Erindring om Danmark og St. Croix: Smørum Skole, 1860. (Efterskrift til Politivennen).

Smørumovre Skole (1860) blev bl.a. opført af rigdom skabt ved slavearbejde på fx St. Croix . Pengene blev doneret af godsejer Friederich Wilhelm Tutein (1791-1867), Edelgave. Wilhelm var søn af den københavnske storkøbmand Johann Friederich Wilhelm Tutein (1757-1853) som havde erhvervet Edelgave 1807. Slægtens engagement som handelsfolk på St Croix rækker tilbage til slutningen af 1700-tallet. Og rigdommen skabt bl.a. ved sukkerraffinaderierne på St Croix.

Johann Friederich Tutein (1757-1853) ejede plantagen Whim på St. Croix (nu museum), samt muligvis andre plantager på øen. Selv var han formentlig aldrig på øerne. Han var en halvnevø af John (Jean Friederich) Tutein (1762-?), og søn af storkøbmanden Peter Tutein (1724-1799) og Pauline F. Rath, Vimmelskaftet. Han varetog formentlig husets interesser der. John Tutein levede i et "naturligt ægteskab" med en farvet kvinde, Maria Susannah van Berenhoudt, og de fik 6 børn sammen. Ægteskab mellem sådanne kunne ifølge loven ikke lade sig gøre. (Dansk Vestindisk Selskab, marts 1991.)

En artikel fra den 1. november 1860 i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende er et eksempel på dn fortælling man dengang havde om den uegennyttige godsejer som gennem sin gave var et lysende eksempel for landsbyens beboere. Man får indtryk af en Guds repræsentant på jorden:

Ny skolebygning.

Tirsdag den 2. oktober d. å. blev en i Smørumovre opført ny skole højtidelig indviet. Indvielsen der foretoges på en smuk og værdig måde af herredsprovsten, sognepræst Boisen til Gentofte, overværedes af stiftamtmanden, stedets sognepræst, sogneforstanderskabets medlemmer, skolebørnene og så mange af pastoratets beboere, som pladsen på nogen måde kunne tillade. Før og efter talen blev en salme afsunget, hvornæst sognepræsten kort henvendte sig til de tilstedeværende sognebeboere og gribende opfordrede dem til ikke blot at påskønne, men også efterligne det smukke eksempel på opofrelse og godgørenhed, som med hensyn til skolens opførelse var givet dem af godsejeren, idet nemlig denne ganske for egen regning har ladet samme bygge. Efter at det ved befolkningens tiltagende stærkt voksede antal skolesøgende børn havde gjort en forøgelse af lærerkræfter nødvendig, og man efter omhyggelig overvejelse var blevet enig om, at denne efter de lokale forhold rettere måtte tilvejebringes ved en hjælpelærers ansættelse end ved en deling af skoledistriktet, måtte det i denne anledning fornødne skolelokale forskaffes, og da derhos skolen, foruden at være meget indskrænket i plads, var gammel og brøstfældig, besluttede man sig i afvigte forår til at bygge en helt ny med 2 rummelige skolestuer og beboelseslejlighed for begge lærerne, samt derefter indrette den gamle skolebygning til udhus og nedbryde den hidtilværende lille og mådelige udlænge. Tegning og overslag forfattedes, og de approberedes af skoledirektionen, men nu stod de fornødne midlers tilvejebringelse tilbage; at ligne udgifterne på distriktets beboere ville være urimeligt og lod sig desuden ikke gøre, da det for mange af dem ville blive en uoverkommelig byrde; man måtte altså tage sin tilflugt til lån, men der viste sig vanskelighederne ved at få sådant; man ansøgte forskellige derom, men forgæves - da tilbød ejeren af Edelgave, H. B. Tutein, at bygge skolen for sin egen regning og skænke sognet samme. Dette ædelmodige tilbud blev naturligvis medtaget med glæde, og det var denne så betydelige og uegennyttige gave, der ovennævnte dag højtidelig indviedes og overdroges til sognet. Giveren har derved sat sig et skønt og varigt minde, og sognet har ikke alene uden mindste udgift fået en smuk og hensigtsmæssig skolebygning, men også en solidere og bedre, end det ellers ville have fået, idet giveren i det væsentlige har fulgt den approberede tegning, men dog ladet foretage adskillige store bedringer derved, hvoriblandt man kun skal fremhæve, at der er indrettet kælder, og at murene er bygget højere, hvorved skolestuernes kubikindhold er forøget, ligesom også lærernes lejlighed er gjort større, og skolen er nu en smuk og bekvem indrettet grundmuret og teglhængt bygning med en frontespice, forsynet med ur. Inventariet er ligeledes af hr. Tutein bekostet nyt anskaffet. Beboerne har som bevis på deres erkendtlighed over hovedindgangsdøren ladet anbringe en marmorsten med følgende indskrift i forgyldte bogstaver:

"1860. Denne Mindesteen satte taknemlige Beboere af Lidø og Smørum Sogne for Hr. Godseier Vilhelm Frederik Tutein. Lukas 7, 4-5: Han er vel værd, at vi gjøre ham dette, thi han elsker sit Folk og har bygget os vor Skole."

Ved at anmelde foranstående kan indsenderen ikke undlade at bringe endnu et andet træk af hr. Tuteins og frues varme og ædelmodige omsorg for skolevæsnet til offentlig kundskab, og han gør det så meget hellere. som det efter hans mening måtte anses for særdeles ønskeligt, om ret mange ville efterligne dette eksempel. Pigebørnene modtager i vore landsbyskoler, som bekendt, aldeles ingen undervisning i håndarbejde, og hvad de lærer deraf er derfor indskrænket til hvad mødrene kan bibringe dem i hjemmet; men det vi let indses, at dette, navnlig for den fattige husmands og indsidderes døtre, vil af flere grunde være højst ufuldkomment. og dog er syning af stor vigtighed for dem under deres senere liv. I erkendelse heraf har de nævnte velgørere allerede for 4 år siden oprettet en syskole på Edelgave, hvori enhver af pastoratets beboere, som måtte ønske det, kan få sine døtre 2 gange ugentlig få fri undervisning i syning. Denne sjældne uegennyttighed har også vundet levende påskønnelse, syskolen er blevet meget stærkt benyttet, selv af konfirmerede piger, og eleverne har under den omhyggelige og samvittighedsfulde lærerindes vejledning gjort meget god fremgang.

Smørumnedre Skole. I gavlen er indsat en plade hvor bønderne i sognet udtrykker deres taknemmelighed til godsejeren over hans gavmildhed. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Tutein havde i 1855 stemt for indskrænkninger i Grundloven som var et demokratisk tilbageskridt i forhold til Junigrundloven af 1849, og Vilhelm Tuteins syn på de sorte arbejdere på St. Croix har formentlig været repræsentativ for danskernes syn generelt. Grundlaget var lagt i 1500-tallet. Europæerne havde dengang bl.a ved den katolske kirkes aktive medvirken, givet slaveri en helt ny dimension: racisme. Farvede - fx den oprindelige befolkning i Amerika og Indien -  som sammenlignelige med børn, og sorte som sammenlignelige med dyr. Med denne ideologiske ballast kunne man nærmest betragte det som en vennetjeneste at forsøge at civilisere de vilde gennem slaveri.

Protestantismen modererede disse forestillinger i oplysningstiden, baseret på såkaldte videnskaber som fx eugenik, og baseret på kristen ideologi. I begge fandt man argumenter for at sorte var en mindreværdig race. Dette syn var almindeligt til langt op i 1900-tallet: Det kunne være blevet knæsat som lov i Danmark i 1930erne, det blev en del af Nazityskland 1933-45, det fandtes i nogle stater i USA op til 1960'erne, og i Sydafrika til 1990'erne. 

I starten af 1800-tallet var der opstået bevægelse som forsøgte at modgå dyremishandling, Politivennen indeholder mange artikler om dette emne. Og det kom også de sorte til gode: Borgerskabet begyndte at føle medynk for de mishandlede, mente at de skulle behandles ordentligt. På St. Croix blev det dog i vid udstrækning fortsat, se det tidligere udsendte materiale. 

Vilhelm Tuteins velstand kom ikke de sorte arbejdere og deres efterkommere på St. Croix til gode. I stedet forærede han en skole til Smørum. Skolens formål i 1800-tallet var at indlære de kirkelige dogmer og Biblens guddommelige åbenbaringer. 

Bønderne skulle arbejde for godsejeren med at vedligeholde Hvedstrup kirke hvor præsten søndag efter søndag som en lovlydig præst i tidens ånd formentlige prædikede at de skulle kende deres plads under godsejeren. Godsejerens indgik en overenskomst med bønderne om at de kunne betale sig fra dette pligtarbejde ved en årlig pengeydelse. Dokumentet er underskrevet af Tutein (26.4.1865) og ca. 30 beboere (8 januar 1866):

Imellem Undertegnede, jeg Etatsraad Tutein til Edelgave som Eier af Hvedstrup Kirke, og ni Beboere af Hvedstrup Sogn er oprettet følgende Overenskomst om Afløsning af Pligtarbeide ved Hvedstrup Kirkes Arguration. Jeg Etatsraad Tutein forpligter mig til for mig og Arvinger i Fremtiden selv at forrette alt det (syen) og Gangdagsarbeide til Reparation paa Hvedstrup Kirke, som i følge Lovgivningen paahviler beboerne i Sognet, saa at disse herefter skulle være aldeles fritagne for alt Pligtarbeide imod at de Aarligen betaler mig og fremtidige Eiere af Kirken 16 Rdl, sexten Rigsdaler sølv.