Nedenstående er et uddrag af en beretning om en krigsfange, som blev såret og taget til fange ved Isted. Serien starter med at fortælle om hvordan han blev taget til fange og efterfølgende om opholdet på lazarettet i Slesvig. Her tilbragte han 4 uger og fortæller herefter om turen gennem Slesvig, Jylland, Fyn og Sjælland til København:
Efter fire uger fik vi endelig ordre om, at fireogtredive af vore folk skulle føres til København. Selvom jeg stadig måtte bære armen i vinde og ofte havde ondt, var jeg til sidst stærk nok til at holde transporten ud. Da vi gik, henvendte Slesvigs kommandant, oberst du Plat, en mørk, streng mand, sig til os og sagde, at enhver, der gjorde det mindste forsøg på at undslippe eller på anden måde var ulydig, straks ville blive skudt, og dragonerne, de, der eskorterede os, havde at holde deres øjne på os. Marchen fra Slesvig til Flensborg, næsten fire mil, i solens brændende varme og frygtelige støv var meget anstrengende for os rekonvalescenter; vi kunne næsten ikke slæbe os frem og to faldt ned og måtte køres videre. Vores dragoner viste i det hele taget, at de var blide og medfølende og gjorde, hvad de kunne for at gøre vores march lettere. Især underofficeren udmærkede sig ved sin menneskekærlighed og fortalte os på sit gebrokne tysk, at han sidste år var blevet fanget af slesvig-holstenerne ved Kolding og var blevet behandlet meget godt af dem, og derfor ville han behandle os godt. Vi hørte også fra ham, at der under hele vor march var givet ordre til at sige, at vi for nylig var blevet fanget i en træfning, hvor danskerne havde overhånden. Sådanne bedragerier er meget almindelige blandt danskerne; Målet er at kaste sand i øjnene på pøbelen i København og andre steder.
(Fortsættelse følger).
Aus dänischer Gefangenschaft.
Nach vier Wochen kan endlich der Befehl, dass vier-und-dreissig der Unsrigen nach Kopenhagen gebracht werden sollten. Ich musste zwar meinem Arm noch in der Vinde tragen und hatte oft auch noch Schmerzen, war aber am Ende kräftig genug, den Transport zu ertragen. Beim Abmarch hielt der Kommandant von Schleswig, Oberst du Plat, ein finsterer, strenger Mann, noch eine Anrede an uns, in der es hiess, wer nur den geringsten Fluchtversuch mache, oder sonst nicht gehorche, werde sogleich erschossen werden, und die Dragoner, die uns eskortirten, mussten von unsern Augen scharf laden. Der Marsch von Schleswig nach Flensburg, fast vier Meilen, bei brennender Sonnenhitze und furchtbarem Staube, war für uns Rekonvalescenten ehr anstrengend; wir konnten uns kaum mehr fortschleppen und zwei stürzten nieder und mussten weiter gefahren werden. Unsere Dragoner zeigten sich im Ganzen gurmuthig und mitleidig und thaten, was an ihnen lag, uns den Marsch zu erleichtern. Namentlich der kommandirende Unteroffizier zeichnete sich durch Menschenfreundlichkeit aus und erzählte uns in seinem gebrochenen Deutsch, er sey im vorigen Jahre von den Schleswig-Holsteinern bei Kolding gefangen genommen und sehr gut von ihnen behandelt worden, und so wolle er sie denn auch wieder gut behandeln. Von ihm hörten wir auch, es sey Befehl gegeben, auf unserem ganzen Marsche zu sagen, wir seyen erst kürzlich in einem Treffen, in dem die Dänen die Oberhand behalten, gefangen wroden. Solche Täuschungen sind bei den Dänen ganz gemein; man will damit dem Pöbel in Kopenhagen und anderswo Sand in die Augen streuen.
(Fortsetzung folgt).
(Morgenblatt für gebildete Leser. 21. januar 1851, uddrag)
I Flensborg blev vi slemt hånet af den dansksindede del af befolkningen, mest pøbelen; De knyttede næverne til os, spyttede på os og råbte hele tiden: "Tyske hund, tysker Mikkel," og lignende æresbevisninger. Vi blev spærret inde i en gammel, forfalden kirke, og der gik flere timer før vi fik noget halm til vores trætte lemmer og brød og suppe. Om aftenen gjorde de tysksindede Flensborgere det muligt at sende os en stor kurv med smørruller, pølser, skinke og et par flasker vin, så alle kunne drikke et glas vin som forfriskede os gevaldigt.
For triumferende at vise os over for nordslesvigerne og jyderne, blev vi slæbt ad landevejen via Fredericia til København i stedet for at gå om bord i Flensborg som det plejede at foregå. På marchen via Aabenraa og Haderslev til Kolding havde vi det forholdsvis godt, selvom varmen satte sit præg på vores svækkede kroppe. Landboerne i Nordslesvig forfriskede os ofte undervejs med mælk og brød og smør, og i Haderslev og Aabenraa sendte de tysksindede beboere os så meget god mad at vores vagter også fik deres del af det. I Herrnhut-kolonien Christiansfeldt, hvor vi hvilede i flere timer, blev vi bespist meget generøst, og da vi sagde farvel, uddelte en ung, køn herrnhutisk kvinde ti ny testamenter i det velkendte lille format blandt os.
Men tingene blev helt anderledes da vi ankom til Kolding, den første lille by i Jylland. Her hvor vi sidste år gav danskerne god tæsk og stolte trådte ind som sejrherrer, gjorde vi nu det mest elendige indtog; hele den uforskammede befolkning så ud til at være samlet for at byde os velkommen og hilste os med fløjter, skrig, hyl og de danske råb: "Slå dem ihjel, de slesvig-holstenske hunde, der brændte vores huse for et år siden! Hæng dem, den tyske Mikkel! " osv. Nu og da fløj klumper af snavs, kålstykker, ja stenene hen over dragonernes hoveder ind i vores midte. En gammel, hæslig kvinde gik så langt i sit fanatiske mod, at hun hældte en fuld kammergryde ud over en af os. I sin iver gav hun også en del af den til en af de danske dragoner, og til gengæld gav han den gamle kone et par skarpe, flade hug med sablen hen over ryggen. Generelt krævede det ofte en seriøs indsats fra vores eskorte side for at beskytte os mod den vilde pøbel. Vi blev spærret inde her for natten i en gammel, øde tårn, fuld af snavs og murbrokker, og fik kun dårligt kogte kartofler, som var kolde, og noget groft brød og vafler. Drengene hylede og fløjtede hele aftenen foran døren og morede sig med at kaste sten ind i de åbne vinduer.
Næste morgen marcherede vi til Fredericia og måtte undervejs udstå samme spottende behandling i de jyske landsbyer, og endnu mere i selve Fredericia, og blev igen meget dårligt fodret om aftenen. Jeg vil gerne nævne, at i en jysk landsby kom nogle unge gårdpiger med mælk og ost til os. De otte danske dragoner, som dannede vor eskorte fra Slesvig og fremefter, viste sig også bestandig som humane mod os, stødte folkene fra os med flade slag og sagde højlydt, at det var en skændsel at behandle sårede fanger således; vi er lige så gode soldater, som de er, og enhver kan stå over for at blive taget til fange. De gav os også et oprigtigt håndtryk da vi sagde farvel og gav os al den tobak og brændevin, de havde med. De gode fyre havde mødt os for ofte i den varme ild, at de havde lært at respektere os.
Vi blev ikke behandlet helt så dårligt som i Kolding og Fredericia hvor befolkningen havde lidt meget i de sidste to år af krigen, på øerne Fyn og Sjælland, selv om der nogle gange ikke manglede hån og latterliggørelse der og befolkningen var stort set meget dårlig og utilregnelig, så vi næsten ikke kunne slæbe os igennem. På den anden side blev vi ofte behandlet brutalt, ja grusomt, af politibetjentene der skulle transportere os fra sted til sted, mens de råbte til folket at vi var blevet fanget i en kamp der for nylig var vundet af danskerne. En af disse mennesker havde den skamløshed at slå en af os som var så udmattet, at han ikke længere kunne bevæge sig, især da hans sår på foden var åbnet igen, flere gange over ryggen med en tyk stok; Men de andre håndlangere var menneskelige nok til at irettesætte ham for en sådan brutalitet.
(Forfølgelse følger.)
Aus dänischer Gefangenschaft.
(Fortsetzung)
In Flensburg wirden wir vom dänisch gesinnten Theil der Bevölkerung, grösstentheils Pöbel, arg verhöhnt; sie ballten die Fäuste gegen uns, spieen uns an und riefen fortwährend: "deutscher Hund, deutscher Michel," und ähnliche Ehrentitel. Man sperrte uns in eine alte verfallene Kirche ein, und es dauerte mehrere Stunden, bis wir etwsa Stroh für unsere müden Glieder und Brod und Grüsssuppe erhielten. Abends wussten die deutschgesinnten Einwohner von Flensburg es möglich zu machen, uns einen grossen Korb mit Buttersemmeln, Würsten, Schinken und einigen Flaschen Wein zukommen zu lassen, so dass jeder ein Glas Wein trinken konnte, was uns ungemein erquickte.
Um uns vor der nordschleswigschen und jütländischen Bevölkerung recht eigentlich im Triumph aufzuführen, schleppte man uns auf dem Landweg über Friedericia nach Kopenhagen, statt uns,wie sonst gewöhnlich geschah, in Flensburg einzuschiffen. Auf dem Marsch über Apenrade und Hadersleben nach Kolding ging es uns verhältnissmässig ganz gut, obgleich die Hitze unsere geschwächten Körper ungemein angriff. Das Landvolk in Nordschleswig erquickte uns am Wege oft mit Milch und Butterbrot, und in Hadersleben und Apenrade sandten uns die deutschgesinnten Einwohner so viele gute Lebensmittel, dass auch unsere Bewachungsmannschaft ihr reichliches Theil davon bekam. In der Herrnnhuter Kolonie Christiansfelde, wo wir mehrstündige Rast hielten, verpflefte man uns sehr reichlich, und beim Abschied vertheilte eine junge hübsche Herrnhuterin zehn neue Testamente im bekannten kleinen Format unter uns.
Ganz anders wurde es aber, als wir in Kolding dem ersten jütlandischen Städtchen, ankamen. Hier wo wir im vorigen Jahre die Dänen tüchtig auf's Haupt geschlagen und stolz als Sieger eingezogen, hielten wir jetzt den jämmerlichsten Einzug; die ganze rohe Bevölkerung schien sich zu unserem Empfange versammelt zu haben und begrüsste uns mit Pfeifen, Zifchen, Heulen und den dänischen Rufen: "Schlagt sie todt, die schleswig-holsteinischen Hunde, die uns vor einem Jahr unsere Häuser verbrannt haben! Hängt sie auf, die deutschen Michel!" u. dgl. Hin und wieder slogen auch Schmutzklumpen, Kohlstücke, ja Steine über die Köpfe der Dragoner in unsere Mitte. Ein altes scheussliches Weib ging in ihrer fanatischen Muth so weit, dass sie einem von uns einen vollen Nachttopf über den Leib goss. In ihrem Eifer gab sie aber auch einem der dänischen Dragoner einen Theil davon ab, und dieser zog dafür der alten Here einige tüchtige flache Hiebe mit dem Säbel über den Rücken. Ueberhaupt bedurfte es oft ernstlichen Kraftaufwands von Seiten unserer Eskorte, um uns vor dem wilden Pöbelhausen zu schützen. Wir wurden hier die Nacht über in einen alten wüsten Thrum eingesperrt, der voller Unrath und Schutt war, und erhielten nur schlechte gekochte Kartoffeln, die kalt waren, und etwas grobes Brod und Waffer. Die Buben heulten und pfiffen den ganzen Abend vor dem Thrum und belustigten sich damit, Steine in die offenen Fensterlücken desselben zu werfen.
Am andern Morgen marschirten wir nach Friedericia und hatten unterwegs den jütländischen Dörfern, und mehr noch in Fridericia selbst, dieselbe höhnende Behandlung zu ertragen, bekamen auch am Abend wieder sehr schlechte Nahrung. Lobend moss ich erwähnen, dass in einem jütländischen Dorfe einige junge Bauermädchen uns Milch und Käse brachten. Auch die acht dänischen Dragoner, die von Schleswig ab unsere Eskorte gebildet, bewiesen sich fortwährend menschenfreundlich gegen uns, wehrten mit flachen Hieben das Volk von uns ab und sagten laut, es sey eine Schande, verwundete Gefangene so zu behandeln; wir seyen so gut Soldaten wie sie, und gefangen zu werden könne jedem begegnen. Sie reichten uns auch zum Abschied treuherzig die Hand und schenkten uns all den Tabak und Branntwein, den sie bei sich hatten. Die braven Kerle hatten im heitzen Feuer zu oft uns gegenüber gestanden, als dass sie uns nicht hätten achten lernen sollen.
Nicht ganz so schlecht wie in Kolding und Friedericia, wo die Bevölkerung freilich in den beiden letzten Kriegsjahren viel gelitten hatte, wurden wir auf den Inseln Fühnen und Seeland behandelt, obgleich es aich dort an Hohn und Spott mitunter nicht fehlte und die Bevölkerung grossentheils sehr schlect und unzureichend war, so dass wir und endlich kaum noch fortschleppen konnten. Roh, selbst grausam behandelten uns dagegen jetzt nicht selten die Polizeidiener, die uns von Ort zu Ort transportiren und dabei dem Volke vorschreien mussten, wir seyen in einer kürzlich von den Dänen gewonnenen Schlact gefangen worden. Einer dieser Menschen hatte die Schamlosigkeit, einen von uns, der so matt war, dass er nicht mehr fort konnte, zumal seine Wunde am Fusse wieder aufgebrochen war, mehrmals mit einem dicken Stock über den Rücken zu schlagen; die andern Schergen waren aber doch menschlich genug, ihm solche Rohheit zu verweisen.
(Fortsetzung folgt.)
(Morgenblatt für gebildete Leser. 22. januar 1851)
Det værste af det hele var, som vi forventede, selve modtagelsen i København. Pøbelen stimlede sammen om os i store mængder, og militærvagten som nu omringede os igen, kunne kun med besvær beskytte os mod fysisk overgreb. De frygteligste trusler og forbandelser, de modbydeligste fornærmelser, væltede ud over os fra alle sider; vi blev overhældt med snavs og sten, og jeg havde æren af at en meget elegant klædt ung dame med en rød fløjlskjole spyttede i ansigtet på mig. Vi var inderligt glade da dette optog gennem hele København var forbi, og vi steg i bådene for at blive ført til de uriggede skibe der tjener som indkvartering for de slesvig-holstenske fanger. I øvrigt var tumulten værst på Holmen, og drengene og mændene dér morede sig især med at slå i vandet med pæle og årer, så vi og bådene vi kom ind i, blev rigtig våde, vibrerede voldsomt og råbte: "Smid de tyske hunde i vandet! Lad os se om de kan svømme" osv.
Aus dänischer Gefangenschaft.
Am allerschlechtesten, wie wir es nicht anders erwartet, war der Empfang in Kopenhagen selbst. Der Pöbel umdrängte uns in hellen Hausen, und nur mit Mühe vormochte die Militärwache, die uns jetzt wieder umgab, uns vor körperlichen Misshandlungen zu schützen. Die furchtbarsten Drohunen und Verwünschungen, die gemeinsten Schmipfreden sprudelten von allen Seiten auf uns ein; wir wurden mit Koth und Steinen beworfen, und mir selbst wurde die Ehre zu Theil, dass eine ganz elegant gekleidete junge Dame mit einem rothen Sammtspenzer mir in's Gesicht spuckte. Wir awren von Herzen froh, als dieser Umzug durch ganz Kopenhagen abgethan war und wir in die Boote stiegen, um nach den abgetakelten Schiffen gebracht zu werden, die den schleswig-holsteinischen Gefangenen als Quartier dienen. Auf dem Holm war übrigens zu guter letzt der Tumult am ärgsten, und besonders belustigten sich dort die Buben, aber auch Männer damit, mit Stangen und Rudern in das Wasser zu schlagen, damit wir recht nass würden, und die Boote, in die wir stiegen, in heftige Schwingung zy setzen, wobei sie schrien: "Werft die deutschen Hunde in's Wasser! Lassst sehen ob sie schwimmen können," u. dgl.
- - -
(Morgenblatt für gebildete Leser. 23. januar 1851, uddrag)
Krigsfangerne blev anbragt på fængselsskibet, det tidligere linjeskib Valdemar. Serien fortsatte i dette og næste nummer med at fortælle om forholdene der. Den 3. november 1850 undveg 4 krigsfanger fra skibet, de blev fanget og bragt til Vordingborg.
Linieskibet Valdemar (1828-1864) fungerede ligesom "Dronning Marie" 1848-1850 som kvarterskib for krigsfanger. Før Dronning Marie blev indrettet til krigsfangeskib i april 1848, blev krigsfangerne indsat på Gammelholm. Valdemar var i hvert fald fra juli 1848 også blevet indrettet. Skibet tjente 1855 som eksercerskib og endelig som logiskib for værnepligtige, indtil det i 1864 udgik af flåden og ophugget. Det var kun udrustet en enkelt gang, i tre måneder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar