(Efter indsendt)
Det er ærgerligt at læse de mange kævlerier om at plukke levende gæs, da dette er noget gammelt i andre lande. Ja selv i kongen af Danmarks egne stater, for i Holsten er det meget almindeligt at plukke gæssene levende 1 til 2 gange om året. Men de plukkes kun på brystet, under bugen og under vingerne, hvor dunene og de bedste fjer sidder. Herved lider gåsen ikke alene ingen kval, men skal meget mere have godt af det, sådan tror holsteneren, svejtseren og flere folkeslag, som dog ikke er bekendte for barbarer eller mere ufølsomme end vi danske. Die Empfindelei ist aber bei und just ebenso stark in Gang als sie von 20 bis 25 Jahren in Deutscheland war. Empfindelei, dette skønne tyske ord, må indsenderen bede læseren selv oversætte på dansk, for han kan det ikke. Dog tror han det kunne hedde utidig medlidenhed eller følsomhed.
Et eksempel kan måske bedre oplyse det. En meget fornem dame kørte på landevejen i karet og mødte en skærslipper som havde en stor fed hun til at trække sin karre. Damen faldt ved synet deraf næsten i besvimelse af lutter Empfindelei, lod kusken holde for rigtigt at kunne beklage den stakkels hund som således skulle kvæles, og irettesatte skærslipperen for hans grusomhed ved at kvæle det stakkels dyr så ubarmhjertig. Nu havde hendes Empfindelei-hjerte fået luft og hun lod kusken køre igen.
Men det varede ikke længe, så hørtes der et jammerligt skrig, og hun lod atter holde stille for at erfare hvad det var. Nu så hun en gammel mand liggende ved siden af landevejen, som skreg og jamrede sig meget ynkeligt. Hun befalede tjeneren at gå hen og høre hvad han fejlede. Tjeneren kom tilbage og sagde: Den stakkel gamle mand var faldet og havde brækket det ene ben på tværs. Åh, ikke andet end det! Kør videre, kusk, sagde hun.
Den lærde kvinde kurerede så temmelig tyskerne for deres Empfindelei, ved at gøre det latterligt i hans moderroman Maurus Pancratius Ziprianus Kurt, auch Selmar genannt. En bog som i fald den ikke er oversat, burde oversættes på dansk.
Der er nok en vis tid at gæssene må plukkes levende, nemlig når fjerene sidder løse, og dersom man ikke plukker dem, så falder en stor del af. Som enhver der har gæs kan overbevise sig om *). Gæssene kunne vist ikke føle mere smerte ved at plukkes end et lam eller får ved at klippes, og man har dog endnu ikke hørt at nogen har foreslået ikke at klippe dem, fordi de led så megen smerte derved.
Når man ikke måtte harmes over, at intet nyttigt forslag kan blive indført hos os, fordi der stedse gøes vanskeligheder og beklages imod det, så kunne man vel gøre sig lystig over denne gåsekrig!
*) Den dun og de fjer som plukkes af en levende gås er meget bedre end hvad der plukkes efter at den er slagtet.
(Politivennen nr. 538, 20. august 1808, s. 8629-8632)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar