I 1850 var Peter Gyth ansat i Revionscontoirerne for Umyndiges Midler, første contoir som copist. På kontoret sad foruden ham kancelliråd og kontorchef Carl Wilhelm Lautrup og kancellisekretær og fuldmægtig Christian Adrian Jansen. Kontoret hørte under 2. departement, hvor der foruden det 2. kontor var 2 kontorer med hhv 2 og 5 ansatte.På finanslovsudkastet for 1852-53 fik han udsigt til et tillæg på 200 Rbd (fra 400). Ifølge Krak 1850 boede P. Gyth i Farvergade 125B.
- En af Kjøbenhavns Originaler, den 82 Aar gamle Andreas Peter Gyth, der i sin Ungdom blev Copist i Cancelliet og senere i Justitsministeriet, afgik i Søndags Morges ved Døden. Fra sin tidligste Tid afslog han alle Tilbud om Forfremmelse, da han vilde leve og døe som Copist. Noget, der dog ikke gik i Opfyldelse, da han for et Par Aars Tid siden blev afskediget. I 40 Aar har han boet i sin Leilighed i Farvegade, hvor han døde som Ungkarl, og i denne lange Aarrække har sjelden nogen menneskelig Fod faaet Lov til at komme over hans Tærskel; i samme lange Tid har han heller ikke tilladt, at hans Beboelseslejlighed blev underkastet nogensomhelst Reparation. Først efter megen Modstand fik hans Vært Tilladelse til for et Aars Tid siden at indlægge Vand i hans Kjøkken, men han benyttede aldrig dette. For at undgaae Besøg af Brandfolk og Skorsteensfeier gav han Afkald paa at have Ild i Kakkelovnen eller paa Skorstenen i koldt Vand og Brød var nok i Reglen hans daglige Kost, og Varme fik han ved at arbeide i Ministeriet til Kl. 11 eller 12 om Natten. Han feiede maaskee et Par Gange aarlig sin Stue, og efter i lang Tid at have benyttet sit Linned, samlede han det sammen bunkeviis, uden nogensinde at lade det vaske; der findes derfor en meget betydelig Bunke laset Linned efter ham. Af andre Efterladenskaber findes et Par Stole, et Chatol og en Dragkiste fra det forrige Aarhundrede, en stor Mængde tildeels kostbare, danske, tydske, franske og engelske Bøger, der ere opstablede i Bunker eller nedlagte i Skuffer, en Feltseng med en næsten ubrugelig Madrats og et Par gamle Dyner, samt endelig en Mængde Øl- og Olieflasker. Da man ikke havde seet ham forlade sin Leilighed i flere Dage, lod man Politiet forceuge Døren til hans Værelse, hvor man fandt ham liggende syg paa Gulvet. (Khp.)
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 5. juli 1860).
Peter Gyth. Hr. Redacteur! De har i Deres Gaarsnumer omtalt en ved Døden afgaae gammel Mand, pensioneret Copist under Justitsministeriet Peter Gyth og, hvad der ogsaa har været Tilfældet med et andet kjøbenhavnsk Blad, charakteriseret ham som en Særling, der negtede sig Livets første Fornødenheder, blot for at puge Penge sammen, levede i et utaaleligt Svineri ose. Tillad en af hans Ungdomsvenner, der engang omgikkes ham meget og kjendte ham nøie, og som anseer det for sin Pligt at værne om den Afdødes Minde og give hans Samtid et sandere og mindre afskrækkende Billede af ham, at fuldstændiggjøre og berigtige Deres Beretning. Vistnok ville vi selv da, naar den Hensovedes lange og eensformige Liv staaer klarere for os, ikke kunne fritage ham for at have levet som en Særling; men man vil tillige faae Indtrykket af, at han var en i alle Henseender høist agtværdig Personlighed, hvis gode Egenskaber vare de langt overvejende.
Det hedder i Deres Beretning, at han aldrig kunde lade sig bevæge til at blive mere end Copist, eftersom han meente her at være kommen paa sin rette Hylde. Det forholder sig ikke saa. Motivet til, at han afslog enhver Forfremmelse, var et ganske andet og af en langt ædlere Natur. Han var nemlig samtidigt med. at han var Copist i et af Cancelliets Revisionscomptoirer, Extra-skriver i Archiv-Comptoiret, og for at blive forfremmet i sin ene Stilling maatte han have opgivet den anden. Som Angre vilde han heller ikte have taget i Betænkning at gjøre det, hvis han kun havde havt sig selv at sørge for. Men han havde sine gamle Forældre i Huset hos sig; Moderen var i mange Aar sindssvag og sengeliggende. og Faderen, en høitbedaget Gubbe, kunde ikke tjene Noget til Livets Ophold. Sønnen pleiede disse sine Forældre med en sjelden Opoffrelse. Da der aldrig holdtes Pige, var han selv oppe om Morgenen for at lave Drikke, hentede Middagsmaden til dem fra Spiseqvarteret o. s. v. Da de siden døde, først Moderen og senere Faderen, var han allerede selv i en Alder, hvor det var ham ligegyldigt at komme i en høiere Embedsstilling.
Uagtet hans Ungdom saaledes ingenlunde henrandt under gunstige eller opmuntrende Kaar, og det meste af hans Tid var optagen af Forretninger, maa man ikke troe, at han forsømte at uddanne sig eller ikke havde Sands for noget Høiere. Jeg har tvertimod kjendt faa Mennesker, der med en saa stor Udholdenhed og Alvor som han søgte at udvide deres Kundskaber. Men Alt, hvad han lærte, lærte han, med Undtagelse af de første Skolekundskaber, kun ved Selvstudium. Han kunde saaledes Tydsk, Fransk, Engelsk og Italiensk, vel ikke saaledes, at han kunde tale disse Sprog, men dog nok til at kunne forstaae, hvad han læste. Og dette var ikke lidet; thi næsten alle hans Fritimer anvendte han til Læsning og til at spille paa Fløjte og lidt Claveer, hvad han ligeledes havde lært sig selv. Til disse Sysler var han meget punktlig med Inddelingen af sin Tid; hvert Fag havde sin bestemte Time. Foruden fine Studier gav han sig ogsaa af med Tegning og freqventerede i mange Aar Kunstakademiet, hvor han var avanceret til Modelskolen. Han var tillige i sine yngre Dage en flittig Komediegænger, og anvendte ikke Lidet af sine Indtægter til Anskaffelse af Bøger og Musikalier. Det er muligt, at han paa sine gamle Dage blev mere paaholden paa Pengene, især da han ikke kunde rente nogen stor Pension; men i sin Ungdom og i sin kraftige Manddomsalder var han det ingenlunde, men meddeelte tvertimod stjerne til Andre og saa rundeligt, som det var ham muligt.
At han i det paa Grund af Moderens Sindssygdom høist uhyggelige Hjem, hvor han tilbragte sine bedste Leveaar, ikke kunde faae Sands for Reenlighed og Orden, er let at indsee, og Vanen var saaledes bleven ham til anden Natur, at han heller ingenlunde sylte noget Savn derved. At han ikke skal have anskaffet sig nye Klæder siden 1812, er dog en stor Overdrivelse; mit Bekjendtskab til ham skriver sig netop fra en senere Periode, og jeg har dog seet ham med flere end een ny Dragt. Men man maatte rigtignok vide, at den var ny, thi han hadede i den Grad at see pæn og Pyntelig ud, at han i Regelen, naar han havde nyt Tøi eller nye Støvler paa, først gik ind dermed i Cancelliarchivet og gav sig ret til at rode op i gamle Sager for al blive dygtig tilstøvet. I Udøvelsen af sine Embedspligter var han et sandt Monster: han arbejdede ialmindelighed langt ud over den almindelige Comptoirtid, og det uagtet han arbejdede meget hurtigt, hvorved det ikke lidet kom ham tilgode, at han skrev en ligesaa smuk som flydende Haand.
Af de faa Træk. jeg her har tilladt mig at meddele Dem, haaber jeg at De vil erkjende at have faaet et ganske andet Indtryk af den gamle Pebersvend, der unegteligt ved Omstændighedernes Magt blev paatrykt alle en Særlings uhyggelige Kjendemærker, men som ikke desto mindre var et meer end almindeligt begavet og retsindet Menneske, en sjelden opoffrende og kjærlig Søn og en i alle Henseender punktlig og samvittighedsfuld Embedsmand. Han hvile i Fred!
Deres ærbødige
N. N.
(Flyveposten 7. juli 1860)
Farvergade 128 blev i 1859 til Farvergade 18. Matriklen 128 blev i 1908 indbefattet i matrikel 283, hvori også en række andre matrikler blev henlagt. De omfatter i dag Farvergade 2-4 og 6-8 (Matrikel 282), med bl.a. Tutein & Koch. Bygningen er tegnet af arkitekt Roger Møller.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar