23 maj 2021

Om Branden paa Vemmetofte. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redakteur!

I "Berl. Tid. s" Anmeldelse om Ildebranden paa Vemmetofte staaer til Slutning: "Beklageligt var det at at see, hvor megen Ulyst de Tilstedeværende viste til at slukke". Indsenderen af disse Linier, der var tilstede ved nævnte Ildebrand og saae hvorledes det gik til, kan ikke undlade at gjøre nogle Bemærkninger ved denne henkastede Yttring, og udbeder sig Plads hertil i Deres ærede Blad. At der fandt Uordener Sted ved denne Ildebrand, som ved de fleste paa Landet, og at her ikke blev reddet det, der burde være kunnet reddet, skal villig indrømmes, men at Aarsagen dertil skal søges i Ulyst hos de Tilstedeværende til at slukke, er en i høieste Grad uretfærdig Beskyldning. Aarsagen til at mindre blev udrettet her end der burde, ligger aldeles vist i Brandvæsenets slette Organisation paa Landet og i Mangel paa Sluknings- og Redningsapparater og i disses høist uforsvarlige Tilstand. Der mødte her, som ved alle saadanne Lejligheder, en Masse Mennesker; men den ledende Aand, og Kraft hos de Befalende manglede aldeles, og maa vistnok stedse mangle, eller i ethvert Fald være ufuldstændig, saa længe Organisationen er saa slet. Ingen veed nu hvortil han skal commandere Mandskabet, der ikke har bestemt fastsatte Forretninger Enhver især at udføre. En møder med en Spand, en Anden med en Tønde, en Tredie med en Brandhage o. s. v.; men hvor hver Enkelts Plads er, bliver ikke bestemt beordret. Man løber imellem hverandre, frem og tilbage, cg Nogle udrette en Deel, Nogle aldeles Intet. Sprøiterne, som burde have deres faste Mandskab, staae ofte stille af Mangel paa Vand og anden Betjening. Naar et Hold, som med Lyst og Iver har arbeidet, er bleven træt, veed man ikke hvor man skal tage frisk Mandskab fra; de, til hvem man henvender sig derom, svare ofte, med eller uden Grund, at de har maattet udføre det strængeste Arbeide og nu ere trætte. Kort, det er i høieste Grad beklageligt at see hvor lidet der ved slige Leiligheder udrettes, men hvortil Aarsagen sandelig mindst skal søges i Ulyst hos de Tilstedeværende. At forlange af Folk, at de skulle vove sig ind i Luerne for at redde enkelte Stykker Gods, hvor Redningsapparaterne ere saa slette som Tilfældet er paa Landet, er dog virkelig vel stærkt, saameget mere som man ofte seer de meest interesserede Personer med den største Ligegyldighed at spankulere omkring med Hænderne i Buxerne, eller som Fortvivlede at vride Hænderne og løbe rundt i Støvlerne, istedelfor at udrette Noget for sig selv. Assurancen betaler.

Hvad nu specielt Branden paa Vemmetofte angaaer, da maa bemærkes, at 20 a 30 Arbejdere, der vare tilstede strax da den udbrød, gjorde sig al optænkelig Umage, med ikke liden Fare for Lemmer og Helbred, for at redde hvad der kunde redde. Enhver, som har overværet en Brand paa Landet, veed godt, at i et Nu er Alt omspændt af Ild, naturligviis da saa meget let Antændeligt der er tilstede. Ved denne Leilighed kunde anføres flere Træk af Uegennyttighed, men det anførte er maaskee tilstrækkeligt til at tilbagevise den gjorte Beskyldning, især naar sees tilbørlig hen til, hvor magtesIøs man paa Landet er ved en Brand, med Hensyn til at redde Noget. Det er maaskee ikke overflødigt at bemærke ogsaa ved denne Leilighed hvor stor Lysten er hos mange Mennesker til at udpille og fremsætte det mindre Hæderlige der er hos Folk, især naar det er "simple Fok", istedet for at man burde gjøre sig en Fornøielse af en modsat Fremgangsmaade. Giver derimod en Rigmand af sin Overflødighed nogle hundrede Daler ved slige Leiligheder, der, naar sees hen til hans Rigdom, i Virkeligheden er saare Lidet, og navnlig er for Intet at regne imod at den Fattige giver det Eneste han eier: Liv cg Helbred, - da tales der vidt og bredt derom. Man kan gjøre sig en Idee om i hvilken Tilstand Sprøiterne paa Landet ere, naar man hører, at af de 10 a 12 Stkr. (maaskee nogle flere), der her vare tilstede, hvoraf Størsteparten vare hjemmehørende 2 a 3 Miil fra Brandstedet - Omegnen, at regne 2 Mile, eier ikkun høist 6 Sprøiter - vare de 3 a 4 ikke istand til at naae over Tagskjæggct paa en almindelig Bygning.

Det "høie Kloster", det rige Vemmetofte, eier, eller rettere eiede kun een Sprøite - den brændte ved denne Leilighed, da den ene Deel af Mandskabet løb til een Side med Sprøiten og den anden Deel til en anden med Slangen, og enhver især troede at den enkelte Deel var brændt og derfor opgav den - den var i en yderst maadelig Forfatning. Sandelig, vi trænge haardt paa Landet til Reformer i denne Henseende ogsaa, og gid de ikke for længe maae udeblive, da det vistnok eller inden meget længe bliver vanskeligt at faae sine Eiendele forsikkrede, eftersom Assurancerne jo maae blive svært medtagne ved den Masse, der nu gaaer tabt, ikke at tale om den Fare, Ens Liv er udsat for. Til Reformer trænge vi, men ikke til Jeremiader over Folks Opførsel; det forbedrer ikke Sagerne. Flere og gode Sprøiter samt Redningsapparater maa anskaffes, et fast og tilstrækkeligt Mandskab maa ansættes til enhver enkelt Deel og staae under kyndige og raske Befalingsmænd, der saaledes vide hvem de have at befale over og hvad de skulle udrette. Hensigtsmæssigt var det vistnok, om Mandskabet blev betalt, og ordentlig betalt, og at der holdte strængt over at Alle, der ingen Forretninger have, bortviste fra Brandstederne. Maatte Rigsdagen, for hvilken et Lovforslag i denne Retning formeentlig vil blive forelagt i den nu forestaaende Samling, tage sig alvorlig og med Sagkundskab af dette, var det høist prissværdigt.

n. n. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. september 1857)

Branden fandt sted 23. september 1857 og afslørede endnu engang det mangelfulde brandberedskab. Heller ikke denne brand udvirkede nogle afgørende ændringer på området.

Kristian Ludvig von der Hude (1864-1929): Vemmetofte Kloster (1900). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar