Kvistkammertyven Tofte (6): Straffeanstalten Christianshavn. 1860-1863. (Efterskrift til Politivennen)

De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

(Fortsat.)

Mistanken for at have paasat Ildebranden i Studiestræde blev rettet mod en Uskyldig, Snedkermester Rasmus Jørgen Jørgensen, en ung Mand paa 25 Aar, der nylig havde etableret sig og stod i Begreb med at indgaae Ægteskab. Det var paa hans Værksted, at Tofte havde antændt Ilden, og da Ingen var bleven seet der, siden Jørgensen var gaaet derfra Kl. 4, satte man sig i Hovedet, at han maatte være Gjerningsmanden, og det endskjøndt Ilden først viste sig Klokken eet Kvarteer over 5. Jørgensen havde nylig assureret sit Indbo, som det synes noget vel høit, men isaafald var det til hans egen Ulykke. En af Kriminal- og Politirettens Assessorer, der var bekjendt for sin Dygtighed i at faae Folk til at bekjende, ledede Undersøgelsen med sædvanlig Nidkjærhed, og han var ogsaa saa heldig at faae den uerfarne Haandværker indviklet i enkelte Modsigelser. Jørgensen blev holdt fængslet i et fugtigt og smudsigt Kammer og blev derfor angrebet af Hævelse og Betændelse i Benene, forbundet med ulidelige Smerter. En forhærdet For bryder blev sat ud paa ham for om muligt at narre en Bekjendelse ud af ham, og man fik ham endelig saa vidt, at hans Tanker begyndte at forvirres. Da man stadig vedblev at paadutte ham Gjerningen, var han tilsidst ikke rigtig sikker paa, om han havde paasat Ilden eller et: Sn Aften sagde han saaledes til en af sine Medarrestanter, at om han ogsaa var Skyld i Branden, havde det dog ikke været hans Hensigt at indebrænde de stakkels Folk ovenpaa. Men det lykkedes dog Gud være lovet ikke at faae ham til at erkjende sig skyldig i Gjerningen. Han blev af Kriminal- og Politiretten frifunden med Paalæg af Sagens Omkostninger, men Høiesteret frifandt ham kun "for Aktors videre Tiltale" - en meget uheldig Formular, som Domstolene bruge for at udtrykke, at de ikke tør domme den Anklagede, men at de dog ansee ham for skyldig.

Formelt taget undgik man saaledes et Justitsmord, men Rasmus Jørgen Jørgensen gik brændemærket ud af Sagen, og hans borgerlige Stilling var for stedse forspildt. Han er senere død og har ikke engang faaet den Opreisning at see den virkelige Gjerningsmand træde frem og tage Skylden paa sig. 

Tofte har efter al Sandsynlighed bildt sig ind, at denne Brandstiftelse vilde blive straffet ned Døden, og han holdt derfor sin Tilstaaelse tilbage, indtil han, for sit Mordforsøg paa Lægen ved Christianshavns Straffeanstalt blev dømt fra Livet. Da vedskrev han en Tilstaaelse om hiin Begivenhed, som han agtede at aflevere, inden Dødsstraffen blev exekveret, men da han Imod Forventning blev benaadet, opgav han sit Forsæt og tilintetgjorte det, han havde skrevet. I Foraaret 1864 - efterat han anden Gang havde overfaldet en af sine Foresatte i Straffeanstalten med morderiske Vaaben - indsaae han, at der ikke kunde være Tale om at undgaae at lide Dødsstraffen, og da fremkom han omsider med sin Tilstaaelse.

I Juli 1860 var han atter bleven indsat i Straffeanstalten paa Christianshavn som Tugthuusfange paa Livstid, men selv Udsigten til at tilbringe Resten af sine Dage i Tugthuset kunde ikke knække Toftes Livsmod. Han blev sat til at arbeide som Væver, og lærte nu før første Gang i sit Liv hvad det vil sige at bestille Noget. I det Hele taget opførte han sig godt; om han end nu og da var lidt stridig, gav han dog næsten aldrig Anledning til Klage. Han udmærkede sig særligt ved sit uforanderlig gode Humeur. Altid var han lystig og tilbøielig til Leg og Narrestreger, og han betragtedes af de andre Fanger som et Barn.

Havde der været mindste Alvor i ham, maatte Tanken om hans mange Forbrydelser have hvilet tungt paa hans Sind, og han vilde da snarere have græmmet sig over sine spildte Ungdomsaar. Men saa ung han var, var han allerede fortabt, og det viste sig snart, at hans Hu kun stod til at gjøre nye Ulykker.

Det seer næsten ud, som om han søgte efter en Gjenstand, over hvilken han kunde lade sit onde Sind gaae ud; det var, som om han var greben af en halv ubevidst Trang til at gjøre Fortræd, og som om han maatte have et Offer, hvem dette saa end skulde være.

Der var i denne Tid blandt de øvrige Fanger opstaaet stor Misfornøielse, da Brødrationerne fra 1ste April 1860 af ifølge Justitsministeriets Befaling vare blevne formindskede fra 2 Pd. til 1½ Pd. daglig i Sommermaanederne. Mange af dem klagede over, at de ikke fik nok til at stille deres Sult med, og Straffeanstaltens Bestyrelse androg flere Gange paa at faae de større Rationer gjenindførte, men forgjæves; 1½ Pd. daglig var nok, sagde man i Justitsministeriet, Inspekteuren kunde da ligeoverfor de Fanger, der klagede over, at de bleve syge af at faae for lidt at spise, ikke gjøre Andet ad henvise dem til Lægen, Regimentschirurg Mackeprang. Naar Fangerne nu kom og klagede over den knappe Kost, henvist han dem igjen til Inspekteuren, idet han mente, at kun denne vilde kunde gjøre Forestilling til høiere Vedkommende om at faae Bespisningsreglementet forandret. Dette hørte Tofte, og skjønt han ikke personlig havde lidt under den indtraadte Forandring, da han fortjente rigelige "Overarbeidspenge" og derved kunde forbedre sin Forpleining, blev han dog forbitret over, at man saaledes "holdt Fangerne for Nar". Han var tilmed dengang - efter hvad han har paastaaet - i en noget ærgerlig Sindsstemning over, at hans Familie i længere Tid ikke havde ladet høre fra sig, hvorfor han antog, at den vilde slaae Haanden af ham, og han besluttede da, uden at tale til nogen af de andre Fanger derom og uden at nogen af disse havde tilskyndet ham dertil, at myrde baade Inspekteuren og Lægen. Han var aldrig bleven haardt behandlet af nogen af disse Mænd. Justitsraad Keller havde endog fattet særlig Interesse for Tofte, fra det Øieblik af, da denne havde tilstaaet de mange Forbrydelser for Ham, men det vil erindres, at Tofte ansaae ham for tildeels at være Skyld i, at hans Straf blev saa haard. Imod Lægen havde han endnu mindre Grund til at nære nogen Uvillie, da denne altid havde behandlet ham med største Humanitet; det eneste Klagepunkt, han havde at fremføre imod ham, var, at Mackeprang, da han skulde trække en Tand ud paa ham, lod Stumperne blive siddende i Kjødet.

Efter nogen Overvejelse opgav han den Plan at myrde Inspekteuren; thi vel var det en let Sag for ham at blive ene med denne, idet han blot behøvede at begjære sig fremstillet for ham; derimod var det ham ikke let at faae Leilighed til at angribe Inspekteuren bagfra, hvilket snarere kunde lykkes ham med Hensyn til Lægen. Han besluttede derfor at indskrænke sig til at myrde denne. Til at udføre Mordet havde han to Redskaber at vælge imellem, enten den saakaldte Salskniv, der hang paa Arbeidsværelset, eller en Hammer, som han engang havde faaet forærende af en Fange, der forlod Straffeanstalten. Da han var bange for, at han med sine svage Kræfter ikke vilde kunne haandtere Kniven, bestemte han sig for Brugen af Hammeren, som han ved Hjælp af en Steen, han fandt paa sin Væv, sleb frygtelig skarp i den kløftede Ende.

I Begyndelsen af November 1862 var han færdig med sine Forberedelser, men han tøvede endnu, thi han manglede Mod. Endelig begjærede han sig den 11te November fremstillet for Lægen paa Grund af Tandpine. Han var om Formiddagen munter som sædvanlig, og hans Medfanger kunde ikke mærke noget Usædvanligt hos ham. Da han blev kaldt paa for at møde hos Lægen, stak han Hammeren i sin Trøielomme og gik ud for at udføre sin Beslutning. Han tænkte ved sig selv, at hvis Modet i det afgjørende Øieblik skulde svigte ham, kunde han jo tale om sin Tandpine.

Straffeanstaltens Læge benytter skifteviis med Præsten et lille eet fags Værelse i Bygningens Stueetage. Udenfor paa Gangen ere de Fanger, der skulle fremstilles for ham samlede under Opsigt af en Betjent; de indlades En for En, og inde i VæreIset er der saagodtsom aldrig nogen Betjent tilstede. Medens den opsigtshavende Betjent den ommeldte Dag vendte Ryggen til, smuttede Tofte ind i Værelset, hvor Lægen sad ved et Bord tæt ved Vinduet, saaledes at han vendte Ryggen halvt mod Døren, og skrev i Patientbogen. Han hørte Tofte komme ind, men da denne havde Tøisko paa mærkede han ikke, at Tofte kom lige hen bag ved ham. Da han sad saaledes bøiet over Bogen, var Leiligheden gunstig. Tofte løftede Hammeren og gav ham med dens flade Ende et slag i Baghovedet, hvorved han et Øieblik blev aldeles bedøvet. Da han strax efter kom til sig selv igjen og følte Blodet løbe ned af sine Kinder, saae han Hammeren ligge paa Gulvet og Tofte løbe ud af Værelset. Paa hans Anskrig blev Tofte strax grebet, og var da i en temmelig rolig Stemning, men da Betjentene tog fat paa ham for at føre ham til den Fløi af Bygningen, hvor Straffecellerne ere, blev han mere oo mere exalteret, udskjældte Betjentene og slog den ene af dem, saa at hans Tænder blødte. Medens han blev ført over Gaarden forbi vagten, yttrede han: "Jeg traf ham sk..., den gamle Æsel; han skulde have været slaaet ihjel! - men det kan vel skee en anden Gang."

(Sluttes).

(Folkets Avis 20. februar 1865)

Der er tale om regimentskirurg cand. med. Hans Marcus Mackeprang (1793-1874). Han døde 26. juni, 81 år gammel. Han gjorde tjeneste som reservekirurg ved Almindeligt Hospital i en meget lang årrække, blev 1826 læge ved Døvstumme-Instituttet og senere i 12 år læge ved Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. 

Fængselsvæsnet undergik mens Tofte opholdt sig der, en reform. Horsens og Vridsløse straffeanstalter blev opført og taget i brug (hhv 1853 og 1859), i sidstnævnte udførtes cellestraffen, kvinderne blev samlet på Christianshavn 1870.

Skylden for branden blev efterfølgende lagt på snedkermesteren, der dog senere blev frikendt for videre tiltale, men døde formentlig som følge af det slemme ophold i fængslet. Se særskilt indslag om branden i Studiestræde 33 andetsteds på denne blog.

Forbedringshuset paa Christianshavn. Da vi i et foregaaende Numer berettede om "Kvistkammertyven"s Attentat paa Doktor Mackeprang, hedder det i "Folk. Av.", kjendte vi godt det Rygte, der cirkulerede i Staden, nemlig, at dette Attentat ikke var møntet paa Doktoren i Særdeleshed, hvem Fangerne Intet hare imod, men ifølge en fortvivlet Beslutning af Fangerne, at hævne sig paa hele Fængselsbestyrelsen for den slette Behandling, de nyde, og at dette Attentat vilde være blevet udøvet mod hvemsomhelst af Bestyrelsen, som "Kvistkammertyven" den Dag var kommen i Berøring med. Vi vilde den Dag ikke omtale det Rygte, da vi ikke havde Lejlighed til at erfare, hvor meget deraf var Sandhed. Det er imidlertid i disse Dage ved de Forhører, der ere gaaede forud for en Højesteretsdom, der er overgaaet Forbedringshuusfange Serritzlev. der som bekjendt den 2den Juni d. A. stak Mestersvend Andersen med en Kniv i Halsen, fremkommet Oplysninger, der fuldkommen bekræfte de cirkulerende Rygter. Disse Forhører vise, at det er Sult, der driver Forbedringshuusfangerne til Fortvivlelse og til at begaae Handlinger, der ifølge de bestaaende Love have Døden tilfølge, hvilken de foretrække for den Kval, Sulten medfører. Det er oplyst, at Fangerne ifølge Fængselsreglementet kun erholde to Maaltider i Døgnet, nemlig mellem Kl. 9 og 10 1½ Pund Brod og Kl. 12 en Pot Søbemad og en halv Pot Øl. Naar dertil kommer, at der fordres strængt Arbeide af dem, og at Arbejdstiden er fra Kl. 5 om Morgenen til Kl. 8 om Aftenen med 2 Times Hviletid, kan det sandelig ikke undre Nogen, at denne Føde, der knap er tilstrækkelig for en Dreng, kan bringe de ulykkelige Fanger til Fortvivlelse og til at begaae Excesser, der kunne have farlige Følger før den offentlige Sikkerhed. Hvem der har Skyld i Tilblivelsen af dette elendige Spisereglement, ville vi ikke undersøge, men anbefale samme tilligemed hele Straffeanstalten paa Christianshavn til Justitsministerens specielle Opmærksomhed. Sluttelig ville vi henlede Fængselselskabets Opmærksomhed paa denne Sag, da vi ere overbeviste om, at dette vil anvende sin Indflydelse til en Forbedring af Fangernes Kaar.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 22. november 1862).

Fritz Theodor Benzen. Bygningen i midten er Christianshavns Straffeanstalt senere kaldet "Kvindefængslet på Christianshavn". Kbhbilleder. Public Domain.

Kvistkammertyven. I Torsdags Morges Kl. 7 blev den Kvistkammertyven Tofte for hans Mordattentat paa Lægen Mackeprang idømte Høiesteretsdom exekveret i Kjøbenhavns Tugthtuus, hvortil han blev ført fra Arresten af Politiets Betjente, af hvilke 8 Mand vare tilstede, medens Fangerne fra Fængslets Vinduer vare Tilskuere ved Straffens Fuldbyrdelse. Straffen bestod i 27 Slag af en Kat (som har 13 Strænge med 3 Kunder paa hver Stræng, foruden at hver enkelt Snors yderste Ende er ombøiet og samlet eller bundet med Garn, for ikke at opflosses) Efterat Delinkventen paa sædvanlig Maade var surret fast til en Pæl, tildelte Anstaltens Profos (Schmidt) ham Slagene paa den blottede Ryg. I Mandags afrejste to Politibetjente med Arrestanten til Horsens Tngthuus, hvor han er dømt til at hensættes under stræng Bevogtning paa Livstid.

(Vestslesvigsk Tidende 1. juni 1863).

Om snedker Jørgensen havde Fædrelandet følgende kommentar (gengivet fra Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. februar 1865). Se desuden det særskilte indslag om ildebranden i Studiestræde:

Blandt de mange Forbrydelser, som den saakaldte Qvistkammertyv P. Tofte havde begaaet, var, som bekjendt, ogsaa den, at han Søndagen d. 24de Januar 1858 havde anstiftet en Ildebrand i et Snedkerværksted, hvorved flere Mennesker indebrændte. Mistanken henlededes paa Værkstedets Eier, Snedkermester Rasmus Jørgensen, en ung Mand, der nylig havde nedsat sig, og om hvem iøvrigt aldeles intet Ufordeelagtigt var bekjendt, men som tværtimod var af god Familie og en i enhver Henseende hæderlig Mand. Han holdtes fængstet i næsten 9 Maanerer. og de Piinsler og det Onde, han skal have lidt under Forhørerne, navnlig da han, nedsat i et fugtigt og simpelt Fængsel, blev betagen af Betændelse og Smerter, vare saadanne, at hvis han havde været skyldig, vilde han, for at erholde Lindring og et andet Fængsel, have tilstaaet Forbrydelsen. Der er en stærk Formodning om, at Forhørsdommeren har hensat denne aldeles uskyldige Mand i et underjordisk, fugtigt og simpelt Hul, for at tvinge ham til Bekendelse ved de legemlige Lidelser, som derved paaførtes ham. Dernæst er der stærk Formodning om, at Forhørsdommeren har sat Jørgensen sammen med en gammel forhærdet og straffet Forbryder, for at denne kunde udspionere ham og under Forlovlighedens Maske forlede ham til Bekjendelse. Den eneste Erstatning hertillands, der kan gives til uskyldig piint Mand, er fuldstændig Frifindelse; men denne kunde Jørgensen ikke opnaae ved Kriminal- og Politiretten. Ved Højesteret blev han endelig frifunden for "videre Tiltale", og dette især fordi han havde assureret sine Eiendele hos et engelsk Selskab for 1600 Rdr., medens de kun kunde taxeres til 1000 Rdr. (Som bekiendt har Forbryderen Tofte senere tilstaaet, at han havde været Gjerningsmanden til Brandstiftelsen, og at Snedker Jørgensen var aldeles uskyldig.) Denne ulykkelige Mand er nu død, og det er vel ikke usandsynligt, at hans lange Fængsling og de Lidelser, der paaførtes ham, have bidraget til at forkorte hans Dage. Den eneste Erstatning, der nu kan ydes ham, er den, at hans Uskyldighed er bleven fuldstændig oplyst (Uddr. af Fædrel.)

(Ifølge "Hors. Av." skulde Tofte henrettes idag (Mandag) Morgen paa en Bakke i Nærheden af Horsens.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. februar 1865)

Kvistkammertyven Tofte (2): Nørrebro - Forældre og Familien Løve. Midt 1855-1857. (Efterskrift til Politivennen)

De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven" 

Peder Ludvig Tofte.

(Fortsat.)

Han tog nu Ophold hos sin Fader, som boede paa Nørrebro, og fik Arbeide som Former i et stort Jernstøberi paa Blaagaardsveien; men Tyvenarturen var nu engang faret i ham, og det varede ikke længe, inden hun begik nye Forbrydelser. Han foregav gjerne, at han skulde ind til Byen for at besøge sin Moder, men benyttede i Virkelighed Tiden paa en ganske anden Maade. I Oktober, November og December Maaned 1856 begik han atter Tyveri i Hotel d'Angleterre, men det var nær gaaet galt, navnlig den sidste Gang. Det var nu ikke alene fra de Reisendes Værelser, han stjal, men ogsaa fra Tjenestefolkenes Kamre. Der blev givet Personalet Befaling til at passe nøie Paa, hvis der skulde indfinde sig uvedkommende Personer i Hotellet. Efter et af Tyverierne forklarede en Tjenestepige, at hun, medens hun var beskjæftiget i Theeværelset, havde seet en Dreng titte flere Gange gjennem Ruden i Døren, og antog, at det nok kunde være Tyven. Hun kjendte Drengens Ansigt fra tidligere Tid, idet "hun havde seet det samme Menneske ligge og rage i Rendestenen i Gothersgade, hvor hun da tjente". Hun gav et omtrentligt Signalement af Tofte, og man blev enig om at passe endnu bedre paa end hidtil. Den 16de December, da Eierens Hustru sad i sin Stue, hørte hun et Menneske komme fra Gangen ind i Værelset ved Siden af og pusle der omtrent i en Tid af 10 Minutter. Hun tænkte, at det var en af Pigerne, men da hun uåbnede Døren, saae hun, at det var en Dreng ganske af det Udseende, som Pigen havde beskrevet, og med en Pakke under Armen. Konen blev forvirret og skreg, men Tofte - thi ham var det - gik ganske rolig ud af Døren, ned ad Trapperne og over Gaarden. Hvis han havde løbet, vilde han rimeligviis være bleven grebet paa Veien, men uforstyrrelig Ro var netop et af hans mærkeligste Særkjender, og kun den satte ham istand til at drive sit Spil saa længe.

Samtidig stjal han ogsaa andre Steder; hans Tyverier bleve stedse hyppigere og hyppigere, navnlig i December 1856 og Januar 1857.

Da var det endelig, at han første Gang kom i Berøring med Justitsen. Søndagen den 25de Januar om Eftermiddagen var han nemlig af sin Fader sendt i et Ærinde ind til Byen; efter at have besørget dette, gik han endnu noget omkring i Huset for at see Leilighed til at stjæle og lagde da Mærke til, at en af Dørene ud til Gangen paa Grund af Laasens Brøstfældighed var meget daarlig lukket. Ved et let Tryk fik han Døren op og tog nu en Frakke, der hang i Stuen, ligesom han i en abenstaaende Kuffert fandt en Portemonnaie, noget Guldtøi osv., som han Alt tog med sig. Han pantsatte strax de fleste af disse Koster hos Pantsætter i Nybrogade og fik et Forskud paa 4 Rd., idet han fortalte, at hans Fader nødvendig skulde bruge saa mange Penge, og at Faderen - hvem han dog ikke nævnte - vilde komme samme Aften for at hente Assistentshuussedlen og hvad der blev laant paa Sagerne udover de 4 Rd. Det faldt ikke Pantsætteren ind at nære nogen Mistillid til ham, dertil var hans hele Adfærd for vel beregnet.

Da den Bestjaalne ufortøvet anmeldte Tyveriet, bleve Kosterne snart fundne, og da Tofte derfor Kl. 10 den paafølgende Torsdag Aften sendte en Dreng, han traf paa Gaden, ned til Pantsætteren, for at hente Sedlen og Resten af Pengene, vilde Pantsætterens Kone, der var ene i Boutiken, ikke udlevere dem. Paa hendes Spørgsmaal om, hvem der havde sendt ham, Paaviste Drengen Tofte, der ventede paa ham udenfor, hvorfor Konen øieblikkeliq foer ud og greb fat i ham. Han sled sig imidlertid løs og løb ned ad Gaden, forfulgt af Konen, paa hvis Skrig Vægteren kom til. Tofte løb da ind i en Gaard, hvor han langt om længe blev funden ovenpoa en Brændestabel, paa hvilken han var krøben op, og hvor han havde bedækket siq saaledes med Snee, at kun en lille Flip af hans Overtøi stak frem.

Nægte Tyveriet kunde der ikke være Tale om; det indsaae han ogsaa strax, men det lykkedes ham at fremstille det som et blot og bart Leilighedstyveri, og Politiet faldt derfor ikke paa, at han og Tyven fra Hotel d'Angleterre, hvis Signalement man jo dog var i Besiddelse af, vare een og samme Person.

Han Dom faldt den 2den Februar 1857 og lød paa 25 Rottingslag. Dermed lod man ham gaae. Men netop fra dette Øieblik af begynder hans Tyverivirksomhed ret at udvikle sig i stor Stiil, lige som han fra nu af gaaer ganske anderledes methodisk tilværks end hidtil. Det seer ud til, som om han har lagt sig den ved Sagen indvundne Erfaring paa Hjerte, fra nu af pantsatte han ikke mere sine Tyvekoster, og han stjal derfor nu saagodtsom udelukkende rede Penge og Guld- og Sølvsager. Tog han en enkelt Gang Klædningsstykker og andet Lignende, forærede han dem gjerne bort; det samme var for Resten ogsaa i Regelen Tilfældet med det Guld- og Sølvtøi, han stjal.

Vi have seet, at han allerede i lang Tid havde benyttet faste Nøgler til sine Forbrydelser; dem stjal han, naar han fandt dem stikkende udad i Dørene, og han forsømte heller ikke inde i Værelserne at tage de Nøgler, der stak i de forskjellige Møbler, selv om han ikke fandt Andet, der efter hans Mening var værd at tage med. Naar han vilde stjæle, begyndte han gjerne med at banke paa Døren; kom der da Nogen, spurgte han efter en eller anden Hr. Petersen eller Madam Lassen, kom der derimod Ingen, søgte han selv at aabne Døren med sine Nøgler, blandt hvilke han efterhaanden havde faaet samlet flere Hovednøgler. Paa denne Maade gjorde han den Erfaring, at Kvistværelserne i mangfoldige Huse ere ubeboede om Dagen, deels fordi de bruges til Pulterkamre, og deels fordi deres Beboere ere beskæftigede andetsteds. Han holdt sig derefter fortrinsviis til Kvistkamrene, og traf det sig endda saa uheldigt, at han dog stødte paa Beboerne, havde han strax et Ærinde paa rede Haand og forstod i den Grad at holde Kontenancen, og Ingen kunde mistænke ham for at være en Tyv. Desuden var han altid godt og ordentlig klædt, saa at man heller ikke let lagde særlig Mærke til ham, naar man mødte ham paa Gange og Trapper.

Foruden den saaledes indvundne større Erfaring var der endnu en særlig Grund, der forlede ham til at stjæle i en saa uhyre stor Maalestok; han fik nemlig nu Noget at bruge sine Penge til. Det kastede jo vel endeel Penge stadig at give den flotte Fyr paa Værkstedet, at traktere sine Kammerater med Kasinobilletter og at betale de andre Drenge for, naar det var hans Tour, at rydde op i Værkstedet om Søndagen; heller ikke gav han saa faa Penge ud paa Kaffehuse og slige Steder - men Alt dette er dog Intet imod, hvad det koster at være forlovet!

Han var efterhaanden bleven stadig Gjæst i en Høkerboutik paa Nørrebro, der forestodes af en Madam Løve. Her kom han daglig for at nyde sin Kaffe, og han gjorde derved Bekjendtskab med denne Kones Plejedatter, en smuk Pige paa 16-17 Aar ved Navn Emma, med hvem han snart begyndte at agere Kjæreste. Han begyndte strax med at give kostbare Foræringer og indskrænkede ikke sin Gavmildhed til Emma alene, men betænkte ogsaa Mad. Løve og dennes 14aarige Datter Mathilde i rigeligt Maal. Desuden tog han jævnlig de unge Piger ud med i Tivoli og paa Theatrene og trakterede dem paa Konditorier. Naar Emma og han gik sammen i det kgl. Theater, gik de gjerne i første Parket, og mangen en naiv Provindsialist, der troer, at man ved et benytte denne Plads ubetinget kommer i fint Selskab, har maaskee følt sig smigret ved at sidde ved Siden af - Kvistkammertyven og hans Kjæreste! Han forsømte heller ingen af de offentlige Maskerader, hverken dem paa Kasino eller Kammerraad Langes paa Hoftheatret; han havde gjerne begge Pigebørnene med sig udklædte i Karakteerdragt, naturligviis paa hans Regning.

Men hans Flothed viste sig først ret i et glimrende Lys, da Mathilde skulde konfirmeres. Mad. Løve, for hvem det vilde have været en Samvittighedssag ikke at pine det meest Mulige ud af en saaban Guldfisk, klagede sin Nød for ham over, at hun ikke havde Raad til at "udstyre Barnet' til denne Leilighed, og lod ogsaa falde et Vink om, at hun saa inderlig gjerne vilde have et Par gode Venner hos sig den Aften, naar hun bare havde noget Pænt at sætte paa Bordet for dem. Tofte var en altfor genereus (!) Natur til ikke strax at gaae ind paa Madamens Bøn, ja han overtraf endog hendes dristigste Forventninger. Han forærede Mathilde Konfirmationskjole, Chawl og Støvler og desuden som en mere personlig Opmærksomhed en Pretension og en Guldring (naturligviis Tyvekoster). Paa selve den store Dag sørgede han for Alt. Han betalte Vognen til og fra Kirken og Kirkebetjentene, og om Aftenen var der et lystigt Selskab paa en Snees Gjæster hjemme hos Løves, der bleve trakterede med Skinkesteg, Krandsekage, 4 Flasker Viin fonuden andre gode Sager - Altsammen for Toftes Penge. Det Hele endte med en Svingom, hvortil Tofte havde leiet Musiken. Den Eneste, der ikke fik Noget ved denne Leilighed, var - Præsten; det var en Udgift, man efter Toftes Formening godt kunde spare.

(Fortsættes).

(Folkets Avis 14. februar 1865)

Om forholdene på Nørrebro dengang Peter Ludvig boede der, er der adskillige indslag her på bloggen: Beskrivelse af Blaagaardveien 1847 og 1855, koleraen 1853 som slet ikke omtales i Folkets Avis, men som Peter Ludvig må have oplevet, en klage over børnemishandling på Blegdamsvej 1852, en mere generel beskrivelse af forstædernes kommunale forhold 1852 og endelig om renlighed 1850. Nørrebro var i 1850'erne stadig en forstad med omkring 10.000 indbyggere. Efter demarkationslinjens flytning 1852 som muliggjorde større nybyggeri, flyttede en mængde industri til bydelen. 

Der lå flere jernstøberier på Nørrebro: Frederiksens Jernstøberi (solgt 1857), Blaagaards Korsvej 36. Og det kendteste: Anker Heegaards jernstøberi, Blågårdsgade 20. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

På en hjemmeside over Peter Ludvig Thorvald Tofte skrives endvidere: 

Han var så forsigtig ingen Medskyldige at have, men altid at arbejde alene. Han stjal kun kontante Penge, kun en enkelt Gang tog han et Sæt Tøj, og det kom han til at fortryde. Når han gik ud på sine Tyvetogter, tog han sit pæneste Tøj på for at virke så lidt mistænkelig som muligt, og det var ham også til Hjælp ved flere Lejligheder, hvor han blev overrasket enten i Færd med at bryde Entredøren op eller endog inde i Lejligheden.

Han gav så straks den Forklaring, at han var kommet for at søge efter en Ven, og når han var fundet inde i Lejligheden, sagde han, at Døren havde stået åben, og han sagde det med en så troskyldig Mine, at man ikke fattede Mistanke til det pæne unge Menneske.

Foruden Caroline havde han nu fået tre andre Veninder, som han med Gavmildhed forærede Gaver og tog med ud til Fornøjelser. Særlig Kasino-maskeraderne dyrkede han med Liv og Lyst, og det var ikke usædvanligt, at han på en sådan Aften brugte 50-60 Rbd.

Kvistkammertyven Tofte (4): Politiet paa Sporet. Ca. 1857-1858. (Efterskrift til Politivennen)

 De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

(Fortsat.)

Medens han drev om uden Arbeide, var han naturligviis ligesaa vel beslaaet med Penge som før, om ikke bedre, thi nu havde han jo hele Dagen at "virke" i. Det var ogsaa først fra nu af, at han stjal daglig, ja i Regelen endog flere Gange om Dagen, og det var i denne Periode, at han af Politiet fik Navn af "Kvistkammertyven", under hvilket han gik i lang Tid, inden man anede, hvem "Kvistkammertyven" var.

Det var derfor intet Under, at han til Julen 1857 atter kunde betænke "Løverne" med kostbare Presenter, med Guldstads, Mantiller og Gud veed hvor megen Herlighed. Han levede i lutter Fornøielser og Adspredelser; blandt andet var han en lidenskabelig Elsker af at dandse og tog ikke saa sjeldent tiltakke med Dandseboden Phønix, hvor han da gjerne havde et eller andet af sine Fruentimmer med sig. Men hans Dandselyst og "honnette Ambition" bragte ham til ogsaa at søge finere Selskab. Han var saaledes fræk nok til en Aften at deeltage i et Bal i en stor Klub paa Nørrebro, uagtet kun Klubbens faste Medlemmer og deres Damer havde Adgang dertil. Her traf han en ung Dame, der var i Familie med hans første Læremester, og gjorde uden videre deres gamle Bekjendtskab gjældende. Medens Mesteren sad og spillede Kort med sine Bekjendte i det ene Værelse, dandsede Tofte ufortrødent med den unge Pige i Balsalen, og opførte sig hele Tiden som den routinerede Balherre og Selskabsmand.

Mad. Løve flyttede omtrent ved denne Tid ind i Byen og etablerede en Forretning af den Slags, som kun drives i visse bestemte Gader. Forbindelsen mellem hendes Familie og Tofte vedblev som før; da det blev Foraar, arrangerede han Skovtoure til Dyrehaven, og som om dette endnu ikke var nok, foretog han sig engang en Lystreise i Sjælland med Emma. De tilbragte een Nat i Slagelse og to i Roeskilde. Hvorledes de Reisende teede sig paa disse Steder, hvad de udgave sig for, om de beærede Domkirken med deres Besøg o. s v., derom see vi os ikke istand til at meddele Noget. Det laae nær at antage, at Hensigten med Reisen var at see Leilighed til at begaae Tyveri, men i saa Fald vilde Tofte, der aldrig havde nogen Medvider i sine Forbrydelser, neppe have taget Emma med; det har sikkert været en blot og bar Fornøielsestour.

Rapporterne fra denne Periode give et Begreb om, hvorledes han dengang saae ud. Han beskrives i Signalementerne som en spinkel Dreng paa 14-16 Aar (han var som bekjendt henved 19 Aar, men han var og er endnu den Dag idag usædvanlig lille af Væxt) med et lille rundt Ansigt, store blaa Øine, mørkeblondt, kort afklippet Haar ("dog ikke "Polkahaar", som en Tjenestepige forklarende tilføier). Han var meget hurtig og livlig i sine Bevægelser og var paa sine Expeditioner i Regelen iført Frakke og lavpullet Kaskjet; senere saaes han stadig med Straahat med lange flagrende sorte Baand.

Henad Foraaret 1858 fik han endelig en Tjeneste som Opvarter paa en Cafe paa Graabrødretorv; men om at passe sine Ting kunde der naturligviis ikke være Tale. Han sad gjerne i Gjæstestuen fordybet i en eller anden Roman og lod Gjæsterne gaae ind ad den ene Dør og ud af den anden uden at passe det Allerringeste paa. Naar hans Herre satte ham irette for hans Forsømmelighed, svarede han med Uforskammetheder, saa at Herren en Dag fandt sig beføiet til at true ham med Prygl, saafremt han ikke vilde skikke sig bedre. "Hvad?" sagde Tofte, "jeg veed ikke, om De kjender Tyendeloven, men jeg vil bare lade Dem vide, at jeg gaaer med den her i min Brystlomme!" Værten lod sig imidlertid ikke forskrække af sin Opvarters Kyndighed i Loven, men gav ham en vældig Kindhest, hvorefter Tofte pakkede sit Tøi sammen og gik sin Vei, 14 Dage efter at have tiltraadt Tjenesten.

Midt i Mai fik han en ny Kondition hos Konditoren i Klampenborg Koncertsal som Opvarter. Det var hans sidste borgerlige Virksomhed, thi 14 Dage efter var det, at han blev anholdt af Politiet for aldrig mere at saae sin Frihed. Den nye Huusbond var i de første Dage ret vel tilfreds med ham, men inden de nævnte 14 Dage vare gaaede, var han saa kjed af Tofte, at han allerede havde opsagt ham af Tjenesten, forinden Politiet kom og lagde Beslag paa ham. Sine Tyverier fortsatte han uafbrudt, og tog i den Anledning daglig fra Klampenborg her ind til Byen; da han desuden vedblev at deeltage i alle Slags offentlige Forlystelser, kunde han aldrig passe at møde i rette Tid til sit Arbeide.

For at vise, hvorledes han stadig gjorde Fremskridt i Dumdristighed, skulle vi blot endnu anføre et Par af hans seneste Tyverier. En Dag fik han det Indfald at giøre Indbrud i selve Politidirekteurens Leilighed, den saakaldte "Bopæl", paa Hjørnet af Gothersgade og Kronprindsessegade, hvor der, som vore Læsere ville erindre, var en Politivagt i Kjælderen. I denne velbevogtede Gaard banede Tofte sig nok saa ugeneert Adgang til et Kvistværelse, der beboedes af Bræstrups Tjener; den Politibetjent, der, som det hedder i hans derom afgivne "underdanigste" Rapport til Politidirekteuren, var tiIstede som "Posthavende paa Høibemeldtes Bopæl", var ikke istand til at meddele det Mindste, der kunde lede paa Spor efter Gjerningsmanden.

Engang i Mai var han brudt ind paa 1ste Sal i Pederhvitfeldtstræde, men blev forstyrret af Leieren, en Embedsmand under et af Ministerierne, der kom hjem og blev meget forundret over i sit Værelse at finde et ungt Menneske staaende midt paa Gulvet med en Bylt under hver Arm. "Hvad vil De? Hvad søge? De?" spurgte Manden. - "Tør jeg spørge, boer her ikke en Hr. (N. N.); det skulde være en Broder til (o. s. v)" - "Nei, her gjør ikke; men hvorledes er De kommen herind?" - "Jeg ringede, men der var Ingen, der lukkede op - hvis De forresten troer, at der er noget ureelt Gods i de to Bylter, jeg her har, kan De jo see dem efter!" - Fremførte i en uforskammet Tone, vilde disse Ord have vakt Mistanke imod ham, men Kunsten var, at han udtalte dem paa en saa net og beskeden Maade, at de maatte slaae enhver Mistanke til Jorden. I en af Bylterne kunde den paagjældende Embedsmand iøvrigt have fundet et ham tilhørende Nøgleknippe, som Tofte et Øieblik iforveien havde stukket til sig som en Forøgelse af sin Samling.

Medens han saaledes levede af Tyverier, udøvede han ved Siden deraf for sin Fornøielses Skyld 7 forskjellige Brandstiftelser, som vi senere komme tilbage til. Men hvor storartet hans Forbrydervirksomhed end var, var det dog Skjæbnens Villie, at han - efter een eneste Gang i Januar 1857 at have trukket det korteste Straa ligeoverfor Justitsen, som dog ved denne - Lejlighed igrunden lod sig narre af ham - aldrig nogensinde skulde gribes i Gjerningen. Politiet gik naturligviis og brændte af Begjærlighed efter at gjøre "Kvistkammertyvens" Bekjendtskab, men det skyldtes dog saa at sige et Tilfælde, at man omsider fik fat paa ham. 

Da den daværende Politiadjutant Thomsen nemlig en Aften i Begyndelsen af Saisonen 1858 var i Tivoli, blev han opmærksom paa en ung Herre med to elegante Damer under Armen; det forekom ham nemlig, som om Selskabets Elegance saae noget uægte ud. Han befalede derfor en Politibetjent at holde Øie med de Tre og ikke at tabe dem af Syne. Betjenten saae, at den unge Herre var flot til at traktere, men han saae tillige, at Herren følte sig kjendelig generet, da han mærkede, at Betjenten stadig fulgte efter ham, hver han gik. Det saae altsaa ud til, at det vilde være af Interesse for Politiet at gjøre nærmere Bekjendtskab med den Paagjældende, og der blev derfor givet flere Betjente Ordre til at see, hvor han begav sig hen fra Tivoli, og udfinde, hvem han var.

Da den unge Mand, i hvem vore Læsere allerede have gjenkjendt Tofte, ved Bortgangen mærkede, at Politiet vedblev at forfølge ham, kastede han sig med sine Damer - det var Emma og Mathilde Løve - i en Droske og lod Kudsken kjøre afsted saa hurtigt som muligt. Betjentene vare ikke sene til at springe op i en anden Droske og følge bagefter. Tofte satte de unge Piger af ved deres Bopæl her i Byen og kjørle selv i største Hast videre ud paa Nørrebro, stadig forfulgt af Politibetjentene i Drosken. Pludselig sprang han ud af Drosken og forsvandt ind i et Huus. Politiet satte Vagt ved Huset for at fange Fuglen den næste Dag, men efterat man havde passet paa hele Natten igjennem, opdagede man, at der fra Huset ogsaa vor Udgang til en Gade paa den modsatte Side, og at man altsaa var bleven holdt for Nar.

Imidlertid var man nu kommen paa Sporet. At opdage hans Bopæl var overordentlig vanskeligt; det lod til, som om han boede paa Landet og kun kom herind engang imellem om Dagen. Dette var jo ogsaa i Virkeligheden Tilfældet, efterat han havde faaet Kondition paa Klampenborg. Derimod opdagede man, at han havde to Aftrædelsesværelser i det Huus, i hvilket han den ommeldte Aften var flygtet ind. Endelig lykkedes det Politiet at erholde Underretning om hans Navn og Opholdssted. Man saae da, at han var en tidligere straffet Person, og der blev af Politidirekteuren givet Ordre til hans Paagribelse.

(Fortsættes).

(Folkets Avis 16. februar 1865)

Klampenborg Koncertsal (1888) hvor Peter Ludvig Tofte var ansat, men var på vej til at blive fyret da politiet endelig pågreb ham i 1858. Public Domain. 

Klampenborg Koncertsal sat lå i forbindelse med Klampenborg Badeanstalt. Den var opført ca. 1845 og tegnet af arkitekt Gottlieb Bindesbøll. Den blev nedrevet 1923 efter at badeanstalten brændte. Denne sidste var grundlagt af dr. J. J. Hjaltalin under navnet Klampenborg Vandkur-, Brønd og Badeanstalt.

Fra I. C. Søller: En opdagelsesbetjents erindringer fra en tiaars virksomhed under Kjøbenhavns Politi. (1866), kapitlet: Peter Ludvig Thorvald Toftes Anholdelse og første Tilstaaelser. 

I de Skrifter, der ere udkomne om ham, er det kun omtalt, at han blev anholdt af den daværende Politiadjutant, men der er ikke fremkommet noget Omstændeligt om, hvorledes Politiets første Opmærksomhed faldt paa ham, og da dette, i Forbindelse med de første Tilstaaelser, han afgav, hører med til mine Erindringer, har jeg troet ikke at burde undlade at omtale det her. I 1856 var jeg efter eget Ønske bleven befordret til en anden Stilling under Communen, hvor jeg rigtignok beholdt Politimyndighed og stod i Rapport til Politidirekteuren, men kun forsaavidt det angik min nye Tjeneste, og som Følge deraf ophørte min Virksomhed ved Opdagelsesvæsenet.

Men i Begyndelsen af Maimaaned 1858 blev jeg en Dag kaldet til Politidirekteuren, som fortalte mig, at der i længere Tid næsten dagligt var forøvet Tyverier, forbundne med Indbrud, som oftest paa Kvistkamre. Der var paa flere Steder seet et ungt Menneske under saa mistænkelige Omstændigheder, at der ikke kunde være nogen Tvivl om, at han var Tyven; men uagtet der fra Politiets Side var gjort alt Muligt forat faae fat i ham, var det dog ikke lykkedes. Han tilføiede derpaa: "De vil jo nok indsee, at det er ubehageligt for mig, at Politiet skal kunne dadles for, at saamange Tyverier kunne begaaes, uden at vi kunne komme paa Spor efter Gjerningsmanden. Jeg maa af den Sikkerhed og Dristighed, hvormed Tyverierne ere udførte, slutte, at Personen er en øvet Tyv, og da det som Følge heraf lader sig tænke, at han tidligere kan have været i Politiets Hænder, har jeg besluttet at paakalde Deres Assistance, da De muligen fra Deres tidligere udbredte Politivirksomhed kunde tænke Dem, hvem den Paagjældende er."

Jeg lovede at gjøre, hvad jeg formaaede, og fik derefter udleveret en stor Mængde Rapporter om de begaaede Tyverier, og ved at gjennemgaae disse fik jeg, foruden en Bestyrkelse paa Alt, hvad Politidirekteuren havde sagt mig, tillige Leilighed til at indprente mig den Persons Signalement, der var seet og mistænkt paa flere Steder.

Der hengik nu en Tid, uden at der fremkom Noget til Oplysning; men da jeg Fredagen den 28de Mai henad Mørkningen kom ud paa Tivoli, traf jeg sammen med Politiadjutanten, som fortalte mig, at der samme Dag var begaaet et Tyveri, hvorved man havde seet et ungt Menneske, der efter Beskrivelsen ganske ́lignede den Person, der var seet ved flere af de andre Tyverier; kun havde han idag havt Straahat paa, medens han ellers altid havde gaaet med Kaskjet.

Medens han fortalte mig dette, vare vi komne hen imod Rutschbanen, og mødte der et ungt Menneske, eller snarere en voxen Dreng, med en Dame under hver Arm, og da han netop havde Straahat paa, bevægede dette mig til i Forbigaaende at betragte ham lidt nøiere, og da han efter min Mening ikke var uliig den Person, der var mistænkt, sagde jeg dette til Politiadjutanten og foreslog, at vi skulde vende om og følge efter ham, hvortil han erklærede sig villig, uagtet han meente, at jeg tog feil af Personen.

Vi fulgte altsaa efter ham, og da han standsede paa Theaterbakken forat see paa Pantominen, stillede jeg mig tæt ved Siden af den ene af hans Damer, og forat komme til at see ham rigtigt i Ansigtet maatte jeg flere Gange lade som om jeg kikkede paa hende, og da jeg derved blev bestyrket i, at han havde megen Lighed med den signaliserede Person, trak jeg mig lidt tilbage forat tale med Politiadjutanten derom; men et Øieblik efter vare baade Personen og hans Damer forsvundne fra det Sted, hvor de havde staaet, og det var os ikke muligt at opdage dem i vor Nærhed.

Politiadjutanten forblev nu ved Indgangen til Tivoli, medens jeg gik omkring iblandt Folk og søgte efter Personen med de 2 Damer, og langt om længe lykkedes det mig at træffe dem staaende lige foran Theatret.

Jeg holdt mig i deres Nærhed uden dog at blive seet af dem, uagtet han næsten ikke havde sin Opmærksomhed henvendt paa Pantominen, men derimod med en vis Uro saae omkring iblandt Folk til alle Sider.

Da Forestillingen var forbi, gik han med sine Damer et Stykke op imod Concertsalen, men vendte derpaa om og gik ind i en Sangerpavillon, kaldet "Slukefter", hvor de toge Plads ved et Bord, og hvor han rekvirerede Forfriskninger til Damerne.

Jeg skyndte mig nu hen til Indgangen og meddeelte Politiadjutanten, at de vare gaaede derind; men han sagde mig, at han ikke kunde blive længere, og hvis jeg behøvede Assistance, kunde jeg faae den hos de Betjente, der vare posterede ved Indgangen.

Jeg begav mig derpaa ind i "Slukefter" og tog Plads i en Sopha tæt ved Siden af det Bord, hvorved Personen og hans 2 Damer sadde, og idet jeg forlangte en Forfriskning og tændte en Cigar, anstillede jeg mig, som om jeg var aldeles optagen af Sangerinderne; men i Virkeligheden var min Opmærksomhed kun henvendt paa den omtalte Person og hans Damer.

Ved de Betragtninger, jeg her i det oplyste Locale fik Leilighed til at anstille, kunde det ikke undgaae min Opmærksomhed, at han var paaklædt uden ringeste Smag, saaledes at f. Ex. hans Frakke ikke alene var gammel og slidt, men altfor fuldkommen, saa at det var tydeligt at see, at den ikke var syet til ham; derimod vare hans Damer bedre klædte, dog saaledes, at man kun kunde henføre dem til den tjenende Klasse. Jeg kunde ikke tilbagevise den Tanke, at han var en fattig Læredreng, der vilde tilbringe Aftenen paa Tivoli med sin Søster og muligen sin Kjæreste, og det kunde derfor ikke Andet end vække min Mistanke, da jeg at Opvarteren bragte dem 1 Glas Punsch, Kopper Chokolade og en stor Mængde Kager, hvilket han betalte af en velfyldt Portemonnaie, og da en Sangerinde kort efter gik omkring med Tallerkenen og gik ham forbi sandsynligviis fordi hun kun ansaae følte han sig saa indigneret over denne Tilsidesættelse, at han fulgte efter hende og lagde en Mark paa Tallerkenen.

Kort efter skete der Noget, som let kunde have fordærvet det Hele, idet en Politibetjent F., hvem Politiadjutanten havde befalet at gaae ind og assistere mig, traadte ind i Localet; men istedet for at han burde være kommen rolig ind og bleven i min Nærhed uden at tale til mig, kom han ind paa en saadan Maade, at det maatte vække Opmærksomhed, og yttrede, idet han tog Plads ved siden af mig: hans Øine i det samme faldt udbrød han: "Er det ham? "Hvor er han?" og da paa den omtalte Person, "Nei, det er galt!"

Jeg havde flere Gange ved en Bevægelse med Foden søgt at tilkjendegive ham, at han maatte vise større Forsigtighed; men enten kunde eller vilde han ikke forstaae mig, og da Personen og hans Damer paa eengang fik Hastværk med at berede sig til at gaae, sprang F. op, som om han vilde gribe dem paa Stedet; men jeg fik ham holdt tilbage saalænge, at jeg kunde gjøre ham opmærksom paa Nødvendigheden af ikke at tabe Personen af Sigte uden at faae at vide, hvem han var, og da jeg hermed maatte ansee mit Hverv for endt, overlod jeg til Betjent F. at forfølge Personen og hans Damer videre.

Jeg veed ikke omstændeligt, paa hvilken Maade Betjent F. gik frem; men, efter hvad jeg senere erfarede, havde han tiltalt Personen og spurgt om hans Navn og Stilling, og denne havde da opgivet, at han hed Tofte, var Søn af Skomagermester Tofte paa Nørrebro og havde Emploi som Opvarter paa Klampenborg.

Hermed fik han Lov at gaae, og gik da, efter hvad han selv senere har sagt, hen og kastede et Bundt Nøgler og Dirker som han havde hos sig og samme Dag havde benyttet ved et Tyveri, han havde begaaet i Stadsgraven.

Kvistkammertyven Tofte (1): Barndom og Læretid - 1839 til ca. 1856. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er første afsnit i en serie på i alt 8 afsnit om "Kvistkammertyven" Tofte. De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven. Serien bygger på en artikelserie i Folkets Avis og jeg har suppleret med lidt yderligere kommentarer og artikler andre steder fra. En forkortet version findes i Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. februar 1865, 23. februar 1865 og 24. februar 1865.

Udsnit af protokollen fra Fødselsstiftelsen. Den fulde indførsel lyder: Børnenes Nummere: 221. Mødrenes Nummere, De Ugivtes: 222. Børnenes Fødselsdag: Marts 18. Døbedag: Marts 19. Navn: Peter Ludvig. Afgivne fra Fødselsstiftelsen til Pleiestiftelsen Marts 25. Udleveret til Mødrene med Understøttelse eller udsatte til Fremmede: 26 [], under Nr. til Mødrene: 120. Udgangne fra Stiftelsens Forsorg: 21 Septb.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

"Aar 1839 den 18de Marts er nærværende Drengebarn født paa den kongelige Fødselsstiftelse i Kjøbenhavn og givet Nr. 221.

Den 19de d. M. er dette Barn, uden at dets Forældre ere angivne, paa Stiftelsen døbt og kaldet Peder Ludvig."

Saaledes lyder det første Bidrag til den senere saa navnkundige "Kvistkammertyvs" Historie. Han kom til Verden som et slet og ret "Nummer", og han har aldrig lært at kjende sine Forældre. Efter hvad han i Retten har forklaret, troer han at være en Søn af et Fruentimmer, der nu henlever sine Dage i et Fattighuus, og en "Forstjunker". Denne efter hans Begreber "fine Extraktion" har næret hans fra Barndommen af stærkt udprægede Forfængelighed. Han har altid holdt meget af til sine Bekjendte at omtale sin "virkelige" Fader, hvilken han ikke sjeldent paa egen Haand udnævnte til Baron, og som, efter hvad han fortalte, interesserede sig for ham og sendte ham Penge til at klæde sig for. Senere, da han havde gjort Tyveri til sin Næringsvei, brugte han, som vi skulle see, disse opdigtede Historier til dermed at skjule sin sande Erhvervskilde.

Men om han end saaledes aldrig har vidst af en Faders eller Moders Kjærlighed at sige, maa man dog ikke troe, at han er opvoxet, uden at Nogen brød sig om ham. Han var nemlig i en Alder af halvandet Aar kommen i Huset hos en fattig Skomager heri Byen, hvis Efternavn Tofte han antog, og blev af denne saavelsom af hans Hustru opdraget med mere Venlighed og Omhu, end man kunde vente det af betalte Pleieforældre. Han har derfor ogsaa altid følt nogen Godhed for disse Folk, navnlig for Pleiemoderen, og hun kunde maaskee have udøvet en gavnlig Virkning paa ham, dersom hun kunde have vedblevet at have ham under sit Tilsyn, men uheldigviis var Forholdet mellem Ægtefællerne selv ikke det bedste, og endnu før han blev voxen, bleve de formelig separerede, hvorefter Konen flyttede ud til en Landsby en Miilsvei fra Kiøbenhavn, hvor hun endnu boer. Skomager Tofte er derimod død i Løbet af de sidste Aar. Pleiesønnens Forfængelighed i Forbindelse med en indgroet Ulyst til at arbeide og Hang til Vellevned bidrog alt i Forening til, et han allerede i en Alder af 11-12 Aar var, hvad man kalder en "fordærvet" Dreng, men efterat Pleiemoderen havde forladt Kjøbenhavn, blev det endnu værre med ham: det var ikke muligt at faae noget Godt ud af ham. Strax efter sin Konfirmation var han kommen i Lære hos en af vore dygtigste Blikkenslagere, men Alt, hvad denne stred for at gjøre en flink Arbeider ud af ham, hjalp ikke noget. Efterat Mesteren ved gjentagne Forsøg havde overbeviist sig om, at Prygl aldeles ikke bed paa Knægten, satte han ham, for dog at bruge ham til Noget, til at passe sin Boutik. Dertil var han ogsaa forsaavidt vel skikket, som han var pillen og pæn med sin Person og desuden ret beleven i sit Væsen; han havde i det Hele taget let ved at vinde Folks Yndest, Det er ikke usandsynligt, at han allerede dengang forstod at forøge sine Indtægter paa en strafværdig Maade, thi han var rigeligere udstyret med Penge, end man skulde have ventet efter Pleieforældrenes fattige Kaar. Han havde saaledes altid Raad til at tilfredsstille sin Lyst til Slikkeri og gik fra Morgen til Aften og tyggede paa saadanne Ting. Efterat han havde været i denne Tjeneste et Par Aar, kom han en Dag i Mesterens Fraværelse i Uenighed med sin Madmoder, hvem han i Øieblikkets Hede tillod sig at sige adskillige grove Uartigheder. Da han havde faaet disse afleverede, kom han til at tænke paa Mester, der ventedes hjem hvert Øieblik, og da han havde indseet det kritiske i Situationen, fandt han det raadeligst at forlade "Stillingen" uden Kamp, idet han ganske stille drev af uden at lade sig see tiere. Hans Moder fik ham anbragt hos en anden Blikkenslager, men her var han kun i tre Maaneder; saa løb han derfra. Omtrent i denne Periode begik han et af de første Tyverier, der med Bestemthed lader sig datere, nemlig i Februar 1856 fra et af de Reisendes Værelser i Hotel d'Angleterre; men der kan fornuftigviis ikke være Tvivl om, at dette ikke er hans første Forbrydelse. En 16aarig Dreng, der aldrig før har tilegnet sig fremmed Gods, er ikke dristig nok til at gaae ind i en Gaard i den overlagte Hensigt at begaae Tyveri, med mindre han har været der tidt og derfor er fortrolig med Lokaliteterne, men dette var ikke Tilfældet med Tofte. Han maatte desuden vide, at der stadig er Liv og Færdsel paa Gangene i et Hotel, og der hørte saaledes en ualmindelig Frækhed til for en Dreng i Toftes Alder et vælge netop et saadant til sin Tumleplads, selv om han iforveien var dreven i det ædle Tyve-Haandværk, men til sin Debut vilde han aldrig have fundet paa at vælge det.

Efterat han havde forvisset sig om, at Ingen var hjemme paa et af Hotelværelserne, aabnede han Døren med en Nøgle, han havde med sig, og lukkede derefter den i Værelset staaende Kommode op med en anden medbragt Nøgle. Ogsaa dette er værdt at lægge Mærke til; hvor var det muligt, at han kunde være saaledes forsynet med falske Nøgler, hvis han ikke allerede i længere Tid havde studeret Anvendelsen af saadanne Redskaber?

Tyveriet lykkedes fuldstændig; han kunde i al Ro og Mag rode omkring i Kommodeskufferne og tage de Penge, der laae, og som tilhørte en Kjøbmand fra Hamborg. Da han var færdig, gik han ganske rolig ned ad Trappen og ud igjennem Gaarden uden at blive standset af Nogen. Dette Held gav ham Lyst til at komme igjen, og han udøvede i Løbet af 3 Uger to nye Tyverier i Hotellet, ganske paa samme Maade som første Gang. 

Nu blev der Allarm i Luften. Efter det første Tyveri havde Værten uden Videre erstattet den bestjaalne hans Tab, men ikke gjort nogen Anmeldelse til Politiet; anden Gang fandt han sig endnu ikke bevæget til at indblande Politiet i Sagen, men da saa det tredie Tyveri kom til, var han naturligviis nødt til gjøre Alt for at faae Gerningsmanden udfunden. Da der ingen mistænkelige Personer vare sete i Hotellet paa den Tid, Tyverierne vare begaaede, var det naturligt, at man først henvendte sin Opmærksomhed paa Tjenestefolkene. Disse maatte Alle i Forhør, og man kan let tænke sig, hvormegen uforskyldt Pine og Plage, Hr. Tofte derved paaførte disse stakkels Mennesker. Dog, disse Lidelser vare kun ringe i Sammenligning med dem, han ved sine senere Misgjerninger har paaført mangen en uskyldig Person, hvem man med Urette har havt mistænkt med Hensyn til de af ham neaede Forbrydelser, og som derfor have maattet udholde Fængsling, Miskjendelse - ja endog total borgerlig Vanære.

Politiets Efterforskninger førte ikke til noget Resultat, men Ejeren af Hotellet kunde dog være fristet til at troe, at han ved Undersøgelsen havde skræmmet Gjerningsmanden fra at bestjæle ham oftere, thi nu hørte Tyverierne pludselig op. Grunden hertil var dog ikke den anførte - thi Tofte har aldrig hørt et Ord om, at Politiet har været i Hotellet - men simpelthen den, at han. havde forladt Kjøbenhavn.

Hans Pleiemoder, der uden at vide, i hvilken Grad han gik paa gale Veie, dog indsaae, at det ikke kunde gaae an at lade ham drive om uden Kondition, og at det ellers let kunde tage en Ende med Forskrækkelse, havde nemlig besluttet at forsøge, om det maaskee kunde være godt for ham at forlade Hovedstaden. Hun haabede, at Livet i en Provindsby skulde bringe ham til Stadighed og Ro, og skaffede ham derfor en Pige hos en Bager i Fredericia. Denne var ligesaa utilfreds med ham som hans tidligere Læremestre, og to Maaneder efter vare de færdige med hinanden, og Tofte anbragt hos anden Bager i samme By. Den nye Husbond indsaae snart, at der ikke kunde være Tale om at lære Tofte Noget, og benyttede ham derfor til at gaae Ærinder for sig, navnlig til at bringe Brød i Byen til Folk, et Arbeide, hvortil den livlige Kjøbenhavner meget godt egnede sig. Tilfredsheden var imidlertid ikke gjensidig.

Hver Morgen blev han sendt til den tæt ved Havnen liggende Gjæstgivergaard "Lillebelt" med en Kurv frisk Brød, og naar han da saae Dampskibet ligge færdigt til at gaae til Kjøbenhavn, paakom der ham en mægtig Længsel efter "Tivoli", efter de befærdede Gader og det muntre vagabonderende Liv, som der kan føres. En skjøn Sommermorgen saae han derfor sit Snit til ved Bortgangen hjemmefra at iføre sig sine bedste Klæder, og efter at have afleveret sin Kurv i "Lillebelt" gik han rask ombord paa Dampskibet og stilede til Kiøbenhavn. Borte var han, og borte blev han!

(Fortsættes)

(Folkets Avis 13. februar 1865)

Efter beskrivelsen må han været begyndt at stjæle da han var omkring 8 år gammel.

Der er formentlig tale om det tidligere Hyrups Gæstgivergaard, der lå på hjørnet af Gothersgade 44 og Sønder Voldgade i Fredericia siden 1812, og som i 1840'erne blev omdøbt til Hotel de Lillebælt. Hyrup havde i 1838 erhvervet Bredvad Mølle der nedbrændte 10. september 1845. Den blev genopført og solgt i 1850 til Christoffer Mortensen der imidlertid ikke havde styr på finanserne og som i 1852 afbrændte møllen for at få udbetalt forsikringssummen - det blev opdaget og han blev arresteret. Hyrup hang derfor igen på møllen og solgte den i 1855. Tofte kan have oplevet eller hørt om disse begivenheder.

 

Fotograf Troels Jørgensen (1830-1920): Kongens Nytorv, Hotel d'Angleterre set mod Hovedvagtsgade. Det var på dette hotel Tofte formentlig begyndte sin forbryderkarriere i 1850'erne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En hjemmeside om Peter Ludvig Thorvald Tofte skriver følgende om hans tidlige barndom: 

Han blev straks sat i Pleje hos et Kvindfolk, der beboede et Kvistkammer i Vognmagergade, og som udelukkende levede af Betleri. Når hun gik ud på sine Betlervandringer, medbragte hun, for at vække Medynk, det spæde Barn, der kun var klædt i nogle Pjalter, og hun veg ikke tilbage for at give det Brændevin, for at det kunne se endnu mere sygeligt ud, eller for, når Folk nærmede sig på Gaden, at knibe og nappe det, så at det gav sig til at klynke.

- - -

Den 16. Januar 1840, den Aften Kong Frederik VI blev bisat, stod hun på Amagertorv med Barnet på Armen. Blandt de forbipasserende var der et Ægtepar, Skomagermester Tofte og hans Hustru. Deres Ægteskab var barnløst, og de ønskede sig intet hellere end et lille Barn. De indledede en Samtale med Betlersken, og på Vejen hjem besluttede de at tage Barnet til sig. Beslutning fulgtes af Handling, og et Par Dage efter havde de fået Bar­net, som de gav deres Navn.

De tog sig på det kærligste af den stakkels lille forsømte Skabning, som de betragtede som deres eget Barn, han blev passet og plejet på det aller­omhyggeligste, men "ligesom den unge Plante, der har fået Frost, først langsomt kommer til Kræfter og aldrig bliver så stor og smuk som den, der bestandig har været plejet og vogtet for Kulden", således gik det også her.

Drengen var sat tilbage både i legemlig og åndelig Henseende. Han var lille og spinkel, og han lærte først i 8 Års Alderen at tale helt rent. Og på den Tid begyndte han at stjæle. Først var det kun enkelte Skillinger, han tog fra Moderen, så blev det til hele Markstykker, som han af Frygt for, at hans Tøj skulle blive efterset gik og gemte i Munden. Først efter to Års Forløb opdagede Forældrene disse Småtyverier, som han beredvilligt tilstod. En ikke alt for alvorlig Revselse gjorde ikke det allerringeste Indtryk på ham.

Så snart han var konfirmeret, blev han sat i Blikkenslagerlære på Køb­magergade. Han lærte dog ingen Ting her, da hans væsentligste Beskæfti­gelse var at passe Mesterens Børn, men han fik Lejlighed til at begå en Del Tyverier, og han indskrænkede sig ikke til at bestjæle Mesteren, men også andre i Nabolaget aflagde han Besøg og begik endog Indbrud med falske Nøgler og Dirk. Han fik sig nu en Veninde, Caroline, der var noget ældre end han. Hun havde Mod på Livet, satte stor Pris på Foræringer og ville navn­lig gerne ud at more sig. Udgifterne blev større, og hvor skulle Pengene komme fra andet end ved flere Tyverier. 

Kvistkammertyven Tofte (8): Domfældelse og Henrettelse. 1865. (Efterskrift til Politivennen)

De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Qvistkammertyven", Peter Ludvig Thorvald Tofte, der ved Kriminal- og Politiretten, den 17de Februar for attenteret Mord er dømt til at have sit Liv forbrudt, er født paa den kongl. Fødselsstiftelse den 18de Marts 1839, uden at hans Forældre ere angivne. Fra sin spæde Alder var han, der ikke har kjendt disse, i Pleie hos en Skomager her i Staden og kom efter sin Konfirmation i Blikkenslagerlære og senere hos en Jernstøber i 1 Aar til Dec. 1857. For at have stjaalet forskjellige til c 17 Rd. vurderede Gjenstande, blev han den 7de Febr. 1857 dømt efter Frdn. af 11te April 1840 § 29 til at straffes med 25 Rottingslag. Den 29de Mai 1858 anholdtes han paa Klampenborg, hvor han var antagen som Opvarter, og blev under den derefter indledede Undersøgelse overbeviist at have giort sig skyldig i en betydelig Mængde for Størstedelen fuldbragte Tyverier, der paa nogle faa nær havde været forbundne med Indbrud om Dagen, og hvorved blev bortstjaalet Gjenstande til en Værdi af henimod 700 Rd. Ved Dom af 4de Januar 1859 blev han anseet efter samme Forordnings § 13 og 14, kfr § 12, 1ste Led, og af § 80 med Tugthuusarbeide i8Aar. I Slutningen af 1859 vedgik Fangen, at han, førend sidstnævnte Dom overgik ham, havde endvidere gjort sig skyldig i en Mængde, i Regelen med Indbrud om Dagen forbundne Tyverier, hvoraf nogle dog kun vare attenterede, samt foretaget 6 forskjellige Brandstiftelser her i Staden, alle i det Øiemed, at han under den i Anledning af Branden opstaaede Forvirring kunde faae Leilighed til at stjæle. Han blev den 21de Juli 1860 nu dømt efter Forordningen af 26de Marts 1841 § 8, kfr 4, § 13, samt i Medfør af Forordningen af 11te April 1840 § 19, efter § 13 og § 14, kfr. § 12, 1ste Led, og § 80, til Tugthuusarbeide for Livstid. Under Opholdet i Straffeanstalten er han mundtlig irettesat i Oktober f. A . men forøvrigt har der Intet været at udsætte paa hans Forhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. marts 1863)

Qvistkammertyven Tofte, som i Løverdags, under Bevogtning af nogle af Politiets Betjente, blev transporteret til Horsens, tog i Fredags Afsked med sine Plejeforældre og yttrede Lyst til at blive photographeret i stort Format, for at hans Slægtninge og en Ven af ham, hvem han i Tugthuset havde sluttet sig inderlig til, kunde erholde dette Minde om ham. Hans Ønske blev naturligviis opfyldt, ligesom man overhovedet i Fængslet har søgt at forskaffe ham saamange Beqvemmeligheder som muligt i den sidste Tid. Tofte, der tidligere ønskede Døden, og som, da Høiesteretsdommens Udfald var bleven ham meddeelt, yttrede: "Gud være lovet!", skal nu begynde at vise stor Uro og Frygt for Døden, som han dog endnu ikke bestemt veed venter ham, da nemlig den kongelige Resolution , hvorved Dødsdommen stadfæstes, hvis den er afgiven, endnu ikke er meddeelt Nogen, og i alt Fald først vil blive Tofte forkyndt i Horsens. (S. Bl.)

- Den saakaldte Qvistkammertyv Tofte, der, som meldt, af alle Instantser er dømt fra Livet, ankom i Løverdags Aftes til Aarhuus med Postdampskibet fra Korsør. Han blev strax efter Ankomsten sat paa en ved Landingsbroen til Arrestantens Modtagelse holdende Vogn, og, belagt med Jern samt ledsaget af to kjøbenhavnske Politibetjente, transporteret videre til Horsens, hvor han skal lide sin Straf. (S. Bl.)

(Sydfyenske Tidende 25. januar 1865).

En grafik af Tofte. Måske ud fra fotoet taget få dage før hans henrettelse? Peter Ludvig Thorvald Tofte (18.3.1839-20.2.1865). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Nogle dage før henrettelsen, sendte Tofte ifølge Flyveposten et brev til en af fangevogterne:

Qvistkammertyven Tofte gik som tidligere omtalt Døden imøde med megen Fatning og lagde idethele et angerfuldt Sind for Dagen. Aftenen før Henrettelsen skrev han flere Breve til sine Slægtninge og Bekjendte, deriblandt følgende til den Overbetjent af Kjøbenhavns Politi, der havde ført ham fra Kjøbenhavn til Horsens:

"Ved disse faa Linier er det min Hensigt at indfrie det Løfte, som jeg gav Dem, da vi skiltes ad sidst. De er vel ikke ubekjendt med det Udfald, min Sag har faaet, idet Hs. Majestæt har underskrevet min Dødsdom, som jeg ogsaa med et roligt Sind og et gudhengivent Hjerte modtog Efterretning om, - og hvad er det vel Andel end et Liv fuldt af Elendighed, jeg her forlader, for at ombytte det med et meget bedre Hjem hos Gud, hvor der ikke er Synd og Sorg mere, og hvor jeg, saasandt min Anger er dyb og oprigtig, skal skue min Frelser Ansigt til Ansigt. Ja, Hr., med ydmyg Anger seer jeg tilbage paa mit hele brødefulde Liv, men i Haab om Guds naadige Tilgivelse for min Frelsers dyrebare Lidelse og Døds Skyld er det, jeg faaer Kraft til at gaae den sidste tunge Gang gjennem Livet.

Ja. naar De, Hr., modtager og læse disse Linier, da er mit Liv afsluttet for denne Verden, og Gud være lovet, at jeg er saa vel beredt, ellers vilde denne Gang blive mig endnu tungere, med Haabet om Guds naadige Tilgivelse for Jesu Skyld vandrer jeg den frimodig og tryg, holdende mig til Guds dyrebare Forjættelser, at han vil ingen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve, ja leve et evigt Liv hos Gud i Himlens Rige.

Med dette glade Haab og om det trøsterige Ord om mine Synders naadige Forladelse r Gud Faders, Gud Søns og Gud den hellige Aands Navn byder jeg Dem hermed mit sidste Farvel, haabende, at De ogsaa engang ved Guds Naade maa samles hos Frelseren i Lysets Rige, hvor der ingen Adskillelse er mere, men idel Glæde.

Jeg takker Dem nu hjertelig for Deres Godhed mod mig i den Tid, vi have kjendt hverandre, og Tak for Deres udviste Godhed mod mig paa Overrejsen hertil, det mindes jeg med Glæde.

Nu Guds Fred og Lykke vatre med Dem og Deres Kjære i Jesu Navn.

Med Agtelse osv.

Jeg har idag havt en Samtale med Bertelsen *)! den var alvorlig og dog mild! Pastor Boesen overværede den, vi skiltes forsonede ad. Jeg har ogsaa faaet Løfte om at blive begravet paa den indviede Kirkegaard, som er mig en Trøst.

*) Den Opsigtsbetjent i Horsens Tugthuus, hvem Tofte gjorde Forsøg paa at dræbe.

(Flyveposten (København) 28. februar 1865)

Qvistkammertyven Tofte. I Horsens Avis skrives: Man har oplyst os om, at det ikke forholder sig rigtigt, naar det ved de her i Avisen aftrykte Breve fra "Qvistkammertyven" Tofte har været bemærket, at de vare skrevne Aftenen eller Natten før han led sin Straf; men at derimod disse Breve saavelsom de fleste andre Breve, han før sin Død skrev i den herværende Politiarrest, laae færdige flere Dage forud. Det maa saaledes bemærkes, at han havde den omtalte Samtale med Opsynsbetjent Bertelsen Torsdagen den 16de Febr., og at han derefter samme Dag gjorde en Tilføining derom i sit da allerede afsluttede Brev til den kiøbenhavnske Overpolitibetjent, altsaa 4 Dage før hans Henrettelse. Iøvrigt har han ganske rigtigt skrevet endeel Breve, medens han sad i Arresten herstrds. Han anvendte nemlig i de sidste 14 Dage af sin Levetid nogle Timer daglig til at bringe dem sin Tak og meddele dem sin aandelige Tilstand, som havde viist ham Godhed og Deeltagelse. Det sidste Brev, han skrev, var, saavidt bekjendt, til Pastor Boesen ved Straffeanstalten, og det var sluttet Søndag Eftermiddag, ligesom ogsaa de andre Breve dengang laae færdige til Afsendelse. Før Pastor Boesen forlod ham seent paa Aftenen om Søndagen, bad han denne modtage en skriftlig Henvendelse, der ikke blot vidner om den Hengivenhed, hvormed han navnlig i sine sidste Levedage havde knyttet sig til sin Sjælesørger, og om en hjertelig Paaskiønnelse af dennes Omsorg for ham, men ogsaa fornemmelig har bidraget til at styrke denne i den trøstelige Forvisning, at dette saa tidligt forvildede og dybt faldne Menneske i sit Livs ellevte Time med angerfuldt Hjerte vendte om til sin Gud.

(Flyveposten (København) 7. marts 1865).

Peter Ludvig Thorvald Tofte blev henrettet om morgenen kl. 8 den 20. februar 1865. Han førtes under streng bevogtning af dragoner i en lukket vogn til retterstedet, bakken overfor Karoline-Amalielund. Omkring skafottet dannede dragonerne en kordon. Aviserne fortalte at henrettelsen foregik med stor orden og ro og at over tusind mennesker overværede den. Tofte sad i Straffeanstalten, men blev i selve Horsens by, den 20. februar 1865, med over 1000 tilskuere.

Se også indslagene fra Folkets Avis andetsteds på denne blog

Om retterstedet skrev Sjællands-Posten (Ringsted) mange år senere:

---

Gennem Horsens Gader, de fleste brede og regelmæssige, gaar vi til Udstillingspladsen, der ligger paa en høj Bakke med glimrende Udsigt over Fjord. Skove og Marker. Almindelig kaldes den Blæsbjerg, og ligger lige over for det kommunale Lystanlæg Karoline Amalielund. Dette Anlæg vil tillige med et mindre tilstødende, "Folkets Lund", blive indbefattet under Udstillingen, ligesaadan som Tivoli Anno 1888 var det ved den store, nordiske Udstilling i København. Anlæget oplyses ved elektriske Buelamper, som i Aftes for første Gang lod deres hvide Lys skinne over det grønne Løv.

Men til selve Udstillingspladsen, en historisk Grund, paa sin Vis: Her maatte Kvistkammertyven og Morderen Peter Ludvig Tofte en kold Februarmorgen 1865 lægge sit Hoved paa Skarpretterens Blok, medens de "Aarhusdragoner holdt Vagt ved Retterstedet. Men bort fra dette uhyggelige Minde om en graa og trist Vinterdag, ...

(Sjællands-Posten 16. juni 1905)

Som med så mange andre sensationelle begivenheder, blev der udgivet en skillingsvise om Tofte: "Ny Vise om Forbryderen, der skal henrettes i Tugthuset, den saakaldte Qvistkammertyv, Peter Ludvig Thorvald Tofte. Samt fuldstændig Beretning om hans mange Forbrydelser og hans Attentat paa Dr. Mackeprang i Forbedringshuset" (1865). Tegningen har ikke megen lighed med de øvrige to billeder som findes af Tofte, måske bortset fra påklædningen. Bl.a. ser det her ud som om han har skæg.

Kvistkammertyven Tofte (3): Familien Løve. Ca. 1857. (Efterskrift til Politivennen)

 De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

(Fortsat.)

Naar man vil have et Begreb om, i hvilken Grad han overøste Emma Løve med Presenter, er det tilstrækkeligt at anføre, at han engang i Løbet af nogle faa Dage forærede hende flere Guldfingerringe, et Par Ørenringe af samme Metal, Tøi til forskjellige dyre Kjoler, en elegant Hat, et Gulduhr med Kjæde, en Parasol og mere endnu; efterhaanden forsynede han hende med Alt, hvad hun behøvede til sin Paaklædning, og det berettes udtrykkelig, hvorledes han forærede hende en Toiletgjenstand, der dengang var aldeles ny hertillands, nemlig en Krinoline!

Mad. Løve tog Sagen fra en mere praktisk Side og fik ham til jevnlig at forsyne Familien med Fødevarer og mindre Pengebeløb, saa at den efterhaanden næsten udelukkende levede af ham. Der kunde derfor vel være Anledning for Madame Løve til at yttre til en Nabokone, at de maatte takke Gud for den Tofte; han var rigtignok en "mageløs" Støtte for hende og Børnene.

At Forbindelsen mellem ham og Emma just ikke var i Tugt og Ære, har man vel allerede gættet, men han stod desuden i Forhold til flere andre Fruentimmer, og hos dem alle gjorde han sig gjældende ved kostbare Presenter, Maskeradebilletter, flot Traktement o. desl.

Hans utrolige Rutten med Penge maatte snart hos hans Bekjendte vække Mistanke om, at det ikke gik rigtigt til med Erhvervelsen, og det manglede ikke paa generende Spørgsmaal til ham, om hvorfra han egentlig havde al denne Rigdom. Da han første Gang forærede Emma en Guldring, yttrede hun ligefrem: "Du tager da ikke Pengene hjemme hos din Fader?" Et andet Fruentimmer af dem, han interesserede sig for, spurgte ham engang, om han ikke gjorde falske Penge. Han var ved saadanne Leiligheder aldrig forlegen for Svar, og havde navnlig god Nytte af Historien om sin Fader "Baronen", der hemmelig understøttede ham. Til dem, hvem han ikke troede al kunne byde denne Historie, havde han en anden, om at han havde vundet 1000 Rd. i Lotteriet, og ligeoverfor Folk, der kun kjendte meget lidt til ham, kunde han endog bruge sine fattige Pleieforældre som Skalkeskjul, idet han f. Ex. paastod, at han fik Penge fra sin Moder, der var velhavende og eiede et Landsted.

Den Mistanke, der saa tidlig var opstaaet hos Emma, kunde han naturligviis med sit selvsikkre Væsen ikke forjage. Ved Mathildes Konfirmation fik baade Moderen og Døttrene en Formodning om, at han stjal, og Emma ventede, som hun senere har tilstaaet, hver Dag at see Politiet komme og tage ham; men da det ikke kom, blev hun efterhaanden mere tryg og tænkte, "at det maatte vel have sin Rigtighed." Denne Forklaring hjalp hende ikke for Retten, thi da Familien senere blev inddraget under den kriminelle Undersøgelse mod Tofte, bleve baade hun og Mad. Løve straffede som Hælersker med Fængsel paa Vand og Brød, den Første i 15 Dage, den Anden i 30 Dage, og Mathilde gik alene fri, fordi hun havde været under 15 Aar, da hun modtog Presenter af Tofte, og Børn under denne Alder ikke straffes for Hæleri.

De havde ærligt fortjent denne Straf begge to, eller maaskee endog en endnu haardere, thi jo mere han forærede dem, desto begjærligere bleve de efter nye Presenter, saa at det  næsten var ham umuligt at mætte deres Gridskhed. Naar han sagde, at han ingen Penge havde, og de nogen Tid efter saae, at han havde Penge, gjorde Emma strax Scener med ham og raabte: "Der kan man see! Naar Du blot vil give os Noget, kan Du gjøre det, men Du bryder Dig slet ikke Noget om mig" o. s. v. - og det uagtet baade hun og Moderen havde en stærk Formodning om, at det var Tyvekoster, han forærede dem. De bidrog saaledes deres til at drive ham videre frem paa Forbryderbanen.

Det kunde ikke falde os ind at give en Skildring af alle hans Kvistkammerexpeditioner. Han har aflagt detailleret Tilstaaelse om over hundrede Tyverier og Brandstiftelser, og en omstændig Beskrivelse af dem alle vilde fylde mange tykke Bind. Vor Hensigt er kun i denne Skizze at sammenfatte nogle af de meest karakteristiske Træk i hans Liv til et Totalbillede, der kunde tjene tie at vise, hvorledes saadanne Snigmordernaturer udvikle sig.

At der var Methode i hans Tyverier, have vi allerede een Gang berørt. Vi kunne tilføie, at han altid stjal om Dagen, og at han fortrinsviis holdt sig til Hovedgaderne og til de anseeligste Gaarde og Huse; der vidste han, at der var Noget at faae, endog paa Kvistkamrene, men forresten har han stjaalet overalt i Byen, paa Nørrebro, paa Frederiksberg o. s v.  o. s. v. Han pleiede gjerne at hjemsøge Byen kvarteersviis, og han stjal meget ofte ved samme Leilighed fra forskjellige Værelser i samme Huus. En almindelig Tyv skynder sig at komme afsted med sine Koster, saasnart han har udført Tyveriet, men Tofte, der altid havde det meest ubegribelige Held med sig, puttede blot ganske rolig det Stjaalne i sin Bylt, og gav sig saa til at bearbejde Døren til Værelset ved Siden af. Der er iøvrigt ingen Tvivl om, at han har begaaet langt flere Tyverier end dem, der omtales i Retsakterne, men dette har han ikke villet sige hele Sandheden, deels har det været ham umuligt i sin Erindring at fastholde alle sine forskjellige Razziaer, og det er først efterhaanden, at de ere dukkede op for ham.

Rede Penge, Guld- og Sølvsager vedblive at være det, han nærmest holdt sig til. Han tog ikke fra sjeldent Akademiets Guldmedailler fra Kunstnere, og gik da hen og fik dem solgt eller bortbyttet hos Vexellerere eller Guldsmede. Dagen efter kom saa i Regelen Politiet og fik hans Signalement, som man allerede havde iforveien i mangfoldige Udgaver. Efter at have gjort Bekjendtskab med Emma Løve holdt han sig dog ikke mere saa udelukkende til de ædle Metaller, men stjal ogsaa en Mængde forskjellige Sager, henhørende til Damernes Toilette, navnlig naar de ikke tog for stor Plads op i Bylten. Han forsømte heller ikke sine egne Liebhaverier; et Sted stjal han saaledes nogle usædelige Billeder, der i Retten vurderedes til et Par Skilling Stykket, og en anden Gang, da han var kommen ind i en Kammerjunkers ziirlige Boudoir, tog han blot noget fint Sæbe og nogle lugtende Vande, men glemte endeel Guldtøi, som han havde fundet i et af Møblerne og lagt frem paa Bordet!

Naar han bankede paa, og Ingen svarede, gik han ind i Værelset, men det hændte sig engang imellem, at det dog var Folk derinde. Da han saaledes kom ind i et af Værelserne paa et Hotel, laae der en Dame og sov paa Sofaen; paa Bordet laae nogle Penge, som han skrabede til sig, men ved denne Lyd vaagnede Damen og sprang efter ham, inden han endnu var heelt ude af Døren, og dog blev han ikke fanget den Gang. En anden Gang var han kommen op til et Kvistværelse i Skindergade, hvor en Mand laae og sov Middagssøvn; Manden vækkedes ved Toftes Banken, men da han ikke vilde forstyrres, gav han intet Svar. Han hørte da, hvorledes en Nøgle sagtelig blev stukket ind i Laasen, og da dette var ham mistænkeligt, sprang han op og listede sig paa Hosesokker hen i Nærheden af Døren og lyttede. Han var saaledes parat til at gribe Tyven, men i samme Nu som Tofte fik Døren op, havde han allerede gjort omkring og var i et Øieblik nede af Trapperne. Undertiden maatte han hjælpe sig ud af Forlegenheden med Grovheder. Da han saaledes engang blev truffen paa et Kvistkammer af en Pige, der forlangte at vide, hvad han havde der at bestille, svarede han blot: "Hvad kommer det Dig ved, din forbandede Tøs!" og foer med det samme ud paa Kjøkkentrappen, hvortil Kammeret vendte ud, Iøb fordi Pigen, aabnede med en af sine Nøgler en Gitterdør, der adskilte Kjøkkentrappen fra Hovedtrappen, og lod sig rutsche ned ad dennes Rækværk - Alt inden Pigen kunde faae indført et eneste Ord.

Det Nærmeste han nogensinde har været ved at blive greben paa fersk Gjerning, var han dog vistnok den 6te Oktober 1857. Han havde med en af sine Nøgler skaffet sig Adgang til et Kvistværelse paa Hjørnet af Gammelmønt og Møntergade, der beboedes af en ung Student, og stiaalet nogle Penge, der laae deels i en aabenstaaende Bordskuffe i et Cigarfuteral, deels i en Kuffert. Derpaa undersøgte han Værelserne ved Siden af, og da der Intet var at tage, vilde han gaae sin Vei, men i det Samme hørte han Nogen komme op ad Trappen. Hurtig trak han sig tilbage i Gangen, som var temmelig mørk, og stod der ganske stille uden at we sig. Han saae da en ung Mand, som ikke var nogen Anden end den Bestjaalne selv, gaae forbi sig og lige op til det Værelse, hvor han havde stjaalet Pengene. Da Studenten fandt, at Døren ikke var lukket af, lod han den staae aaben efter sig, idet han strax indsaae, at der havde været "Fremmede" hos ham. Tofte fandt det derfor raadeligst at blive, hvor han var. Strax efter saae han Studenten gaae ned paa 3die Sal og kalde Beboerne ud, idet han med høi Røst fortalte dem, at der var begaaet Tyveri hos ham. Nogle af Folkene gik med op paa Værelset, hvis Dør stadig blev ved at staae aaben, og Tofte hørte En af dem sige, at han vilde melde det til Politiet. Imidlertid havde Tofte faaet sine Støvler af, og da omsider Alle vare gaaede, og Alt var blevet stille, løb han paa Hosesokker ned ad Trapperne og ind paa en Trappegang i Pilestræde, hvor han igjen tog Støvlerne paa, men han havde faaet en saadan Skræk i Blodet, at det endnu varede over en Time, inden han turde gaae ned paa Gaden igjen.

Det røde hus på hjørnet af Møntergade og Gammel Mønt. Det var i kvisten på denne bygning Peter Ludvig Tofte 6. oktober 1857 blev opdaget midt i et tyveri af værelsets beboer, en student. Bygningen er en af de få som har bevaret sin oprindelige højde. Mange af den indre bys andre ejendomme er blevet forhøjet med 1 eller 2 etager. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sit Arbeide paa Jernstøberiet passede han, som man let kan begribe, kun daarligt. Navnlig generede det ham at komme saa tidlig op om Morgenen, at han kunde møde i Værkstedet Kl. 6. I December 1857 blev han omsider bortviist af Tjenesten og tog nu Ophold hos sin Pleiefader paa Nørrebro. Her var hans Hovedkvarteer. Sit store Oplag af falske Nøgler havde han skjult under en Busk i Gaarden, hvor man efter hans Paagribelse fandt adskillige af dem - deriblandt flere Hovednøgler - liggende indsvøbte i en Bomuldsklud. Hver Dag gik han ind til Byen "for at søge Arbeide", som han sagde; dette var nu rigtignok ikke Hovedhensigten med hans Toure, men han søgte dog virkelig at faae en Beskjæftigelse, hvilket jo ogsaa kunde være god Politik for at skjule hans virkelige Indtægtskilde. Det varede imidlertid til langt ud paa Foraaret 1858, inden han fik en Kondition.

(Fortsættes).

(Folkets Avis 15. februar 1865)

Kvistkammertyven Tofte (5): Pågribelse. Fængsel. Tilstaaelser. 1858-1859. (Efterskrift til Politivennen)

 De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.

(Fortsat.)

Politiadjudanten blev da den 19de Mai 1858 om Eftermiddagen sendt ud til Klampenborg med endeel Betjente. Han meddeelte Konditoren, i hvilket Ærinde han var kommen, og de traf den Aftale, at han skulde bestille nogle Kopper Kaffe til sig og sine Ledsagere, hvilke Tofte da skulde bringe ind til dem. Tofte, der den Dag netop havde inviteret nogle af sine fordums Kammerater fra Jernstøberiet ud til sig for at more sig med hverandre i Skoven, gik ind med Kaffen uden at ane den Snare, der var lagt for ham, men saasnart han havde faaet at see, hvem det var, han skulde hen til, gav han sig strax villieløst i deres Hænder. Hvor fræk en Forbryder Tofte end var, manglede han dog aldeles den energiske Villie, der selv hos et fordærvet Menneske uvilkaarlig indgyder en vis Agtelse. Da han stod Ansigt til Ansigt med Politiet, var hans kjække Mod forsvundet, og han faldt sammen som et Barn.

I Forhøret tilstod han strax, at han havde udøvet saa mange Tyverier, at han ikke var istand lil at opregne dem alle, og naar Retsmøderne trak sig langt ud, maatte han jævnlig bede sig fritaget i nogle Timer for at samle sine Tanker, da han følte sig for træt til at fortsætte sin Forklaring. Skjøndt han væsentlig havde holdt sig til røve Penge, der naturligviis alle vare brugte, blev der dog under Sagen fremlagt over 250 Nummere af Tyvekoster; de fleste af disse fandtes hos Mad. Løve, men foruden hende og hendes Børn bleve ikke faa andre Fruentimmer inddragne under Undersøgelsen og straffede for Hæleri. Man maa imidlertid ikke troe, at Toftes Tilstaaelse var fuldstændig og uforbeholden. Navnlig lagde han Dølgsmaal paa de af ham begaaede Brandstiftelser, uden Tvivl fordi han ved sit Studium af Lovgivningen var kommen efter, at denne Forbrydelse altid fører Tugthuusstraf efter sig, medens 2den Gang begaaet Tyveri næsten aldrig straffes med haardere Straf end Forbedringshuusarbeide, især naar den Paagjældende ikke tidligere har været anseet med offentligt Arbeide.

Hvis dette har været hans Tankegang, forregnede han sig imidlertid, thi ved Kriminalrettens Dom af 4de Januar 1859 blev han anseet med Straf af 8 Aars Tugthuusarbeide, og et Par Dage efter blev han indsat i Christianshavns Straffeanstalt. Han var dengang i en meget afkræftet Tilstand som en Følge af det udsvævende Liv, han havde ført indtil sin Paagribelse. Tugthuusfangerne leve i Almindelighed ikke under streng Afsondring, og det Liv, han nu begyndte at føre, var derfor vel meget ubehageligt og tvungent for ham, men da han snart var som hjemme mellem sine Tugthuuskammerater, var det dog til at udholde, og man mærker ikke, at det har taget noget paa hans Humeur; men man seer endnu mindre noget Spor til, at den strenge Tugt har vakt Alvor i hans Sind og bragt ham til at tænke over den elendige Maade, hvorpaa han havde forspildt sine Ungdomsaar.

Et Øiebiik saae det ud, som om der var faret en bedre Aand i ham. Den 19de Februar 1860 begjærede han sig fremstillet for Inspektøren i Straffeanstalten, Justitsraad Keller, idet han foregav, at han ikke kunde faae Ro i Sindet, før han fik aflagt Tilstaaelse om en heel Deel Forbrydelser, der ikke vare komne for Dagen under den tidligere Sag. Han blev nu indsat som Varetægtsarrestant i "Almeensikkerheden", og en ny vidtløftig Undersøgelse begyndte, under hvilken han afgav Beretning om en Masse nye Tyverier og desuden om sex forskjellige Brandstiftelser. Han tilstod at have sat Ild paa Nr. 16 og Nr. 109 i Gothersgade, Nr. 6 i Nyhavn, Nr. 155 paa Gammelmønt, Nr. 24 paa Hjørnet af Pilestræde og Antoniestræde og Nr. 66 paa Hjørnet af St. Kongensgade og Hoppenslænge. Flere af disse Ildspaasættelser lykkedes kun altfor vel og skilte flere fattige Folk, der ikke havde assureret, af med Alt, hvad de eiede. I Anledning af Ilden paa Hjørnet af Antoniestræde og Pilestræde havde han i sin Tid været i Forhør, da han var bleven seet i Stedet umiddelbart før IIdens Udbrud, og nogle af Beboerne henledede Undersøgelsesdommerens Opmærksomhed paa ham som den, der nok kunde have paasat Ilden. Dommeren synes ikke at have lagt Mærke til, at det var en straffet Person, han havde for sig, og da Tofte kunde godtgiøre at have været i Huset i lovligt Ærinde, nemlig for at besøge sin Pleiemoder, som boede der, lod Dommeren ham gaae i Fred.

Da han blev adspurgt om Grunden, hvorfor han havde begaaet disse Brandstiftelser, sagde han, at det var for at benytte den ved Ildebranden opstaaede Forvirring til at begaae Tyveri i de paagjældende Steder. Denne Forklaring er imidlertid usand. Han har først sat Ild paa efter at have udøvet eller forsøgt Tyveri i Husene, og han har aldrig nogensinde benyttet Forvirringen til at stjæle eller havt Saadant isinde. Senere har han udtrykkelig erkjendt, at det af ham anførte Motiv ikke er stemmende med Sandheden, og han har yderligere tilføiet, at han ikke kan anføre nogensomhelst Grund, hvorfor han har iværksat disse skammelige Forbrydelser. Han har altsaa foretage dem som et Barn af en ubestemt Drift til at ødelægge og gjøre Fortræd. Og saaledes som han dengang behandlede Andres Gods og Formue, saaledes har han senere villet behandle andre Menneskers Liv!

Han blev den 21de Juli 1860 dømt til Tugthuusarbeide paa Livstid. Dette Resultat var vistnok atter strengere, end Tofte havde ventet sig det. Idetmindste har han under et senere Forhør forklaret, at han var forbittret paa Justitsraad Keller, fordi nogle af de andre Fanger havde sagt til ham, at det var Kellers Skyld, at hans Straf var bleven saa haard.

Naar vi tør tillade os at sætte et lille Spørgsmaalstegn ved Oprigtigheden af hans Udsagn om, at han afgav sin Tilstaaelse for at faae Ro i Sindet, da er det, fordi det forekommer os, at en anden Forklaring ligger endeel nærmere for Haanden. Han vidste nemlig fra den tidligere Sag, at han vilde blive ført ud i Byen for at paavise de Steder, hvor han havde begaaet Forbrydelserne, og hvor fristende maatte det ikke være for ham saaledes at afbryde det eensformige Liv inden Tugthusets Mure med at foretage Spadseretoure omkring i Kjøbenhavns Gader. Kun den, der kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at være indespærret i et Fængsel, vil kunne forstaae, hvorledes en Fange, blot for at opnaae en saadan Lykke i Øieblikket, kan falde paa at afgive en Tilstaaelse, om hvilken han meget godt veed, at den vil forlænge hans Straffetid. Erfaringen viser endog, at Folk have paaløiet sig selv Forbrydelser for at komme en Tour ud af Fængslet.

Det afgjørende Bevis for, at Bevæggrunden til hans Tilstaaelse ikke var den af ham anførte, ligger imidlertid i den Omstændighed, at han ikke ved samme Leilighed aflagde Bekjendelse om en Forbrydelse, der nødvendigviis maatte have tynget ham meest af alle, hvis han virkelig var istand til at føle Anger og Samvittighedsnag.

Han tilstod nemlig ikke, at det var ham, der dan 24de Januar 1858 havde sat Ild paa Nr. 33 i Studiestræde og derved bevirket fem Menneskers Død.

Den ommeldte Dag havde han begaaet flere Tyverier, og da hans Vei derefter faldt gjennem Studiestræde, gik han om Eftermiddagen mellem Kl. 4 og 5 ind i det nævnte Huus, hvor han med en falske Nøgle banede sig Adgang til et Snedkerværksted for at begaae Tyveri. Han fandt intet Andet, som det var Umagen værd at tage med, end et Stemmejern, som han senere brugte til at gjøre Indbrud med. Da han havde stukket dette til sig, fik han pludselig det Indfald at sætte Ild paa Stedet. Han strøg da en Svovlstik af, antændte nogle Høvlspaaner, hvoraf der laa fuldtop over hele Værkstedet, og efterat han havde seet, at Gulvet begyndte at fænge, lukkede han Døren i Laas efter sig, for at Ilden ikke skulde blive bemærket, og skyndte sig derefter afsted. Han saae nok, at der boede Folk ved Siden af Værkstedet og ovenpaa, men tænkte ikke paa, at han udsatte deres Liv for Fare. Ilden greb imidlertid om sig med rasende Kraft, og inden Beboerne af Værelserne ovenover Værkstedet havde opdaget den, var Nedgangen dem allerede afskaaren. Enken Giessing, Skrædersvend Andersens Kone og to Børn indebrændte paa den ynkeligste Maade. Manden selv tog det tredie Barn i sin Favn og sprang ned paa Gaden med det; han reddede ogsaa Barnet, men slog sig selv ihjel i Faldet.

Tofte selv havde opholdt sig i de tilstødende Gader, indtil der blev gjort Brandallarm; saa vidste han, at hans kaade Drengestreg var lykkedes, og han gik bort for at tilbringe Aftenen paa et Forlystelsessted.

Et Par Dage efter hørte han tale om, at nogle Mennesker vare omkomne ved Branden og den paafølgende Søndag mødte han, da han fra sit Logis paa Nørrebro vilde gaae ind til Byen, et langt Sørgetog med Ligene af de fem ulykkelige Døde. Efter hvad han siger, følte han sig stærkt rystet ved dette Syn. Vi troe det gjerne; selv den meest forhærdede Forbryder vilde ikke kunne have betragtet et saadant Syn med Ligegyldighed, men det Indtryk det gjorde paa Toftes Sjæl, var kun af en flygtig Natur, thi faa Uger efter, i Marts Maaned samme Aar, begik han tre nye Brandstiftelser!

(Fortsættes)

(Folkets Avis 18. februar 1865)

Fængselsinspektør, senere etatsråd Christian Nicolai Keller (1802–84) var far til Johan Keller som i 1880'erne oprettede de såkaldte Kellerske Institutioner, og til Frederik Waldemar Keller (1840-1890)

Om ildebranden i Studiestræde og følgerne af denne, se særskilt indslag her på bloggen.

Foto af Peter Ludvig Thorvald Tofte. Forbryderalbum 1863-1865. Københavns Politi. 2. politiinspektoret. Fundet på Genealogisk Forlag og velvilligt stillet til rådighed til dette indslag.

Fra I. C. Søller: En opdagelsesbetjents erindringer fra en tiaars virksomhed under Kjøbenhavns Politi. (1866), kapitlet: Peter Ludvig Thorvald Toftes Anholdelse og første Tilstaaelser. 

Den næste Dag, altsaa Lørdagen den 29de Mai, befandtes det, at Skomager Toftes Søn paa Nørrebro i Aaret 1857 havde været anseet med Rottingslag for Tyveri af en saadan Beskaffenhed, at det meget lignede flere af de Tyverier, der vare begaaede i den sidste Tid.

Som Følge heraf kjørte Politiadjutanten og Betjent F. samme Dag ud til Klampenborg og anholdt Tofte. *)

Da de samme Aften kom tilbage med den Anholdte, mødte jeg dem tilfældigviis paa Strandveien, og da Politiadjutanten saae mig, sprang han strax af Vognen forat meddele mig, at Personen, som vi den foregaaende Aften havde forfulgt i Tivoli, var anholdt, hed Tofte og alt havde tilstaaet at være Gjerningsmanden til flere af de begaaede Tyverier. Idet han derpaa takkede mig for den Bistand, jeg havde ydet, anmodede han mig om at komme op paa Politikammeret, naar jeg kom til Byen, hvilket jeg ogsaa lovede.

Da jeg efter en Times Tids Forløb kom derop, traf jeg atter Politiadjutanten, som var stedet i en vis Forlegenhed, fordi han, der ikke havde været ansat længe ved Politifaget, ikke godt kunde paatage sig at lede Forundersøgelsen i en saa vigtig Sag som den, Toftes Anholdelse lod forudsætte, og da Betjent F., som Adjutanten sagde, hellerikke havde stor Øvelse heri, paatog jeg mig at lede Forretningen og udspørge Tofte, medens Betjent F. nedskrev Rapporten efter min Dictat.

Idet jeg saaledes kom til at afæske Tofte Forklaring om en Deel af de Tyverier, han havde begaaet, fik jeg Leilighed til at danne mig et Begreb om hans Charakteer og hele Personlighed.

Han blev ikke tiltalt med et eneste uvenligt Ord, og i de Svar, han afgav paa mine Spørgsmaal, viste han sig saa beskeden og aabenhjertig, at der ikke kunde opdages ringeste Spor af en trodsig og ondskabsfuld Charakteer, og naar han senere har afgivet saa store Prøver herpaa, nærer jeg den bestemte Overbevisning, at Fængselslivet har bidraget meget til at udvikle disse slette Egenskaber hos ham, ligesom jeg ikke kan bortvise den Tanke, at alle de Forbrydelser, han har begaaet førend sin Anholdelse, mere ere begaaede af Ungdoms Letsindighed, forat kunne tilfredsstille sit vidtløftige Levnet, end af egentlig Ondskab. Naar han i de Skrifter, der ere udkomne om ham, er fremstillet som en Person, der var i Stand til at agere Cavalleer og freqventere bedre Selskaber, da er dette saa langtfra Tilfælde, at jeg maa formode, at det skriver sig fra hans egen Indbildning og en særlig Lyst til at gjøre sig interessant, eftersom hans hele Personlighed var tilstrækkelig til at tale imod dette.

Da jeg havde afæsket ham Forklaring ad generalia, bad jeg ham opgive de Tyverier, han havde udført, og idet han strax nævnede nogle, erklærede han: "Jeg har gjort mange flere, men jeg kan ikke huske Stederne, medmindre De vil nævne dem for mig."

Jeg maatte nu tage den ene Rapport efter den anden, og saasnart jeg nævnede Stedet, sagde han, om han havde været der, og i saa Tilfælde kunde han nøjagtigt opgive de nærmere Omstændigheder ved Tyveriet, samt hvorledes han havde anvendt de stjaalne Koster.

Paa denne Maade afgav han Forklaring om en Mængde Tyverier, af hvilke flere vare forbundne med Indbrud, og da der var hengaaet saamegen Tid med at nedskrive dette til Rapporten, at det lakkede ad Morgen, syntes han at blive søvnig, og da jeg spurgte ham, om dette var Tilfælde, svarede han, at Søvnen hindrede ham i at fortsætte sine Tilstaaelser.

Rapporten blev da sluttet for hans Vedkommende, og Undersøgelsen fortsattes hos de 2 Piger, han havde havt med sig i Tivoli, ligesom der fandtes Anledning til at anstille en yderligere Visitation paa Klampenborg, hvor han havde tjent.

Den 30te Mai 1858 blev han første Gang stillet for Retten og ratihaberede sine til Rapporten afgivne Tilstaaelser, hvilke han i de følgende Forhør betydeligt forøgede.

Han blev derefter belagt med personlig Arrest og kom aldrig mere paa fri Fod.

I de følgende Dage blev det omtalt i Bladene, Politiadjutanten havde anholdt den berygtede Kvistkammertyv, hvorimod Betjent F. ikke blev nævnet med et eneste Ord, uagtet det var ham, der, ved at skaffe Navnet at vide paa den Person, der var bemærket i Tivoli, egentlig bidrog til Anholdelsen, og som tillige havde hele Forretningen, da han nedskrev og underskrev den Rapport, til hvilken Tofte afgav sine første Tilstaaelser.

*) I et Skrift, der er udkommet om Tofte og nedskrevet efter Meddelelser fra Kjøbenhavns Opdagelsespoliti, er det anført, at han blev anholdt den 28de Mai; men dette er ikke correct, da det var den 29de. 

På en hjemmeside gives denne version om denne periode i hans liv:

I 1857 blev han anholdt, sigtet for at have stjålet et Sæt Tøj. Han havde ved et Indbrud set Tøjet, som han syntes så godt om, at han glemte sin sædvanlige Forsigtighed og tog det med sig. Da han fik prøvet det, passede det ham ikke, og han var letsindig nok til at sælge det til en Marskandiser, som senere genkendte ham. Da han påstod, at Døren til Lejligheden havde stået åben, og det modsatte ikke kunne bevises, undgik han Straf for Indbrud og slap med 25 Slag Rotting.

Det rørte ham ikke mere, end at han Dagen efter, da han skulle møde på Politikammeret, på Vejen derhen begik et Indbrud.

Han var nu imidlertid blevet noget bange og tænkte på at søge hæ­derligt Arbejde i hvert Fald for en Tid. Han søgte en Plads som Stewart på en Damper, der gik på Kiel, men det blev ikke til noget. Så fortsatte han i Stedet for sine Tyverier, dristigere end før.

Atter blev han nervøs for Opdagelse og søgte og fik en Plads som Op­varter på Klampenborg, men uheldigvis var der en af Køkkenpigerne, der havde genkendt ham fra Tyveriet af Klæderne, hun sladrede, og han blev bortvist.

Nye Indbrud fulgte, indtil han i Maj 1858 blev anholdt. Han tilstod straks ca. 90 Tyverier, de fleste af dem Indbrud, og blev idømt 8 Års Tugthusarbejde, der skulle afsones i Christianshavns Straffeanstalt. Her forfaldt han til Tungsind. Han havde altid været melankolsk, og allerede som Dreng havde han et Par Gange villet begå Selvmord, den ene Gang med Polervand, den anden Gang med Rottekrudt, men da disse to Ting havde en ækel Smag, opgav han sit Forehavende.

Efter en Tids Forløb besluttede han sig til at indrømme, hvad han hidtil havde skjult, og tilstod nu yderligere hen ved 100 Indbrud og 7 Ildspåsæt­telser, som han påstod, han havde begået for under den opståede For­virring at se Lejlighed til at stjæle.