De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.
"Kvistkammertyven"
Peder Ludvig Tofte.(Fortsat.)
Naar man vil have et Begreb om, i hvilken Grad han overøste Emma Løve med Presenter, er det tilstrækkeligt at anføre, at han engang i Løbet af nogle faa Dage forærede hende flere Guldfingerringe, et Par Ørenringe af samme Metal, Tøi til forskjellige dyre Kjoler, en elegant Hat, et Gulduhr med Kjæde, en Parasol og mere endnu; efterhaanden forsynede han hende med Alt, hvad hun behøvede til sin Paaklædning, og det berettes udtrykkelig, hvorledes han forærede hende en Toiletgjenstand, der dengang var aldeles ny hertillands, nemlig en Krinoline!
Mad. Løve tog Sagen fra en mere praktisk Side og fik ham til jevnlig at forsyne Familien med Fødevarer og mindre Pengebeløb, saa at den efterhaanden næsten udelukkende levede af ham. Der kunde derfor vel være Anledning for Madame Løve til at yttre til en Nabokone, at de maatte takke Gud for den Tofte; han var rigtignok en "mageløs" Støtte for hende og Børnene.
At Forbindelsen mellem ham og Emma just ikke var i Tugt og Ære, har man vel allerede gættet, men han stod desuden i Forhold til flere andre Fruentimmer, og hos dem alle gjorde han sig gjældende ved kostbare Presenter, Maskeradebilletter, flot Traktement o. desl.
Hans utrolige Rutten med Penge maatte snart hos hans Bekjendte vække Mistanke om, at det ikke gik rigtigt til med Erhvervelsen, og det manglede ikke paa generende Spørgsmaal til ham, om hvorfra han egentlig havde al denne Rigdom. Da han første Gang forærede Emma en Guldring, yttrede hun ligefrem: "Du tager da ikke Pengene hjemme hos din Fader?" Et andet Fruentimmer af dem, han interesserede sig for, spurgte ham engang, om han ikke gjorde falske Penge. Han var ved saadanne Leiligheder aldrig forlegen for Svar, og havde navnlig god Nytte af Historien om sin Fader "Baronen", der hemmelig understøttede ham. Til dem, hvem han ikke troede al kunne byde denne Historie, havde han en anden, om at han havde vundet 1000 Rd. i Lotteriet, og ligeoverfor Folk, der kun kjendte meget lidt til ham, kunde han endog bruge sine fattige Pleieforældre som Skalkeskjul, idet han f. Ex. paastod, at han fik Penge fra sin Moder, der var velhavende og eiede et Landsted.
Den Mistanke, der saa tidlig var opstaaet hos Emma, kunde han naturligviis med sit selvsikkre Væsen ikke forjage. Ved Mathildes Konfirmation fik baade Moderen og Døttrene en Formodning om, at han stjal, og Emma ventede, som hun senere har tilstaaet, hver Dag at see Politiet komme og tage ham; men da det ikke kom, blev hun efterhaanden mere tryg og tænkte, "at det maatte vel have sin Rigtighed." Denne Forklaring hjalp hende ikke for Retten, thi da Familien senere blev inddraget under den kriminelle Undersøgelse mod Tofte, bleve baade hun og Mad. Løve straffede som Hælersker med Fængsel paa Vand og Brød, den Første i 15 Dage, den Anden i 30 Dage, og Mathilde gik alene fri, fordi hun havde været under 15 Aar, da hun modtog Presenter af Tofte, og Børn under denne Alder ikke straffes for Hæleri.
De havde ærligt fortjent denne Straf begge to, eller maaskee endog en endnu haardere, thi jo mere han forærede dem, desto begjærligere bleve de efter nye Presenter, saa at det næsten var ham umuligt at mætte deres Gridskhed. Naar han sagde, at han ingen Penge havde, og de nogen Tid efter saae, at han havde Penge, gjorde Emma strax Scener med ham og raabte: "Der kan man see! Naar Du blot vil give os Noget, kan Du gjøre det, men Du bryder Dig slet ikke Noget om mig" o. s. v. - og det uagtet baade hun og Moderen havde en stærk Formodning om, at det var Tyvekoster, han forærede dem. De bidrog saaledes deres til at drive ham videre frem paa Forbryderbanen.
Det kunde ikke falde os ind at give en Skildring af alle hans Kvistkammerexpeditioner. Han har aflagt detailleret Tilstaaelse om over hundrede Tyverier og Brandstiftelser, og en omstændig Beskrivelse af dem alle vilde fylde mange tykke Bind. Vor Hensigt er kun i denne Skizze at sammenfatte nogle af de meest karakteristiske Træk i hans Liv til et Totalbillede, der kunde tjene tie at vise, hvorledes saadanne Snigmordernaturer udvikle sig.
At der var Methode i hans Tyverier, have vi allerede een Gang berørt. Vi kunne tilføie, at han altid stjal om Dagen, og at han fortrinsviis holdt sig til Hovedgaderne og til de anseeligste Gaarde og Huse; der vidste han, at der var Noget at faae, endog paa Kvistkamrene, men forresten har han stjaalet overalt i Byen, paa Nørrebro, paa Frederiksberg o. s v. o. s. v. Han pleiede gjerne at hjemsøge Byen kvarteersviis, og han stjal meget ofte ved samme Leilighed fra forskjellige Værelser i samme Huus. En almindelig Tyv skynder sig at komme afsted med sine Koster, saasnart han har udført Tyveriet, men Tofte, der altid havde det meest ubegribelige Held med sig, puttede blot ganske rolig det Stjaalne i sin Bylt, og gav sig saa til at bearbejde Døren til Værelset ved Siden af. Der er iøvrigt ingen Tvivl om, at han har begaaet langt flere Tyverier end dem, der omtales i Retsakterne, men dette har han ikke villet sige hele Sandheden, deels har det været ham umuligt i sin Erindring at fastholde alle sine forskjellige Razziaer, og det er først efterhaanden, at de ere dukkede op for ham.
Rede Penge, Guld- og Sølvsager vedblive at være det, han nærmest holdt sig til. Han tog ikke fra sjeldent Akademiets Guldmedailler fra Kunstnere, og gik da hen og fik dem solgt eller bortbyttet hos Vexellerere eller Guldsmede. Dagen efter kom saa i Regelen Politiet og fik hans Signalement, som man allerede havde iforveien i mangfoldige Udgaver. Efter at have gjort Bekjendtskab med Emma Løve holdt han sig dog ikke mere saa udelukkende til de ædle Metaller, men stjal ogsaa en Mængde forskjellige Sager, henhørende til Damernes Toilette, navnlig naar de ikke tog for stor Plads op i Bylten. Han forsømte heller ikke sine egne Liebhaverier; et Sted stjal han saaledes nogle usædelige Billeder, der i Retten vurderedes til et Par Skilling Stykket, og en anden Gang, da han var kommen ind i en Kammerjunkers ziirlige Boudoir, tog han blot noget fint Sæbe og nogle lugtende Vande, men glemte endeel Guldtøi, som han havde fundet i et af Møblerne og lagt frem paa Bordet!
Naar han bankede paa, og Ingen svarede, gik han ind i Værelset, men det hændte sig engang imellem, at det dog var Folk derinde. Da han saaledes kom ind i et af Værelserne paa et Hotel, laae der en Dame og sov paa Sofaen; paa Bordet laae nogle Penge, som han skrabede til sig, men ved denne Lyd vaagnede Damen og sprang efter ham, inden han endnu var heelt ude af Døren, og dog blev han ikke fanget den Gang. En anden Gang var han kommen op til et Kvistværelse i Skindergade, hvor en Mand laae og sov Middagssøvn; Manden vækkedes ved Toftes Banken, men da han ikke vilde forstyrres, gav han intet Svar. Han hørte da, hvorledes en Nøgle sagtelig blev stukket ind i Laasen, og da dette var ham mistænkeligt, sprang han op og listede sig paa Hosesokker hen i Nærheden af Døren og lyttede. Han var saaledes parat til at gribe Tyven, men i samme Nu som Tofte fik Døren op, havde han allerede gjort omkring og var i et Øieblik nede af Trapperne. Undertiden maatte han hjælpe sig ud af Forlegenheden med Grovheder. Da han saaledes engang blev truffen paa et Kvistkammer af en Pige, der forlangte at vide, hvad han havde der at bestille, svarede han blot: "Hvad kommer det Dig ved, din forbandede Tøs!" og foer med det samme ud paa Kjøkkentrappen, hvortil Kammeret vendte ud, Iøb fordi Pigen, aabnede med en af sine Nøgler en Gitterdør, der adskilte Kjøkkentrappen fra Hovedtrappen, og lod sig rutsche ned ad dennes Rækværk - Alt inden Pigen kunde faae indført et eneste Ord.
Det Nærmeste han nogensinde har været ved at blive greben paa fersk Gjerning, var han dog vistnok den 6te Oktober 1857. Han havde med en af sine Nøgler skaffet sig Adgang til et Kvistværelse paa Hjørnet af Gammelmønt og Møntergade, der beboedes af en ung Student, og stiaalet nogle Penge, der laae deels i en aabenstaaende Bordskuffe i et Cigarfuteral, deels i en Kuffert. Derpaa undersøgte han Værelserne ved Siden af, og da der Intet var at tage, vilde han gaae sin Vei, men i det Samme hørte han Nogen komme op ad Trappen. Hurtig trak han sig tilbage i Gangen, som var temmelig mørk, og stod der ganske stille uden at we sig. Han saae da en ung Mand, som ikke var nogen Anden end den Bestjaalne selv, gaae forbi sig og lige op til det Værelse, hvor han havde stjaalet Pengene. Da Studenten fandt, at Døren ikke var lukket af, lod han den staae aaben efter sig, idet han strax indsaae, at der havde været "Fremmede" hos ham. Tofte fandt det derfor raadeligst at blive, hvor han var. Strax efter saae han Studenten gaae ned paa 3die Sal og kalde Beboerne ud, idet han med høi Røst fortalte dem, at der var begaaet Tyveri hos ham. Nogle af Folkene gik med op paa Værelset, hvis Dør stadig blev ved at staae aaben, og Tofte hørte En af dem sige, at han vilde melde det til Politiet. Imidlertid havde Tofte faaet sine Støvler af, og da omsider Alle vare gaaede, og Alt var blevet stille, løb han paa Hosesokker ned ad Trapperne og ind paa en Trappegang i Pilestræde, hvor han igjen tog Støvlerne paa, men han havde faaet en saadan Skræk i Blodet, at det endnu varede over en Time, inden han turde gaae ned paa Gaden igjen.
Sit Arbeide paa Jernstøberiet passede han, som man let kan begribe, kun daarligt. Navnlig generede det ham at komme saa tidlig op om Morgenen, at han kunde møde i Værkstedet Kl. 6. I December 1857 blev han omsider bortviist af Tjenesten og tog nu Ophold hos sin Pleiefader paa Nørrebro. Her var hans Hovedkvarteer. Sit store Oplag af falske Nøgler havde han skjult under en Busk i Gaarden, hvor man efter hans Paagribelse fandt adskillige af dem - deriblandt flere Hovednøgler - liggende indsvøbte i en Bomuldsklud. Hver Dag gik han ind til Byen "for at søge Arbeide", som han sagde; dette var nu rigtignok ikke Hovedhensigten med hans Toure, men han søgte dog virkelig at faae en Beskjæftigelse, hvilket jo ogsaa kunde være god Politik for at skjule hans virkelige Indtægtskilde. Det varede imidlertid til langt ud paa Foraaret 1858, inden han fik en Kondition.
(Fortsættes).
(Folkets Avis 15. februar 1865)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar