De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.
"Kvistkammertyven"
Peder Ludvig Tofte.(Fortsat.)
Mistanken for at have paasat Ildebranden i Studiestræde blev rettet mod en Uskyldig, Snedkermester Rasmus Jørgen Jørgensen, en ung Mand paa 25 Aar, der nylig havde etableret sig og stod i Begreb med at indgaae Ægteskab. Det var paa hans Værksted, at Tofte havde antændt Ilden, og da Ingen var bleven seet der, siden Jørgensen var gaaet derfra Kl. 4, satte man sig i Hovedet, at han maatte være Gjerningsmanden, og det endskjøndt Ilden først viste sig Klokken eet Kvarteer over 5. Jørgensen havde nylig assureret sit Indbo, som det synes noget vel høit, men isaafald var det til hans egen Ulykke. En af Kriminal- og Politirettens Assessorer, der var bekjendt for sin Dygtighed i at faae Folk til at bekjende, ledede Undersøgelsen med sædvanlig Nidkjærhed, og han var ogsaa saa heldig at faae den uerfarne Haandværker indviklet i enkelte Modsigelser. Jørgensen blev holdt fængslet i et fugtigt og smudsigt Kammer og blev derfor angrebet af Hævelse og Betændelse i Benene, forbundet med ulidelige Smerter. En forhærdet For bryder blev sat ud paa ham for om muligt at narre en Bekjendelse ud af ham, og man fik ham endelig saa vidt, at hans Tanker begyndte at forvirres. Da man stadig vedblev at paadutte ham Gjerningen, var han tilsidst ikke rigtig sikker paa, om han havde paasat Ilden eller et: Sn Aften sagde han saaledes til en af sine Medarrestanter, at om han ogsaa var Skyld i Branden, havde det dog ikke været hans Hensigt at indebrænde de stakkels Folk ovenpaa. Men det lykkedes dog Gud være lovet ikke at faae ham til at erkjende sig skyldig i Gjerningen. Han blev af Kriminal- og Politiretten frifunden med Paalæg af Sagens Omkostninger, men Høiesteret frifandt ham kun "for Aktors videre Tiltale" - en meget uheldig Formular, som Domstolene bruge for at udtrykke, at de ikke tør domme den Anklagede, men at de dog ansee ham for skyldig.
Formelt taget undgik man saaledes et Justitsmord, men Rasmus Jørgen Jørgensen gik brændemærket ud af Sagen, og hans borgerlige Stilling var for stedse forspildt. Han er senere død og har ikke engang faaet den Opreisning at see den virkelige Gjerningsmand træde frem og tage Skylden paa sig.
Tofte har efter al Sandsynlighed bildt sig ind, at denne Brandstiftelse vilde blive straffet ned Døden, og han holdt derfor sin Tilstaaelse tilbage, indtil han, for sit Mordforsøg paa Lægen ved Christianshavns Straffeanstalt blev dømt fra Livet. Da vedskrev han en Tilstaaelse om hiin Begivenhed, som han agtede at aflevere, inden Dødsstraffen blev exekveret, men da han Imod Forventning blev benaadet, opgav han sit Forsæt og tilintetgjorte det, han havde skrevet. I Foraaret 1864 - efterat han anden Gang havde overfaldet en af sine Foresatte i Straffeanstalten med morderiske Vaaben - indsaae han, at der ikke kunde være Tale om at undgaae at lide Dødsstraffen, og da fremkom han omsider med sin Tilstaaelse.
I Juli 1860 var han atter bleven indsat i Straffeanstalten paa Christianshavn som Tugthuusfange paa Livstid, men selv Udsigten til at tilbringe Resten af sine Dage i Tugthuset kunde ikke knække Toftes Livsmod. Han blev sat til at arbeide som Væver, og lærte nu før første Gang i sit Liv hvad det vil sige at bestille Noget. I det Hele taget opførte han sig godt; om han end nu og da var lidt stridig, gav han dog næsten aldrig Anledning til Klage. Han udmærkede sig særligt ved sit uforanderlig gode Humeur. Altid var han lystig og tilbøielig til Leg og Narrestreger, og han betragtedes af de andre Fanger som et Barn.
Havde der været mindste Alvor i ham, maatte Tanken om hans mange Forbrydelser have hvilet tungt paa hans Sind, og han vilde da snarere have græmmet sig over sine spildte Ungdomsaar. Men saa ung han var, var han allerede fortabt, og det viste sig snart, at hans Hu kun stod til at gjøre nye Ulykker.
Det seer næsten ud, som om han søgte efter en Gjenstand, over hvilken han kunde lade sit onde Sind gaae ud; det var, som om han var greben af en halv ubevidst Trang til at gjøre Fortræd, og som om han maatte have et Offer, hvem dette saa end skulde være.
Der var i denne Tid blandt de øvrige Fanger opstaaet stor Misfornøielse, da Brødrationerne fra 1ste April 1860 af ifølge Justitsministeriets Befaling vare blevne formindskede fra 2 Pd. til 1½ Pd. daglig i Sommermaanederne. Mange af dem klagede over, at de ikke fik nok til at stille deres Sult med, og Straffeanstaltens Bestyrelse androg flere Gange paa at faae de større Rationer gjenindførte, men forgjæves; 1½ Pd. daglig var nok, sagde man i Justitsministeriet, Inspekteuren kunde da ligeoverfor de Fanger, der klagede over, at de bleve syge af at faae for lidt at spise, ikke gjøre Andet ad henvise dem til Lægen, Regimentschirurg Mackeprang. Naar Fangerne nu kom og klagede over den knappe Kost, henvist han dem igjen til Inspekteuren, idet han mente, at kun denne vilde kunde gjøre Forestilling til høiere Vedkommende om at faae Bespisningsreglementet forandret. Dette hørte Tofte, og skjønt han ikke personlig havde lidt under den indtraadte Forandring, da han fortjente rigelige "Overarbeidspenge" og derved kunde forbedre sin Forpleining, blev han dog forbitret over, at man saaledes "holdt Fangerne for Nar". Han var tilmed dengang - efter hvad han har paastaaet - i en noget ærgerlig Sindsstemning over, at hans Familie i længere Tid ikke havde ladet høre fra sig, hvorfor han antog, at den vilde slaae Haanden af ham, og han besluttede da, uden at tale til nogen af de andre Fanger derom og uden at nogen af disse havde tilskyndet ham dertil, at myrde baade Inspekteuren og Lægen. Han var aldrig bleven haardt behandlet af nogen af disse Mænd. Justitsraad Keller havde endog fattet særlig Interesse for Tofte, fra det Øieblik af, da denne havde tilstaaet de mange Forbrydelser for Ham, men det vil erindres, at Tofte ansaae ham for tildeels at være Skyld i, at hans Straf blev saa haard. Imod Lægen havde han endnu mindre Grund til at nære nogen Uvillie, da denne altid havde behandlet ham med største Humanitet; det eneste Klagepunkt, han havde at fremføre imod ham, var, at Mackeprang, da han skulde trække en Tand ud paa ham, lod Stumperne blive siddende i Kjødet.
Efter nogen Overvejelse opgav han den Plan at myrde Inspekteuren; thi vel var det en let Sag for ham at blive ene med denne, idet han blot behøvede at begjære sig fremstillet for ham; derimod var det ham ikke let at faae Leilighed til at angribe Inspekteuren bagfra, hvilket snarere kunde lykkes ham med Hensyn til Lægen. Han besluttede derfor at indskrænke sig til at myrde denne. Til at udføre Mordet havde han to Redskaber at vælge imellem, enten den saakaldte Salskniv, der hang paa Arbeidsværelset, eller en Hammer, som han engang havde faaet forærende af en Fange, der forlod Straffeanstalten. Da han var bange for, at han med sine svage Kræfter ikke vilde kunne haandtere Kniven, bestemte han sig for Brugen af Hammeren, som han ved Hjælp af en Steen, han fandt paa sin Væv, sleb frygtelig skarp i den kløftede Ende.
I Begyndelsen af November 1862 var han færdig med sine Forberedelser, men han tøvede endnu, thi han manglede Mod. Endelig begjærede han sig den 11te November fremstillet for Lægen paa Grund af Tandpine. Han var om Formiddagen munter som sædvanlig, og hans Medfanger kunde ikke mærke noget Usædvanligt hos ham. Da han blev kaldt paa for at møde hos Lægen, stak han Hammeren i sin Trøielomme og gik ud for at udføre sin Beslutning. Han tænkte ved sig selv, at hvis Modet i det afgjørende Øieblik skulde svigte ham, kunde han jo tale om sin Tandpine.
Straffeanstaltens Læge benytter skifteviis med Præsten et lille eet fags Værelse i Bygningens Stueetage. Udenfor paa Gangen ere de Fanger, der skulle fremstilles for ham samlede under Opsigt af en Betjent; de indlades En for En, og inde i VæreIset er der saagodtsom aldrig nogen Betjent tilstede. Medens den opsigtshavende Betjent den ommeldte Dag vendte Ryggen til, smuttede Tofte ind i Værelset, hvor Lægen sad ved et Bord tæt ved Vinduet, saaledes at han vendte Ryggen halvt mod Døren, og skrev i Patientbogen. Han hørte Tofte komme ind, men da denne havde Tøisko paa mærkede han ikke, at Tofte kom lige hen bag ved ham. Da han sad saaledes bøiet over Bogen, var Leiligheden gunstig. Tofte løftede Hammeren og gav ham med dens flade Ende et slag i Baghovedet, hvorved han et Øieblik blev aldeles bedøvet. Da han strax efter kom til sig selv igjen og følte Blodet løbe ned af sine Kinder, saae han Hammeren ligge paa Gulvet og Tofte løbe ud af Værelset. Paa hans Anskrig blev Tofte strax grebet, og var da i en temmelig rolig Stemning, men da Betjentene tog fat paa ham for at føre ham til den Fløi af Bygningen, hvor Straffecellerne ere, blev han mere oo mere exalteret, udskjældte Betjentene og slog den ene af dem, saa at hans Tænder blødte. Medens han blev ført over Gaarden forbi vagten, yttrede han: "Jeg traf ham sk..., den gamle Æsel; han skulde have været slaaet ihjel! - men det kan vel skee en anden Gang."
(Sluttes).
(Folkets Avis 20. februar 1865)
Der er tale om regimentskirurg cand. med. Hans Marcus Mackeprang (1793-1874). Han døde 26. juni, 81 år gammel. Han gjorde tjeneste som reservekirurg ved Almindeligt Hospital i en meget lang årrække, blev 1826 læge ved Døvstumme-Instituttet og senere i 12 år læge ved Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn.
Fængselsvæsnet undergik mens Tofte opholdt sig der, en reform. Horsens og Vridsløse straffeanstalter blev opført og taget i brug (hhv 1853 og 1859), i sidstnævnte udførtes cellestraffen, kvinderne blev samlet på Christianshavn 1870.
Skylden for branden blev efterfølgende lagt på snedkermesteren, der dog senere blev frikendt for videre tiltale, men døde formentlig som følge af det slemme ophold i fængslet. Se særskilt indslag om branden i Studiestræde 33 andetsteds på denne blog.
Forbedringshuset paa Christianshavn. Da vi i et foregaaende Numer berettede om "Kvistkammertyven"s Attentat paa Doktor Mackeprang, hedder det i "Folk. Av.", kjendte vi godt det Rygte, der cirkulerede i Staden, nemlig, at dette Attentat ikke var møntet paa Doktoren i Særdeleshed, hvem Fangerne Intet hare imod, men ifølge en fortvivlet Beslutning af Fangerne, at hævne sig paa hele Fængselsbestyrelsen for den slette Behandling, de nyde, og at dette Attentat vilde være blevet udøvet mod hvemsomhelst af Bestyrelsen, som "Kvistkammertyven" den Dag var kommen i Berøring med. Vi vilde den Dag ikke omtale det Rygte, da vi ikke havde Lejlighed til at erfare, hvor meget deraf var Sandhed. Det er imidlertid i disse Dage ved de Forhører, der ere gaaede forud for en Højesteretsdom, der er overgaaet Forbedringshuusfange Serritzlev. der som bekjendt den 2den Juni d. A. stak Mestersvend Andersen med en Kniv i Halsen, fremkommet Oplysninger, der fuldkommen bekræfte de cirkulerende Rygter. Disse Forhører vise, at det er Sult, der driver Forbedringshuusfangerne til Fortvivlelse og til at begaae Handlinger, der ifølge de bestaaende Love have Døden tilfølge, hvilken de foretrække for den Kval, Sulten medfører. Det er oplyst, at Fangerne ifølge Fængselsreglementet kun erholde to Maaltider i Døgnet, nemlig mellem Kl. 9 og 10 1½ Pund Brod og Kl. 12 en Pot Søbemad og en halv Pot Øl. Naar dertil kommer, at der fordres strængt Arbeide af dem, og at Arbejdstiden er fra Kl. 5 om Morgenen til Kl. 8 om Aftenen med 2 Times Hviletid, kan det sandelig ikke undre Nogen, at denne Føde, der knap er tilstrækkelig for en Dreng, kan bringe de ulykkelige Fanger til Fortvivlelse og til at begaae Excesser, der kunne have farlige Følger før den offentlige Sikkerhed. Hvem der har Skyld i Tilblivelsen af dette elendige Spisereglement, ville vi ikke undersøge, men anbefale samme tilligemed hele Straffeanstalten paa Christianshavn til Justitsministerens specielle Opmærksomhed. Sluttelig ville vi henlede Fængselselskabets Opmærksomhed paa denne Sag, da vi ere overbeviste om, at dette vil anvende sin Indflydelse til en Forbedring af Fangernes Kaar.
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 22. november 1862).
Kvistkammertyven. I Torsdags Morges Kl. 7 blev den Kvistkammertyven Tofte for hans Mordattentat paa Lægen Mackeprang idømte Høiesteretsdom exekveret i Kjøbenhavns Tugthtuus, hvortil han blev ført fra Arresten af Politiets Betjente, af hvilke 8 Mand vare tilstede, medens Fangerne fra Fængslets Vinduer vare Tilskuere ved Straffens Fuldbyrdelse. Straffen bestod i 27 Slag af en Kat (som har 13 Strænge med 3 Kunder paa hver Stræng, foruden at hver enkelt Snors yderste Ende er ombøiet og samlet eller bundet med Garn, for ikke at opflosses) Efterat Delinkventen paa sædvanlig Maade var surret fast til en Pæl, tildelte Anstaltens Profos (Schmidt) ham Slagene paa den blottede Ryg. I Mandags afrejste to Politibetjente med Arrestanten til Horsens Tngthuus, hvor han er dømt til at hensættes under stræng Bevogtning paa Livstid.
(Vestslesvigsk Tidende 1. juni 1863).
Om snedker Jørgensen havde Fædrelandet følgende kommentar (gengivet fra Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. februar 1865). Se desuden det særskilte indslag om ildebranden i Studiestræde:
Blandt de mange Forbrydelser, som den saakaldte Qvistkammertyv P. Tofte havde begaaet, var, som bekjendt, ogsaa den, at han Søndagen d. 24de Januar 1858 havde anstiftet en Ildebrand i et Snedkerværksted, hvorved flere Mennesker indebrændte. Mistanken henlededes paa Værkstedets Eier, Snedkermester Rasmus Jørgensen, en ung Mand, der nylig havde nedsat sig, og om hvem iøvrigt aldeles intet Ufordeelagtigt var bekjendt, men som tværtimod var af god Familie og en i enhver Henseende hæderlig Mand. Han holdtes fængstet i næsten 9 Maanerer. og de Piinsler og det Onde, han skal have lidt under Forhørerne, navnlig da han, nedsat i et fugtigt og simpelt Fængsel, blev betagen af Betændelse og Smerter, vare saadanne, at hvis han havde været skyldig, vilde han, for at erholde Lindring og et andet Fængsel, have tilstaaet Forbrydelsen. Der er en stærk Formodning om, at Forhørsdommeren har hensat denne aldeles uskyldige Mand i et underjordisk, fugtigt og simpelt Hul, for at tvinge ham til Bekendelse ved de legemlige Lidelser, som derved paaførtes ham. Dernæst er der stærk Formodning om, at Forhørsdommeren har sat Jørgensen sammen med en gammel forhærdet og straffet Forbryder, for at denne kunde udspionere ham og under Forlovlighedens Maske forlede ham til Bekjendelse. Den eneste Erstatning hertillands, der kan gives til uskyldig piint Mand, er fuldstændig Frifindelse; men denne kunde Jørgensen ikke opnaae ved Kriminal- og Politiretten. Ved Højesteret blev han endelig frifunden for "videre Tiltale", og dette især fordi han havde assureret sine Eiendele hos et engelsk Selskab for 1600 Rdr., medens de kun kunde taxeres til 1000 Rdr. (Som bekiendt har Forbryderen Tofte senere tilstaaet, at han havde været Gjerningsmanden til Brandstiftelsen, og at Snedker Jørgensen var aldeles uskyldig.) Denne ulykkelige Mand er nu død, og det er vel ikke usandsynligt, at hans lange Fængsling og de Lidelser, der paaførtes ham, have bidraget til at forkorte hans Dage. Den eneste Erstatning, der nu kan ydes ham, er den, at hans Uskyldighed er bleven fuldstændig oplyst (Uddr. af Fædrel.)
(Ifølge "Hors. Av." skulde Tofte henrettes idag (Mandag) Morgen paa en Bakke i Nærheden af Horsens.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. februar 1865)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar