Dette er første afsnit i en serie på i alt 8 afsnit om "Kvistkammertyven" Tofte. De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven. Serien bygger på en artikelserie i Folkets Avis og jeg har suppleret med lidt yderligere kommentarer og artikler andre steder fra. En forkortet version findes i Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. februar 1865, 23. februar 1865 og 24. februar 1865.
"Kvistkammertyven"
Peder Ludvig Tofte.
"Aar 1839 den 18de Marts er nærværende Drengebarn født paa den kongelige Fødselsstiftelse i Kjøbenhavn og givet Nr. 221.
Den 19de d. M. er dette Barn, uden at dets Forældre ere angivne, paa Stiftelsen døbt og kaldet Peder Ludvig."
Saaledes lyder det første Bidrag til den senere saa navnkundige "Kvistkammertyvs" Historie. Han kom til Verden som et slet og ret "Nummer", og han har aldrig lært at kjende sine Forældre. Efter hvad han i Retten har forklaret, troer han at være en Søn af et Fruentimmer, der nu henlever sine Dage i et Fattighuus, og en "Forstjunker". Denne efter hans Begreber "fine Extraktion" har næret hans fra Barndommen af stærkt udprægede Forfængelighed. Han har altid holdt meget af til sine Bekjendte at omtale sin "virkelige" Fader, hvilken han ikke sjeldent paa egen Haand udnævnte til Baron, og som, efter hvad han fortalte, interesserede sig for ham og sendte ham Penge til at klæde sig for. Senere, da han havde gjort Tyveri til sin Næringsvei, brugte han, som vi skulle see, disse opdigtede Historier til dermed at skjule sin sande Erhvervskilde.
Men om han end saaledes aldrig har vidst af en Faders eller Moders Kjærlighed at sige, maa man dog ikke troe, at han er opvoxet, uden at Nogen brød sig om ham. Han var nemlig i en Alder af halvandet Aar kommen i Huset hos en fattig Skomager heri Byen, hvis Efternavn Tofte han antog, og blev af denne saavelsom af hans Hustru opdraget med mere Venlighed og Omhu, end man kunde vente det af betalte Pleieforældre. Han har derfor ogsaa altid følt nogen Godhed for disse Folk, navnlig for Pleiemoderen, og hun kunde maaskee have udøvet en gavnlig Virkning paa ham, dersom hun kunde have vedblevet at have ham under sit Tilsyn, men uheldigviis var Forholdet mellem Ægtefællerne selv ikke det bedste, og endnu før han blev voxen, bleve de formelig separerede, hvorefter Konen flyttede ud til en Landsby en Miilsvei fra Kiøbenhavn, hvor hun endnu boer. Skomager Tofte er derimod død i Løbet af de sidste Aar. Pleiesønnens Forfængelighed i Forbindelse med en indgroet Ulyst til at arbeide og Hang til Vellevned bidrog alt i Forening til, et han allerede i en Alder af 11-12 Aar var, hvad man kalder en "fordærvet" Dreng, men efterat Pleiemoderen havde forladt Kjøbenhavn, blev det endnu værre med ham: det var ikke muligt at faae noget Godt ud af ham. Strax efter sin Konfirmation var han kommen i Lære hos en af vore dygtigste Blikkenslagere, men Alt, hvad denne stred for at gjøre en flink Arbeider ud af ham, hjalp ikke noget. Efterat Mesteren ved gjentagne Forsøg havde overbeviist sig om, at Prygl aldeles ikke bed paa Knægten, satte han ham, for dog at bruge ham til Noget, til at passe sin Boutik. Dertil var han ogsaa forsaavidt vel skikket, som han var pillen og pæn med sin Person og desuden ret beleven i sit Væsen; han havde i det Hele taget let ved at vinde Folks Yndest, Det er ikke usandsynligt, at han allerede dengang forstod at forøge sine Indtægter paa en strafværdig Maade, thi han var rigeligere udstyret med Penge, end man skulde have ventet efter Pleieforældrenes fattige Kaar. Han havde saaledes altid Raad til at tilfredsstille sin Lyst til Slikkeri og gik fra Morgen til Aften og tyggede paa saadanne Ting. Efterat han havde været i denne Tjeneste et Par Aar, kom han en Dag i Mesterens Fraværelse i Uenighed med sin Madmoder, hvem han i Øieblikkets Hede tillod sig at sige adskillige grove Uartigheder. Da han havde faaet disse afleverede, kom han til at tænke paa Mester, der ventedes hjem hvert Øieblik, og da han havde indseet det kritiske i Situationen, fandt han det raadeligst at forlade "Stillingen" uden Kamp, idet han ganske stille drev af uden at lade sig see tiere. Hans Moder fik ham anbragt hos en anden Blikkenslager, men her var han kun i tre Maaneder; saa løb han derfra. Omtrent i denne Periode begik han et af de første Tyverier, der med Bestemthed lader sig datere, nemlig i Februar 1856 fra et af de Reisendes Værelser i Hotel d'Angleterre; men der kan fornuftigviis ikke være Tvivl om, at dette ikke er hans første Forbrydelse. En 16aarig Dreng, der aldrig før har tilegnet sig fremmed Gods, er ikke dristig nok til at gaae ind i en Gaard i den overlagte Hensigt at begaae Tyveri, med mindre han har været der tidt og derfor er fortrolig med Lokaliteterne, men dette var ikke Tilfældet med Tofte. Han maatte desuden vide, at der stadig er Liv og Færdsel paa Gangene i et Hotel, og der hørte saaledes en ualmindelig Frækhed til for en Dreng i Toftes Alder et vælge netop et saadant til sin Tumleplads, selv om han iforveien var dreven i det ædle Tyve-Haandværk, men til sin Debut vilde han aldrig have fundet paa at vælge det.
Efterat han havde forvisset sig om, at Ingen var hjemme paa et af Hotelværelserne, aabnede han Døren med en Nøgle, han havde med sig, og lukkede derefter den i Værelset staaende Kommode op med en anden medbragt Nøgle. Ogsaa dette er værdt at lægge Mærke til; hvor var det muligt, at han kunde være saaledes forsynet med falske Nøgler, hvis han ikke allerede i længere Tid havde studeret Anvendelsen af saadanne Redskaber?
Tyveriet lykkedes fuldstændig; han kunde i al Ro og Mag rode omkring i Kommodeskufferne og tage de Penge, der laae, og som tilhørte en Kjøbmand fra Hamborg. Da han var færdig, gik han ganske rolig ned ad Trappen og ud igjennem Gaarden uden at blive standset af Nogen. Dette Held gav ham Lyst til at komme igjen, og han udøvede i Løbet af 3 Uger to nye Tyverier i Hotellet, ganske paa samme Maade som første Gang.
Nu blev der Allarm i Luften. Efter det første Tyveri havde Værten uden Videre erstattet den bestjaalne hans Tab, men ikke gjort nogen Anmeldelse til Politiet; anden Gang fandt han sig endnu ikke bevæget til at indblande Politiet i Sagen, men da saa det tredie Tyveri kom til, var han naturligviis nødt til gjøre Alt for at faae Gerningsmanden udfunden. Da der ingen mistænkelige Personer vare sete i Hotellet paa den Tid, Tyverierne vare begaaede, var det naturligt, at man først henvendte sin Opmærksomhed paa Tjenestefolkene. Disse maatte Alle i Forhør, og man kan let tænke sig, hvormegen uforskyldt Pine og Plage, Hr. Tofte derved paaførte disse stakkels Mennesker. Dog, disse Lidelser vare kun ringe i Sammenligning med dem, han ved sine senere Misgjerninger har paaført mangen en uskyldig Person, hvem man med Urette har havt mistænkt med Hensyn til de af ham neaede Forbrydelser, og som derfor have maattet udholde Fængsling, Miskjendelse - ja endog total borgerlig Vanære.
Politiets Efterforskninger førte ikke til noget Resultat, men Ejeren af Hotellet kunde dog være fristet til at troe, at han ved Undersøgelsen havde skræmmet Gjerningsmanden fra at bestjæle ham oftere, thi nu hørte Tyverierne pludselig op. Grunden hertil var dog ikke den anførte - thi Tofte har aldrig hørt et Ord om, at Politiet har været i Hotellet - men simpelthen den, at han. havde forladt Kjøbenhavn.
Hans Pleiemoder, der uden at vide, i hvilken Grad han gik paa gale Veie, dog indsaae, at det ikke kunde gaae an at lade ham drive om uden Kondition, og at det ellers let kunde tage en Ende med Forskrækkelse, havde nemlig besluttet at forsøge, om det maaskee kunde være godt for ham at forlade Hovedstaden. Hun haabede, at Livet i en Provindsby skulde bringe ham til Stadighed og Ro, og skaffede ham derfor en Pige hos en Bager i Fredericia. Denne var ligesaa utilfreds med ham som hans tidligere Læremestre, og to Maaneder efter vare de færdige med hinanden, og Tofte anbragt hos anden Bager i samme By. Den nye Husbond indsaae snart, at der ikke kunde være Tale om at lære Tofte Noget, og benyttede ham derfor til at gaae Ærinder for sig, navnlig til at bringe Brød i Byen til Folk, et Arbeide, hvortil den livlige Kjøbenhavner meget godt egnede sig. Tilfredsheden var imidlertid ikke gjensidig.
Hver Morgen blev han sendt til den tæt ved Havnen liggende Gjæstgivergaard "Lillebelt" med en Kurv frisk Brød, og naar han da saae Dampskibet ligge færdigt til at gaae til Kjøbenhavn, paakom der ham en mægtig Længsel efter "Tivoli", efter de befærdede Gader og det muntre vagabonderende Liv, som der kan føres. En skjøn Sommermorgen saae han derfor sit Snit til ved Bortgangen hjemmefra at iføre sig sine bedste Klæder, og efter at have afleveret sin Kurv i "Lillebelt" gik han rask ombord paa Dampskibet og stilede til Kiøbenhavn. Borte var han, og borte blev han!
(Fortsættes)
(Folkets Avis 13. februar 1865)
Efter beskrivelsen må han været begyndt at stjæle da han var omkring 8 år gammel.
Der er formentlig tale om det tidligere Hyrups Gæstgivergaard, der lå på hjørnet af Gothersgade 44 og Sønder Voldgade i Fredericia siden 1812, og som i 1840'erne blev omdøbt til Hotel de Lillebælt. Hyrup havde i 1838 erhvervet Bredvad Mølle der nedbrændte 10. september 1845. Den blev genopført og solgt i 1850 til Christoffer Mortensen der imidlertid ikke havde styr på finanserne og som i 1852 afbrændte møllen for at få udbetalt forsikringssummen - det blev opdaget og han blev arresteret. Hyrup hang derfor igen på møllen og solgte den i 1855. Tofte kan have oplevet eller hørt om disse begivenheder.
En hjemmeside om Peter Ludvig Thorvald Tofte skriver følgende om hans tidlige barndom:
Han blev straks sat i Pleje hos et Kvindfolk, der beboede et Kvistkammer i Vognmagergade, og som udelukkende levede af Betleri. Når hun gik ud på sine Betlervandringer, medbragte hun, for at vække Medynk, det spæde Barn, der kun var klædt i nogle Pjalter, og hun veg ikke tilbage for at give det Brændevin, for at det kunne se endnu mere sygeligt ud, eller for, når Folk nærmede sig på Gaden, at knibe og nappe det, så at det gav sig til at klynke.
- - -
Den 16. Januar 1840, den Aften Kong Frederik VI blev bisat, stod hun på Amagertorv med Barnet på Armen. Blandt de forbipasserende var der et Ægtepar, Skomagermester Tofte og hans Hustru. Deres Ægteskab var barnløst, og de ønskede sig intet hellere end et lille Barn. De indledede en Samtale med Betlersken, og på Vejen hjem besluttede de at tage Barnet til sig. Beslutning fulgtes af Handling, og et Par Dage efter havde de fået Barnet, som de gav deres Navn.
De tog sig på det kærligste af den stakkels lille forsømte Skabning, som de betragtede som deres eget Barn, han blev passet og plejet på det alleromhyggeligste, men "ligesom den unge Plante, der har fået Frost, først langsomt kommer til Kræfter og aldrig bliver så stor og smuk som den, der bestandig har været plejet og vogtet for Kulden", således gik det også her.
Drengen var sat tilbage både i legemlig og åndelig Henseende. Han var lille og spinkel, og han lærte først i 8 Års Alderen at tale helt rent. Og på den Tid begyndte han at stjæle. Først var det kun enkelte Skillinger, han tog fra Moderen, så blev det til hele Markstykker, som han af Frygt for, at hans Tøj skulle blive efterset gik og gemte i Munden. Først efter to Års Forløb opdagede Forældrene disse Småtyverier, som han beredvilligt tilstod. En ikke alt for alvorlig Revselse gjorde ikke det allerringeste Indtryk på ham.
Så snart han var konfirmeret, blev han sat i Blikkenslagerlære på Købmagergade. Han lærte dog ingen Ting her, da hans væsentligste Beskæftigelse var at passe Mesterens Børn, men han fik Lejlighed til at begå en Del Tyverier, og han indskrænkede sig ikke til at bestjæle Mesteren, men også andre i Nabolaget aflagde han Besøg og begik endog Indbrud med falske Nøgler og Dirk. Han fik sig nu en Veninde, Caroline, der var noget ældre end han. Hun havde Mod på Livet, satte stor Pris på Foræringer og ville navnlig gerne ud at more sig. Udgifterne blev større, og hvor skulle Pengene komme fra andet end ved flere Tyverier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar