De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.
"Kvistkammertyven"
Peder Ludvig Tofte.(Fortsat.)
Politiadjudanten blev da den 19de Mai 1858 om Eftermiddagen sendt ud til Klampenborg med endeel Betjente. Han meddeelte Konditoren, i hvilket Ærinde han var kommen, og de traf den Aftale, at han skulde bestille nogle Kopper Kaffe til sig og sine Ledsagere, hvilke Tofte da skulde bringe ind til dem. Tofte, der den Dag netop havde inviteret nogle af sine fordums Kammerater fra Jernstøberiet ud til sig for at more sig med hverandre i Skoven, gik ind med Kaffen uden at ane den Snare, der var lagt for ham, men saasnart han havde faaet at see, hvem det var, han skulde hen til, gav han sig strax villieløst i deres Hænder. Hvor fræk en Forbryder Tofte end var, manglede han dog aldeles den energiske Villie, der selv hos et fordærvet Menneske uvilkaarlig indgyder en vis Agtelse. Da han stod Ansigt til Ansigt med Politiet, var hans kjække Mod forsvundet, og han faldt sammen som et Barn.
I Forhøret tilstod han strax, at han havde udøvet saa mange Tyverier, at han ikke var istand lil at opregne dem alle, og naar Retsmøderne trak sig langt ud, maatte han jævnlig bede sig fritaget i nogle Timer for at samle sine Tanker, da han følte sig for træt til at fortsætte sin Forklaring. Skjøndt han væsentlig havde holdt sig til røve Penge, der naturligviis alle vare brugte, blev der dog under Sagen fremlagt over 250 Nummere af Tyvekoster; de fleste af disse fandtes hos Mad. Løve, men foruden hende og hendes Børn bleve ikke faa andre Fruentimmer inddragne under Undersøgelsen og straffede for Hæleri. Man maa imidlertid ikke troe, at Toftes Tilstaaelse var fuldstændig og uforbeholden. Navnlig lagde han Dølgsmaal paa de af ham begaaede Brandstiftelser, uden Tvivl fordi han ved sit Studium af Lovgivningen var kommen efter, at denne Forbrydelse altid fører Tugthuusstraf efter sig, medens 2den Gang begaaet Tyveri næsten aldrig straffes med haardere Straf end Forbedringshuusarbeide, især naar den Paagjældende ikke tidligere har været anseet med offentligt Arbeide.
Hvis dette har været hans Tankegang, forregnede han sig imidlertid, thi ved Kriminalrettens Dom af 4de Januar 1859 blev han anseet med Straf af 8 Aars Tugthuusarbeide, og et Par Dage efter blev han indsat i Christianshavns Straffeanstalt. Han var dengang i en meget afkræftet Tilstand som en Følge af det udsvævende Liv, han havde ført indtil sin Paagribelse. Tugthuusfangerne leve i Almindelighed ikke under streng Afsondring, og det Liv, han nu begyndte at føre, var derfor vel meget ubehageligt og tvungent for ham, men da han snart var som hjemme mellem sine Tugthuuskammerater, var det dog til at udholde, og man mærker ikke, at det har taget noget paa hans Humeur; men man seer endnu mindre noget Spor til, at den strenge Tugt har vakt Alvor i hans Sind og bragt ham til at tænke over den elendige Maade, hvorpaa han havde forspildt sine Ungdomsaar.
Et Øiebiik saae det ud, som om der var faret en bedre Aand i ham. Den 19de Februar 1860 begjærede han sig fremstillet for Inspektøren i Straffeanstalten, Justitsraad Keller, idet han foregav, at han ikke kunde faae Ro i Sindet, før han fik aflagt Tilstaaelse om en heel Deel Forbrydelser, der ikke vare komne for Dagen under den tidligere Sag. Han blev nu indsat som Varetægtsarrestant i "Almeensikkerheden", og en ny vidtløftig Undersøgelse begyndte, under hvilken han afgav Beretning om en Masse nye Tyverier og desuden om sex forskjellige Brandstiftelser. Han tilstod at have sat Ild paa Nr. 16 og Nr. 109 i Gothersgade, Nr. 6 i Nyhavn, Nr. 155 paa Gammelmønt, Nr. 24 paa Hjørnet af Pilestræde og Antoniestræde og Nr. 66 paa Hjørnet af St. Kongensgade og Hoppenslænge. Flere af disse Ildspaasættelser lykkedes kun altfor vel og skilte flere fattige Folk, der ikke havde assureret, af med Alt, hvad de eiede. I Anledning af Ilden paa Hjørnet af Antoniestræde og Pilestræde havde han i sin Tid været i Forhør, da han var bleven seet i Stedet umiddelbart før IIdens Udbrud, og nogle af Beboerne henledede Undersøgelsesdommerens Opmærksomhed paa ham som den, der nok kunde have paasat Ilden. Dommeren synes ikke at have lagt Mærke til, at det var en straffet Person, han havde for sig, og da Tofte kunde godtgiøre at have været i Huset i lovligt Ærinde, nemlig for at besøge sin Pleiemoder, som boede der, lod Dommeren ham gaae i Fred.
Da han blev adspurgt om Grunden, hvorfor han havde begaaet disse Brandstiftelser, sagde han, at det var for at benytte den ved Ildebranden opstaaede Forvirring til at begaae Tyveri i de paagjældende Steder. Denne Forklaring er imidlertid usand. Han har først sat Ild paa efter at have udøvet eller forsøgt Tyveri i Husene, og han har aldrig nogensinde benyttet Forvirringen til at stjæle eller havt Saadant isinde. Senere har han udtrykkelig erkjendt, at det af ham anførte Motiv ikke er stemmende med Sandheden, og han har yderligere tilføiet, at han ikke kan anføre nogensomhelst Grund, hvorfor han har iværksat disse skammelige Forbrydelser. Han har altsaa foretage dem som et Barn af en ubestemt Drift til at ødelægge og gjøre Fortræd. Og saaledes som han dengang behandlede Andres Gods og Formue, saaledes har han senere villet behandle andre Menneskers Liv!
Han blev den 21de Juli 1860 dømt til Tugthuusarbeide paa Livstid. Dette Resultat var vistnok atter strengere, end Tofte havde ventet sig det. Idetmindste har han under et senere Forhør forklaret, at han var forbittret paa Justitsraad Keller, fordi nogle af de andre Fanger havde sagt til ham, at det var Kellers Skyld, at hans Straf var bleven saa haard.
Naar vi tør tillade os at sætte et lille Spørgsmaalstegn ved Oprigtigheden af hans Udsagn om, at han afgav sin Tilstaaelse for at faae Ro i Sindet, da er det, fordi det forekommer os, at en anden Forklaring ligger endeel nærmere for Haanden. Han vidste nemlig fra den tidligere Sag, at han vilde blive ført ud i Byen for at paavise de Steder, hvor han havde begaaet Forbrydelserne, og hvor fristende maatte det ikke være for ham saaledes at afbryde det eensformige Liv inden Tugthusets Mure med at foretage Spadseretoure omkring i Kjøbenhavns Gader. Kun den, der kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at være indespærret i et Fængsel, vil kunne forstaae, hvorledes en Fange, blot for at opnaae en saadan Lykke i Øieblikket, kan falde paa at afgive en Tilstaaelse, om hvilken han meget godt veed, at den vil forlænge hans Straffetid. Erfaringen viser endog, at Folk have paaløiet sig selv Forbrydelser for at komme en Tour ud af Fængslet.
Det afgjørende Bevis for, at Bevæggrunden til hans Tilstaaelse ikke var den af ham anførte, ligger imidlertid i den Omstændighed, at han ikke ved samme Leilighed aflagde Bekjendelse om en Forbrydelse, der nødvendigviis maatte have tynget ham meest af alle, hvis han virkelig var istand til at føle Anger og Samvittighedsnag.
Han tilstod nemlig ikke, at det var ham, der dan 24de Januar 1858 havde sat Ild paa Nr. 33 i Studiestræde og derved bevirket fem Menneskers Død.
Den ommeldte Dag havde han begaaet flere Tyverier, og da hans Vei derefter faldt gjennem Studiestræde, gik han om Eftermiddagen mellem Kl. 4 og 5 ind i det nævnte Huus, hvor han med en falske Nøgle banede sig Adgang til et Snedkerværksted for at begaae Tyveri. Han fandt intet Andet, som det var Umagen værd at tage med, end et Stemmejern, som han senere brugte til at gjøre Indbrud med. Da han havde stukket dette til sig, fik han pludselig det Indfald at sætte Ild paa Stedet. Han strøg da en Svovlstik af, antændte nogle Høvlspaaner, hvoraf der laa fuldtop over hele Værkstedet, og efterat han havde seet, at Gulvet begyndte at fænge, lukkede han Døren i Laas efter sig, for at Ilden ikke skulde blive bemærket, og skyndte sig derefter afsted. Han saae nok, at der boede Folk ved Siden af Værkstedet og ovenpaa, men tænkte ikke paa, at han udsatte deres Liv for Fare. Ilden greb imidlertid om sig med rasende Kraft, og inden Beboerne af Værelserne ovenover Værkstedet havde opdaget den, var Nedgangen dem allerede afskaaren. Enken Giessing, Skrædersvend Andersens Kone og to Børn indebrændte paa den ynkeligste Maade. Manden selv tog det tredie Barn i sin Favn og sprang ned paa Gaden med det; han reddede ogsaa Barnet, men slog sig selv ihjel i Faldet.
Tofte selv havde opholdt sig i de tilstødende Gader, indtil der blev gjort Brandallarm; saa vidste han, at hans kaade Drengestreg var lykkedes, og han gik bort for at tilbringe Aftenen paa et Forlystelsessted.
Et Par Dage efter hørte han tale om, at nogle Mennesker vare omkomne ved Branden og den paafølgende Søndag mødte han, da han fra sit Logis paa Nørrebro vilde gaae ind til Byen, et langt Sørgetog med Ligene af de fem ulykkelige Døde. Efter hvad han siger, følte han sig stærkt rystet ved dette Syn. Vi troe det gjerne; selv den meest forhærdede Forbryder vilde ikke kunne have betragtet et saadant Syn med Ligegyldighed, men det Indtryk det gjorde paa Toftes Sjæl, var kun af en flygtig Natur, thi faa Uger efter, i Marts Maaned samme Aar, begik han tre nye Brandstiftelser!
(Fortsættes)
(Folkets Avis 18. februar 1865)
Fængselsinspektør, senere etatsråd Christian Nicolai Keller (1802–84) var far til Johan Keller som i 1880'erne oprettede de såkaldte Kellerske Institutioner, og til Frederik Waldemar Keller (1840-1890)
Om ildebranden i Studiestræde og følgerne af denne, se særskilt indslag her på bloggen.
Fra I. C. Søller: En opdagelsesbetjents erindringer fra en tiaars virksomhed under Kjøbenhavns Politi. (1866), kapitlet: Peter Ludvig Thorvald Toftes Anholdelse og første Tilstaaelser.
Den næste Dag, altsaa Lørdagen den 29de Mai, befandtes det, at Skomager Toftes Søn paa Nørrebro i Aaret 1857 havde været anseet med Rottingslag for Tyveri af en saadan Beskaffenhed, at det meget lignede flere af de Tyverier, der vare begaaede i den sidste Tid.
Som Følge heraf kjørte Politiadjutanten og Betjent F. samme Dag ud til Klampenborg og anholdt Tofte. *)
Da de samme Aften kom tilbage med den Anholdte, mødte jeg dem tilfældigviis paa Strandveien, og da Politiadjutanten saae mig, sprang han strax af Vognen forat meddele mig, at Personen, som vi den foregaaende Aften havde forfulgt i Tivoli, var anholdt, hed Tofte og alt havde tilstaaet at være Gjerningsmanden til flere af de begaaede Tyverier. Idet han derpaa takkede mig for den Bistand, jeg havde ydet, anmodede han mig om at komme op paa Politikammeret, naar jeg kom til Byen, hvilket jeg ogsaa lovede.
Da jeg efter en Times Tids Forløb kom derop, traf jeg atter Politiadjutanten, som var stedet i en vis Forlegenhed, fordi han, der ikke havde været ansat længe ved Politifaget, ikke godt kunde paatage sig at lede Forundersøgelsen i en saa vigtig Sag som den, Toftes Anholdelse lod forudsætte, og da Betjent F., som Adjutanten sagde, hellerikke havde stor Øvelse heri, paatog jeg mig at lede Forretningen og udspørge Tofte, medens Betjent F. nedskrev Rapporten efter min Dictat.
Idet jeg saaledes kom til at afæske Tofte Forklaring om en Deel af de Tyverier, han havde begaaet, fik jeg Leilighed til at danne mig et Begreb om hans Charakteer og hele Personlighed.
Han blev ikke tiltalt med et eneste uvenligt Ord, og i de Svar, han afgav paa mine Spørgsmaal, viste han sig saa beskeden og aabenhjertig, at der ikke kunde opdages ringeste Spor af en trodsig og ondskabsfuld Charakteer, og naar han senere har afgivet saa store Prøver herpaa, nærer jeg den bestemte Overbevisning, at Fængselslivet har bidraget meget til at udvikle disse slette Egenskaber hos ham, ligesom jeg ikke kan bortvise den Tanke, at alle de Forbrydelser, han har begaaet førend sin Anholdelse, mere ere begaaede af Ungdoms Letsindighed, forat kunne tilfredsstille sit vidtløftige Levnet, end af egentlig Ondskab. Naar han i de Skrifter, der ere udkomne om ham, er fremstillet som en Person, der var i Stand til at agere Cavalleer og freqventere bedre Selskaber, da er dette saa langtfra Tilfælde, at jeg maa formode, at det skriver sig fra hans egen Indbildning og en særlig Lyst til at gjøre sig interessant, eftersom hans hele Personlighed var tilstrækkelig til at tale imod dette.
Da jeg havde afæsket ham Forklaring ad generalia, bad jeg ham opgive de Tyverier, han havde udført, og idet han strax nævnede nogle, erklærede han: "Jeg har gjort mange flere, men jeg kan ikke huske Stederne, medmindre De vil nævne dem for mig."
Jeg maatte nu tage den ene Rapport efter den anden, og saasnart jeg nævnede Stedet, sagde han, om han havde været der, og i saa Tilfælde kunde han nøjagtigt opgive de nærmere Omstændigheder ved Tyveriet, samt hvorledes han havde anvendt de stjaalne Koster.
Paa denne Maade afgav han Forklaring om en Mængde Tyverier, af hvilke flere vare forbundne med Indbrud, og da der var hengaaet saamegen Tid med at nedskrive dette til Rapporten, at det lakkede ad Morgen, syntes han at blive søvnig, og da jeg spurgte ham, om dette var Tilfælde, svarede han, at Søvnen hindrede ham i at fortsætte sine Tilstaaelser.
Rapporten blev da sluttet for hans Vedkommende, og Undersøgelsen fortsattes hos de 2 Piger, han havde havt med sig i Tivoli, ligesom der fandtes Anledning til at anstille en yderligere Visitation paa Klampenborg, hvor han havde tjent.
Den 30te Mai 1858 blev han første Gang stillet for Retten og ratihaberede sine til Rapporten afgivne Tilstaaelser, hvilke han i de følgende Forhør betydeligt forøgede.
Han blev derefter belagt med personlig Arrest og kom aldrig mere paa fri Fod.
I de følgende Dage blev det omtalt i Bladene, Politiadjutanten havde anholdt den berygtede Kvistkammertyv, hvorimod Betjent F. ikke blev nævnet med et eneste Ord, uagtet det var ham, der, ved at skaffe Navnet at vide paa den Person, der var bemærket i Tivoli, egentlig bidrog til Anholdelsen, og som tillige havde hele Forretningen, da han nedskrev og underskrev den Rapport, til hvilken Tofte afgav sine første Tilstaaelser.
*) I et Skrift, der er udkommet om Tofte og nedskrevet efter Meddelelser fra Kjøbenhavns Opdagelsespoliti, er det anført, at han blev anholdt den 28de Mai; men dette er ikke correct, da det var den 29de.
På en hjemmeside gives denne version om denne periode i hans liv:
I 1857 blev han anholdt, sigtet for at have stjålet et Sæt Tøj. Han havde ved et Indbrud set Tøjet, som han syntes så godt om, at han glemte sin sædvanlige Forsigtighed og tog det med sig. Da han fik prøvet det, passede det ham ikke, og han var letsindig nok til at sælge det til en Marskandiser, som senere genkendte ham. Da han påstod, at Døren til Lejligheden havde stået åben, og det modsatte ikke kunne bevises, undgik han Straf for Indbrud og slap med 25 Slag Rotting.
Det rørte ham ikke mere, end at han Dagen efter, da han skulle møde på Politikammeret, på Vejen derhen begik et Indbrud.
Han var nu imidlertid blevet noget bange og tænkte på at søge hæderligt Arbejde i hvert Fald for en Tid. Han søgte en Plads som Stewart på en Damper, der gik på Kiel, men det blev ikke til noget. Så fortsatte han i Stedet for sine Tyverier, dristigere end før.
Atter blev han nervøs for Opdagelse og søgte og fik en Plads som Opvarter på Klampenborg, men uheldigvis var der en af Køkkenpigerne, der havde genkendt ham fra Tyveriet af Klæderne, hun sladrede, og han blev bortvist.
Nye Indbrud fulgte, indtil han i Maj 1858 blev anholdt. Han tilstod straks ca. 90 Tyverier, de fleste af dem Indbrud, og blev idømt 8 Års Tugthusarbejde, der skulle afsones i Christianshavns Straffeanstalt. Her forfaldt han til Tungsind. Han havde altid været melankolsk, og allerede som Dreng havde han et Par Gange villet begå Selvmord, den ene Gang med Polervand, den anden Gang med Rottekrudt, men da disse to Ting havde en ækel Smag, opgav han sit Forehavende.
Efter en Tids Forløb besluttede han sig til at indrømme, hvad han hidtil havde skjult, og tilstod nu yderligere hen ved 100 Indbrud og 7 Ildspåsættelser, som han påstod, han havde begået for under den opståede Forvirring at se Lejlighed til at stjæle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar