Ifølge Efterretninger fra Kolonien Godthaab i Grønland har man der den 8de Juni foretaget de første forberedende Skridt til Indførelsen af den paatænkte Kommunalforfatning; man havde nemlig til Kolonien sammenkaldt en Deel af de dygtigste forhaandenværende grønlandske Mænd, 1 a 2 fra hver beboet Plads i Distriktet, og bekjendtgjort for dem, at det var Regeringens Villie, at der for Fremtiden ved hver Koloni skulde indsattes nogle misigssuissut (de europæiske faste Medlemmer, Præst, Kolonibestyrer, Læge) og nogle pàrssissut (de grønlandske Medlemmer), hvilke skulde komme 2 a 3 Gange aarlig "kalàtdlit iluakutigssait isumaliú tigalugit" c: for at overveie for Grønlænderne gavnlige Foranstaltninger, (den nationale Benævnelse for dette Folk er kalâlek, en Grønlander, Fleertal kalâtdlit). Som Hovedmotiv for denne Regeringens Bestemmelse angaves for Forsamlingen den i Folket herskende Fattigdom og til enkelte Tider indtrædende store Elendighed og Hungersnød, og det trykkende Paahæng, som de Dygtige og Stræbsomme i Folket under saadanne Omstændigheder maatte lide af de mange Fattige; at dette Sidste navnlig blev optaget med levende Interesse af Forsamlingen, var kjendeligt af det derover lydelig udtalte Bifald. Som tilkommende pârssissut havde man udset sex, men af disse vare paa Grund af en herskende Sygdom kun en tilstede i Forsamlingen, nemlig den indfødte Kateket Albrekt fra Udstedet Atangmik; man bekjendtgjorde derfor, at disse pârssissut først vilde blive udnævnte til Efteraaret, da den første egenlige Forsamling skulde finde Sted. Som fast Indtægt for Godthaabs Kommunalforsamling var der normeret 400 Rdl.; denne ringe Sum er endda ikke nogen ny Udgift for den kongelige Handel, men er kun opstaaet herved, at man har slaaet Alt sammen, hvad der alligevel hidtil under en uordnet Bestyrelse gik med eller rettere gik unyttig tabt. Lettelig kunde herved vistnok paatrænge sig disse Betragtninger og Sammenligninger mellem den store Elendighed blandt "kalàtdlit" og Handelens senere Aars Overskud paa Hundredetusinder trods Monopolets stor Administrationsomkostninger. Betræffende Kommunalvæsen skal der om to Aars Forløb atter indgives et mere bestemt Forslag, saa at det Begyndte kun bliver anset for en Prøve. (Dgbl.)
Vi have allerede tidligere flere Gange berørt den tragiske Begivenhed ved Udstedet Naparsuk under Kolonien Sukkertoppen paa Grønland, at største Delen af den indfødte Befolkning ynkelig omkom af Hunger, efterat den der ansatte danske Handelsbetjent, Willumsen, med 9 af Pladsens Fangere, et Fruentimmer og et Barn vare forsvundne paa Havet under et Forsøg paa at reise til Kolonien for at hente Hjælpeproviant til den forhungrede Befolkning ved nævnte Udsted. Først i Løbet af afvigte Juni Maaned har man fundet Spor af disse, omtrent i Februar forulykkede 12 Personer. Paa en liden Udhavsø Nord for Kin of Saal (i de Indfødtes Sprog Umanak) har man nemlig udfor Sermerssuk paa Halvveien mellem Sukkertoppen og Kangamiut fundet Ligene af den nævnte Willumsen, tre Grønlændere og et Barn; de havde gravet sig en Hytte i en Sneedrive, som endnu i Juni ikke var optøet, og som indvendig var beklædt med noget Tøi; skjønt Hytten var ret god og luun, synes de dog ligesaavel at være frosne som sultede ihjel; Barnet, som laa i Willumsens Arme, havde kun en meget tynd Beklædning. Uden Tvivl ere de komne vaade iland, hvilket ogsaa er rimeligt, eftersom det jo af dette Steds Beliggenhed, Nord for Sukkertoppen, næsten med Vished fremgaaer, at de have været udenfor Isen, der forhindrede dem fra at komme ind til Sukkertoppen, og udsatte for Davisstrædets høie Sø. To af Ligene vare aldeles opædte, og Benene tildels knuste, rimeligvis af Bjørne. Willumsens Sælskinds-Benklæder vare afskaarne ved Knæene, hvoraf man maa slutte, at de afskaarne Stykker have maattet tjene som Føde. Forresten maa de uden Tvivl have boet der i det Mindste i nogle Dage i nogenlunde rask Tilstand, thi der saaes tydeligt forskjellige Spor af Mennesker udenfor Hytten. Der fandtes ogsaa Adskilligt af deres Reisegods iland, men Baaden har man ikke fundet Spor af, ligesaa lidt som af de andre Mænd og af Kajaken, som var med; muligt have de Øvrige forsøgt at komme derfra med Baaden og ere senere omkomne. Disse 9 Fangers sørgelige Endeligt maa vistnok ansees for en af Aarsagerne til, at Hungeren greb saa frygteligt om sig ved Naparsuk, da nu Enker og Børn og Oldinge sad tilbage og aldeles Intet kunde erhverve til Livets Ophold. Hovedaarsagerne ere imidlertid alvorligere og dybere liggende; som Jægere og Fiskere indtager dette Folk sin Plads paa Nationernes laveste Udviklingstrin, og dels ulykkelige Samfundsorden, Kommunismen, drager de Flittige og Stræbsomme ned i de Dovnes og Ligegyldiges Elendighed. Intet er vanskeligere end at bringe en Nation til at forandre sin Samfundsorden, og til Intet hører der større aandelig Myndighed end til for den Enkelte at trodse Samfundsordenen. Endelig maa endnu blandt de dybere Grunde til denne og lignende Ulykker nævnes det trykkende Monopol og de unaturlige Handelsforhold; unaturligt maa det vel benævnes f. Ex. at betale Producenterne 4 Rdr. for en Balle Spæk, medens Handelen erholder omtrent 40 Rdr. for en Tønde Tran, eller 1 Rdr. for blaa Ræveskind, der afhændes for 15 a 20 Rdr. Den sørgelige Begivenhed paa Naparsuk indeholder en fornyet Opfordring for Regeringen til omsider at tage alvorlig sat paa Reformer i Grønlands Bestyrelse; Leiligheden dertil er i dette Øieblik saa meget gunstigere, som man nu kan handle uden de stedse hæmmende og lammende personlige Hensyn. (Dgbl.)
(Ribe Stifts-Tidende 26. september 1857).
Forstanderskaberne i Grønland var et grønlandsk administrativt råd, der eksisterede i perioden 1857-1911. I forstanderskabet sad de øverste danske embedsmænd og et antal medlemmer valgt af grønlænderne. Rådet forestod fattighjælpen og ydede tilskud til husmaterialer og erhvervsredskaber. Resten af indtægterne blev fordelt mellem grønlænderne efter deres dygtighed som sælfangere. Forstanderskaberne i Grønland fungerede som domstole og var således første instans i den grønlandske retspleje.
Rink havde allerede i 1856 advaret om at brød ikke bare var en luksusvare, men også en af de sletteste og unyttigste. 1857 var en alvorlig sultevinter, og på det lille sted Napasoq ved Sukkertoppen døde de fleste af beboerne af sult. En dansk udliggeer Willumsen der var grønlandsk gift, forsøgte at rejse til Sukkertoppen for at hente proviant til udstedet. Det samme gjalt på udstederne og bopladserne Qerrortusoq, Saqqaq, Kangerluarsuuk, Sarfannguaq, Saqqarliit, Uuummannaarsuk, Itilleq, Itillersuaq og Kaksik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar