var blå og opsvulmede. Ligesom den også endnu af og til lider meget af smerter.
Uden at angive nogen årsag til denne opførsel der synes at være stimandsmæssig, sagde han alene: Nu kan hun gå med den.
Selv om jeg antager at han med den brugte metode ville nægte hende adgang til at hente vand fra sin vandpost, en nægtelse som den strenge ejendomsret om just ikke humanitet eller velvillighed vel kan understøtte, så berettigede hans håndhævelse af ejendomsretten ham dog ikke til at udøve voldsomhed mod min kones person, hvilken grove behandling endogså som det synes er sket med den snilde hvormed stimændene udfører deres overfald. For lig disse stillede han han som nævnt ovenfor i et skjult baghold i hjørnet eller krogen ved sin husdør for således at kunne uset udføre sit voldsomme overfald på min kone, på hvis anskrig folk fra huset og naboskabet kom til stede, hvis mulige ydende bistand han ved en hurtig flugt ind i gårdsrummet klogt undgik.
Ikke tilfredsstillet ved dette hans formentlig lidet hædrende foretagende tillod han sig endvidere et lignende mod mig selv, idet han - da jeg straks efter at min kone havde fortalt mig om det omhandlede lovstridige forhold imod hende, begav mig til ham for med muligste høflighed at spørge om anledningen til det, samt for at kræve fyldestgørelse for det, i sit eget hus gadedør så voldsomt greb mig i mit bryst med begge sine hænder at jeg dersom jeg havde været mindre kraftfuld end jeg lykkeligvis er, uundgåeligt måtte være faldet i rendestenen tæt ved, hvilket nok også var hans hensigt med det.
Til advarsel for andre som kunne have fornødent at afhjælpe deres trang til fersk vand fra hans vandpost bekendtgøres herved denne hans opførsel mod min kone og mig, hvilken Quist som oven forklaret, i anledning af det vand som min kone havde hentet fra hans vandpost, har tilladt sig mod os. Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost.
København den 24. november 1830
M. D. Barchow, snedkermester.
(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 776-778)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar