De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.
"Kvistkammertyven"
Peder Ludvig Tofte.
(Fortsat.)
Han tog nu Ophold hos sin Fader, som boede paa Nørrebro, og fik Arbeide som Former i et stort Jernstøberi paa Blaagaardsveien; men Tyvenarturen var nu engang faret i ham, og det varede ikke længe, inden hun begik nye Forbrydelser. Han foregav gjerne, at han skulde ind til Byen for at besøge sin Moder, men benyttede i Virkelighed Tiden paa en ganske anden Maade. I Oktober, November og December Maaned 1856 begik han atter Tyveri i Hotel d'Angleterre, men det var nær gaaet galt, navnlig den sidste Gang. Det var nu ikke alene fra de Reisendes Værelser, han stjal, men ogsaa fra Tjenestefolkenes Kamre. Der blev givet Personalet Befaling til at passe nøie Paa, hvis der skulde indfinde sig uvedkommende Personer i Hotellet. Efter et af Tyverierne forklarede en Tjenestepige, at hun, medens hun var beskjæftiget i Theeværelset, havde seet en Dreng titte flere Gange gjennem Ruden i Døren, og antog, at det nok kunde være Tyven. Hun kjendte Drengens Ansigt fra tidligere Tid, idet "hun havde seet det samme Menneske ligge og rage i Rendestenen i Gothersgade, hvor hun da tjente". Hun gav et omtrentligt Signalement af Tofte, og man blev enig om at passe endnu bedre paa end hidtil. Den 16de December, da Eierens Hustru sad i sin Stue, hørte hun et Menneske komme fra Gangen ind i Værelset ved Siden af og pusle der omtrent i en Tid af 10 Minutter. Hun tænkte, at det var en af Pigerne, men da hun uåbnede Døren, saae hun, at det var en Dreng ganske af det Udseende, som Pigen havde beskrevet, og med en Pakke under Armen. Konen blev forvirret og skreg, men Tofte - thi ham var det - gik ganske rolig ud af Døren, ned ad Trapperne og over Gaarden. Hvis han havde løbet, vilde han rimeligviis være bleven grebet paa Veien, men uforstyrrelig Ro var netop et af hans mærkeligste Særkjender, og kun den satte ham istand til at drive sit Spil saa længe.
Samtidig stjal han ogsaa andre Steder; hans Tyverier bleve stedse hyppigere og hyppigere, navnlig i December 1856 og Januar 1857.
Da var det endelig, at han første Gang kom i Berøring med Justitsen. Søndagen den 25de Januar om Eftermiddagen var han nemlig af sin Fader sendt i et Ærinde ind til Byen; efter at have besørget dette, gik han endnu noget omkring i Huset for at see Leilighed til at stjæle og lagde da Mærke til, at en af Dørene ud til Gangen paa Grund af Laasens Brøstfældighed var meget daarlig lukket. Ved et let Tryk fik han Døren op og tog nu en Frakke, der hang i Stuen, ligesom han i en abenstaaende Kuffert fandt en Portemonnaie, noget Guldtøi osv., som han Alt tog med sig. Han pantsatte strax de fleste af disse Koster hos Pantsætter i Nybrogade og fik et Forskud paa 4 Rd., idet han fortalte, at hans Fader nødvendig skulde bruge saa mange Penge, og at Faderen - hvem han dog ikke nævnte - vilde komme samme Aften for at hente Assistentshuussedlen og hvad der blev laant paa Sagerne udover de 4 Rd. Det faldt ikke Pantsætteren ind at nære nogen Mistillid til ham, dertil var hans hele Adfærd for vel beregnet.
Da den Bestjaalne ufortøvet anmeldte Tyveriet, bleve Kosterne snart fundne, og da Tofte derfor Kl. 10 den paafølgende Torsdag Aften sendte en Dreng, han traf paa Gaden, ned til Pantsætteren, for at hente Sedlen og Resten af Pengene, vilde Pantsætterens Kone, der var ene i Boutiken, ikke udlevere dem. Paa hendes Spørgsmaal om, hvem der havde sendt ham, Paaviste Drengen Tofte, der ventede paa ham udenfor, hvorfor Konen øieblikkeliq foer ud og greb fat i ham. Han sled sig imidlertid løs og løb ned ad Gaden, forfulgt af Konen, paa hvis Skrig Vægteren kom til. Tofte løb da ind i en Gaard, hvor han langt om længe blev funden ovenpoa en Brændestabel, paa hvilken han var krøben op, og hvor han havde bedækket siq saaledes med Snee, at kun en lille Flip af hans Overtøi stak frem.
Nægte Tyveriet kunde der ikke være Tale om; det indsaae han ogsaa strax, men det lykkedes ham at fremstille det som et blot og bart Leilighedstyveri, og Politiet faldt derfor ikke paa, at han og Tyven fra Hotel d'Angleterre, hvis Signalement man jo dog var i Besiddelse af, vare een og samme Person.
Han Dom faldt den 2den Februar 1857 og lød paa 25 Rottingslag. Dermed lod man ham gaae. Men netop fra dette Øieblik af begynder hans Tyverivirksomhed ret at udvikle sig i stor Stiil, lige som han fra nu af gaaer ganske anderledes methodisk tilværks end hidtil. Det seer ud til, som om han har lagt sig den ved Sagen indvundne Erfaring paa Hjerte, fra nu af pantsatte han ikke mere sine Tyvekoster, og han stjal derfor nu saagodtsom udelukkende rede Penge og Guld- og Sølvsager. Tog han en enkelt Gang Klædningsstykker og andet Lignende, forærede han dem gjerne bort; det samme var for Resten ogsaa i Regelen Tilfældet med det Guld- og Sølvtøi, han stjal.
Vi have seet, at han allerede i lang Tid havde benyttet faste Nøgler til sine Forbrydelser; dem stjal han, naar han fandt dem stikkende udad i Dørene, og han forsømte heller ikke inde i Værelserne at tage de Nøgler, der stak i de forskjellige Møbler, selv om han ikke fandt Andet, der efter hans Mening var værd at tage med. Naar han vilde stjæle, begyndte han gjerne med at banke paa Døren; kom der da Nogen, spurgte han efter en eller anden Hr. Petersen eller Madam Lassen, kom der derimod Ingen, søgte han selv at aabne Døren med sine Nøgler, blandt hvilke han efterhaanden havde faaet samlet flere Hovednøgler. Paa denne Maade gjorde han den Erfaring, at Kvistværelserne i mangfoldige Huse ere ubeboede om Dagen, deels fordi de bruges til Pulterkamre, og deels fordi deres Beboere ere beskæftigede andetsteds. Han holdt sig derefter fortrinsviis til Kvistkamrene, og traf det sig endda saa uheldigt, at han dog stødte paa Beboerne, havde han strax et Ærinde paa rede Haand og forstod i den Grad at holde Kontenancen, og Ingen kunde mistænke ham for at være en Tyv. Desuden var han altid godt og ordentlig klædt, saa at man heller ikke let lagde særlig Mærke til ham, naar man mødte ham paa Gange og Trapper.
Foruden den saaledes indvundne større Erfaring var der endnu en særlig Grund, der forlede ham til at stjæle i en saa uhyre stor Maalestok; han fik nemlig nu Noget at bruge sine Penge til. Det kastede jo vel endeel Penge stadig at give den flotte Fyr paa Værkstedet, at traktere sine Kammerater med Kasinobilletter og at betale de andre Drenge for, naar det var hans Tour, at rydde op i Værkstedet om Søndagen; heller ikke gav han saa faa Penge ud paa Kaffehuse og slige Steder - men Alt dette er dog Intet imod, hvad det koster at være forlovet!
Han var efterhaanden bleven stadig Gjæst i en Høkerboutik paa Nørrebro, der forestodes af en Madam Løve. Her kom han daglig for at nyde sin Kaffe, og han gjorde derved Bekjendtskab med denne Kones Plejedatter, en smuk Pige paa 16-17 Aar ved Navn Emma, med hvem han snart begyndte at agere Kjæreste. Han begyndte strax med at give kostbare Foræringer og indskrænkede ikke sin Gavmildhed til Emma alene, men betænkte ogsaa Mad. Løve og dennes 14aarige Datter Mathilde i rigeligt Maal. Desuden tog han jævnlig de unge Piger ud med i Tivoli og paa Theatrene og trakterede dem paa Konditorier. Naar Emma og han gik sammen i det kgl. Theater, gik de gjerne i første Parket, og mangen en naiv Provindsialist, der troer, at man ved et benytte denne Plads ubetinget kommer i fint Selskab, har maaskee følt sig smigret ved at sidde ved Siden af - Kvistkammertyven og hans Kjæreste! Han forsømte heller ingen af de offentlige Maskerader, hverken dem paa Kasino eller Kammerraad Langes paa Hoftheatret; han havde gjerne begge Pigebørnene med sig udklædte i Karakteerdragt, naturligviis paa hans Regning.
Men hans Flothed viste sig først ret i et glimrende Lys, da Mathilde skulde konfirmeres. Mad. Løve, for hvem det vilde have været en Samvittighedssag ikke at pine det meest Mulige ud af en saaban Guldfisk, klagede sin Nød for ham over, at hun ikke havde Raad til at "udstyre Barnet' til denne Leilighed, og lod ogsaa falde et Vink om, at hun saa inderlig gjerne vilde have et Par gode Venner hos sig den Aften, naar hun bare havde noget Pænt at sætte paa Bordet for dem. Tofte var en altfor genereus (!) Natur til ikke strax at gaae ind paa Madamens Bøn, ja han overtraf endog hendes dristigste Forventninger. Han forærede Mathilde Konfirmationskjole, Chawl og Støvler og desuden som en mere personlig Opmærksomhed en Pretension og en Guldring (naturligviis Tyvekoster). Paa selve den store Dag sørgede han for Alt. Han betalte Vognen til og fra Kirken og Kirkebetjentene, og om Aftenen var der et lystigt Selskab paa en Snees Gjæster hjemme hos Løves, der bleve trakterede med Skinkesteg, Krandsekage, 4 Flasker Viin fonuden andre gode Sager - Altsammen for Toftes Penge. Det Hele endte med en Svingom, hvortil Tofte havde leiet Musiken. Den Eneste, der ikke fik Noget ved denne Leilighed, var - Præsten; det var en Udgift, man efter Toftes Formening godt kunde spare.
(Fortsættes).
(Folkets Avis 14. februar 1865)
Om forholdene på Nørrebro dengang Peter Ludvig boede der, er der adskillige indslag her på bloggen: Beskrivelse af Blaagaardveien 1847 og 1855, koleraen 1853 som slet ikke omtales i Folkets Avis, men som Peter Ludvig må have oplevet, en klage over børnemishandling på Blegdamsvej 1852, en mere generel beskrivelse af forstædernes kommunale forhold 1852 og endelig om renlighed 1850. Nørrebro var i 1850'erne stadig en forstad med omkring 10.000 indbyggere. Efter demarkationslinjens flytning 1852 som muliggjorde større nybyggeri, flyttede en mængde industri til bydelen.
På en hjemmeside over Peter Ludvig Thorvald Tofte skrives endvidere:
Han var så forsigtig ingen Medskyldige at have, men altid at arbejde alene. Han stjal kun kontante Penge, kun en enkelt Gang tog han et Sæt Tøj, og det kom han til at fortryde. Når han gik ud på sine Tyvetogter, tog han sit pæneste Tøj på for at virke så lidt mistænkelig som muligt, og det var ham også til Hjælp ved flere Lejligheder, hvor han blev overrasket enten i Færd med at bryde Entredøren op eller endog inde i Lejligheden.
Han gav så straks den Forklaring, at han var kommet for at søge efter en Ven, og når han var fundet inde i Lejligheden, sagde han, at Døren havde stået åben, og han sagde det med en så troskyldig Mine, at man ikke fattede Mistanke til det pæne unge Menneske.
Foruden Caroline havde han nu fået tre andre Veninder, som han med Gavmildhed forærede Gaver og tog med ud til Fornøjelser. Særlig Kasino-maskeraderne dyrkede han med Liv og Lyst, og det var ikke usædvanligt, at han på en sådan Aften brugte 50-60 Rbd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar