07 oktober 2017

Vandmangel paa Christianshavn.

Gadeposten på hjørnet af Dronningensgade og Sankt Annægade på Christianshavn er så ofte uden vand at det forvolder de beboere som der så at sige har det eneste sted hvor de med rette kan afhente denne uundværlige artikel, meget stor ulempe. For undertiden hænder det sig 2 til 3 dage efter hinanden at denne post ingen vand kan give fra sig, og da det lader til som en høj grad af ligegyldighed eller forsømmelse fra nogle af de ansvarliges side formentlig foranledigede dette onde, så kan vi ikke længere lade det være upåtalt, men opfordrer enhver som hermed har at bestille at opfylde deres pligt, hvilket for de vedkommende beboere er lige så vigtigt som det i ildebrandstilfælde for det offentliges skyld er en nødvendighed. Vi ved at der kan indtræffe tilfælde med vandrendernes reparation og rensning hvor vandet af nødvendighed må savnes. Men vi ved også at det ikke så ofte som med før nævnte post må eller bør indtræffe at der intet vand i flere dage efter hinanden kan fås, og vi forventer derfor at denne vores velbegrundede anke for fremtiden må bevirke at de ansvarlige vil afværge den her berørte vandmangel. 

Ved denne lejlighed kan vi heller ikke undlade at tilkendegive vores forundring over at beboerne i Dronningensgade som så vidt vides dog må betale vandskat fordi posten står i denne gade, ikke lige så godt som de beboere hvis gårde vandet findes, fra vandvæsenets side advares om når vandet den eller den tid i deres poste bliver borte. Men da dette tilfælde med den før nævnte post så at sige hører til dagens orden, så undlades muligvis denne opmærksomhed fra vandvæsenets side, eller de enkelte hvis pligt det muligt måtte være, for at befri sig for den derved forbundne ubetydelige ulejlighed. Skulle denne anke ikke hjælpe beboerne som benytter nævnte gadepost til deres nødvendige vand af samme, så tør vi håbe at der fra højere ansvarliges side i denne retning vil blive påbudt og varetaget det fornødne.

(Politivennen Nr. 1555, Fredagen den 25 April 1845, s. 249-251)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar