De dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk-vestindiske Øer. "Dep. Tid." meddeler Følgende:

- - -

Den 2den Octbr. havde nogle Uordener fundet Sted i Byen Christiansted, hvortil Iværktrædelsen af en Gouvernements-Anordning af 30ie Juli d. A., der fastsætter endeel indskrænkende Bestemmelser for Handelsberettigelse paa Øen, havde givet Anledning. Hidtil har paa St. Croix factisk bestaaet en saa godt som uindskrævket Frihed for Enhver til at drive Handel, og denne Frihed har ogsaa været benyttet i meget viid Udstrækning. De Misligheder, der hermed have været forbundne, og Nødvendigheden af ved faste Regler at indskrænke en ubunden Frihed, der gav den hos de lavere Klasser af Befolkningen herskende Hang til Lediggang Næring, og ofte tjente til Skjul for Løsgængeri og Bedragerier, have allerede længe været følte, og have isærdeleshed været fremtrædende, efterat Emancipationen havde givet Anledning til en forøget Tilstrømning til Byerne af Individer, der ønskede at unddrage sig fast Arbeide paa Landet. Forhandlinger bleve i 1849 indledede med Borgerraadet, som i Slutningen af Aaret indsendte til Gouvernementet et af Raadet udarbeidet Udkald til en Anordning vm Regulering af Handelsberettigelsen. Efterat dette Udkast havde været Gjenstand for Forhandlinger mellem Gouvernementet, Borgerraadet og Overrettens Justitiarius, udfærdigede den fungerende Gouverneur under 30te Juli den ovenvævnte provisoriske Anordning, hvis Bestemmelser navnlig sigte til at indskrænke det hidtil stedfundne almindelige Bissekræmmeri paa Landet og unge Menneskers Omdriven med Varer, Anordningen var efter Borgerraadets bestemte Andragende fastsat at skulle træde i Kraft den 1ste October, og et indkommet Aadragende om at Iværksættelsen maatte udsættes, blev afslaaet af Gouverneuren, da Borgerraadet ved en Deputation anholdt om , at ingen Udsættelse maatte finde Sted. Da Gouverneuren imidlertid kom til Kundskab om, at enkelte af Anordningens Bestemmelser havde givet Anledning til Misforstaaelse. og at de vare affattede saaledes, at de ved en stricte Anvendelse vilde træffe den Deel af Befolkningen i Byerne, som hidtil havde havt deres væsentligste Erhverv af Handel med Fornødenhedsgjenstande af egen Industri, mere end det ved Anordningens Udfærdigelse var forudsat som nødvendigt, havde han under 28 Septbr. meddeelt Politimestrene en nærmere Fortolkning af disse Bestemmelser, som Rettesnor ved Anordningens Gjennemførelse. Nogen Røre var ikke desto mindre frembragt blandt de lavere Klasser af Befolkningen, navnlig i Christiansted. Den 1ste October, Dagen da Anordningen traadte i Kraft, skete Intet, men Dagen efter gav Anholdelsen af et Par Sælgersker, om hvem der var flere Anmeldelse til Politiet, at de overtraadte Anordningen ved at drive omkring paa Landet, Anledning til, at en Deel Folk af den laveste Klasse samlede sig udenfor Retshuset og kastede med Steen, da Politiet vilde drive dem bort. Efterat dette var passeret, slog endeel Pøbel Vinduerne ind i et Huus, som er beboet af Colonialsecretair Elberling, og senere angreb den paa samme Maade et Huus, som tilhører en Kræmmer Lindo, der har en stor Boutik af Kramvarer. Videre Uordener bleve dog her forhindrede, og imidlertid blev der sendt Melding til Gouveneuren, der befandt sig paa et Landsted omtrent en halv Miils Vei fra Byen. Denne tog øieblikkelig ind til Byen og efter hans Ankomst til Gouvernementshuset forsamledes en Hob Folk sig udenfor Huset. Gouverneuren beroligede dem ved nogle faa Ord, hvorpaa Mængden paa hans Opfordring adspredte sig. I mindre end en halv Time efter hans Ankomst til Byen var Alt roligt, og ingen Uorden havde senere fundet Sted. Militair Magt anvendtes ikke; en halv Snees Mand blev reqvireret af Politimesteren, men ikke benyttet. Hverken Landbefolkningen eller Bybefolkningen i Frederiksted havde taget nogensomhelst Deel i det Forefaldne.

Med Hensyn til Udviklingen af Forholdet imellem Arbeidsherrerne og Arbeiderne paa Landet paa St. Croiz efter Udgivelsen af det provisoriske Arbeiderreglement af 26de Januar 1849, indeholde de fra Gouvenementet modtage Beretninger Følgende:

Kort efter Emancipationen forlangte Arbeiderne paa et meget stort Antal Plantager deres hele Betaling erlagt i rede Penge. Dette var en naturlig Følge af de nye Forhold, idet Arbeiderne undervurderede Værdien af de leverede Provisioner, ønskede anden og bedre Føde, og overvurderede Pengebetalingen. Den under Slaveriet tilstaaede allowance (Ration af Provisioner in natura) var rigelig og beregnet paa at udgjøre Negerens saa godt som eneste Føde. Mange, som havde Leilighed til at skaffe sig andre Fødemidler, havde allerede under Slaveriet ikke Brug for deres fulde Allowance, og solgte en Deel deraf til Byerne for en Priis langt under deres Værdi. Efter Emancipationen blev dette naturligviis hyppigere Tilfældet, og en Deel af Landnegerne foretrak desaarsag at erholde Betaling istedetfor Provisioner. 

Planterne vare derimod i det Hele ugunstig stemte imod Betaling af den hele Løn i Penge alene; Credit paa Provisioner var lettere at erholde end Laan af rede Penge. Nogle frygtede, at Betaling i Penge alene vilde lede til en mere udstrakt Dyrkning af Provisioner blandt Negerne, større Industri, deraf følgende større uafhængighed og endelig Tab af den fornødne Arbeidskraft fra Sukkerdyrkningen. Andre mente, at derved vilde foranlediges Mangel og Dyrtid paa Provisioner, da det, naar Negerne skulde indkjøbe dem en detail i Byerne, var at befrygte, at Kjøbmændene ikke til enhver Tid vilde have tilstrækkelige Beholdninger, og at Priserne saaledes til enkelte Tider vilde blive opskruede, hvoraf det let kunde blive en Følge, at Arbeiderne ei altid vilde have Føden i saa rigeligt Maal som tilforn, og at især Børnene, der efter Emancipationen kun erholde Betaling, forsaavist de kunne arbeide, og altsaa nu i Almindelighed skulle underhodles af Forældrene selv, vilde komme til at lide Mangel. 

Disse befrygtede Følger af, at Valget imellem Penge og Provisioner var overladt til Arbeiderne selv, indtraadte imidlertid ikke, og Betalingsmaaden ordnede sig af sig selv paa den for samtlige Parter fordeelaftigste Maade, efterhaanden som Orden og Tillid vendte tilbage. Arbeiderne vendte lidt efter lidt tilbage til at tage allowance, og Betaling i Penge allene er bleven sjeldnere og sjeldnere. Paa 4 Plantager, hvor Arbeiderne siden Emancipationen have erholdt deres fulde Løn i Penge, have de betinget sig allowance fra 1ste Octbr. d. A. Uagtet Lønnens Art selvfølgelig beroer paa Overeenskomsten ved Contractens Ingaaelse, gjøre Planterne ingen Vanskelighed med at gjøre Forandring heri; kun fordres i Almindelighed, naar Arbeiderne ønske at ophøre med at tage allowance, at Plantagens Beholdning af Provisioner først skal opbruges. Den 1ste August d. A. tog i Frederikssteds Distrikt de 9/16  allowance og kun 1/16 Pengebetaling allene. I Christiansted- og Center-Distriktet toge paa 70 Plantager alle Arbeiderne og paa 15 de Fleste allowance; paa 11 Plantager havde de fleste Arbeidere og paa 21 alle Arbeidere betinget sig deres hele Løn i Penge. Paa enkelte Plantager toge Arbeiderne een Uge allowance og den næste Uge fuld Løn i Penge. 

Under Slaveriet bestod den lovbestemte allowance af 6 Qvart (8 Pd. dansk Vægt) Mais-Meel om Ugen for hver Arbeider over 15 Aar; 5 Qvart for Arbeidere mellem 10 og 15 Aar, dog et Crookgang (de, som bringe Rørene med Muler fra Marken til Møllen) erholdt samme allowance som Arbeiderne over 15 Aar; 3 Qvart for Børnene mellem 6 og 10 Aar, og 2 Qvart for dem under 6 Aar - Alt foruden det vedtagne Qvantum Sild, 7 a 11 efter Størrelse, eller istedetfor samme tørret Fisk, hvoraf en Ration udgjør 1½ Pd. Den samme allowance gives ogsaa nu, med Undtagelse af den for Børnene betsemte, idet disse, som ovenberørt, nu kun erholde allowance, forsaavidt de arbeide. I Reglen er det fordeelagtigt for Arbeiderne, at tage Provisioner istedetfor deeres hele Løn i Penge, da de som ofteste ved Detailindkjøb i Byerne maa betale deres Mais-Meel og øvrige fornødenhder dyrere, end de beregnes dem, naar de tage allowance. Have Arbeiderne ikke brug for deres allowance til dem selv og deres Fjerkræ, kunne de sælge deres Overflod til Bynegerne. Ogsaa for Planterne vil det, naar ikke Priserne paa Provisioner stige høit, være fordeelagtigere at levere allowance til deres Arbeidere end at betale hele Lønnen i Pegne, og fra det Offentliges Synspunkt har denne Forholdenes Ordning den Fordeel, at Indførelsen af Mais-Meel i Reglen vil blive stadigere, naar det kan sælges en gros, end naar det skulde udsælges en detail. 

Da efter de foranførte Oplysninger den store Majoritet (omtrent 9/10) af samtlige Markarbeidere erholde en større eller mindre Deel af dres Løn i Fødemidler in natura, vi Følgen heraf være, at Tolden paa Mais, Meel væsentlig falder paa Plantage-Eierne, hvoved disse imidlertid hverken have lidt Tab eller ville komme til at lide Tab, saalænge Priserne paa Melet ikke stige meget høit. Da den provisoriske Toldanvisning af 26de Marts 1849 udkom, stod Prisen i 18 Dollars pr. Fad, og holdt sig heri indtil Midten af Aaret, hvorefter den successive steeg til 24, og da igjen successive faldt til den nuværende Priis 20 Dollars. I den allerseneste Tid er den imidlertid begyndt at stige igjen til 21 a 22 Dollars. Disse Priisforhold angives almindelig alene at afhænge af Priisforandringerne i Amerika. Den arbeidende Classe lever forøvrigt ikke af Mais-Meel alene. Saavel Hvedemeel som Hvedebrød consumees i betydelig Mængde af Arbeiderne, og endeel af det Mais-Meel, som indføres til Øen, forbruges til Kreaturføde. Landnegerne sælge ogsaa endeel af deres Ration af Meel til Bynegerne, som derved erholde det billigere end i den sædvanlige Detailhandel. Derved lettes Prisen for den Fattige i Byerne, der ellers sandsynligviis vilde lide mere ved Tolden end Landnegerne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. december 1850, 2. udgave).